Østgrønlændernes levevis, deres fangstdyr og erhverv (C. Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Emanuel A. Petersen:
Sommerdag ved Kronprinsø (1921-1948)

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Christian Rosing

Grønlands sidste Hedninger
Østgrønlænderne
Tunuamiut

Kapitel II

Østgrønlændernes levevis
deres fangstdyr og erhverv

Antallet af de her i Angmagssalik boende Eskimoer var ved Udgangen af Aaret 1904: 219 Mænd og 255 Kvinder. Eskimoerne har ikke et, men flere Overvintringssteder, men der er dog som Regel ikke mere end eet Hus ved hvert Sted. De enkelte Pladser ligger ikke ret langt fra hinanden, men der skelnes mellem de to Omraader Sermilik og Kangârssuk (Kap Dan). Ved Sermilik er der seks Overvintringshuse, i Omegnen af Kap Dan og selve Angmagssalik er der otte, ligesom der ved selve Kolonien er fire Huse. Yderpladserne omkring Sermilik og Kap Dan ligger med en indbyrdes Afstand paa ca. 5 Mil.

Husene er opbyggede af Græstørvmure og Sten og er forsynede med samme Slags Tag som Husene paa Vestkysten; de har Tarmskindsruder (af Remmesælens Tarme). Husets Indre er tapetseret med Sælskind, hvis Kødside vender udad. Sovebriksen er bygget op af Græstørv, og Vinduesbriksen ligeledes. Der er over Briksene ophængt Skillevægge af Skind, saa at hvert Ægtepar med deres Børn bebor hver sin Afdeling. Man siger, at de største Huse kan have indtil 15 Skillevægge paa Briksene. Ingen af Husene har Døre, da de alle har en lang Husgang. Ved Siden af Husene har de Forraadsskure, opbyggede af Græstørv, hvori de gemmer Kød hen. — De bruger udelukkende Skind som Soveunderlag og som Dyne. De har Lamper af Vegsten, og de siges tidligere udelukkende at have haft Gryder af samme Materiale, men de er nu ved at forsvinde; jeg har selv kun set een stor Gryde af Vegsten. Ingen af Husene har Køkken, da de udelukkende koger Maden ved Spæklamper, og de benytter paa nuværende Tidspunkt næsten allesammen almindelige Jerngryder (fra Butikken) til Madlavningen. Gryderne er ophængt i Remme af Hvalroshud, og naar de er færdige med at bruge dem, tager de dem ikke ned, men skyder dem blot længere ud fra Briksen. De bruger ikke banket Spæk i deres Lamper som paa Vestkysten, men benytter udelukkende Spæk, der er skaaret i Smaastykker. De har temmelig store Telte, hvis Indre er beklædt med Sælskind. Det inderste Lag er Skind, hvis Haar vender indad, medens Yderskindet er forfærdiget af gamle Konebaads- eller Kajakskind. De fleste af dem har gode Telte, men da de aldrig benytter tuperssuit (d. v. s. Telte, hvis nederste Del hviler paa en lav Mur af Græstørv), tager Underdelen nemt Skade ved den direkte Berøring med Jorden.

Deres Klæder er af Skind. Mændene har Sælskindsbukser og Vandskindskamikker, der er forsynet med Saaler af Remmesælskind. Kamikkerne er syet paa en usædvanlig Maade, især Saalerne strækker sig langt op over Tæerne. De har Pelse af Sælskind, og deres Yderpelse er kantet med smalle Strimler af Bjørneskind. De havde tidligere Indendørs-Benklæder af Skind, der minder lidt om Kvindebenklæderne (men nu er de gaaet ud af Brug). Om Vinteren har nogle af dem Bjørneskindsbukser, og man bruger ogsaa Overtræksbukser. Paa nuværende Tidspunkt gaar de næsten allesammen med islandske Trøjer, uden paa hvilke de bærer Anorak, men om Vinteren har de stadig Skindpelse paa. Før i Tiden havde de gerne Tarmskindspelse af Remmesæltarme, og dette Beklædningsstykke kaldes en ikia. — Kvinderne havde tidligere ganske korte Benklæder, der paa Ydersiden af Laarene var saa korte, at de næsten kun kan kaldes Strimler. Men nu bruger de Benklæder, der naar næsten halvvejs ned paa Laarene, og hvor de Stakler maa skynde sig, naar de er ude i Vinterkulden.

Naar de opholder sig inde i Huset, har de ikke andet paa end Benklæderne, de har intet paa Overkroppen og ingen Kamikker (de tager altid Kamikkerne af, saa snart de kommer ind). Naar man ser dem sidde inde i Huset, kan man i Begyndelsen næsten ikke faa sig selv til at se nøjere paa dem, da de i deres siddende Stilling ser ud som om de er fuldkommen nøgne, forsaavidt de ikke mere bruger naitsut, de før omtalte ganske korte Benklæder. Piger paa ca. 10 Aar har ikke Spor Tøj paa indendørs, og de har heller ikke Haartop; først naar de har faaet sat Haaret op i Top, begynder de at bruge Benklæder indendørs, da Haartoppen er et Tegn paa, at de nu er blevet voksne. Ude i fri Luft bruger de Skindpelse med Haarene udad, de er syede som Amaut-Pelse og bruges da ogsaa som Bærepelse til Spædbørnene. De har Vandskindskamikker med Saaler, der er syede som Mændenes, men foroven er der paasyet et hvidt Skind-stykke fortil, der danner ligesom et Knæsmykke, og Kamikstrømperne er øverst oppe forsynet med Bjørneskind. Paa nuværende Tidspunkt har de næsten alle Undertøj af Lærred, og flere af dem har deres nøgne Laar dækket deraf, saa det næsten kan minde om danske Kvinders Nederdele. De forstaar sig nemlig ikke paa at stoppe Tøjet indenfor Bukserne; det er hæsligt at se paa, da det hvide Lærred bliver meget snavset. De har Haaret sat op i en lav Haartop, der breder sig stærkt til Siderne, og de ynder alle at have en Kantning om Haartoppen af rødt Skind, der er overbroderet med hvide Perler; disse er paasyede saaledes, at de hænger ned som Frynser paa Forsiden af Haartoppen. De er meget glade for hvide Perler og bruger dem til Udsmykning af mange forskellige Ting. De bruges som Pynt paa de Vandskindsstrimler (Haargrimer), som Mændene bruger til at holde deres lange Haar paa Plads med, og Kvinderne bruger dem som Udsmykning paa deres Haarbaand og som Perlehalskæder. De bruger dem ogsaa som Øresmykker, idet de syer dem paa Traade, der i den ene Ende er forsynet med et lille trekantet Blikstykke, ligesom de ogsaa har Perler hængende foran Ørerne og i Panden. De benytter dem ogsaa meget til deres Børn, idet de trækker Perlerne paa smaa Stykker Senetraad, der er anbragt i Rækker, saa at de til Tider kan virke som et helt Forhæng for deres smaa Øjne, der lige kan anes som smaa Glimt mellem Perlerne. Saavel gamle, unge som Børn er alle lige ivrige efter at bruge Perler. — Om Foraaret forlader alle deres Huse og flytter ud til Foraarsfangstpladserne for at bo i Telt. Da de aldrig gør rent i deres Huse, er Husene fulde af Snavs og forfærdelig stinkende; de er jo meget sjuskede. De vasker aldrig Skind eller behandler Haarsiden af Skindet, saa at Haarene faar en særlig Glans (merqorigsaineq). Det Skind, de ønsker at behandle, lægger de ned i gammel Urin, hvor de blot skyller det og tager det op igen, og naar det er skrabet, er Behandlingen færdig. Tidligere forstod de heller ikke at gnide Skindene bløde og myge. En af Aarsagerne til al den Uorden, Svineri og Stank i deres Huse ligger ogsaa i en af deres overtroiske Skikke.

Denne Skik bestaar i dette, at Knoglerne af en Sæl, der er fanget og fortæret, ikke maa kastes ud, før der er gaaet tre Dage. Det er indlysende, at der finder en Ophobning Sted af Knogler, som man har glemt at kaste ud. De faa Sælknogler, der bringes ud, skal alle kastes i Havet, da man mener, at de igen bliver levende. Ligeledes skal Hovedet af den fangne Sæl ligge inde i Huset, hvor det skal pege hen paa det Sted, hvor den, der har fanget Sælen, plejer at sidde, og den maa ikke koges, før der er gaaet tre Dage. Det eneste Senetraad, de bruger, er lavet af Senerne i Sælens Baglalle, særlig Klapmydsens, og det er beundringsværdigt at overvære, hvorledes de er i Stand til at forfærdige Senetraad, som de snor til tyndere og tyndere Traade, der er særdeles hensigtsmæssige, hvor korte de end er.

