Sankt Margarethas saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Helgensagaer

Sankt Margarethas saga

Margretar saga

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2023

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er C. R. Unger: Heilagra Manna Sögur, Christiania, 1877

---

Prolog

Sankt Margaretha og dragen
Fra håndskriftet Ms. fr. 57 fra ca. 1400

Da Vorherre Jesus Kristus var steget op i himlen til den almægtige Gud Fader, sendte han sine apostle vidt omkring i verden for at sprede sit budskab og yde menneskene hjælp. Mange — både mænd og kvinder — antog da den kristne tro. Men det gik dog noget vanskeligt med udbredelsen af troen, for der var flere, som talte imod den, end der fulgte den. Manden, der har skrevet denne fortælling, hedder Theophilus. Han fortæller dette om sig selv: Jeg hedder Theophilus, og jeg tror på den almægtige Gud Fader og Sønnen og Helligånden. Jeg er døbt i hans navn og lærd i de hellige skrifter. Jeg véd, hvordan den hellige Margaretha kæmpede mod Djævelen og besejrede ham og vandt sig evig hæder, og jeg vil opfordre alle, som hører denne fortælling, til at gemme den i deres hjerter, men så tit som muligt finde den frem og bede denne helllige jomfru Margaretha om, at hun hos Gud hjælper os til helse både i denne verden og i den næste.

Her begynder fortællingen om den salige jomfru Margaretha

1. Der var en mand, der hed Theodosius. Han nød stor agtelse efter denne verdens målestok. Han var hedning og ofrede til afgudsbilleder. Han havde en datter, der hed Margaretha. Hun troede allerede i en ung alder på den almægtige Gud, og hun var opfyldt af Helligånden. Da hun hørte, hvordan helgener var blevet pint for Guds skyld, overgav hun hele sin sag i Guds varetægt. Hun var ung, da hendes mor døde, og hendes far elskede hende kun lidt, og han overlod hende til opfostring hos en kvinde. Margaretha voksede op ikke langt fra den by, der hedder Antiochia. Hun vogtede sin fostermoders får i lighed med sine øvrige plejesøstre. Hun var dengang 15 år gammel.

2. Der var en hedensk greve, der hed Olybrius. Han drog fra Asien til byen Antiochia med det formål at få de kristne til at ofre. Og en dag, hvor greven drog af sted med sit følge, fik han øje på Margaretha, og han blev straks forelsket i hende. Han sagde da til sine mænd: »Gå hen til denne pige og spørg hende, om hun er fribåren eller ej. Og hvis hun ikke er fri, så vil jeg købe hende, og så skal hun være min frille, men hvis hun er fri, så vil jeg gifte mig med hende, for hun er smukkere end langt de fleste andre kvinder.« Grevens budbringere fortalte pigen dette.

3. Den hellige Margaretha påkaldte da Gud og sagde: »Vis mig barmhjertighed — Herre! — så min sjæl ikke fortabes blandt umilde mænd, men lad mig hellere finde glæde hos dig i evig lykke. Se til — Herre! — at min mødoms skønhed ikke lider overlast. Her står jeg som et får blandt ulve og er ilde stedt som en fugl i snøren eller en fisk i nettet. Send du din engel til at beskytte min sjæl mod al Djævelens svig, og lad ham give mig styrke til at svare denne onde greve og modstå alle hans pinsler.« Men da budbringerne hørte, hvad pigen sagde, gik de hen og fortalte Olybrius, at denne mø troede på den korsfæstede Kristus, »— og du kan ikke,« sagde de, »— få hende med.« Da blev han vred og befalede, at møen skulle føres hen til ham. Og da hun stod foran greven, spurgte han hende, hvorvidt hun var fribåren eller ej. Den hellige Margaretha svarer: »Jeg er fri og kristen.« Greven sagde: »Hvad hedder du, og hvilken slægt kommer du fra?« Den hellige Margaretha svarer: »Jeg hedder Margaretha, og jeg er den almægtige Guds tjenestepige. Jeg tror på Jesus Kristus, og han vil findes til evig tid, og der er ingen ende på hans rige.« Greven sagde: »Tror du på ham, som vores forfædre korsfæstede?« Hun svarer: »Dine slægtninge blev fortabte, fordi de korsfæstede ham.« Da blev greven meget vred, og han befalede, at hun skulle kastes i fængsel, og han havde i sinde at spilde hendes mødom med trolddomsmidler.

