Fafnersmaal (FM)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange

Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821

Fafnersmaal

[I den store Udg. som anden Deel af det 2^det Qvad om Sigurd Fafnersbane II, 166-88, 921-24. Jfr. dette Værks Fortale (1^ste D.) S. XIX. See ellers Saga-Bibl. II, 56 o. f. 110 o. f. 208 o. f., samt den yngre Eddas Fab. 72 (Stockholms. Udg. S. 138). Digtet kaldes af nogle det 3^die Qvad om Sig. Fafnersb.]

Sigurd og Regin droge til Gnitahede, og hittede der Fafners Sti, hvorpaa han kröb til Vandet. Der paa Vejen gjorde Sigurd en stor Grav og gik ned i den — men da Fafner kröb fra Guldet sprudede han Gift, men den flöj hen over Sigurds Hoved. Da Fafner foer over Graven gjennemborede Sigurd ham med Sværdet lige til Hjertet. Fafner rystede sig og slog med Hoved og Hale. Sigurd sprang frem af Graven, da de saa hinanden.

FAFNER sagde:

1. "Svend — Ungersvend!

Af hvilken Svend er du avlet?

Af hvilken Æt er du baaren?

Da du den blanke Klinge

I Fafners Blod rödfarved —

Sværdet mig til Hjertet gaaer."

Sigurd skjulte sit Navn fordi det var Folks Tro i Oldtiden at et döende Menneskes Ord formaaede meget, naar det forbandede sin Uven ved hans Navn. Han svarede:

2. "Ædelt Dyr jeg heder,

Men gaaet jeg har

Yngling uden Moder;

Ej har jeg en Fader

Som Mændenes Sönner,

Og ensom jeg vandrer."

 

3. FAFN. "Veed du, hvis du Fader ej havde

Som Mændenes Sönner,

Hvilket Vidunder dig avled?"

 

4. SIG. "Min Slægt jeg dig siger

Ubekjendt at være,

Mig selv ligervis —

Sigurd jeg heder,

Sigmund hed min Fader;

Dig jeg har med Vaaben fældet."

 

5. FAFN. "Hvo dig opfordred?

Hvi lod du dig forlede

Til mit Liv at fortære?

Du skarpöjede Svend!

Havde en grum Fader —

Ufödt har og sin Deel!"

 

6. SIG. "Mig Modet opfordred,

Jeg hjalp mig med egne

Hænder og det hvasse Sværd.

Sjelden blir den kjek,

Naar affældig han vorder,

Som var i Barndom blöd."

 

7. FAFN. "Veed jeg, hvis du voxe kunne,

For dine Venners Bryst

Saa man dig kjæmpe vred;

Nu er du bunden

Og en Krigsfange —

Man siger Fanger stedse bæve."

 

8. SIG. "Hvi bebreider du mig Fafner!

At jeg fjærnet er

Fra min Faders Gods —

Ikke er jeg bunden

Skjönt jeg blev i Krigen fangen,

Du fandt at lös jeg lever."

 

9. FAFN. "Hadske Ord dig tykkes

I Alt at være,

Naar kun sandt jeg dig siger —

Det lysende Guld

Og den ildröde Skat —

De Penge dig Döden skal volde."

 

10. SIG. "For Gods vil stedse raade

Enhver blandt Mænd

Indtil den ene Dag —

Thi en Gang

Enhver som blev födt

Heden til Hel skal fare."

 

11. FAFN. "For dig skal stedse

Staa Norners Dom

Over en uklog Daare —

I Vand skal du drukne

Hvis i Vind du sejler —

Alt er farligt for den som skal döe."

 

12. SIG. "Sig du mig Fafner!

Da man siger du er

Vis og ret meget veed,

Hvilke ere de Norner

Som i Nöden staa bi

Og Barnet fra Moderen kaare?"

 

13. FAFN. "Meget ulige

Troer jeg Norners Herkomst være,

Slægt de ikke eje sammen;

Nogle ere af Asers Kjön,

Nogle af Alfers Kjön,

Nogle ere Dvalins Döttre."

