Forskjell mellom versjoner av «Biergtrolden»
Hopp til navigering
Hopp til søk
Naturlyrik og romantik
(Adam Oehlenschläger: Biergtrolden) |
|||
Linje 1: | Linje 1: | ||
− | |||
− | |||
− | |||
− | |||
− | |||
− | |||
− | |||
Revisjonen fra 5. nov. 2022 kl. 15:15
Adam Oehlenschläger
Biergtrolden
Digte,
Fr. Brummers Forlag,
Kjöbenhavn, 1803
- See Nordlys lue
- med röde Flammer,
- paa sorten Bue.
- Hör Storme brage,
- og Granestammer
- bugnende knage.
- Svanhild den hvide
- fortvivlet ene
- ved Midnatstide,
- blandt Krat og Grene,
- vildfaret vanker
- i Nattens Taage,
- med bange Tanker,
- hvor Aander vaage.
- Brat Stormen standser,
- ei Graner brage;
- men Stene knage,
- og Fieldets Pandser
- hvinende brister,
- og grim og bister
- af mörke Hule
- en Fin sig hæver,
- saa det natlige Thule
- sukkende bæver.
- „Hvo tör sig vove
- i mörke Nætter
- til sorte Skove,
- hvor höie Jetter,
- naar Hanen galer,
- i Mörket suse,
- som naar uhyre Hvaler
- under Ishavet bruse.
- Naar Urner bæve
- i Dödningstunden,
- naar Aander sig hæve,
- naar Ulve i Lunden
- Offerne sluge,
- naar gamle Drager
- i Mulmet ruge,
- naar Samvittighed nager,
- naar Uskyldige græde,
- naar Morderen antaster,
- og Natten sit Klæde
- over Bloddampen kaster?”
- Med röde Öie
- i skumle Pande,
- han speider nöie
- blandt Granevrimlen;
- overalt han skuer,
- kun ei til Himlen,
- hvor Nordlyset luer.
- Med lumske Blikke
- han frem sig skyder
- af Klippens Bugter,
- med lodne Fod.
- „Mig lyster at drikke!”
- saa Stemmen lyder,
- „Jeg lugter, jeg lugter
- Menneskeblod!”
- Og til den zittrende
- Möe han haster.[3]
- Hans Öie knittrende
- vredeligt kaster
- et Blik paa den Hulde,
- men strax det mildes,
- ved hendes Tække
- det brat forvildes;
- og Vellystluer
- af Sövn sig vække.
- De brænde fulde —
- og Svanhild gruer!
- „Frygt ei du Bolde!”
- saa sledsk han taler,
- „over alle Trolde
- jeg strængt befaler.
- Fölg med i min Hule,
- hvor hundred Dverge
- smedde Armbaand gule,
- og Jetteværge.
- Hvor Guld hin röde,
- i Fieldets Aarer,
- straaler dig imöde,
- glem dine Taarer!”
- „O stærke Jette!
- hvis Kraft du eier,
- da viis din Vælde
- i Dydens Seier;
- og dræb min Smerte
- og bring mig Arme
- til Haralds Hierte;
- dæmp Nattens Harme.
- Os Mulm adskilled.
- Som jeg den Bolde
- er nu forvildet
- blandt Mörkets Trolde.”
- „Jeg eier Skatte!
- det skal du sande.
- I Guld vil jeg fatte
- din Haralds Pande;
- deraf vi ville
- vort Fæstensöl drikke,
- alt efter gamle
- Biergtroldeskikke.”
- Ung Svanhild blegner
- og skielver saare;
- til Jorden hun segner,
- med tunge Taare.
- Med nedrig Skulen
- og grinende Læber,
- han need i Hulen
- den Blege slæber.
- Hun zittrer, vakler,
- og Angsten stiger.
- I mörke Gange
- med blide Toner,
- hun hörer Sange
- af Kiempekoner.
- Og see, med Fakler
- ti skiönne Piger
- sig nærme blide,
- guldlokte, hvide;
- hver yndigt smiler,
- bort Mörket iler.
- Og stolt sig löfter
- de höie Sale;
- i Klippeklöfter
- Rubiner prale;
- stærkt Guldet glimter
- i Fieldets Side,
- mildt Sölvet skimter
- i Marmor hvide.
- Og Lyset flammer
- og Mörket viger,
- og i et Kammer
- tre andre Piger
- en Klædning væver,
- saa riig og prægtig,
- af Guld saa vægtig;[4]
- Men Svanhild bæver.
- „See, raaber Jetten,
- dit Bryllups-Klæde!
- Glem ham paa Sletten.
- Hvor kan du græde?
- Snart er den færdig.
- Kom lad os ile.
- Du er mig værdig;
- fölg med til Hvile!
- Hvor Roser dufte,
- hvor Harper lyde,
- hvor Æthre lufte,
- der skal du pryde
- det stolte Leie.
- Mit Hierte raser!
- Jeg vil dig eie
- trods alle Aser.”
- Hvad Vælde bruser?
- Hvad rædsomt Bulder?
- See Lynild suser,
- hör Torden rulder!
- og Stormen skriger
- og hylende viger,
- bort Natten iler
- og Solen smiler.
- Fra Himlens Bue
- ved Hlidskialfs Lue
- saae Asa Odin
- den Ædles Taare.
- Han greb sit Septer
- og ynktes saare;
- og raabte: „Aukathor!
- tag din Hammer.
- Dræb Nattens Mörke,
- med Dagens Flammer.
- Og fæld din Fiende!
- og kiöl min Harme!
- frels ham og hende,
- i Guddoms Arme!”
- Og Thor adlyder.
- Ha blegn Uhyre!
- Med sine Bukke
- han Skyen bryder;
- og Tömmerne styre
- mod Uskylds Sukke.
- Da seer han Harald
- blandt Granestammer,
- at söge Svanhild,
- med Elskovs Jammer.
- Hans Hierte bæver,
- hans Öie flammer,
- hans Röst sig hæver:
- „Hvor er du Svanhild?
- O svar mig Svanhild!
- Forgieves raaber,
- forgieves haaber
- Midnattens Vandrer!”
- „Der er min Hammer!
- Red selv din Pige!
- Naar vist den rammer,
- maa Livet vige.
- Gaae need i Hulen,
- Hvor Steen sig hvælve,
- i Röverkulen.
- Men ei du skielve.
- Naar Hiertet bæver
- og frygtsom bruser,
- Miölner sig hæver
- og Panden knuser.
- Hammeren kræver
- med roligt Mod,
- at farves i Troldenes
- Hierteblod!”
- „Tak! raaber Harald,
- min Harm jeg kiölner.”
- Og rask han griber
- den store Miölner,
- og rolig iler
- hen til de Steder,
- hvor Trolde hviler
- og Svanhild græder.
- I mörke Gange,
- med fæle Toner,
- han hörer Sange
- af Jettekoner.
- Og uforfærdet
- han skuer Trolde,
- at slaae med Sværdet
- paa Flinteskiolde,
- hvoraf udspringer
- saa store Gnister,
- at Hulen stundum
- sit Mörke mister.
- Ham Væggen trænger
- saa skarp og snæver.
- Fieldstykker som hænger
- i Loftet, bæver.
- Og Blod hin röde
- af uhævnede Döde,
- af Sprækkerne rinde;
- og Lyn ham blinde,
- og Drager i Tidsler
- forbi ham hvidsler.
- Men rolig Harald
- med Gudens Hammer,
- til Maalet haster,
- han veed den rammer.
- Og Lynet luer
- med blodige Flammer,
- og i et Kammer
- hvor Mörket svinder,
- han rolig skuer
- tre Jetteqvinder.
- Uden Been i Ryggen,
- de krummede bæve
- paa Jernstole,
- og spole og væve
- med mavre Arme,
- en Bryllupskiole
- af Mennesketarme.
- Men rolig Harald
- med Gudens Hammer
- til Maalet haster,
- han veed den rammer.
- Og Hundeglammen
- bedöver Sangen!
- Han gaaer paa Hammen
- af Midgaardslangen.
- Sig Lyset taber,
- Faklerne blaane,
- Fenris gaber —
- Jetterne daane!
- Men rolig Harald,
- med Gudens Hammer
- til Maalet haster,
- han veed den rammer.
- Og vist den rammer!
- I Klippens Rifter
- hvor Natten aldrig
- med Dagen skifter;
- see Jetten blöde!
- Men see paa Fieldet
- i Morgenröde,
- ved Sölverqvældet,
- de Elskte smile.
- Og armindslynget
- og favnopklynget,
- de til den landlige
- Hytte ile.
Fodnoter: