Nibelungekvadet 35
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
oversat af
Chr. Fledelius
1359.
Da raabte Markgrev Iring af Danmark velberaad:
„Jeg har alt længe øvet mangen en Heltedaad,
og Æren var mit Løsen, naar Kampen kaldte os.
Nu bring mig min Rustning, jeg byder Hagen Trods."1965.
1360.
„Lad fare slige Tanker," Hagen mælte saa.
„Hvis ikke, byd da Hunerne lidt mer til Side gaa.
Springer af eder tvende eller tre til Salen hen,
dem sender jeg ukarske ned ad Trappen igen."1966.
1361.
„Det skræmmer mig ingenlunde," gav Iring ham til Svar.
„Saa onde Ting jeg ogsaa tilforn prøvet har.
Mod dig jeg vover ene en Sværdkamp fuldtrøst.
Hvad nytter vel din stolte og praleriske Røst?"1967.
1362.
Da iførtes Iring i Hast sin Vaabendragt
og Irnfred af Tyring, en Yngling uforsagt,
og Havart den stærke, vel med tusind Mand:
ved Irings Side agted de kækt at holde Stand.1968.
1363.
Da saa Fedelspilleren en saare talrig Flok,
som fulgte did med Iring, veludrustet nok.
De bar, spændt om Hagen, mangen en Hjelm god.
Da blev den kække Folker saa saare gram i Mod.1969.
1364.
„Ser I, Frænde Hagen, nu kommer Iring dér,
som loved dog alene en Sværdkamp med jer?
Sømmer sig Løgn for Helte? Mig tykkes det en Skam.
Vel tusind eller flere gaar væbnet hid med ham."1970.
1365.
Paa Knæ trygled Iring sin Slægt og sine Mænd,
at lade ham for Hagen alene træde hen.
Det tilstod de nødig: dem var kendt for sand
den saare stolte Hagen af de Burgunders Land.1972.
1366.
Han bønfaldt saa længe, at dog det maatte ske.
Saa saare Irings Følge hans Villie grant mon se,
at han mod Æren higed, gav de ham Lov at gaa.
De to Helte ypped en vild Kamp derpaa.1973.
1367.
Iring af Danmark var dækket af sit Skjold,
sit Spyd højt han hæved, den ædle Kæmpe bold:
da løb han op til Hagen, for Salen fast han sprang:
snart af deres Tvekvamp et Gny saa vide klang.1974.
1368.
Da skød de deres Lanser af Haanden saare stærk
gennem de faste Skjolde paa lysen Pansersærk,
saa højt i Luften brødes Skaftet af deres Spær;
de to vilde Helte greb da til deres Sværd.1975.
1369.
Den kække Kæmpe Hagen med Kraft sit Værge svang:
paa ham hugged Iring, saa hele Huset klang.
Højsal og Taarne gav Lyd af deres Slag.
Dog maatte Helten vige med uforrettet Sag.1976.
1370.
Da lod Iring Hagen end usaaret staa.
Til Folker Fedelspiller han skyndte sig derpaa.
Ham tænkte han at tvinge med sine stærke Slag:
vel kunde sig værge hin Kæmpe prud og strag.1977.
1371.
Slog da Fedelspilleren, saa over Skjoldets Rand
Beslaget fløj i Luften for Folkers stærke Hand.
Ham lod Iring fare: hans Blik varsled Ondt:
thi angreb han Gunther, hin Drot af Burgund.1978.
1372.
Da var de tvende Helte stærke hver især.
Om Gunther end og Iring hug til med skarpe Sværd,
ramte de ikke hinanden, saa Vunder flød af Blod.
Det hindred deres Rustning: stærk den var og god.1979.
1373.
Da lod han Gunther fare, mod Gernot han sprang:
Gnister af hans Brynje med Sværdhug han tvang.
Da slog og stærken Gernot igen, saa kun med Nød
Iring, den kække, forskaanedes for Død.1980.
1374.
Da sprang han bort fra Fyrsten: hastig var hans Færd.
Fire af Burgunderne dem vog han med sit Sværd,
Kongens ædle Hirdmænd af Worms ved Rhinens Bred.
Da kunde aldrig Giselher vist sig mere vred.1981.
1375.
„Ved Gud, Herr Iring", mælte ung Giselher paa Stand,
„dem skal I mig erstatte, som her jer gæve Hand
har slagen mig til Døde." Frem mod ham han for,
han slog den Danelænder, saa at han sank til Jord.1982.
1376.
Han segned for hans Hænder til Jord i Heltes Blod,
saa Alle maatte tænke, den Ridder saare god
aldrig skulde i Kampen igen et Sværdslag slaa.
Dog usaaret Iring for Giselher end laa.1983.
1377.
Af Drønene paa Hjelmen og Sværdhuggets Brag
han misted sine Sanser og følte sig saa svag,
at en Stund han ikke mærked, sit Liv han end beholdt.
Det havde med sin Styrke ung Giselher forvoldt.1984.
1378.
Da atter af hans Hoved svandt bort det svare Brag,
som en Tidlang han taalte for Sværdets tunge Slag,
da tænkte han: „Jeg lever og mærker intet Saar:
nu ved jeg først, hvad Giselher med Kraft og Mod formaar."1985.
1379.
Ved begge sine Sider hørte han Fjender staa.
Vidste de, han leved, var han ej sluppet saa.
Han hørte ogsaa Giselher, som havde ramt saa haardt.
Han tænkte, hvor han skulde fra Fjenderne slippe bort.1986.
1380.
Som en afsindig sprang han op af det vaade Blod.
Hvor maatte Helten prise sin saare raske Fod!
Da løb han ud af Huset, hvor Hagen atter var,
og slog ham rappe Sværdslag af al sin Styrke svar.1987.
1381.
Da tænkte Hagen af Tronje: „Du er fortabt for sand.
Om Djævlen ej dig skærmer, er du en Dødens Mand."
Dog saared Iring Hagen gennem hans Hjelms Pul.
Det voldte han med Vasge, en Klinge underfuld.1988.
1382.
Dér den Herre Hagen nu blev sin Vunde var,
ustyrlig svang han Sværdet, som han i Hænde bar.
Da maatte for ham vige Havarts gæve Mand.
Efter fulgte Hagen ad Trappens Trin paa Stand.1989.
1383.
Over sit Hoved Iring til Værn Skjoldet svang.
Men havde Trappen været end tre Trapper lang,
vilde dog Hagen hindret ham noget Slag at slaa.
Eja, hvor røde Gnister paa Irings Hjelm der laa!1990.
1384.
Til sine Landsmænd naaed Iring karsk igen.
Da bragtes dette Budskab til Dronning Krimhild hen,
hvordan i Strid han voldte Hagen af Tronje Nød:
med fager Tale Dronningen ham Tak af Hjertet bød.1991.
1385.
„Nu lønne Gud dig, Iring, Kæmpe gild og god!
Du har til fulde trøstet mit Hjerte og mit Mod.
Nu ser jeg rød af Blodet Hagens Klædebon."
Krimhild tog af Glæde selv Skjoldet af hans Haand.1992.
1386.
„I takke ham med Maade," mælte Hagen snelt.
„Vilde paa ny han prøve, det sømmed sig en Helt:
slap han da frelst tilbage, var han en tapper Mand.
Det Saar nytter jer lidet, mig gav Irings Hand.1993.
1387.
Al den Stund I ser nu af Saar min Brynje rød,
saa ægger det min Vrede til mangen en Helts Død.
Nu først føler jeg Harme mod Havarts Kæmpe vakt.
Mig har Helten Iring kun ringe Skade bragt."1994.
1388.
Dér stod, vendt mod Vinden, Iring afDaneland:
han svaled sig i Harnisk og tog sin Hjelm i Hand.
Da mælte alle Folk dér, hans Kraft var saare god.
Thi følte ogsaa Markgreven svulme stolt sit Mod.1995.
1389.
„Nu vid, mine Frænder," mælte Iring igen,
„I skal mig hastigt ruste: een Gang jeg prøver end,
om jeg kunde ham tvinge trods alt hans Overmod."
Hans Skjold var sønderhugget: et nyt han bringe lod.1996.
1390.
I Hast blev Kæmpen rustet end bedre til sit Værk.
Da greb han i sin Vrede en Lanse saare stærk,
med den agted han atter at binde med Hagen an.
Hadefuld ham vented den mordgridske Mand.1997.
1391.
Ej mægted den gæve Hagen at vente Tiden ud:
med Skud og Slag han ilte mod Danekæmpen prud
helt til Trappens Ende: han var saa saare gram.
Irings svare Styrke kun lidet gavned ham.1998.
1392.
De slog, saa at det lued fra deres Skjolderand
af ildrøde Gnister. Havarts Tjenestmand
sloges af Hagens Sværdhug en Vunde stærk og ond
igennem Skjold og Brynje: han lægtes ingen Stund.1999.
1393.
Da Iring mærked Saaret, ham gav Hagens Haand,
da rykked højt han Skjoldet op over Hjelmens Baand.
Stor tyktes ham Skaden, han maatte lide dér,
dog inden længe voldte ham Hagen endnu mer.2000.
1394.
Der laa et Spyd paa Jorden: det tog Kong Gunthers Mand
og slynged det mod Iring, Helten af Daneland,
saa af hans Hoved Stangen stod ret i Luften fast.
Han fik en ublid Ende for Hagens Lansekast.2001.
1395.
Da maatte Iring flygte til dem af Daneland.
Før Hjelmen man fik løsnet af Havarts gæve Mand,
brød man Spydet af Hjernen: da nærmed sig hans Død.
Hans Slægt græd med Føje for Heltens svare Nød.2002.
1396.
Did kom ogsaa Dronningen, hvor han til Jord var strakt:
over den stærke Iring hun græd af al sin Magt.
Hun klaged for hans Kampsaar og følte Kvide stor.
Mælte for sine Maage da Helten disse Ord:2003.
1397.
„Lad eders Klage fare, herlige Kongeviv.
Hvad nytter eders Taarer? nu lader jeg mit Liv:
til Døde har mig saaret hin Kæmpe af Burgund.
At tjene jer og Étzel mig vorder mer ej undt."2004.
1398.
Han mælte til dem af Tyring og dem af Daneland:
„I prøve ikke at vinde med Sværdet i jer Hand
det røde Guld til Gave, som Dronningen mig bød.
Kæmper I mod Hagen, er det jer visse Død."2005.
1399.
Blegnet var hans Farve, og Dødens Mærke bar
den kække Dane Iring til deres Kvide svar.
Havarts gæve Tjenestmand slagen paa Jorden laa:
da maatte de af Danmark nu og i Striden gaa.2006.
1400.
Irnfred og Havart for Salshuset sprang
vel med tusind Helte. Da hørtes Vaabenklang,
et stort og kraftigt Kampgny fra alle Sider lød.
Eja, hvor stærke Lanser paa Gæsterne de skød!2007.
1401.
Den kække Irnfred ilte imod hin Spillemand:
en svar Mén ham voldtes derfor af Folkers Hand.
Den ædle Fedelspiller slog Landgreven nu
gennem hans Hjelm den haarde: han var saa vred i Hu.2008.
1402.
Da slog den Herre Irnfred hin Spillemand saa fast,
at Panserskjortens Ringe i deres Knytning brast
og dryssed over Brynjen, der lyste luerød.
Dog Landgreven segned for Spillemanden død.2009.
1403.
Havart og Hagen de mødtes til en Strid.
Et Vidunder skued man dér af Helteid.
Slag i Slag faldt Sværdet i de to Heltes Hand.
Dog maatte Havart blegne for Rhinkongens Mand.2010.
1404.
Da Tyringer og Daner saa deres Herre død,
da yppedes ved Salshuset svar Skræk og Nød,
før de til Døren baned sig Vej med Sværd i Hand.
Thi hug man dér isønder mangen Hjelm og Skjolderand.2011.
1405.
„Nu vig," mælte Folker, „og lad dem komme ind.
Des mindre skal det lykkes, der ligger dem paa Sind:
derinde skal om kort Tid de lade deres Liv.
Da høster de i Døden deres Løn af Etzels Viv."2012.
1406.
Dér de stolte Helte nu ind i Salen for,
blev mangen En hans Hoved stemt saa haardt mod Jord,
at Døden maatte han lide for deres rappe Slag.
Vel kæmped Gernot og Giselher den Dag.2013.
1407.
Tusinde og fire kom ind i Etzels Hus:
dér saa man Sværd blinke i mangt et hastigt Sus.
Siden fandt dog Kæmperne til Hobe Døden dér.
Et stort Under spurgte man om den rhinske Hær.2014.
1408.
Derefter blev en Stilhed, da Gnyet døde hen.
Overalt strømmed Blodet fra døde Riddersmænd
igennem Væggens Huller i Rendestenen ned.
Det voldte de fra Rhinen, da de saa tappert stred.2015.
1409.
Satte sig da til Hvile de af Burgunderland,
og deres Sværd og Skjolde dem lagde de af Hand.
End stod Fedelspilleren for Huset og gav Agt,
om Nogen vilde æske til Kamp, mens han holdt Vagt.2016.
1410.
Da klaged Kongen saare og hans Viv ligesaa:
Jomfruer og Fruer i Kvide monne staa.
Jeg tænker, Døden havde dem svoret Jammersnød:
end voldte rhinske Stridsmænd dem mange Heltes Død.2017.
