FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Göngu-Hrólfssaga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN

§ 18. Fornaldarsögur og nogle dermed beslægtede sagaværker
B. Sagaer uden historisk grundlag


4. Göngu-Hrolfssaga


4. Göngu-Hrolfssaga findes i AM 152, fol., 589 f., 4°, Gml. kgl. saml. 2845, 4°; udg. i Fas. III1). Denne saga er en af de længste og æventyrligste. Den indeholder en ophobning af alle mulige motiver. Hovedpersonen, der intet som helst har at gøre med den historiske Rolf (Rolf Ganger), er en søn af Sturlaugr og Asa (se foregående saga); han er stor og stærk og så tung, at ingen hest kan bære ham en hel dag. Han forlader sit hjem på grund af misstemning mellem ham og faderen, og han kommer til Danmark. I øvrigt foregår sagaen hovedsagelig i Garderige. Her er der en konge Hreggvid, der skal have været en søn af de fra Halfdanssaga kendte personer Skule jarl og Isgerd. Erik fra Gestrikland angriber ham med sine bersærker, blandt hvilke det troldkyndige utyske Grímr ægir findes, og fælder ham; Erik vil ægte hans datter, Ingigerd, men hun opnår 3 års frist for at få en mand til at kæmpe for hende; hvis han sejrede, skulde hun slippe for giftermålet. Det bliver naturligvis Hrolf, der indlader sig på kampen, foranlediget af Ingigerd selv (svalen med silketørklædet). På vejen til Garderige er Hrolfr så uheldig at træffe en dansk bondesøn, Vilhjálmr, en snedig, løgnagtig, men ærgærrig praler, der ved list får Hrolf ganske i sin magt; denne kommer som hans tjæner i en fornedrelsestilstand, men udfører store bedrifter og aflægger de mest glimrende kraftprøver, som Vilhjálmr tilegner sig. I dette forhold ligger der en virkelig poetisk tanke, og det er på en måde den, der bærer det ellers så ganske urimelige indhold, der består af de vildeste æventyr og mærkeligste hændelser, hvorved gengangeren Hreggvid spiller den mærkeligste rolle, for ikke at tale om dennes hest, Dulcifal. Ind i hovedindholdet er der vævet forskellige andre begivenheder, der vedrører den danske jarl, som Hrolf først besøgte, og flere andre personer. Dog er sagaen et logisk hele og ingenlunde dårlig sammensat. Naturligvis ender alt godt, og Hrolf fører Ingigerd bort på Dulcifal som en anden Valtarius, og ægter hende, men først efter mange genvordigheder og kampe. Fremmed indflydelse mærkes her på mange punkter, ligesom der også optræder personer som Menelaus, konge i Tattariet osv. Men der er al grund til at antage, at sagaen er overarbejdet (de eksisterende rimer er ikke her vejledende, da de er meget unge og går ud fra sagaen omtrent i dens nuværende form; de første kapitler om Hreggvid er her udeladte, idet digteren henviser til særlige rimer over dem)2); i hvert fald er det klart, at adskilligt af, hvad der fortælles om Grímr ægir, skyldes senere udmalinger; det samme gælder også hans modstykke, dværgen Möndull. Der findes forskellige historiske genklange og, mærkeligt nok, er Knytlingasaga bleven nyttet. Sagaen hører vistnok til de yngre, men er dog næppe ret meget yngre end 1300.



Noter:
1) J. W. Hartmann: The Göngu-Hrolfssaga 1912, hvor bl. a. kildespørsmålet behandles.
2) Her findes heller ikke Danmarksbeskrivelsen i kap. 37, og kun begyndelsen af det sidste kap.