Vis kilden til Saga fra det 19. århundrede (Rosing)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !! !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link= Saga fra det 19. århundrede (Rosing)]] !!  !!  
|-
|}

<blockquote>[[Fil:Rosing cover.jpeg|thumb|250px]]
<br><center>
'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br><br><big>'''[[Sagn og saga fra Angmagssalik (Rosing)|Sagn og saga fra Angmagssalik]]'''</big>
<br>'''Jens Rosing'''<br>
<br>
<big><big><big>'''Saga fra det 19. århundrede'''</big></big></big></center>



Da konebådsekspeditionen 1884 kom til Angmagssalik, blev det blandt andet fortalt Gustav Holm, at man engang havde haft et stort fiskeri, men at man var holdt op at fiske midt i århundredet. I samme periode var antallet af sæler gået stærkt tilbage med deraf følgende gruopvækkende sulteperioder. Holm kunne af oplysningerne udlede, at opimod 16% af befolkningen var sultet ihjel indenfor de sidste to år før hans ankomst. Endvidere blev det oplyst, at grønlandshvalen var forsvundet midt i århundredet, og at kun én hval var fanget fra kajak efter 1870. Kun én gammel mand have springpels.

Med Gustav Holms oplysninger som støttepunkt har jeg forsøgt at indsamle enkeltheder om Angmagssalik-folkets hvalfangst og dens relation til datidens fiskeri. Oplysningerne skyldes Kúnitse, Sâjôq, Asîneq og Pîsue:

»Når en grønlandshval viste sig i farvandet, trak mændene i springpels og bandt et bredt bælte om livet. På oversiden af pelsens ene ærme havde man en pusteknap<ref>Påsat benrør med en træprop, der blev trukket ud med tænderne og holdtes i munden, mens pustningen stod på, hvorefter den blev trykket tilbage i røret med tænderne.</ref>, hvorigennem man pustede pelsens overdel op, så man kunne flyde, til redningsbåden kom, såfremt hvalen smadrede konebåden, så man faldt i vandet. Bæltet om livet skulle forhindre, at der kom luft ned i dragtens ben, thi da ville man ikke kunne holde sig oprejst i vandet. Hvalfangstbådene, konebåde, sejlede ud i en bestemt orden. Først sejlede to både ud, drevet frem ved padling. I stavnen stod harpunereren med en 8-10 m lang stang – som den længste teltstang – gjort af rødt, hårdt træ, kaldet pingeq. Stangen var ikke påsat harpunspids, men var stærkt tilspidset og stundom ildhærdet.

De to både nærmede sig den flydende hval skråt bagfra fra hver sin side. Tæt inde på hvalen sattes farten mest muligt op, harpunererne krummede sig sammen — med fodfæste ved forreste toft — og borede våbnene ind i hvalens lunger. Hvalen, der således fik al luft tømt af lungerne, piskede voldsomt, og det var ikke sjældent, at bådene blev knust af den piskende hvalhale, så mændene fløj til alle sider og fik travlt med at puste sig op. Og de, der havde dårlige syersker til koner, måtte blive ved med at puste, men de, hvis koner var gode syerkser, tog det roligt, thi deres springpelse holdt luften længe.

Efter de to første både kom flere, oftest tre, der ligeledes blev padlet frem, men harpunererne i disse havde harpuner med påsat spids, der havde en længde som fra spidsen af pegefingeren til over håndleddet. Spidsen var flad, skåret i ben og med skiferblad, der sad fastklemt i en rille. I skiferbladets øverste kant var et hul, hvortil var fastgjort en kun én favn lang line af flettet senetråd forsynet med en lille blære af skindet af en spragletsælunge; man ville så nødig miste de dyre skiferblade.

Selve fangstlinen var en ca. 40 favne lang svær rem skåret af en hel remmesæl; i dens ende sad fastgjort 6 fangstblærer af 2-årige fjordsælers skind.

Man sejlede da ind på den ved lungestikkene lammede hval, der ikke kunne dykke, og satte den fast. Heller ikke her kastede harpunererne deres våben, de »styrede« harpunerne og stak dem i hvalen ved bådens fremdrift. Harpunerne var uden benforskaft og kun en anelse kortere end stikvåbnene. Man satte sjældent mere end tre liner på en hval, thi de 18 fangstblærer kunne i reglen holde den oppe.

Efter fangstbådene kom både roet frem af kvinder og børn, som opsamlede de flydende mænd fra de smadrede både.

Med lanser tog man endelig livet af hvalen, der derefter blev bugseret ind til den bedste og nærmeste bugt. Derfor findes der her i distriktet så mange hvalflænsepladser, arpêrpîn, med dertil hørende kødgrave.

Konebåde, der blev brugt til hvalfangst, var forsynet med amulet: næbbet af en tejst placeret i en tillukket grube, der hvor stævntræ og køl mødes.


Grønlandshvalen kan veje fra 70 til 100 tons. En sådan kunne derfor sikre folk tryghed for lange, lange tider. Mens man endnu fangede grønlandshvaler, kendte man ikke til sult. Kneb det med kød, tyede man til dybvandsfiskeri efter hellefisk og rødfisk, hvis lever desuden kunne anvendes som olie til spæklamperne. Fiskeriet blev drevet med solide liner af hvalbarde, som blev spaltet op og derpå knyttet sammen<ref>Ved Jakobshavn, Vestgrønland, målte Poul Egede i det 18. århundrede en bardeline på 280 m.</ref>.

Men så skete katastrofen: hvalerne forsvandt — efter sigende på grund af mænds overdrevne omgang med andres koner. Samtidig sygnede fiskeriet hen, fordi man ikke mere kunne skaffe sig bardeliner. Derefter blev sulten en hyppig gæst. Pîsue fra Tîleqilâq oplyser, at man efter hvalens forsvinden forsøgte sig med tynde liner skåret af hele voksne fjordsælers skind, men linerne holdt dårligt og måtte tørres og smøres, hver gang de havde været i brug. Til sidst opgav man fiskeriet.


I 1930erne træffer vi arkæologen Therkel Mathiassen i Angmagssalik. Han finder fiskeknogler i ruiner fra tiden op til midten af det 19. århundrede, dog hovedsagelig torskeknogler, men dette har sin forklaring i, at slædehundene vrager torskeknogler til fordel for hellefiskens og rødfiskens fedtholdige knogler. – Saga og arkæologi er enige.


I 1916 ser vi den energiske og sagnkyndige overkateket Kârale Andreassen med støtte af kolonibestyrer Hedegård hugge huller i fjordisen, idet han opsøger de i sagaen udpegede fiskefelter for helle- og rødfisk og finder rige forekomster af disse fisk i Angmagssalikfjorden.

Derefter blev Angmagssaliks beboere igen dybvandsfiskere ca. 70 år efter hvalens forsvinden.


Efterfølgende sagaer, først om storfangst og derefter om en sulteperiode, er bygget over Kârale Andreassens optegnelser.



==Fodnoter==

<references/>

</blockquote>
<br>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Jens Rosing]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]