Forskjell mellom versjoner av «Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 14.Sang»
Hopp til navigering
Hopp til søk
Bjovulvs-Drapen
Hedning-Skatten, Ild-Dragen Stærkhjort og Guld-Tyven.
| Linje 20: | Linje 20: | ||
| − | + | ::Da i Bjovulvs Lodd det faldt | |
| − | + | ::Thronen at bestige, | |
| − | + | ::Ypperlig i Eet og Alt | |
| − | + | ::Styred han sit Rige, | |
| − | + | ::Sad, til kridhvidt blev Hans Haar, | |
| − | + | ::Paa det Høie Sæde, | |
| − | + | ::I halvtredsindstyve Aar, | |
| − | + | ::Gotherne til Glæde. | |
| − | + | ::Han opleved i sin Borg | |
| − | + | ::Paa de gamle Dage | |
| − | + | ::Dog den storste Landesorg | |
| − | + | ::Med den grumme Drage, | |
| − | + | ::Som, fra Hulen under Jord | |
| − | + | ::Paa den nøgne Hede, | |
| − | + | ::Gothe-Landet overfoer, | |
| − | + | ::Fnysende af Vrede. | |
| − | + | ::Kulen var ved Stranden nær, | |
| − | + | ::Under Klipper bratte, | |
| − | + | ::Længe ruged Dragen der | |
| − | + | ::Over Hedning-Skatte; | |
| − | + | ::Did kun løb en snever Sti, | |
| − | + | ::Som i mange Tider | |
| − | + | ::Mennesker gik lukt forbi, | |
| − | + | ::Men som dog omsider | |
| − | + | ::Førte did en flygtig Fod, | |
| − | + | ::Voldte stor Ulykke: | |
| − | + | ::Stjaalet blev med Tyve-Mod | |
| − | + | ::Da et kostbart Stykke; | |
| − | + | ::Dragen sov, den usle Træl | |
| − | + | ::Snapped det Forbudte, | |
| − | + | ::Havde og det Tyve-Held, | |
| − | + | ::Ud dermed at smutte; | |
| − | + | ::Dragen vaktes dog af Slum, | |
| − | + | ::Ranet røbes maatte. | |
| − | + | ::Den da gloende og grum | |
| − | + | ::Rased i sin Grotte. | |
| − | + | :: | |
| − | + | ::Ellers i den Drage-Grav | |
| − | + | ::Var af Guld det røde | |
| − | + | ::Meer end nok at tage af, | |
| − | + | ::Levnet fra de Døde, | |
| − | + | ::Hvor engang, til Ingens Tarv, | |
| − | + | ::Han, der sidst det vendte, | |
| − | + | ::Skjulte, hvad han fik til Arv | |
| − | + | ::Efter Ubekiendte. | |
| − | + | ::Man om Eierne har vidst | |
| − | + | ::Ikkun det at melde: | |
| − | + | ::Han, som ene blev tilsidst, | |
| − | + | ::Rokkende af Ælde, | |
| − | + | ::Mærked godt, at Guldet kun | |
| − | + | ::Han endnu en liden Stund | |
| − | + | ::Kunde selv, beholde, | |
| − | + | ::Bar da vel et Vognmands-Læs | |
| − | + | ::Ind i Hvælvingen paa Næs, | |
| − | + | ::Nær ved Bølger kolde; | |
| − | + | ::Did kun gik en Sti fuldtrang, | |
| − | + | ::Vanskelig at finde. | |
| − | + | ::„Giem nu, Grube, (Gubben sang,) | |
| − | + | ::Vel, hvad du har inde! | |
| − | + | ::Skiøndt det for de Boldes Ben | |
| − | + | ::Er en pinlig Tanke, | |
| − | + | ::At til dig de brave Mænd | |
| − | + | ::Midler skulde sanke! | |
| − | + | ::I min Hall og i min Gaard | |
| − | + | ::Blev der tomt og øde, | |
| − | + | ::Kæmperne fik Banesaar, | |
| − | + | ::De er Alle døde! | |
| − | + | ::Dem ei meer ved breden Bord | |
| − | + | ::Vinen vederkvæger, | |
| − | + | ::Stille hviler under Jord | |
| − | + | ::Nu det gyldne Bæger! | |
| − | + | ::Der og ligger nu forladt | |
| − | + | ::Hjelmen, aldrig kløvet: | |
| − | + | ::Karlen for saa prud en Hat | |
| − | + | ::Sover, den berøvet! | |
| − | + | ::Brynjesærken med godt Hold | |
| − | + | ::Blev paa Val bedaget, | |
| − | + | ::Trodsed Klingers Overvold | |
| − | + | :: | |
| − | + | ::Tit i Vaabenbraget; | |
| − | + | ::Herreløs, af Rust opædt, | |
| − | + | ::Skal den bog hensmuldre, | |
| − | + | ::Aldrig færdes vidt og bredt | |
| − | + | ::Meer paa Kæmpeskuldre! | |
| − | + | ::Her ei toner til Behag | |
| − | + | ::Strengen under Bue, | |
| − | + | ::Her ei høres Harpeslag | |
| − | + | ::I den mørke Stue! | |
| − | + | ::Falken aldrig her paa Rov | |
| − | + | ::Sig fra Haanden svinger, | |
| − | + | ::Ei Stridshestens haarde Hov | |
| − | + | ::Gnist af Stenen tvinger! | |
| − | + | ::Ak, hvor var mig Skiæbnen haard! | |
| − | + | ::Helsot fik og Banesaar | |
| − | + | ::Mine Kæmper alle!" | |
| − | + | :: | |
| − | + | ::Saa, som eenlig Fugl paa Tag, | |
| − | + | ::Sang den Gamle Nat og Dag, | |
| − | + | ::Tolkede sin Smerte; | |
| − | + | ::Indtil Dødens Jettehaand | |
| − | + | ::Sønderrev det seie Baand, | |
| − | + | ::Knuste Gubbens Hjerte. | |
| − | + | :: | |
| − | + | ::Funklende som Blus og Glød, | |
| − | + | ::Afgrunds-Dragen mørkerød, | |
| − | + | ::Nattegiæst i Bjerge, | |
| − | + | ::Fløi som før ved Midjenat, | |
| − | + | ::Fandt i Grav den døde Skat | |
| − | + | ::Uden Vagt og Værge; | |
| − | + | ::Stærkhjort er det Kiendingsnavn, | |
| − | + | ::Folk har givet Dragen, | |
| − | + | ::Ei det var til Folkegavn, | |
| − | + | ::Statten kom for Dagen, | |
| − | + | ::Hvor Uvætten ondskabsfuld | |
| − | + | ::Længe laae og lured, | |
| − | + | ::Og i tregang hundred Aar | |
| − | + | ::Hedning-Guldet kured. | |
| − | + | :: | |
| − | + | ::Tyven, som fra Dragen stjal, | |
| − | + | ::Var en Træl bortløben, | |
| − | + | ::Flygted over Bjerg og Dal | |
| − | + | ::For at undgaae Svøben; | |
| − | + | ::Løb dog hjem igien fuldsnart, | |
| − | + | ::Rig paa Guld, desværre, | |
| − | + | ::Kiøbte Frihed i en Fart | |
| − | + | ::Af sin strenge Herre: | |
| − | + | ::Oldtids Kunst og røde Guld | |
| − | + | ::Godt ham maatte hue, | |
| − | + | ::Lysten og forundringsfuld | |
| − | + | ::Vilde han det skue. | |
| − | + | ::Men ved Støien over Steen | |
| − | + | ::Mærkede den Fule, | |
| − | + | ::Fiende-Fod det var, som treen | |
| − | + | ::Dristig i Hans Kule; | |
| − | + | ::Stærkhjort vaagnede da op, | |
| − | + | ::Uheld var paa Færde, | |
| − | + | ::Farligt vist var Mandens Hop | |
| − | + | ::Ved Hans Hovedgiærde; | |
| − | + | ::Men, er Timen ei forbi, | |
| − | + | ::Og man har Guds Naade, | |
| − | + | ::Altid løber der en Sti | |
| − | + | ::Ud af Nød og Vaade! | |
| − | + | ::Saa og her, forgiæves kun | |
| − | + | ::Ude som og inde | |
| − | + | ::Dragen, vred af Hjertens Grund, | |
| − | + | ::Søgte ham at finde, | |
| − | + | ::Som dens søde Søvn afbrød, | |
| − | + | ::Bugtede sig ofte, | |
| − | + | ::Brændende alt som en Glød, | |
| − | + | ::Trindt om Grav paa Tofte, | |
| − | + | ::Fandt ei i den hele Egn | |
| − | + | ::Ham, der skulde bøde, | |
| − | + | ::Saae ei til ham mindste Tegn, | |
| − | + | ::Alt var tomt og øde. | |
| − | + | :: | |
| − | + | ::Ind i Hulen atter kom | |
| − | + | ::Nu den gamle Drage, | |
| − | + | ::Snused allevegne om, | |
| − | + | ::Mærked da saa sage, | |
| − | + | ::At af sine Drikkekar | |
| − | + | ::Eet han havde mistet, | |
| − | + | ::Som en Tyv, ihvem det var, | |
| − | + | ::Til sig havde listet. | |
| − | + | ::Rasende, som før alt vred, | |
| − | + | ::Blev det Bjerg-Uhyre, | |
| − | + | ::Kunde knap til Sol gik ned | |
| − | + | ::Arrigheden styre, | |
| − | + | ::Vilde brat med Blus og Baal | |
| − | + | ::Luften giennemgløde, | |
| − | + | ::Lade for sin Drikkeskaal | |
| − | + | ::Landet grusomt bøde. | |
| − | + | :: | |
| − | + | ::Solen sig i Vesterhav | |
| − | + | ::Sænkede med Dagen, | |
| − | + | ::Lystig op fra Klippe-Grav | |
| − | + | ::Svang sig Edderdragen, | |
| − | + | ::Under Sky, som Baal i Blæst, | |
| − | + | ::Bølgende han svæved; | |
| − | + | ::Gysende den lede Giæst | |
| − | + | ::Folket saae og bæved; | |
| − | + | ::Ak, kun slukket blev den Ild | |
| − | + | ::I Hans Blod, som god og mild | |
| − | + | ::Guld dem gav saa gierne! | |
| − | + | :: | |
| − | + | ::Brat begyndte Ild at spye | |
| − | + | ::Dragen under Bue, | |
| − | + | ::Baade Huus og Gaard og By | |
| − | + | ::Gik da op i Lue; | |
| − | + | ::Folkefienden med sin Brand, | |
| − | + | ::Fik dertil han Evne, | |
| − | + | ::Han vist i det hele Land | |
| − | + | ::Liv ei vilde levne. | |
| − | + | ::Om den Nattesværmers Færd, | |
| − | + | ::Gothers Landeplage, | |
| − | + | ::Rygtet baade fjern og nær | |
| − | + | ::Bredte sig saa sage; | |
| − | + | ::Men ved første Morgengry | |
| − | + | ::Dragen fløi tilbage, | |
| − | + | ::Stoled i sin mørke Vraa | |
| − | + | ::Fast paa Kraft og Klippe; | |
| − | + | ::Haabet, som man siden saae, | |
| − | + | ::Skulde ham dog glippe. | |
| − | + | :: | |
| − | + | ::Bjovulv om de bange Kaar | |
| − | + | ::Bud nu fik saa sage, | |
| − | + | ::Ilden i Hans egen Gaard | |
| − | + | ::Tog alt paa at brage; | |
| − | + | ::Gothers prude Hovedborg | |
| − | + | ::Aarle stod i Lue, | |
| − | + | ::Da begyndte, syg af Sorg, | |
| − | + | ::Ædlingen at grue: | |
| − | + | ::Frygted for, at han som Drot | |
| − | + | ::Havde, paa en Maade, | |
| − | + | ::Arildsloven overtraadt | |
| − | + | ::Og forspildt Guds Naade. | |
| − | + | ::I Hans Bryst det var saa fat, | |
| − | + | ::Som naar i en bælmørk Nat | |
| − | + | ::Vrede Bølger kæmpe; | |
| − | + | ::Dog var det Hans fulde Agt, | |
| − | + | ::Trodsende al Dragens Magt, | |
| − | + | ::Luerne at dæmpe, | |
| − | + | ::Og den lede Orm med Staal | |
| − | + | ::Give Løn tillige. | |
| − | + | :: | |
| − | + | ::Ormen, som med Nattebaal | |
| − | + | ::Ødte Land og Rige. | |
| − | + | ::Godt han vidste, at mod Baal | |
| − | + | ::Træ kan aldrig holde, | |
| − | + | ::Derfor giøre lod af Staal | |
| − | + | ::Han sig bedre Skjolde. | |
| − | + | :: | |
| − | + | ::Ende skulde nu saa brat | |
| − | + | ::Helten sine Dage, | |
| − | + | ::Skille dog ved Liv og Skat | |
| − | + | ::Først den gamle Drage. | |
| − | + | ::Krig i Spidsen af en Hær | |
| − | + | ::Dragen at paaføre, | |
| − | + | ::Holdt sin Ære han for nær, | |
| − | + | ::Taalte ei at høre, | |
| − | + | ::Det for ham var nogen Sag | |
| − | + | ::Med en Orm at fægte, | |
| − | + | ::Han, der trodsed før i Slag | |
| − | + | ::Farer, som var ægte; | |
| − | + | ::Siden, til Uvætte-Sorg | |
| − | + | ::Han med Kæmpehænder | |
| − | + | ::Rensed Hrodgars Kongeborg, | |
| − | + | ::Tugted Grændels Frænder. | |
| − | + | ::Det var og fuldhaard en Dyst, | |
| − | + | ::Da for Øxeblade | |
| − | + | ::Higelak paa Frislands Kyst | |
| − | + | ::Livet maatte lade; | |
| − | + | ::Gothe-Folket tabte der | |
| − | + | ::Rigets fødte Væge, | |
| − | + | ::Bjovulv dog for skarpe Sværd | |
| − | + | ::Vidste sig at bjerge. | |
| − | + | ::Kæmperne i fremmed Land | |
| − | + | ::Her tilgavns kom efter, | |
| − | + | ::At for ti og tyve Mand | |
| − | + | ::Helten havde Kræfter; | |
| − | + | ::Thi Hetvarer nok man saae | |
| − | + | ::Mylre under Skjolde, | |
| − | + | ::Kreds og Ring de vilde slaae | |
| − | + | ::Tæt omkring den Bolde; | |
| − | + | ::Faa dog om Hans Kæmpegang | |
| − | + | ::Kunde Sagn hjembære: | |
| − | + | ::Over Dynger Liig udsprang | |
| − | + | ::Han i Hav med Ære, | |
| − | + | ::Svømmed hjem paa Sælens Vei | |
| − | + | ::Uden Kæmpefølge, | |
| − | + | ::Fandt en aaben Grav dog ei | |
| − | + | ::I den dybe Bølge. | |
| − | + | :: | |
| − | + | ::Higelak han var nu død, | |
| − | + | ::Blottet laae Hans Rige, | |
| − | + | ::Hygd da Bjovulv Spiret bød | |
| − | + | ::Thronen og tillige, | |
| − | + | ::Skiønned vel: mod Fiendevold | |
| − | + | ::Sønnen, som hun aatte, | |
| − | + | ::Mægted ei at løfte Skjold, | |
| − | + | ::Børnesko han traadte. | |
| − | + | ::Desuagtet vidne maa | |
| − | + | ::Hver, som Sandt vil sige: | |
| − | + | ::Aldrig tænkte Bjovulv paa | |
| − | + | ::Thronen at bestige; | |
| − | + | ::Over Hardred ei tiltog | |
| − | + | ::Han sig Magt og Ære, | |
| − | + | ::Men af Drengen han opdrog | |
| − | + | ::Mand til Drot at være! | |
| − | + | ::Myndig blev den Kongesøn, | |
| − | + | ::Var og Drot saalænge, | |
| − | + | ::Til ham giæstede med Døn | |
| − | + | ::Over Svane-Vænge | |
| − | + | ::Ohters Sønner, som nu Bod | |
| − | + | ::Æskede med Staalet | |
| − | + | ::For den gamle Skilfings Blod, | |
| − | + | ::Som var før udstraalet: | |
| − | + | ::For den største Bølgedrot, | |
| − | + | ::Som i Svea-Rige | |
| − | + | ::Hvem det Gamle kiendte godt | |
| − | + | ::Vidste af at sige! | |
| − | + | ::Til et Minde ved ''hans'' Grav | |
| − | + | ::Hardred var udkaaret, | |
| − | + | ::Ham og Skilfing-Sværde gav | |
| − | + | ::Brat nu Banesaaret, | |
| − | + | ::Hvorpaa, uden Ran og Rov, | |
| − | + | ::Til sit Land saa sage | |
| − | + | ::Sønnen af Kong Ongenthjov | |
| − | + | ::Stævnede tilbage; | |
| − | + | ::Ledigt han for Bjovulv lod | |
| − | + | ::Gothers Kongesæde, | |
| − | + | ::Ledigt for den Helt saa god, | |
| − | + | ::Værd det at beklæde. | |
| − | + | ::Ei saa glemte Bjovulv dog | |
| − | + | ::Hardreds Drab at hevne, | |
| − | + | ::Og da Giengields-Timen slog, | |
| − | + | ::Fik dertil han Evne: | |
| − | + | ::Som Edgilses Ven i Nød | |
| − | + | ::Leding han af Land udbød, | |
| − | + | ::Kiæk paa Lykken regned; | |
| − | + | ::Skilfinger da Løn han gav, | |
| − | + | ::Helmed ei, før i sin Grav | |
| − | + | ::Svea-Kongen segned, | |
| − | + | :: | |
| − | + | ::Saa var under Vaabendøn | |
| − | + | ::Heldig graanet Eggthjovs Søn, | |
| + | ::Trods saa mangen Fare, | ||
| + | ::Seierrig i Hver Bedrift, | ||
| + | ::Til han nu mod Ormegift | ||
| + | ::Skulde sig forsuare. | ||
[[Kategori:Alfabetisk indeks]] | [[Kategori:Alfabetisk indeks]] | ||
Revisjonen fra 22. des. 2013 kl. 21:28
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► | ||||||
Oversat af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig
Hedning-Skatten, Ild-Dragen Stærkhjort og Guld-Tyven.
- Da i Bjovulvs Lodd det faldt
- Thronen at bestige,
- Ypperlig i Eet og Alt
- Styred han sit Rige,
- Sad, til kridhvidt blev Hans Haar,
- Paa det Høie Sæde,
- I halvtredsindstyve Aar,
- Gotherne til Glæde.
- Han opleved i sin Borg
- Paa de gamle Dage
- Dog den storste Landesorg
- Med den grumme Drage,
- Som, fra Hulen under Jord
- Paa den nøgne Hede,
- Gothe-Landet overfoer,
- Fnysende af Vrede.
- Kulen var ved Stranden nær,
- Under Klipper bratte,
- Længe ruged Dragen der
- Over Hedning-Skatte;
- Did kun løb en snever Sti,
- Som i mange Tider
- Mennesker gik lukt forbi,
- Men som dog omsider
- Førte did en flygtig Fod,
- Voldte stor Ulykke:
- Stjaalet blev med Tyve-Mod
- Da et kostbart Stykke;
- Dragen sov, den usle Træl
- Snapped det Forbudte,
- Havde og det Tyve-Held,
- Ud dermed at smutte;
- Dragen vaktes dog af Slum,
- Ranet røbes maatte.
- Den da gloende og grum
- Rased i sin Grotte.
- Ellers i den Drage-Grav
- Var af Guld det røde
- Meer end nok at tage af,
- Levnet fra de Døde,
- Hvor engang, til Ingens Tarv,
- Han, der sidst det vendte,
- Skjulte, hvad han fik til Arv
- Efter Ubekiendte.
- Man om Eierne har vidst
- Ikkun det at melde:
- Han, som ene blev tilsidst,
- Rokkende af Ælde,
- Mærked godt, at Guldet kun
- Han endnu en liden Stund
- Kunde selv, beholde,
- Bar da vel et Vognmands-Læs
- Ind i Hvælvingen paa Næs,
- Nær ved Bølger kolde;
- Did kun gik en Sti fuldtrang,
- Vanskelig at finde.
- „Giem nu, Grube, (Gubben sang,)
- Vel, hvad du har inde!
- Skiøndt det for de Boldes Ben
- Er en pinlig Tanke,
- At til dig de brave Mænd
- Midler skulde sanke!
- I min Hall og i min Gaard
- Blev der tomt og øde,
- Kæmperne fik Banesaar,
- De er Alle døde!
- Dem ei meer ved breden Bord
- Vinen vederkvæger,
- Stille hviler under Jord
- Nu det gyldne Bæger!
- Der og ligger nu forladt
- Hjelmen, aldrig kløvet:
- Karlen for saa prud en Hat
- Sover, den berøvet!
- Brynjesærken med godt Hold
- Blev paa Val bedaget,
- Trodsed Klingers Overvold
- Tit i Vaabenbraget;
- Herreløs, af Rust opædt,
- Skal den bog hensmuldre,
- Aldrig færdes vidt og bredt
- Meer paa Kæmpeskuldre!
- Her ei toner til Behag
- Strengen under Bue,
- Her ei høres Harpeslag
- I den mørke Stue!
- Falken aldrig her paa Rov
- Sig fra Haanden svinger,
- Ei Stridshestens haarde Hov
- Gnist af Stenen tvinger!
- Ak, hvor var mig Skiæbnen haard!
- Helsot fik og Banesaar
- Mine Kæmper alle!"
- Saa, som eenlig Fugl paa Tag,
- Sang den Gamle Nat og Dag,
- Tolkede sin Smerte;
- Indtil Dødens Jettehaand
- Sønderrev det seie Baand,
- Knuste Gubbens Hjerte.
- Funklende som Blus og Glød,
- Afgrunds-Dragen mørkerød,
- Nattegiæst i Bjerge,
- Fløi som før ved Midjenat,
- Fandt i Grav den døde Skat
- Uden Vagt og Værge;
- Stærkhjort er det Kiendingsnavn,
- Folk har givet Dragen,
- Ei det var til Folkegavn,
- Statten kom for Dagen,
- Hvor Uvætten ondskabsfuld
- Længe laae og lured,
- Og i tregang hundred Aar
- Hedning-Guldet kured.
- Tyven, som fra Dragen stjal,
- Var en Træl bortløben,
- Flygted over Bjerg og Dal
- For at undgaae Svøben;
- Løb dog hjem igien fuldsnart,
- Rig paa Guld, desværre,
- Kiøbte Frihed i en Fart
- Af sin strenge Herre:
- Oldtids Kunst og røde Guld
- Godt ham maatte hue,
- Lysten og forundringsfuld
- Vilde han det skue.
- Men ved Støien over Steen
- Mærkede den Fule,
- Fiende-Fod det var, som treen
- Dristig i Hans Kule;
- Stærkhjort vaagnede da op,
- Uheld var paa Færde,
- Farligt vist var Mandens Hop
- Ved Hans Hovedgiærde;
- Men, er Timen ei forbi,
- Og man har Guds Naade,
- Altid løber der en Sti
- Ud af Nød og Vaade!
- Saa og her, forgiæves kun
- Ude som og inde
- Dragen, vred af Hjertens Grund,
- Søgte ham at finde,
- Som dens søde Søvn afbrød,
- Bugtede sig ofte,
- Brændende alt som en Glød,
- Trindt om Grav paa Tofte,
- Fandt ei i den hele Egn
- Ham, der skulde bøde,
- Saae ei til ham mindste Tegn,
- Alt var tomt og øde.
- Ind i Hulen atter kom
- Nu den gamle Drage,
- Snused allevegne om,
- Mærked da saa sage,
- At af sine Drikkekar
- Eet han havde mistet,
- Som en Tyv, ihvem det var,
- Til sig havde listet.
- Rasende, som før alt vred,
- Blev det Bjerg-Uhyre,
- Kunde knap til Sol gik ned
- Arrigheden styre,
- Vilde brat med Blus og Baal
- Luften giennemgløde,
- Lade for sin Drikkeskaal
- Landet grusomt bøde.
- Solen sig i Vesterhav
- Sænkede med Dagen,
- Lystig op fra Klippe-Grav
- Svang sig Edderdragen,
- Under Sky, som Baal i Blæst,
- Bølgende han svæved;
- Gysende den lede Giæst
- Folket saae og bæved;
- Ak, kun slukket blev den Ild
- I Hans Blod, som god og mild
- Guld dem gav saa gierne!
- Brat begyndte Ild at spye
- Dragen under Bue,
- Baade Huus og Gaard og By
- Gik da op i Lue;
- Folkefienden med sin Brand,
- Fik dertil han Evne,
- Han vist i det hele Land
- Liv ei vilde levne.
- Om den Nattesværmers Færd,
- Gothers Landeplage,
- Rygtet baade fjern og nær
- Bredte sig saa sage;
- Men ved første Morgengry
- Dragen fløi tilbage,
- Stoled i sin mørke Vraa
- Fast paa Kraft og Klippe;
- Haabet, som man siden saae,
- Skulde ham dog glippe.
- Bjovulv om de bange Kaar
- Bud nu fik saa sage,
- Ilden i Hans egen Gaard
- Tog alt paa at brage;
- Gothers prude Hovedborg
- Aarle stod i Lue,
- Da begyndte, syg af Sorg,
- Ædlingen at grue:
- Frygted for, at han som Drot
- Havde, paa en Maade,
- Arildsloven overtraadt
- Og forspildt Guds Naade.
- I Hans Bryst det var saa fat,
- Som naar i en bælmørk Nat
- Vrede Bølger kæmpe;
- Dog var det Hans fulde Agt,
- Trodsende al Dragens Magt,
- Luerne at dæmpe,
- Og den lede Orm med Staal
- Give Løn tillige.
- Ormen, som med Nattebaal
- Ødte Land og Rige.
- Godt han vidste, at mod Baal
- Træ kan aldrig holde,
- Derfor giøre lod af Staal
- Han sig bedre Skjolde.
- Ende skulde nu saa brat
- Helten sine Dage,
- Skille dog ved Liv og Skat
- Først den gamle Drage.
- Krig i Spidsen af en Hær
- Dragen at paaføre,
- Holdt sin Ære han for nær,
- Taalte ei at høre,
- Det for ham var nogen Sag
- Med en Orm at fægte,
- Han, der trodsed før i Slag
- Farer, som var ægte;
- Siden, til Uvætte-Sorg
- Han med Kæmpehænder
- Rensed Hrodgars Kongeborg,
- Tugted Grændels Frænder.
- Det var og fuldhaard en Dyst,
- Da for Øxeblade
- Higelak paa Frislands Kyst
- Livet maatte lade;
- Gothe-Folket tabte der
- Rigets fødte Væge,
- Bjovulv dog for skarpe Sværd
- Vidste sig at bjerge.
- Kæmperne i fremmed Land
- Her tilgavns kom efter,
- At for ti og tyve Mand
- Helten havde Kræfter;
- Thi Hetvarer nok man saae
- Mylre under Skjolde,
- Kreds og Ring de vilde slaae
- Tæt omkring den Bolde;
- Faa dog om Hans Kæmpegang
- Kunde Sagn hjembære:
- Over Dynger Liig udsprang
- Han i Hav med Ære,
- Svømmed hjem paa Sælens Vei
- Uden Kæmpefølge,
- Fandt en aaben Grav dog ei
- I den dybe Bølge.
- Higelak han var nu død,
- Blottet laae Hans Rige,
- Hygd da Bjovulv Spiret bød
- Thronen og tillige,
- Skiønned vel: mod Fiendevold
- Sønnen, som hun aatte,
- Mægted ei at løfte Skjold,
- Børnesko han traadte.
- Desuagtet vidne maa
- Hver, som Sandt vil sige:
- Aldrig tænkte Bjovulv paa
- Thronen at bestige;
- Over Hardred ei tiltog
- Han sig Magt og Ære,
- Men af Drengen han opdrog
- Mand til Drot at være!
- Myndig blev den Kongesøn,
- Var og Drot saalænge,
- Til ham giæstede med Døn
- Over Svane-Vænge
- Ohters Sønner, som nu Bod
- Æskede med Staalet
- For den gamle Skilfings Blod,
- Som var før udstraalet:
- For den største Bølgedrot,
- Som i Svea-Rige
- Hvem det Gamle kiendte godt
- Vidste af at sige!
- Til et Minde ved hans Grav
- Hardred var udkaaret,
- Ham og Skilfing-Sværde gav
- Brat nu Banesaaret,
- Hvorpaa, uden Ran og Rov,
- Til sit Land saa sage
- Sønnen af Kong Ongenthjov
- Stævnede tilbage;
- Ledigt han for Bjovulv lod
- Gothers Kongesæde,
- Ledigt for den Helt saa god,
- Værd det at beklæde.
- Ei saa glemte Bjovulv dog
- Hardreds Drab at hevne,
- Og da Giengields-Timen slog,
- Fik dertil han Evne:
- Som Edgilses Ven i Nød
- Leding han af Land udbød,
- Kiæk paa Lykken regned;
- Skilfinger da Løn han gav,
- Helmed ei, før i sin Grav
- Svea-Kongen segned,
- Saa var under Vaabendøn
- Heldig graanet Eggthjovs Søn,
- Trods saa mangen Fare,
- Seierrig i Hver Bedrift,
- Til han nu mod Ormegift
- Skulde sig forsuare.