Deres Kajakker er ligesom Sydgrønlændernes, idet de, der har gjort Rejsen rundt Kap Farvel, har efterlignet disse, men det siges, at de ellers tidligere havde Kajakker, der var bygget ligesom Nordgrønlændernes. Før de Danske kom, og før der fandtes Butik, har de selv forfærdiget alle deres Fangstredskaber. De havde da ingen Bøsser og brugte udelukkende de Kastevaaben, de har paa deres Kajakker. De har nu faaet Knive og Uloer, der er forfærdiget af de Jerngenstande, som de, der har været paa Vestkysten, har haft med tilbage, og deres Fangstredskaber er ogsaa forsynet med Jernodde.

Kvinderne har Synaale, som de med forbavsende Dygtighed selv er i Stand til at forfærdige. En af Kvinderne, en gammel Kone, gav mig engang tre Synaale af forskellig Størrelse, som hun selv havde lavet af smaa Søm. Hun havde siddet og hamret og filet dem med en Sten, saa at de var blevet tyndere og tyndere og tilspidset i den ene Ende, og Naaleøjet havde hun lavet ved at benytte en anden Naal som Drilbor, efter først at have glødet den Ende af Naalen, hvori Øjet skulde være. I gamle Dage siges Synaalene at være lavet af Ben. Deres Redskaber til Sælfangst er nu alle forsynede med Jern, men i de ældste Tider har de brugt Stenodde, som man den Dag i Dag kan finde. Kvinderne har Fingerbøl, der er lavet af stærkt indtørret Remmesælskind, og de opbevarer dem paa smalle Ben- eller Trækroge, der er bøjet foroven.

Mændene har Vandskindspelse, som de bruger, naar de er paa Fangst ude til Søs, og deres Kajakredskaber er ligesom Vestgrønlændernes. Paa deres Harpunskafter er der nu om Dage ofte anbragt en Jerndup, et afsavet Stykke af et gammelt Bøsseløb. Jeg har endnu ikke set nogen Vingeharpun, da der er stor Mangel paa Ben til Forfærdigelse heraf. Man har Harpunspidser uden Modhager, der er lavet af det smalle Ben i en Remmesæls Baglalle, og jeg har hørt, at man i gamle Dage lavede Harpunodde af Jernbaandene fra de Tønder, man fandt som Vraggods. De har Lænser og Blærepil, og Lænserne havde tidligere Spidser af Narhvaltand eller -ben, men nu om Stunder har de Spidser af Pilejern, hvis yderste Ende er hamret flad og tynd. De har ganske vist Fuglepile, men de er uden Sidespidser; deres Kajakker er betrukne med Skind af Sortside, Klapmyds eller Remmesæl, og Fangelinerne er forfærdiget af Remmesælskind, men der laves ogsaa Remme af Ringsælskind. De laver Fangeblærer af Ringsælskind; det hænder, at en Kajak har to Fangeblærer (en Dobbeltblære), og Udførelsen af disse Blærer er ganske fortrinlig. — De har ikke særlig store Konebaade, de største er betrukne med otte Remmesælskind. Træskelettet er af Drivtømmer, og Baadene har gerne fire Aarer, en sjælden Gang fem.

Om Foraaret ved Angmagssættiden samles alle, baade de, der har Konebaad, og de, der ingen har, som saa bliver hentet af de andre, i Angmagssalikfjorden for at øse Angmagssætter (det eneste Sted, hvor de findes); men de Angmagssætter, der samles her, kan man ikke regne med som Vinterforraad. Der samles nemlig ikke Angmagssætter paa samme Maade som paa Vestkysten, idet man her paa Østkysten binder dem sammen i smaa Bundter. Det vigtigste Ernæringsmiddel er Sælkød. Derfor rejser de, der er i Besiddelse af Fartøjer, langt bort fra deres Boplads (Overvintringssted) for at samle Vinterforraad. Deres vigtigste Vinterforraad er Sælkød, som de tørrer af deres Sommerfangst, og Spækket fylder de i Spækposer, da de jo ikke sælger Spækket til Butikken (Styrelsen har forbudt Opkøb af Spæk, da Befolkningen selv har saa stærkt Brug derfor). Henimod Efteraaret gemmer de det tørrede Kød hen i deres Depoter. I Begyndelsen af Efteraaret vender de tilbage til deres Bopladser, og de Sæler, som de fanger i Løbet af Efteraaret, gemmer de hen uparterede, d. v. s. de store Sæler, særlig Klapmyds. De, der har samlet de fleste, har som Regel ikke under ti Sæler. De hele Sæler skærer de ikke op, men anbringer en Træprop i Skud- eller Harpunsaaret og lader Indvoldene blive i dem; — følgelig raadner de allesammen og stinker forfærdeligt, ja det kan hænde, at Fangsten fra August først bliver spist i Marts eller April. De har rigeligt Forraad af den Slags, og da der gerne er flere Fangere i eet Hus, og de alle er i Besiddelse af flere Sæler, kommer de sjældent ud for Kødmangel. Alle Bopladsfællerne spiser en uflænset Sæl sammen; det foregaar paa den Maade, at de begynder med Blodet og Indvoldene, senere selve Kroppen, og Levningerne gemmer de hen. Husfællerne bruger af Forraadet i Fællesskab. Naar der bliver hentet nogle Bundter Angmassætter eller tørret Kød ind, deler de det ligeligt imellem sig, og de er venlige og hjælpsomme mod hverandre. Hvis nogle Mennesker paa en Boplads begynder at smaasulte, tager de paa Besøgsrejse til dem, der har et større Forraad. De, der faar Besøg, parterer da en hel Sæl, og de besøgende faar ikke alene Lov at spise, hvad de kan, men faar ogsaa foræret Kød til at tage med hjem til deres Familie. De gemmer ligeledes Krækkebær og Syre hen og deler det ud paa samme Maade. — Til deres vigtigste Fangstdyr maa henregnes Bjørnen. De faar en god Betaling for Skindene i Butikken og kan ved Salget af dem faa Midler til at købe de ellers saa kostbare Fangstredskaber (Bøsser) og danske Beklædningsgenstande, som jo kan faas i Butikken, og her kan de af Fødemidler ogsaa købe Gryn og Mel. De har en dejlig Føde i Bjørnekød, der jo er meget velsmagende. Den, der først faar Øje paa en Bjørn, har Ret til den; den, der først saarer Bjørnen, skal have den ene Kølle. Hvis imidlertid den, hvem Bjørnen tilhører, selv dræber den, bliver det den, der først rører ved eller kommer hen til Bjørnen, der faar denne Fangstpart; den næste faar den anden Kølle, den næste Forbenet, den næste det andet Forben, og den næste igen Halen, der bliver skaaret af højt oppe. Naar den bliver flænset, bliver ogsaa Ribbenene og Ryghvirvlerne uddelt som Fangstparter. Men den, der har fanget Bjørnen, skal kun have Hovedet og den forreste Del af Ribbenene. Hvis der bliver set en Bjørn med to Unger, tilfalder den største Unge helt og holdent den, der først saarer Moderen, eller den, der først rammer Dyret ved at kaste et eller andet hen paa det (det kalder de sujúnagpoq)-, desuden faar han Hunbjørnens ene Kølle. Den næste, der kommer til, faar saa den mindste Unge.

Da der i Almindelighed ikke findes Fisk, har de aldrig Forraad deraf; man har ganske vist prøvet at fiske, men har ikke faaet andet paa Krogen end Hajer. At der findes Fisk, er ganske vist indlysende, da Klapmydsen ofte dukker op med Rødfisk eller Hellefisk i Gabet, men man har endnu ikke fundet Fiskepladserne. Ved Elvene inde i Landet er der flere Laksefangssteder, men man bruger ikke at tørre Laksene og spiser dem kun i kogt Tilstand. De Hajer, der fiskes, gemmer de hen til Hundefoder, og de spiser dem ogsaa selv, idet de enten koger Hajkødet eller spiser det som mikiaq (gæret Føde).

Naar der kommer Islæg om Vinteren, rejser de rundt paa Hundeslæde; deres Slæder er betydelig smallere end Nordgrønlændernes og er mindre og lavere, og Opstænderne er ligeledes ganske lave. De har aldrig ret mange Hunde, og de, der har de største Spand, har som Regel otte Hunde, og det er kun sjældent, at dette Antal overstiges.

Da de om Vinteren udelukkende har Sæler som Forraad og kun har disse Fangstdyr at drive Jagt paa, hænder det, naar der indtræder Misfangst og der gaar lang Tid mellem Bjørnetrækkene, at de om Vinteren lider stor Nød. Der er mange Fortællinger om Folk, der er sultet ihjel, dengang der ikke fandtes nogen dansk Handelsplads, og selve Kolonistedet her er fattigere paa Sæler end de øvrige Pladser, da det ligger ved en Havbugt med smalt Indløb, saa at det kun er Ringsæler og Remmesæler, der kommer herind; derfor fanger de, der overvintrer her, færre Sæler end de andre, og kommer derfor lettere til at lide Nød. Det er sandt, naar vi siger, at Østgrønland er fattigere paa Sæler end Vestgrønland. Vi har ganske vist hørt, at der skulde være meget rigt paa Sæler her, og man faar ganske vist ogsaa et umiddelbart Indtryk heraf, men de beboede Steder er ikke bedre stillet end Stederne paa Vestkysten. Det første Foraarstræk af Sortsider og Efteraarstrækket er slet ikke mærkbart. Dog holder Klapmydsen om Vinteren til der, hvor den paa andre Aarstider findes, men der drives mest Fangst paa Ringsæler og Remmesæler. Befolkningen sælger i Butikken de Ringsæl- og Klapmydsskind, som de ikke selv har Brug for. Hvis Bjørnene med de værdifulde Skind ikke fandtes, vilde Folk sikkert være betydelig fattigere end Vestgrønlænderne. Selve Landet er ogsaa betydelig mindre behageligt at opholde sig i end Vestkysten. Man kan ikke samle Brændsel paa Land, og der er ingen Steder, hvor man kan skære Tørv, da næsten alt er dækket af Sand (der ligner knuste Sten), der endog findes under de Steder, hvor der gror Græs. Hvis en vestgrønlandsk Fanger kom hertil, vilde han sikkert finde sig mindre vel tilpas, da Landet er betydelig fattigere end Vestkysten. Vind og Vejr er næsten fuldstændig som paa Vestkysten, men det blæser hyppigere i den kolde Tid. Om Sommeren er der som oftest de samme Varmegrader som paa Vestkysten, men Landet er længere om at blive snefrit, og det er hyppigere køligt.

Aarsagen hertil er formodentlig Storisen, der ligger klods op mod Land, men som dog fra November til Begyndelsen af August ligger en lille Smule længere ude. Med korte Mellemrum hører man en fjern Brusen, der engang imellem er særlig stærk. Af og til lyder der om Aftenen Drøn, saa at Vinduerne endog klirrer. Vi mener, at det kan stamme fra Vulkanudbrud paa Island, der jo ikke ligger saa forfærdelig langt borte. — De fastansatte paa Østgrønland lever hovedsagelig af europæisk Føde. Er man ikke godt aflønnet, er man henvist til at leve i Fattigdom, og Grunden hertil er særlig den, at der ingen Fisk findes og ingen Søfugle bortset fra enkelte Tejster. Er man ude af Stand til at fange Sæler, er der ikke andre Fangstdyr at drive Jagt paa. Der kan til Tider findes Ryper paa Land, men det er ikke ret mange.

Ogsaa disse Ting maa man tænke over og sætte sig ind i, saafremt man ønsker at blive Missionær paa Østkysten, og ligeledes maa man under sine Overvejelser prøve sig selv, om alt det omtalte ikke, naar man kommer til et Land, der er betydelig fattigere end Vestkysten, vil vise sig at være en Hindring i Arbejdet. Thi de, der ikke saaledes har prøvet sig selv og er forberedt paa alt dette, og saaledes ikke er klar over, hvad de gaar ind til, kan ikke undgaa at blive mismodige. Men paa Land gror der Lyng, og i Havet findes Drivtømmer, der kan findes, hvis man søger tilstrækkelig langt omkring. Saafremt man har alle Fornødenheder (som man kan købe i Butikken, hvis man er tilstrækkelig godt aflønnet), er det hverken drøjt eller besværligt at leve paa Østkysten. Folk er venlige og hjælpsomme, særlig hvis man ytrer Ønske om Hjælp. Der er ingen, der sætter sig op mod sin Lærer eller mod Kristendommen, og der er heller ingen, der er kritisk indstillet. Derfor er der rig Lejlighed til at prædike for Beboerne her. Har man tilstrækkelig med Fødemidler og hertil en Bolig, er det hverken umuligt eller forbundet med Ulemper at leve paa Østkysten.

Fodnoter

Kilde

Christian Rosing: Østgrønlænderne Tunuamiut – Grønlands sidste Hedninger, ss. 25-33, København, 1946