Herkomst og slægtskab

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Tilnavne i den islandske oldlitteratur

ved Finnur Jónsson

særtryk af
Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie
1907

H.H. Thieles Bogtrykkeri
Kjøbenhavn
1908

Første afdeling

A. Herkomst og slægtskab

1. amma, Runólfr Bisk. XIII—XIV¹. ‘Bedstemoder’.

skjálfarbóndi, Agni (en af Ynglingeslægten), Flat. forhist. ‘Skjalfs mand’; tn. har en bitter biklang, idet Skjálf, hvis fader Agne havde dræbt, hævnede sin fader ved at lade Agne hænge; Yngl. k. 19, Hkr. I, 35—36.

smiðkona, Þorgríma Harð.X. ‘Smedkone’. Tn. er tvetydigt; det kunde både betyde ‘en kone, der er smed’, jfr. skáldkona, og ‘en smeds kone’; det naturligste er, at det er den sidste betydning, der foreligger. Sagaen giver ingen oplysning.

Hǫlgabrúðr, Þorgerðr Fas., SnE, Nj. ofl. (om de forskellige former for tn. se G. Storm Arkiv II). ‘Hölges hustru’; ifg. Snorre var hun Hölges datter, men dette er sikkert urigtigt.

2. F a d e r,   M o d e r, faðir, Klémet Hák. XIII. ‘Fader’. Når det i Flat. III, 122 hedder ... Veseti lítli Klemet faðir hans, Guthormr . . ., er dette sikkert urigtigt, hans udelades i andre hdskrr., se Fms. IX, 459, v. l. 15, Eirsp. (Konungasögur 1873) 354.

drengjamóðir, Þóra Edd. forhist. ‘Drenge [heltes] moder’; »ólusk í ætt þar œztir kappar«, hedder det, hvorpå der opregnes nogle navne. I Flat. I, 25 nævnes hun og 9 sönner af hende (4 ved navn). Jfr. Ragnarssonaþ. Hendes mand var Dagr, og deres efterkommere var Döglingerne.

jarlatmóðir, Ingibjǫrg Orkn. XI. ‘Jarlemoder’; var gift med Torfin jarl (d. 1064) og moder til Páll jarl og Erlend jarl.

konungamóðir, Gunnhildr, Hkr. og fl. st. X. ‘Kongers moder’; alle hendes og Erik blodøkses sönner kaldte sig konger, og faktisk herskede Harald gråfeld (og hans brødre) over Norge.

barna- -Kjallakr Eyrb. X; -Pétr Hák. XIII; -Þóroddr Ldn. XI. ‘Börne-’, på grund af mange börn. Om Kjallakr hedder det: hann átti marga sonu, og der opregnes 9 af hans börn i Ldn. (Stb. k. 111). — Barna-Þóroddr lyder navnet i Stb.; medens Hb. har ... f(oður) Bjarna f(oður) Þórodds.

barnlausi (hinn), Gormr Flat. forhist. ‘Den barnløse’.

3. E n k e. gandvíkrekkja, Geirríðr Fas.; uhist. ‘Enken i (el. fra) Gandvik’ (= det hvide hav); i virkeligheden en ‘mensk’ kvinde.

heiðarekkja, Þorgerðr Ldn. X—XI. ‘Hedeenken’, vistnok fordi hun har bot på en gård under en hede (i Myrasyssel, Island).

knappekkja, Guðrún Bárð., en jættekvinde. ‘Enke efter Knappr’?

meginekkja, Þóra Fær. X—XI. ‘Hovedenke’, den ansete enke.

vaðlaekkja, Þórhildr Ljósv. XI. ‘Vadleenken’, så kaldt, fordi hun bode på gården Naust, ligeovenfor Øfjordselvens munding, de såkaldte vaðlar.

4. S ö n. biskupsson, Munán Hák. XIII; Sigurðr sst. XIII. ‘Bispesön’. Sigurðr var en sön af erkebiskop Pétr (Fms. IX, 458), d. 1226.

jarlsson, Hávarðr Sv., XII; Sigurðr sst. XII. ‘Jarlesön’. Sigurðr var sön af Erling jarl skakke.

prestsson, Vígleikr Hák. XIII. ‘Præstesön’.

prófastsson, Jón Hák., d. 1240. ‘Provstesön’.

Disse fire navne er måske ikke at betragte som egenlige tilnavne; men de står dog på grænsen til dem.

arnarungi, Þorbjǫrn Sturl. XIII. Kan bet. ‘Örns unge ɔ: sön’, men falder sammen med arnar-ungi = örneunge.

karlsungi, Árón Sturl.XIII. ‘Karlsunge’, den gamles(?) sön.

ljótsungi, Þórarinn Sturl. XIII. ‘Ljóts unge’ (sön). Sikkert af mandsnavnet Ljótr, som jo bet. ‘styg, hæslig’.

steinsungi, Eyjólfr Sturl. XIII. ‘Stensunge’, ɔ: sön af Sten (alm. mandsnavn).

bukksungi, se nedenfor IX, 7.

Mána-, -Ljótr Ldn., Eyrb., Sturl. X—XI. L. var en sön af Máni.

Pálna- -Tóki Jómsv. ‘Palnis Toki’, T. sön af P. I Jomsv. kaldes faderen Pálnir (ikke, som man ventede, Pálni; Pálna acc. forekommer dog i et brudst., Fms. XI, 44).

skútu- -Grímr Ann., Bisk. XIII—XIV. Fordi han var Skútu-sön. Kaldes også Skurð- s. d.

5. B r o d e r. Bárðurbróðir, Hreiðólfr Bǫgl. XIII. ‘Bårds-broder’.

Finngeirsbróðir, Þórðr Sv., Bǫgl. c. 1200. ‘Finngeirs broder’.

Híðabróðir, Steinbjǫrn Bisk. XII—XIII. ‘Hides broder’.

Hreiðarsbróðir, Níkulás Hák. XIII. ‘Broder til Hreiðarr’; rimeligvis er Hreiðarr = Hr. sendimaðr (Rygh).

Ísáksbróðir, Bárðr Hak. XIII. ‘Isaksbroder’, men også kaldt bróðir (son i ét hdskr., sikkert ur.) Ísáks ór Bœ.

Jónsbróðir, Gunnbjǫrn Bǫgl., Hak. XIII. ‘Jonsbroder’, undert. men åbenbart ur. kaldt Jónsson; var en broder til Jón drótning (Fms. IX, 19).

Jǫrundarbróðir, Óláfr Bǫgl. (d. 1207). ‘Jörunds broder’.

konungsbróðir, Kári Hkr. XII; Ormr Hkr. XII. ‘Kongebroder’; Kári var en broder (halvbr.) til kong Olaf Magnússon (d. 1116), Ormr en halvbroder til kong Inge Haraldssön (d. 1161).

Lúkásbróðir, Pétr Sv. d. 1200. ‘Lukas' broder’.

Ragabróðir, Þórarinn Ldn., Eg., Nj., Ld., Islb. X. ‘Ragesbroder’, broder til Ragi Óláfsson. Tn. er ironisk farvet, på grund af betydningen i ragi, der opr. er et tilnavn selv.

6. S ø s t e r, allrasystir, Yngvildr Ldn., Gl., Rd. X. ‘Alles søster’; hører kun uegenlig hid; tn. er ironisk og mulig givet, fordi Y. har haft det for skik at kalde alle for søstre eller brødre.

7. E f t e r   k v i n d e (moder, fostermoder). Bǫgu-Bósi Fas., uhist. ‘Bagas-Bose’, var sön af Brynhildr baga (s. d.).

Vǫlu- -Steinn Ldn., SnE. X. ‘Spåkvindens Sten’, var sön af Þuríðr sundafyllir, der kunde sejde.

Gufu- -Hallr Sturl. XII. ‘Guvas’, fordi H. var en sön af Þórðr gufa.

Gróslappi, Steinþórr Ld. X. ‘Groas slappe [foster]sön’; da moderen hed noget helt andet, må Gróa have været fostermoder. slappi står sikkert i forbindelse med slappr (nyisl. = da. slap), no. slap ‘arm, hjælpeløs’, også ‘efterladen, uvirksom’ (Åsen), hvilken betydn. utvivlsomt passer her; sikkert identisk er st. i no. slamp ‘en skødesløs person’ (Åsen), jfr. isl. að slampast ‘gå tungt og dovent’.

Hǫlluslappi (ur. v. l. stalpi), Þorgils Ld. XI. ‘Hallas slappe sön’, brugt én gang ironisk af Snorre gode om Torgils Hallas sön og måske ikke alml. som tilnavn. Betydn. se under foranstående tn.

8. E f t e r   m a n d (fader) og åndstilstand. Ingjaldsfifl, Helgi Gísl. X. ‘Ingjaldståben’; Helge Ingjalds sön var idiot.

Rennisfifl, Refr, Fas., sagnhist. ‘Renneståben’; Ref sön af Renni opførte sig som idiot, opholdt sig i ildhuset; jfr. Hrafnistufifl.

9. F æ t t e r, systrungr, Sǫlmundr Sv.; d. 1198; egl. N. N.s ‘mostersön’ ɔ: fætter.

10. S t e f a d e r. gulli, Ívarr, Sveinn, bægge v. 1300 i Dipl. Norv. Dette ord er uden tvivl identisk med gulli i Þórsdrápa v. 17, hvor det bruges om Tor som ‘Ulls gulli’.

11. S t e s ö n. stjúpr, Steingrímr Sturl. XIII. ‘Stesön’.

Geirólfsstjúpr, Þorleifr Ldn. (Mb., medens Stb. har Geirólfsson gnúpr ur.) X—XI. ‘Geirolfs stesön’.

Skaptastjúpr, Surtr enn hvíti Ldn. XI. ‘Skaftes stesön’; Surt var en sön af Tora og hendes første mand, Sumarliði; anden gang blev hun gift med den bekendte lovsigemand.

ørrabeinsstjúpr (ørra- har forskellige former i hdskrr.), Þorgils Ldn., Fló. X—XI. ‘Arbens stesön’; Torgils var sön af Torun og hendes første mand Tord; anden gang blev hun gift med Torgrim ørrabeinn (s. d.).

12. F o s t e r f a d e r   el.   –s ö n. fóstri, Þorkell Hkr., Orkn. XI. ‘Fosterfader’, fordi han opfostrede Torfin jarl (Icel. s. I, 18). En anden yngre Þorkell med samme tn. findes også i Orkn. (XII); formodenlig er denne en efterkommer af den første.

Aðalsteinsfóstri, Hákon (d. gode), Hkr. og fl. st. X. ‘Adelstens fostersön’, opfostret af kong Adelsten i England.

Brǫnufóstri, Halfdan Fas., uhist.; (jættekvinden) ‘Branas fostersön’. Jfr. Gríðarfóstri.

Dofrafóstri, Haraldr (hårfagre) Flat. IX—X. ‘Dofres fostersön’, ifg. et ungt sagn.

Esjufóstri, Búi Kjaln. uhist. ‘Esjas fostersön’; E. var en gammel kone.

Gjallandafóstri, Þorljótr Heið. X—XI. ‘Gjallandes fostersön’, en fostersön og dattersön af Sumarlide gjallande.

Gríðarfóstri, Illugi Fas., uhist.; (jættekvinden) ‘Grids fostersön’. Jfr. Brǫnufóstri.

Hrómundarfóstri, Þorleifr Ldn. X. ‘Hromunds fostersön’; Torleif var en fostersön og sönnesön af Hromund halte.

Kolofóstri, Skáldasaga, Hb. IX. Dette må være et tilnavn og bet. ‘Kolas fostersön’, men noget egl. navn findes ikke.

konungsfóstri, Skúli Hkr., Fsk. XI. ‘Konge-fostersön’; Skule var en fostersön af kong Olaf kyrre.

Markúsfóstri, Sigurðr Ann., d. 1163. ‘Markus’ fostersön’, Sigurd var opfostret hos hövdingen Markús á Skógi (Hkr. III, 446).

Starkaðarfóstri, Ingjaldr Fas, sagnb. ‘Starkads fostersön’.

Sverrisfóstri, Jón Sturl. Denne Jón, også kaldt smyrill, var biskop i Grönland (d. 1209). Det er fristende at sætte tn. i forbindelse med kong Sverre (Rygh); det passer udmærket til tiden.

Torfafóstri, Sigurðr Harð. X. ‘Torfis fostersön’; S. var en fostersön af og en slægtning til Torfi Valbrandsson.

þórisfóstri, Hákon Flat., Ágr; Steigarþórisfóstri Fsk. 389, d. 1094. ‘Tores fostersön’; H. var opfostret af Steigar-Tore (Hkr. III, 223).

Som det fremgår af disse ‘fostre’-navne, er det klart, at fóstri i forbindelse med et mandsnavn altid betyder ‘fostersön’.

13. F r æ n d e (Slægtning), frændi Smjǫrkára (Kong Filip) Bǫgl. XIII. Smör-kåres ‘Frænde’, slægtning. Mulig foreligger der her ikke et egl. tn.

byskupsfrændi, Árni Sv. d. 1201; Ǫnundr Sturl. XIII. ‘Bispe-frænde’; Arne var uden tvivl en slægtning af baglerbispen Nikulas, Ǫ. måske en slægtning af biskop Sigvard i Skålholt, hos hvem han var.

jarlsfrændi, Ásólfr Hák. XIII. ‘Jarlefrænde’; Á. var en broder til Skule jarl; han kaldes i øvrigt også konungsfrændi ‘kongefrænde’ (Fms. IX, 288, 304). Kong Inge var Á.s broder.

konungsfrændi, Ásólfr Hák. (se næstforegående); Gunnarr Hák. XIII; Hróarr Bǫgl., Fsk. XIII; Marteinn Hák. XIII; Sigurðr Bǫgl. omkr. 1200. ‘Kongefrænde’; Gunnarr var en slægtning af kong Hakon, Marteinn uden tvivl ligeledes, Hróarr derimod vistnok slægtning af kong Sverre, Sigurðr siges (Fms. IX, 2) at have været en dattersön af kong Sigurd (mund, altså Sverres søstersön).

14. M å g. Andréás-mágr, Einarr Hkr. XII; ‘Andres-måg’ ɔ: svigersön; E. var gift med præsten Andreas’ datter (Hkr. III, 329).

jarlsmágr, Jón fótr Orkn. (Flat. II, 475) XII; Óláfr Sv. d. 1194; Sigurðr Orkn. XII. ‘Jarlemåg’; J. var gift med Rögnvald jarls søster, S. var gift med Tora, Magnus d. helliges og Erling jarls moder, O. kaldes ‘måg’ til Harald jarl Maddadssön, vistnok gift med en af hans døtre.

konungsmágr, Árni Hkr. XII; Einarr prestr Sv. omkr. 1200. ‘Konge-måg’; A. var gift med Ingrid, Harald gilles enke; E. med en søster til kong Hakon Sverressön (en datter af kong Sverre).

prest(s)mágr, Eyvindr Sv., Bǫgl., omkr. 1200. ‘Præste-måg’.

Tómásmágr, Stefán Hák. XIII. ‘Thomas-måg’.

vandræðamágr, Ǫgmundr Sturl. XIII. ‘En vanskelig måg’; jfr. vandræðaskáld.

mág- -Snorri Ldn. X. ‘Måg-Snorre’, var gift med Hallbera Snorresdatter; Melab. har, sikkert ur.: er átti Magnús, Snorri átti osv. Mag- er her misforstået og gjort til Magnús.

mágsefni, Hǫskuldr Draumav. ‘Stof til en måg’; mulig en ironisk hentydning til, at hans hustru blev forført af en Torstein (hvis ‘måg’ han således blev).

Det fremgår heraf, at mágr har betydet forskellige svogerskabsforhold (svoger, svigersön osv.), såvidt ses kan.

15. Hertil skal endnu föjes nogle tilnavne, udgörende første led i en sammensætning og bestående af kvindenavne, uden at det altid kan ses, hvad art forbindelse der har været mellem kvinden og manden.

Ásu-, Gullásu- -Þórðr Sex sǫg., Skt; XII. ‘Åsas, Guldåsas -Tord’; Tord var en islænder, der kom til Norge og blev der først den rige Åsas forvalter og senere hendes mand. Tiln. stammer uden tvivl fra det første tidsrum.

Bangar- -Oddr Sturl. XIII. Jeg opfatter det første led som gen. af et Bǫng, der måske atter var et tilnavn (jfr. det følg.).

Gefnar- -Oddr Heið. X. ‘Gefns-Odd’, fordi O. var forvalter hos Þórdís gefn (s. d.).

Helgu- -Steinarr Ldn., Gullþ., Fbr. omkr. 1000. ‘Helgas-Steinar’, uvist hvorfor; hans moder hed Þorgerðr.

Hǫllu- -Bjǫrn se Hella-Bj. (nedenfor).

Trǫllu- -Herjolfr, uhist. Ætt. Betydn. uvis.

Brigðar (Brigiðar) skalli, Árni Hkr., d. 1161. ‘Brigids ɔ: Birgittes skalle’, synes at måtte betegne Á. som en Birgittes mand.

16. Til herkomst og slægtforbindelse sigter uden tvivl følgende lille gruppe tilhavne, som her anbringes samlet.

árborna (hin), Ástriðr Fsk. XI. ‘Tidlig født’ d. v. s. »den som kunde tælle sine fri forfædre tilbage i tiden« (Hertzberg, Glossar), særlig om den fribårne bonde. Astrid var en datter af Erling på Sole.

ása- -Þórr SnE., Edd. ‘Ase-Tor’, d. v. s. Tor, som er en af aserne og særlig knyttet til dem og virkende for dem.

finn- -Álfr Flat., uhist. ‘Finn (lap) -Alv’. Alf var Raums sön, men blev opfostret af sin morbroder Bergfinnr. Jfr. gamli.

jǫtun- -Bjǫrn Ldn., Vd., Flat. ‘Jætte’-Bjǫrn, en broder til foregående; »han var hos sin moder og blev kaldt J.« Der betegnes herved sikkert en finlappisk afstamning.

hálftrǫll, Hallbjǫrn Ldn., Eg., Ld., Nj., Fas., forhist.; Hergrímr Fas. uhist. ‘Halvtrold’, hvorved vedk. betegnes som halvt (på fædrene el. mødrene side) stammende fra ‘trolde’ (ɔ: finlapper; jfr. de to foregående). Jfr. Herv. beg. Hergrímr var en sön af risen Hergrim og Áma fra Ymisland, men i dette, der ifg. samme kilde var beliggende mellem det af riser befolkede Jǫtunheimar i Finmarken og Hálogaland, tænktes virkelige mennesker, ɔ: nordboer, at bo.

Háreksblesi, Hallvarðr Hkr., Skt. XI. ‘Håreksblese’ (se nærmere under blesi). Dette tn. antyder nærmest en slægtforbindelse mellem Hallvarðr og en ellers ukendt Hárekr.

Hertil kan et tn. endnu fojes:
Hattargriði, Bǫðvarr bjarki Fas., sagnh. ‘Hǫtts husbonde’, ironisk givet B. af hirdmændene, fordi han beskyttede Hǫttr. Eller bet. det: Hǫtts klient? i så fald bliver tn. endnu mere bidende.

Om ord på -kappi se nedenfor IV, 7.

Noter:

1. Herved betegnes levetiden. [Romertallene angiver årh.]