Københavnerophold I (Árni Magnússons Levned)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Árni Magnússon (1663-1730)
Árni Magnússons Levned

af Finnur Jónsson


III
Første afsnit af Árnis Københavnerophold
1683—90.



Samme sommer som Árni blev dimitteret, rejste han sammen med sin fader, der, som för bemærket, sendtes ned for at forhandle om handelstaksten, til universitetet i København, hvor han blev immatrikuleret 25. september og fik til privat præceptor Ole Borch[1]. Han har uden tvivl med flid og kraft kastet sig over sine studier, og året efter i oktober responderede han ved (senere prof.) Hans Steenbuchs disputats: Alectorophonia Æliano confirmata Christi verbo fundatas[2]. Steenbuch var student fra samme år som Árni.


Allerede i foråret samme år var der hændtes det, som for Árni fik en for hele hans liv afgörende betydning, nemlig det, at han lærte den unge professor Thomas Bartholin at kende. Denne var kun 4 år ældre end Árni (f. 1659), men 10 år ældre student (1673); han var allerede bleven professor, da Árni kom til København. Af særlig vigtighed var, at Bartholin, efter islænderen Hannes Þorleifssons død, 1684, udnævntes til kongelig antiquarius, med den forpligtelse at »fuldbringe og færdiggöre så vel de ældste, vigtigste og rareste skrifter, danske og islandske sager og monumenter angående«. Det var ham, der året efter fik udvirket det kongelige forbud mod at udføre og sælge håndskrifter fra Island til udlændinge (svenske); samtidig fik landfoged Heideman befaling om på Island at samle gamle håndskrifter og sende dem til København. Foruden den store samling afskrifter og udtog, som Th. Bartholin lod besørge, fik han skrevet og udgivet det vældige værk: Antiquitatum danicarum de causis contemptæ a Danis adhuc gentilibus mortis libri tres (udg. 1689), der bugner af lærdom, ikke mindst af citater fra den gamle islandske litteratur.


Det var denne mand, Árni nöje blev knyttet til. Hvorledes det gik til, fortæller Jón Ólafsson. Bartholin havde en danskfødt, men på Island opdragen student, Frands Ibsen, som medhjælper ved tolkningen af islandske tekster. Denne Frands bode på Regensen; Árni var hans kontubernal. Da Frands var færdig med sin attestats og vilde tilbage til Island, anmodede Bartholin ham om at udpege en islænder, der kunde fortsætte Frands’ arbejde for ham; da kunde denne ikke nævne nogen, der var bedre egnet dertil end netop kontubernalen Árni. Bartholin skal straks ved en prøve[3] have opdaget, at han var langt dygtigere end Frands. Således begyndte da Árnis meget betydningsfulde virksomhed i Bartholins tjæneste, der varede lige til dennes død 1690.


Bartholin var meget vel tilfreds med Árnis dygtighed og arbejdsævne. Jón Ólafsson siger: »Han (Bartholin) ønskede tit, at hvis han ikke havde andre forretninger, vilde han være afsides fra byen med ham, og aleneste inddybe sig i vores nordiske antikviteter. Disse omstændigheder fortalte assessor Arnas mig selv«.


Året efter at Árni tiltrådte sin amanuensisstilling hos Bartholin tog han sin teologiske attestats (1685) med karakteren »Illum«, hvilket skulde svare til Haud. illaud.[4] Hans fader var da død, og det var naturligt, at han i den anledning ønskede at rejse hjem, men han skal have lovet Bartholin at komme tilbage. Ifg. Jón Olafsson (isl.) skulde han være bleven opfordret til at komme hjem (»bud og breve«); det er meget troligt. Árni vilde, efter at have ordnet sine sager, være rejst om efteråret tilbage til København. Det skib, han skulde rejse med, lå ved Rif yderst på Snefjældsnæssets nordlige side. Han var også ankommen dertil, men da opstod der en så vældig storm, at skibet forliste for hans öjne. Han måtte vende om og begav sig tilbage til Hvammur, hvor han opholdt sig den følgende vinter, bl. a. beskæftiget med at undervise sin morbroders börn. Men der var også andre ting, Árni, og sikkert med större interesse, var sysselsat med. Det forstår sig af sig selv, at Bartholin, der lige havde fået de fornævnte bestemmelser angående indsamling af håndskrifter udfærdigede, i Árni så den rette mand til at virke for sagen. Det er rimeligt, at han af Bartholin har fået instrukser i så henseende. I hvert fald må denne vinter, 1685—86, betragtes som den egenlige begyndelse på hans samlervirksomhed.[5] Jón Ólafsson siger, at han »sankede alt gammelt enten på papir eller pergament og skrev somt selv op eller lod andre siden afskrive«. Det er troligt, at dette er rigtigt, men om det i virkeligheden gælder denne vinter, er dog måske lidt usikkert.


Sommeren efter 1686 rejste Árni igen til København, hvor han nu arbejdede ufortrødent for Bartholin de følgende 4 år, bode for en tid i hans hus[6] og havde ingen bekymringer for sit udkomme.


I øvrigt vides der kun lidt om enkeltheder i hans liv i disse år. 1689 (i august måned?)[7] foretog han en tidligere planlagt rejse[8] til Norge, også for her at opspore og samle håndskrifter. På denne kom han helt op til Trondhjem.[9] Herom vides kun hvad Jón Olafsson meddeler. Hvor stor en betydning denne rejse havde for ham, ses af den bemærkning, som Jón Olafsson gör (udeladt i den trykte tekst hos Werlautf): »jeg hørte ham selv sige, at han vilde ej miste (ɔ: have undværet) den rejse for mange penge«.


Tormod Torfæus (1636-1719)

På tilbagevejen besøgte Árni sin berömte landsmand Þórmoður Torfason på Stangeland på Karmøen. Med denne havde han året i forvejen stiftet bekendtskab i København, og dermed var den vidtløftige videnskabelige brevveksling indledet mellem de to. Árni er ifg. brev den dag til Þormóður den 21. decbr. i Bergen. Det ses heraf, at han har opholdt sig 11 uger hos denne, d. v. s. omtrent fra begyndelsen af oktober. I Bergen var han julen og nytår over; i brev af 8-15/1 1690 skriver Árni, at amtmand Lindenov og borgmester Trojel rejser nu på fredag hjemmefra og menes at ville til København og »følges jeg der med«, han antyder, at rejsen skal foregå over land. Vejen gik over Sogn, ti det næste brev er dateret Rikheim i Lærdal 25. jan. I løbet af februar er Árni over Kristiania (hvorfra han ikke fik tid til at skrive) kommen hjem til Khavn, ti 8. marts skriver han atter til Þormóður herfra og meddeler, at han kun var 2 dage hjemme og måtte da over til Lund i Skåne; derfra var han vendt hjem 7. marts (dagen för brevet blev skrevet). Om denne Skånes-rejse vides ellers intet, undt. at Árni siger i et brev til Þormóður (3/4), at han intet udrettede. Af brevene ses, at Árni ikke var ørkesløs i de 11 uger på Stangeland. Han har nöje undersøgt Þormóðs håndskrifter og afskrevet endel.[10] Allerede her ses han at være i fuld virksomhed som videnskabelig gransker og samler. Af brevene ses, at Þormóður nu var begyndt på sine videnskabelige forhandlinger med Árni, ikke ældre end denne var (25-27 år gammel). Det ses tillige, at Árni allerede nu er kritisk vågen med hensyn til overleveringen. Han er begyndt at tænke på en udgave af Ares íslendingabók, og vænter med utålmodighed på et eksemplar, som Þormóður har lovet ham; en oversættelse af Are havde han tidligere udarbejdet. Fra Þormóður medbragte han dennes skrift om Orknøerne (Orcades) (og om Færøerne tilföjer J. Ol., hvilket er rigtigt, jfr. brev til Þormóður ¾ 1690 (udg. s. 32) og fra samme 10/7 90 (udg. s. 45), samt Árnis egen notits i 219, 8°) til kritisk gennemsyn og udgivelse. Þormóður sender ham tilföjelser 6/3 90.


Som sagt var det 1688, at Þormóður stiftede personligt bekendtskab med Árni. I det første brev til denne (12/11 1688) udtaler Þormóður ønsket om. at deres »venskab må blive konti-nueret« og taler til ham som en allerede fortrolig ven og kalder ham i overskriften: Monsieur Arne min Magnússon, fornemme gode ven«. Det blev til virkelighed, at deres venskab »kontinueredes«, selv om forholdet en kort tid blev noget køligt. Men det skal senere komme på tale.


I sit brev af 4/4 1689 spörger Árni om forskellige litterære enkeltheder, om Sigvats vers med ordene kluss petrusa (sål.), om St. Patrik, om Eysýsla og Turgesius.[11] Og allerede her ser man hans kritiske syn og kritiske sundhed. Også i dette brev giver han et udtryk for sin lyst til at købe håndskrifter, selv om han — i samme brev, men i en anden sammenhæng — lader forstå, at han ikke er istand til at lægge penge ud (for andre; »efnaþrot«). Af det første brev, det eksisterer endnu, til Árni fra biskop Þórður Þorláksson af 20/8 1689 (svar på Árnis brev af 1/5), fremgår, at Árni havde bedt biskoppen om at undersøge, hvorledes det forholdt sig med Hauksbók, men denne har ingen efterretning kunnet få derom, ti »folk ligger på den slags som slangen på sit guld«. Det var samme svar som Magnus Olafsson i sin tid havde givet Ole Worm. Endelig fremgår allerede af denne første brevveksling Árnis praktiske dygtighed, som Þormóður straks forstod at lægge beslag på og drage sig til nytte. Det er alle de fremragende ævner, som Árni senere kom til at lægge for dagen, som her ses samlet.


Der var således intet mærkeligt i, at Bartholin, for at vende tilbage hertil, hurtig opdagede Árnis brugbarhed. Det var sikkert ham, der fik ham afsted til Norge med det nævnte formål, kort efter også på den lille rejse til Skåne. Om Árnis virksomhed i hans tjæneste i disse år får man så godt som intet ligefrem at vide. Men utvivlsomme slutninger kan göres og da særlig ud fra Bartholins store værk: Antiquitates danicæ, der udkom 1689 og hvortil Árni har hentydet i breve til Þormóður. Bogen er godt og vel 700 sider i kvart. Dens indhold er for allerstörste delen hæntet fra islandske kilder af enhver art, sagaer, skjaldekvad, eddadigte. Praktisk talt kan hele den gamle litteratur siges at være benyttet. Bagerst i bogen findes en liste over det benyttede kildemateriale: det er opimod 70 skrifter (sagaer og digte; eddadigtene regnes her som ét hele . Citaterne gives i grundsproget, undertiden er de ret lange og altid oversættes de på latin. De udmærker sig ved korrekthed både med hensyn til ordlyd og retskrivning, der er læst omhyggelig korrektur på dem. Undertiden kan man se, fra hvilket håndskrift, de er tagne; så nöjagtige er de. Oversættelsen er i det hele ikke mindre korrekt og træffende. At enkelte ord og sætninger i digtene er misforståede, er der ikke noget mærkeligt i. Der er ingen som helst tvivl om, at en god del af dette er Árnis værk, at det er ham, der har hjulpet med at samle stederne og oversætte dem. Men også Bartholin selv har samlet en mængde og han har ordnet dem indenfor det hele og stillet dem på plads, og fra ham hidrører uden tvivl alt det klassiske stof, bogen indeholder.[12] Der fremtræder ofte i forbindelse med de islandske citater et »jeg«. Det synes ikke for dristigt at antage, at dette ialfald nogle steder er Árnis, der uændret er gået over i teksten, hvori der intet mærkeligt er, når der henses til den tids fremgangsmåde, óg Árni var jo i Bartholins tjæneste. Også den kritik, der nogle steder findes, f. eks. angående et produkt som Þorsteins saga Vikingssonar (s. 221) er Árnis. En almindelig udtalelse findes s. 199. S. 192—93 findes bemærkelsesværdige udtalelser om »Eddaen«, hvis digte er forfattede til forskellige tider af forskellige forfattere; som eksempel anføres Hávamál som et hedensk digt, medens Grógaldr med sin omtale af en kristin kona må være yngre. Selv omtaler Bartholin i fortalen (Ad lectorem) »accurata docti Islandi Arnæ Magnæi industria«, hvem oversættelser af digtene skyldes, men han har, som sagt, ydet mere end dem. Netop versbehandlingen viser bedst Árnis ydeævne. Han har haft en særlig interesse deraf, og han har allerede dengang lært og kunnet en mængde deraf. Derfor haves et ret ejendommeligt bevis. Foran bogen findes et digt på 22 vers i drotkvædet versemål, digtet af Árni til og om Bartholin, der roses i höje toner.[13] Der er alt tilbehør af poetiske ord og kenninger, og der findes flere lån og efterligninger fra bekendte skjaldevers. Alt dette viser, hvilket indtrængende studium, Árni har gjort, ikke blot af skjaldedigte, men af den gamle litteratur i det hele. Ved 1690 fremtræder han som den fuldt modne videnskabsmand, kun 27 år gammel, med omfattende kundskaber og kendskab til sit lands gamle litteratur, og, hvad der er mere beundringsværdigt, med en sund kritisk opfattelse og forståelse deraf.


