Fides, Spes og Caritas

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Helgensagaer

Fides, Spes og Caritas

Fides Spes Caritas

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2023

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er C. R. Unger: Heilagra Manna Sögur, Christiania, 1877

---

Prolog til fortællingen om de tre jomfruer Fides, Spes og Caritas

Fides, Spes og Caritas
fra et nederlandsk håndskrift fra ca. 1400

Dengang den hellige lærdom og frugten af Guds ord havde bredt sig over hele verden, og det stigende antal barmhjertige mirakler havde ledt folk væk fra ofring til afguder og hen imod Guds lære og hellige dåb, således at alle, der flygtede derhen, blev frelste, da kunne hele menneskehedens uven, den gamle fjende, den sande kundskabs fordærver ikke tåle at se så mange smukt blomstrende dyder stråle med den voksende tro i menneskernes hjerter, mens han selv blev frarøvet sine tilhængere. Han blev da voldsomt plaget af frygtelig ondskab og misundelse, og han opildnede en af sine venner til grusomheder og overgreb mod Guds folk for at nedbryde alle kristelige sæder — og denne mand hed Hadrian og var kejser over hele Romerriget.

Sophia ankommer til Rom

1. Og på denne tid kom en kvinde, der hed Sophia, som var af fornem slægt, men hvis gode adfærd var endnu mere fornem, til Rom sammen med sine tre døtre Fides, Spes og Caritas. Hun fik med sin sædeligheds smukke forbillede omvendt mange udmærkede kvinder til kristendommen, og derfor kom en greve, der hed Antiochus, til Rom, og han opsøgte Hadrian og sagde: »Der er kommet en kvinde til vores by sammen med sine tre døtre, og hun skaber splittelse mellem os og vores koner og lærer dem at tro på en gud, der hedder Jesus, og hun siger, at alle med den tro skal opgive deres fædre og mødre, venner og frænder og al verdslig begær og rigdom, og vores koner går fra os på grund af hendes lære og bliver uenige med os, deres mænd.« Da blev kejseren vred, og han befalede, at denne mor og hendes døtre skulle føres til hans hal. Og selv om disse piger var meget unge, så var de ved den guddommelige barmhjertigheds gaver blevet oplyst af Helligånden og oplært i profeternes ord og apostolske prædikener, og deres adfærd var i det hele taget ophøjet. Og før de gik ind i hallen, slog de det hellige korstegn for deres pande og bryst. Men da Hadrian så dem, blev han skræmt af deres skønhed, og det havde den virkning på ham, at han ikke formåede at tale. Men da han genvandt mælet, spurgte han, hvor de kom fra, og hvilken klasse de tilhørte, og han sagde, at de havde bragt megen uenighed med til byen. Den hellige Sophia svarede: »Jeg bærer det ædleste og mest ærefulde navn, fordi jeg er kristen, men jeg kaldes Sophia med det ringere navn, som mine frænder gav mig; jeg kommer af en fornem slægt og stammer fra langobardernes rige, hvor jeg blev født og voksede op, men jeg kom hertil for at give mine døtre til Kristus som en takkegave.« Hadrian sagde: »I har gjort byens borgere urolige og skabt splittelse mellem mænd og deres koner og mellem sønner og deres fædre, og I har talt ondt om Odin, klandret Tor og Balder og vanæret Frigg og Freja og Gefion med jeres ord, og I har nedrakket alle vores guder og kaldt dem skadelige og ødelagt deres omdømme, og jeg ser tydeligt, at I ikke er eftergivende i jeres tro, men jeg orker ikke at skændes med kvinder. Dermed er vores mellemværende dog ikke forbi.«

Sophia og hendes døtre fængsles

2. Han lod da alle fire — mor og døtre — fængsle i huset hos senator Palladius, og mens de var dér, opildnede Sophia dem til at være standhaftige i troen og have kærlighed til Gud og modstå pinslerne godt i Guds navn, og hun sagde: »Hør — mine døtre, som er lærde i de hellige skrifter! — bevar nu i denne pinselstid den tro, som I tidligere har tilegnet jer. Den tro, som I har elsket fra barndommen, og som er alle kristne menneskers sande håb og støtte, vil lade jer overvinde alle prøvelser og udholde alle kvaler, og den almægtige Gud, Jesus Kristus vil være med jer. Intet i denne verden ville glæde jeres mor mere, end at I modstår ærefulde pinsler og alle Djævelens fristelser og alle menneskers rænkespil.« Pigerne svarede: »Vær tryg — vor mor og dronning! — og send os foran dig til denne jordiske høvdings domstol, og du kan da glæde dig, når du ser den udholdenhed og tapperhed, vi udviser i nøden. Vor frelser Jesus Kristus vil hjælpe os og give os veltalenhed, tålmodighed og styrke til at svare og besejre denne kejser. Den levende Gud vil fra himlen kunne se vores sande kærlighed og standhaftighed i troen, for du har oplært os i hans rene ord, og for dig — velsignede mor! — er vi rede til at udholde alle pinsler i hans navn.« Deres mor sagde: »Gør nu, som I siger, så jeg efter jeres pinsler kan følge efter jer til Guds trøst.« Men da de havde siddet fængslet i tre dage og tre nætter, befalede kejseren, at de skulle ledes for domstolen i hans hal, og han sagde dette til pigerne: »Skån jeres ungdom og skønhed — I, som er så unge børn! — og jeres mors alderdom og bring vores herlige og ophøjede guder et synligt offer, og tilbed vores guder Tor og Odin! Da skal jeg give jer de bedste pladser i min hird og gifte jer — som I har byrd og slægt til — med de fornemste høvdinge i mit rige. Men hvis I nægter alt dette, da sværger jeg ved min hellige gud, at jeg hverken vil skåne jer på grund af jeres ungdom eller alderdom, men snarere sender jer til Helvede med forskellige pinsler og sønderdeler jeres lig og kaster dem for vilde dyr og hunde og ådselædende fugle.« Da svarede de alle som med én mund og sagde: »Hør — kejser! — det kan måske forekomme dig underligt og latterligt, at det ikke betyder noget for os, om du lover os godt eller ondt, men ingen af delene får os til at skælve eller skifte mening. Vi har en far, som leder os til evig herlighed, og vi frygter hans vrede og trusler, for vi bliver pint og plaget, såfremt vi forlader ham og retter os efter dine flotte ord og skadelige råd. Nu skal du ikke holde dig tilbage for at udsætte os for alle de pinsler, som du vil bruge for at knække vores tro, men du må være klar over, at den kraft, som Gud indgyder sine folk i pinsler, er stor.« Da blev kejseren ganske vild og rasende, og han sagde til deres mor: »Fortæl mig, hvad pigerne hedder, og hvor gamle de er!« Den hellige Sophia sagde: »Den ældste af dem hedder Fides og er 12 år gammel; den næste, Spes, er 10 år gammel; den tredje, Caritas, er 9 år gammel.«

Om kejseren og jomfru Fides

3. Kejseren kaldte da Fides hen til sig og sagde: »Bring en offergave til den hellige Gefion! Se, hvor smuk hun er, og hvor værdigt og pragtfuldt hun sidder dér som vores herskerinde.« Fides svarede således: »Jeg har aldrig hørt magen til tåbelighed eller mangel på indsigt. Skulle jeg forlade min almægtige Gud, som skabte alle ting af intet, for at tilbede stokke og sten, som er lavet og pyntet af menneskehænder?« Men da kejseren hørte dette, lod han tøjet flå af hende, og hun blev pisket næsten hele dagen med vidjer. Men da hun var blevet pisket tolv gange af tolv hundredemandshøvdinge, som hver slog tolv gange, så man ingen tegn på skade på hendes legeme. Derefter lod han begge bryster rive af hende med jernkroge. Men alle, der var til stede og overværede disse pinsler og grusomheder, græd smerteligt og sagde med bedrøvelse: »Hvilke uhyrligheder har disse piger begået, siden de skal udsættes for sådanne pinsler?Din dom er meget ond — konge! — og din befaling er uretfærdig.« Men der løb mælk og ikke blod fra hendes sår. Da sagde den hellige Fides: »Hvordan synes du, det går med dine grusomheder — konge? Tolv hundredemandshøvdinge piskede mig, og de blev alle trætte, men jeg blev ikke skadet. Så lod du mine bryster rive af, men der kom mælk ud af mine sår og ikke blod. Og du var så uforstandig at tro, at du med disse pinsler kunne skille mig fra min Gud, men det vil aldrig lykkes for dig.« Da lod kejseren hende anbringe på en stegerist, og der blev tændt en heftig ild under den, men dette leje var så bekvemt for hende, som lå hun på et skib i havblik. Hun bad til Gud og sagde: »Hør mig — Herre! — tag dig af din tjener og sørg for, at jeg kan modstå denne viking og nedbryde hele hans timelige styrke.« Hun lå på glødende jern i tre timer, men ilden havde på ingen måde skadet hende. Hun skulle derpå anbringes i et stort kar, og han lod det fylde med kogende beg. Men da beget begyndte at koge voldsomt i karret, så den hellige jomfru mod himlen og sagde: »Alle tings frelser! Jeg påkalder dig i disse brændende pinsler. Beskyt mig — min herre Jesus Kristus!« Og derpå kastede hun sig ned i den kogende væske, og det var så behageligt for hende, som tog hun sig et dejligt bad. Men da kejseren så, at hun var uskadt efter disse pinsler, blev han fyldt af vrede, fordi han ikke formåede at tvinge hende til at ofre til guderne. Og kejseren befalede da, at pigen skulle halshugges med et sværd. Men da den salige jomfru hørte dette, glædede hun sig meget og takkede Gud og kaldte på sin mor, der stod nær hende, og bad hende om at bede for hende, så hun kunne gå i døden med sejr og bekendelse. Hun råbte derpå til sine søstre og bad dem udholde pinslerne på samme måde, som hun nu havde gjort, »— og nu kan I se, hvordan jeg har overvundet pinslerne og kongen selv, for det plager ham nu, at han på ingen måde kunne kue mig.« Derpå strakte hun sit hoved og sin hals frem under sværdæggen, men forinden havde hun kysset sin mor og ønsket dem alle held og lykke. Derefter huggede kejserens skjoldbærer hovedet af hende, men Guds engle førte hendes sjæl til himlen, og således gav hun sin martyrdoms sejr til Kristus.