4. Dagen efter lod greven jomfruen lede for sig. Og da hun kom, sagde greven: »Skån din ungdom og dit legemes skønhed! Gør nu, som jeg ønsker, og ær min gud, og da vil jeg agte dig højere end alle andre, som er hos mig, og give dig rigdom i overflod.« Den hellige Margaretha svarer: »Ti stille!« sagde hun, »— for du kan ikke omvende mig fra kærlighed til min Gud, og ham vil jeg tjene, så længe jeg lever; jeg vil lade mit legeme udmatte af pinsler, så min sjæl kan glæde sig sammen med helgenerne i himmeriges herlighed. Og på samme måde som Kristus fandt det passende at dø for at frelse alle, sådan vil jeg også dø til ære for ham.« Da befalede Olybrius, at hun skulle hænges op og piskes med vidjer. Den hellige Margaretha så da mod himlen og sagde: »Almægtige Gud! Du er hele mit værn. Se du efter mig — Herre! — og vis mig barmhjertighed, og lad mig ikke frygte pinslerne.« Og da hun havde sagt dette, piskede de hende, så blodet flød, og mange græd, da de så hende blive pint. Da sagde greven: »Vil du nu tro på og ære min gud — Margaretha?« Den salige Margaretha svarede: »Jeg vil ikke ære din døve og stumme gud.« Da blev greven vred, og han befalede, at hun skulle hænges op igen, og han lod derpå hendes kød flænse med jernkroge. Og de mishandlede hende sådan, at greven ikke kunne holde ud at se på det, men holdt kappen op for sine øjne, mens han sagde: »Hvorfor vil du ikke føje dig efter min befaling?« Hun svarede: »Hvis jeg føjer mig efter din befaling, da skal min sjæl lide evige kvaler sammen med dig.« Derefter beordrede han, at man skulle føre hende til fængslet.

5. Og da Guds mø trådte ind i fængslet, signede hun sig og sagde: »Hør — almægtige Gud! — lad mig møde Djævelen og kæmpe imod ham. Men hvad kan jeg stille op imod ham? Døm du imellem ham og mig! Alt mit håb er hos dig — du, som lovprises i al evighed!« Og Margarethas fostermoder kom til fængslet og havde brød og vand med til hende, og hun hørte hendes bøn, men da hun var gået igen, dukkede en frygtelig drage op i et hjørne af fængslet. Den havde flere forskellige farver, dens hår lignede guld, dens skæg var hårdt som torne og dens tænder som jern og så store som på en vildgalt, dens øjne var som levret blod, flammer stod ud af øjnene på den, den havde en hugorm rundt om halsen, og der kom en kraftig og ond dunst fra den. Og da den kom ud midt på gulvet, rejste den sig op og spillede med tungen. Fængslet blev oplyst af den ild, der stod ud af mund og næse på den. Da blev Margaretha så ræd, at hun sank til jorden, og hun huskede da ikke, at hun forinden havde bedt om at møde Djævelen. Hun rakte da sine hænder mod himlen og sagde: »Hør mig — min almægtige Gud! — og hjælp mig, så denne frygtelige drage ikke vinder over mig.« Men da hun havde sagt dette, lagde dragen overkæben på hendes isse og stak tungen under hendes fødder, hvorpå den slugte hende. Men da hun var ud for dragens hjerte, sprak den i to dele, mens den hellige Margaretha rejste sig uskadt. Da så hun en anden djævel til venstre for sig; han sad ned, og hans hænder var bundet ved hans knæ. Da sagde den hellige Margaretha: »Lovet være dit navn — Herre! — nu glædes min sjæl, for jeg ser dragen ligge død, og djævelen er bundet. Jeg takker dig for dette — hellige Gud! — og jeg lovpriser dig — udødelige konge!« Da rejste djævelen sig, som før sad ned, og sagde til jomfruen: »Dine bønner har stor kraft. Jeg sendte min bror Rufus, for at han skulle følge efter dig og tilintetgøre din skønhed, men du overvandt ham med et korstegn, og nu vil du dræbe mig med dine bønner.« Da greb den salige Margaretha fat i djævelens hår og kastede ham til jorden og trådte ham på halsen med sin højre fod og sagde: »Du skal ikke friste mig — din onde ånd! — for jeg er Kristi tjener.« Da viste der sig et kraftigt lysende kors i fængslet; en due sad på korset og sagde til Margaretha: »De hellige engle venter på dig ved porten til Paradis.« Den salige jomfru Margaretha takkede da Gud for denne åbenbaring. Derefter sagde hun til djævelen: »Hvad er du for en?« Han sagde: »Jeg beder dig — Guds tjener! — om at fjerne foden fra min hals, så jeg kan fortælle dig om mine gerninger.« Hun løftede foden. »Jeg hedder Beelzebub, og jeg har forledt mange retsindige mennesker. Jeg har kæmpet mod mange, og ingen har før overvundet mig, men nu har du sprængt mit øje og nedbrudt min styrke. Jeg kunne have sveget din far og din mor, men nu har Gud vist dig en sådan gunst, at vi alle frygter dig. Jeg kæmper mod retsindige mennesker nat og dag, jeg gør dem blinde på deres øjne og i deres sind, og jeg lader dem se bort fra himmelsk visdom. Jeg kommer til mennesker, mens de sover, og jeg vækker dem og driver dem mod skadelige ting. Og hvis de opdager noget, når de vågner, så gør jeg dem uret, mens de sover. Men dette gælder kun dem, der ikke elsker Gud og er skødesløse med at signe sig, for jeg bliver besejret af alle dem, der er som dig. Jeg véd ikke, hvad jeg skal stille op, nu hvor en jomfru har overvundet mig. Jeg tror ikke, det var sket, hvis en mand havde gjort dette.« Da sagde den hellige Margaretha: »Hvem befaler dig at svige gode mennesker? Hvad er du for en?« Han svarede: »Fortæl mig, hvad du er for en!« Hun svarede: »Det har du ikke fortjent at få at vide — må Gud vise mig barmhjertighed!« Djævelen sagde: »Satan er vores konge; han blev uddrevet af himmerige, og fra ham kommer djævleslægten. Vi færdes ikke bare på jorden, men indimellem også med vinden i luften. Nu vil jeg ikke fortælle dig mere, for jeg ser Kristus hos dig. Men jeg kunne dog fortælle dig mere, hvis du lader mig slipper fri efter din død, så jeg kan kæmpe mod retsindige mennesker. Kong Salomon spærrede nogle af os djævle inde i et kar, men efter hans død gjorde vi sådan, at karret udenpå fremstod som værende en gud; da kom der enfoldige mennesker fra Babylon og slog karret itu.« Da sagde den hellige Margaretha: »Ti stille — din onde djævel! — og far ad Helvede til og gør ingen mennesker skade.« Så fór han hylende bort.

Margarethas bøn

6. Dagen efter befalede greven, at møen skulle stilles for hans domstol. Der kom mange mennesker for at se, hvordan hun blev pint. Da sagde greven til hende: »Det var passende for dig at ære min gud og gøre, som jeg befaler.« Hun svarede: »Det var passende for dig at ære Jesus Kristus og være hans ven.« Greven sagde: »Klæd hende af og svid hende med fakler!« De gjorde, som han befalede. Da bad den hellige Margaretha til Gud og sagde: »Brænd du — Herre! — de urene pletter af mit hjerte.« Greven sagde: »Du skal ofre til vores guder!« Så befalede greven, at man skulle hente et stort kar fyldt med vand og binde hende på hænder og fødder og kaste hende i karret. De gjorde, som han befalede. Da så den hellige mø mod himlen og sagde: »Hør min bøn — Herre! — og løs mine bånd, og da vil jeg give dig lovsang som mit offer. Kom over mig — hellige due med Helligånden! — og velsign vandet i dit navn og hjælp mig — Herre! — med din barmhjertighed og døb mig i dette vand i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.« Da skælvede jorden voldsomt, og en due kom fra himlen med en guldprydet krone, som den satte på hovedet af den salige Margaretha. Da faldt båndene af hendes hænder og fødder, og hun trådte ud af karret og priste Gud. Da lød en stemme fra himlen, og den sagde: »Kom — Margaretha! — til den evige hvile hos Kristus. Kom du til himmerige! Salig er du — Margaretha! — fordi du bevarede din mødoms skønhed.« I samme stund blev fire tusinde mennesker omvendt til den kristne tro — og så er hverken kvinder eller børn talt med.

Margarethas død

7. Efter dette befalede greven, at den hellige jomfru Margaretha skulle halshugges, og hun blev derpå ledt ud af byen. Da sagde den mand, der skulle halshugge hende, og som hed Malcus: »Jeg vil ikke halshugge dig, for jeg ser Kristus stå hos dig med sine engle.« Hun svarede: »Hvis du ser Kristus stå hos mig, så beder jeg dig om at vente lidt, mens jeg beder for mig.« Han svarede: »Bed du, som du ønsker.« Da påkaldte den salige Margaretha Gud og sagde: »Hør min bøn! Jeg beder om, at de mennesker, som læser fortællingen om mine pinsler, bliver renset for deres synder; og rens samtidig hver og én, der bringer lys til min kirke, for deres synder; og udfri — Herre! — alle, som er stedt i fare eller nød og påkalder mig for at få hjælp. Jeg beder endvidere om — Herre! — at den, der ihukommer mine pinsler eller holder den bog, hvori fortællingen om mine pinsler står skrevet, bliver renset for sine synder. Jeg beder dig desuden om — Herre! — at du lader den, der skriver fortællingen om mine pinsler eller køber denne bog, blive opfyldt af den hellige ånd, og at du ikke lader noget barn blive født død eller vanskabt i det hus, hvor den bog befinder sig. Og tilgiv — Herre! — den mand, der har min bog i sin varetægt, for hans synder, såfremt han beder dig om barmhjertighed.« Da lød der et vældigt brag af torden, og en due fløj gennem luften med et korstegn, og der blev sagt til den hellige Margaretha, så alle, der var til stede, hørte det: »Salig er du — Margaretha! — fordi du søgte min barmhjertighed og aldrig glemte det i dine bønner. Jeg sværger ved mine engles ære, at alt, hvad du vil bede om, skal blive dig tilstået, og såfremt en syndig mand kommer til det sted, hvor dine hellige levninger opbevares, og er ydmyg og angrer sine synder, da skal han få tilgivelse for dem. Og ingen djævel skal komme ind dér, hvor fortællingen om dine pinsler findes, men der skal snarere findes kærlighed og fred dér. Salig er du — Margaretha! — fordi jeg er med dig, og jeg vil åbne himmeriget for dig.« Da så den hellige Margaretha på de mennesker, der var til stede, og sagde: »Hør — fædre og mødre, brødre og søstre! — jeg råde jer i hele verdens evige konges navn til at ihukomme mig og nævne mit navn, og selv om jeg er en synder, så beder jeg dog Vorherre Jesus Kristus om at skænke evig barmhjertighed til alle dem, som dyrker mig.« Så rejste hun sig og sagde: »Tag du nu dit sværd og hug hovedet af mig!« Han svarede: »Jeg vover ikke at halshugge dig, for Gud talte til dig.« Den salige Margaretha svarede: »Du kommer ikke til Paradis sammen med mig, hvis du ikke gør dette.« Så huggede han i stor rædsel hovedet af den salige Margaretha. Han sank straks til jorden ved hendes højre side og sagde: »Tilgiv mig denne synd — Herre!« Mange døve og blinde mennesker kom derhen, og de blev alle helbredt for deres mén. Guds engle fór med Margarethas sjæl til den himmelske glæde og priste Gud med lovsang.

Og jeg tog, fortæller Theophilus, den hellige jomfra Margarethas lig og begravede hende i husfruen Scindecias hus. Jeg kom til hende, og jeg så de pinsler, hun blev udsat for, og jeg skrev fortællingen om hende. Jeg har skabt hendes minde, og jeg beder jer om — kristne mennesker! — at I beder om, at hun må ihukomme jer i sine bønner til den almægtige Gud, som lever og regerer i al evighed. Amen.

---

Noter: