FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Haukr Valdísarson
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Andet Bind
G. E. C. Gads Forlag
København 1923
Andet tidsrum
1. afsnit: DIGTNING
§4. Islandsk digtning
A. Fyrsteskjalde og andre historiske kvads digtere.
Haukr Valdísarson.
Af denne, ellers fuldstændig ukendte skjald haves et digt, der, skønt det er uden stef, kaldes Íslendingadrápa1); det findes kun i hdskr. A. M. 748, 4°, men det er ikke fuldstændigt, idet en del af slutningen mangler; der er 26 vers og 2 linjer af det 27. bevarede; det har næppe talt flere end 30 vers i det hele2). Digtet handler, som navnet tildels viser, om forskellige islandske helte fra sagatiden. Disse helte er: Broddhelge, Bjarne, Þorkell Geitisson, Helge Droplaugarson og hans navne Helge Ásbjarnarson, Grímr Droplaugarson, Egill og þórólfr Skallagrims sønner, Glúmr Geirason, Hallfreðr, Þórálfr Skólmsson, Finnboge ramme, Ormr Stórólfsson, Bjarne skáld, Grettir, Þorleifr jarlsskáld, Ormr skógarnef, Gaukr Trandilsson, Gunnarr, Miðfjarðar-Skegge, Siðu-Hallr og hans søn Þorsteinn, Holmgöngu-Berse, Kormákr, Þórarinn Steinarsson, Holmgöngu- Starre. — Nogen aldeles klar og konsekvent orden eller plan i opregningen har digteren ikke fulgt; dog findes der mindre grupper, hvor digteren sikkert med vilje har sammenstillet sammenhørende, på en eller anden måde til hinanden knyttede personer, således er i v. 3—8 indholdet hæntet fra Vapnafjordsmændenes fejder; brødre omtales sammen i v. 9—10 og 19—20, stærke mænd anføres samlet v. 13—15, digtere i v. 16—18, modstandere i v. 24—25 osv.3). Alle disse personer beskrives ganske kort, i det enten deres krigerske færd og mod i almindelighed prises, eller således, at der hentydes til en bestemt begivenhed, de er knyttede til. Vi får herigennem forskellige oplysninger, der ellers ikke kendes, f. ex. om Þórarinn Steinarsson, skjalden Bjarne (I, 554), eller afvigende beretninger om andre, som når det om Glúmr Geirason, skjalden, siges, at det var ham, der »talte med en død mand« (ɔ: i drømme), medens det i følge Reykdælasaga var hans broder Þorkell4). Der nævnes enkelte personer som almindelig bekendte, om hvilke vi ellers får højst ufuldstændige oplysninger, som Gaukr Trandilsson5). Digterens kilde har uden tvivl været den mundtlige tradition (jfr. hans udtryk frák 6.5, 11.1, 12.7, 13.5, 19.1, 23.1, þjóðir kváðu 18.5), ikke skrevne sagaer, da han netop ikke stemmer med disse, i hvert fald har han f. ex. ikke kendt Reykdæla eller Orms þáttr Stórólfssonar. Han synes at have kendt et af Egils vers, sagaens v. 18 [hrings fell á þvi þingi 9.7 ≠ hringr á vápna þingi); ellers er det vanskeligt at udpege ligefremme lån eller efterligninger hos Haukr. Fremstillingen er i det hele meget simpel, ligefrem og ensartet og helt igennem jævnt prosaisk, uden nogen egenlig digterisk flugt eller kraft; omskrivningerne er overmåde mange og jævnlig temmelig lange, tillægsord hyppige, men om bægge dele gælder det, at de er ikke synderlig oplivende. Alt dette forbyder at sætte digtet længere tilbage i tiden end til omkring 1150; meget yngre kan det på den anden side næppe være; G. Vigfússon sætter digtet til slutningen af 13. årh.6), Bugge7) til 13. årh.; bægge dele er efter min mening urigtige, både fordi det ikke forudsætter skrevne sagaer, men udelukkende synes øst af traditionen og fordi fremstillingen ligesom også sprogformer (fingin, gingu, ept osv.) stemmer fuldkommen med det 12. århundreds, mindre med det 13.s, mindst dettes slutning. — Noget bestemt billede af digteren selv kan vi ikke danne os; de egenskaber, der særlig fremhæves, er så godt som udelukkende af krigersk art: tapperhed, mod og manddom; en enkelt undtagelse gøres for Siðu-Halls vedkommende, der berømmes for sin sjæls mildhed og gudsfrygt — og for at have haft så mange fortrinlige sønner; åndens gaver, skjaldskab og deslige, fremhæves ingen steder, i det mindste ikke for deres egen skyld. Således kan digtet egentlig kun vidne om digterens historiske og antikvariske interesser, og det danner således et led i Islændernes lærde digtning i det 12. årh., særlig dettes sidste halvdel.
Noter
1) I overskriften i hdskr.
2) Skj. digtn. B I, 539-45.
2) Jfr. Möbius i udgaven s. 15.
3) Isl. forns. II, 101.
4) Nævnt i Njála; tidlig en sagnfigur, jfr. Ísl. þjóðs. II, 100, Árbók fornl. fjel. 1884-85. s. 51, og en af Maeshowe-indskrifterne.
5) Dict: barð; Corp. poet. II. 419.
6) Beiträge XII, 61.
