Vis kilden til Kanteletar, Ny Kalevala, Værkernes Kulturværdi (Ohrt)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Kanteletar, Ny Kalevala, Værkernes Kulturværdi (Ohrt)]] !!  !! 
|-
|}


[[Fil:Ferdinand Ohrt2.jpg|thumb|<center>Ferdinand Ohrt (1873-1938)</center>|right|200px]]

<center>'''[[Kalevala II (F. Ohrt)|Kalevala som Folkedigtning<br> og National-Epos''']]


[[Ferdinand Ohrt biografi |Ferdinand Ohrt]]<br>1907


<big>'''A. Kalevalas ydre Historie<br> og Plads i finsk Kultur'''</big>

<br><big><big>'''VII. <br>Kanteletar; Ny Kalevala. <br>Værkernes Kulturværdi'''</big></big></center>




Den saakaldte gamle Kalevala af 1835 er dog ikke den Skikkelse af det store Epos som er kendt og kær for Finlands Nutidsslægt, og som paa fremmede Maal er gaaet ud i Verden; nu er den næsten glemt for den »ny« fra 1849. Før Kalevalas Kulturværdi søges klaret, følger vi da Elias Lönnrot endnu et Stykke frem paa Vejen; men medens Folkesangene indtil 1835 helt optog hans Fritid, og det saaledes faldt naturligt at følge ham troligt fra Aar til Aar, saa slynges fra nu af andre Traade med ind: Et ihærdigt Arbejde for Folkeoplysning (Maanedsbladet Mehiläinen ɔ: Bien) og for Sproget, især da for at skabe en udtømmende finsk Ordbog; Hovedmaalet for flere af hans senere Rejser var Indsamling af leksikalsk Materiale hos Finnerne, og Sprogstudium hos deres Nabofrænder. Men Folkesangene var derfor ikke glemte. Allerede 1835, endnu før gamle Kalevala var trykt, er den utrættelige Forsker ude for at samle ny Kvad: Der maa ikke hviles før alle Folkeminder af Værdi er høstet ind; snart kan den moderne Kultur naa til Sangegnene, og saa er det for sent at samle. I Uhtua og andensteds vinder Lönnrot saa meget nyt at Tanken om en ''Ud-
videlse'' af Kalevala allerede opstaar hos ham; dog beslutter han, ikke at forhaste sig, men afvente kommende Aars Udbytte. Snart efter tiltræder han en Rejse saa omfattende som ingen af de tidligere; med Penge fra Litteraturselskabet og tjenstledig for ett Aar trænger han frem mod Nordøst til Hvidehavet og fastslaar paa denne Færd at Sangegnenes Nordgrænse falder lidt oven for Vuokkiniemi og kort Østen for Uhtua; hos de ilde berygtede, upaalidelige nordligste Kareler lød der ingen Kvad. Op i Lapmarkerne, helt til Kola, gik saa Turen under Møje og Savn, stundom Livsfare. Og straks efter at være naaet tilbage til Kajana ilede Lønnrot Syd paa, færdedes langs begge Sider af Landegrænsen, mest i finsk Karelen og optegnede en Mængde Kvad, især lyriske Sange. Slutningen af Tredverne blev ellers en haard Tid; Mehiläinen maatte ophøre at udgaa; tunge Familiesorger kom til, og Lægegærningen begyndte at trætte Lönnrot stærkt. — Efter nogle ny Vandringer, særlig til Ilomantsi, var Samlerens ''lyriske'' Skatte øgede saa stærkt at han besluttede at udgive dem, og 1840 udkom Værket ''Kanteletar'' (ɔ: Harpens Mø). Denne store lyriske Samling gælder for Finnerne sammen med Kalevala som det folkelige Hovedgrundlag for deres Litteratur. Foruden rent lyriske Digte indeholder den ogsaa Ballader og Legender med Æmner fra Middelalderen, medens jo Kalevala paa sin Side ogsaa opviser lyriske Stykker.


Ny Rejser i Fyrrernes Begyndelse foretoges mest for Ordbogens Skyld; Lönnrot gæster nu bl. a. Olonets (Egnene ved Onéga) og for anden Gang (sammen med Sprogforskeren Castrén) Lapland, samt paa sin sidste Forskningsfærd 1844 Estland og Ingermanland. Stadig syslede han dog med Folkeminderne; 1842 udkom »Det finske Folk ''Ordsprog''« (c. 7000 i Tallet), næste Aar »Det finske Folks ''Gaader''« (op imod 1700). Af Folkesange, mente Lönnrot, var nu saa godt som alt værdifuldt bjærget, selv vilde han foreløbig sætte sin Kraft ind paa at faa ordnet det indkommende Ordbogsmateriale (1843 havde han opnaaet fem Aars Permission); men snart blev det endnu en Gang Folkesangene der tog hans Sind fangent. Den unge ''Daniel Europæus'' var 1845 sendt til finsk Karelen og Olonets, nærmest for at samle Ord; paa denne Færd kom han imidlertid til Sangegne som Lönnrot endnu aldrig havde faaet afsøgt, allerede paa sin første Færd var han jo bøjet uden om Salmi Herred (S. 36). Her viste Rigdommen paa Sange sig imidlertid saa stor at Europæus over dem næsten helt forsømte at optegne Glosser. Ja i Ilomantsi Sogn, hvor Lönnrot dog havde været flere Gange, opdagede hans unge Efterfølger en Folkesanger der kunde staa Maal med Arhippa; det var ''Simana Sissonen'', som sang 60 Sange for ham. Fra nu af var Lönnrot fast besluttet paa at omarbejde sin Kalevala. Paa en senere Rejse optegnede Europæus i Ingermanland hidtil ukendte Ballader om Kullervo. Lönnrot var paa Forhaand helt uden Interesse for denne Færd og mente at intet godt kunde komme fra Ingermanland; men bagefter maatte han yde ham sin fulde Anerkendelse; over Halvdelen af Tilføjelserne til gamle Kalevala skyldes Europæus. Ogsaa andre unge Mænd, som ''Ahlquist'', samlede Kvad i disse Aar. Hvad de indvandt overgaves til Lönnrot, som ved denne Tid ogsaa fik tidligere Samlinger, f. Eks. Sjögrens fra Karelensfærden (S. 30), Arvidssons og Castréns i Hænde. Endelig gik da Kalevalas Udgiver i Gang med at føje det ny, brugelige Stof ind i det gamle Værk, som desuden nu var udsolgt i Boghandelen. Paa Laukko paabegyndte han i Vinteren 1847 Arbejdet; det fortsattes hjemme i Kajana. Ordningen fra gamle Kalevala blev i de aller fleste Tilfælde beholdt. Forøgelse af det ''episke'' Stof var særlig vundet ved ny Episoder om Lemminkäinen og om Kullervo; men desuden mærkes det at Kanteletar ligger imellem de to Udgaver: I langt højere Grad end i den gamle er nu ''lyriske'' Partier indvævede; da Lönnrot ogsaa optager endnu flere ''Tryllekvad'' end før, kan det siges at den ny Kalevala, omend overvejende episk, bliver en Samklang af ''alle'' Folkedigtningens tre Strænge og derfor dens alsidigste Udtryk. Det var ogsaa Lönnrots Hensigt her at give et fuldstændigt Billede af det gamle finske Folks Liv og Sæder. — Tid tog det at vælge og vrage og føje det valgte ind paa egnet Sted; først i December 1849 udkom ''Kalevalas anden Udgave''. Fortalen er underskrevet Laukko 17/4. Verstallet var steget til næsten 23000 (mod det gamle Værks 12000), afdelte i 50 Sange.


<center>__________</center>


Saa var Gaven i sin endelige Skikkelse skænket Finlands Folk, givet ''af'' Finland ''til'' Finland, af Fortids og Nutids Almue til ''hele'' Efterslægten. Men var saa denne Gave mon værd at man rakte Haanden ud for at tage imod den?


Det kan ikke forties: At kende Kalevala har, straks fra første Færd, ikke for alle været ett med at elske den. Vi ser her bort fra at der tidlig lød Røster, som forarget hævdede at Lönnrot havde, lig en ny Macpherson, »kompleteret« Folkesangene ved egne Tildigtninger<ref>Mod saadanne slynger allerede Castrén 1841 i Fortalen til sin Forsvenskning af Kalevala vrede Ord; de slutter med: »Vare det likväl långt ifrån mig att för den Finska Litteraturen vilja göra proselyter af dessa petrificater.«</ref>. Men baade i og udenfor Finland har der indtil vore Dage været dem der blev staaende ved at Kalevala rent æstetisk har sine store Fejl: 12000, eller sidst endog 23000 Vers — hvilket Arbejde at komme igennem dem! Hvilken trættende Ensformighed trods Skønheder hist og her; hvilken Mangel paa kunstnersk Enhed og paa skarpe Konturer; hvilken ulidelig Forstyrrelse, naar man, bedst som en Smule Handling er kommen i Gang, ubarmhjærtigt rives ud af den ved Besværgelsessange, der ingen Ende vil tage; ja hvilken gennemgaaende Mangel paa virkelig ''Handling:'' Heltene er dog egentlig kun Troldmænd, Magien kan hvorsomhelst det skal være brutalt hugge Knuden over — og det er vel ikke vanskeligt at finde endnu flere Indvendinger. (Helt vemodigt er det at træffe Folkesangens fyrige Ungdomselsker Karl Aksel Gottlund i Rækken af dem der ikke følte sig tilfredse med Værket, det Værk hvis Herlighed han selv — dengang det endnu kun var et Taagebilled for hans Fantasi — havde prist i saa stolte Ord (S. 27). I de mellemliggende Aar havde Gottlund med større Iver end Evner og Held søgt at fremme Finskhedens Sag og klagede nu over, at han »''altid'' blev dadlet, hvergang Lönnrot blev rost«; Kalevala som Epos finder han mislykket, godt og slet er blandet sammen, og hvis Værkets »mekaniske Sammensætter« virkelig skal kaldes dets anden Fader, saa kan man med lige saa god Ret kalde Forlægger, Trykker, Bogbinder, og Køber for tredje, fjerde o. s. fr. Fader! Suom. kirj. vaih. S. 229.)


Men saa har der været andre Finner, som — maaske med fuld Erkendelse af alle Svagheder ved Værket — mente at med en saadan Dom var Dybden ikke loddet<ref>Hvad her siges i det følgende, gælder ogsaa Kanteletar; men Kalevala med sit rige Indhold staar jo som Udtryk for hele den finske Folkedigtning, og vi nøjes da med det ene Navn.</ref>; de fandt at her stod de overfor en Magt der rørte ved Strænge ganske dybt inde i deres Sjæl; hvor stor og hvor lille Lönnrots Del i Værket nu maatte være, det kunde ikke miskendes at i Kalevala talte det finske Folks egen Stemme lydt og klart til hver som kunde høre. For Verden havde det Folk hidtil staaet som stumt, omend ikke som dødt; nu var Tavsheden omsider brudt, og i den Røst som her lød, fandt man et fuldgyldigt Vidnesbyrd for, at den finske Almue ejede Liv og Aand; den havde evnet at se med levende Øjne paa Verden og Mennesker, at gribes af hvad den saae, og at tale derom saa det kunde gribe andre. I Naturlivet havde den med ejendommelig Samfølelse set sin egen Glæde og Sorg afspejlet, og for Menneskehjærtets Rørelser havde den fundet Udtryk; den lette Skæmt var ikke bleven den fremmed, endnu mindre den tunge Vemod; og selv om mangt et Folk maaske havde sunget rigere om Mands og Kvindes Elskov, mon noget andet havde fundet dybere Ord om en Moders Kærlighed til sit Barn? I Kalevala lød Ord saa dybt menneskelige at de maatte kunne naa modtagelige Sind i hvert Folk og til alle Tider — og samtidig tegnede dog Værket et klart Billede netop af finsk Folk i Søgn og Helg og af finsk Land set med en Finnes Øjne. Snellman har sagt om Runebergs »Vårt land«, at ændrer man blot ett Ord i een Linie (»det finska folkets hjårta slog«), kunde dette i og for sig fuldendt skønne Digt passe som Fædrelandssang i Sverig, i Norge, i Skotland, overalt hvor der findes Bjærg og Sø, og hvor en karrig Natur driver Mennesket til at opbyde alle Kræfter for Livets Ophold — og at dette var ikke Digterens Fejl: »Det vidner blot om den kendte Sag at den finske Nation, saa længe den er hvad den har været, ikke frembyder noget saa ejendommeligt for Skjalden at det skulde formaa at tydeliggøre den almindelige Indskrift over hans Sang«<ref>Rein: Snellman I. S. 531.</ref>. Snellman tænker her vel særlig paa Manglen af en ''højere'' national Kultur og selvstændigt politisk Liv; og for saa vidt havde han Ret. Men i dyb Forstand havde dog just Kalevala givet, hvad hin Sang savnede; her var der — for første Gang i det finske Modersmaal — sunget om Finlands Folk, saa ingen kunde tage Fejl af, at netop om dette Folk var Talen; de finske Folkeskjalde havde formaaet paa deres Vis at tydeliggøre for en Finne hvad hans Land var. — Det samme evnede jo ogsaa Runebergs Digtninger fra Elgskytterne til Fændrik Stål, og at de mægtigt har fremmet bevidst Fædrelandskærlighed, erkender enhver Finne; men i Kalevala var det Folket som havde tegnet sig selv, og i den Kraft og Klarhed hvormed det havde mægtet dette, ligger da dette Værks nationale Betydning: Paa en Tid da det saae saa mørkt ud som nogensinde før for Finlands folkelige Fremtid, frembød sig her en ''folkelig'' Begyndelse til ''en særlig finsk Aandskultur.'' For enhver der haabede paa en Fremtid for finsk Sprog og Litteratur, maatte Kalevala staa som et mægtigt ''Opmuntringstegn;'' og den der aldrig havde skænket sit Folk mange Tanker, maatte Værket dog vel vække til Eftertanke, om han vedkendte sig dette som sit, om han følte sig som en Finne.


Ikke blot i denne almindelige Forstand maatte Kalevala blive en velkommen Gave; undersøger vi hvad der videre ligger gæmt i Værket, træder det sprogligt berigende og det digtersk forbilledlige frem som særlige Egenskaber.


Folkesangssamlingerne har da først deres ejendommelige sproglige Betydning. Det før 1800 gængse finske Skriftsprog var udviklet nærmest paa Grundlag af den ret fattige Åbodialekt og opblandet med talrige Svecismer. I det ny Hundredaar fik det finske Finland imidlertid sin »Sprogstrid«, uden at man foreløbig opnaaede nogensomhelst Enighed. Flere skrivende Finner begyndte at indføre Ord og Former fra de rigere og renere østlige Mundarter, saaledes v. Becker i sit Blad; Gottlund († 1875) skrev alle sine Dage haardnakket sit brede Savolaksisk. Det blev helt sædvanligt at hver Skribent holdt sig til sin egen Hjemstavns Bygdemaal; men denne vilde Forvirring spaaede ikke godt for en finsk Litteraturs Fremtid. Ogsaa her skylder Finnerne Elias Lönnrot Tak fremfor alle; han har fæstnet det moderne Skriftsprog, ikke ved at faa ett Landsmaal sat i Højsædet med Udelukkelse af de andre, men ved at aabne Vestfinskens Rammer for Udfyldning fra Øst. De vestlige Lyd- og Bøjningsformer blev i det væsentlige beholdt, men stor Berigelse modtog Sproget i Ordforraad og Sætningsbygning fra Østfinsken. I vore Dage staar det »gammeldags« finske Tungemaal, hvis Lyd- og Bøjningssystem i de sidste to Tusend Aar ikke har forandret sig synderlig meget, fuldt skikket til paa alle Omraader og i de fineste Afskygninger at gøre Fyldest for Nutidskulturens Tarv (Finnerne har endda været særdeles ængstelige for at optage moderne Fremmedord). Lönnrot selv har skabt Terminologier paa højst forskellige Omraader, lægevidenskabeligt, juridisk, botanisk. — For den sproglige Fornyelse har Folkedigtningen med sin rige Ordskat haft ikke ringe Værdi. Det er ikke saaledes at forstaa at dens Sprogform uden videre er lagt til Grund. Selve Folkesangene blev jo sungne for Lönnrot i mangfoldige Mundarter (de Kvad der især ligger til Grund for gamle Kalevala, paa »russisk-karelsk«), og i de ''trykte'' Samlerværker har han gennemført en lidt »kareliserende« Sprogform, der ikke falder sammen med det prosaiske Skriftsprog som han har fæstnet. Men den aarelange Syslen med Folkesangene og det enestaaende Dialektkendskab kvalificerede fremfor nogen Kalevalas og Kanteletars »anden Fader« til at blive den der podede de ædle nye Skud ind i Skriftsprogets gamle Stamme. — Nogle har siden villet gaa meget yderligt i at bruge østlige og digterske Ord i Skriftsproget, andre advarede og viste hen til det kirkelige Sprog som Norm, snart af Hensigtsmæssighedsgrunde, som Snellman, undertiden af religiøse, som A. W. Ingman, hvis Ungdomsdyrkelse af Kalevala og Kalevalas Sprog slog om til Rædsel for Værkets Hedenskab.


Og for at blive staaende ved selve Kalevalas Sprogform, saa viste Lönnrot ogsaa her en lykkelig Evne til at finde den rette Midte. Han vilde ikke omsætte Folkesangene helt i Skriftsprogets Lydform, men bevare deres egenartede Præg af det naturfriske, folkerundne; paa den anden Side skulde de — det havde han jo allerede været klar over, da han i 1831 udgav sin Kantele — saa vidt muligt gøres almenforstaaelige for finske Læsere; og Finland har saaledes opnaaet det Gode, at dets Folkeepos kan læses af en moderne Finne uden nogensomhelst »Forstudier« og kan nydes i alle Detailler ved Hjælp af nogle glossariske Oplysninger. Lönnrot har i Kalevala tillige aabnet en Fundgrube og givet en Norm for dem der forstod at nytte det givne i Retning af et naturkraftigt og smidigt folkeligt Digtersprog.


Og hertil knytter sig en ny særlig Værdi, der var skabt med Kalevala. I dette store Værk var der givet en egen poetisk Stil og et rigt, broget Indhold, en hel »mytologisk« Verden, Æmner der indbød til at tages op, omformes, uddybes af en kommende Digterslægt. Hvor rimeligt om Kærligheden til Folket og dets Fortid ogsaa i Finland gav sig saadant Udtryk. Hvilke Muligheder laa her desuden gæmt, som kunde drages frem, om Eftertiden skulde fostre finske Malere og Billedhuggere; og endelig de folkelige Melodier der lød til Sangene hos Almuen — hvad om kommende Tonedigtere fordybede sig i dem?


Saa havde da Lönnrot med god Grund og med velberaad Hu føjet ''Sangerens Slutningsord'' (L fra 513) til den ny Udgave af sit Værk. Læses de med Tanken paa de Tider der laa forud, og paa det der nu var budt Finlands Folk,	bliver disse Almuesangerens enfoldige Ord en helt hjærtegribende Tale. Fra først af er de kun sagt til Folkeskjaldens egen snævre Tilbørerkres og sigter blot til hans egne personlige Forhold; men de rummer hvad der gælder hele hans Folk. Saadan skildrede jo Sangeren sine Kaar: Ingen egen Moder har han længer, af sin Stifmoder føler han sig forsømt; mange lader haant om hans Kvad, de finder ham langtrukken og kunstløs; thi Almuesangeren har maattet synge med sin Røst saadan som den blev givet ham, og som han har kunnet lære det i Hjemmet. Men netop heri ligger tillige Sangens Adelsmærke, og trøstig udtaler Skjalden derfor tilsidst sit stolte »Det til Trods« — det staar allerede at læse i den gamle Udgave —, trods sine Mangler kender han sit Værd: Han bryder Bane for den kommende Slægt.
 


==Fodnoter==

<references/>
<br><br>


[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Ferdinand Ohrt]]