Lausavísur: Gunnlaugr ormstunga Illugason (B1)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Den norsk-islandske skjaldedigtning

ved
Finnur Jónsson
1912-1915

Gunnlaugr ormstunga Illugason
Islandsk skjald (d. 1008)

Lausavísur

1. (1001). Mǫrk bauðk mundangssterkum
manni, teygjask ranna
Gangs sennu skal góma
glóflýtir þat nýta ;
iðrask munt, ef yðrum
elda flóðs ór sjóði
lætr, eyðandi, líða,
linns samlegu kindar.

2. (1001). Hirðmaðr es einn,
sá's einkar meinn,
trúið hánum vart ;
hann's illr ok svartr.

3. (1001-2). Meðalráð es þér, Móði
malma galdrs, at halda
(att hafið ér við prettum
oddrjóð) fyr mér hoddum ;
vita munt hitt, at heitik
(herr sér af því verra),
þat feksk nafn, af nøkkvi
naðrstunga, mér ungum.

4. (1002). Koma skalk veggjar vitja
viggs dǫglinga þriggja
(því hefk hljótǫndum heitit
hjarls) ok tveggja jarla ;
hverfkak aptr áðr, æri,
auðveitir, gefr rauðan
ormabeð fyr ermar
odd-Gefnar mér stefni.

5. (1002-3). Segið ér frá jarli
oddfeimu staf þeima,
hann hefr litnar hǫ́var
(hárr karl es sá) bǫ́rur,
sigreynir hefr sénar
sjalfr í miklu gjalfri
austr fyr unnar hesti
Eirekr bláar fleiri.

6. (1005). Rœkik lítt þótt leiki
(létt veðr es nú) þéttan
austanvindr at ǫndri
andness viku þessa ;
meir séumk hitt, an hæru
hoddstríðandi bíðit,
orð, at eigi verðak
jafnrǫskr taliðr Hrafni.

7. (1005). Munat háðvǫrum hyrjar
hríðmundaði Þundar
hafnar hǫrvi drifna
hlýða Jǫrð at þýðask ;
þvít lautsíkjar lékum
lyngs, es várum yngri,
alnar gims á ýmsum
andnesjum því landi.

8. (1006). Ormstungu varð engi
allr dagr und sal fjalla
hœgr, síz Helga en fagra
Hrafns kvánar réð nafni ;
lítt sá Hǫðr enn hvíti
hjǫrþeys faðir meyjar
(gefin vas Eir til aura
ung) við minni tungu.

9. (1006). Væn, ák verst at launa,
vín-Gefn, fǫður þínum
(Fold nemr flaum af skaldi
flóðhyrs) ok svá móður,
þvít gerðu Bil borða
bæði senn und klæðum
(herr hafi hǫlðs ok svarra
hagvirki) svá fagra.

10. (1006). Gefin vas Eir til aura
armdags en litfagra,
þann kveða menn né minna
minn jafnoka, Hrafni,
allra nýztr meðan austan
Alráðr farar dvalði
(því's menrýri minni
málgrǫ́ðr) í gný stála.

11. (1006). Nú em ek út á eyri
alvangs búinn ganga
(happs unni goð greppi
gǫrt) með tognum hjǫrvi ;
hnakk skalk Helgu lokka
(haus vink frá bol lausan
lóks) með ljósum mæki
ljúfs velgs í tvau kljúfa.

12. (1006). Alin vas rýgr at rógi,
runnr olli því Gunnar,
(lǫ́g vask auðs at eiga
óðgjarn) fira bǫrnum ;
nú's svanmærrar (svíða
svǫrt augu mér) bauga
lands til lýsi-Gunnar
lítil þǫrf at títa.

13. (1008). Oss gekk, mætr, á móti,
mótrunnr, í styr, spjóta,
hríð gervandi hjǫrva,
Hrafn, framliga jafnan ;
hér varð mǫrg í morgin
malmflaug of Gunnlaugi
her skerðandi á hǫrðu,
hringþollr, nesi Dinga.

---

   1. Bauðk mundangssterkum manni mǫrk; skalt teygjask nýta þat, flýtir góma ranna glósennu Gangs; munt iðrask, elda flóðs eyðandi, ef lætr linns kindar samlegu líða ór yðrum sjóði = Jeg tilbød den lidet kraftige mand en mark; den skal du nødes til at modtage, mand; du vil komme til at fortryde det. mand, hvis du lader guldet glide ud af din pung.
   2. Der er en hirdmand; han er meget slem; tro ham ikke, han er ond og sort.
   3. Þér es meðalráð, malma galdrs Móði, at halda hoddum fyr mér; ér hafið att prettum við oddrjóð; vita munt hitt, at heitik af nøkkvi náðrstunga þat nafn feksk mér ungum; herr sér verra af því = Det er ikke rådeligt for dig, kriger, at forholde mig mine penge; I har bedraget krigeren (mig); du skal vide, at jeg ikke for ingenting hedder ormetunge; det navn blev givet mig som ung; mændene vil kunne se værre (slemme) følger af det.
   4. Koma skalk vitja veggjar viggs þriggja dǫglinga ok tveggja jarla; því hefk heitit hljótǫndum hjarls; hverfkak aptr, áðr auðveitir stefni mér; gefr rauðan ormabeð odd-Gefnar æri fyr ermar = Jeg skal besøge 3 kongers og 2 jarlers hjem; det har jeg lovet fyrsterne; jeg vender ikke tilbage för den tid, fyrsten bestemmer mig; du giver krigeren (mig) det røde guld for ærmer (at bruge som ærmer el. foran ærmerne?).
   5. Ér segið oddfeimu staf frá þeima jarli; hann hefr litnar hǫ́var bǫ́rur; hárr es sá karl; Eirekr sjalfr, sigreynir, hefr sénar fleiri bláar austr fyr unnar hesti í miklu gjalfri = I fortæller krigeren (mig) om denne jarl; han har set höje bølger; han er nu gråhåret; Erik, den kriger, har selv set i østerleden endnu flere blå bølger foran skibet i den stærke søgang.
   6. Rœkik lítt þótt austanvindr leiki þéttan þessa viku at andness ǫndri; nú es létt veðr séumk meir hitt orð at verðak eigi taliðr jafnrǫskr Hrafni, an hoddstríðandi bíðit hæru = Jeg bryder mig kun lidt om, at østenvinden leger kraftig denne uge mod skibet; nu er vinden sagte; jeg er mere bange for det ord, at jeg ikke bliver betragtet som lige så rask som Ravn, end at jeg bliver gammel.
   7. Háðvǫrum Þundar hyrjar hríðmundaði munat hlýða at þýðask hafnar Jǫrð, hǫrvi drifna þvít lékum es vǫ́rum yngri, á ýmsum alnar gims andnesjum því landi lautsíkjar lyngs = Den alvorlige kriger vil det ikke nytte at søge at vinde den linklædte kvinde, ti, da vi var yngre, legte jeg snart på den ene, snart på den anden af den møs arme.
   8. Ormstungu varð engi allr dagr hœgr und fjalla sal, síz Helga en fagra réð nafni Hrafns kvánar; lítt sá faðir meyjar, enn hvíti hjǫrþeys Hǫðr, við minni tungu; Eir ung vas gefin til aura = Ingen dag blev til enden behagelig for Ormetunge på jorden, siden Helga den fagre fik navnet Ravns hustru; kun lidt ænsede møens fader, den hvide (bløde) kriger, min tunge; ung blev hun givet for rigdommens skyld.
   9. Væn vín-Gefn, ák verst at launa, fǫður þínum ok svá móður - Fold flóðhyrs nemr flaum af skaldi -, þvít gerðu bæði senn svá fagra borða Bil und klæðum herr hafi hagvirki hǫlðs ok svarra = Smukke kvinde, jeg har din fader og ligeledes din moder det værste at lönne - kvinden (du) berøver skjalden sin glæde -, ti de gjorde bægge på engang så dejlig en kvinde under klæderne; gid pokker måtte have deres kunstfærdighed.
   10. En litfagra armdags Eir vas gefin Hrafni til aura, - þann kveða menn jafnoka minn né minna – meðan allra nýztr Alráðr dvalði farar austan í stála gný; því ’s menrýri minni málgrǫ́ðr = Den lødfagre kvinde blev givet Ravn for pengenes skyld - man siger han er min ligemand, og ikke ringere (end jeg) -, medens Alråd, den udmærkede fyrste, forhalede min rejse østfra ved (frygt for) krig; derfor er jeg så tavs.
   11. Nú em ek búinn ganga með tognum hjǫrvi út á eyri alvangs; goð unni gǫrt greppi happs; skalk kljúfa í tvau með ljósum mæki velgs lokka hnakk Helgu ljúfs; vink haus lóks lausan frá bol = Nu er jeg rede til med dragen klinge at gå ud på altingsøren; unde gud skjalden fuld sejr; jeg skal kløve itu Helgas elskers hoved med det strålende sværd; jeg hugger den nederdrægtiges hoved fra kroppen.
   12. Rýgr vas alin fira bǫrnum at rógi, runnr Gunnar olli því; vask óðgjarn at eiga auðs lǫ́g nú 's lítil þǫrf at títa til svanmærrar bauga lands lýsi-Gunnar; svǫrt augu svíða mér = Kvinden blev født til strid for mænd; krigeren voldte det; jeg ønskede inderlig at besidde den kvinde; nu gavner det lidt at se hen til den svanefagre kvinde; det gör ondt i mine sorte öjne.
   13. Hrafn, gervandi jafnan framliga hjǫrva hríð, gekk á móti oss í styr, mætr spjóta Mótrunnr; hér varð mǫrg malmflaug skerðandi her, í morgin of Gunnlaugi á hǫrðu Dinganesi, hringþollr = Ravn, der altid kæmpede tappert, gik frem imod os til kamp, fortræffelige mand (ven)!; her blev der i morges en stærk våbenregn, tilintetgörende for mændene, omkring Gunnløg på det hårde (stenede) Dinganæs, mand.