Om Islejf Bisp

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Original.gif


Billeder af Livet paa Island
Islandske Sagaer


Om Islejf Bisp


Paa Dansk ved Fr. Winkel Horn
C. A. Reitzels Forlag,
1871-1876


Det er at melde, at Islejf, Gissur den hvides Søn, var en fager, men ikke storvoxen Mand, over al Maade vennesæl. Han blev sat i Skole i Saxland i sin Ungdom. Da han fór hjem, kom han til Norge, hvor dengang hellig Kong Olav stod for Styret. Hos Kongen var da Brand den Gavmilde, Vermundssøn ved Vatnsfjord; han stod i stor Anseelse hos ham, og en Højtidsdag skjænkede han ham en Skarlagens Kappe foret med Graaværk Da Islejf, som da alt var Præst, kom til Kongsgaarden, blev Brand glad ved at se ham, og da han nu kun havde lidt, eftersom han var paa Vejen hjem, gav Brand ham Kappen. »Du har endnu ikke mistet dit Højsind, skjønner jeg«, sagde Islejf, »jeg tager med Glæde imod hvad du byder«. Men en Højtidsdag, da Kongen sad tilbords, saa’ Kongen til Brand og sagde: »Hvorfor bærer du ikke den Kappe, jeg har givet dig?« »Jeg har givet den til en Præst«, svarede Brand. »Den Præst gad jeg se«, sagde Kongen, »at jeg kunde skjønne, hvor stor Grund du har havt til at lade min Gave komme dig af Hænderne saa snart«, og Folk sagde ogsaa, at han havde baaret, sig sært ad. Siden da de kom til Kirken, sagde Brand: »Herre, der staar Præsten med Kappen paa«. Kongen saa’ paa ham og sagde: »Den Ændring ville vi nu gjøre Brand, at jeg selv vil give ham Kappen; kald ham hid til mig«. Brand sagde, at det skulde han, og saa kom Islejf for Kongen og hilsede ham. Kongen tog vel imod hans Hilsen og sagde: »Den Kappe, Brand har givet dig, Præst, vil jeg nu du skal have af mig, saa skal jeg betale Brand hvad den er værd, thi du ser mig ud til, at det vil baade mig at fjæle mig under dine Bønner«. »Herre«, sagde Islejf, »god tyktes Brands Gave mig før, men langt større Hæder er det mig at modtage den af Eder«. Siden fór han til Island.

Det tyktes Islejfs Frænder raadeligst, at han øgede sin Anseelse ved at gifte sig, thi det skortede ham paa Gods, havde han end en god Gaard paa Skaalholt og var Godordsmand. Han red da nord til Fnjoskadal; der boede en Mand, som hed Torvald, og Dalla hed hans Datter. Det var tidligt paa Dagen, da de kom; Bonden bød dem velkommen og bad dem slaa sig til Ro der, men Islejf sagde, at det var bedst de først taltes ved; »det har sig saa med vor Færd«, sagde han, »at jeg er kommen for at bejle til din Datter«. »Du har et godt Lov paa dig«, sagde Torvald, »men det vil jeg svare hertil, at du skal flytte her nordpaa, om du vil, at dette Giftermaal skal komme i Stand«. »Ikke tænker jeg, det nogensinde vil hue mig at gaa fra Gaard og Godord«, sagde Islejf, »saa lade vi den Sag fare«, og saa vendte Hestene og gav sig atter paa Vej, men Torvald gik ind til sin Datter. »Hvem var de Fremmede, her var?« spurgte Dalla. Han sagde hende det. »Hvad Ærind havde de?« spurgte hun. Han sagde, at de var komne for at bejle til hende. »Hvad svarede du, Fader?« spurgte hun. Han sagde hende det. »Det skulde ikke have været nogen Hindring, om I havde spurgt mig«, sagde hun. »Er du da saa opsat herpaa?« sagde Torvald. »Ja«, svarede hun, »saa ærgjerrig er jeg, at jeg gjerne vilde have den bedste Mand og føde ham den gjæveste Søn, der vil blive født her paa Island, og bedst tykkes det mig, at du sender Bud efter ham«. »Dine Raad have hidtil vist sig at være gode«, sagde han, og saa lod han Folk ride efter dem, og da de kom, sagde Torvald, at nu var det hans Mening, at det ikke skulde være nogen Hindring for Giftermaalet, at Islejf ikke vilde flytte der nordpaa. Det huede Islejf vel, og blev Dalla da gift med ham; saa fór de sønderpaa og boede siden paa Skaalholt. De fik Sønnerne Gissur, Tejt og Torvald, og alle bleve de anselige Mænd, var end en af dem ypperst af dem alle, det var Gissur, som blev baade stor og stærk. Landsens Folk kom overens om, at de vilde have en Biskop over sig, og dertil valgte de Islejf. Han fór da udenlands, og da han kom hjem som viet Bisp, boede han atter paa Skaalholt. Han var en Mand af de ypperste Sæder. Jon, som siden blev Bisp paa Holar, opfostredes hos ham, og gav stadig Islejf Bisp det Lov, naar Talen gik om Folk, der vare fagre eller forstandige eller paa anden Vis ypperlige: »Saa var min Fosterfader Islejf Bisp, han var den fagreste og forstandigste af alle«, og naar saa de, han talte med, sagde: »Hvor kommer du nu til at tænke paa ham?« svarede han: »Han rinder mig altid i Hu, naar jeg hører tale om gode Mænd, thi om ham véd jeg, at han var det«. — Og her ende vi Fortællingen om Islejf Gissurssøn Bisp.