Gennem de 25 tomi Bartholiniani i Universitetsbiblioteket får man nærmere indblik i Árnis virksomhed i Bartholins tjæneste i de nævnte år. Her ser man ham som afskriver af alle mulige dokumenter og håndskrifter, både på dansk, islandsk og latin, hvorved en ikke ringe del er bevaret af det, som brændte med Universitetsbiblioteket 1728. Ialt hidrører godt og vel 2950 sider i folio fra ham (nogle sider dog ikke fuldtbeskrevne).[14] Det er dog sikkert ikke det blotte mekaniske afskriverarbejde, som i og for sig er ret imponerende, der kommer i betragtning. Man er berettiget til bagved det at se et selvstændigt åndeligt arbejde, ledet og støttet af Bartholin. Dette skimtes også særlig i de forskellige spredte randbemærkninger, delvis af kritisk art, der findes rundt omkring.


Iøvrigt kan det bemærkes, at af brevene til Þormóður får man den oplysning, at Árni, som allerede bemærket, allerede var begyndt at tænke på at beskæftige sig med Are frode. Han beder Þormóður om afskrifter af enkelte stykker i Flatøbogen (som dengang var hos Þormóður), uden at formålet hermed kan ses, og om enkelte håndskrifter, f. eks. netop af Íslendingabók, samt af Bjarnarsaga hitdælakappa. Hans interesser for beskæftigelsen med og trykningen af isl. oldlitteratur fremgår af biskop Þórður Þorlákssons brev til ham 20/8 1689. Allerede nu er også den kritiske, især kronologisk-kritiske diskussion mellem Árni og Þormóður begyndt. Denne drejede sig tildels om den forhistoriske og det 10. årh.s tidsregning. Her træder Árnis kundskaber og kritiske sans med al tydelighed frem.


Også Árnis samlerlyst fremtræder tydelig i brevet 4/4 1689, hvor han siger, at han efter Geert Miltzow (i Bergen) »gærne vil købe for penge Alexandri magni saga, Örvaroddssaga eller hvadsomhelst andet, og vilde han (ɔ: Þormóður) sörge for, at dokumenterne ikke bortkommer (ɔ: afhændedes til andre); jeg skal selv til ham erlægge betaling derfor, forsåvidt han ikke selv vil have det. Det vilde også være jo bedre, jo omhyggeligere man efterforskede sådanne antikviteter, eftersom de Svenske nu til foråret agter at sende til Norge for der at samle sådanne ting«.[15] Endnu en ting er der at fremhæve. I samme brev fremtræder Árnis interesse for islandske praktiske forhold og hans vakte kritik af offenlig færd. Han siger angående en Þormóður vedrørende arvesag, at »han ikke kan vide. hvad der kan ske på Island . . . men han (ɔ: Þormóður) ved, hvor retfærdige de undertiden er«. I øvrigt handler disse første breve også om Þormóðs praktiske göremål og deslige, samt indeholder forskellige efterretninger.


Foruden den ovf. omtalte korte rejse til Skåne foretog Árni også, naturligvis ifg. opdrag af Bartholin, en kortere rejse, sendtes straks efter påske (»den 4. påskedag«, br. til Þormóður 2S/i 90) til Ribe, for dér at undersøge kapitlets breve og dokumenter; heraf udtog han nogle til låns og afbenyttelse, hvorefter de tilbagesendtes. Han vendte tilbage fra rejsen d. 10. juni (brev til Þ. 12/6).


Uagtet forholdet til Bartholin uden tvivl har været godt og uagtet Árni har følt sig tilfreds med sit arbejde og ophold hos ham, er det på den anden side ikke så underligt, at han begyndte at tænke på sin fremtid og en mere selvstændig virksomhed. Det er ikke urimeligt, at den sag har været genstand for samtaler mellem ham og Þormóður. I br. 3/4 90 hentyder han hertil: »ingen kan her leve af antikvitet (ɔ: ved oldtidsstudium) . . . Hvad skal man nu göre?, til de svenske eller hvad?« Man skulde af disse ord næsten tro, at forholdet til Bartholin var begyndt at løsnes. Samtidig skriver han, at lagmand Sigurðr (Björnsson 1677-1705) har tilbudt ham at blive vicelagmand, for så at blive hans eftermand. Men det vilde kun give ham 200 rdl.s lön, hvoraf ingen kan leve, medmindre man kan »göre et godt parti i Island« ; »hvor er det?, eller hvor meget er det værdt at binde sig dér (sætte sig dér ned for bestandig)?« Han vil hellere leve alle andre steder. Han tager under overvejelse at gå i svensk tjæneste — [hvad flere Islændere i den tid gjorde], men det er »voveligt«, »det kan blive til at man ikke kommer derfra igen, . . allevegne er det slemt, her ikke som bedst«. Præsteembede synes han ikke om, et herredsfogedembede »vilde være mere efter hans sind«, men et sådant er intet, og de bedre embeder får kun de, som har store patroner, hvad han ikke har. »Dette skriver jeg som halvdesperat, og vilde ønske jeg var bleven firs år gammel«. Det er klart heraf, hvilke tanker der har rørt sig i Árnis bryst og hvilke bekymringer han har næret ved denne tid. Men det er ikke mindre klart tillige, hvor rigtig han selv har bedömt sine ævner. Der er ingen tvivl om, at han bedre har egnet sig til at være en juridisk-praktisk end en gejstlig embedsmand.


Noget forhold til oversekretær M. Moth var end ikke kommet i stand. Árni omtaler ham (22/4 90), men siger, at han ikke har talt med ham, »han er for stor dertil og jeg for lille« Jfr. også br. 4/9 (s. 66). Moth var bleven oversekretær for de norske sager 1688; to år efter blev han det også for de danske, efter at B. Luxdorph var falden i unåde. Senere blev forholdet et ganske andet end hvad de anførte ord kunde tyde på. På Árnis klager svarer Þormóður og søger at trøste ham (10/6 90). Der er ingen grund til at ønske at være bleven så gammel, »bliv først 30 år: det er for tidligt at desperere«; det er blot lejligheden, man skal vænte på og gribe; hentyder til en stilling som vicebiskop i Skalholt eller som lagmand— »Der er större hjærne i eders hoved[16] end at De ikke skulde kunne disponere over de penge« — eller som præst på Sælland — dette viser måske, at Þormóður ikke var nogen god menneskekender. Om en stilling i Sverrig vilde han ikke udtale sig, men antyder muligheden af et ophold i England. Man må give Þormóður ret i hans bemærkning om Árnis ungdommelige »desperation«. Denne har vel næppe heller været særlig dyb. 12. juni fortsætter Árni — da har han endnu ikke fået Þormóðs nævnte brev — med sine betragtninger, og beder Þormóður om at anvise ham en stilling i Norge, et sorenskriveri f. eks., »ti til Island tager jeg nødig, og hos Svenskerne er der vist kun lidt at fortjæne«. I øvrigt meddeler han, at »man nu ikke kan forbigå Moth med bøgers dedikation; han er nu temmelig mægtig af sig og ikke lettere at have med at göre end för, når uheldet vil, sat viro prudenti«; hvad der her sigtes til, vides ikke. Alt dette er taget med, fordi det er så sjælden, at Árni udtaler sig så meget om sig selv og sine følelser. I br. af 4/9 (s. 67) udtaler han sig mindre pessimistisk end tidligere, men siger, at han ikke vil konsulere andre end Þormóður om sig selv (s. 64). 10/7, svarer Þormóður på tidligere breve, og gentager sine henvisninger til bispedömmet i Skalholt eller et godt præstekald på Sælland — og, vistnok lidt spøgefuldt, til et godt parti (»salig pastor Sæmunds datter«)[17]; han kunde samtidig være præst og antiquarius, og som sådan holde en residerende kapellan. »Så vilde De have indtægten, uden at behøve at blive ordineret, hvorved kongens udgift sparedes, men De vil göre kongen större tjæneste end om De blev præst«. Således kunde Þormóður ræsonnere, hvad der vel næppe stred imod tidens opfattelse og ånd.


Brevvekslingen mellem Árni og Þormóður var meget livlig i dette år og angår hovedsagelig videnskabelige æmner, kronologi, ordforklaringer og andre antikvariske og litterærhistoriske æmner, samt om udlån af håndskrifter, foruden efterretninger fra Island (og Danmark).[18] Árnis kritiske sans træder allevegne frem (se f. eks. br. 4/9); han skåner end ikke Arngrimur d. lærde, men siger om ham (10/9 at han har venditeret dette [hvorom der er tale] som meget andet incertum pro certo«. Somme tider bliver han noget hyperkritisk. som når han erklærer det for lögn, at Torleif jarleskjald har været uvenner med Hakon jarl (se s. 66). Árni antyder (4/9), at han er begyndt på forarbejder til Bartholins store påtænkte værk Historia ecclesiastica. I br. 10/9 omtales Bartholin som endnu svag efter en hæftig sygdom. Denne sygdom brød ud igen, og medførte Bartholins død d. 5. novbr. Det var naturligvis et hårdt slag for Árni. Han omtaler Bartholins død i br. 27/12, men henviser til et (tabt) brev, hvori han har meddelt dødsfaldet. Árni siger, at han der har skrevet om sin »óléligheit« (uheldige stilling), han derved kom i, »men derover nytter det ikke at græmme sig: det går således gærne til, at de, som dur noget, går bort«. Han meddeler, at han nu er optaget i broderen Caspar Bartholins hus (han kom dér 3. juledag, Werlauff), hvor han vil blive til foråret. Da skulde han få plads i Borchs Kollegium. Han har lovet at göre 1. del af Historia ecclesiastica færdig — hvad den aldrig blev, —, hvorefter Moth har lovet at ville støtte ham[19]. Dermed begynder det nærmere og senere venskabelige forhold til Moth, som skulde blive af så stor en betydning for Árni.


Om Árnis egne skrifter indtil nu høres meget lidt. Þormóður antyder i br 3/10 en »commentarius de Islandia«; hvad der sigtes til, vides ikke, hvis ikke der hermed menes Ares Islendingabók og Árnis beskæftigelse med denne.



Fodnoter

  1. Se Univ.matriklen II, 127.
  2. Werlauff NT III, 15.
  3. Jón Ólafsson fortæller i sin isl. biografi, at Bartholin havde taget en islandsk bog (ɔ: Njála) og bedt Árni forklare et stykke, ord for ord, grammatisk og leksikalsk; dette skulde han have gjort med stor færdighed og til Bartholins fulde tilfredshed. Dette lyder meget sandsynligt.
  4. Se Werlauff s. 15, anm. 2.
  5. Der hidsættes en interessant udtalelse af præsten Torfi Jónsson 5/8 1686 (285 b, fol.) i et brev til Torfæus om Árni: Enn i alþyngiss reisu minni var i tiallde mynu Amanuensis D. Bartholini Arne Magnússon or Dolum, studiosus, ættijnge minn Juvenis profecto ingeniosisissimus neque forsitan contemnendæ eruditionis. Hann var innsendur fyrer einu are wegna Bartholini ad inqvirera um einar og adrar Antiqvitates, enn ætlade i fyrra ad sigla med Rifskipe, sem brotnade og biskup Jón hugde og ut a ad sigla, enn hindrudust baader. Hann var i tiallde mynu heila nott a alþinge og vard mier ad haunum good skiemttun, mig minner hann segdest hafa naad sogu af Andra og ma wera af Wigaskuta.
  6. 1686—87 »logerede« Árni »hos skredderen, hvor der nu er madam Dorschens hus« (AM i 254, 8°). 1687 om foråret »kom jeg i Bircherods gaard. Der var jeg hos rector Wandalinus«, men 1688 om efteråret kom han til Resenii hus sammen med »andet Bartholins folk«.
  7. Halfdan Einarsson henviser i sin Sciagraphia s. 147 til et brev af 17. aug., afsendt fra Nidaros, det var versificeret (lat. eller isl.?) og til Þórður Jónsson.
  8. 3 Jfr. udtryk i brev fra Þormóður 25/2 og 29/3 1689 samt Árnis brev 4/4 s. å.
  9. Det må være hertil at der sigtes i biskop P. Krogs klage 16/11 1720 til Kancelliet over udlån af dokumenter: Da Arnas Islandus var der oppe an. 1700 eller omtrent, udleverede bispen af capitulet gamle adkomstbreve och documenter i mange 100 tal uden protocollation och designation, hvor af de ey har seeit et er bleven igien indleverit, men naar de har begiert udtog af de bøger, som nu desidereris, siger hånd, nu at de ere i Iislændens [sic] hænder, nu at de ligger i cancelliet; mange breve ere distraherede fra capitulet før von Ahnens tiid, de har aldrig seeit speciflcation paa hvad der bør findes paa capitulet och schal alting havis complet, maa alt det distraherede och alt det Arnas fik komme tilbage.
  10. Sml. brev til Þ. T. 5/5 1689 (udg. s. 15).
  11. Jfr. også brev 5/5 1089.
  12. Ved at granske tom. X og XI, der indeholder forarbejder til Ant. dan., vil det kunne fremgå, hvorledes forholdet nærmere er.
  13. Trykt i II. bind, slutn.
  14. Her hidsættes hvad A. har skrevet: tom. I: s. 533-93, 597-626, 1133-42; II: 344-48, 457-609, 632-34; III: 522-623, 757-852; IV: det hele (764 s.); V: 107-09, 192—200,239-86; VII: 461-554, 565—67, 575-998; IX: 1—11, 21—558; XII: 1—465; XXIII: 632— 787. Desuden enkelte randbemærkninger og småstykker i andre tomi som X og XI, XIV, XVII-XIX, XXII. Kun i VI, VIII, XIII, XV, XVI, XX, XXI, XXIV—V har jeg intet fundet med Árnis hånd. I 1045,4° findes Árnis egenhændige »Index in tomos Bartholinianos« A—K (ɔ: I—VIII, men den 1. tome, Árni omtaler, er nu tabt) med angivelse af, hvad han selv har skrevet. Denne index er forfattet længe efter 1690; Árni meddeler her flere steder, ærligt og åbenhjærtigt, at hans afskrift er ukorrekt eller upålidelig, idet han vist derved antyder, at han, så ung han dengang var, endnu ikke havde fået blik for den krævede videnskabelige akribi. Om Árni mener andet end det ortografiske, er uklart.
  15. I br. 8-15/1 90 meddeler han, at han er kommen i besiddelse af Alexanderssaga, netop den ovf. nævnte (519,4° i saml.).
  16. I br. 26/11 bruger Þormóður endnu stærkere udtryk om Árni: »ikke kan de få Deres ligemand«.
  17. Jfr. også br. 13/10. Denne Sæmundur er Sæmundur Oddsson i Hitardal, d. 1687, hvis datter Margrjet blev 1700 gift med præsten Þórður Jónsson til Staðarstaður og medbragte 6 hundrede hundreder.
  18. Et hovedbrev om kronologi med mere er Þormóðs af 2/10. Heri opfordrer han også Árni til at forfatte et dictionarium over gamle dunkle ord.
  19. Han kalder denne allerede »sin patron«. I øvrigt beder Árni Þormóður om at antyde for Moth. at han »så vel som nogen anden kunde forestå en antiquarii forretning«, og det vilde være ham en stor hjælp, om en anden kunde lægge et godt ord ind for ham. Svar herpå giver Þormóður i br. 11/1 91 og udtaler, at Árni er fuldt værdig til at beklæde en sådan stilling og kan måle sig med hvemsomhelst, »sed ubi censor, siger han, siden den, der alene kunde censurere, er borte«; han mener naturligvis Bartholin. Han vænter alt godt fra Moths side.