Nibelungekvadet 10
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
oversat af
Chr. Fledelius
321.
Paa Rhinens anden Side med mangen Skare saa
man Kongen og hans Gæster til Flodbredden naa.
Og ledtes dér ved Tømmen mangen en Jomfru blid.
I Worms holdt man sig rede til Ankomstens Tid.538.
322.
Om Landets ædle Dronning nu og et Budskab hør,
om Ute den rige, hvordan hun sine Møer
bragte med fra Borgen, da selv hun red derhen.
Dér saas og blev kendte mange Møer og Mænd.540.
323.
Kongen var sat over og mangen ædel Gæst.
Eja, hvor brødes Lanser for Fruerne dernæst!
I Dystrend man hørte paa Skjolde stærke Stød.
Eja, hvor rige Skjoldbugler højt i Trængslen lød!542.
324.
De fagre Møer og Fruer ved Ankerstedet stod.
Gunther og hans Gæster alt Skibene forlod:
han selv førte Brynhild, den fagre, ved sin Haand.
Dér straalte lyse Stene mod skønne Klædebon.543.
325.
Da traadte ogsaa Krimhild, ædel i sin Færd,
hen at hilse Brynhild og hendes Følge dér.
Med hviden Haand de Haarkransen lidt tilbage skød,
da de kyssede hinanden, som Anstand dem bød.544.
326.
Mælte da skøn Krimhild med ædel Tugt paa Stand:
„I skal os være velkomne her i dette Land,
mig selv og min Moder og alle, som vi har
af trofaste Venner." Hun bøjed sig til Svar.545.
327.
De favnede hinanden mangen Sinde her.
Om kærligere Velkomst man hørte aldrig mer,
end begge Fruer skænked Bruden i denne Stund;
tit de kyssed Brynhild paa hendes søde Mund.546.
328.
Da Dronning Brynhilds Følge til Hobe var i Land,
mangen yndig Frue blev dér tagen i Hand
af stadselige Helte, som venligt hilste dem.
Man saa de skønne Møer for Brynhild træde frem.547.
329.
Før deres Hilsen endtes, det var en lang Stund:
for sanden blev dér kysset mangen en Rosenmund.
End dvælte hos hinanden de Kongedøtre to:
det Syn vakte Glæde hos mange Helte tro.548.
330.
Da spejded de med Øjnene, som hørte sige før,
at ingen Sinde saa man saa saare fagre Møer
som Krimhild og Brynhild: det blev og aabenbart.
Man fandt paa deres Legem ikke Svig af nogen Art.549.
331.
Hvo som kunde skønne om fagre Fruers Liv,
de priste højt for Skønhed Kong Gunthers Fæsteviv:
da mælte dér de vise, som skued mere grant,
at Krimhild i Skønhed for Brynhild Prisen vandt.550.
332.
Da monne Fruer og Møer hen til hverandre gaa.
Mangen fager Frue man vel smykket saa.
Dér stod Silkehytter og rige Telte med:
foran Worms hele Marken blev opfyldt derved.551.
333.
Gæsterne til Hobe var nu og stegne til Hest.
Da redes prægtigt Tjostridt mod Skjoldene dernæst.
I Marken rejstes Støvet, som Ildsvaade svar
lued over Landet: dér blev man Helte var.552.
334.
Da kom Hagen af Tronje, ham havde Værten sendt:
med venlig Tale bød han Buhurten være endt,
saa at de skønne Fruer for Støvet lodes fri.
Det Bud føjed Gæsterne sig saare villigt i.554.
335.
Alt over hele Marken svandt Buhurten hen.
Under de høje Telte dér talte Riddersmænd
Gammensord med Fruerne, og Tiden faldt dem kort.
En Stund dér fordreves, til atter man red bort.555.
336.
Det lakked hen ad Aften, Solen gik alt ned,
og sval føltes Luften; til Kongsgaarden red
talrige Mænd og Fruer, dem tyktes dertil Tid.
Med Øjnene blev kærtegnet mangen Jomfru blid.556.
337.
Dér red de stolte Helte deres Gangere saa fast,
saa var det Skik i Landet, at Klæder sønderbrast,
indtil foran Salshuset Kongen af Hesten stod.
Dér tjentes ædle Fruer af mangen Kæmpe god.557.
338.
De rige Dronninger skiltes da ogsaa ad igen.
Ute og hendes Datter de traadte begge hen
med deres ædle Følge til en Fruerstue vid.
Da hørtes alle Vegne Larm og festlig Id.558.
339.
Man oprejste Sæder: nu vilde Kongen gaa
til Bords med sine Gæster. Da saa man hos ham staa
den skønne Frue Brynhild. Krone dér hun bar
i Drotten Gunthers Rige: for sand hun mægtig var.559.
340.
Kongens Kammersvende i Kar af Guldet rød
kom did med Tvættevandet. Det havde ringe Nød,
om Nogen skulde sige, at andetsteds man fandt
rigere Fyrstebryllup: jeg nægted, det var sandt.560.
341.
Forinden Rhinens Skytsherre Vandet tog dernæst,
gjorde den Herre Sigfred, hvad Helten sømmed bedst,
han minded om, hvad Kongen havde lovet ham at faa,
inden han Fru Brynhild hjemme paa Island saa.561.
342.
Han mælte: „I bør mindes, hvad mig svor eders Hand,
at skulde Brynhild komme engang til dette Land,
gav I mig eders Søster. Hvor er nu denne Ed?
Jeg har paa eders Rejse lidt svar Genvordighed."562.
343.
Til sin Gæst mælte Kongen: „I siger ret for sand.
Deri skal ikke mensvoren vorde Gunthers Hand.
Jeg agter jer at hjælpe, saa godt jeg kan formaa."
Da bød man Dronning Krimhild frem for Kongen staa.563.
344.
Da mælte Drotten Gunther: „Søster saare kær,
fra min Ed du mig løse for al din ædle Færd.
Jeg svor dig til en Kæmpe: tager du ham til Mand,
saa har du gjort min Villie saa tro, som du kan."566.
345.
Mælte den ædle Krimhild: „Min Broder saare kær,
jer Bøn er ufornøden: hvad end jer Villie er,
den føjer jeg bestandig: det vorde, som I vil.
Jeg tager den til Husbond, I har bestemt mig til."567.
346.
For to kære Øjne blev Sigfreds Farve rød:
til Fru Krimhilds Tjenest den gæve Helt sig bød.
Da traadte sammen i Ringen de to paa Gunthers Bud:
man spurgte, om hun bifaldt at blive Sigfreds Brud.568.
347.
Som bly og tugtig Jomfru bluedes hun en Stund:
dog maatte Sigfred prise sin Lykke mangelund,
at ej hun vilde nægte at tage ham til Mand.
Og fæsted hende til Hustru Kongen af Nederland.569.
348.
Da han loved Møen og Møen ham sin Tro,
da trykked til sit Hjerte saa vennesæl og fro
Sigfred af Nederland det fagre Barn derpaa.
Han kyssed og skøn Krimhild, mens Heltene det saa.570.
349.
Kongen sad ved Bordet, og Brynhild hos ham.
Da skued hun Fru Krimhild, og Kvide hun fornam,
sidde ved Sigfreds Side: hun brast i Graad derved.
Ad hendes hvide Kinder randt hede Taarer ned.572.
350.
Da mælte Landets Herre: „Hvad sker jer, Frue kær,
at saare brat fordunkles jere lyse Øjnes Skær?
I maa med Rette glædes: I raader for mit Land,
for alle mine Stæder og mangen herlig Mand."573.
351.
„Jeg maa med Rette græde," gav Brynhild til Svar.
„For Krimhild, din Søster, jeg Sorg i Hjertet har.
Hende ser jeg sidde din Livegne nær:
thi maa jeg stedse græmmes, skal hun fornedres her."574.
352.
Da genmælte Gunther: „Dermed I tie bør.
I skal engang erfare, hvorfor jeg dette gør,
at jeg har skænket Sigfred min Søsterlil til Brud.
For vist kan hun leve i Fryd hos Helten prud."575.
353.
Da kom deres Følge: thi tøved de nu ej,
deres rige Kammersvende de lyste dem paa Vej.
Da adskiltes Ridderne, de to Kongers Mænd.
Mange fulgte Sigfred til Brudekamret hen.581.
354.
Gik da baade Herrer at lægge sig til Ro.
Da vented de med Elskov at sejre begge to
over de fagre Fruer: glad var deres Mod.
Helten Sigfreds Gammen var ogsaa saare god.582.
355.
Hvordan han plejed Fruen, skal ikke siges her.
Hvorlunde Gunther hviled, det høre I des mer,
ved Siden af Fru Brynhild. Den saare ædle Drot
havde hos andre Fruer hvilet nok saa godt.583.
356.
I Særk, hvid som Saben, hun hen til Sengen skred.
Den ædle Ridder tænkte: „Nu er mig velbered,
hvad jeg har lønligt ønsket enhver min Levedag."
Med fuld Føje vakte hendes Skønhed hans Behag.584.
357.
Bort gemte Lysene den ædle Konges Hand.
Da gik den kække Kæmpe til Fruen hen paa Stand.
Nær han sig lagde: han glædte sig fuldtrøst:
da vilde Helten slutte den skønne til sit Bryst.585.
358.
Han stred om hendes Elskov og krølled hendes Lin.
Da greb til sin Livgjord den Jomfru fejr og fin:
det var et stærkt Bælte, om Siderne hun bar.
Med den voldtes Kongen Fortræd og Kvide svar.587.
359.
Fødder saa vel som Hænder hun ham tilsammen tvang,
hun bar ham til en Nagle og paa en Væg ham hang.
Da hendes Søvn han trued, hun Elskov ham forbød.
Da havde hendes Styrke hartad voldt hans Død.588.
360.
Den, sig tyktes Herre, han trygled om sit Liv:
„Nu løs mig af min Lænke, min ædle Kongeviv.
Jeg tror ej, skønne Frue, jeg sejrer over jer,
og aldrig skal jeg ligge saa nær eder mer."589.
361.
Da løste hun ham hastigt, hun satte ham ned igen.
Paa ny gik han til Fruen til Sengelejet hen.
Saa fjernt han sig lagde, at aldrig nogen Gang
han rørte hendes Klædning: dertil ham Fruen tvang.592.
362.
Da kom og deres Følge med ny Klædedragt.
Deraf blev saare mangen til denne Morgen bragt.
Hvor glad man dér sig teed, gik dog i Kvide svar
selve Landets Herre, hvorvel han Krone bar.593.
363.
Efter Skik, dér de plejed og varetog med Flid,
Gunther gik med Brynhild efter en føje Tid
til Domkirken sammen, dér man Messen sang.
Did kom ogsaa Sigfred: hvor trængtes man dengang!594.
364.
Som Konger det sig sømmer, rakte dem mangen Haand,
hvad dér de havde nødig, Krone og Klædebon.
Saalunde blev de signet. Da det var sket, da saa
man alle fire glade med Krone smykket staa.595.
365.
Seks Hundred Svende tog Sværdet, kanske fler,
Kongerne til Ære: det skal I høre her.
Da blev der megen Glæde i de Burgunders Land.
Man hørte Lanser klinge i Sværdheltes Hand.596.
366.
I Kongsgaardens Vinduer fagre Møer saa til,
hvorlunde Skjolde lyste i ædle Ridderspil.
Skilt fra sine Helte Kong Gunther gik derpaa:
ihvad end andre øved, ham saa man sorgfuld staa.597.
367.
Han og Helten Sigfred de havde uligt Mod.
Vel vidste, hvad ham fejled, den ædle Ridder god.
Han traadte hen til Kongen og spurgte ham paa Stand:
„Hvad Lykke gav jer Natten? det sige I for sand."598.
368.
Til Gæsten mælte Værten: „Jeg har Tort og Skam:
jeg har buden til Huse den lede Djævel gram.
Da jeg søgte hendes Elskov, i Baand hun mig tvang:
hun bar mig til en Nagle og højt paa Væg mig hang.599.
369.
Dér hang jeg i min Vaande Natten indtil Dag,
før atter hun mig løste. Hvor laa hun sødt i Mag!
Thi være det dig klaget, om du mig raade kan."
Da mælte stærken Sigfred: „Det smerter mig for sand.600.
370.
Det skal jeg vise eder, om jeg faar Lov dertil.
I Nat skal hun ligge jer saa nær, I selv det vil,
og aldrig hun jer nægter igen sin Kærlighed."
De Ord trøsted Gunther i al den Kval, han led.601.
371.
„Endnu i Nat jeg træder i Bryllupskamret ind
og har min Dølgekappe saa lønligt svøbt om Kind,
at ingen Anden mærker, hvad List jeg tænker paa.
Lad jere Kammersvende da til Herberget gaa.602.
372.
I Ynglingernes Hænder jeg slukker Kjerters Skin:
derpaa skal du erkende, at jeg er alt traadt ind,
og at jeg vil dig bistaa: jeg tvinger dig din Viv,
i Nat du favner hende, før lader jeg mit Liv."603.
373.
„Blot ikke du selv vil elske," Kong Gunther mælte saa,
„min saare kære Hustru, i alt andet maa
du handle, som dig tykkes, og tog du hendes Liv,
det skulde jeg forvinde: hun er en grufuld Viv."604.
374.
Knap kunde Kongen vente, til man fra Bordet stod.
Den skønne Dronning Brynhild Heltene forlod;
det samme gjorde Krimhild, de søgte begge Ro.
Eja, hvad raske Kæmper fulgte de Fruer to!608.
375.
Den ædle Herre Sigfred med ømt Hjerte sad
ved Siden af sin Hustru med Glæde uden Had.
Dér klapped hun hans Hænder alt med sin Haand saa hvid,
til han svandt hende af Syne, hun vidste ej hvad Tid.609.
376.
Da hun kærtegned Helten og ikke mer ham saa,
talte til sit Følge den skønne Viv derpaa:
„Storligt maa mig undre, hvor Kongen vel gik hen.
Hvem tog hans Hænder af mine bort igen?"610.
377.
Hun spurgte ikke mere. Da var han gaaet hen,
hvor han med Lys i Hænde fandt mangen Kammersvend:
af deres Hænder slukked han Kjerternes Skin.
Derpaa kendte Gunther, at Sigfred var traadt ind.611.
378.
Han vidste, hvad han vilde: da bød han Fruer og Møer
gaa bort fra Brudekamret. Det skete neppe, før
den rige Konge Gunther i Laas Døren slog:
to stærke Slaaer i Hast derfor han drog.612.
379.
Bag Spærlagnet gemte han Lysene derpaa.
Da stred den stærke Sigfred (det maatte være saa)
med Gunthers skønne Frue saa saare svar en Strid.
Det voldte Kongen Ulyst og Lyst paa samme Tid.613.
380.
Han lod, som var han Gunther, den ædle Konge rig:
han tog i sine Arme den Jomfru priselig.
Dog ud af Sengelejet hun paa en Bænk ham svang,
saa at hans Hoved højlydt imod en Skammel klang.616.
381.
Da sprang han atter kraftigt, den kække, op at staa
for end en Gang at prøve. Da han begyndte saa
med Magt at tvinge hende, da led han stort Besvær.
Saa vel værger neppe en Ægteviv sig mer.617.
382.
Hun tog i sine Arme den tapre Kæmpe god:
da vilde hun ham bundet, som Kongen, Arm og Fod,
saa at hun kunde hvile i Ro paa Lejet selv.
At hendes Lin han krølled, det hævned hun fuldvel.619.
383.
Hvad gavned ham hans Kræfter og al hans Styrke svar?
Hun vilde vise Kæmpen, at hun hans Mester var.
Hun opbød sin Vælde og bar ham hurtigt bort,
mellem et Skab og Væggen hun trykked Helten haardt.620.
384.
„Ak ve," tænkte Kæmpen, „skulde nu mit Liv
jeg lade for en Jomfru, saa kunde hver en Viv
herefterdags bestandig imod sin Ægtemand
saa overmodigt té sig, som ellers ej de kan."621.
385.
Det monne Kongen høre, han var i Angst for ham.
Sigfred sig skammed og blev i Hjertet gram:
han satte sig til Værge med svart ubændigt Mod.
Paa ny i sin Vaande forsøgte Kæmpen god.622.
386.
Da greb hun til Hoften efter sit Midiebaand
og vilde binde Sigfred: det hindred Heltens Haand,
saa hendes Lemmer knaged og hele hendes Liv.
Dermed skiltes Striden: da blev hun Gunthers Viv.625.
387.
Hun mælte: „Ædle Konge, du skaane mig for Død.
Det skal vel blive sonet, hvad jeg mod dig forbrød.
Jeg modsætter mig aldrig din ædle Kærlighed:
at du er Fruers Mester, jeg saare grant nu ved."626.
388.
Til Side traadte Helten, i Fred han Møen lod,
som om han vilde lægge den Dragt, hvori han stod.
Han drog hende af Hænde en gylden Fingerring
saa varsomt, at Brynhild ej mærked nogenting.627.
389.
Han tog og hendes Bælte: det var en Rem fuldgod.
Hvo ved, om Helten gjorde saalunde af Overmod?
Han gav det til sin Hustru: det voldte siden Harm.
Da laa den skønne Jomfru og Gunther Arm i Arm.628.
390.
Da var hun og ej stærkere end nogen anden Viv.
Ømt kunde han favne Brynhilds skønne Liv.
Havde hun villet prøve, det var til liden Gavn.
Det voldte hende Gunther, da hun laa i hans Favn.629.
391.
Hin Morgenstund var Værten langt gladere i Hu
end tilforn nogen Sinde. Thi var der Glæde nu
iblandt de mange Gæster, som Landets ædle Drot
havde buden til Huse: dem tjente man fuldgodt.632*.
392.
Bryllupsgildet vared i fjorten Dage ved,
saa at der hørtes Festgny den hele Tid, som led,
af allehaande Glæder, som tyktes Hvermand bedst.
Dyrt stod Kong Gunther hans saare rige Fest.633*.
393.
Den ædle Værts Maage, som Landsherren bød,
bortgav ham til Ære Dragt og Guldskænk rød,
Sølv og derhos Heste til mangen farende Mand.
Hvo som ønsked Gave, drog glad fra Gunthers Land.634*.
