Anmærkninger Skirners Reise (FM)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange

Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821

Anmærkninger

I. [*]. Skade var, som Njords Hustrue, Freyrs Stedmoder. Ellers indsees den her fortalte Mythes Betydning best af fölgende Paraphrase: "Solguden (Freyr), Sön af Luft- og Havguden (Niord) havde, som et lysende Meteor, sat sig i Zenith (Lidskialf) og saa ud over alle Lande. Han saa ogsaa hen til det yderste Norden, Opholdssted for Kuldens og Mörkets Dæmoner (Jotunheim) og fik der Öje paa en skiön Luftgudinde (Nordlyset) da hun svævede hurtig fra et Sted til et andet. Da Lige elsker Lige fattede Lysets Gud Kjærlighed til den lyse Möe. Solgudens Fölgesvend hed Opklarer (Skirner) ɔ: Klarhed eller Klaring, klar Luft. Havguden bad ham om at faa Solguden igjen til at vise sit glade blide Aasyn. Da sagde Foraarsvindenes Gudinde (o. s. v.)"

Str. 1. Skade kalder freyr sin Sön, uagtet hun, som gift med Njord, kun var hans Stedmoder. Freyr og Apoll vare begge vise da Solens Straaler gjennemtrænge Mörket og opdage det skjulte. Ordet Afi betyder kun i det nyere Islandske Bestefader, ligesom det latinske Avus; hos de Gamle har det ogsaa betegnet Fader og sættes af dem undertiden ligefrem for Mand eller Slægtning.

2. Opklareren frygter for at nærme sig Solguden, hvis Hu nu stod til det taagede sludfulde Nord.

3. Fólk-valdi betyder egentlig Hærförer eller Folkestyrer, altsaa i visse Maader Gudernes Statholder, som Saxo kalder sin Frö (satrapa Deorum) — maaske blot paa en saadan digterisk Authoritet. Saaledes siges Freyr ogsaa i Husdrapa, at anföre Hærene (i Processionen ved Baldurs Ligbegjængelse) ligesom Solen i alle Folks Myther er Formand for Himlens Hærskarer. Solguden sad eensom i den store Himmelborg (eller vexelvis i dens Solhuse), da Taage og Tykning fordunklede de övrige Himmellys ved det han ikke tilstedede Opklarerens Nærværelse.

4. Klarheden er yngre end Solen, da hin först blev til efter at denne begyndte at oplyse Mörket. Ogsaa tiltaler Opklareren, i næstforegaaende Strophe, Solguden som sin Herre. Alfrödull, den her givne Benævnelse for den Straaleklode, hvis Behersker Freyr var, kan forklares paa to forskjellige Maader, da man havde to Slags Alfer eller Genier, hvoraf nogle forestode Lyset andre Mörket, eller boede i disse Elementer. Sol-Guden Freyr havde, ligesom vi see af Grimnersmaal, faaet Lys-Alfernes Boliger, det himmelske Alfheim til Tandfæ eller Faddergave af Guderne; naar vi nu antage at raudull eller rödull ligefrem betyder Straalende, saa omtales Freyr her som Alfernes Straalekilde eller straalende Behersker. Derimod har Solens Lys en ödelæggende og forstenende Virkning for Sortalfene nemlig Mörkets eller Underverdenens Alfe og Dværge. Med Hensyn .hertil har man antaget, at Alfrödull betegner Alfernes Ödelægger, men denne Forklaring er (i det mindste hvad nærværende Sted angaar) mere tvungen og mindre indlysende end den förste. Ordene Þegi at mínum munum kunne og forklares: men beskinner ikke min Kjærlighed, ɔ: min Kjærligheds Gjenstand. Freyr beklager sig her da over at hans Sol vel hver Dag oplyser den störste Part af Jorden, men dog ikke dens nordligste Egne, hvor hans nye Kjæreste opholdt sig. Fra Zenith saae han hende vel för, men kun for en saare kort Tid, da det ellers var ham forment at opholde sig der.

