Vor Folkeæt i Oldtiden: Vadium

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Vilhelm Grønbech Ill.: clm. Vor Folkeæt i Oldtiden II Vilhelm Grønbech Femte bog: Excurser og henvisninger Excurser 8. Vadium (side 308) Den gammeldags form kunde uden vanskelighed tilpasses efter middelalderens indviklede forretningsgang. Vadiet var mandens legitimation i det sociale liv, og dets levnedsløb indeholder kulturens historie i en nød. Vi er i stand til at følge formernes udvikling og se hvordan skallen vokser og klemmer oplevelsens kærne tættere og tættere sammen, til den lille forkrøblede rest også forstenes, og formen begynder at indkapsles som en død klump i ny tanker. De dokumenter hvori det yngre slægtled har bogført deres indbyrdes mellemværender er åndelige palimpsester, hvori middelalderens og oldtidens gransker hver læser sin historie. På grund af dets ævne til at binde giver og modtager og til at gøre en overenskomst endelig – fæste den, er vadiet enden på ethvert brud på den gode forståelse mellem mænd, det er det punktum der gør det forgangne til et forbigangent. Det kan være en drabsmand, der fredeligt kommer til rette med eftermålsmanden om betalingen af en bod, og straks udhænder sit vadium som sikkerhed for betalingen. Eller det er Theodorik og Urso der kommer til den hellige fader Benedikts kloster, der hedder Floriacus, og beder ydmygeligen om tilgivelse for en synd de har begået overfor Vorherre og St. Benedikt og hans munke, ved mod lov og ret at ville rykke den gave som deres afdøde slægtning har testamenteret for sin egen og sines salighed. Abbeden ser deres angers oprigtighed, takker Gud for den, og tænker på ham der ikke straks straffer syndere, men leder dem til omvendelse; og han tager imod det vadium de byder frem som sikkerhed for deres vilje til at gøre uretten god igen. Atter kunde det hændes en mand, at han (side 309) ubesindigt gik ind i næstens hus på en måde som han ikke burde have gjort, hvis han havde tænkt sig om, – lad ham give husherren sit vadium eller, hvis værten ikke er til stede, lægge sit vadium på dørtærskelen, og han skal da ikke bringes i ulejlighed for mere end tre soldi. Så får vadiet sin regelbundne plads ved processens afslutning for domstolene. Klagerens våben er den skarpe sigtelse, der trænger igennem lykke, og ære, marv og ben, om den ikke bliver opfanget i lovligt »værn«; modstanderens våben er eden, hvormed han »renser« sig for det mærke som ordets magt er ved at trykke ind i ham, og den der ligger under erkender sit nederlag ved per sit vadium at give det urette mammon tilbage, ved per sit vadium at give tilbørlig oprejsning, eller love ikke at volde sin modpart nogen uro mere i hans ret. Men allerede længe inden striden er kommen til opgørets tærskel, har vadiet haft sin plads at fylde. Den skadelidte går til sin modpart og siger: »Du er manden; hvad gør du for at skaffe mig ret?« Den anden kan svare vel, og gøre ham ret, eller han kan sige: »Hvad har jeg med dig at skaffe? Tingen er min, retten er min, og her er mit vadium, at jeg vil tilfredsstille dig ved at bevise min ret«; og nu står hans ord inde for at han til den aftalte tid vil møde op og sværge den ed der er al tvistigheds ophør. Vadiet er da blevet den tap hvorom rettergangen drejer sig, mødetvangen skabtes i det øjeblik den stævnede erkendte at han var ramt af sigtelsen, og bandt sig til mødet for retten; sagen på tinge kulminerer i den dom der pålægger ham at gøre ret mod klageren og give ham – klageren – sit vadium på at til den og den tid skal han føre sit bevis eller yde oprejsning. »Petrus, Martin klager over at du ikke besidder det du har med rette; kan du bevise din ejendomsret?« Petrus kan. »Da giv Martin dit vadium på at du i betimelig tid vil møde op og have beviset med dig.