 

14. SIG. "Sig du mig Fafner!

Da man siger du er

Vis og ret meget veed,

Hvad den Kampmark heder,

Hvor Sværd-væske blande

Surtur og Aser sammen?"

 

15. FAFN. "Oskopner den heder,

Der alle Guder skulle

Spydene svinge.

Bifröst brister

Da bort de drage,

Hestene i Söen svömme.

 

16. Ægers Hjelm jeg bar

Over Menneskers Sönner,

Medens jeg paa Skatten laa.

Ene stærkest af alle

Troede jeg mig være;

Ej traf jeg mange Mænd!"

 

17. SIG. "Ægers Hjelm ikke

Ene bjerger

Hvor Vrede stride —

Da det erfares,

Naar man blandt flere kommer.

At ingen er raskest af Alle." —

 

18. FAFN. "Edder jeg spruded

Mens paa min store

Faderarv jeg laa!".

 

19. SIG. "För spraglede Slange

Fnyste du saare,

Blev saa haard i Hu —

Meer rasende vorder

Mændenes Vrede

Ved den Hjelm at have."

 

20. FAFN. "Nu raader jeg dig Sigurd!

Det Raad du modtage.

Rid kun heden hjem —

Det lysende Guld

Og den ildröde Skat —

De Penge dig Döden skal volde."

 

21. SIG. "Raad mod dig er fundet, —

Nu jeg ride vil

Til det Guld som i Lynget ligger.

Men du Fafner! lig

I Livets sidste Kamp

Der hvor dig Hel have!"

 

22. FAFN. "Regin mig forraadte,

Han dig forraade vil,

Os han hegge Död skal volde.

Nu Fafner sit Liv

Lade maa;

Din större Styrke vandt!"

Regin var gaaet bort medens Sigurd dræbte Fafner — men kom tilbage da Sigurd törrede Blodet af Sværdet.

REGIN sagde:

23. "Hil dig nu Sigurd!

Nu har du Sejer vundet

Og Fafner ombragt.

Af Mænd som Muld betræde

Mest uforfærdet

Siger jeg dig födt at være."

 

24. SIG. "Uvist er det at vide

Naar vi komme alle sammen,

Sejerguders Sönner,

Hvo mest uforfærdet födtes —

Mangen en er kjek,

Som Klingen dog ej stöder

Ind i en Andens Bryst."

 

25. REG. "Glad er du Sigurd!

Glad af din Sejer,

Da du törrer Gram i Græsset.

Du har min

Broder saaret,

Selv er jeg dog i noget Skyld."

 

26. SIG. "Da det Voldte,

At jeg ride skulde

Hid over höje Fjelde;

For Rigdom og Liv

Raadte end den spraglede Slange,

Havde du mig ej hidset til Strid." —

Da gik Regin til Fafner og skar Hjertet ud af ham med det Sværd som kaldes Ridil, og drak derefter Blod af Saaret. Han sagde:

27. "Sid du nu Sigurd!

Til Sövn vil jeg gaa,

Hold kun Fafners Hjerte til Ilden;

En slig Ret"

Vil jeg nyde

Efter denne Drik af Blod."

 

28. SIG. "Du fjærnede dig

Mens jeg i Fafners Blod

Min skarpe Klinge farved.

Min Styrke jeg satte

Mod Slangens Kræfter

Medens du i Lynget laa."

 

29. REG. "Længe vilde du

Lade den gamle

Trold i Lynget ligge,

Havde du ej nyttet

Det Sværd som selv jeg gjorde,

Din hvæssede Klinge.

 

30. Mod er bedre

End Sværdstyrke

Hvor Vrede stride skulle;

Thi den kjække Mand

Seer jeg stedse vinde

Sejer med den slöve Klinge.'

 

31. Bedre er for den Tappre

End den Forsagte

I Hildes Leg at gaa;

Bedre har den Glade

End den Modlöse

I hvad ham end kan möde."

Sigurd tog Fafners Hjerte og stegte det paa en Ten, men da han troede det maatte være fuldstegt, og Saften fraadede ud af Hjertet, da tog han derpaa med Fingrene, for at kunne skjönne om det var stegt nok. Han brændte sig og stak Fingeren i Munden, men da Fafners Hjerteblod kom paa hans Tunge, forstod han Fuglenes Sprog. Han hörte at Svaler qviddrede i Krattet, og at en af dem sagde:

32. "Der sidder Sigurd

Bestænkt med Blod,

Fafners Hjerte han

Ved Flammen steger.

Vis tyktes mig

Ringes Giver,

Hvis selv han fortærte

Spraglet Livs-gjemme."

 

33. 2den SVALE. "Der ligger Regin,

Tænker ved sig selv,

Vil svige den Yngling

Som ham troer.

Vred han sammenhamrer

Vrange Ord;

Den Ulykkers Smed

Nu vil Broder hævne."

 

34. 3die SV. "Han graahærdet Taler

Hovedlös burde

Sende til Hel;

Da han ene kunde

For hele Skatten raade,

Fafners dyre gyldne Leje."

 

35. 4de SV. "Vis han tyktes mig,

Hvis han fölge kunde

Söstre! eders gode

Venne-Raad —

Tænkte sig om,

Ravnen glæded;

Der jeg Ulven venter

Hvor jeg hans Ören seer."

 

36. 5te SV. "Ej er saa vis

Raske Kriger,

Som af Hærföreren

Ventet jeg havde,

Hvis han en Broder

Bort lader slippe,

Naar han har den Andens

Alder forkortet."

 

37. 6te SV. "Han er meget uklog

Hvis han sparer

Den folkskadende Fjende,

Regin, som der ligger

Forraadende ham —

Kan han ikke sligt afværge."

 

38. 7de SV. "Han rimkolde Jætte

Ved Hovedet skille

Og Ringene med! —

Da skal da det Gods

Som Fafner bevogted

Enevældig eje."

 

39. SIG. "Ej saa vældig Skjæbnen

Vorde skal, at Regin

Min Död forkynder,

Thi brat skulle begge

Brödre fare

Heden til Hel."

Sigurd hug Hovedet af Regin, aad derefter Fafners Hjerte og drak baade hans og Regins Blod. Da hörte Sigurd at Svalerne talte:

40. "Sigurd! du samle

Gyldne Ringe;

Ej kongeligt det er

At qvæles af Frygt —

Jeg kjender en Mö

Langt skjönnere end alle,

Begavet med Guld —

Hvis hende faa du kunde.

 

41. Til Giuke ligge

Grönne Veje,

Skjæbnen vinker

Vandrerne frem;

Der en herlig Konning

Har en Datter fostret,

Du hende Sigurd! skal

Med Fæstensgave vinde.

 

42. Paa Hindens höje

Fjeld staaer en Sal,

Uden til den heelt

Omgives af Flammer;

Den have vise

Mænd opreist

Af det ikke dunkle

Havets Skin.

 

43. Jeg veed at paa Fjeldet

Den Stridskyndige sover,

Der over leger

Lindens Fare. —

Ygger för paa Lejet

Stak med (Sövnens) Torn

Qvinden som Helte

Kaare vilde.

 

44. Du kan Mand! see

Möen hjelmbedækket,

Hende som fra Kampen

Paa Vingskorner red —

Ej Skjoldungers Ætling

Sigurdrifa maa

Af Sövnen opvække,

Det Norners Dom forbyder." —

Sigurd red efter Fafners Spor til hans Leje og fandt det aabent. Dets Dörre og Dörstolper, samt alle Husets Bjelker og Stötter, vare af Jern, men Skatten nedgravet i Jorden. Der fandt Sigurd en stor Mængde Guld, hvormed ban fyldte to Kister. Der tog han Rædselshjelmen, en Guldbrynie, Sværdet Hrotte og mange Kostbarheder, hvormed han belæssede Grane, men Hesten vilde ikke gaa frem förend Sigurd besteg den tillige.

Noter: