Forord (De gamle Eddadigte)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

De gamle Eddadigte

Finnur Jónsson:
De gamle Eddadigte I
Heimskringla Reprint

Udgivne og tolkede af

Finnur Jónsson

G. E. C. Gads Forlag

København, 1932

Forord

---

I.

Der findes i forvejen kommenterede udgaver af eddadigtene, de fleste tyske, én hollandsk (på tysk). Den ældste er H. Lünings fra 1859; den var for sin tid god og forfatteren havde gjort sig megen umage, så godt som det med de da eksisterende hjælpemidler lod sig göre. Nu har hans kommentar i det hele kun historisk interesse. Den næste var den, som R. Heinzel og F. Detter offenliggjorde 1903 (to bind). Om denne kommentar har man ikke haft meget godt at sige. Den er ret righoldig m. h. t. henvisninger til parallelle udtryk, især i anden germansk digtning, og forskellige realia; det er dens hovedfortjæneste, men m. h. t. selve tolkningen af teksten betød den ikke store fremskridt, også fordi udgiverne stillede sig så konservativt overfor den håndskriftlige tekst; de søgte at tolke og forsvare de mest hårrejsende skrivefejl. I det hele og store kan tolkningen uden uretfærdighed siges at være forfejlet. Den tredje kommentar er den, der nylig er afsluttet, forfattet af afd. H. Gering (1927-1931). Hans kommentar er meget righoldig og yder en virkelig tolkning. Dertil er den meget rig på henvisninger til den prosaiske litteratur (sagaer o. s. v.), så at man endogså synes, at der er for meget af dem. H. Gering var meget doktrinær, især m. h. t. det metriske; derfor skæmmes hans kommentar noget ved ret hyppige doktrinære påstande. Også den sproglige forståelse glipper undertiden. Men det må siges, at denne kommentar vil være et uundværligt hjælpemiddel for studerende og andre. Hans medarbejder B. Symons har givet gode rettelser på flere steder og ypperlige indledninger til kommentaren af de enkelte kvad. Endelig har Hollænderen R. C. Boer (1922) (på tysk) givet en udgave med kommentar. Tidligere havde han skrevet kritiske afhandlinger om nogle eddadigte og dér udfoldet en hyperkritisk metode, som ikke har fundet bifald. Ved siden af gode bemærkninger indeholder kommentaren meget, der ikke er rigtigt; desuden svigter den mange gange, hvor man havde væntet oplysninger.

I Norden har man hidtil ingen kommenterede udgaver haft, kun oversættelser og i enkelte tilfælde oplysende anmærkninger af forskelligt omfang; her er især Finn Magnussens gamle oversættelse at fremhæve, fra senere tid E. Brates svenske oversættelse. Iøvrigt kan henvises til bibliografier.

Det måtte anses på tide, at Norden fik sin egen kommenterede udgave, og det er en sådan, der her bydes. I et langt liv har jeg syslet med disse gamle digte og der findes ikke en sætning deri, som jeg ikke gentagne gange har overvejet. Men desværre er der ikke få steder, hvor man endnu må stanse med et non liquet.

————

Denne udgave søger at give en så god tekst som muligt efter de forhåndenværende midler. Den slutter sig i det hele og store til mine tidligere udgaver. Tekstens behandling er dog på nogle steder mere konservativ. Der er steder, der er håbløst forvanskede og som sikkert aldrig vil blive restituerede. De er her betegnede med †. Rettelser, der strider imod sprog og udtryksmåder, er der iøvrigt nok af. Mod sådanne er der ikke her polemiseret, undtagen da indirekte. På E. Sievers’ gamle metriske system tror jeg endnu fuldt ud, men har ikke anvendt det så radikalt som i min tyske udgave. Der er dog her udeladt en mængde pronominer, som næppe er oprindelige og som udmærket kan undværes; disse udeladelser er ikke særlig anførte. Ligeledes er sammentrækninger (af ek og es især) i det hele gennemførte; fuld konsekvens er ikke tilstræbt. Bistavenes stilling har jeg i det hele beholdt som de er i R. Derimod er kravet om hovedstavens stilling i linjens første betonede ord uafviseligt, og de få steder, hvor den står for langt tilbage, må rettes. Hvor der er foretaget rettelser i teksten i R, er der dels i kommentaren, dels og især i Kritiske bemærkninger gjort rede for disse, delvis med begrundelse. Versene er trykt hovedsagelig som de foreligger i R; lakuner er som oftest ikke betegnede, men hvor der er vers på 4 eller 6 linjer, er der altid grund til at nære mistillid til overleveringen.

Kommentaren er indrettet således, at navnlig sammenhængen søges belyst og forklaret, foruden at de enkelte vanskeligere ords betydning angives. Der er her i mange tilfælde vanskeligheder tilstede, som sent eller aldrig tilfulde vil blive overvundne. På mange punkter har H. Gerings kommentar været til god nytte, især ved den rige anførelse af parallelle udtryk fra litteraturen. I flere henseender må man henvise læseren til ordbøgerne, især Lexicon poeticum. — Henvisninger til andre skrifter har man med vilje undgået; for dem, der er fagmænd, er de overflødige, og andre har næppe lejlighed til at slå op i de bøger, hvortil der kunde henvises. Man kan måske derfor sige, at denne udgave mere er for ikke-fagmænd end fagmænd; disse vil dog vel også kunne have nogen nytte af den.

Endelig bemærkes, at der i denne udgave er anvendt tegnet ę for at betegne den åbne lyd, der er omlyd af a; en sådan udtale (forskellig fra e) fandt utvivlsomt sted i norsk-islandsk i 9. og 10. årh., medens tegnene for œ́ og œ́ er de sædvanlige.

Formentlige indskud (uægte vers) er trykte med mindre skrift. [ ] betegner udgiverens tilföjelse, ( ) linjer, der mulig bör udgå.

————

II.

Hovedhåndskriftet af eddakvadene har fået navnet codex regius som særligt navn, uagtet alle håndskrifter i det kgl. bibliotek er »regii«.

Håndskriftet er så godt som enestående. Som bekendt findes 6 blade med eddadigte i AM 748 I, 4°, og det er på sin måde meget betydningsfuldt.

Codex regius er nr. 2365, 4° i den gamle samling og består af 45 blade. Håndskriftet er desværre ikke fuldstændigt, idet et læg (8 blade) er gået tabt. Biskop Brynjólfur Sveinsson havde erhværvet det 1643, men der vides desværre intet om, hvorledes eller af hvem han fik det. M. h. t. til den nærmere beskrivelse af håndskriftet må henvises til den fototypiske udgave, hvor det også udførlig beskrives i palæografisk henseende. Herefter ansættes det til o. 1270, en tidsfæstelse, der næppe lader sig rokke.

Håndskriftet er helt igennem skrevet med en og samme hånd, med undtagelse af en enkelt linje på s. 57, hvor en oprindelig tom plads er udfyldt med en langt yngre hånd.

Det er således naturligt, at retskrivningen er ret ensartet helt igennem. Vi skal her tage den noget nærmere i betragtning. I den fototypiske udgave udelodes en beskrivelse deraf, da den var udgaven som sådan uvedkommende. Derimod havde S. Bugge i sin udgave givet en oversigt over retskrivningen. Her drejer det sig særlig om at undersøge, hvorvidt flere originaler på grund af retskrivningen måtte antages at ligge til grund for samlingen i hds. Der er da visse særlige forhold, der kan siges at have betydning.

I-omlyden af á betegnes i flæng med e, ę, æ, ǫ, o, vel oftest med ę, helt igennem, altså meget ensartet i al brogetheden. Dette er netop ejendommeligt for den nævnte tid.

Af nok så stor vigtighed er i-omlyden af ó. Her fremtræder samme sammenblanding af tegn, beroende på lydsammenfald af de to omlyd (œ́ og ǿ). Men der er dog en meget betydningsfuld omstændighed at lægge mærke til, nemlig at betegnelser som ǫ, ø, ǫ́ og o er langt overvejende hele hds. igennem; de findes o. 130 gange, medens betegnelsen med ę, e findes o. 54 gange. Heraf må man kunne slutte, at til grund ligger et ældre hds., hvor man overhovedet skælnede mellem de to lyd i skrift ligesom i udtalen, og at ę-skrivningen beror på den ved og efter 1250 indtrådte sammenfald af lydene. Heraf må atter drages den meget vigtige slutning, at originalen stammede fra tiden o. 1200 eller ikke ret meget senere.

U-omlyd af a skrives i et langt overvejende antal tilfælde ꜹ, ofte o, dette altid i forbindelsen io, undt. i følgende få tilfælde: siꜹ tt 130, fiꜹðrom 528, míꜹð 68, fiꜹlþ 1414, giꜹll 1914, fiꜹ1- 2020, tiꜹsvll 232, [giꜹfer 3814 kan næppe regnes med], iꜹ. (ɔ: iotn-) 392. 15. 17, fiꜹ ll 7922. Der skrives nogle gange e i gǫrr (indflydelse fra verbet). I isl. homiliebog findes ꜹ = ǫ, men sjælden. I 1812 findes det så godt som ikke. I 645 skrives ꜹ ret hyppig for ǫ, og her findes e (el. lign.) næsten aldrig skrevet for at betegne ǿ. Hds. sættes til o. 1225.

Det bör tilföjes, at ę findes meget hyppig i forbindelsen ęi, men dette tegn er ellers ikke stærkt brugt i håndskrifter efter o. 1250.

Hvad konsonanter angår, er der særlig her at fremhæve brugen af þ = ð. Det bruges overmåde hyppig, også i subst. på ð (sœmð og lign.) og i præterita (som dvalþa, lamþi, ǫpði og lign.).

Efter de prøver rundt omkring, der er foretagne, er ð i stort flertal på de første sider, senere bliver det modsatte tilfældet. Når man sammenligner dette f. eks. med Kringlabladet, der i alder og karakter er nærbeslægtet med cod. reg., viser det sig, at ð her er så godt som enerådende, medens þ som oftest kun bruges, når en forkortelse er forbunden dermed (hvor ð ikke kunde bruges); dette forhold er meget betydningsfuldt. Der kan ikke være tvivl om, at þ-skrivemåden i cod. reg. beror på et håndskrift, der var ældre end Kringlabl. og man kan trygt sige ældre end dettes forlæg, der må have hidrørt fra tiden o. 1230. I det ældste brudstykke af Egilssaga (ϑ), der sikkert hidrører fra 13. årh.s første halvdel, bruges ð så godt som udelukkende.

I denne forbindelse kan man også minde om de tilfælde, hvor s findes sammentrukket med foregående ord, som i þaz, þannz, þeims, þærs o. s. v., ja endogså sems, ialt opimod 40 tilfælde (jfr. Skj. sprog s. 82). M. h. t. sammentrækningen af k og s henvises iøvrigt til Arkiv XLII, 201 ff.

Alt dette — og flere enkeltheder — tyder således med stor bestemthed på, at cod. reg.s forlæg i det hele og store tyder på tiden o. 1200 (eller lidt för). Det kan bemærkes, at Grípisspá må have hørt til dette forlæg. Herimod strider ikke det resultat, som G. Neckel er kommen til i sin lødige afhandling: Untersuchungen zur Eddakritik I (i Beiträge XL), om endelsevokalerne, særlig o:u i cod. reg. Det falder netop godt i tråd med det ovf. udviklede. Men iøvrigt må det siges, at dette spörsmål er af en underordnet betydning i det hele.

Dette resultat bestyrkes også ved, at Snorre har haft en samling af eddadigte, altså inden o. 1220, til hvilken tid hans edda med störst sandsynlighed, for det meste i al fald, var afsluttet. At hans eksemplar dog ikke m. h. t. indhold behøver at have været fuldstændig som cod. reg., er muligt, i al fald har han kendt flere eddamæssige kvad end dem, der findes dér. At der har været forskellige »udgaver« af eddakvadene viser også 748, der indeholder ét digt, Baldrs draumar, mere end cod. reg. Hvad der ligger forud for denne eller disse samlinger, ved vi ikke. Der er fremsat formodninger derom. Den sandsynligste forhistorie synes mig at være denne: digtene opbevaredes i mundtlig overlevering gennem (10.), 11. og 12. årh. indtil de blev samlede. Men samlingen, eller optegnelsen af dem, må være foregået allerede i den sidste halvdel af 12. årh., dette frodige og alsidigt virkende tidsrum, hvori ikke blot sagaer nedskreves, men al slags antikvariske kundskaber studeredes og optegnedes. Om de første optegnelser ved vi naturligvis ikke noget. Man kan formode, at digtene først er opskrevne stykkevis eller mulig gruppevis efter deres indbyrdes slægtskab. Jfr. K. Müllenhoffs »liederbücher«. Er dette tilfældet, hvad der kan synes ret rimeligt, har en interesseret lærd foretaget en sammenstøbning af de digtgrupper, han kunde få fat i, til et hele. Så meget synes med sikkerhed at kunne siges, at cod. reg. ikke ved sin retskrivning o. s. v. forudsætter forskellige håndskrifter (eller bøger).

Den her skildrede virksomhed står i bedste samklang med den virksomhed, som henimod århundredets slutning var begyndt og blev udfoldet; jeg sigter til samlingen af de norske kongers sagaer, der da foretoges, og hvorom et skrift som Ágrip vidner. Der er alt, der taler for, at den samling, som cod. reg. repræsenterer, allerede fandtes ved år 1200. Der er naturligvis mulighed for, at en udvidelse er sket senere. Det er aldeles klart, at Grípisspǫ́ er indsat som en kile i det oprindelig sammenhængende prosastykke, men hvad tid det er sket, kan ikke bestemmes. Det kan lige så godt være gjort allerede ved år 1200 som senere.

Her hjælper det andet brudstykke, 748, ikke meget, da dets omfang er så ringe. En ting er klar, nemlig, at det beror på et fælles grundlag, hvad tekstens ordlyd angår (se herom S. Bugge udg. s. XXI og Symons: Einleitung XXI). I så henseende er det også vigtigt, at den prosaiske indledning til Vǫl.kv. er i 748, såvidt den når, identisk med den i cod. reg. Derimod er ordningen af digtene, mærkeligt nok, meget forskellig:

De digte, der kommer i betragtning, er i cod. reg.s rækkefølge:

1. Vafþr.

2. Grímn.

3. Skírn.

4. Hárb.

5. Hym.

[Lokas., Þrym.]

6. Vǫl.kv.

I 748 er rækkefølgen 4, 3, 1, 2, 5, 6, og så er endda et digt: Baldrs dr. indsat mellem 4 og 3; det mangler helt i cod. reg. Mellem 5 og 6 findes Lokas. og Þrym. i cod. reg.; har de stået i 748, har rækkefølgen i så henseende også været en anden, men hvad der ellers kan have stået i dette, er vi ganske ude af stand til at gætte os til.

En systematisk og logisk ordning af gudekvadene var ifølge sagens natur meget vanskelig, I cod. reg. er en såden åbenbart efterstræbt. Først stilles Vǫluspǫ́ og Hávamǫ́l, som de almindelige oversigtskvad de er, og tillige Odinskvad, det sidste direkte. Herpå følger de to Odinskvad: Vafþr., Grímn. Nu havde man kunnet vænte Hárb. om Odin og Tor, og så Torskvadene, men denne naturlige rækkefølge brydes ved, at Skírn. er indsat mellem Grímn. og Hárb. Efter dette sidste følger rigtigt nok Hym., Lokas. [dette dog kun for den sidste dels vedkommende et Torskvad], Þrymskv. I reg. følger nu Vǫl.kv., der står på grænsen til heltedigtene, og det er det sidste i 748. I reg. skrives så Torskvadet Alvíssmǫ́l, hvilket burde have stået foran Vǫl.kv. Dette er nærmest at forklare så, at istandbringen først har fået Alv. efter at have skrevet Vǫl.kv. Det vilde være fristende at formode, at digtet ikke fra først af havde tilhørt samlingen, men var senere optaget deri; det samme kunde man formode om Baldrs dr. i 748. Bemærkelsesværdigt er, at Vafþr. og Grímn. står sammen i bægge håndskrifter, ligeledes Hárb. og Skírn. (blot i omvendt orden) forudsat at Baldrs dr. er indsat senere. Noget fælles er der således tilstede. Men det eneste, man synes at kunne slutte heraf, er, at den fælles original ikke har været så systematisk som reg. dog, trods sine brist, er. At et oprindeligt mindre systematisk grundlag er af en yngre afskriver (redaktör) søgt gjort mere ordnet, er naturligt. Det er det samme som man f. eks. finder i ordningen af visse dele af Þulur i 748-757.

Kommer man nu til heltedigtene, var det ulige lettere her at få digtene ordnede i en, som man kunde kalde det, historisk rækkefølge, således som den sagnhistoriske opfattelse var.

Sagnene delte sig i to hovedgrupper, Helgesagnet og Sigurd-Gjukunge-Atlesagnene. Men bægge grupper blev genealogisk sammenknyttede, idet Helge blev gjort til Sigurds halvbroder.

Vi finder straks det samme ordningsprincip som i de mytiske digte. I spidsen for de to grupper sættes et oversigtskvad, henholdsvis Helga-kvida I og Grípisspǫ́.

Efter Helgakv. I findes prosastykker helt igennem, mere eller mindre udførlige, indsatte. Mange af dem er åbenbart lavede af samleren eller ordneren, på grundlag af digtene selv, således de, der vedrører Helge Hjörvardssons kvad med Hrímgerðarmǫ́l. De er ikke altid særlig heldig affattede. Det samme gælder også prosastykkerne til Vǫlsungakviða (det 2. Helge hundingsbanes kvad). Her møder man et ejendommeligt forhold. I prosast. 5 anføres et halvvers, der er begyndelsen til en ordstrid mellem Gudmund og Sinfjötle. Det var ikke samlerens hensigt at skrive mere, idet han henviser til første Helgekvad. Kort efter får han dog skrupler og indfører ordstriden, der her har en langt kortere form. Sagen er den, at han opdagede, at de to versioner ikke var ens, hvorfor han indskyder den til Vǫls.kv. hørende — og mere oprindelige — ordstrid, men nu på urigtigt sted. Han kunde efter datidens fremgangsmåde ikke göre det anderledes. Om dette kan henvises til min afhandling »Eddadigtenes samling« i Arkiv XLII. Jfr. Sagnformen i Aarb. 1921.

Om fortsættelsen, d. v. s. prosastykkerne i Sigurd-o. s. v.-digtene kan henvises til min afhdl. i Aarbøger 1917, s. 16 ff., hvor jeg mener at have påvist, at prosastykkerne er hæntede fra den skrevne Sigurðarsaga fra tiden o. 1200. Dette gælder dog kun stykkerne foran det 1. Gudruns-kvad. Om de følgende gælder, at de, ligesom de i Helgekvadene, beror på de bevarede digte.

Det er set og anerkendt, at prosastykket foran Gríp. fortsættes direkte med stykket, der følger umiddelbart derpå. Der er intet til hinder for, at digtet er indsat allerede ved 1200. Det stammer selv fra tiden o. 1100, da det åbenbart er benyttet af skjalde 25-50 år senere eller så (jfr. Ark. XLII, s. 218).

Hvad den store lakune i cod. reg. angår, kan henvises til min afhdl. i Aarbøger 1921, s. 52 ff. og til den dér anførte litteratur.

Samlerens (redaktörens) fremgangsmåde er efter min mening ganske klar, nemlig denne: Han har samlet alle (eller så godt som alle) fra fortiden overleverede »eddakvad«. Han har hurtig set, at der i enkelte tilfælde var to kvad om det samme æmne. Hvorledes kunde han da bære sig ad? Det simpleste var at optage bægge digte, og det har han gjort ved Atlakviða og Atlamǫ́l. Han kunde også — efter sit sagaprincip — kombinere dem, tage noget fra det ene, noget fra det andet. Det har han gjort i det såkaldte »Reginsmǫ́l« og Hamð. Det må have været lettere end at kombinere de to Atlekvad. Forskel i versemål generede ikke samleren. I Guðrunarhvǫt har han simpelthen stykket dele af to digte sammen. Han har således behandlet sit indsamlede materiale egenmægtig og vilkårligt — alt i kraft af sit »sagaprincip«. Denne selvsamme kombinationsvirksomhed udøvede han sikkert også i digte som Vǫluspǫ́, Hávamǫ́l og Grímnismǫ́l, selv om det er muligt, at nogle indskud (enkelte vers) er i disse digte indkomne inden samleren benyttede dem. Se herom afhdl. i Festskr. til A. Kock (1929).

Således bliver cod. reg.-samlingen et sidestykke til prosaværker, som Morkinskinna og flere andre, som Olafssagaen af Gunnlaugr (fra o. 1200), som det måske er særlig grund til at pege på i denne sammenhæng.

Til trods for samlerens bearbejdelse, som her er omtalt, og hans redaktionsvirksomhed, er håndskriftet af en aldeles enestående betydning; uden det vilde vi så godt som intet begreb kunne göre os om den gamle »eddadigtning«, i hvert fald ikke hvad heltedigtningen angår, ti Vǫlsungasaga er herfor et kun ringe surrogat.

————

III.

Hvad nu selve teksten og dens behandling angår, kan det med nogenlunde tryghed siges, at den har samleren ladet ganske uantastet. Ordlyden har han sikkert intet ændret i, hvad han heller ikke kan siges at have haft grund til.

Der findes en mængde fejl (skrivefejl) i cod. reg., der hidrører fra skriveren selv; de er uden betydning m. h. t. hvad der ligger forud for denne afskrift (jfr. herom en afhdl. i Arkiv XLVI). Af större betydning i så henseende er de fejl, som åbenbart hidrører fra ældre forlæg (som erokendi, giavfer og flere andre, hvorom i kommentaren); hvorledes og når de er indkomne, kan man selvsagt ikke vide. Flere af dem kan endogså bero på den mundtlige overlevering, som denne var i 12. årh. (jfr. Symons: Einleitung s. XXIII). Her kommer teksten i 748 os noget til hjælp. Den viser, at visse læsemåder i cod. reg. er urigtige. Således Vafþr. 32, hvor reg. har aldni, men 748 baldni, måske blot skrivefejl i reg.; der skal stå et ord, der begynder med b (rimbogstav). Dette havde man dog kunnet rette uden hjælp af 748. Skírn. 10 har reg. þyria, hvor 748 har det utvivlsomt rigtigere: þursa. I Hárb. 30 har 748: einherju, línhvítu og launþing, hvor reg. har: einhverja, lindhvítu, lǫngþing — alt sammen åbenbare fejl. Uden 748 vilde rettelser her have været omtvistelige. Det viser sig, at lǫng- beror på en simpel dittografi; lindhvít er meningsløst. Sst. 41 har 748 oliyfan (hvor y er en skrivefejl for ú), men reg. det umulige olubaɴ. Hym. 9 har 748 faðir, hvor reg. har det ukendte og ret umulige frí. Ethvert forsøg på at tolke dette frí er håbløst strandet; ordet beror vel på, at ordet i forlæget var kludret (og vist forkortet). Faðir giver en fortræffelig mening. Det forudsætter, at den skönne moder til Ty er en datter af Hymir; hendes sön (med Odin) er Tyr, det er ligegyldigt, hvorledes eller hvornår denne opfattelse er opstået. Jfr. Tors forhold til jættekvinder og hans sönner med dem. Hvorledes Tyr kunde være bleven en as, hvis han var en sön af en jætte som Hymir og en jættekvinde, er ikke til at udgrunde, og det strider imod alt, hvad vi ved om gammel mytologi. Friðla (v. 30) betyder naturligvis blot »den (af Odin) elskede«, og er et meget forståeligt udtryk. Når Gering hævder, at det »selvfølgelig« betegner hende som Hymirs elskede, er det ikke til at se, hvorpå han begrunder den påstand. Ordet Hymis (i samme vers) lyder ikke meget naturligt, hvis han havde været hendes fader. Den amma (bedstemoder), der nævnes v. 8, er Tyrs mormoder og Hymirs hustru. Følgen heraf er den, at faðir i v. 5, både i 748 og reg., må rettes til afi. Her foreligger en gammel fejl i et fælles forlæg. Sst. 22 har reg. ǫngli for 748’s agni, hvilket er det eneste rigtige. Dette ǫngli er kun en reminiscens fra ǫngul i l. 1. Sst. 35 er fjǫlhǫfðaða i 748 sikkert oprindeligere end fjǫld- i reg. Her havde man næppe vovet at foretage en rettelse. Det samme gælder vist også sst. 21 eða tvá i 748 for tvá i reg.; dette er dog mindre sikkert. Et sted, Grímn. 41, har 748 og reg. forskellige læsemåder: hríðfeldu: harðmóðgu; her er det næppe muligt med nogen sikkerhed at afgöre, hvad der er det oprindelige. I Grímn. 51 har 748 gæði, reg. gengi; dette sidste lyder langt bedre og naturligere og er vel det oprindelige. Gæði findes ellers ikke brugt i en lignende sammenhæng som her.

I Snorres verscitater (i Gylfag.) findes en del småvarianter, men ikke af nogen særlig betydning for det her behandlede spörsmål. Noget lignende gælder Vǫluspǫ́-teksten i Hauksbók. Den samme grundtekst er åbenbart allevegne tilstede.

At teksten i cod. reg. lider af mangfoldige fejl, er ovf. bemærket. I en afhdl. i Arkiv XLVI har jeg gennemgået skrivefejlene i den første halvdel af håndskriftet. Af særlig interesse er de fejl, hvor skriveren selv har rettet et ord til et andet, f. eks. fiollom til vollom, mey til man, itvav til gleri, til fyrir o. s. v., o. s. v. Her vilde man nu til dags ikke ane, at der forelå fejl, hvis ikke skriveren selv havde foretaget rettelser. Med så meget större dristighed tör det antages, at der oftere foreligger fejl, der ikke er rettede, hvor teksten sproglig eller metrisk eller indholdsmæssig er mistænkelig. At der her behøves stor forsigtighed siger sig selv. Ingen skulde indlade sig på den nødvendige konjekturalkritik uden at beherske det gamle sprog til fuldkommenhed. Det modsatte har desværre ofte været tilfældet, hvorpå der gives et utal af sörgelige eksempler. Et par udgivere har i den grad afskyet al konjekturalkritik, at de så at sige har afvist enhver ændring i den overleverede tekst, hvorfor de har søgt at give de mest hårrejsende tolkninger af forskellige åbenbare skrive- og andre fejl, uagtet man skulde tro, at selve de i hds. rettede fejlskrivninger kunde have ført dem på den rette vej og til den rette erkendelse.

I sproglig henseende står cod. reg., som vænteligt var, i det hele på samtidens standpunkt. Men som för omtalt indeholder håndskriftet meget af former (og skrivemåder) fra langt ældre tid, fra o. 1200. Dette er belyst i en afhdl. i Arkiv XLII. Her er særlig fremdragne sammentrækninger af (e)k og (e)s, former på -umk, præpositionale forhold (ept, fyr, of o. s. v.). Jfr. også ovf. om brugen af þ o. s. v. Det er naturligvis interessant at vide, hvorledes disse digte er bleven læste og forståede ved år 1270 eller 1200, men lige så eller langt mere betydningsfuldt vilde det være at vide og se, hvordan de omtrent har lydt i deres oprindelige skikkelse, d. v. s. i den sprogform, som herskede i det 10. og 11. årh., de flestes utvivlsomme tilblivelsestid. Store forskelle var der vel i det hele ikke. Sproget synes i den tid at have været ret konservativt. Og her er hjælpemidler tilstede, som viser vej. Der er nogle runeindskrifter fra Norge (endnu flere fra Sverrig og Danmark, der naturligvis ikke er uden betydning). Men langt större betydning har de mange skjaldekvad og -vers fra den nævnte tid. Ved deres stringente form og faste metrik viser de sprogformerne med skarp tydelighed i det hele og store. Ved hjælp af disse midler er det muligt at kontrollere sprogets former. Foruden de nævnte enkeltheder kan usammentrukne former som bláan, bláar, bláum — féar, séa o. s. v. siges at være eneherskende i eddadigtene. Jeg mener derfor, at man så nogenlunde kan skrive eddadigtene i det 10. og 11. årh.s sprogform.

Her har metrikken sin store betydning i forbindelse med naturlig oplæsning. I denne forbindelse må det bemærkes, at flere af de stavelser, der senere var (blev) uden betoning, i det her nævnte tidsrum var mere eller mindre stærkt betonede, hvad der for rytmen var meget betydningsfuldt. Herom kan henvises til min afhdl. i Arkiv XXIII (1906): Nogle oldislandske aksentforhold. Jfr. også G. Neckels afhdl. i Beitr. XL.

Sievers’ metrik var i sin tid banebrydende. Den beroede på den rigtige opfattelse af stavelsers længde og naturlige betoning. Derigennem kom han til sit berömte 5-typesystem. Efter vekslingen af de betonede stavelser kunde han konstatere 5 former for verslinjerne i de gamle versemål (her kan vi se bort fra ljóðaháttr, der dog i visse henseender slutter sig til de andre versformer). Sievers påviste også opløsninger af lange stavelser og deres tilladelighed, samt ligefremme forkortelser. Alt dette holder stik den dag i dag. Efter at disse regler var fundne, blev man tilböjelig til at indrette (rette) de linjer, der ikke strængt fulgte reglerne, efter disse. Især kom dette til at gælde eddadigtenes verslinjer, hvor linjerne ulige lettere var udsatte for at ændres noget i den oprindelige ordlyd efter senere tiders sprogbrug. Særlig er at fremhæve stedord (som subjekter el. lign.), hvor de strængt taget var unødvendige for forståelsens skyld, men som senere tiders talesprog krævede dem. Herom kan jeg henvise til min afhdl.: Stedord i gamle isl. vers i Arkiv XXVII. Udeladelsen af sådanne stedord (og andre småord) er efter min mening i og for sig tilladelig og naturlig — ligesom de også virkelig ofte er udeladte i hds. —, og så at sige selvfølgelig, når linjen derved bliver metrisk normal. Oftest bliver linjerne også ligesom mere flydende og vellydende uden disse ord. Det er vel muligt, at man er gået noget for vidt i at udelade disse ord, men en grænse er vanskelig at træffe.

I de mere eller mindre versificerede indskrifter, der er behandlede i Brate-Bugges Runverser, findes der omkr. 15 eksempler på udeladelsen af stedord. I de korte runeindskrifter kan man i det hele ikke vænte at finde meget af den art.

Iøvrigt kan henvises til Symons’ Einleitung § 9 — om »andre hjælpemidler for tekstkritikken«.

Eddadigtene er strofiske. Kun et eneste digt er afvigende fra det almindelige, nemlig Hárbardsljóð, og dog er her strofeinddelingen umiskendelig. Digtets form er en hidtil uforklaret gåde, og kommer ikke i betragtning ved bedömmelsen af alle de andre. Det er (i hds.) et hyppigt forekommende fænomen, at versene ikke er lige lange, d. v. s. bestående af det antal af 8 linjer, der kan siges at være det normale. Hyppig er der flere (10, 12 linjer) i verset; også færre (4, 6) forekommer. Man har været tilböjelig til heri at se henholdsvis tildigtninger, udvidelser eller tab af linjer. Dette er også ofte utvivlsomt tilfældet. Men man er vistnok gået noget for vidt i kravet til gennemført 8 linjer i verset. Der findes tilfælde, hvor det er vanskeligt at begrunde de overtallige linjers udskydelse, ligesom også antagelsen af tabte linjer, hvor sammenhængen synes at være fuldstændig. En ting har man (f. eks. jeg selv) ikke altid taget nöje nok i betragtning, om ikke et 12-linjet vers f. eks. indeholder rester af to vers, bægge lige ægte. Her vil det være vanskeligt at opnå fuld enighed mellem forskere og tolkere.

Bortset fra ljóðahátts-digtene er eddakvadene affattede i fornyrðislag og málaháttr, eller 4- og 5-stavelsers versemålene, som de normalt benævnes. I hds. findes oftere linjer bestående henholdsvis af 5 eller 6 stavelser. Man har da forsøgt at göre dem til rene 4- og 5-stavelsers linjer. Men her er man utvivlsomt gået for vidt af rent doktrinære grunde. Det samme gælder også enkelte linjer på 3 stavelser, hvor man væntede 4. Naturligvis er der altid grund til at være kritisk overfor sådanne tilfælde, men hvis der ikke foreligger sproghistoriske grunde eller særlige omstændigheder til at mistænke teksten, er det ikke tilrådeligt at foretage ændringer.

Også med hensyn til forlydsrimene og deres stilling har man villet göre bestemte regler, især hvad bistavens (bistavenes) stilling angår, gældende. Men her har man også ladet sig lede for langt af doktrinarisme. Een ting må dog fastholdes, nemlig, at hovedstaven altid står eller bör stå i den første betonede stavelse i de lige linjer. Hvor det ikke er tilfældet, beror det på afskriverfejl eller forvanskning. Lige ned til nutiden har denne stilling af hovedstaven været den eneste gyldige og det af gode grunde — ellers vil nemlig lydsammenknytningen mellem linjeparret være hævet — forlydsrimene kommer for langt fra hinanden. Visse forskere er tilböjelige til at antage såkaldte »krydsrim«, d. v. s. dobbelte forlydsrim i et linjepar. Dette beror dog, tiltrods for den sikkerhed, hvormed det antages, på en misforståelse. Kun det ene rimpar — og da det, som i hvert tilfælde er det normale — kan høres; det andet forsvinder, det ses kun på papiret.

Det er en af forskellige forskere yndet påstand, at hvert (normalt) vers ikke består af 8, men kun af 4 linjer, idet hvert allitererende linjepar skulde udgöre et hele. Det er muligt, at dette er metrisk-historisk det oprindelige, men det er givet, at det ikke er den almindelige historiske opfattelse. Snorre går ud fra, at hvert vers, også de i de kortere versemål, består af 8 linjer, og han følger her ganske utvivlsomt opfattelsen för hans dage. Hvad drotkvædet versemål angår, har vi herom et direkte vidnesbyrd fra midten af det 12. årh. Ud fra norsk-islandsk (man tör sikkert sige nordisk) synspunkt og opfattelse er det eneste rigtige at trykke versene i 8 linjer (ljóðaháttsversene i 6).

————

Til slutning er det mig en kær pligt at bringe Dansk-islandsk Forbundsfonds styrelse min varmeste tak for den støtte, den har ydet til fremkomsten af denne bog.

December 1931.

FINNUR JÓNSSON.

---

Note: