Akínâtsân (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Akínâtsân

De folk, der overvintrede ved Akínâtsân, var alle – med undtagelse af familien Qaratserpik – i nær slægt med hinanden. Det var foruden den nævnte: fangerne Taqivaq, Nârqortôq, Nûko og Bâlik med deres familier.

Om efteråret forsøgte man at leve af bær, men vejret var så dårligt, at man næsten ingen fik. Regnen piskede ned, og en kraftig storm af sydvest blæste uden ophør. Kvinderne trak i helpelse, og dog var det umuligt for dem at plukke dagen lang.

Knapt havde året vendt, før folkene ved Akínâtsân begyndte at sulte ihjel. De første døde slæbte man langt uden for huset, men efterhånden som flere bukkede under, orkede man ikke at fjerne dem længere bort, man lempede dem lige uden for husgangen. Til sidst behandlede man de døde med lige så lidt respekt, som var de hunde.

Taqivaqs børn — der var fire store drenge — var afsindige af sult. Da deres forældre var sultet ihjel, og den ene af brødrene kort efter døde, blev de tre drenge som gale hunde, der gik til angreb på spisende mennesker. Med stokkeslag måtte de spisende holde sig dem fra livet. Gamle folk, der før har oplevet sulteperioder, havde et mundheld, der siger: »Hunde på sultegrænsen viger straks bort for tærsk, men et menneske viger ikke med det samme«.

Efterhånden sultede brødrene ihjel. Den første, der døde, var faldet om uden for huset. Siden, når de andre mærkede, at de skulle dø, slæbte de sig ud gennem husgangen. Med opbydelse af deres sidste kræfter kravlede de hen til den først afdøde, og her lagde de sig op til broderen og formede deres legemer efter hans, og de lå, som om de varmede hinanden.

Den fjerde af brødrene, Qáqitínia, levede helt til foråret og var så vidt ved hægterne, at han kunne hjælpe sin morbror Nârqortôq med teltslagning, og han ventede, at morbroderen ville tage ham til sig. Da teltet var rejst, gik Qáqitínia ind, men Nârqortôq tog en kæp og gik løs på drengen og gennempryglede ham som en køter og smed ham ud. I teltets forrum sagde drengen: »Havde min morbroder Amátangneq været her, ville han have forbarmet sig over mig, og jeg kunne have overlevet«. Jamrende gik han op til sine døde brødre og lagde sig hos dem og formede sin stilling efter dem. Han rørte sig derefter ikke af stedet og frøs den følgende nat ihjel.

Da den anden morbroder, Amátangneq, om sommeren vendte tilbage til Angmagssalik distrikt fra Igdiluvardik og hørte, hvad der var sket, gik han voldsomt i rette med sin ældre bror, Nârqortôq, for hans ubarmhjertighed mod nevøerne.

Vi har i det foregående hørt lidt om Akínâtsân-folkenes tyvetogt, der gav dem hele tre bjørne. Derom fortælles:

Nûko opfordrede sine bopladsfæller til at tage ud på tyvetogt. Det var så tidligt på året, at ingen endnu var sultet ihjel.

Man havde en aften set Sûnâjik-folkene på vej hjem, bærende på noget. Da mørket faldt på, drog tyveskaren af sted, anført af Nûko. De havde ledt længe, da de omsider fandt de flænsede bjørne, og de tog næsten alt med sig hjem. Og hvad de ikke kunne bringe med sig, gemte de godt af vejen og dækkede det til med sne. De kom først hjem, da lyset var ved at bryde frem.

De, der havde nedlagt bjørnene, gik ud, da det lige var blevet lyst, men de fandt ingen ting. Og de fandt sig i deres skæbne, men de var enige om, at ingen af dem ville glemme det skete, og man ville tage hævn, når lejlighed bød sig.

Solen havde fået magt, men ved Akínâtsân voksede de ihjelsultedes tal støt. I april kravlede folk op på hustaget for at varme sig i solen, men når de ville ned ved solnedgangstid faldt de næsegrus forover og døde.

Mens det så aller sortest ud, kom Nûko en dag farende ind og råbte: »Der er en stor bjørn«.

De få, der endnu var i stand til at stavre af sted, tog jagten op; fra nabopladserne kom fangere til hjælp. Og da bjørnen var stor og fuldvoksen, var den ikke til sinds at stikke af. Snart havde man omringet og dræbt den.

Man spurgte, hvis bjørn det var. Nârqortôq så vredt på Sûnâjik-folkene og sagde brysk: »Det er Nûkos bjørn«. Qiânaq svarede i samme tone: »Ih, hvor skal vi lunse flænsestykker til os«. Símujôq sagde: »Hvem tør lunse flænsestykker af Nûkos bjørn, det er kun mine bjørne, ingen behøver at respektere«. Ved disse ord skar Símujôq som sin fangstpart det ene lår af med påsiddende skind. De andre deltagere i fangsten fulgte Símujôqs eksempel og splittede hele bjørnen op uden at tage hensyn til det gode skind. Under denne voldsomme flænsning hørtes næsesnøft fra de ophidsede mænd.

Nûko fik ikke andet end hovedet med skindet på. Nârqortôq blev gal og råbte: »Kan I så give Nûko noget af tarmene eller hjertet!« – Âlik svarede: »Husker I, da I stjal vore fangstparter i vinter, og vi selv næppe fik en stump?« Ingen svarede.

Nûko dannede bagtrup på vejen hjem, han var synlig slukøret. Knap var han kommet i hus, før han og konen satte sig til at tude i kor. Akínâtsân-folkene fik intet ud af Nûkos bjørn.

Før sultedøden for alvor begyndte at hærge ved Akínâtsân drog Bâlik af sted til den indre fjord for at tigge noget spiseligt der; hans tanke var at vende tilbage med det samme til kone og børn, men han vendte aldrig hjem. Han døde derinde.

Han døde ikke af sygdom, men han havde været uforsigtig, havde forædt sig på et lille stykke kød, som under normale forhold knapt havde været nok til at mætte en mand.

Hans familie ventede i længsel. Og da de endelig hørte inde fra fjorden, at familiefaderen var død, brød de sammen af sorg og sult. Snart døde børnene én efter én. En dreng på tolv år hjalp så godt han kunne sin mor, og når moderen ville begå selvmord, talte han hende fra det. Denne dreng hed Kúkilaun.

Da det blev forår, og man skulle flytte i telt, bad Kúkilaun sin morbror Nârqortôq om hjælp ved teltslagningen. Men morbroderen værdigede ham ikke et svar, og drengen gik grædende bort. Da ingen ville hjælpe, gik Kúkilaun selv i gang med at lave teltstænger. Intet under, at det teltstel, Kúkilaun fik flikket sammen, var noget skrøbeligt, han var jo blot en lille dreng. Han og hans mor boede i teltet i nogle dage, men et stykke hen i juni kom et uvejr, hvorunder de frøs ihjel.

Uvejret rejste sig som en forrygende storm af sydvest med kulde og sne. Snestormen rasede, som om det ikke var sommer.

Da uvejret satte ind, bad Kúkilaun sin morbror Nârqortôq om at hjælpe med at sikre teltet ved at lægge remme over det og tynge det ned med sten. Morbroderen fnøs af harme og sendte ham ud af sit telt. Drengen fjernede sig under gråd, der skar gennem marv og ben.

Tre dag rasede snestormen.

Da uvejret var ved at stilne af, gik Sikivan og Âlik hen for at se, hvordan Kúkilaun og hans mor havde det. Deres telt var da blæst væk, og de arme mennesker havde søgt læ bag en klippe under de sørgelige rester af teltet. Drengen havde forsøgt at beskytte sin mor mod kulden ved at lægge et stykke bjørneskind under hende og dække hende til med skindpjalter. Selv lå Kúkilaun yderst med ryggen mod vejret. Moderen var frosset ihjel, men drengen var i live og havde det efter omstændighederne godt.

Âlik spurgte: »Hvornår frøs din mor ihjel?«

Kúkilaun svarede: »Hun udåndede først ved daggry«.

Âlik: »Hvordan har du det selv?«

Kúkilaun: »Jeg selv har det godt«.

Âlik: »Du må flytte ind til os«.

Drengen svarer: »Tak skal du have, men jeg har så ondt af min mor, så jeg bliver hos hende og venter, til jeg selv fryser ihjel, men sig til morbror Amátangneq, når I engang ser ham, at mor og jeg frøs ihjel«.

Da drengen havde sagt det, puttede han sig ind til sin frosne mor og lukkede øjnene – og han rystede af kulde.

Âlik nåede med få skridt op til Nârqortôqs telt og råbte vredt til ham: »Nârqortôq, hvornår har du sidst set din søster og nevø?« Han svarede: »Jeg så dem da i går«.

Âlik svarede i stor vrede: »Havde det været tyvekoster, skulle du nok have skyndt dig at bringe dem ind i dit telt!«

Han blev stående udenfor og ventede på svar, men Nârqortôq var tavs. Forarget gik Âlik op til sit telt.

Den næste morgen var drengen død af kulde.

Ved Akínâtsân var der flere, der døde næsten samtidig. En af dem var Putsáinaq, og om hans død berettes:

En morgen kom Nûko ind og fortalte, at isen var brudt op et stykke fra bopladsen. Putsáinaq flyttede sig helt ud til kanten af briksen og sagde: »Også jeg skal med på fangst«. Han gik ud og hentede sin kajakpels, en kort hvidskindspels, der ikke når længere end til brystet, kaldet kiapik = brystlængde. Pelsen var blevet stiv, og Putsáinaq satte sig hen for at gnubbe den blød. Mens han sad og bearbejdede skindet, faldt han bagover med pelsen over sig. Man spurgte ham: »Putsáinaq, er du så træt?« Da han ikke svarede, så man efter; han var død. Ingen havde kræfter til at slæbe ham ud.

Mod slutningen af april – under et voldsomt snevejr – tyndede det stærkt ud blandt Akínâtsân- folkene. Udefra så huset ud, som om der ikke var flere levende tilbage. Uden for huset mødte én et uhyggeligt syn: forvredne lig af udhungrede mennesker.

Tiardúko har fortalt følgende barndomserindring:

Grunden til den store hungersnød mener man er den, at Âkajik ikke øvede dødsbod efter sin søns død, men den egentlige skyldige var ingen ringere end datidens største åndemaner, Avko, der havde dræbt Âkajiks søn, men forbudt faderen at øve dødsbod, for »den døde er ikke død på normal vis, men bortført af de underjordiske, ingnerdivin«, sagde Avko.

Da vi dengang slog os ned for vinteren, aflivede min far alle sine hunde, inden de var blevet for magre, og hengemte deres kød som forråd for os børn. Kort efter vores indflytning havde vi ikke mere spæk; vi spiste bær, og til bærrene gnaskede vi gammelt konebådsbetræk, som huset var tækket med.

I de sidste dage i februar fik Símujôq tre bjørne, en mor med to store unger, og det var dem, som Akínâtsân-folkene stjal kødet af. Min mor kogte bjørneindvolde over et bål — træ lagt på spæklampen — det røg frygteligt inde i huset. Mens mor sad der, kom Taqivaq fra Akínâtsân på besøg. Min mor gav ham en øse skoldende hed suppe, jeg glemmer aldrig det syn. Skønt suppen var så varm, drak han den i én slurk, og bagefter sagde han: »Det smagte så godt, at det ikke engang var varmt«.

Vinteren var så hård, at ferskvand ikke var til at fremskaffe. Min fars mundvige blev slidt op til åbne sår, fordi han sad og gnaskede isstumper og tøede dem i munden, for derefter at spytte vandet ind i munden på os børn. Det gjorde han, for at vi ikke skulle dø af tørst og sult.

Min moster, der boede ved Nôrsîn, sendte bud til os om at komme: »De må flytte herover, mens de endnu er fuldtallige«.

Vi forlod vort hus og flyttede. Vore husfæller flyttede til Akínâtsân. At komme til Nôrsîn var en lise, for dér var der ferskvand i rigelig mængde. En dag fangede min far en sæl, en lille fjordsæl. Mens min moster kogte kødet, kom Taqivaqs søn fra Akínâtsân på besøg. Han fik en øse suppe. Da han havde drukket suppen op, tog han fat i mosters tørrehæk og blev stående. Den unge mand så vild og glubsk ud – som et forsultent dyr, der venter på en chance til at springe på noget spiseligt. Moster sagde til ham: »Det her kød er til mine nevøer, og vi giver intet til en fremmed«. Derpå tog moster sin lampepind og slog til ham for at få ham væk. Men da fyren ikke ville flytte sig, tog moster en brændende tot vægemos op på spidsen af vægepinden — og stak den helt op i hovedet på ham. Han vred blot hovedet til side uden at slippe sit tag i tørrehækken. Først da moster sved noget af hårene på hans langhårede hættekant, slap han sit tag og fjernede sig baglæns. Det var, som om han smålo, men det var gråden, han snøvlede i sig.

Kort tid efter fangede Nûko ved Akínâtsân en klapmyds, men vore husfæller stjal alt kødet som hævn for Símujôqs bjørn, som vi skulle have haft.

Vi havde snart opspist klapmydsen – og en dag, hvor vejret for en gangs skyld var til at færdes ude i, kom fangerne hjem med bjørnekød surret fast til kajakkernes agterdæk. Det var Símujôqs bror, der havde fået en fuldvoksen bamse. Man havde efterladt skindet ude i isen, fordi store mængder is var kommet i stærk drift og var ved at spærre hjemvejen af. De var med nød og næppe sluppet igennem et bælte, der kværnede og skruede op. Den eneste, der ikke kom hjem, var min far. De hjemkomne sagde: »Vores ledsager er sikkert skruet ned af isen. Den spærrede vejen for ham, og han forsvandt i skumringen. Han overlever det nok ikke«. Det blev nat. Min far var og blev borte. Næste dag ventede vi forhåbningsfulde. Natten kom med en forrygende storm af sydvest. Den tredie dag kom, det blev nat. Også den fjerde dag gik, og da det blev nat, lå jeg på briksen og kiggede ud igennem husgangen. Udenfor fik jeg øje på et par menneskeben. Benene bevægede sig hen imod husgangen. Et menneske krøb ind ad husgangen. Uden at sige noget lagde min mor sig på maven og kiggede. Inden nogen havde sagt noget, sagde den indkommende: »Lever ungerne endnu?« – Det var min far. Alle undrede sig over hans uventede hjemkomst.

Min far har fortalt om sin hjemrejse:

Da isen havde skruet sig sammen om ham, var han krøbet ud af kajakken. En tid trak han kajakken efter sig ved forstavnen, men det varede ikke længe, før bunden på den blev revet op, og han måtte forlade den. Han tog da kun sine årer og bjørnekødet – fangstparten – med sig. Springende fra isskruning til isskruning fortsatte han indover. Først ved Tasilâq-fjordens munding, ved Qaqiniarteq var det lykkedes for ham at få fast grund under fødderne. Her var fjeldet stejlt og glat, men anden vej fandtes ikke, og far måtte videre. Et sted gled han og rutschede ned over den hårde sne, der førte lige ud i det åbne vand, men som ved et mirakel stoppede han og kunne fortsætte.

En tid overvejede far at søge ind til Qernertivardik, men rygterne gik, at beboerne der var så afsindige af sult, at de ikke ville lade nogen fremmed overleve. Derfor fortsatte han. Ved Nûârdik satte han sig til at puste lidt. Der havde han fuldt udsyn over fjorden, der lå med åbent vand, og den skulle han over. Det så håbløst ud. Mens han sad og grundede, faldt hans blik på en lang sneryg lige foran hans fødder; der var så velformet som en kajak. Han bøjede sig forover og bankede på sneen. – Det gav et sæt i ham, en tilsneet kajak.

Senere fik man at vide, at kajakken tilhørte en mand, der havde forsøgt at ro ind i fjorden i håb om derinde at få noget spiseligt. Han var bukket under af sult og udmattelse ved siden af sin kajak. Min far bar kajakken ned til stranden og lagde den i vandet, og da den var tæt og uskadt, krøb han i den og roede hjem.

I maj, da der var kommet varme i luften, tog jeg med min storesøster Pánikajik til Akínâtsân.

Kun to kvinder var i live, alle de andre var døde. De to kvinder var krøbet op på hustaget, men kunne ikke kravle ned igen. De så skrækindjagende ud, for partierne omkring øjnene var slidt i væskende laser, og der var et stort hul gennem næseryggen på dem. Dog var de i live – kun skind og ben. Den ældste tilkendegav sig som Putsainaqs kone. Jeg krøb op til dem. De småhikkede – det var deres forsøg på at græde. Den gamle fik fremrallet: »Min datter – død-e i nat«.

Rundt langs husmuren lå mange lig, folk, der var krøbet op på taget for at suge solvarme, men var styrtet næsegrus forover, når de bukkede under, mens de sad i solen.

I juni – på den tid, hvor man ellers træffer sælunger overalt – brød uvejret løs fra sydvest. Man skulle tro, det var midt om vinteren. Sneen føg og lagde sig i hårde driver. Ind gennem husgangene føg den og tilstoppede dem totalt. Tarmskindsruder blev sprængt, og inde i husene lå hårde snetunger fra de åbne vindueshuller.

Ved nogle af bopladserne ville der sikkert have været flere overlevende, om ikke den frygtelige snestorm havde frosset dem ihjel. Dengang var vi så afkræftede, at vi ikke kunne stå oprejst, vi gik med hænderne støttet på knæene.

Mens stormen endnu rasede, slog det over i mildning. Snart piskede regnen ned. Stormen lagde sig. Det var sommer, og solen flammede over landet. Da jeg kom ud, så jeg, at sletten bag Nôrsîn hoppede med nyfløjne snespurveunger. I en fart stillede jeg en klapfælde op og lagde mig på lur med den ene ende af senetråden, der førte til en pind, i hånden. Jeg fik klappet et par spurveunger, mor og far spiste brysterne, og vi søskende knasede resten i os.

Fodnoter

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 126-132, København, 1963.

Næste kapitel ►