 Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.
Nordiske myter og sagn
Vilhelm Grønbech
1927
SAGAER OG SLÆGTSAGN
Vølund
Der var en konge blandt Lapperne som havde tre sønner, Slagfin, Egil og Vølund. De jagede ofte på ski og havde bygget sig en hytte ved bredden af Ulvsø i Ulvedal. En morgen årle da de kom ud, så de tre kvinder sidde ved søen og spinde lin, og ved siden af dem lå deres svaneham, ti det var valkyrjer. Brødrene tog dem med sig hjem og ægtede hver sin af valkyrjerne, og de levede sammen i stor kærlighed i syv år; men i det ottende år begyndte valkyrjerne at længes efter at ride over store skove til strid, og i det niende tog de til deres svaneham og fløj bort, medens brødrene var ude på jagt. Da mændene kom hjem, ledte de ude og inde i det øde hus, men fandt ingen steder dem de søgte; dag efter dag sad de og ventede på at kvinderne skulde slå ned og aflægge deres svaneham for at blive hos dem, men de kom aldrig tilbage. Til sidst kunde Slagfin og Egil ikke holde det ud mere for længsel og begav sig ud for at søge efter deres hustruer, men Vølund blev tilbage i Ulvedal. Han var en kunstfærdig mand, og medens han sad og ventede, smedede han ringe; han drog dem på vidjer og drog dem af igen, han legede med dem og lod dem løbe mellem fingrene, mens han lyttede efter hende som aldrig kom, og ringene blev så mange, at rebet blev bugnende fuldt af dem.
Kong Nidud hørte om manden som sad i Ulvedal og fyldte sit hus med ringe, og han fik begær efter at eje alt det meget guld. En aften lod han hestene sadle og red med sine mænd i måneskær til Vølunds hytte; de bandt hestene under gavlen og gik ind. Da de åbnede døren, fandt de stuen tom; så gik kongen gennem huset og så sig om i alle kroge, og han fandt syv hundrede ringe, alle trukne på snor. Han tog dem en for en og prøvede dem i hånden; den allerkosteligste stak han på armen, men resten trak han igen på snoren og hængte dem på deres plads. Derpå lod han sine mænd skjule sig omkring huset, og selv satte han sig på lur i en krog. Sent ud på aftenen, da månen var gået ned, kom Vølund hjem fra jagt og tændte ild op; han skar sig en brad af den bjørn han havde fældet, og stak den på spid. Mens han ventede på at stegen skulde blive mør, sad han på skindet i skæret af ilden og lod ringene glide mellem fingrene; da så han at en manglede, og han tænkte, det kunde hænde hans hustru havde været i huset og hentet sin ring. Han sad så længe og talte på ringene, at han faldt i søvn, og da han vågnede op, mærkede han at der lå reb og snærede om hans arme og fødder. Han spurgte efter hvem det var som havde bundet ham, og Nidud svarede: "Hvordan er alt det guld kommet i Ulvedal?" "Jeg behøver ikke at plyndre ormebo for at få ringe," sagde Vølund, "i min slægts hjem er der fuldt op af guld." Nidud gav ham ikke noget svar herpå, men lod ham føre til kongsgården. Da mændene kom dragende ind på gården med den bundne Vølund stod dronningen udenfor; hun fulgte ham med øjnene og sagde med dæmpet røst: "Han ser ikke glad ud, den mand som I slæber ind fra skoven." Kongen tog guldringen af armen og gav den til sin datter Bødvild, og det sværd som Vølund havde ejet, spændte han om sin egen hofte.
Nidud satte nu Vølund til at smede for sig. Dronningen vogtede på ham, mens han stod ved essen, og hun advarede sin husbond og sagde: "Vogt dig for ormen derhenne, ser du det glimter i hans øjne, og han skærer tænder, når han fanger et glimt af dit sværd eller af Bødvilds ring? Hvis du var klog, gjorde du noget ved ham, så at han ikke kunde bruge sine fødder, og satte ham på et sted hvor han var vel forvaret." Nidud så til Vølund og gjorde efter sin hustrus råd; han lod senerne skære over i knæhaserne på smeden og førte ham ud på en holm, som hed Sævarstad. Der sad nu Vølund og smedede alskens smykker og ringe for kongen, og mens han arbejdede, klagede han og sagde: "Her sidder jeg evneløs; mit gode sværd, som jeg har smedet ret efter mit eget sind, det dingler nu ved Niduds lår, og den ring som ventede på min brud, den bærer nu Bødvild, og jeg har ingen trøst i vente." Og Vølund hamrede dag og nat for at døve sin sorg.
En dag kiggede Niduds to sønner ind i smedjen til Vølund; der så de en stor kiste og sagde til Vølund: "Giv os nøglen, vi vil se hvad der er i kisten." Da de lukkede op, så de dernede så meget guld, at det svimlede for øjnene af dem. Vølund sagde til dem: "Om I kommer til mig i morgen, skal I få så meget guld I vil; men vogt jer vel, at ingen får at vide I har været i smedjen." Knøsene stod op om morgenen mens det endnu var årle, og roede til Sævarstad for at vælge sig de bedste ringe; men da de stod og bøjede sig over kisten for at rage i guldet, huggede Vølund deres hoveder af, og deres kroppe kastede han i essen, men om pandeskallerne lagde han sølv og gjorde bægere af dem. – En dag da Bødvild stod og legede med sin ring, brast den i hænderne på hende; hun blev bange for hvad Nidud vilde sige, når han så at ringen var i sønder, og i sin nød tog hun ud til Vølund og bad ham gøre ringen hel, uden at kongen fik noget at vide. Vølund sagde: "Giv mig ringen, jeg skal bøde den, så at du selv synes den er lige så god som før, og din far og mor synes den er skønnere end nogen sinde." Bødvild turde ikke gå uden at få den med sig og satte sig til at vente. Vølund smedede og drak derimellem, og han fyldte hornet igen og så på hende og sagde: "Drik, om du er tørstig." Hun tog hornet og drak, men øllet var så stærkt, at hun sovnede der hvor hun sad. Da gjorde Vølund ved hende hvad han vilde, og da hun kom til sig selv, forstod hun hvad der var sket, og gik grædende op til kongsgården.
"Nu har jeg hævnet det onde Nidud har gjort mig," sagde Vølund, "alt uden en eneste ting, at han skar mig, så at jeg nu hinker lam omkring." I hemmelighed havde han fanget fugle, medens han sad på Sævarstad, og virket sig en fjederham af deres vinger; den tog han nu på, og han fløj over vandet og satte sig højt oppe på taget af kongshallen. Dronningen stod udenfor og så ham komme susende, og nu var hans komme anderledes end dengang Niduds mænd bar ham bastet ind fra skoven; da hun havde fulgt ham med øjnene og lagt mærke til hans blik, gik hun ind i hallen og satte sig tungt op ad væggen. "Sover du, Nidud?" spurgte hun kongen. "Nej," svarede han, "mine øjne får aldrig et blund, siden mine sønner forsvandt; de råd du har givet mig, var så kolde, at de isner gennem mit hoved, jeg vil gå hen og få Vølund i tale." Dronningen sagde at han behøvede ikke at gå langt for at tale med Vølund om han blot gik udenfor, traf han tidsnok den han tænkte på. Nidud gik ud og så Vølund sidde i et brus af vinger på taget; han råbte op til ham og sagde: "Du alfedrot, sig mig om du ved hvad der er sket med mine sønner, siden jeg sidst så dem springe karske omkring." Vølund svarede: "Jeg skal sige dig alt hvad du vil vide; men først skal du sværge mig en ed ved alt det dyreste du ved, at du aldrig vil tage hævn på min brud." "Jeg sværger den dyreste ed jeg kender," svarede Nidud, og Vølund talte videre: "Så skal du først vide, at min brud går i din sal og bærer mit barn i sit skød, og det barn er din eneste arving; og vil du finde dine sønner, da søg under min esse på Sævarstad; men deres pandeskaller har du ofte kysset, når du satte din drik for munden." Og dermed svang Vølund sig op i luften. Men Nidud stod med tilbagebøjet nakke og skreg op: "Det var besk nyt, og det ene bitrere end det andet; det skulde du komme til at bøde for, om du ikke red så højt, at ingen pil kan nå dig." Med en latter gled Vølund bort gennem luften, og Nidud sad nedbøjet tilbage. Da han fandt sig selv igen, sendte han bud og lod Bødvild kalde til sig. Hun kom og stod foran ham, og han så op på hende og spurgte: "Er det sandt, at du bærer Vølunds barn." Hun svarede: "Du siger kun hvad sandt er, jeg har siddet på øen hos Vølund en ulykkesstund; jeg mægtede intet mod Vølund, jeg havde ingen vilje at sætte mod hans."
|
_09c.jpeg){kind=small}
