FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Om den religiøse digtning

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1898


Andet tidsrum

1. afsnit: DIGTNING


§4. Islandsk digtning


B. Den gejstlige digtning.

Religiøse digte uden forfatternavn:


Om den religiøse digtning
Før end jeg går over til at omtale et enestående religiøst kvad, er det hensigtsmæssigt at betragte hele den anførte religiøse digtning i almindelighed noget nærmere.

Den religiøse digtning på Island begyndte allerede straks efter kristendommens indførelse; betegnende i så henseende er, at Eilífr Goðrúnarson, der havde digtet den sidste Torsdrape, forfattede den første Kristus-drape. Som allerede bemærket kendes så godt som intet til den ældste religiøse digtning. Men vi kan forestille os, at der har været adskillige vanskeligheder at overvinde navnlig med hensyn til det rent formelle, og da særlig omskrivningerne. Ligesom skarpsindet engang i længst forsvundne dage havde måttet arbejde og indføre nye omskrivninger og betegnelser, eftersom trangen dertil viste sig, således måtte man nu tage fat på ny; men opgaven var nu lettere, forbillederne var tilstede og formen given. At nye versemål skulde være dannede for den religiøse digtnings skyld, var efter hele tidsånden og trosopfattelsen utænkeligt. Kristelige melodier eller latinske versemål kunde der først langt senere, i en fremskreden lærd tid, være tale om, og ikke engang da kunde de trænge igennem. Den gamle versform bibeholdtes og med den alt, hvad der fra arilds tid hørte med dertil og som betingedes deraf. Enkeltbenævnelser og omskrivninger var lige så nødvendige som før. Det eneste kristelige halvvers af ovennævnte Eilifr viser bedre end noget andet, hvor liden afstand der var mellem den gamle og den nye trosopfattelse, særlig hvad Kristus angår. Men det kunde dog ikke undgås, at nye begreber og nye forestillinger krævede deres betegnelser, nye omskrivninger, tillægsord og lign., og skjaldenes opfindsomhed fornægtede sig ikke. For at nævne nogle eksempler, måtte et ord som synd betegnes; man valgte dertil (foruden ordet synð) ord som mein, böl, og dannede deraf tillægsord i en ny betydning (1). Særlig var det gud, Kristus, helgener, troshelten, jomfru Maria, himlen og lign., for hvilke der skulde opfindes omskrivninger. Man opkaldte da f. ex. gud og Kristus efter deres forskelligartede virksomhed: menneskenes lovgiver, lykkegiver, trosbyder, fredsbyder, mén- eller syndbryder osv.; jordens eneskaber, jordens, himlens, englenes, menneskenes konge, fyrste, styrer osv. En del af de gamle omskrivninger for en jordisk fyrste kunde dog også bruges om gud, eftersom et ord som f. ex. land er tvetydigt (— et enkelt land og jorden i almindelighed). Også de mange nye omskrivninger for himlen (dagens, lysets, solens, månens — by, sal, hjem, stol, telt; stormens, lynets — hal, telt, land osv.) viser skjaldenes frugtbarhed og sprogets rigdom. De gamle tillægsord, man tidt og ofte havde benyttet om jordiske fyrster, kunde skjalden i mange tilfælde, ligesom tilfældet var med navneordene, simpelt hen overføre på gud og Kristus, ja også på helgener; nye blev tillige dannede som hirðvandr, mannvandr »omhyggelig i valget af sin hird, sit følge« (kunde også have passet på en jordisk fyrste), þrifskjótr, grandlauss, hvargóðr, siðnenninn, líknarstyrkr osv. (2). I benyttelsen af disse og lignende tillægsord er skjaldene utrættelige, således at der i ét og samme vers kan forekomme 2, 3 og flere; særlig findes dette udpræget i Liknarbraut. Hvad nu den hyppige brug af omskrivninger i helgenkvadene angår, frembyder de den samme udvikling som skjaldepoesien overhovedet. At »øvelsen gør mesteren« viste sig også her. De ældste religiøse digte, lige fra de få brudstykker fra det 11. årh. og til digtene fra det 12. årh., indeholder en mængde omskrivninger, og disse er på en noget lignende måde lange og ubehjælpsomme, som omkr. 900, medens de yngre digte fra det 13. årh. er smidigere og lettere og har derfor frigjort sig for omskrivningernes mængde ligesom skjaldekvadene fra omkr. 1000 og derefter. Man er nu bleven herre over formen også i de religiøse kvad. Hvad brugen navnlig af omskrivninger for mænd angår, kan det ikke nægtes, at de undertiden falder noget unaturligt, som når røveren på korset kaldes sókndeilir og lign.

For nu at komme til det, som mere vedrører det egenlige indhold, kan det i almindelighed bemærkes, at digterne næppe nogensinde af sig selv har opfundet deres digtnings æmne, men de har hæntet dette fra de af dem og i skolerne benyttede teologiske skrifter og lærebøger og sikkert ikke givet sig af med at underkaste det nogen selvstændig bearbejdelse, lige så lidt som der overhovedet spores nogen som helst selvstændig, original sysselsættelse med teologisk-spekulative æmner på Island i dette tidsrum.

I modsætning til den egenlige hirdskjalde-drape-digtning, der på grund af dens tørhed og stereotype væsen i denne periode er så lidet tiltrækkende for nutidens læsere, står den religiøse digtning i det hele taget. Hvad der gør den så tiltalende er særlig den stilling, som skjalden deri indtager overfor guddommen på den ene og menneskene på den anden side. Den er naturligvis vidt forskellig fra hedenskabets opfattelse af forholdet mellem guder og mennesker. Forholdet er af en ganske anden personlig og inderlig art. Foruden den absolute og eneste saliggørende tro på den treenige gud kommer her den moralske baggrund for denne tro og de moralske følger deraf tilsyne; gudstroen og den moralske vandel er her uadskillelig knyttede til hinanden og betinger hinanden. En inderlig, fuldstændig kritikløs hengivenhed, en barnlig og urokkelig tiltro samtidig med en brændende følelse af den menneskelige synd, skrøbelighed og elendighed, trangen til bod, anger og forsoning med gud samt ønsket om lykke her og hisset for dem selv og hele menneskeheden — alt dette åbenbarer sig på det utvetydigste i denne digtning. Lovprisningerne af gud og hans undergærninger, af Kristi forløsning og overvindelse af djævel og synd, af den hellige ånds gaver osv. er uendelige. Følelsen af egen svaghed udtales ikke på en vammelsød, halvhyklerisk måde, men således, at man stadig bagved ordene føler den oprigtige tro, den meget ofte naive, ærlige sjæl, der er greben af en inderlig længsel efter og et levende håb om at blive delagtiggjort i frelserens forløsning. Der mærkes en velgørende mandighed i selve ydmygheden, frejdighed i følelsen, kraft og spænstighed i sproget. Man mærker, at noget af den gamle drapedigters djærvhed, frimodighed og selvstændighedsfølelse er gået over i blodet på den religiøse skjald. Det er således overmåde tiltalende og betegnende, når en af disse digtere (Leiðarvisan's forfatter) udtaler en frydefuld stolthed over at besidde sangens gave (»af den grund har han fået den, fordi han skal bruge den«); en anden (Liknarbraut's digter) er ærlig-djærv nok til at udtale, at han »gærne vilde opnå løn med renter for sit digt« til trods for tidligere nådesbevisninger, der er for store til at han, digteren, kan gøre gengæld; men han mener rigtignok, at hans digt er et godt afdrag på gælden.

Det er i overensstemmelse hermed, at medens disse digtere er uudtømmelige i deres lovprisninger af guddommen, hvorved særlig skabelsesværket og Kristi heltegærninger spiller en væsenlig rolle (den helligand træder noget i baggrunden), er de meget sparsomme med rosende udtryk for almindelige mennesker (i Liknarbraut savnes de helt); kun undtagelsesvis findes sådanne udtryk som »modig«, »blid«, »vis«; at apostlene og helte som Placitus og andre ideale, kristelige kæmper roses i høje toner, er ganske naturligt; den gamle nordiske sans for krig og heltedåd fornægter sig ingensinde.

De beskrivelser, som findes, er i reglen kraftige og anskuelige, undertiden ligefrem drastiske, svarende til sprogets djærvhed og naivitet i mange af homilierne. Beskrivelsen af den evige salighed og fortabelse i Harmsól (37—9) er i al dens korthed særdeles levende og kraftig. Betegnende for de tider er skildringen af Kristi korsfæstelse i Liknarbraut (v. 16): »Der hørtes høj klang fra hamrene, da krigerne drev naglerne gennem vrister og hænder på bramfrihedens fyrste«; hvor fortrinlig er her ikke modsætningen mellem de frække krigere, der slår løs, så det klinger, og bramfrihedens, ydmyghedens, fyrste; hvor følt er ikke situationen, og hvor langt fra enhver smagløshed er ikke omtalen af hammerslagene. I det hele taget er sproget smukt, kraftigt, men fremfor alt værdigt. En højst ejendommelig, islandsk vending findes i Liknarbraut (v. 26), hvor det hedder: »enhver sværdtings-vånd [mand] på jorden skal skynde sig til altinget [ɔ: den sidste dom] til møde med gud«. Vi finder her den samme ævne som i homilierne til at finde de udtryk og billeder, som bedst forstodes af tilhørere og læsere og derfor bedst kunde præge sig i hukommelsen; allevegne finder vi den umiddelbare anskuelighed og forståelighed i sprogets mest gennemsigtige solglans.


Noter
1) Jfr. B. Kahle: Die altn. sprache im Dienste des Christenthums, 1890, og K. Söderwall: De nord. språkens uttryck för sedl. begrepp, 1896.
2) Jfr. K. Gíslason: Njála II, 241-3.