« Er Petrus til behørig tid mødt op med sit »værn« i beredskab, da har han friet sig, og hans modstander har intet mere over ham at sige; kan han ikke drage ind på tinge i spidsen for en lang rad mededsmænd, stille dem i række og geled og dundre sin ejendomsret ud i deres og sin egen ed, da holdes han af sin givne hamingja til bøden. Petrus og Martin er Langobarder, og som de bærer sig ad sådan handler ikke blot alle Langobarder, men mange af deres åndsfrænder. Frankerne havde i visse henseender deres egen sæd: de »kastede« deres festuca – svarende til de andres vadium – hen i favnen på modparten. I handlingen indebæres en reminiscens af den gamle eftertrykkelige måde at overhænde ting, sådan at de helt og holdent hengav sig til modtageren. Det sværd hvormed Beowulf fik overdraget sin manddom og sin del af herskerarven, blev »lagt i hans skød«, og som forklarende vidner til denne højtidelighed står på den ene side (side 310) det gamle angelsachsiske fyndsprog: sværdet hører til ved skødet, og på den anden side den sprogbrug som lader »i skødet« være nær ved at blive identisk med i »besiddelse«. I den frankiske gestus ligger måske desuden en særlig udtrykkelighed: ihænderen giver uden at fingerere ved gaven under overrækkelsen, og han sender den helt over fra sig til den anden. »... Og den mand mod hvem sigtelsen rettedes, var selv til stede, og han nægtede ingenlunde sagen, men tilstod tværtimod at han havde dræbt den mand for hvis skyld der klagedes. Altså faldt dommen i sagen, så at han ved sit vadium skulde bøde boden, så og så mange soldi, og det skete.« Der ender en germansk retssag. Ved overrækkelsen af vadiet har han bødet, har han gjort ret – de ord er født i bogstavelighed, hvad de så end blev til af lovfrase senere hen. Dommen behøvede ikke at se ud over tingstedets grænser og træffe foranstaltninger for de to modstanderes endelige opgør, ti ved overrækkelsen bødede han lige så godt som om han havde opradet sine køer foran modstanderen. Vadiet trak hovedhandlingen efter sig, fordi det, selv der hvor det optrådte i sin beskedneste form udadtil, indeholdt endog langt mere end så og så mange køer og så og så mange alen vadmel, nemlig giverens liv – vilje, ære og lykke. Er tyngdepunktet flyttet helt over i ceremonien, da får denne en naturlig trang til at udvide sig, så at man f. ex. ikke nøjes med at kaste festucaen, men afrunder handlingen ved først at tage den op fra jorden. Det tvingende glider ned i forpligtelse, og vadiet bliver et tegn, der henter sin kraft fra den anerkendelse retten under det som et vidnesbyrd for offentligheden; det trænger ikke længer til at fæste menneskers vilje, men til at fæste deres tanker og hukommelse ved det skete. Og nu gælder det om at gøre det gode så mange gange som muligt: nu da der ikke længer indefra kommer en modvægt af erfaring, som siger at det er sket, forlanger man bevis på bevis. Bunken vokser mellem sælger og køber, til de står og råber til hinanden over en raritetssamling af græstørv og jord, grene og knive, handsker og vanter, stokke og stave. Så er der ikke langt frem til de tider da formen er stivnet tilstrækkeligt til at blive en prøvesten for hårde juristhoveder; udlæggelse, kombination, begrundelse, definition – der er spillerum for skarpsindighed, og der er travlhed for skolede hjærner som knirker efter noget at male. Hvor må hoved og fingre have kriblet af professionelt velvære på skriveren, når han præntede et ceremoniel som den langobardiske forlovelse, hvor pigens fader først har at give vadium på at den og den dato i Februarii måned skal brylluppet stå, dernæst med – per – en stav korporligt overdrager bejleren sin datter, for så umiddelbart efter ved samme stav at få hende lige så korporligt tilbageleveret at gemme til bemældte dag i (side 311) bemældte måned. Hvor genkender man ikke dogmatikerens økonomiske omgang med overleverede former i den måde hvorpå lønnegaven i langobardisk ret er omstemplet til en forretningsakt, der udtrykker modtagelse af en erklæring; når man ved et retsligt forlig tilsiger modparten at alt skal være glemt, eller når man ser sin modstander beredt til ed, og ens samvittighed vidner med en at man lige så godt kan sige buk med det samme og spare ham eden, da kvitterer den anden mod en lønnegave; og med en lønnegave erkender bejleren at han har fået jaord, til trods for at han lige i forvejen har betalt noget der skal gælde for fæstegave. Dødsstivheden skrider frem: det ene symptom på afdøen mælder sig efter det andet. Symboliken forsøger sig som erfaringens stedfortræder, – når f. ex. den meget benyttede handske bliver håndens ide, håndmagtens billede, hvormed køberen iklæder sig ejendomsret, eller når den romerske brudering skaffer sig hjemmel ved at gå ind i vadiets hellighed. Så umærkelige er overgangene, at ingen kan sætte sin finger på et bestemt punkt og sige: Der holder erfaringen op at virke. Tiderne bragte skrift med sig, skriften dokumenter; man kunde selv sidde og se klærken opsætte en vilje, som jo da måtte være den man havde indgivet ham; men dokumentet gjaldt intet, hvis det ikke viste sin kraft som ihænd. Skriveren skulde først have pergament og blæk overrakt som bemyndigelse til at skrive; og der hvor før vadium og handske havde ligget som det levende stempel på transaktionen, der samledes nu vadiet, handske og pergament til hobe. Wed, Vadium findes på angelsachsisk i betydningen: a. vadium. Undertiden gående ud fra juridisk betydning (= »fæste dom«) til noget sådant som: »tage sin straf for«, – eller det er brugt i overført betydning. b. Tilsagn, gående over i betydningen c. pagt eller forpligtelse. På angelsachsisk er den oprindelige betydning bevaret i wedbróðer = gavebroder, som det er værd at sammenligne med glossatorens sammenstilling af wed og gifu. Nordboerne havde også ordet veð og differentiationen er hos dem ført igennem, så meget des kraftigere som veð helt var gået over til at få pekuniær betydning, blive pant i moderne forstand. _________ Sådan som fæstemålet står portrætteret i de langobardiske juristers håndbøger er det et lille kunstværk, indtagende som enhver mesterskabelse i hvilken en stump liv er bragt under formernes harmoniserende indflydelse. Lad os da med dem kalde pigen Christine og hen- (side 312) des fader Andreas; ind triner Martin som bejler, og han bliver vel modtaget. Han rækker Andreas sit vadium på at Christine skal få det alt som en ret hustru bør have det, og Andreas forlover ham sin datter ved et sværd og en vante; dem har så bejleren at tage imod. Atter finder Andreas et vadium frem til forsikring på at han vil overdrage Martin datteren til hustru, med medgift som sig hør og bør, og Martin står til gengæld parat med sit, der betyder at han vil modtage hende som ret ægtemand bør. Endelig når de ind til præstationsspørgsmålet, og når det er vel klaret, takker bejleren for al godvilje og for pigen med sin lønnegave. Mod denne sirlige kunst er et svensk frieri nær ved at fortjene navnet ren natur. Der kommer endnu bejleren til pigens fader eller formynder med sin »tilgave« – den gave som skal tjene til opnåelse; formynderen ser på gaven og ser på ham, og hvis begge tækkes ham, tager han imod klenodiet og tilsiger ham sin frænke, og de to »fæster« pigen og partiet ved håndslag. Når håndslaget er faldet, da er det modtagne blevet forloverens, hans at kalde med rette, og svogerskabet står nu fast og venter på brylluppet. Allerede det at Svenskeren her kan tale om gave gør ham hundreder af år ældre end Langobarden; men en absolut modsætning: pant kontra gave, har ingen gyldighed, hvis den skal stå som repræsentant for et descendensforhold. Vadiet er ikke blevet hvad det var, gennem et brud på klenodiets karakter som gjorde at det slog sig på jura; og når gaven her i Norden senere kastede sig over det ædelmodige og kun vilde gælde som en foræring, gik den lige så vidt som vadiet i retning af at fornægte ihændets oprindelige væsen. Ihændet var noget mere end begge, noget hvori begge gik op, og den systematiske adskillelse som vi ud fra vore vaner uvilkårlig foretager mellem gaven, der bringer vennesind og virker vennesind, og pantet der skal binde og kue, den forsvinder endeligt i en dyb psykologisk enhed. Ved siden af disse to har Angelsachsernes form for svigerfaderens første modtagelse af sin svigersøn krav på plads her som en tredje repræsentant for gavens muligheder, der hverken lader sig identificere med nogen af de andre eller aflede af dem. Det som hos Sydlændingen hedder vadium og hos Nordboen gave, kalder den engelske tunge for wæd. Her træder brudgommen frem for pigens frænder med sit wisd-bestyrkede løfte om at han vil have deres frænke til hustru efter Guds ret, og ved hans side står hans frænder rede til at gå i borgen. Han lyser da hvad han vil give hende for hendes godvilje, og ved alt hvad han lover, er pantet beredt til at træde ind, og man hører frændernes enstemmige: vi er borgen. Og når alt er vel overenskommet, da fæster – vædder – hendes frænder deres frænke ham til hustru som har begæret hende. (side 313) Angelsachserne fornægter sig ikke her som de civilisationens mænd de er, der lever et kristent liv fremfor andre; som et symbol står ved indgangen den dobbeltsidige formel: efter Guds ret og verdens sæd. Fra realitetens side har de næppe noget oprindeligt forud for deres frænder på fastlandet, og dog er der en egentone i deres wæd som røber at de er gået deres selvstændige lige vej fra udgangspunktet; ti vel var deres wæd et pant, et vadium, men det vil stedse være hvad det er i kraft af sin ævne til at »forbinde«. Exempler på den juridiske brug af vadium: I arrha har germansk indgået en forbindelse med fremmed sæd; om udfaldet kan vi ikke sige andet end at vore frænder har taget og givet arrha med den forpligtelse som bandt deres egne sjæle. Vadium bruges: a. Når det gælder om at fæste køb og betaling, b. fæste brud, c. og på alle mulige enkeltheder i aftalen. d. På arvedeling, e. på afgift. f. Når det gælder om at fæste køb eller gave = afslutte og overdrage. Vadiet indeholder jo garantien for at ejeren vil antistare et defendere. g. Ved forpagtning; vadium gives fra den ene eller den anden side eller gensidigt. h. Som sælgerens vilje nævnt ved skødningen. i. Til overdragelse af myndighed. j. Ved forligelse. k. Når det gælder om at fæste ed. – Hos Langobarderne var det blevet skik at modparten gav sit vadium på at ville modtage og anerkende eden –, l. fæste bevis, hjemmel, m. fæste ed eller eventuelt bøde, n. fæste tvekamp. – En ejendommelig udløber omtales, hvor vadiet betyder at udsigeren binder sig til det udsagn han afgiver, og falder med det. o. Fæste dom, love at bøde etc. p. Opgive krav, love adlyden. q. Vedgå forpligtelse. r. Udlevere det omstridte. s. Ved rettighed til afgifter. Henvisninger (side 407) 308. Drabsmand, Roz. 511. – Theodorik, Thev. 73. 309. På dørtærskelen, Lex Baj. 11. 4. – Petrus, Liutp. 62 (3). De to stadier som jeg har adskilt, går jo i virkeligheden over i hinanden, og selvfølgelig bliver sigtelsen fældende, hvad enten den sigtede anerkender mødetvangen eller ikke, som fremhævet i 1ste bog. – festuca, se exc. 9 A. – I skødet, Beow. 2194 cf. B A Po. I 339 (25); Beow. 2404; Satan 672. Sml. også nordiske minder i et ord som knékast. 310. Og den mand, Roz. 467. — per vadium, at sprogbrugen per er latinsk inspireret gør intet skår i dens ævne til at udtrykke en germansk oplevelse. – Afrunde handlingen, Mon. Germ. Leg. V 421. – Til vidnesbyrd, Thév. 170; Loersch 97; Redon n. 179 etc. – Ophobning, allerede følelig i adskillige af de citerede exx., cf. Thév. 52, 124. – Langobardisk forlovelse, Loersch 78. 311. launegild, Roth. 143 form., expos. § 7; 184. – Eftergivelse af ed, Tosti: Monte Casino (1842) I 222; Cod. Cav. In. 115 f. etc.; – af mededsmændenes ed efter at hovededen er aflagt, Cod. Cav. I n. 377; – af bøde etc., Cod. Cav. II n. 288, 302; – når den stridende modpart giver køb, Ficker n. 48 p. 71 cf. det snurrige Cod. Cav. II n. 288. – Brudgommens lønnegave, Thév. 48. – Håndens ide, cf. Thév. 137; Hist. Fris. no. 421; Thév. 121. – Brudering, Liut. 30; Cart. Lang. 16 viser hvordan den romerske skik trængte ind, og så måtte den nødvendigvis adopteres af de følelser som rådede over dette forhold i sjælen. – Dokument, Thév. 42, 52, 105, 136, 143, cf. festuca notata, Thév. 52, 105. – Angelsachsisk, a. Lieb. 228 (3, 2), 230 (7, 12), 92 (8); cf. Anglo-Sax. Chron. a. 926, 1014 etc.; Gen. 2070. Gående ud fra juridisk betydning: Elene 1283. Overført: Beow. 2998. – b. Lieb. 238 (5), 166 (3), 181 (10). – c. Lieb. 142 (5), 208 (1, 5), 46 (1); cf. Gen. 2309; And. 1631. – medbroder, cf. AS Vocab. 225 (7). Gave og vadium er to sider af samme sag, nævnt efter deres virkemåde. – Nordboerne, cf. Skånel. 182 som illustration på at pengeerstatning træder i steden for tilliden til lykkens bekræftelse. – Fæstemål, Roth. 182 form. (= Thév. 48); cf. Roth. 195 og Cart. Lang. 16. 312. Tilgave, Vestg. I Gipt. 2; cf. Vestm. II Ærf. 1. – Angelsachserne, Lieb. 442. 313. Juridisk brug, – vor klassifikation er naturligvis kun at tage som en ordenshåndhævelse, hvor man genner exemplerne ind i forskellige båse efter rent udvortes kendemærker; det vadium der foreløbig fæster købet, er jo ikke mere halvt end det gennem hvilket handelen gøres fuldstændig. Se definitionen i Madfællig. Naturligvis binder vadiet i sin oprindelige kraft begge parter. – a. Roth. 366, cf. form.; Liut. 16 form.; Cod. Lang. I n. 52; Lex Sal. Extrav. VI. – b. Cod. Cav. I n. 163. – c. Cod. Cav. I n. 92 og Roth. form. 182, 195; Cart. Lang. 16; Thév. 135. – d. Cod. Cav. I n. 143, 158, 164. – e. Redon n. 48. – f. Thév. 117; Roz. 118, 133, 159, 200, 228; Pérard p. 152; Redon 37, 68, 83, 92, 144, 275; Hist. Fris. no. 212, 402; Cod. Lang. n. 92; Cod. Cav. I n. 126, 165, 172; – antistare et defendere, f. ex. Cod. Cav. I n. 11, 21 f. etc. – g. Cod. Cav. I n. 156, 183, 187 – n. 91, 95, 159, 205; cf. gensidigheden ibid. 119. – h. Pérard p. 57, 64; Cluny In. jo; Thév. 124, (side 408) 136, 1431 Cod. Lang. n. 127, 146; Chartæ I 23, 110 etc. etc. – i. Thév. 76; Roz. 391; Vaissete II n. 100; Hist. Fris. n. 308, 366 cf. 412. — j. Thév. 73; Cod. Cav. I n. 148, 194. — k. Thév. 167; Lex Sal. Extrav. B. I f.; Roth. 360 ff.; Liut. 61, 77 (78) form.; Cod. Cav. I n. 114, 148, 186; Murat. Ant. I p. 504, 505, 746, 975 etc. in inf. – l. Roth. 232. – m. Roth. 361 (360) f. form.; Liut. 30 (31), 60 (61) f. form. – n. Roth. 146 form., 232 form.; cf. Mon. Germ. Leg. III 337 (IV). — Ejendommelig udløber, Abh. Bayr. Akad. XII p. 220 n. 15. – o. Thév. 38, 96, 114; Roz. 465, 467, 511; Mon. Germ. Form. 256 (39); Mon. Germ. Script. I 528; Cod. Cav. I n. 106; Murat. Ant. I 534; Script. I 2, 363. Cf. også Lieb. 92 (8). – p. Thév. 66; Hist. Fris. I n. 122, 244; Cod. Cav. I n. 184, II n. 211; Murat. Script. I 2, 470. – q. Tardif n. 202. – r. Thév. 62, 80, 100 ter, 102, 103, 107; Loersch 36; Roz. 451, 462, 474; Mon. Germ. Form. 464 (3, 4); Mon. Germ. Dipl. I 103 (n. 16), 107 (21, 22); Tardif n. 92; Bibi. Éc. Chartes 5. Sér. IV 167; 6. Sér. V 427, 430, 432; Pérard p. 34 (13); Grenoble n. 24; Cluny I n. 3; Hist. Fris. I n. 121, 125, 127; Cod. Lang. n. 95; Murat. Ant. I 463. Cf. om Sachserne Mon. Germ. Script. I 156. – s. Mon. Germ. Dipl. I 68 (77). (Borgensmanden behøver ingen omtale her, da vadiet ikke skylder ham noget af sin betydning). Fodnoter