Sivald
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Danmarks krønike
oversat af
Fr. Winkel Horn
Sivald havde en Datter, der hed Syrithe og var saa overvættes blufærdig, at skjønt hun formedelst sin Skjønhed havde en stor Mængde Bejlere, lod det til, at ingen af dem kunde faa hende til blot saa meget som at se paa sig. Stolende paa denne sin Selvbeherskelse bad hun sin Fader give hende den til Husbond, som ved sine fagre Ords Sødhed kunde opnaa et Blik af hende. I gamle Dage plejede nemlig Pigernes Selvbeherskelse hos os mægtig at tæmme frække Mænds Blik, for at Sindets Renhed ikke skulde besmittes af den Frihed, øjnene tog sig, og man lagde Vind paa, at Ansigtets Blufærdighed bar Vidne om Hjærtets Kyskhed. Nu var der en Mand ved Navn Ottar, Ebbes Søn, som stadig brændte af Begjærlighed efter at bejle til denne Jomfru, hvad enten det nu var hans store Bedrifter eller Tillid til hans Veltalenhed og høviske Væsen, der opflammede ham, men skjønt han ved at opbyde alle sin Aands Kræfter søgte at formilde hendes Blik, kunde han med al sin Kunst ikke faa hende til at slaa øjnene op, og han drog bort undrende sig over hendes Strængheds uovervindelige Standhaftighed. Saa var der en Jætte, som var opsat paa det samme, og da han skjønnede, at han heller ingen Vegne kunde komme med hende, underkjøbte han en Kvinde, som efter at have vundet Jomfruens Fortrolighed en Tid lang tjente hende som Terne og omsider fik lokket hende langt bort fra hendes Faders hus ved listig at dreje om ad en Sidevej, hvorpaa Jætten strax styrtede frem og bortførte hende til en Bjærgegns snævreste Afkroge. Andre holder for, at han selv falskelig paatog sig en Kvindes Skikkelse og ved stadig at øve sine listige Kunster fik Pigen lokket bort fra Hjemmet og saa til sidst bortførte hende. Da Ottar spurgte det, gjennemsøgte han Bjærgets Afkroge for at finde Jomfruen, og da han havde fundet hende, slog han Jætten ihjel og førte hende bort med sig, men Jætten havde med saadan Flid bundet Pigens Haar, at de var helt filtret ind i hinanden og ligesom dannede en sammenhængende kruset Masse, saa det næsten ikke var muligt at faa den sammenfiltrede Haarknude løst op uden at bruge Kniven. Ottar søgte atter ved at lokke for Pigen paa forskjellig Maade at opnaa et Blik af hende, og først efter at han længe forgjæves havde søgt at faa hende til at slaa sine ubevægelige øjne op, opgav han sit Forehavende, da han ingen Vegne kunde komme; men krænke Pigen kunde han ikke faa sig til, thi han vilde ikke paa saa styg en Maade sætte en Plet paa saa højbaaren en Jomfru, Saa vankede hun længe ad forskjellige Krogveje om i ødemarkerne, til hun i Skoven kom til et Hus, hvor der boede en Ellekvinde af overmaade stor Væxt. Hun satte hende til at vogte sine Geder, men Ottar hjalp hende fri og fristede hende atter ved at kvæde saalunde:
Lad dig sige,
lyd mit Raad,
føj min Vilje,
vord min Viv;
bedre, Mø,
det vist dig baader
end at gjæte
Gygens Geder.
Bort fra Hexens
hus du fare,
fly nu flux
og følg mig, Mø.
Snart jeg paa
min snelle Snekke
fører dig
til mine Frænder.
Vend til mig
dit Blik, du væne,
se, med Længsel
jeg dig søgte.
Blot et Blik
jeg beder om,
kan du nænne
det at nægte?
"Hvad har saaledes forstyrret din Forstand og gjort dig saa afsindig", sagde han, "at du hellere vil vogte fremmedes Hjord og regnes blandt Utyskers Trælkvinder end, som det sømmer sig, give dit Minde til at blive min Viv?" Men for at hendes kyske Sinds Standhaftighed ikke skulde komme til at vakle ved Synet af noget, af hvad der var om hende, holdt hun ikke des mindre urokkelig øjnene nedslagne. Hvor stor maa ikke Kvindernes Ærbarhed have været i de Tider, eftersom de ikke engang ved deres Elskers ivrigste Lokken kunne bevæges til at se blot ganske lidt op! Da Ottar ikke engang ved de to gode Tjenester, han havde vist hende, kunde opnaa et Blik af Jomfruen, vendte han skamfuld og bedrøvet tilbage til sin Flaade. Syrithe løb paa sin vante Vis langt bort over Klipperne, og da det traf sig saa, at hun paa sin Omflakken kom til Ebbes Ganrd, udgav hun sig, skamfuld over sin Nøgenhed og Hjælpeløshed, for at være et Fattigmandsbarn. Ottars Moder skjønnede nu imidlertid alligevel, at hun var en ædelbaaren Kvinde, til Trods for at hun var falmet og klædt i en fattig Kjortel, viste hende til Sæde paa en Hædersplads og beholdt hende hos sig med en Venlighed, som var al ære værd, thi Jomfruens Dejlighed røbede hendes ædle Herkomst, og hendes Aasyn bar Vidne om hendes Æt. Da Ottar saa' hende, spurgte han hende, hvorfor hun skjulte sit Ansigt med sin Kjortel, og for yderligere at prøve hendes Sindelag, foregav han, at han skulde have Bryllup og lod Syrithe bære Lyset, da han gik til Brudekammeret. Da Lyset næsten var brændt ned, og hun pintes mere og mere, alt som Flammen kom nærmere og nærmere, lagde hun en saadan Taalmodighed for Dagen, at hun ikke rørte Haanden, saa man skulde tro, at hun ingen Smerte følte ved, at hun brændte sig; den Ild, der var i hendes Indre, dæmpede nemlig den udvortes Hede, og den glødende Attraa i hendes Sjæl holdt Flammen, som sved hendes Hud, Stangen. Omsider bød Ottar hende give Agt paa sin Haand, og bly slog hun øjnene op og saa' paa ham med sit milde Blik; det foregivne Bryllnp blev nu strax opgivet, og hun fulgte med ham til Brudesengen som hans Hustru. Senere fangede Sivald Ottar og hade i Sinde at lade ham hænge, fordi han havde skjændet hans Datter, men Syrithe gjorde da strax Rede for, hvorledes det var gaaet til med hendes Bortførelse, og skaffede ikke blot Ottar Kongens Gunst igjen, men fik ogsaa sin Fader til at ægte hans Søster.
Nogen Tid efter stod der paa Sjælland et Slag imellem Sivald og Ragnald med udsøgte Krigere af udmærket Tapperhed paa begge Sider. I tre Dage anrettede de et stort Blodbad, men saa stor var Tapperheden paa begge Sider, at det var uvist, hvorhen Sejren vilde vende sig. Da styrtede Ottar, hvad enten han nu var bleven kjed af den langvarige Kamp eller blev greben af Begjærlighed efter at vinde Hæder, med Dødsforagt ind paa Fjendernes Fylking, hvor den var tættest, fældede Ragnald midt iblandt hans tapreste Krigere og skaffede saaledes pludselig Danskerne Sejr. Dette Slag blev ellers mærkeligt ved den Fejghed, de anseligste Stormænd lagde for Dagen, thi hele Hæren blev greben af en saadan Rædsel, at fyrretyve af de tapreste Svenskere siges at have vendt Ryg og taget Flugten. Den ypperste iblandt dem, Stærkodderj plejede ellers ikke at lade sig forskrække, om det saa gik nok saa haardt til, og Faren var aldrig saa stor, men nu blev han greben af en sælsom Angst og foretrak at følge sine Stalbrødre paa Flugten frem for at lade haant derom. Jeg skulde næsten tro, at det var guddommelige Magter, der indjog ham denne Skræk, for at han ikke skulde bilde sig ind, at han var i Besiddelse af overmenneskelig Tapperhed. Saaledes plejer de dødeliges Lykke aldrig at være fuldkommen. Alle disse Mænd gav sig i Tjeneste hos Hake, den største Viking i de Tider, som Vrag fra Krigen. der skylledes op til ham.