5. Klarheden fordrer venskabelig Fortrolighed af Solen, da de fra deres Födsel eller tidligste Barndom af vare uadskillelige Selskabsbrödre. Solen viser sig ogsaa til alle Tider kun i den klare Luft.

6. Gymer, Nymphens Fader og Herre for hendes Boliger, er (efter det i Indledningen anförte) en Personification af det vilde nordlige Ishav. Jætterne vare stedse de mörke, kolde og skadelige Naturkræfters Aander; Asernes Betydning er lige den modsatte. Den senere Deel af Strophen (jævnfört med den yngre Eddas Beretninger) afbilder Gerde ganske tydelig som Nordens og Nattens Aurora. De Udtryk at hendes Haar oplyse Verden, passe fuldt saa vel paa Nordlysets skandinaviske som Morgenrödens græske Gudinde.

7. Aser og Lys-Alfer (Himlens og Dagslysets Guder og Aander) modsætte sig Solens Kjærlighed til Nordlyset, da dette egentlig havde sin Oprindelse fra Frostjætternes Stammeland, samt Nattens og Kuldens Dæmoner. Naturen viser os hvorledes det modstrider dens Orden, at Solen og Nordlyset sees paa en Gang eller boe sammen. Efter de fleste nyere Naturforskeres Meninger frembringes Nordlyset ogsaa virkelig af fine Snee- eller Is-Partikler.

8-9. Denne sikkre Ganger er sandsynligvis intet andet end Stormen, eller den stærke Vind, som sædvanligen er Klarhedens Befordrer i Luftens Regioner; — Sværdet derimod Solstraalen, som synes, spids og blank, at svinge sig selv i Kampen mod Mörkets Hær. — Her beskrives ellers nogle af Nordlysets Phoenomener paa en meget passende Maade, som en dunkel, flagrende eller omsvævende Flamme, og Udtrykket Vafur-logi er saaledes saare vel anbragt paa dette Sted. Nogle Nordlys ere saa dunkle, at Naturforskerne kalde dem sorte; andre derimod blusse som den lyseste Flamme.

10. Ordene: Mörkt er det ude o. s. v. give det tydelig tilkjende, at Scenen snart hensættes til Nattens eller Nordens Mörke. Opklareren Skirner skulde paa Stormens Vinger bane sig Vej gjennem de nordlige Fjeldstrækningers Taage. Han og hans Ganger skulde have den samme Skjæbne; enten skulde de trænge gjennem Skyer, Mulm og isnende Luftströmme frem og tilbage , eller ogsaa overvindes af Vinterens og Mörkets vældige Herskere.

III. [*] De glubske Hunde i Gymersgaarde (Nordhavets vilde Egne) betegne vel ligesom Grækernes Havuhyrer, Söhunden Scylla o. s. v. de tudende og rasende, men til Stedet lænkede Malmströmme. Hyrden paa Höjen, er vel ikke andet end en af Polarstjernerne — thi saaledes bleve Stjernerne personificerede i Oldtiden. Nordamerikanerne og Grönlænderne see endnu, i visse af dem, Jægere Hvalfangere o. s. v. ligesom man i Island kalder endnu enkelte af dem Rygteren eller Hyrden (Fjósamadr) Fiskeren (Fiskikall) Malkepigerne o. s. v.

14. Dette Skrald eller Drön, den Lyd som opstod af Lufthestens tunge Trin eller vældige Gang, udtrykker Stormens Rysten og Tuden, da Skirner ankom til Jætteborgen i en Orkan eller Hvirvelvind, hvorved Mörke og Taager bleve adsplittede og opklarede.

15. Ved Ternen (eller Tienestepigen) menes vel en Gerde underordnet Luftnymphe. Skirner siges at være steget af sin Hest, da Stormen, som tilvejebragte hans Nærværelse, havde ophört, og rolig Klarhed herskede i Luften.