Om kejseren og Spes

4. Derefter kaldte kejseren hendes søster Spes hen til sig og sagde venligt til hende: »Hør — min datter! — og adlyd mig, som var jeg din far: Bring et offer til vores dronning Gefion til gavn for dit liv og helbred, så du undgår at blive pint.« Den hellige jomfru svarede: »Du skal vide — konge! — at dine falske ord ikke nytter noget. Min søster lærte mig med sin gode adfærd og sine påmindelser, at jeg skulle følge den samme vej som hende i from bekendelse til min Herre og blive pint som min søster og være lig hende. Du kan gøre med mig, som du ønsker, men du vil erfare, at jeg er hendes søster.« Og da kongen indså, at han ikke kunne formå hende til at ofre med venlige ord, lod han hende afklæde og piske med tyremejer. Men da 90 høvdinge havde slået hende én gang hver, ønskede hun at tale med sin mor, men det kunne hun ikke komme til, for hun stod ved sin døde datter og bad for hende og sagde: »Herre! Giv du denne din unge tjener styrke til at modstå pinslerne uskadt, imens hun bekender sig til dig, ligesom min anden datter gjorde før.« Og mens moderen bad for sin datter, da råbte den unge pige og sagde: »Hør — Herre, min Gud! — skænk mig sejr og udholdenhed.« Hun vendte sig derpå mod kejseren og sagde: »Hør — din nidding og fjende af fromhed! — fortsæt du bare, hvis der er endnu flere pinsler, men da vil du i sandhed erfare, at Guds kraft er med mig.« Da blev kejseren meget vred og befalede, at man skulle kaste hende levende i en glohed ovn, men da hun blev kastet i ovnen, gik ilden ud, mens hun begyndte at synge til Guds ære. Men da Hadrian hørte hendes ord, hvor hun syngende bad Gud om barmhjertighed, befalede han, at hun skulle føres bort og pines på anden vis. Men da hun blev pint, kom der den sødeste duft fra hendes sår, og hun sagde leende: »Hør — din viking! — jeg mærker ikke dine pinsler, for Herren hjælper og beskytter mig.« Hendes ord gjorde kejseren rasende, og han ville smide hende i et kobbertrug, som var fyldt med kogende beg. Men da de ville kaste hende ned i den kogende væske, sprang dette torturredskab i stykker, og den hede væske sprøjtede over på dem, der pinte hende, og de fik forbrændinger, mens hun var uskadt. Kejseren blev ikke formildet af disse jærtegn, men befalede, at pigen skulle halshugges. Kejserens ytring gjorde pigen glad, og hun kyssede sin mor og sagde: »Fred være med dig — mor!« På samme måde hilste hun sin søster og kyssede hende og bad hende følge sine søstres eksempel og gå til pinslerne uden skælven og huske på, at ingen, der tåler alt for Guds skyld, skal undvære hans trøst og lindring. Hun rakte derpå hænderne mod himlen og vendte blikket mod Gud og sagde: »Herre! Tag nu min sjæl, for jeg tror og stoler på dig.« Hun blev derefter halshugget og fór således til Gud. Da råbte hendes mor og sagde: »Se nu mine to døtre — Herre! — dem har jeg helliget dig. Jeg beder om, at det går sådan med den tredje, at du forener hende med dem.« Hun så da, at hendes datter Caritas var rede til pinslerne, og sagde med glæde: »Tag det som et mandfolk — min datter! — selv om du kun er en ung pige, og husk på, at Gud ikke svigter den, som tror på ham.«

Om jomfru Caritas

5. Kejseren lod derpå pigen føre frem, og han agtede at lokke hende med fagre ord, men den hellige jomfru svarede på samme måde med fuldstændig og sand kærlighed: »Er du så ubegavet, at du endnu ikke har lært min slægt at kende? Eller husker du ikke mine søstre? Eller tror du, at jeg er opdraget i en anden tro eller lærdom, end de var, således at jeg skulle være blevet ussel og vanartet og ganske ulig mine søstre, når jeg er sambåren med dem i alle slægtsled? Jeg vil ikke som den eneste af os søstre lade mig kue af dine køtere.« Men da kejser Hadrian hørte pigens ord, blev han gal af flammende vrede og befalede, at pigen skulle fastgøres til en stejle, og han agtede at pine hende på anderledes vis, for hun var den yngste af dem. Men da han finder, at hans fremgangsmåde og redskaber ikke nytter noget, lader han hende hænge nøgen op i stejlen ved håret. Og i disse pinsler rettede hun sit blik mod himlen og sagde: »Hjælp mig — Herre Jesus Kristus!« Så vendte hun sig mod kejseren og sagde: »Du formår intet — din usling! — og alt, hvad du bestemmer, er virkningsløst. Jeg mærker intet til det, som du har til hensigt at plage mig med.« Da sagde kongen med en frygtindgydende stemme til pigen: »Bring et offer til vores dronning Gefion, selv om du ikke vil tilbede andre guder, og da vil jeg alligevel tilgive dig alt.« Hun svarede: »Hvorfor foragter du min ungdom og min sjæl sådan? Du kan gøre, hvad du vil, men dette får du mig ikke til.« Og efter dette svar befalede han sine tjenere at varme en ovn op, så den blev glohed, og kaste pigen i den. Dette var de noget uvillige til, for de så, at Guds kraft var stor hos hende. Så gik hun selv ind i den glohede ovn og signede sig med Guds pinselsmærke, men da hun var kommet ind i luerne, da sprænger hele ovnen itu, og en glødende strøm løb fra ovnen og hen over en stor flok, som alle brændte ihjel på stedet. Men den hellige jomfru stod i flammerne og sang og priste Gud. Dette gjorde kejseren målløs, og han blev meget skamfuld og sendte folk hen for at føre pigen ud af ilden. Men da de nærmede sig ovnen, så de tre mænd stå i flammerne sammen med pigen, og de skinnede mere klart end solen. Dette syn skræmte dem sådan, at de straks faldt sanseløse til jorden. Og da de kom til sig selv igen og rejste sig, bad de hende ydmygt om at komme ud til dem. Det gjorde hun, og de gik samlet hen til kongen. Men så snart han så pigen, sagde han, at hun straks skulle halshugges. Og da den hellige jomfru hørte dette, kaldte hun på sin mor og sagde: »Husk mig — mor!« Og hun svarede: »Bed for mig — min datter! — sammen med dine søstre, så Kristus indbyder mig til at være sammen med jer i glæde.« Men straks efter denne samtale blev pigen halshugget. Den hellige Sophia lagde ligene af sine døtre på en vogn og smurte dem med herlige salver og kørte derpå 18 mil væk fra byen og begravede dem dér på hæderfuld vis. Hun vendte siden tilbage til byen og takkede Gud, fordi hendes døtre havde sejret i pinslerne.

Sophias død

6. Kort tid derefter besøgte den hellige Sophia stedet, hvor de hellige jomfruer lå begravet, og der var mange kvinder sammen med hende, og de havde medbragt mange salver og røgelse og tilbad dér Gud og disse hellige jomfruer. Men inden denne flok kvinder, som var søgt dertil, tog af sted igen, da faldt den hellige Sophia hen over helligdommen og sagde i tårer: »Kom nu og hent mig — mine døtre!« Det forekom alle, at hun roligt faldt i søvn, og hun døde fredeligt og uden forudgående sygdom. Hun blev siden begravet sammen med sine døtre, og folk lovede og priste Gud for disse fornemme, udsøgte mennesker. Men efter dette blev kejser Hadrian ramt af alvorlig sygdom, og han blev først blind, men siden fyldtes han af maddiker, og blodigt opkast og råddenskab stod ud af ham. Så begyndte han at skrige i galskab, og han sprækkede midt på livet, og hans led og hele legemet gik i opløsning, så det knap hang sammen, da han skulle begraves. Men disse jomfruers messedag er kalendis Augustis til lov og pris for den almægtige Gud, som lever og regerer over alle i al evighed. Amen.

---

Noter: