Om Ragnarok 08

Fra heimskringla.no
Revisjon per 21. des. 2014 kl. 18:04 av Carsten (diskusjon | bidrag) (Begrebet »ragnarok«)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Gudernes skæbne, Louis Moe, 1929
Om Ragnarok
af Axel Olrik


III. Gudernes kamp

8. Begrebet »ragnarok«


Hvor ofte der end hentydes til jordens ødelæggelse, er det dog endnu langt hyppigere, at der peges frem mod gudeverdenens undergang. Og mens jordødelæggelsen famler mellem forskellige naturmotiver, er der langt større enighed mellem kilderne om gudetilintetgørelsen i dens hovedtræk. I begge disse henseender bliver gudernes fald hovedpunktet i ødelæggelsen. I overensstemmelse hermed bærer hele katastrofen navn efter dem: ragna røk, »gudernes sidste skæbne«, »gudernes afslutning, endeligt«. Ordet anvendes endogså om den jordiske verdens opløsning eller ødelæggelse (H. Hund. II 39; Atlam. 22). Kun en eneste gang forekommer aldar røk »verdens sidste skæbne« (Vafþr.), og aldar rof »verdens ødelæggelse« (H. Hund.); dette sidste anvendes kun til afveksling med den egenlige betegnelse ragna røk.


Hvis man kunde være i tvivl om, at de gamle skjalde virkelig har ment det som gudernes undergang, må denne tvivl forstumme ved et blik på de sætninger, hvormed eddakvadene omskriver dette begreb:

»når guderne dør«, þás regin deyja (Vafþr.).

»indtil guderne ødelægges«, unz um rjúfask regin (Vafþr., Lokas. 41, Fjǫlsv. 14, Sigrdr. 19).

»indtil ødelæggerne kommer i ragnarok«, ok í ragnarøk rjúfendr koma (Vegtkv.).


Dette er det store nordiske ragnaroks-problem: en verdensafslutning, der først og fremmest er gudernes undergang. En stejl modsætning til den kristne lære, der samtidig rådte i de sydlige og vestlige lande, og som besang dommedagen som Guds store sejr over djævel og trolde. En ting er sikker, at de, der har forklaret det nordiske ragnarok som opstået af kristne forestillinger, ganske har undervurderet grundpræget i alle vore mindesmærkers opfattelse. Langt sværere er det at sige, hvorledes den nordiske myteverden har skabt en gudekamp med modsat udfald af det, der findes hos andre folkeslag. Vi giver os derfor i kast med de enkelte motivers historie, for at se om den ikke kan føre os nærmere til løsningen af problemet.