16. Den mythiske Jætte hvem Opklareren Skirner havde fældet (eller været med at fælde) i Fællig med Freyr (ligesom Loke i Ægisdrecka roser sig af at have dræbt Jætten Thiasse) — var maaske Bele (Vinteren) overvundet af Freyr (efter det i Indledningen anförte). Ellers kan Klarheden siges at være Mörkets Drabsmand; det derimod Broder til Nordlyset o. s. f.

17. Aser og Lys-Alfer hörte til Ætherens, Vanerne til Skyluftens Beboere. De rasende Flammer betegne atter Nordlysets Luer paa en særdeles passende Maade. "Hvor kunde en Ase eller Alf fra Himlens höje, sydlige Egne, eller en af deres Bundsforvandte Vanerne, vove sig ene gjennem Nordpolens Mörke, kun oplyst af Nattens omgivende frygtelige Flammer!" — er vel Meningen af Gerde's Tale.

18. Skirner synes dog at maatte have henhört til Aser, Lys-Alfer eller Vaner — og det er derfor mærkeligt, at denne Stropbe er udeladt af Universitetets Membran.

19. Den latinske Oversætter har i de hertil hörende Anmærkninger anfört et Sted af Virgils Ecloger hvori Hyrden lover sin Elskede 10 gyldne (d. e. guldfarvede) Æbler fra Skoven. Guldæbler ere ogsaa Skjönhedens Hæderslön i de græske Myther. At Æbler antydede de forskjellige Aarstider, blandt Österlændinge og Græker (de gyldne dog Solen især) viser Creutzer udförlig i sin Symbolik 2^den Udg. II. 220. Her ere maaskee de 11 Guldæbler 11 Maanedssole som Skirner lover Gerde til Ejendom hvis hun vil forenes med Solguden, samt dele hans Herligheder i hans varme og skinnende Rige i Sönden. Endvidere har Gudmund Magnæus anmærket af Aristophanes, at Æblet var helliget Venus; — dette vide vi at flere Grunde, men det fortjener at lægges Mærke til, at Nordboerne antoge det (især et sligt som gaves af Odin) for at være et Lægedomsmiddel mod den qvindelige Ufrugtbarbed. Ellers sigter Loke i Ægisdrecka 42^de Str. muelig til disse Guldæbler da han bebreider Freyr at han kjöbte Gymers Datter med Guld.

21. Baldur (som her menes ved Odins unge Sön) er den fejreste Sommersol, og hersker saaledes især over den Maaned der endes med Sommer-Solhverv — eller over Tvillingernes Tegn. See 1^ste D. S. 212. o. fl. Det er bekjendt, at Sydlændingernes Digtninger om Hercules, der opbrændte sig selv, om Fuglen Phoenix o. s. v. antydede Sollysets aarlige Aftagende, hvortil de antoge det at være Aarsag, at Solen paa en Maade var udbrændt engang om Aaret, Heraf kom ogsaa Digtningen om Baldurs Brand. Den Ring eller Smykke (Baugr) egentlig Kreds, rund Skjoldplade, som blev opbrændt med Baldur og kom med ham til Hel eller Underverdenen, men blev sendt derfra igjen op til Odin eller Himmelen, er vel intet andet end Maanen, hvis trende synlige Hovedskikkelser forestilles i Mythen som Kredse eller Halvkredse (orbes, lunulæ) hver bestaaende af ni andre, som voxe eller aftage, hvilket Antal betegner tilsammen 27 Dage, eller en periodisk Maaned, (som antages for at bestaa af 27 Dage og 7 Timer). Smykket kaldes Draupner eller den Dryppende. Det er bekjendt at de Gamle især tilskreve Maanen Duggen og andre over Jorden dryslede Vædsker. Skirner (paa Freyrs Vegne) tilbyder altsaa Gerde saavel Solen som Maanen (der ellers attraaedes saa stærkt al Jætterne) i begges forskjellige Skikkelser, til Ejendom, hvis hun vil forenes med Freyr. I den yngre Edda tilskrives dette mythiske Klenodies Forfærdigelse de kunstrige Sort-Alfer (Jord-Dværge eller dannende Naturkræfter) Ivaldes eller Yvaldes Sönner. See den yngre Edda S. 130 o. fl. Nyerups Overs. S. 124-126. samt her foran 1^ste D. S. 268-69.

22. Gerde fattedes ikke Guld i Gymers Gaarde, da Nordlyset, som bekjendt, spiller med guldfarvet Glands, og de gamle digtede at Havets Guder eller Dæmoner vare især rige paa Guld, der tjente til at oplyse deres Vaaninger. Denne Mythe er reen physisk, og taget af de gyldne, lyslignende Phoenomener som hyppig vise sig i Söen, i klart og stille Væir — undertiden endog saaledes at Kjölvandet af et sejlende Fartöj synes at staa i lys Lue, eller glimre af det klareste Guld. Jfr. 1^ste D. S. 232.

23. Den spidse, skinnende Klinge hvormed Skirner her truer Gerde, er vistnok ikke andet end Solstraalen — enten fra Solen selv eller en af de ved den formeentlig oplyste Stjerner.

24. Naar Opklareren er ledsaget af Storm, kjæmper han med Havet.

25. Naar Gymer betegner Ishavet, er det tydeligt, at Skirner truer dets Magter med Undergang, ved Solstraalens Kraft.

26. Denne Tvangs- eller Trylle-Kjep har vel i Grunden den samme Betydning som det föromneldte Sværd. Ægypternes Solstav er bekjendt. Solens Straaler og Dagens Skin forjage Nordlyset til Polens yderste Mörke, som beskrives i de fölgende Stropher.

27. Örnens Höj betyder her sikkerlig Jætte-Örnen Hræsvelgs, Vinterstormenes Frembringers, ophöjede Sæde ved Nordpolen. Det ommeldes ogsaa i Valas Spaadom 38^te Str. jævnfört med den 44^de; see Anmærkningerne dertil I. 65-66. Den heromtalte Slange er Midgaardsormen, eller det usejlbare Ocean, som skyes at alle Mennesker.

28. Ved det herommeldte vidunderlige Syn, sigter Digteren vel til en eller anden rædsom Aabenbarelse af Nordlysets Meteor som mentes at forkynde Verden Sorg og Ulykker. Hrimner (Rimner) er et Thursenavn, som udtrykker Frostjætternes Egenskaber og Oprindelse (af Hrim Riimfrost). Vægteren blandt Guder er Heimdall som maatte sees af dem alle naar han stod överst paa Himmelbroens Spidse; See 1^ste D. S. 215 o. fl. Det Gitter eller Port som ommeldes her er sikkerlig den saakaldte Helgrind (eller Helgrindur) der adskiller Helheim (eller Underverdenen) fra den övre Sphære. Jfr. 35^te Str.

29. Gjerningsordet vaxa (voxe) synes her at tage Betydningen af at formere (augere) da Konstruktionen ellers ikke bliver rigtig, med mindre de fire förste Substantiver betegne kun afbrudte Navne paa Runer eller Tryllekarakterer, som Skiraer rister fot at tvinge Gerde. Deraf kan Topi ogsaa betegne en vaklende eller svimlende Stilling paa et höjt Sted; Opi Vigen, Flygten, hvis det ikke skal læses Ópi lydelig Jamren. Om Oprindelsen til Ordet segia (sige) see Varianten 45.

