Nibelungekvadet 31
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
oversat af
Chr. Fledelius
1232.
„Mig køles Brynjens Ringe," Folker mælte saa.
„Jeg tænker, ikke længe staar Natten endnu paa.
Paa Luftningen jeg mærker, at Daggry er nær."
Mange, som end slumred, dem vakte de nu dér.1787.
1233.
Snørte sig da Kæmperne i saare prægtig Dragt,
saa aldrig havde Helte skønnere Klæder bragt
til nogen Konges Rige. Det dadled Hagen svart.
Han mælte: „Her bør Helte bære Skrud af anden Art.1790.
1234.
Det ved dog mange blandt jer, hvordan vi stedes her.
Thi bære I i Hænde ej Roser nu, men Sværd,
ej stensatte Kranse, men lyse Hjelme tag,
vi kender dog tilfulde Fru Krimhilds Sindelag.1791.
1235.
I Dag, siger jeg eder, venter os en Dyst.
Thi læg ej Silkeskjorte, men Pansersærk om Bryst,
og ombyt jer Kappe med Skjolderanden bred,
vil Nogen trættes med jer, at I er velbered."1792.
1236.
Saalunde gik til Mynstren de Fyrster og deres Mænd.
Paa den fredlyste Kirkeplads standsede dem end
den kække Kæmpe Hagen, at ej de skiltes dér.
Han mælte: „Ingen kender, hvad af Hunerne os sker."1795.
1237.
Folker og Hagen de tvende gik da bort
til Domkirken den vide. Det blev for den Sag gjort:
de vilde spærre Vejen for Etzels skønne Viv,
saa at hun skulde nødes, at yppe dem en Kiv.1797.
1238.
Did kom Landets Herre, med ham hans skønne Viv.
Med kostelige Klæder var smykket deres Liv,
de mange raske Heltes, som did med hende kom.
For Dronning Krimhilds Skarer føg Støvet viden om.1798.
1239.
Dér den rige Konge saa veludrustet saa
Kongerne med Følget, han mælte fluks derpaa:
„Hvorfor mon mine Frænder jeg hjelmklædte ser?
Det smerter mig, om Nogen har voldt dem Skade her.1799.
1240.
Ihvad dem tykkes billigt, giver jeg dem til Bod.
Om Nogen skulde krænket dem Hjerte eller Mod,
da skal grant jeg vise, at Sagen er mig led.
Ihvad de kræver af mig, dertil er jeg bered."1800.
1241.
„Ingen har voldt os Skade," ham svared Hagen saa.
„Mine Herrer har for Vane bevæbnede at gaa
til alle Ridderfester i fulde Dage tre.
Vi kundgjorde Etzel, om Mén skulde os ske."1801.
1242.
Hvad Hagen dengang mælte, Krimhild vel fornam.
Hun saa ham under Øjne saa hadefuld og gram.
Dog vilde hun sit Lands Skik ej røbe for sin Mand,
hvor vel hun den kendte fra de Burgunders Land.1802.
1243.
Hvor grum og stærk en Avind Fru Krimhild til dem bar,
om Nogen havde sagt det til Etzel, som det var,
da havde han vel hindret, hvad sidenefter kom.
Af Stolthed de røbed ham ingenting derom.1803.
1244.
Til Kirken monne Krimhild med talrig Skare gaa:
da vilde disse tvende dog ej til Side staa
blot to Hænders Bredde: det hued Følget ej.
Hun maatte frem sig tvinge for at bane sig en Vej.1804.
1245.
Etzels Kammersvende det tyktes lidet godt:
havde de ikkun vovet for deres stolte Drot,
da havde de fortørnet de to Heltes Sind.
Nu blev det kun til Trængsel, før Krimhild kom derind.1805.
1246.
Da Gud man havde dyrket og vilde bort igen,
i Hast steg paa Hestene de gæve Hunemænd.
Mange fagre Jomfruer med Dronning Krimhild drog:
vel syv Tusind Kæmper red med i hendes Tog.1806.
1247.
Krimhild og Fruerne til Vinduerne skred
og satte sig hos Etzel: han glædtes svart derved.
Mens Heltene red Dystløb, vilde de se derpaa.
Eja, hvad gæve Gæster man i Borggaarden saa!1807.
1248.
Da kom de rhinske Helte med Kongerne foran.
Det var stærken Folker, han gav det Raad paa Stand,
i Mangedyst at ride efter Landsskik hos dem.
Thi red siden Kæmperne til herligt Dystløb frem.1809.
1249.
Et Raad havde han givet, som ikke de fortrød.
Af Dystridt og Vaabengny Borgen trindtom lød.
Til den udstrakte Kongsgaard kom mangen Kæmpe gild.
Etzel og Krimhild var Vidner selv dertil.1810.
1250.
Af Herr Didriks Kæmper sig seks Hundred meldte
til Dystløb at ride imod de rhinske Helte.
De ønsked Riddergammen med dem af Burgund.
De vilde gerne kæmpet, havde Didrik dem det undt.1811.
1251.
Eja, hvor gode Helte red frem uforsagt!
Erfor den Herre Didrik da sine Kæmpers Agt.
Han nægted dem med Gæsterne at øve Ridderspil.
For sine Mænd han frygted: det nødtes svart han til.1812.
1252.
Dér nu Bernerheltene red bort derfra igen,
kom Kæmperne af Bechelarn, Markgrevens Mænd;
fem Hundred skjoldklædte red for Salen frem:
kært var det Rydeger, om nu han hindred dem.1813.
1253.
Til dem red han viseligt igennem Kæmpers Flok
og sagde sine Helte, det saa de klarligt nok,
hvor Gunthers Kæmpeskare alt var saare gram:
om de lod Kampen fare, vilde de tjene ham.1814.
1254.
Da disse raske Helte var og fra Kampen bragt,
did stævned de af Tyringen, som os er bleven sagt,
med dem af Danemarken, vel tusind Mand de kom.
Spydstumper hvirvléd i Kampen viden om.1815.
1255.
Da kom den Herre Blødel med tre Tusind did.
Krimhild og Etzel skued grant hans Id,
al den Stund at Dystløbet foran dem fandt Sted.
Hun glædtes, om der skete Burgunderne Fortræd.1817.
1256.
Skrutan og Gibeke til Buhurten red,
Ramung og Hornbog, som det var Hunesæd.
De retted deres Lanser mod dem af Burgund.
Højt flagred Skafterne langs Salsmuren rundt.1818.
1257.
Saa lang og stor en Gammen ved Dystridt de fandt,
at gennem Skaberakket den blanke Sved randt
ned fra de gode Heste, Burgunderhelte red.
Med overmodig Kækhed mod Hunerne de stred.1819.
1258.
Da mælte Folker Fedler, hin gæve Spillemand:
„Jeg tror ej, disse Kæmper mod os tør holde Stand.
Jeg hørte altid sige, at de til os bar Nag.
Det kunde aldrig vises os bedre end i Dag."1820.
1259.
Paa ny mælte Folker: „Til Staldpladsen hen
føre man vore Heste, saa vi kan ride end
et Dystløb i Aften, naar dertil vorder Tid.
Hvad om Krimhild skænker os Pris i denne Strid?"1821.
1260.
Da saa de En ride i en saa dejlig Dragt,
at iblandt alle Huner ej fandtes større Pragt.
Paa Borgtinden stod vel hans Hjertenskære prud.
Saa fagert var han smykket som en ædel Ridderbrud.1822.
1261.
Da mælte atter Folker: „Jeg tvinger ikke min Lyst:
hin Fruers Ven jeg under endnu et Stød for Bryst.
Ingen kunde hindre, det koster ham hans Liv,
om og jeg dermed harmed Kong Etzels fagre Viv."1823.
1262.
Atter den raske Folker til Dysten sig begav.
Mangen Frue siden fik Hjertesorg deraf.
Han stak den rige Hune sit Spyd gennem hans Liv;
thi saa man siden græde mangen en Mø og Viv.1826.
1263.
Dér den rige Hune slagen til Døde var,
da udbrød hans Maage i Raab og Klage svar.
„Hvem har voldt det?" spurgte den hele Hird paa Stand.
„Det har Folker Fedler, den kække Spillemand."1829.
1264.
Larm af Huneskarer fra alle Sider klang.
Kongerne og Følget ved Borgsalen sprang
af Sadlen og lod Svende Hestene trække bort.
Da indfandt sig Etzel: han gjorde Striden kort.1831.
1265.
„Om her for mine Øjne I vilde fælde ham,
Spillemanden Folker, det var for vist en Skam.
Jeg selv saa hans Dystløb, da han stak Hunen ned.
Deri er han uskyldig: det var hans Hest, der gled."1833.
1266.
Værten med hans Frænder gik da i Salen ind.
Ingen voved at vise paa ny sit vrede Sind.
Bordene gjordes rede, man bød dem Tvættevand.
Dér havde de fra Rhinen mangen stærk Avindsmand.1835.
1267.
Før Herrerne kom til Sæde, faldt Tiden saare lang.
For stærk var den Kvide, som Krimhilds Hjerte tvang.
Hun mælte: „Bernerfyrste, jeg beder om dit Raad,
din Bistand og Naade i al min Angst og Graad."1836.
1268.
Da svared hende Hildebrand, en Kæmpe velbered:
„Hvo Nibelunger fælder for Guld at faa derved,
foruden mig han handler. Han angrer let sin Agt:
de Helte har bestandig Sejren med sig bragt."1837.
1269.
Dertil mælte Didrik, en Helt uden Svig:
„Den Bøn lade du fare, Kongemage rig.
End har dine Maage ej voldt mig saadant Ondt,
at jeg skulde stride mod de kække af Burgund.1838.
1270.
Din Bøn sømmer sig lidet, ædle Fyrsteviv,
at du vil hidse Nogen mod djne Maages Liv.
De kom paa Tro og Love herhid til dette Land:
ingen Tid skal Sigfred hævnes af Didriks Hand."1839.
1271.
Da ikke hun fandt Falskhed hos ham af Bernerland,
loved hun Helten Blødel og gav derpaa sin Hand,
at give ham det Markland, hvor Nudung sad engang.
Gaven helt han glemte, da Dankvart ham betvang.1840.
1272.
Hun mælte: „Herre Blødel, hjælp mig i min Kval.
For vist er mine Fjender inde i denne Sal,
de, som fældte Sigfred, min hjertenskære Mand.
Hvo som Hævn mig skaffer, ham lønner jeg for sand."1841.
1273.
Da gensvared Blødel: „Nu vid, ædle Viv,
jeg voved ej for Etzel at yppe dem en Kiv,
saa sandt han ser med Glæde din Slægt af Burgund.
Han tilgav mig aldrig, om jeg dem voldte Ondt."1842.
1274.
„Nej nej, Herre Blødel, jeg er dig stedse huld.
Til Løn jeg dig skænker fuldtop af Sølv og Guld,
derhos en fager Jomfru, Nudungs Fæsteviv:
du vinder hendes Elskov og Fryd for alt dit Liv.1843.
1275.
Jeg giver dig til Gave hans Land og hver en Stad:
vinder du det Markland, hvor forhen Nudung sad,
da kan du, ædle Ridder, leve i Velbehag.
Med Troskab jeg holder, hvad jeg lover dig i Dag."1844.
1276.
Da nu den Herre Blødel hørte om denne Løn,
og Møen vel ham hued, for hun var saare skøn,
agtede han at vinde i Kamp den væne Viv.
Thi maatte Helten lade engang sit unge Liv.1845.
1277.
„Nu rust jer, mine Helte", Blødel mælte saa.
„Til Fjenden i hans Herberg vi os forføje maa.
Derfor vil ikke fri mig Kong Etzels skønne Viv.
Vi maa til Hobe vove for Dronningen vort Liv."1847.
1278.
Da Krimhild havde fundet ung Blødel velbered.
til at drage i Kampen, til Bords selv hun skred
med Hunekongen Etzel og med hans gæve Mænd:
svart Ondt hun pønsed mod deres Gæster end.1848.
1279.
Da ej der kunde yppes en Strid paa anden Led
(Krimhilds gamle Smerte gav hende aldrig Fred),
befol hun Etzels Sønnelil til Bordet bringe hen.
Hvor ypped hævnsyg Kvinde en grufuld Daad som den?1849.
1280.
Af Etzels Mænd gik fire paa Stand af Salen ud:
ind bar de Ortlieb, den unge Konge prud,
og hen til Fyrstebordet, hvor ogsaa Hagen sad.
Snart lod Barnet Livet for Heltens vilde Had.1850.
1281.
Dér den rige Konge nu saa sin Sønnelil,
sin ædle Hustrus Maage talte han venligt til:
„Nu ser I, mine Frænder, den Søn, mig Krimhild gav.
Ham skal I til Hobe faa Gavn og Glæde af.1851.
1282.
Tager han efter Slægten, skal min eenbaarne Søn
vel vorde kæk og mægtig, ædel, stærk og skøn.
Jeg skænker, om jeg lever, ham tolv Kongers Land:
da kan fuldt vel jer tjene den unge Ortliebs Hand.1852.
1283.
Til eder, kære Frænder, retter jeg denne Bøn,
at I vil tage med jer jer Søster Krimhilds Søn,
naar I rider tilbage til Worms paa Rhinens Bred:
I viser ogsaa Barnet en-stor Gunst derved.1853.
1284.
Og lær ham Tugt og Ære, indtil han bliver Mand.
Om Ondt jer vederfores fra noget fremmed Land,
det hjælper han at hævne, trives vel hans Liv."
De Ord fornam og Krimhild, Kong Etzels skønne Viv.1854.
1285.
„Ham skulde disse Helte trøstigt lide paa,
om blot til Mand han voksed," Helt Hagen mælte saa.
„Den unge Drot mig tykkes saa skranten dog og svag.
Til Ortliebs Hof jeg rider vel neppe mangen Dag."1855.
1286.
Kongen saa paa Hagen: den Tale var ham led.
Hvorvel han intet mælte, den Fyrste velbered,
græmmed det ham i Hjertet og krænked ham hans Hu.
Til Gammensord var Hagen kun lidet villig nu.1856.
1287.
Det krænked alle Fyrster saa vel som Huners Drot,
at Hagen havde nævnet hans Barn med saadan Spot.
At de var nødt til Tavshed, det tyktes dem en Skam.
De aned ej, hvad siden blev voldet dem af ham.1857.
