Skáldhelgarímur (Anonyme skjaldekvad)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Skjaldekvad

Grønlands historiske mindesmærker II

XIII.
Skjald-Helge, Grönlands laugmand
(Skáldhelgarímur)

paa dansk ved

Finnur Magnússon og C. C. Rafn

Dette Mindedigt, i Originalen kaldet Skáld-Helga Rímur eller Rímur af Skáld-Helga, er egentlig, forsaavidt dets fortællende Indhold angaaer, ingen selvstændig Digtning, da det er en af de ældste bekjendte af de nu i Island hyppig forekommende Paraphraser eller poetiske Omskrivninger af prosaiske Fortællinger, som i Almindelighed kaldes Rímur (efter Eentallet Ríma), og vistnok ere af samme Oprindelse som de nordiske Kæmpeviser og de sydlige Folks Ballader. Om dette Slags Digtninger har Rask givet en kortfattet Underretning i sin Islandske Sproglære (udförligst i den svenske Udg. 274-275), hvorved det dog maa erindres at de overhoved ere meget ældre end Reformations-Tiden. Saaledes er f. Ex. det andet Stykke i den berömte Flatöbog en ægte Ríma om Kong Olaf den Hellige, som vi med Bestemthed vide er skrevet 1387, men var dog da, efter Titelen at dömme, ikke aldeles ny Jfr. ovenfor I, 326 o. f., hvor vi have anfört forskjellige hele og halve Stropher, tildeels fra Aarstallet 1200, som ganske svare til det Versemaal, hvori nærværende Digts 3de Sang er affattet, ogsaa forekommende i Skálda (S. 266) paa forskjellige Maader, metrisk henförte til den saakaldte Rúnhenda.

Nærværende Riimdigt hörer især til de (ovenfor I, 339 ommeldte) poetiske Paraphraser af skrevne historiske Sagaer, men den Saga, som har ligget til Grund derfor have vi ikke mere, og vide ikke med Sikkerhed, om den har været til i det l6de Aarhundrede (hvorom mere i det fölgende). Derimod see vi endnu af Digtets 2den Sangs 63de Strophe, at Sagaen tildeels har været grundet paa et ældre Digt, om dens Helt, Skjalden Helge, forfattet af en anden Skjald, kaldet Hallar-Stein, som vi nu strax skulle see har været samtidig med ham, men kun noget yngre af Alder. Da Sagaens Troværdighed, i Hovedsagen, herved Paa det fuldkomneste bekræftes, kunne vi ikke noksom beklage Tabet af dette for os höist mærkelige Oldtidskvad. Nu maae vi lade os nöie med den dobbelte Gjenklang af Drapaen og Sagaen, som nærværende Riim kunne yde, og tröste os til lige derved, at ogsaa disse selv nylig flere Gange have været deres Undergang meget nær, men ere dog nu, som vi maae haabe, reddede fra den for bestandig.

Om Skjalden Hallar-Stein og hans övrige, endnu bekjendte Værker have vi en ypperlig Afhandling af vor Medarbeider Adjunct Egilsson, tilföiet hans latinske Oversættelse af Olaf Tryggvesöns Saga. Deri er det, hvilket vi og af Kildeskrifternes Undersögelse för havde formodet, saavidt mueligt oplyst, at Skjalden Hallar-Stein har levet i det 11te Aarhundrede, samt er den samme, som ellers undertiden forekommer i Skálda og Sagaerne under Navn af Stein Herdis`s Sön (Herdísarson). Hans vidtlöftige Slægtsregister læses i Landnama, 2 Parts 11 Cap., udledt fra den berömte norske Ketil Flatnef og hans Sön, den islandske Landnamsmand Björn (see ovenfor l, 530 o. f.). Hallar-Steins Oldefader paa Mödrenesiden var den berömte Skjald Eina Skaaleglam, ogsaa kaldet Skjoldmöens Einar, som stod Hakon Jarl bi i Slaget mod Jomsvikingerne 994, samt ogsaa var een af Are Frodes Stamfædre. Om Hallar-Steins Levnet vide vi kun lidet, men kjende ham mest af hans faa endnu tilværende Digte. Hans nærmeste Slægt var fra det nuværende Sneefjeldsnæs Syssel, vi vide ikke, hvor hans Forældre boede, men mene, at deres Bopæl maa söges i det nærmestliggende Myre Syssel, af fölgende Grunde. Gaarden Höll, som ligger i det sidst nævnte Herred, ommeldes i nærværende Digt som Bopæl for Haldor, Fader til dets Helts, Skjalden Helges, tvende Koner. Af den samme Gaard (i Eieformen Hallar), troe vi at Skjalden Haller-Stein har havt sit Navn, enten fordi han var födt der, eller længe havde opholdt sig der. Saadanne Tilnavne, af lignende Aarsag, have stedse været brugelige i Island, f. Ex. disse, fra Oldtiden: Höfda-Thord, Holm-Starri, Hofgarde-Ref, Hvamm-Sturla, Vallna-Ljot, Lon-Einar, Lunda-Steinar og mange flere. Vor Stein lader til at have opholdt sig mest uden for Island. Egilsson har viist at han, som Skjald og Kriger, har tjent Norges Konger Harald Haardraade og Olaf Kyrre; til Steins Anseelse og gode Kaar ved Hoffet har det formodentlig bidraget at han var temmelig nær beslægtet med Ulf Ospaksön, Kong Haralds Staller eller Hofmarskal; han har ogsaa, rimeligviis af skyldig Taknemmelighed, forfattet et Digt til hans Ære. Stein deeltog i det store Söslag i Nissaaen, Aar 1062, og besang siden selv dette Slag til sin Konges Hæder i de saakaldte Nissaa-Viser, hvoraf Fragmenter haves i Heimskríngla og Fornmanna-Sögur. Sildigere digtede han og et Kvad om Kong Olaf Kyrres Bedrifter, af hvilket de norske Kongesagaer indeholde adskillige Fragmenter. Af en ganske anden Art er et Kjærlighedsdigt, som Hallar-Stein tilegnede en smuk Kvinde, og hvoraf nogle Brudstykker ere meddeelte i Skálda Dog besang vor Skjald ikke allene de levende, men ogsaa de döde. Han er rimeligviis Forfatter til det ovennævnte mærkelige Rekstefja, ogsaa kaldet Ólafs-Drópa in tvískælda, digtet til Kong Olaf Tryggvesöns Hæder, mueligviís med Hensyn dertil, at Skjaldens egen elskede Herre, Kong Olaf Kyrre, var hans Frænde og bar det samme Navn. Dets Original findes fuldstændigst i den saakaldte Byrgerske Codex, en gammel Pergamentsbog, som forvares i det Kongelige Bibliothek i Stockholm. Egilsson har oplyst at Öienvidnerne Einar Thambaskelvers og Thorkel Dydrils (eller Dyrdils) Beretninger tildeels ere lagte til Grund derfor. At Hallar-Stein endelig har forfattet et Mindedigt over Skjald-Helge, vises klart i nærværende Sagadigt, efter hvad vi ovenfor have berettet, og det er vist at de begge have levet paa samme Tid, hvilket vi nærmere, ved en chronologisk Undersögelse, ville söge at oplyse. Naar vi overveie, hvilken Aarsag der vel kan have bevæget Stein Skjald (som han kaldes i Landnama) til at forfatte et Hædersdigt over Skjald-Helge, maa det först falde os ind, at Stein, efter det ovenanförte, har været födt, opdraget eller bosat paa Gaarden Höll , hvor Skjald-Helges tvende islandske Elskerinder vare födte. Der, fremfor alle Steder, maatte deres tragiske Historie være i frisk Minde, og en ung derboende Skjald, som ellers selv, efter det ovenanförte, fölte og besang Kjærlighedens Tryllemagt, opfordredes saa at sige til at forevige den uforglemmelige Elskovskval, som havde fundet sin förste Oprindelse og Næring paa hans egen Bopæl. Det er desuden sandsynligt, at Steins Slægt paa een eller anden Maade har havt Forbindelse med den Æt, hvis Eiendom Gaarden Höll var, og hvortil Haldor, dens forrige Beboer, hine ulykkelige Kvinders Fader, i sin Tid hörte. Det forekommer os sandsynligt at Stein har forladt Island, for at söge sin Lykke ved det norske Hof, kort efter at han havde faaet den Nyhed at höre, at hans Frænde, Ulf Ospaksön, som havde ledsaget Harald Sigurdsön Paa hans Udenlandstog i Asien, Afrika og Rusland, var kommen med ham tilbage til Norge med megen Rigdom, og at han der var bleven den nye Konges Staller og Lehnsmand. Steins Reise fra Island til Norge synes saaledes at være skeet 1047. Antage vi at han da havde fyldt sit 25de Aar, har han, da Nissaa-Slaget holdtes, og hvor han stred Paa sin Frændes Ulf Stallers Skib, været, omtrent 40 Aar gammel. Dersom han, efter Egilssons Gisning, er död 1082, har han, efter hvad vi antage, i alt levet henved 60 Aar; dog er det vel muligt, at han er bleven noget eller meget ældre. Han har saaledes, i al Fald, levet meer end 20 Aar efter Skjald-Helges Död, og har saaledes kunnet besynge den, muelig dog i en Fortsættelse af det til hans Priis forfattede Digt; dog vide vi nu ikke, naar det först er blevet digtet, eller om det senere er blevet fortsat, enten af den samme Skjald, eller af andre.

For at Læserne desbedre skulle kunne fölge Fortællingens Gang i nærværende Saga-Digt, ville vi forelöbig meddele deraf et kort historisk Uddrag, tildeels oplyst af andre gamle Skrifter. Herved maae vi dog bemærke, at det forekommer os saa, at Riim-Digteren ikke, som hans nyere Eftermænd næsten stedse have pleiet at gjöre, aldeles nöie har anfört alle de omstændigheder som have været berettede i den af ham paraphraserede Saga, f. Ex. Hovedpersonernes Slægtregister, hvilke han maaskee har antaget at være bekjendte nok af andre Sagaer. Det fortælles saaledes, i FÖRSTE SANG, at en vis Haldor, som havde ægtet en rig Kvinde, boede paa Gaarden Hall (Höll) i Borgarfjordens Herred, uden at det, som næsten stedse i Sagaerne, berettes, hvis Sön denne Mand var, eller fra hvem han ellers nedstammede. Herom underrrettes vi dog af Landnamas 3die Parts 1ste Cap. Han var nemlig en Sön af Koll og en Sönnesön af den berömte Landnamsmand Midfjord-Skegge, som opbröd Rolf Krakes Höi ved Leire og förte derfra hans Sværd Sköfnung til Island; hans Slægt var saaledes meget anseelig og berömt i Island. Landnama tillægger det udtrykkelig, at denne Haldor var Fader til den Thordis, som Skjald-Helge ægtede og til hendes Söster Thorkatla. Alle disse Efterretninger staae i Landnamas ældste Text, som her upaatvivlelig tilhörer Are Frode selv og synes tillige at vise, at den berömte Skjald-Helge, og hans tvende uheldige Elskerinders Historie var alle islændere tilstrækkelig bekjendt. Vor Riimdigter giver begge disse Haldors Döttre de samme Navne som Landnama; af dem var Thorkatla (eller Katla) den yngre. Paa den Tid, vedbliver han, boede en vis Thord paa Höfde (i samme Herred), gift med en rig Kvinde og Haldors bedste Ven. Thords Herkomst forties her, men oplyses af Landnamas 2 Parts 2 Cap.; han var nemlig en Sön af Helge, Sön af Asgeir paa Hammer (Hamar) og Hilde, kaldet Stjerne. Skjald-Helge nævnes her og, formodentlig af Are Frode selv, som hin Thord Helgesöns Sön. Riimdigteren fortsætter Fortællingen saaledes: Thord havde en Sön, som strax i sin Opvæxt udmærkede sig mest af alle frie Bondesönner der i Egnen, saavel ved fortrinlig Legemsdannelse, som ved mandigt Væsen, Færdighed i krigeriske Övelser og ved sin Skjaldekonst. Haldor holdt et Gjæstebud, og indböd dertil sin Ven Thord med hans Sön Helge. Der forelskede den vakre Yngling sig i Thorkatla, Haldors skjönne Datter, og vandt snart hendes Gjenkjærlighed. Efter at Gjæstebudet var hævet, og enhver var tagen til sit Hjem, kom Helge til Hall for at tale med Katla. Dette ansaaes i hine Oldtidsdage for uanstændigt, i det mindste indtil en offentlig Trolovelse var skeet. Det blev fortalt Möens Fader, at Helge lokkede hans yngre Datter; Haldor formanede da hendes Frier til at afholde sig fra saadanne Besög, hvilke han dog ikke desmindre fortsatte. Det kom derpaa til en ny Ordvexling mellem den Gamle og Ynglingen, hvilken dog havde det samme Udfald. Thorkatla sögte da at formilde sin Fader, men forgjeves, og blev strax efter af ham sendt bort til Gaarden Söidefjeld i et andet Herred. Helges Frænder og Venner forsögte snart at bringe ham paa andre Tanker, samt overtalte ham til Forlovelse med Thorkatlas ældre Söster. Det lader til at deres Overtalelse i Förstningen lykkedes temmelig vel; dog besögte Helge nu Thorkatla, og fortalte hende hvad hans slægtninge havde i Sinde. Hun besvoer ham at han ikke skulde svige sit förste Löfte, da de ellers begge vilde blive ulykkelige, men raadte ham til paa nye at begjere hende selv tilægte af hendes Fader. Han fulgte dette Raad, men Haldor afslog ham, fuldt saa haardnakket som för, den Elskedes Haand, blot paa Grund af det Foregivende, at de vise Gamle havde sagt: at Ægteskaber, grundede Paa lidenskabelig Kjærlighed, aldrig fik et godt Udfald. Forunderlig nok tilböd dog Pigens Fader Frieren hendes ældre Söster til Hustru, og forsikrede ham at hun vilde bringe ham til at glemme hans Lidenskab for den yngre, og saaledes fordrive al hans Sorg. Helge, som nu ikke öinede noget Haab om den attraaede Forbindelse med den förste Elskede, besluttede sig vel ikke strax til den foreslaaede med hendes Söster, men kort efter lykkedes det dog hans egne Slægtninge at overtale ham dertil, og strax holdt han da Fæstens Öl med Thordis, Haldors Datter. Smertelige Anelser bragde Helge til at kaste alt Ansvar, i Ulykkes Tilfælde, paa hans Raadgivere, men ikke desmindre holdt han Bryllup, i Hramm i Norderaadalen, med sin för og siden höit elskede Kjærestes Söster. ANDEN SANG: Helges Ægteskab med Thordis varede kun 2 Aar, thi efter disses Forlöb sendte han hende tilbage til Hall, og deelte sit Bo med hende. Han antog en Pige til at bestyre sit Huus, men han fandt der ingen Bo, og besluttede at forlade Landet. Han reiste til Hall, og tog der Afsked med sin sörgende Kone; gik derefter om Bord, og kom lykkelig til Norge, hvor han blev antagen til Hirdmand af den der da regjerende Jarl, Erik Hakonsön. Helges Sorg og Sindsuro formildedes ikke, og næste Foraar reiste han tilbage til Island. Strax ved sin Ankomst besögte Thorkatla ham, og han gjengjeldte siden dette Besög, en Tid lang, med mange andre i hendes Bolig. Disse hyppige Sammenkomster gave Anledning til megen Forargelse og slet Omtale af Bygdelagets Folk. Een af de værste til at bagtale og udskjelde det ulykkelig elskende Par var Bonden Arngeir paa Steinum, som dog paa en anden Maade havde tilföiet Helge grove Fornærmelser. Da han fordrede Erstatning for disse, opstod en Ordstrid mellem dem, hvorpaa Enden blev den, at Arngeir faldt for Modstanderens Sværd. Herved blev det dog ikke, thi ikke mindre end fire af de ondskabsfulde Bagtalere maatte paa samme Maade lade deres Liv; dette har Hallar-Stein berettet i det Digt som han affattede til Skjald-Helges Priis. For intet af de saaledes begangne Drab gaves nogen Böder. TREDJE SANG: Vel lammede nu Frygten alle Klaffertunger, og de Elskendes Möder paataltes aldeles ikke, men en ny farlig Storm reiste sig dog, da Arngeirs og de övrige Dræbtes Eftermaalsmænd fordrede svære Böder eller Drabsmandens Straf. Goden Hermund maatte tage sig af deres Sager, de forfulgtes til Thinge, og Helge dömtes til det Slags Fredlöshed som medförte Fortabelse af Liv og Gods. Som Flygtning underrettede han Thorkatla om denne Ulykke, og besluttede, efter hendes Raad, atter at forlade sit Födeland, for at undgaae hans mægtige Fjenders Forfölgelser. Hermund beklagede Holtens tunge Skjæbne, og sendte ham Vaaben til sit Forsvar. Helge gjengjeldte Gaven med en Guldring, og til Tak derfor udvirkede Hermund hans Fredkjöb og de imod ham anlagte Sagers Forligelse.

Dog blev han ikke bedre;

det voldte haablös Sorg.

Han indvikledes i nye Feider, og reiste paa ny til Norge. Erik Jarl, hans forrige Herre, var da död, og Kong Olaf Haraldsön, siden kaldet den Hellige, regjerede over Landet. Helge, som för havde tjent denne Konges Fjende, besluttede og udförte en Pillegrimsreise til Rom, for der at befries fra sine Synders Byrde, og kom tilbage fra den i det næste Aar. -- Her vender Sagnet sig til Grönland. Der boede en Hövding, eller rig Bonde, ved Navn Skegge den Prude, Paa Hovedgaarden Herjolfsnæs. Hans Hustru hed Thorun, födt af en ædel Slægt, men dog vanziret ved en meget styg Tand. I deres Nabolag boede en Huusmand, eller ringere Bonde, ved Navn Thorvard Hreim; selv var han lumsk, men hun forfaren i Trolddomskunster, i hvilke hun og oplærte deres tvende Sönner. Hexefrygten var fordum meget stærk i Grönland, selv i den norskislandske Colonie, og bidrog mest dertil at disse for Trolddom mistænkte Folk bleve forviste fra Bygden. De nödtes da til at tye til de yderste (nordlige) Grændser for det beboede Grönland, til de saakaldte Greipar - som ellers besögtes hyppig af Landets övrige Indvaanere, som toge dertil til Söes, for Fiskeriets og Jagtens Skyld, da disse gjerne der gave godt Udbytte. Kort efter hin Families Forviisning blev Skegge den Prudes Fartöi paa et saadant Tog aldeles borte. Hreims Sönner mistænktes almindelig for at have overfaldet og myrdet de Forsvundne, men tiltaltes dog ikke derfor. Örnulf, Thoruns Broder, bestyrede nu hendes Huus. Han drog og, et Efteraar, til hine fjerne Egne; der traf det sig at Hreims Sönner kom i Havsnöd; Ornulf reddede dem, og forlovede sig kort efter med deres Söster. Ikke desmindre myrdedes han selv af de lumske Brödre. Thorun giftede sig paa ny med en vis Thorkel, men han döde den tredie Nat derefter. Snart indgik hun dog et nyt Ægteskab, som havde samme Udfald, og det Fjerde ligeledes kort derefter. Siden vovede ingen, i nogen Tid, at beile til den rige Enke. Paa denne Tid agtede vor Helge at reise fra Throndhjem til Island, og erhvervede en Trediedeel i et Handelsskib, som tvende Mænd, der begge bare Navnet Illuge, eiede i Fællesskab. FJERDE SANG: Förend de afseilede, overtalte en leed gammel Mand, ved Navn Thorgils, Skibseierne til at medtage ham som Reisende. Reisen blev snart meget besværlig, ved Modvinde, Storm og Söstyrtninger. Thorgils blev syg og döde, dog maaskee kun ved et Slags Skindöd; man troede at han gik igjen, og derved foraarsagede de Reisendes vedvarende Ulykker. En Vise, som han siges at have kvædet, tilhörte maaskee egentligst Hallar-Steins tabte Digt, hvorved overhoved den her omhandlede dunkle Begivenhed er bleven digterisk overdrevet og udsmykket. Helge siges at have faaet Bugt med Gjengangeren; dog tiltog stedse de Söfarendes Nöd, og Skibet drev langt nordpaa i de Grönlandske Have. Alt foreslog een af Skibsförerne, at samtlige Skibsfolk skulde, paa hedensk Viis, da de nu dog ingen anden Udsigt havde end den visse Död, nedlægge hinanden, inden de omkom af Udmattelse og Hunger. Helge modsatte sig dette fortvivlede Forslag, men raadte til christelig Bön og Gudspaakaldelse. Da formildedes og det rasende Veirlig; det blev klart, og höie Sneefjelde kom tilsyne. De kjendte da tydelig Jöklernes- Land (Grönland), vendte Kaasen mod Syd og fandt snart den længe önskede Havn i Falgeirsvig i Eriksfjorden. Som sædvanlig Paa de Tider fordeelte Omegnens mere formuende lndvaanere de Söfarende mellem sig til Kost og Pleie i Vintertiden. En rig Bonde, ved Navn Forne, boende paa den store Gaard som kaldtes Sólarfjall (Solens Fjeld), modtog og beværtede Helge med megen Gjæstfrihed. Forne mærkede snart at hans Gjæst led af megen Tungsindighed, hvilken han sögte at fordrive ved forskjellige Tröstegrunde og Opmuntringer, og ledsagede dem med det Raad, at Helge skulde frie til den ovennævnte rige Enke, Thorun paa Herjolfsnes, og bosætte sig der i Landet. Endelig lod Helge sig overtale til at antage dette Forslag, dog kun, som det synes, ved et Slags taust samtykke, saa at han fulgtes til Enken med sin Vært, som da friede til hende paa hans Vegne. Thorun gjorde vanskeligheder, da Helge ikke var synderlig bemidlet eller havde nogen Eiendomsgaard i Landet, hvilket saaledes synes da at være blevet fordret, af Landets Vedtægter eller den almindelige Mening, som en Betingelse for Ægteskabet med en saa rig eller anseelig Kvinde. Forne svarede strax med det Tilbud, at han overlod Beileren Hörnes Gaard, hvilken han skulde overdrage Bruden til Fæstensgave, og Forlovelsen blev saaledes sluttet. Dog tilföiede Enken endnu den Betingelse, at Helge skulde hævne hendes förste Mand Skegges og hendes Broder Örnolfs Drab (paa Hreims Sönner). FEMTE SANG: I næste Foraar satte Helge Bo paa sin nye Eiendomsgaard, men faldt strax efter i en svær Sygdom, som atter vakte den gamle Mistanke mod Thorun. Nogle besluttede endog, for Alvor, at stene hende som en Hex, men dette onde Forsæt standsedes af Forne. Thorun besögte da sin Forlovede, som var betaget af et Slags Afsky for Lyset, men laa bestandig i en mörk Vraa, hvor han uhindret kunde overlade sig til sort Melancholie, og henfaldt til phantastiske Grublerier og Syner. Den Episode, hvori de og deres Ophör skildres, ville vi her forbigaae, men bemærke kun at ogsaa de (hvilket stedse af og til er skeet i Verden, selv i de mest civiliserede Lande, endog i vore oplyste Dage) antoges for Trolddom eller Spögeri, som kun kunde hæves ved Besværgelser og christelige Amuleter. Betragtet fra denne Synspunkt, frembyder den hele Fortælling, som i Middelalderens overtroiske Dage saaes i et ganske andet Lys, aldeles intet overnaturligt. Thoruns kloge Raad afværgede den nye farlige Vending, som Helges langvarige Sindssygdom havde taget, da han fölte sig igjen rask, og villig til at opfylde sit givne Ægteskabslöfte. Thorun synes dog da endnu ikke at have troet Freden ret, i det hun selv erklærede sig villig til at træde tilbage og give slip paa sin Rettighed i den Henseende, men Helge besluttede sig, muelig tildeels af Taknemmeligbed for den Helbredelse som han skyldte hende, til Ægtepagtens Fuldbyrdelse. Han holdt sit Bryllup med Thorun, men gjenvandt dog ikke sin forrige Sindsro, thi den elskede Katlas Billede foresvævede nu stedse hans Sjæl, og alle hans Tanker henvendtes paa ny til hende. Den kloge Thorun forsögte da at fordrive hans slöve Kummer ved krigeriske Tanker, i det hun erindrede ham om hans andet, hende givne Löfte, om Hævn for hendes Broder og förste Ægtemand. Han erkjendte dens Udförelse for sin Pligt, og begyndte strax at forberede sig til et saadant Tog til Greipar. Han lod et Skib bygge og besatte det med 30 velbevæbnede Mænd. "Vidt var Havet og Veien var lang," men dog kom de lykkelig til deres Bestemmelsessted, i det de fredlöse Brödre vare i Færd med at forlade deres Bolig, for at gaae paa Jagt. SJETTE SANG: Striden med Hreims Sönner, Thorer og Eyvind, beskrives; de værgede sig som sande Helte, men bukkede dog endelig under i den ulige Kamp. Efter Brödrenes Fald fandtes deres gamle Moder, den ilde berygtede Troldkvinde, liggende næsegrus paa sit Leie; den höimodige Helge erklærede det for et Nidingsværk at myrde en Kvinde, og kun derved frelstes hendes Liv. Meget Bytte bortförtes fra de Fredlöses Bolig; men i det Seiervinderne skulde drage hjem, rammedes Illuge, som havde raadt til Hexen Grimas Drab, af en giftig Piil, udsendt fra Huset, og Saaret voldte strax hans Död. Man gav Grimas Trolddom Skyld derfor, og det kan være at hun har været den som skjöd, skjönt det er fuldt saa sandsynligt, at Skudet kom fra een af de dræbte Brödres Fölgesvende eller Venner, som havde skjult sig i deres Huus, eller i dets Nærhed. Helge drog hjem til Herjulfsnæs. Af Gods og Hæder havde han nok, og steg saaledes i Folkets Agtelse, at han valgtes til dets Laugmand eller Overdommer, og det blev ham tillige overdraget at ordne Landets Ret eller give det en nye Lov, dog mest grundet paa den ældre som indtil den Tid havde været vedtaget. Naar dette er skeet; vide vi ikke med Bestemthed, men vi formode at Helge först er bleven ophöiet til en saadan værdighed efter den mægtige Thorgrim Trolles og hans vigtigste Slægtningers Drab, samt muelig tillige efter Thorkel Leifsöns Död, hvorom mere i det fölgende. Vor Riimdigter synes mest, og med en sand Tilböielighed (con amore) at have beskjeftiget sig med Helges ulykkelige Kjærlighedshistorie og alt hvad som stod i Forbindelse dermed; han vedbliver saaledes: Den trofaste Thorkatla yndede intet Menneske, med Undtagelse af Helge; da hun efter en lang og kummerfuld Tids Forlöb, spurgte at han var kommen til Grönland, foretog hun sig ogsaa, over Norge, den besværlige Reise dertil. Kjöbmændene opförte en Bod ved Havnen, og dreve deres Handel. Blandt andre, som sögte dette Marked, var vor Helge. Frydeligt var, i det förste Öieblik, de Elskendes Gjensyn, men snart forbittredes det ved Helges tunge Tilstaaelse af hans andet Giftermaal. For förste Gang (forsaavidt Digteren underretter os derom) udbröd den ömt fölende Katla i heftige Bebreidelser til hendes vistnok ikke saa bestandige Elsker, og havde fuld Ret dertil, men han undskyldte sig, efter den Tids Skik, med Skjebnens uafvendelige Tilskikkelser. Sörgende kom Helge hjem; Thoruns Speidere havde allerede underrettet hende om hans uventede Möde med en fordums Kjæreste. Konen var listig nok til selv at indbyde sin Medbeilerske til Vinterophold hos sig, da hun ikke saae sig saaledes i Stand til at hindre Helges og Katlas fortrolige Möder paa noget andet Sted, som netop i hendes eget Hjem, hvor hun synes at have kunnet indrette alt efter eget Behag. Da Thorkatla havde modtaget Tilbudet, og var kommen til Brattalid, forböd Thorun hende enhver fortrolig Samtale med Helge, og vidste at haandhæve dette Forbuds Efterlevelse hele Vinteren igjennem. SYVENDE SANG. Med det frembrydende Foraar lavede de norske Kjöbmænd sig til Tilbagereisen, og den mægtige Thorun lod nu Thorkatla vide, at hun maatte tage afsted med dem, da intet længere Ophold vilde tilstedes hende i det hele Land. Selv Helge maatte samtykke heri, men udbad sig dog den Villighed af sin Kone, at hun vilde tilstede ham og Thorkatla en fortrolig Sammenkomst i en saa lang Tid, at tre Blus efter hinanden kunde udbrænde (see 7de Sang Anm. 87). Thorun opfyldte denne Begjering. Næste Dag tog Thorkatla den sidste Afsked i dette Liv med sin Helge, og reiste derpaa til Island. Hun kom lykkelig til Söidefjeld, sin forrige Bopæl, men nu var hendes Tilstand forandret. Uden at være Ægtekvinde, blev hun Moder; Helges Elskovspant voldte hendes smertelige Död, men kom for Lyset som en nyfödt Pige og arvede sin döende Moders Navn. Den lille Katla blev erkjendt for Skjald-Helges Barn, og sendtes derfor til ham, til Grönland, da hun havde fyldt sit 12te Aar. Faderen modtog hende med Glæde og Kjærlighed, og hun blev siden gift paa Grönland. Vi antyde kun her den i Digtet (efter Sagaen eller de ældre Sagavers nöiere udförte Omstændighed, at Helge ogsaa med Tiden, skjönt kun paa en middelbar og noget forblommet Maade, erkjendte en Yngling, som hed Thorbjörn, og ligesom Faderen, var en ypperlig Skjald, for sin Sön, skjönt denne ikke kunde opnaae et ægte Barns Rettigheder. Selv flyttede Helge til den berömte Hovedgaard Brattalid, som stedse synes at have været det gamle Grönlands ypperste Hövdingsæde.

Der vendte först tilbage

sand Fred til Gubbens Sind; -

for ypperligst han holdtes

blandt alle Grönlands Mænd.

Skjald-Helge döde, som Landets Laugmand, i höi Alder.

Her have vi da et kortfattet Udtog af Skjald-Helges forlængst tabte Saga, saaledes som vi nu kunne uddrage det af dens her meddelte rimede Paraphrase. Dog maae vi, som sagt, befrygte at Riimskjalden har udeladt adskilligt, som han selv fandt for tört, af den prosaiske Fortælling, men helst dvælet ved dens erotiske Træk. Denne Mangel kan neppe mere erstattes, især da vi vide, at Sagaen selv ikke har været bekjendt i de to sidste Aarhundreder. Muelig har den dog været til först i det 16de, men kun saare lidet bekjendt, maaskee endog i en udförligere Recension, end den, hvilken vor Riimdigter, til sin Hensigt, har bearbeidet. Denne Formodning have vi fattet af et Sted hos Arngrim Johnson hvori han beretter: at islændere, som aarlig handlede paa Grönland, pleiede hyppig at opholde sig som Gjæster (Vinteren over) i Skjald-Helges Huus, som det ypperste, da han var bleven Grönlands Indvaaner, efter at han der havde gjort et rigt Giftermaal, samt at de der pleiede at faae sikkre Underretninger om Landets Anliggender. Paa et andet Sted siger han, at Haldors Döttre, Thorkatla og Thordis, Skjald-Helges Hustru, vare paa hans Tid meget bekjendte i Island. Det er meget at beklage, at denne af Island höist fortjente Lærde ikke har meddeelt os noget videre Udtog af Beretningerne om Skjald-Helge, saaledes som de havdes Paa hans Tid, og som vi see at han vel maa have kjendt; muelig har han, som geistlig Mand, fundet dem, efter hans og Samtidens Begreber, alt for umoralske til offentlig Meddelelse ved hans Pen. Derimod lader det til at Torfæus, da han udgav Grönlandia, aldeles ikke havde læst nogen Saga eller Rímur om Skjald-Helge, endskjöndt han meddeler enkelte Ord af de sidste, men det er for os fuldkommen tydeligt, at han har kjendt dem af Björn Johnsons Anförelse i hans Grönlandske Annaler, i hvilke dog ellers Skjald-Helges egentlige Historie aldeles forbigaaes.

Om den tabte Sagas Forfatter, eller den Tid hvorpaa han levede, kunne vi ikke engang have nogen Gisning. Förend vi anföre nogen Mening om dens Paraphrasts, Riimdigterens, Navn eller Tidsalder, maae vi beskrive eller ommelde de Haandskrifter af Riimenes Original, som vi have benyttet til denne Udgave.

A) Et Exemplar paa Pergament, afsondret fra en större Skindbog, som har indeholdt flere gamle (for Ex. Jarlmanns) Rímur, i den Magnæanske Samling Nr. 604 F i Qvarto. Det synes at være skrevet sidst i det 15de Aarhundrede. I Marginen findes nogle, Texten uvedkommende, korte Paakaldelser m. m. skrevne (med andre Hænder) som efter Indholdet vise sig at være fra Islands katholske Tid, f. Ex.

Maria mín

ek þarf nú þín.

"min Maria! nu trænger jeg til din Hjelp"; Sancte Leodegarus, bíð fyri mèr til guðs, at allt gàngi vel, bæði fyri líf ok sál, "Hellige Leodegar! bed for mig til Gud, at alt gaaer vel, baade for Legeme og Sjæl."

Sjá til signuð María

sóma prýdd á dómi,

"Signede, hæderprydede Maria, see til mig paa Dommedag"; Sancte Leodegarus kom til min með guðí, "Hellige Leodegar, kom til mig med Gud ;" min María, móðir guðs, sé með mèr ok þèr, "min Maria, Guds Moder, være med mig og dig" - o. fl. Af denne Membran, der er den eneste som nu haves fuldstændig, have vi taget en Afskrift, som lægges til Grund for nærværende Udgave. Af Texten haves en anden zírlig, temmelig god, men ikke fuldkommen correct Afskrift i ovenmeldte Samling, som Nr. 603 i 4.

B) En anden Membran i samme Samling Nr. 603 i 4to, som indeholder forskjellige gamle Rímur. Den synes at være fra det 15de Aarhundrede, men desværre! ere Skáld-Helga-Rímur, hvilke den har indeholdt, nu ikke meer til at finde deri, med Undtagelse af et Blad og nogle Linier. Bladet naaer, som det nærmere bemærkes i Varianterne, fra den 3die Strophe i 3die Sang (eller Ríma) til sammes Ende, hvorpaa atter alt fattes lige til den 4de Verslinie i 52de Strophe af den 7de og sidste Sang. Resten af den læses her til den 59de og her sidste Strophe inclusive. Derefter begynde de gamle Rímur (rimede Sange eller Kæmpeviser) om Saulus og Nicanor, men nederst paa Marginen, og uvist hvortil den skal henföres, sees fölgende Strophe med samme Haand:

Eigin hefi ek orðinn snjöll

yrkt úr hyggju mínni;

lofaðr herra leysi oss öll

með líkn ok miskunn sinni

d. e. Jeg egne Ord, saa snilde,

af Sindet digtet har;

höilovet Herre frelse

os af sin Miskund stor!

Den sidste Halvdeel af denne Strophe ligner næsten ganske den förste af den 60de Strophe efter Membranen A (hvori og 4 andre, som ovenmeldt, fölge). I den Magnæanske Samling fandtes ingen Afskrift af denne, for det meste tabte Membran, men til Lykke havde jeg, Finn Magnusen, kjöbt en saadan, skreven ved den bekjendte Afskriver Hans Evertsen Vium, Paa Bogauctionen efter Börge Thorlaeins. Den (eller maaskee dens nærmeste Original?) angives paa Titelen at være skreven efter en Membran paa Trinitatis Taarn, som nævnes 604 F, men vor Collationering viser tilfulde, at dette Nummer burde anföres 603, med hvilken, saavidt den haves, Afskriften nöiagtig stemmer.

T) Den nysommeldte Papirs-Afskrift í 4to, af den ellers for det meste tabte Membran B.

R) En afskrift, i en Papiirsbog i 4to, forhen tilhörende afgangne Professor Rask, og nu forvaret under Nr. 38, i hans efterladte Haandskrift-Samling, som er indlemmet i den Magnæanske. Den er uden Tvivl skreven paa Island, som det synes i det l8de Aarhundrede, og nedstammer öiensynlig fra Nr. 603 eller er en Recension af selvsamme Art.

M) En Papiirsafskrift i 8, ligeledes hidkommen fra Island, skreven, uvist af hvem, i det 18de Aarhundrede, tilhörende mig, Finn Magnussen. Ligesom den næstforegaaende nærmer den sig meget mere til Membranen B, end til A. Den synes at være skreven efter et gammelt, paa nogle Steder for Afskriveren ulæseligt Exemplar.

Allerede de ovenanförte tvende Membraner vise at Forfatteren til Skjald-Helges Rímur har skrevet i det 14de eller 15de Aarhundrede. At han har været en ivrig Katholik, og saaledes levet för Reformationstiden, sees desuden tydelig nok af hans temmelig hyppige Paakaldelser af den hellige Maria m. m. Den Epilog, som er tilföiet Digtet i den ene Membran, indeholder en Strophe, der fremsætter Forfatterens Navn i en Art af Runegaade; dens Oplösning viser at det har været Tumas (eller Thomas). Den islandske Literaturs Historie i det 14de Aarhundrede er endnu for det meste saare dunkel, især med Hensyn til de da levende Digtere, og mest Riimdigtere. Af disse, som dog da ikke have været faa, kjender man næsten ingen, og dette Literaturfag har hidindtil været saa lidet bearheidet, at selv den ellers store Literator, Haldan Einarsen, kun nævner en eneste Ríma, som mulig skreven i det 14de Aarhundrede; alle övrige Digte af denne Art henförer han til den Periode, som begynder med Islands kirkelige Reformation. Da vor Thomas, efter det af ham anförte Latin, synes at have været en Geistlig, tillade vi os at fremsætte den löse Gisning, at han muelig har været den samme som den Præst (Sira) Tumas eller Thomas Snorresön, som i sin Tid maa have været en bekjendt Mand, da hans Dödsfald anfðres, i de gamle Islandske Annaler, som skeet i Aaret 1365.

Endelig ville vi her tilföie de Forsög, som vi have foretaget os til Bestemmelsen af de i Skáld-Helga Rímur omhandlede mærkeligste Begivenheder; de kunne naturligviis kun have en omtrentlig, men ikke nogen fuldkommen bestemt Vished med Hensyn til de antagne Aarstal.

• 990: Vi antage at Skjald-Helge er födt omtrent.
• 994: Hans förste Kjæreste, Thorkatla, födt omtrent.
• 1008: Helge frier til Thorkatla.
• 1008: Gifter sig med hendes Söster Thordis.
• 1011: Skilles fra hende.
• 1011: Tager til Norge, til Erik Jarl.
• 1012: Reiser tilbage til lsland.
• 1014: Forlader atter Island og reiser anden Gang til Norge.
• 1015: Foretager en Pillegrimsreise fra Norge til Rom.
• 1016: Kommer tilbage derfra.
• 1017: Kjöber i Norge 1/4 af et Handelsskib, bestemt til lsland, afreiser dermed, men fordrives af Storm og Sögang, til Grönland.
• 1018: Bosætter sig der paa Gaarden Hörnæs, men falder kort efter i en svær Sygdom.
• 1019: Giftes med Enken Thorun paa Herjolfsnæs, og foretager Toget til Greipar.
• 1019: Thorkatla reiser til Norge...
• 1020: - og derfra til Grönland...
• 1021: - og tilbage til Island.
• 1022: Thorkatla döer der.
• 1022: Den yngre Katla födes.
• 1034: - sendes til Grönland.
• 1042: - giftes (omtrent).

Er Skjald-Helge selv död 70 Aar gammel, er det skeet henved Aaret 1060; blev han derimod 80 Aar, da er hans Dödsfald först indtruffet omtrent 1070.

Det Aar eller Tidsrom, da Helge blev valgt til Grönlands Laugmand og Lovgiver, kunne vi, som ovenmeldt, ikke med Sikkerhed bestemme. Efter al sandsynlighed kan det dog neppe være skeet förend efter nogle Aars Forlöb fra Toget til Greipar, i hvilken Tid det hele Folk först kunde have Leilighed til ret at kjende ham, som Fremmed, og saaledes overbevise sig om hans udmærkede Forstand og Lovkyndighed. Desuden er det neppe rimeligt, at den fremmede Helge har kunnet opnaae een af den lille Fristats höieste Værdigheder, medens baade Thorkel Leifsön, Erik den Rödes Sönnesön, og Einarsfjordens mægtige Hövding, Thorgrim Trolle med hans tappre Söstersönner endnu levede. Dersom Islænderen Helge allerede havde været Laugmand paa Landsthinget i Garde 1025, da Thorgrim blev dræbt af den Förstnævntes Landsmand Thormod, vilde dette vist være blevet bemærket i Fóstbrædra-Saga. Vi formode saaledes at vor Helge har opnaaet den ovenmeldte værdighed efter Trolles og hans viktigste Slægtninges Död, samt Thormods Flugt fra Grönland, altsaa henved Aar 1027 eller 1028 (om ikke endog sildigere). Henved 16 Aar derefter blev Helges Datter Katla gift, uden Tvivl med en anseelig Mand, og just med det samme berettes det, at Helge flyttede til Brattalid. Herved ledes vi til de Formodninger: at Thorkel Leifsön, Grönlands formeldte Hövding, som boede paa Brattalid da har været död; at han levede ugift, have vi seet af det foregaaende (S. 410); han har saaledes ikke efterladt sig noget ægte Afkom. Derimod bliver det saa sandsynligt at Helges Svigersön, som ikke nævnes, har nedstammet fra Erik den Röde, og været den nærmeste Arving til Brattalid. Fra dette Ægteskab er det da rimeligt at den Sokke har nedstammet, der först i det 12te Aarhundrede boede, som een af Grönlands mægtigste Mand, paa Hovedgaarden Brattalid, hvorom mere i det fölgende.

Mærkværdig er den Omstændighed at Grönlænderne valgte den indfödte Islænder Skjald-Helge til deres Laugmand og tillige overdroge ham at forbedre og foröge Landets Lovgivning. Var Erik den Rödes mandlige Linie (som det synes) da uddöd, lader dette sig temmelig let forklare, thi Erik og hans Colonister havde oprindelig medbragt deres egne Love fra Island, og, saavidt muelig, gjort dem gjeldende i Grönland. Skjaldene vare som oftest i de Tider de meest dannede og kyndige Mænd; da Helge hörte til dem, kom fra Island, hvis egen efterhaanden forandrede og forbedrede Lovgivning han kjendte, var bosat i Grönland og havde der gjort et rigt og anseeligt Giftermaal, er det ikke at undres over at Grönlænderne, mest af islandsk Stamme, benyttede en saa god Leilighed til at udvirke deres Loves Forbedring og gode Haandhævelse. At den gamle grönlandske Colonies Love stedse, saavidt mueligt, nöie stemte overeens med dem som vare vedtagne i dens islandske Moderstat, kunne vi slutte os til af forskjellige Bestemmelser i Islands republikanske og ældste, henved 1121 skriftlig affattede Lovbog, kaldet Graagaasen. De skulle, med Conferentsraad Schlegels dertilhörende Bemærkninger, meddeles vore Læsere i en anden Afdeling af nærværende Værk. Formodentlig skyldtes det saaledes vor Skjald-Helges Forbedring af de grönlandske Love, efter de nyere islandske Mönstre, at Islands egen Lovgivning, henved 50 Aar efter hans Död, da bemeldte Lovbog skreves, fuldkommen betragtede Grönland, i visse Henseender, som Islands Colonie, bestyret efter de samme Retsnormer. Jfr. ovenfor (med Hensyn til ældre Tider) I, 496, 518 o. f.

FØRSTE SANG

1.
Mig fordum Kundskabs Kilde
sin klare Straale gav;
af Kummers Kulde størknet
til Bunds den fryser snart.

2.
Af Taarer Isen nærtes,
den Nød udholdes maa;
ei Sol, ei Varme smeltet
den Sorgers Jøkel har.

3.
Før sang jeg, glad i Sindet,
af alskens Pine fri;
nu ingen sorgløs Time
et Smiil fralokker mig.

4.
Den hulde Mø opmuntrer
ung Skjald til lystigt Kvad,
jeg Kvinden kun fortælle
om svare Trængsler kan.

5.
Til alle Tider elsktes
ei lidet Møer af Mænd;
de Folk, her fordum boede,
ei slap for Hjertekval.

6.
Blandt disse, som jeg spurgte,
en Mand bar Haldors Navn,
i meget viis og sindig,
dog Modgang blev hans Lod!

7.
Blid var hans Ægtekvinde,
hun spared ei paa Guld;
i Borgefjord han boede
og Gaarden kaldtes Hall.

8.
Med tvende vakkre Døttre
ham glæded Lykken mild;
den ene af dem begge
blev grum Ulykkes Rov.

9.
Thorkatla var den enes,
Thordis den andens Navn;
hun Een forbittre Livet
og længe sørge vil.

10.
Saa væn en Mø var Katla
som nogen Ædling saae,
af Skjønheds Lys og Rødme
hun straaled klædt i Pragt.

11.
Paa Gaarden Høfde boede
Thord, Haldors bedste Ven,
selv havde han den bygget
og fæstet rigest Viv.

12.
Hans unge Søn hed Helge,
i Herredsbygden midt,
blandt alle Bønders Sønner,
i alt han dygtigst var.

13.
Heel mandigt var hans Væsen,
djærvt Sindet, Haaret mørkt;
hans Væxt, ei stor, ei liden,
var skulderbred tilpas.

14.
Den unge Kæmpe traadte
i Oldtids Heltes Spor,
han blev den bedste Fægter
og Mesterskjald i Ord.

15.
Et Gjæstebud, ret herligt,
lod Haldor lave til,
der Thord, blandt andre Budne,
var med sin raske Søn.

16.
I feirest Drikkegilde
de muntre viste sig;
der Helge Haldors Døttre,
at see og høre fik.

17.
Fra Bad var Katla kommen,
da hende først han saae,
flux Elskovs Piil ham rammed
ret inderlig og dybt.

18.
Saa kjærlig Ungersvenden
tiltaler herlig Mø,
hun, baade blid og venlig,
gjengjeldte alt med Smiil.

19.
Snart høvisk Jomfru valgte
ham til fortroligst Ven;
hvad han, det hun og vilde,
de gav hinanden Tro.

20.
I begges Hjerter spired
gjensidig Kjærlighed
og fælles Forsæt modnet
ved Gildets Slutning var.

21.
De skiltes ad, men Veien
var mellem dem ei lang;
til Hall tit Helge vandred,
sin elskte Mø at see.

22.
Snart man for Bonden talte,
hans Datter lokket blev,
og Haldor unge Helge
advared frit mod sligt.

23.
Beskedent Svenden svared
(ei stiltes Kummer saa!)
men dog til kjærest Kvinde
han kom saa tit som før.

24.
Da sagde han, som Sorger
for Elskov skjænked i:
"Jeg vil, ei Møen mere
med Ord du lokke skal.

25.
I rige Herredsbygder,
blandt Folk det Rygte gaaer,
at Pigen du vanærer,
det mig er tungest Harm!"

26.
"Vel Folk derom maa tale,
naar Sandhed blot det er,
jeg selv," den Unge mælte,
"min Gang bevogte skal."

27.
"Vil du min Villie bryde,
og skjænde fræk min Æt,
vel jeg den Vei skal finde
som ad vil skille jer!"

28.
"Da mod den vrede Tale
jeg sætter disse Ord:
min Pige jeg besøger,
og frygter ingen Mand!"

29.
Snart aabenbared Katla
for Fader sin Attraa:
"Du alt for stræng adskille
mig og min Helge vil!

30.
Du synes vel at friet
han alt for dristig har;
sligt vil du vist fortryde,"
saa talte lysest Mø.

31.
"Du skal, selvraadig Pige!"
gjensvared Faders Røst,
"desmeer fra ham bortfjernes
som ham du ønsker nær."

32.
Paa Raad da Haldor hitted
som gjenned Elskovs Lyst;
sin Datter bort han sendte
mod Vest til Søidefjeld.

33.
Saa standsed Faders Vrede
hvert frydeligt Besøg,
med Længsel vaagned Kummer,
ak! aldrig stilles den!

34.
Man bad den unge Kæmpe
at glemme kjærest Mø,
og med den ældre Søster
igjen forlove sig.

35.
"Det Anslag," saa han svared,
"ei føre kan til Ro,
ukjærligt Sind og Vrede
forstyrre vil den Pagt."

36.
Paa Hesten han sig satte
og red til Søidefjeld;
sin Skjønne der han finder,
og Talen kjærlig blev.

37.
Han vænest Viv fortalte
om Frænders barske Raad;
hun følte Brystet isne,
og blegned flux afHarn.

38.
"Er kun din Elskov trofast
mod mig, som Rygtet gaaer,
ei dine Frænders Anslag
til Held os lede kan.

39.
Thi hvis min Søster give
dig vil sin Haand og Tro,
da er det vist at aldrig
vor Stræben Maalet naaer.

40.
Gaae heller hen at bryde
den Plan; af Faders Haand
min egen du begjere;
see om det lykkes vil."

41.
Ei Helge længer tøved,
for Kummer Glæden veg,
til Hall han sig forføied,
og talte Frier-Ord.

42.
"Mod herligst Fæstensgave"
din Datter mig nu giv,
at fordums Rygte glemmes,
den Skjønne bliver min."

43.
"Vel ville," Haldor svared,
"Folk synes om dit Bud;
for vist jeg veed dog ikke
om det antages bør.

44.
De Gamle, alt som troede
at vide, have spaaet:
begjerlig Elskov stifter
kun daarligt Ægteskab."

45.
"Skal end vor Lykke svinde
men grumt bedrages vi,
i Faren selv vi have
den allerstørste Deel."

46.
Ret ilde Haldor svared
den ædle, gjæve Mand,
gid heller hen han tærtes
end talte slige Ord!

47.
"Med kraftig Arm nedbryde
jeg eders Villie skal,
mens sund og karsk jeg lever
hun aldrig bliver din!"

48.
For al sin Mildheds Mangel
i hadske, barske Sind,
gid Haldor faae hvad Helge
ham lønlig ønsker værst!

49.
Da Helges Fader raadte:
"til ældre Søster fri,
snart vil din Kummer svinde,
den yngre glemmer du."

50.
"Vel raadt er neppe dette,
at lokke tvende Møer -
før har jeg hendes Søster
min Troskab lovet fast.

51.
Ei Lykken ret den agted
som troede sligt Bedrag;
fuul var den List af Frænder
fra Brud at skille ham.

52.
Med Svig de ham forlokked
som bare Venners Navn,
at uforsætlig Helge
en anden beiled til.

53.
Saa Fæstensøl blev feiret,
skjøn Katla spurgte det;
i Hvamm, mod Sønden, hæves
det grønne Silke-Telt.

54.
Før Bryllup holdtes, Helten
udtalte Sorgens Ord:
"gaaer dette ilde, eder
alt Ansvar hvile paa!"

55.
Hvad Raad end Mand og Kvinde
oplagde mellem sig,
brat uheldsvangre Skjæbne
til Harm dem overfaldt.

56.
Han ægted ældre Søster,
uhørt det nævnes maa:
mit Jammerkvad maa standse
og Sangen tie nu.

ANDEN SANG.

1.
Hvi skal min Harpe klinge
om Oldtids Sørgesagn?
om andet Kvad end digtes,
det ingen lære vil.

2.
Vist ingen er saa munter,
om Glæden end blev lang,
ham anden Mand jo vorder,
naar alt imod ham gaaer.

3.
Til Høihed Hoffolk stunde,
til Verdens Pragt og Bram,
men ung og munter Pige,
vil følge Freyas Raad.

4.
Vist Skjalden Helge skilte
sig ved den elskte Brud,
ei uden Frygt og Fare
han hende maatte see.

5.
Kun tvende Aar henrunde
i Ægteskabets Stand;
med Længsel Helge savned
Thorkatlas hulde Barm.

6.
For ham saa Freya vakte
al ny og gammel Sorg,
tilsidst han Konen sendte
til Hall og skifted Bo.

7.
En Pige uden Værge,
han Huset styre lod
og troer af Sorgens Lænker
at kunne slippe saa.

8.
Men ingen Mø opklared
hans mørke, tunge Sind,
kun een, og ingen anden,
var ret hans Hjerte kjær.

9.
Et Skib i Borgefjorden
fra Havn seilfærdigt laa,
og Helge Raad oplægger
af Landet ud at gaae.

10.
Den ladte Snekke lagdes
i Hvidaas Munding ud
til Hall sig Helge skyndte,
med Konen talte saa:

11.
"Jeg vil, du vakkre Kvinde!
mig fjerne nogen Tid,
see om med Rygtet ikke
min Elskov svinde vil."

12.
"Du seiler over Havet
mod Syd," gjenmælte hun,
"mig Kummers Byrde trykker
og aldrig lettes den."

13.
Han bad den væne Kvinde
at glemme sværest Sorg,
"gaae, som det kan!" hun svared,
i Afmagt næsten faldt.

14.
Da Helge slide maatte
fra sig den Kvinde som
ham elsked; - ingen Daare
hans Angest føle kan. -

15.
Han drog til Hvidaas Bredder
og Skibet flux besteg:
strax Ankret hæves; Vinden
udfylder spændte Seil.

16.
Da stod paa Dækket Helge,
hans Munterhed er tabt;
han uden Ophør stirrer
did hvor den Kjære boer.

17.
En Rejsende, som mærked
den Særhed, talte saa:
"Siig, Helge, hvi du blegner
som var du Døden nær ?"

18.
"Varm Elskov at adskille
opvækker bittrest Sorg;
godt har kun den, som valgte
sit Held og nyder det!"

19.
Fra Landet fjernes Snekken,
mod Syd og Øst den skred,
til paa Haloges Kyster
den sikkrest Havn modtog.

20.
Jarl Erik, fulgt af Tappre,
for Norge raadte da -
til ham de Kjøbmænd stunded,
og drog til Nidaros.

21.
Til Staden Godset førtes,
og Skibet tømtes ud -
For Jarlen Skjalden Helge,
gaaer frem og hilser smukt.

22.
"Vel er," saa Fyrsten talte,
"din Tale skjøn og snild,
dog ei, du Kjekke! bliver
i alt dig Lykken god."

23.
Ham svared Helge (Sorgen
gjenfødtes i hans Sind):
"en bedre Spaadom ønsked
jeg, hvis den sanddru var."

24.
Den glade Jarl gjenmælte:
"dit Liv forud jeg seer,
af Modgang prøvet vorde
du skal, men vidtberømt."

25.
Vel Helge overveied
den muntre Fyrstes Ord,
han blev af Jarlen hædret,
og Hirdmands Navn modtog.

26.
Ved Hoffet holdes Julen
med Overflod af Godt,
og Lystighed i Hallen
af liflig Drik og Sang.

27.
Fro Jarlen er og taler
i Skjemt til sine Mænd:
"kun een Mand er her inde,
hvem aldrig glad jeg seer.

28.
Du er, vor Hirdmand Helge!
den ene, sære Mand,
af evig Sorg du plages,
siig, hvad den har forvoldt."

29.
"Mit Hjerte trofast Elskov
har fattet til en Mø,
mig hendes Haand blev negtet,
den Smerte piner mig."

30.
"Om eders Dyd du synge
et ziirligt Kvad, og glem
din Sorg," saa Jarlen talte,
og kostbar Dragt ham gav.

31.
Ved Jarlens Hof blev Skjalden,
den kolde Vinter gled;
end muntredes han ikke
af nogen Lystighed.

32.
I Vaaren Skibe rustes
med Toug og Takkel ud;
for alting ønsked Helge
at komme bort med dem.

33.
En Islandsfarer venter
paa Rheden efter Bør,
vor Skjald for Jarlen traadte,
og ham om Orlov bad.

34.
"Dig," sagde jarlen, "sømmer
den Plads jeg undte dig;
det Uheld, dig forfølger;
jeg dog ei standse kan."

35.
Af Kostbarheder skjenked
ham Jarlen Sværd og Ring,
sin Tak ham Skjalden yded,
og venlig skiltes de.

36.
Ombord med Held og Hæder
han gik, og Snekken løb
rask over vilde Vover
til Borgefjordens Havn.

37.
Sin Elsktes Ankomst spurgte
Thorkatla sorrigfuld,
hun ønsker end at tale
med pandserklædte Helt.

38.
Til Skibet drog den Skjønne,
der mangled intet godt,
ved ønsket Gjensyn Glæden
omstraalte trofast Par.

39.
Til Velkomst Skjalden skjenked
den hjertekjære Mø,
en Kaabe og en Kappe
hvis Mage før ei saaes.

40.
"Den Skjenk du mig har givet"
hun sagde, "mindes vil,
i dette Land man ikke
vil finde noget sligt.

41.
En Klædning jeg dig byder,
som her ei overgaaes,
en Kaabe, trofast vævet,
du eie længe den!"

42.
Thorkatla kjærlig talte
til ham om vigtigst Sag:
"vor Tilstand vist er bleven
heel vanskelig og svær.

43.
Mig Frænder skille vilde
ved min Lyksalighed;
de raadte; Pligten byder:
vor Fryd ophøre maa.

44.
At dæmpe Rygter fæle
nu og vil sømme dig,
da dog herefter aldrig
vor Pagt fuldbyrdes kan!"

45.
"Det prøvet er," han svared,
af Lidenskab optændt,
"af ene dig jeg elsker
og aldrig glemmer dig.

46.
Derfor paa Jorden ingen
vort Samkvem hindre skal,
om end vi prøve skulle
den smerteligste Sorg.

47.
Af Skjæbnens Uvejr svulmer
gjensidig TaarefIod,
de elskovsfulde Hjerter
dog ingen Lindring fandt.

48.
Et sneehvidt Par af Arme
da lagde favrest Mø
om Kæmpens Hals, og sagde:
"dig tit ei meer jeg seer!"

49.
Fra Skibet drog den Skjønne
og havde Skjalden kjær,
som fordum, gik det siden,
de taltes jævnlig ved.

50.
Med Ukvemsord nu mange
omtalte de Besøg;
han til sin kjære Pige
des fIittigere kom.

51.
De hæderlige tvende
med Sorg og Fare saaes,
thi deres fælles Elskov
forfulgtes af enhver.

52.
En Bonde Arngeir nævnes,
paa Steinun var hans Bo,
en Kvinde Helge havde
betroet hans Varetægt.

53.
Den Arngeir Kvinden lokked,
et Barn hun fødte ham,
dog han om Helge talte
kun slemme Ord og Løgn.

54.
Fornærmet Helt vil standse
den Klaffertunges Id,
ustraffet vil han ikke
hans Udaad blive skal.

55.
Han fra sit Hjem uddrager,
til Steinum Gaard han kom,
der traf han Arngeir ude,
og flux en Tvist opstod.

56.
"Hvi lokked du den Kvinde
som jeg betroede dig,
lad Folk da see og høre
hvad Bod du yder mig!"

57.
"Høi Bod ei hende sømmer,"
da svared Arngeir, "skjønt
som gal du føiter efter
hver Tøs, som jeg har spurgt."

58.
"For det dig Folk beskylde,"
gjenmælte Helge vred,
"at mig og Katla haaner
du for vor Kjærlighed."

59.
"Derom lød manges Tale
og ej formindskes vil;
det lastes ei saa ilde
at værre det jo bør."

60.
"Dig sømmer," Helge mælte
"ei vel at tale saa,
din onde Tunge-Skade
jeg dog helbrede maa."

61.
Sit Sværd uddrager Skjalden,
og svang det blanke Staal,
af tog det Arngeirs Hoved
og Sjælen fra hans Krop.

62.
Drabsmanden Dør oplukked
forkyndte høit sit Værk,
Ord-Slag vil ei ophøre
før nogen segne maa.

63.
Saa Hallar-Stein har sjunget
om Helges kjække Daad,
At fire Mænd han fældte
for slig Bagtalelse.

64.
For ingen, der saaledes
for skarpe Klinge faldt,
han Bøder byde vilde,
ei heller nogen gav.

65.
Med Sorg de saae hinanden,
en Elsker veed det bedst.
Her skal nu Kvadet briste,
gid ingen lære det.

TREDIE SANG.

1.
Min Lyst til Sang er ringe,
thi Kummer Nat og Dag
mit Hjerte haardt omspænder,
ei viger Sorgers Mulm.

2.
Har nogen Brøst paa Glæde
og kommer svart i Nød,
mest maa man undres over
at andre laste ham.

3.
Tit den sit Digt fremskraaler
hvem aldrig Ven det gav;
veed ei om det hans Pige
er kjedsomt eller kjært.

4.
Ei troer jeg han kan løse
de Skjæbnens Baand der saa
haardt spændtes, at de fængsle
saa ny som gammel Tid.

5.
Om herlig Kvinde kvæde
vel dristigt er af mig;
kan ingen hende glæde
ei jeg det prøve bør.

6.
Den Sang jeg nu vil synge
kun vorder sorrigfuld,
af Mands og Kvindes Jammer
den sammenføies skal.

7.
Sidst Kvadets Toner løde
om Skjaldens barske Hævn
mod dem som ham og Katla
bespottet havde frækt.

8.
Sligt og den Virkning viste
at Rygtet lagde sig,
ei flere haane torde
hans kjærlige Besøg.

9.
Snart næsten hver en Time
de Elskendes nu blev,
for kjærlig Tale Tiden
blev ingen Grændse sat.

10.
Hvad skjønt og kostbart fandtes
tilkjøbs, det Helges blev,
med Guld og Sølv han bragde
sin Katla det til Skjenk.

11.
I Herredet bar Hermund
en Godes Navn; han var
af Illuge den Sorte
en Søn, Ormstungas Bro’er.

12.
For Mænd, som Helge dræbte,
han ingen Bøder gav,
den Adfærd deres Frænder
ei ret og billig fandt.

13.
Nu Arngeirs Slægt sig reiste
til Eftermaal og Hævn,
det voldte mange Bønder
og Hermunds blev den Sag.

14.
Den kom, paa Thing, for Retten,
og strængt f'orfulgtes der,
den ingen værge vilde
thi slet man den befandt.

15.
I Drab var Helge skyldig,
bevidne Dommens Ord;
ham Gods og Liv fradømtes,
det snart han spørge fik.

16.
Mod Vest, til Katlas Bolig,
han red, sin Kjære fandt
og strængest Dom fortalte,
hun græd og talte saa:

17.
"Det Mulm til Sorg vil blive,
vor stille Ro og Fryd
alt ere nu til Ende, -
en slig Forenings Lod!

18.
Mig bittrest Harm det vorder,
hvis saa dit Liv forgaaer,
at her, som en Misdæders,
dit Mord ei ændses vil.

19.
Nord paa du heller drage,
søg Skib i Gaasums Havn,
for Færausdom du flygte
Far mens det end er Tid."

20.
"Da sees vi, Mø, ei mere,
hos dig er al min Lyst,
hvad Skjæbnen end beskjærer,
maa Livet reddes først.

21.
Af Mænd mig Elskov byder,
at sørge kun for dig,
saa levende, som segnet" -
han mindes Møens Ord.

22.
De Elskende nu skilles,
hvo Dyd ei hylder, kan
den Sorg og Smerte skildre
som Hjerterne betog.

23.
Med Vaaben slet forsynet
fredløse Skjald omdrog,
et Spyd ham Hermund sendte,
en Guldring Helge ham.

24.
Saa Hermund, Digtet melder,
har talt: "en Kæmpe gjev
er Helge, skjønt ej Lykken
hans Elskov føie vil.

25.
Ved al hans Skyld at sone
det Guld jeg lønne skal;
forligt med hver han vorde!"
saa kjøbtes Helges Fred.

26.
Dog blev han ikke bedre,
det voldte haabløs Sorg,
ei fik han Bugt med Faren,
og skaded mangen end.

27.
For Landet at forlade
til Havn drog sorgfuld Skjald;
til Norges Kyst han kommer
og den i Hast besteg.

28.
Død var da Jarlen Erik,
men Olaf Konge der;
den Fremmede betænker
sin Jammer Nat og Dag.

29.
Sin Gud fortørnet være
han følte ved sin Daad,
af Anger, Synd at sone,
mod Syd til Skibs han gik.

30.
For Sjælens Fred at kjøbe
han Rom besøge vil;
i Pilegrimes Skare
tiltog hans Hjertesorg.

31.
Til den han sig hengiver,
sit Legem pinte han;
for Kjød og Viin han valgte
til Næring Brød og Vand.

32.
En Kjøbmand til ham talte,
og spurgte paa sin Viis:
"siig, hvi du meer end andre,
saa pines mangelund?"

33.
"Ei hjelper sligt at dølge,
en Mø jeg havde kjær,
Af Hjerlet elsked hende,
nu Bod paaligger mig."

34.
Til Rom saa vandred Helge,
hans Sind der Lindring fik,
han selv modtog af Paven
sin Synds Forladelse.

35.
Saa stiltes Sjælens Kummer,
tilbage Helge drog;
i næste Aar til Norge
han kom og Nordens Stad.

36.
Han tøved der. Nu Sagnet
til Grønland vende maa;
der Skegge, kaldt den prude,
blandt Mænd udmærket var.

37.
Paa Herjolfsnæs han boede
og Folkets Yndest nød;
ham værdig var hans Kvinde,
født af en ædel Slægt.

38.
Hun Thorun hed, man siger
det hendes Lyde var
(ei maae vi det fortie):
een hendes Tand var styg.

39.
Nær ved en Gubbe boede
i ringe Huus ved Strand;
heel lumsk med Sønner tvende,
han kaldtes Thorvard Hreim.

40.
Hans gamle Kone Grima
i Trolddomskunst var stærk,
og hun deri oplærte
sin hele lede Slægt.

41.
Den Fader med hans Sønner
forskyldte Dødens Straf,
tilsidst man dem formeente
blandt Bygdens Folk at boe.

42.
De drog mod Nord til Greipar
der endes Grønlands Bygd,
did hen dog mange toge
paa Jagt og Fiskeri.

43
Blandt andre Skegge prude
med vel udrustet Skib
sin Lykke der forsøgte -
med alt han borte blev.

44.
Hreims Sønner Folk mistænkte,
ved Overfald og Mord
at de det Uheld voldte;
ei reen var deres Sag.

45.
For Skegge Folkets Klage
høit lød; nu Thorun dog
med Ørnulf, hendes Broder,
bestyred Gods og Slægt.

46.
En Høst Hreims Sønner kantred
med Baaden - Ørnulf dem
fra Døden greb; forloved
med deres Søster sig.

47.
De lumske Brødre lønned
saa hans Velgjerninger:
at ham til sig de lokked
med Spyd ham gjennemstak.

48.
Snart Enken Thorun fæsted
en Mand, som Thorkel hed -
paahexet Sot ham pinte
til Døde tredie Nat.

49.
En anden heldig fried,
men fik den samme Død; -
tilsidst en Bjarne beiled,
og Graven blev hans Seng.

50.
Folk undredes herover,
men ingen voved meer
den Enkes Haand at ønske -
saa gik det nogle Aar.

51.
Det meldtes for om Skjalden:
i Norge Helge sad;
til Island han sig agter,
ei let den Reise bli'r.

52.
To Mænd, som begge bare
det Navn Illuge, ham
af deres Snekke solgte
Den ene tredie Deel.

53.
De Sømænd Skibet laded
sin Last det snart indtog,
men længe Bør de vented -
her ender tredie Kvad.

FJERDE SANG.

1.
Man kyndig vil mig kalde
derfor jeg kvæde maa,
i hver en Sang min Elskte
skal noget høre til.

2.
Hvo som af Verden fanger
kun Had, men intet Godt,
ei meget mæle burde
men give Slip paa Fryd.

3.
Den Mand, hvem Kvinden ynder
med ømmest Kjærlighed,
han nyde ret sin Glæde
og frygte Fremtid ei!

4.
Ved Sagn og Digtning, satte
i Skrift og Tonemaal,
sig Hædersfolk vil more,
især den ædle Mø.

5.
Til Skjalden Helges Minde
forlange de min Sang -
og Odins Drik jeg skjenker
i Bægret fjerde Gang.

6.
Paa Rheden Snekken gynged,
den heel tilladet var;
for Modvind Sømænd tøved,
de fik et sært Besøg.

7.
En Gubbe, Thorgils kaldet,
heel underlig i Færd,
af Illuger begjered
til Overfart en Plads.

8.
Reent ud Illuger begge
afsloge denne Bøn:
"Ei dig paa nogen Maade
modtage kunne vi."

9.
"Paa Island Ølver Skalde
og flere Bønder jeg
til Frænder har; I Rige
bør hjelpe gammel Mand."

10.
For Helge gik den Lede
og talte mangt et Ord:
"til dig, du gjæve Høvding,
især jeg slaaer min Lid.

11.
Den Hjelp, som jeg kan yde
vist eder gives skal;
ved Øsekarret ingen
en større Nytte gjør.

12.
Af sund og lækker Føde
nok i min Vadsæk er;
hvis Livet undes, Fragten
betales visselig."

13.
Af Gubben tog sig Helge
han fik i Skibet Rum;
strax ud det løb af Havnen
med længe savnet Bør.

14.
Dog blev den alt for bister
i Stormens hule Brag
sig store Bølger reiste
og skjulte Landets Syn.

15.
Paa Agterdækket hvilte
sig gamle Thorgils da,
fortært er Reisekosten,
den hele Pral forbi.

16.
Af egen føde nærte
Skjald-Helge gamle Mand,
ret som et Barn ham pleied,
dog rased Storm og Hav.

17.
Syg Gubben blev og døde
en Nat; da Helge strax
hans Krop i Huder svøbte
og kasted over Bord.

18.
De kolde Byger længe
om Snekken tumled sig;
han, som paa Reisen døde,
paa Havet fulgte dem.

19.
Ved Nattetid en Vove
svart over Skibet faldt
og kold Gjenganger kasted
høit op paa Bunkens Ryg.

20.
Sig Kroppen halvt oprejste
og siddende forblev,
snart Trolden Huder splitted,
og flux en Vise sang.

21.
Fælt rysted skaldet Isse,
nær kantred Skibet var
af Frygt de Søfolk segned,
kun Helge vakled ej.

22.
Den stolte Kæmpe hæved
en Øxe skarp og svær,
dens Hammer haard og svarlig
mod Troldens Skulder slog.

23.
Da styrted led Gjenganger,
hans Fødder Skjalden greb,
brød Halsen snart og sendte
den Krop til Havets Bund.

24.
Af synkefærdig Snekke
udøst da Vandet blev
Vidundret sig ei viste
og aldrig saaes det meer.

25.
End Kare pidsked Seilet,
den kolde Byge fnøs,
og Island de forfeiled
mod Nord dem Æger drev

26.
Og ved de blev at drive
i frygteligste Storm
til Nordens Stjerne lyste
for dem i Sønden alt.

27.
Fjern var hver Havn, udmaltet
alt Skibets Mandskab var,
snart uophørlig Helge
ved Roret ene stod.

28.
Alt sagde til de andre
Illuge: "for vi maae
af Matheds Jammer segne,
hinanden fælde vi!"

29.
"Den Daarskab" Helge svared
"ei sømmer christne Mænd,
vi vor Fortrøstning sætte
kun til den sande Gud!

30.
Varmt bør vi Christ paakalde
mod Havs og Stormes Nød!"
da Hjelpen kom, thi Veiret
og Bølgen lagde sig.

31.
Snart Jøkler kom tilsyne;
vor Helt udraabte da:
"for langt det Uvejr fjernet
mig har fra elsket Brud."

32.
Det gamle Kvad sang Voven,
og Kaasen gik mod Syd,
til de den Kyst anløbe
som Hvile dem tilbød.

33.
Der Jøklers Land de kjendte
og Eriksfjord dermed,
til Falgeirsvig de styred
og Havn fik Skibet der.

34.
Saa alt det Mandskab reddet
blev af langvarig Nød,
at ingen uden Helge,
nu arbeidsdygtig var.

35.
En Bonde rig og mægtig
i Bygden Forne hed,
paa Solarfjeld han boede,
og gjæstfri dem modtog.

36.
Han undte Skjalden Helge
et stadigt Ophold der;
den Fremmede, som fordom,
til dyb Bekymring faldt.

37.
Da Forne Mærke lagde
til slig Sørgmodighed,
sin Gjest han ivrig søgte
Med Ord at muntre saa:

38.
"Fra Gods og elsket Kvinde
fordrevet alt du blev,
Gud vil du nu skal glemme
Begierlighedens Drift.

39.
Vel du forstaaer at Troen
dig største Held har bragt:
du Pavens Aflad hented
med Hæder selv i Rom.

40.
Du af dit Sind uddrive
al Sorg, din Kjære glem,
hyld Munterhed og Glæde,
tag dig en Viv blandt os!"

41.
"Naar du," da Helge svared,
"til sligt opmuntre vil,
siig da, hvo er den Kvinde
jeg ønske kunde mig ?"

42.
"Før var den Hovedrige
med Skegge Prude gift
strax denne Brud du fæste,
med dig jeg følges vil."

43.
De kom til Enkens Bolig,
der Forne Taler var,
mens for sin Gjæst han fried
vor Helge sad og taug.

44.
Hun svared: "til mig beiled
tre Mænd i Uhelds Stund,
dem alle Lykken daared,
de fik en hastig Død."

45.
"Ei den Betragtning standser
din Ægtepagt med ham." -
"Hvor er det Gods man give
kan, Forne, denne Mand ?"

46.
"Til Helge," Forne svared,
"jeg skjøder Hørnes Gaard,
du faaer den Fæstensgave,"-
saa de trolovet blev.

47.
Dog Enken det paalagde
sin Frier, at han kjæk
for Ørnulfs og for Skegges
Mord skulde tage Hævn.

48.
Hen Vintren gled og Helge
paa Hørnes satte Bo,
snart syg han faldt paa Lejet,
og Sangen standser her.

FEMTE SANG

1.
Om Kjærlighedens Dyder
jeg digter neppe meer,
for Sang om Kvinders Elskov
kun Had jeg faaer til Løn.

2.
Ved Digtninghavets Strande
jeg Dverges Snekke fandt,
med sære Sagn tilladet
af Sorgers Toug omspændt.

3.
Der mange sig tildeelte
af Viser Overflod,
men Kvinden, til Betaling,
fuldt op af Kiv mig gav.

4.
Før sidst jeg sang om Helge,
af Uheld jevnlig fulgt,
da fjernt paa Grønlands Kyster
han end troloved sig.

5.
Paa Hørnes Gaard han havde
med Hæder reist sit Bo,
da Sygdom svart ham knuged,
til Sengs han maatte gaae.

6.
En Sommer og en Vinter
han prøved Leiet der;
om Enken ilde taltes,
Illuger rusted Skib.

7.
De meente, Thorun voldte
den gruelige Nød,
til hende ilde talte;
tit leger Sandhed Skjul.

8.
Den ene af dem sagde
til raske Fæller saa:
"den Kvide hun fremkaldte
og stenes bør ihjel!"

9.
Et saadant Forsæt Forne
dem fare lade bad;
hun frelstes; Helge piintes
af Sot og Vildelse.

10.
I mørkest Vraa han hvilte
og taalte Lyset ej,
et Ord han ikke mælte,
som den, der stum er født.

11.
Til Hørnes Thorun kommer,
den snilde, kloge Viv,
hvad vil hun vel der gjøre?
med Helge tale selv.

12.
Et Kjertelys hun tændte
han mærked flux dets Skin,
med Hænder Øine skjulte
og rystede af Harm.

13.
"Hvo," spørger han: "uforsigtig
med Ilden løber saa?"
man svared: "det er Thorun."
han bad: "kom mig ei nær!"

14.
"Mig," klaged hun, "Ulykken
har haardelig forfulgt
ved Elsktes Død og Smerter,
al Sang jeg har forglemt.

15.
En Ægtemand tilkommer
at bøde dette Savn,
de Christnes Tro mig lære
du med Velsignelsen!"

16.
"Hukommelse og Tale
den svare Sot har kvalt;
ei læse eller synge
jeg kan, det Jammer er!"

17.
Da mellem Skjaldens Tænder
hun lagde finest Blad,
vor Skabers Navn det viste
og Menneskenes Trøst.

18.
Den Syge Farve skifter
og Sind til Bedring strax;
de Christnes Lærdom klinger
høit fra hans Læber nu.

19.
"Seer du i Sygdoms Vaande
ei underlige Syn?
sig meget slemt tildraget
har før i dette Land."

20.
"Til mig hver Aften kommer
en Viv, som Guldet lys,
og ved min Side hviler
den hele mørke Nat."

21.
"At saadan Skjønhed rører
dig, jeg begribe kan;
mon hendes Hjem er yndigt?
siig, hvilket Navn hun bær!

22.
Kan hun den christne Lære,
sig korse ret forstaaer?"
"For meget," Helge svared,
"du mig udfritter nu.

23.
Hun sig Myride nævner
er snild og blid i Ord,
men kan ei Christnes Sange,
af Slægt mig ubekjendt."

24.
"Du trende Viser kvæde
af væmmeligste Slags
til hende, hun vil kjendes
ved slig Beskrivelse.

25.
Hvis end hun ei forandrer
Udseende derved,
da hende frit at favne
jeg dig tillade vil."

26.
Til Helge Hexen kommer
den Aftenstund som før,
han kvad de Viser trende
af væmmeligste Slags,

27.
De strax sin Virkning viste,
sig ilde skabed hun,
af Gispen Munden vrænged
med Stank og fæle Lyd.

28.
Al Skjønhed nu forsvunden
i største Skynding var,
et mere stygt Uhyre
han aldrig skued før.

29.
I heftig Vrede talte
Myride da til ham:
"du Thoruns Raad nu følger,
forvandlet er din Hu.

30.
Med Haan du vil belønne
min Kjærlighed til dig,
for Kys og Klap du yder
det allerværste mig.

31.
Du tit i Favn mig slutted
som ung, uskyldig Mø;
den Elskende forskyder,
Umenneske! du nu."

32.
Bort, fule Trold, du vige
mit Samkvem stedse sky,
til Jætters Slægt du hører,
alt Ondt forfølge dig!

33.
Blaagusten Hex, som ligned
i det sin Frænke Hel,
sig bøied for at bide
den Syges Struberør.

31.
Vor Skabers Navn bar Helten
paa sig, forstandig gjemt,
hiin Trold, bered til Hævnen
ej kunde nærme sig.

35.
Med Korsets Tegn sig skjermed
den Skjald i Herrens Frygt;
Jættinden flux tog Flugten,
al Sygdom lægtes nu.

36.
Ham Thorun da tilstæder
at sluttet Ægtepagt
han selv ophæve kunde;
sit Løfte blev han tro.

37.
Et herligt Bryllup holdtes,
ei Helges Kummer veg,
ham ingen Leg forlysted,
og taus han stedse var.

38.
Med intet kjærligst Kvinde
opmuntre kunde ham;
af Elskov til den ene
for andres var han sløv.

39.
Hver Aften og hver Morgen
stod Katla for hans Sind;
strængt fulgtes Norners Domme,
og gammel Harm blev ny.

40.
Den Mø ham blev formenet
som nærmest ham tilkom;
slig Sorg den Kæmpe bøied,
som bød al Verden Trods.

41.
Det Heltemod at vække
forsøgte Thorun klog;
"til Hævn er Tid," hun sagde,
"thi Morderne bør døe!"

42.
Ei Helgle nægte vilde
den Kamp, som Pligt ham bød,
det Skib, han før lod bygge,
i Hast udrustet blev.

43.
Han tredve Mand udvalgte
til dette Krigertog,
med Harnisk, Hjelm og Vaaben
han vel forsyned dem.

44.
Mod Nord) til Greipar stunder
den kjække Sømandsflok;
snart Vinden Seil udspilte,
snart prøves Aarers Brug.

45.
Vildt er det Hav og Veien
er lang, men Trolddom dog
forøgede dens Farer;
tilsidst blev Maalet naaet.

46.
Fra Skibet Skjalden Helge
Fredløses Bolig saae,
de lede den forlade,
paa Jagt de skulde gaae.

47.
Snart saae den lumske Thorer
hans Broder Eyvind med,
de Fjender, som dem trued,
og søgte strax at flye.

48.
De haardt forfulgte bleve
og vel fortjente sligt.
Det femte Kvad jeg slutter
af Sorg og Møie træt.

SJETTE SANG.

1.
For dristig Harpens Strenge
til Kvinders Priis jeg slaaer;
mig bedske Taler burde
til Taushed bringe strax.

2.
At ei, som nu, jeg hører
den Snak i hver en Vraa,
at hende Sangen mener,
det vækker manges Spot.

3.
At hendes Værd jeg skjønner
er det vidunderligt?
lig andre, sligt som talte,
af Adams Slægt jeg kom.

4.
Det sjette Kvad maa lyde.
Mod Nord, paa Greipars Kyst,
Hreims Sønner haardt forfulgtes
af Helges skarpe Sværd.

5.
En Kløft sprang Eyvind over,
heel dyb og bred den var
(tolv Alen regnes Springet)
og slap i Huset ind.

6.
Derhen hans Broder Thorer
og kom ved hurtigt Løb,
med Vaaben Døren begge
forsvared mandelig.

7.
Da Helge bød at vinde
af Huset bort dets Tag,
"her vi, som hjemme, raade!"
han sagde med et Smiil.

8.
Tolv Mænd bortreve Taget
men Helge Staalet svang;
da ham den onde Eyvind
med kroget Spyd anfaldt.

9.
Han rammed Heltens Øie
som blodig Kilde ligt
en Bæk fra sig udsendte
der strømmed ned til Jord.

10.
"Dit Øie Odden kløde,"
med Latter sagde han,
"Dig bedre var at vogte
din Hjord end slaaes med mig."

11.
Af' Vrede svulmed Helge,
sit skarpe Sværd han svang,
af Erik Jarl ham givet,
det straffer Skurkens Id.

12.
Mod Eyvind Odden stævned
og gjennemskar hans Bug,
saa at fra Ulivssaaret
hang Fedt og Tarme ned.

13.
En Stedsøn havde Helge
som Steingrim kaldet blev,
en anden Jøkul nævnes,
mod Thorer begge stred.

14.
Med begge Hænder kæmped
han rask mod tvende Mænd;
vistnok et mandigt Hjerte
sad der i hæslig Krop.

15.
Den venstre Haand af Thorer
dog hugged Steingrims Sværd,
han bad sin Broder hjelpe:
"eenhaandet nu jeg staaer!"

16.
Ham ængstet Eyvind svared,
"med Helge kæmper jeg,
ei bedre Ro mig undes,
thi kløvet er min Bug."

17.
Blaa Klinge Brystet saared,
dog end han tappert stred,
til Halsen gjennemhugges
og Hovedet bortfløi.

18.
Ved samme Tid og Thorer
sit Liv udaande maa,
hans Indvold ud var faldet,
han selv af Døren ud.

19.
De som den Seier vunde
en Hexe-Kælling traf,
den Grima, Brødres Moder,
laa næsegrus i Seng.

20.
Ved hendes Syn de gyse,
en værre Trold ei saaes,
"ihjel hun stenes burde,"
Illuges Mening var.

21.
Høimodig Helge svared:
"sligt er en Niddingsdaad,
om Liv, om Gods det kosted
en Viv ei dræber jeg."

22.
Fra Huset Bytte bæres,
hjem seile raske Mænd,
fra Leiet Grima sender
en giftig Trolddoms-Piil.

23.
Skarpt Illuge den rammed,
paa Dækket død han laae,
uhævnet stedse; Skibet
til Herjulfsnæs dog kom.

24.
Troldkvindens Udaad standsed,
ei tales meer derom -
af Gods og Hæder Helge
fik nok og ypperst blev.

25.
Til Laugmand Folk ham valgte,
han ordned Landets Ret,
thi ingen anden meentes
som han istand dertil.

26.
Sørgmodigt tit hans Indre,
men sjelden muntert var,
ei Ungdoms Elskov glemtes,
den Længsel stiltes ei.

27.
Naar ud han drog i Bygden
var Katlas Pelts hans Dragt,
mens brugelig den tyktes -
hans Sorg opfrisked den.

28.
Forslidt tilsidst den bleven
og uden Nytte var,
da over eget Leie
den Skjalden hænge lod.

29.
Til Island Sagnet viger,
ei der var mindre Sorg:
Thorkatla een kun elsked
blandt alle Verdens Mænd.

30.
Selv ei sin grumme Fader
hun ynde kunde ret;
af hele Slægten ikke
hun vilde nogen see.

31.
Derfor hun Fod ei satte
paa Borgefjordens Jord;
paa Søidefjeld hun ene
sin stille Kummer bar.

32.
Hvad christen Tro os byder
opfyldte gjerne hun,
med Fasten og med Sange
den lange Tid hengled.

33.
Lav blev den Skjønnes Stemme
kun sjelden Talen lød,
skjønt blid til Folk hun smilte,
i Løn dog Taaren flød.

34.
Naar Harm i Hjertet bruste,
Fortvivlelsen var nær,
den Klædning Helge skjenked
hun kjærlig tog i Favn.

35.
Tilsidst af Sagn hun spurgte
sin Kjæres Opholdssted,
og flux til Verdens Ende
beslutted hun sin Fart.

36.
En Høst hun drog til Norge,
der Vintertiden gled,
i Vaarens Tid en Snekke
til Grønland rustes ud.

37.
Dens Styrer Katla beder
om Plads i Skib for sig;
han nægted, men omstemtes
af vældig Pengepung.

38.
Nu venlig hun modtages,
og Skibet Havn forlod,
af Uveir tumlet sildig
i Høst til Grønland kom.

39.
En Bod Paa Kysten reises,
did ogsaa Helge tog,
der pludselig han glædtes
ved mest uventet Syn.

40.
Ret inderlig den Skjønne
han trykte til sin Barm;
hvo kan vel ret beskrive
det alt de følte nu.

41.
"Langt bort du mig opsøgte,
din Troskab sjelden er,
for tung er Mangens Skjæbne,
jeg maatte giftes her."

42.
Vist meer end jeg, du haver
saa handlet mangenlund,
at aldrig Ro og Glæde
i Verden skjenkes os.

43.
I Ungdoms favre Dage
hinanden Tro vi gav,
den brød du først og fængsled
til anden Kvinde dig.

44.
Os grusomt Frænder svege,
forstyrred hellig Pagt,
du ved en ny os dømte
til ulyksaligst Lod.

45.
Ei Folkesnak os rørte,
vi voved Liv og Sjæl,
til du, for Drab og Feider,
landflygtig tyede hid."

46.
"Jeg ene dig, min Pige,
af Hjertet elsket har;
dog skulde vi adskilles
ved Skjebnens strænge Dom!"

47.
Hjem sørgende kom Helge,
hans Hustru spurgte: "hvo
med Skibet hid er kommen?"
Han nævnte Skipperen.

48.
"Jeg spørger om den Kvinde
du trykte til din Barm;
ei meget længe dvæle
hun kan i dette Land."

49.
"Du er vel een af mange
som staaer vor Fryd imod;
meer end de andre fleste
undskyldes vist du kan."

50.
Fra Hjemmet Thorun drager,
i Tale Katla faaer:
"Jeg troer at Helge vilde
til sig indbyde dig."

51.
Hun svared: "alt jeg hørte
det før," og Thorun da
i List erfaren sagde:
"i Vinter vær hos os!"

52.
"Mod slige Tilbud tager
jeg tit, men frydes ei."
Med hende hjem tog Katla
til sin og Vennens Harm.

53.
"Du stille, tause Pige
vil neppe glædes her,
thi du med Helge tale
fortrolig aldrig maa!"

54.
Sørgmodig Kvinde svared:
"Barmhjertig ei er du;
sligt Liv jeg længe førte,
det manges Tvang har voldt."

55.
Saa nøie Thorun passed
paa Elskovsparrets Færd,
at Helge Katla kunde
ei sige kjærligt Ord.

56.
Heel mægtig var den Kvinde,
og mægtig hendes Slægt,
saa maatte Vintren glide -
her standser Sangens Lyd.


SYVENDE SANG.

1.
"Et Sviin i samme Ager
vil gjerne rode," sang
en hædret Digter fordum,
saa gaaer det for min Id.

2.
Helst synger jeg om Sorger
som før blev manges Lod,
da vise Kongesønner
paaskjønned Møers Tro.

3.
Hvo som af elsket Kvinde
kun Had ei Blidhed naaer,
al Elskovs Fryd berøvet
kun føler Harm og Sorg.

4.
Mindst den er saa tilmode
som hvert sit Ønske naaer,
i Overflod og Ære
ei kjender Modgangs Strid.

5.
Hvo aldrig Længsel følte
og ingen Kummer led
fra dette Digt sig holde,
ved andre glæde sig.

6.
Men I, som lytte ville
til veemodsfulde Kvad,
for eder ømt det klinger
om trende korte Blus.

7.
De norske Mænd beredte
til Rejsen atter sig
i Vaarens blide Dage;
det mærked Katla taus.

8.
Den tunge Vinter svunden
i haarde Trængsler var,
thi hun og Helge følte
nu fælles Uheld mest.

9.
Til Katla Thorun taler,
(da skjærpes Sorgens Brod):
"her nu dit Ophold endes,
fra dette Huus du maa.

10.
Skjønt du Bekymring nærer
og volder andre den,
dig ingen Tilflugt undes
i hele dette Land."

11.
Den elskovsrige Pige
gav et vemodigt Svar:
"alt Skjæbnen stræng mig nægter
et Øieblik af Haab."

12.
Sig Afskedstimen nærmer,
det Skjalden vel forstod;
til Thorun Helge taler:
"gjør som jeg beder dig.

13.
Tillad at jeg min Kummer
maa tolke denne Viv,
mens trende Blus udbrænde
som du antænder her."

14.
"Vel vil du," Thorun svared,
"for dette raade selv;
for eder det fornye
de gamle Smerter maa."

15.
I et afsides Kammer
med Døren lukt paa Klem,
længstønsket Møde holdtes,
af Skjæbnen nægtet før.

16.
Fra Hjertet Klager løde
for Længsel, Sorg og Nød,
ei deres Elskovstale
udtrykke Digtet kan.

17.
Den ene Stund dem undtes
i mange Kummers Aar,
at bruge glemtes ikke;
den nødes mangenlund.

18.
Snart hun, som Ilden passed,
paa Døren banked stærkt:
"nu er det paa de Tide
at Talen brydes af."

19.
Kun seent gjensvared Helge,
sørgmodig lød hans Røst:
"er nu den første Flamme
til Gløder snart udbrændt ?"

20.
"Jeg seer," hans Kone sagde,
"du elsker høit den Viv;
til finest Aske ere
udbrændte trende Blus."

21.
"Jeg mærker;" Helge svared,
"at svar er Kvinders List;
saa kort vel før ei have
tre Blus til Aske brændt."

22.
Han sled sig fra den Kjære
og sagde, fuld af Harm:
"den Elskov, uden Lige,
fra Hjertet slides ei!"

23.
Sin Pynt og Klædning Katla
til Reisen laved snart;
for Helge, da Skibsbygger,
hun anden Dag fremtreen.

24.
Ved Stavnen Katja kjærlig
han da modtog; og ei
han Orlov meer begjered
til Afskeds sidste Færd.

25.
Ei Kys, ei Kjærtegn mangled
med blide Favnetag,
men Taarestrømme styrte
for Katlas Hjertesuk.

26.
Saa lød da hendes Tale
i sidst Skilsmisses Stund:
"vi aldrig, Helge, mere
i denne Verden sees.

27.
Vist meer end være skulde,
mit Sind er vendt til dig,
den Sorg omsider Døden
mig bringer visselig."

28.
"Bortkast den Harm og Smerte
af grueligste Slags,
bed vel for vore Sjæle,
al Lykke følge dig!"

29.
Ei kan jeg ret forklare
hvad meer sig her begav,
som Hagl sprang Skjaldens Taarer
ned paa hans Kjortel rød.

30.
Den Afsked Helge længe
berøved alskens Fryd,
til Skibet bar man Katla,
det seiler flux af Havn.

31.
Til Island kom det heldig,
de Kjøbmænd Handel drev;
til Søidefjeld kom Katla,
bedrøvet end som før.

32.
Ny Harm om hende spændte,
ej smækker meer hun var;
mens trende Blus udbrændte
hertil var Grunden lagt.

33.
Snart slog Forløsnings Timen,
Lysmødre nærme sig,
i vilde Smerters Rasen
en Pigelil blev fød.

34.
Ak! før hun ønsked Døden
nu Liv for Datters Skyld,
dog hun det svinde følte
og Præstens Trøst hun fik.

35.
Fra lange Sygeleie
forløstes ædel Sjæl;
vor Frelsers milde Moder
barmhjertig den modtag!

36.
Dog her paa Jord tilbage
var heftigst Elskovs Pant,
og Modernavnet arved
den skjønne Pigelil.

37.
Strax blev den spæde Katla
for Helges Barn erkjendt;
tolv Aar da svundne vare
hun blev til Grønland sendt.

38.
Trofastest Faderhjerte
høit glædedes derved,
og deiligst Datter elsked
ret som sit eget Liv.

39.
Dog i en Sorgens Time
Naar Anger Sindet sled,
i Favn han tog den unge
og sukkede derved.

40.
"Dig, Favre, jeg bevidner:
jeg Christus bede vil,
at ingen tredie Katla
skal saa mig vorde kjær."

41.
Uheldig Elskovs Følger
da aabenbartes klart -
hvad Helge led, ei lægges
i nogen Vægtskaal kan.

42.
Tre Børn den Thorun havde,
som Helges Kone var;
Hallveige hed en Pige
som hjemme tjente der.

43.
En vakker Dreng hun fødte
ei nævntes Faderen,
og derfor ikke kundes
udregnes den hans Slægt.

44.
Ham Thorbjørns Navn blev givet
ret hurtig blev hans Væxt,
og strax i Barndoms Alder
til Arbeid sig han bød.

45.
Hans Kjortel, ikke herlig,
af Kalveskind var syet,
hans Fødder halve blotte,
dog bar han laadne Sko.

46.
"Und, Helge, mig" han sagde
"fast Tjeneste hos dig,
min Tilstand mig nedtrykker,
jeg næsten intet kan."

47.
"Du neppe Nytte stifter
en Lee jeg giver dig,
din Føde at fortjene
ved Græs for Kvæg at slaae."

48.
En Sommerdag kom Helge
at see hans Arbeids Gang:
"Dit Værk ei vel forrettes,
hvi bider Leen ei?"

49.
En Vise da den Unge
af saadan Mening kvad:
"jeg bryner, sløv blir Leen,
ei Arbejd huer mig."

50.
Til Svenden Helge sagde:
"Svar du mit Spørgsmaal nu:
"fra hvem i Høfdeslægten
din Gjæk fik Digteraand?"

51.
Den Svend da skifted Farve
og svared mod i Hu:
"Derfor kun dig alene
alt Ansvar hviler paa."

52.
"Tal, unge Svend, ei længer
om saadant Ansvar meer,
ei Trælleværk du passe
men andre Kaar skal faae."

53.
Ham Helge smukt opklædte
og vel oplære lod;
ret kjær han blev den Gamle
og selv den bedste Skjald.

54.
Bort Helge Katla gifted
med Sølv og herligst Pryd -
til Brattelid han flytted,
og meget gammel blev.

55.
Der vendte først tilbage
sand Fred til Gubbens Sind;
for ypperligst han holdtes
blandt alle Grønlands Mænd.

56.
De herligste maa stride
med svarest Uheld tit;
Skjald-Helge haardt blev prøvet
og Haldors Datter med.

57.
Skjønt disses Sorg og Længsel
jeg skildret har i Sang,
derved sin Kummers Byrde
hver finde mindre svær!

58.
Ei hine to, og ingen
undgjelde dette Kvad!
os Himmel-Kjærligheden,
vor Jesus skjerme bedst!

59.
Ei meer jeg fandt i Sagnet;
til Hvile Folk vil gaae
her endes harmfuld Tale
og Helges Mindesang!

60.
Høilovet Gud forløse
i af sin Miskund stor!
den Mø, jeg stedse mindes,
jeg neppe favne skal!

61.
Af Mund og Hjerte synger
sødt til Marias Priis!
I alle ydmyg bede:
os ynde mildest Gud!

62.
Med hellig Tale smykket
skjøn Paternoster er;
for alle christne Sjæle
nu lyde liflig Bøn!

63.
Man Tyr og Ur maa kalde
den Mand, som Kvadet sang,
Skam Aar og Sol ei fange
ham elske stedse Gud!

64.
Vel fast mig Byrder trykke,
mig dadler Kvinders Flok;
udrunden er min Tale,
for lang den tykkes alt!

---

Fotnoter