31. Her og paa flere Steder skildres Thurserne saaledes, at selv en Jættedatter maatte afskye dem; til dem hörte Riim-thurserne. Jætterne vare vel som oftest Menneskene fiendske, men omtales dog undertiden som anseelige, endog skjönne Væsene; saaledes f. Eks. Gerde og Skade. Thurserne derimod forekomme paa de fleste Steder som gruelige Uhyrer (jfr. Indledningen til Thrymsqvida). Dog forvexles Thurser og Jætter ofte, da begge Arter vare af gigantisk Slægt samt hörte til Asagudernes og Jordens Fiender.

32. Slige Tryllevaande eller Hexekjeppe ere bekjendte i alle Folks Myther og Overtro. Ved dens Hjelp skulde alle de efterskrevne Besværgelser og Forbandelser opfyldes. Gamban er ellers et ældgammelt dunkelt Ord, som allevegne, hvor det forekommer, antyder noget guddommeligt eller fortryllende. Druidernes Mistel var en Art af slige hellige Vaande, og toges af det Træ, hvorpaa den voxte, med mange höjtidelige Ceremonier. Hvor stor en Kraft Misteltenen havde i Hödurs Haand, er bekjendt af Mythen om Baldur. Fra Oldtidens Tryllevaande nedstammer ellers den bekjendte Önskevaand eller Pegestikke (Tydsk Wunschelruthe o. s. v.) hvis Virkninger vel höre til den naturlige Magie og maaske endnu ikke ere tilstrækkelig oplyste paa videnskabelig Maade (See f. Ex. Linnés Skånska Resa S. 170). Jfr. Anm. til Harbards Sang Str. 20.

33. Asa-Bragr eller Asers Fyrste, den fornemste blandt Aserne (Odins Sönner) kaldes vel Thor her, da han efter den yngre Edda, er den ypperste af disse. Skirner önsker alle Forbandelser over Gerde fra Odin (den höje Himmel) og Thor, (den undre Luft) — men de skulde dog ikke træde i Kraft, förend Solguden Freyr havde forkyndt hende sin Unaade. Det lader til at det endnu er uafgjort blandt Natur, forskere om Nordlyset hörer til Æther eller Skyluften. Digteren ommelder begge disse Elementers ypperste Guddomme, som dem paa hvilke Gerdes Skjæbne især beroede.

34. Her adskilles atter Jætter fra Riimthurser, og begge igjen fra Suttungernes Sönner. Ved de sidste forstaaes uden al Tvivl de gigantiske Dæmoner, som mentes at boe i Afgrunden eller dybe Huler under Jorden, og at være i Slægt med den Suttung fra hvis underjordiske Huler Odin fremdrog Digterdrikken, da han nemlig med Hjelp af den befrugtende og varmende Luft, fremavlede den Sæd og Planter der indeholde Stoffet til de begeistrende Drikke. Aslidar (Asernes Venner o. s. v.) synes at betegne her overhoved alle Beboere af de höjere og blidere Egne, saavel i Midgaard (paa Jorden) som i Asgaard (eller Himmelen).

35. I denne Strophe truer Skirner Gerde uden Tvivl med Nastronds Qvaler. Nágrindur Dödningernes Gitter, Volde eller Porte, före nemlig fra Helheim til det koldeste og nederste Plagested , Nastrond eller Ligkysten, der ligger omkring Afgrundens Væld Hvergemler. Vilmegir bör vistnok læses (eller udtales) Vílmegir ɔ: Sorgens eller Jammerens Sönner, og betegner da her de onde eller fordömte Aander. Ordene ved Træets Rod sigte til den af Yggdrasils Stammer, der var rodfæstet i Hvergemler (der omgaves af Dödningkysten Nastrond); det var altsaa her, dybest i Afgrundens Dyb, at Gerde skulde fængsles, og kun næres af Gjedevand, hvorved Digteren rimeligvis har tænkt paa Himmelgeden Heidrun (ved hvis Melk Einherierne nærtes) som dets Frembringerinde. I det mindste falder denne Fiction fuldt saa naturlig som den i Grimnersmaal, at de himmelske Vande neddryppe af Hjorten Eikthymers Vier.

36. Thurs er et virkeligt Navn for et af Runebogstaverne, nemlig for Þ (det Engelske Th). De (övrige tre magiske Karakterer have skullet frembringe den Virkning som Ordene tilkjendegive. Gerde skulde nemlig, efter den nærmeste Fortolkning, anfaldes af den styggeste af alle Sygdomme, Nymphomanien, uden noget Haab om muelig Lindring. Denne Trussel har da ogsaa endelig den tilsigtede Virkning.

37. Hrím-kalkr maatte, efter Islands nærværende Sprogbrug, oversættes ved en Kalk eller Bæger af Riim-frost eller ogsaa omgivet deraf. Da Hrim overhoved i Eddaerne antyder Kuldens Grundstof eller Væsen i det hele (altsaa Riimfrost, Frost, Is o. s. v. overhoved) saa oversætter jeg her med Grundtvig: Iskalken, især da et saadant Bæger var saare naturligt for en gigantisk Luftnymphe i det yderste, evig frysende Nord. Ellers kan man og, med den lærde og skarpsindige Gunnar Paulsen, antage, at Bægre af Glas eller Krystal undertiden betegnedes demed et sligt Navn i vort gamle Sprog da Grækerne kaldte baade Isen og Stenen Κρυσταλλος. Man har ellers fundet meget skjönne Glasbægere, som Urner, i vore hedenske Forfædres Gravhöje. Endvidere kan man tænke sig at Hrímkalkr betyder lignelsesvis et Sölvbæger, dels formedelst Arbejdets eller de graverede Prydelsers Lighed med Riimfrost og frossen Snee, deels af den Aarsag at Sölvet kaldtes Haandens Is o. s. v. i det poetiske Sprog. Gerde bringer ellers Skirner det fyldte Bæger som Tegn til Forlig og til Bekræftelse paa det Löfte hun nu strax vilde give.

39. Stedet kaldes i den y. E. Barey (Væxternes Öe eller Land) her Lunden Barre, ɔ: den som begynder at skyde Knopper eller Blade eller giver slige af sig — og betegner uden Tvivl en Skov eller Krat som grönnes i Vaartiden ved Solens Nærmelse og Indflydelse. Der vil Gerde, Nordpolens skjönne, lysende Nymphe, favnes af Solguden Freyr og blande sit Skin med hans. Terminen af de ni Nætter tilkjendegiver Tiden maaske endnu nærmere, naar man antager, at de sigte til det ældgamle Sagn i Lande paa Islands Polarbredde, at ni Nætter for den förste Sommerdag (efter oldnordisk Regning i Island fra 19^de til 21^de April) kunde Dagens Lys sees paa Himmelen (som en smal skinnende Stribe i Vest) den hele Nat igjennem. Angaaende Læsemaaden Loga-fara, see Varianterne.

42. Hý- (Hý-noit) eller hí-nótt, ɔ: Længsels-Nat er maaske, i den förste Stavelse, beslægtet med, det nydanske hige (hige efter, længes stærkt).

Ved disse Bemærkningers Slutning maatte det tillades mig at henpege til Digtets Grund-Idee fremstillet i en bibelsk Sang i Österlandenes poetiske Sprog, som er saa nöje beslægtet med det oldnordiske. Den hellige kongelige Digter David udbryder begeistret i denne digteriske Skildring af Solen, i Psalmernes 19^de Kap. 6^te og 7^de V. som jeg anförer efter Hornemanns skjönne Oversættelse:

Solen er sat som en Konge blandt Himmelens Kloder.

Yndig gaar den op og udbreder sine milde Straaler,

Som en Brudgom af sit Kammer gaar sin Brud imöde.

Glad iler den frem og modig oplöber sin Bane.

Fra Öst til Vest fuldender den sit Löb

Intet skjules ganske for dens varmende Lys.

---

Noter: