Selve bygningen af gravkamret

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Om bygningsmaaden af

Oldtidens jættestuer

Af

Kong Frederik den syvende

1862

4. Selve bygningen af gravkamret

Naar da saaledes hele Materialet, alle de klövede Stene, lidt efter lidt vare samlede, kunde selve Bygningen udföres; det vil sige, Gravkamrets Væggestene sættes i Kreds og den store Overligger anbringes som Loft. Denne Overligger, som gjerne er af en ualmindelig Störrelse, synes at maatte have frembudt Bygmesteren store Vanskeligheder og det var netop med Hensyn dertil, at jeg i mine tidligere Bemærkninger antog, at man havde maattet bygge Gravkamret der, hvor den kolossale Overligger iforveien fandtes paa Jorden. En Mening, som jeg af de ovenfor anförte Grunde nu har modificeret.

Bygningen af Gravkamret kunde udentvivl udföres efter tvende Methoder, hvoraf snart den ene, snart den, anden valgtes efter Terrainets Beskaffenhed eller andre Omstændigheder. Enten kunde man först henlægge Overliggeren med den flade Side nedad paa Stedet og derpaa underbygge den med Væggestene, eller man kunde först opstille Væggestenene og derefter bringe Overliggeren op paa disse som Loft.

Den förstnævnte Bygningsmaade var mig i Tankerne, da jeg for fire Aar siden meddeelte de Bemærkninger, der læses i Antiquarisk Tidsskrift for 1852-1854 Side 6-8, og jeg maa endnu i det Væsentligste holde mig til det, som jeg dengang yttrede, kun med den Undtagelse, at jeg nu mener, at Overliggeren er henflyttet fra Stedet, hvor den oprindeligen fandtes, til det vilkaarlige Sted, der var valgt for Gravkamret. Jeg antager altsaa, at man, - efterat have lagt Overliggeren med den flade Side nedad paa Stedet, ofte det höieste Sted i en jævnt opadstigende Mark, hvorhen den paa angivne Maade bragtes, - byggede Gravkamret ind under den i Jordhöiningen; man lod Jorden blive under Overliggeren for at bære denne, indtil alle Væggestenene vare anbragte; og först naar dette var skeet, udkastede man Jofden under Overliggeren, som da hvilede paa Væggestenene. Naar Gravkamret derefter var tættet med Steenfliser og Leer, kunde Liget indbringes, Dörstenen væltes for og Overliggeren dækkes med saameget af den udenom Gravkamret liggende Jord, som man vilde. have bort for at hæve Siderne eller Væggene over Markens Niveau.

Det er en Erfaringssag, at Gravkamre, som man anlagde paa höiere Steder, ofte befindes saa at sige indsænkede eller indgravede en Alen eller mere under Niveauet, saa at Sidestenene, hvorpaa Overliggeren hviler, kun rage en Fod over samme. Disse Gravkamre tænker jeg mig nærmest byggede paa den nu beskrevne Maade, hvorom jeg iövrigt henholder mig til mine tidligere Yttringer.

Den anden Bygningsmaade, som maaskee stundom var lettere og naturligere, skal jeg her derimod noget nærmere beskrive. Den gaaer for en Deel den modsatte Vei, men förer til samme Resultat. Jeg antager da, at man begyndte med at sætte Væggestenene i Kreds paa den aabne Mark, hvorefter Arbeidet vilde vise sig saaledes:

Det endnu oventil aabne Kammer med tilhörende Indgang maatte derpaa fyldes med Jord, Leer og Gruus og stampes fast, for at det ei skulde give sig eller falde sammen under det fölgende Arbeide, fornemmelig ved Anbringelsen af Overliggeren eller Overliggerne. Man maatte derfor dernæst formodentlig ligeledes opkaste Jord udenom Kamret, idetmindste ved den ene Side, hvorfra Overliggeren skulde bringes op, og derved danne en ganske jævn stigende Skraaplan fra Markens Niveau til den överste Kant af de reiste Væggestene; thi de Bjelker, ad hvilke Overliggeren skulde trækkes op, maatte have et fast Underlag, og den saaledes samlede Jord kunde siden benyttes til Gravkamrets Dækning.

Dernæst kom man til det besværlige Arbeide at anbringe Overliggeren. Fremgangsmaaden maatte blive den samme som den, der var anvendt ved Stenens Flytning til Byggepladsen. Man tog altsaa sine Bjelker, to eller tre, og lagde dem ved Siden af hverandre langs op ad den nys opkastede Skraaplan til Gravkamrets överste Rand, saaledes at en Ende af dem ragede ud over Kanten, saameget som Overliggerens Længde fordrede, medens den anden Ende af dem blev skudt ind under den med Löftestænger og Kiler hævede Steen; man löftede atter paa samme Maade Stenen lidt fra Bjelkerne, det skulde danne Trækbanen, og lagde Rullerne imellem denne og Stenen. Det havde da, denne Stilling:

Nu kunde Bevægelsen sættes i Gang. Med Kiler og Löftestænger, Svingköller, Menneskers og Trækdyrs Kræfter maatte det kunne lykkes at rulle Overliggerne Op paa Væggestenene ad den jævne Skraaplan. Da disse Væggestene vare saa at sige afstivede ved den inden i Gravkamret og udenfor faststampede Jord, kunde de ikke falde om til nogen Side, og da Trækbjelkernes Trækbane ligeledes hvilede paa den faste Skraaplan af Jord udenom, kunde denne heller ikke knækkes. Dette kunde först skee, naar den svære Overligger-Steen ganske havde passeret og var kommen udover Styttepunktet eller Kammen paa Væggestenen; men da vilde derved netop Overliggeren let komme paa sin Plads og de sönderbrudte Bjelkeender kunde da skaffes bort. Dersom Gravkamret behövede flere Overliggere, maatte samme Fremgangsmaade gjentages med hver enkelt af dem. Dermed var Hovedarbeidet fuldbragt. Kun de ubetydelige smaa Arbeider stode tilbage. Man udkastede den indvendige Jordfyld, man udbedrede Væggene med mindre Steen og Steenflækker, man udfyldte paa samme Maade de Mellemrum, som næsten altid maatte fremkomme mellem flere Overliggere, man tættede det hele med Gruus, Leer og Jord; saa var egentlig Gravkamret færdigt. Ligets eller Ligenes Indbringelse var vistnok en religiös Festdag. Naar derefter Dörstenen var væltet for, kunde det hele Gravkammer dækkes med den Jord, der havde været brugt deels til Gravkamrets Afstivning, deels til Underlag for Trækbanen. Saaledes fremkom de Jordhöie, runde eller aflange, som vi endnu hyppigt see paa vore Marker, og som i deres Indre gjemmer de mægtige Gravstuer eller saakaldte Jættestuer, hvis Bygning her er beskrevet med Hensyn til Steenalderens Cultur.

Jeg har paaviist tvende Bygningsmethoder; hvilken af dem man brugte, synes ligegyldigt, thi Resultatet blev det samme og Vanskelighederne ligeledes de samme, kun at de fulgte i en anden Orden. Valget mellem begge Methoder kunde maaskee oftest have beroet paa de givne locale Forhold, stundom blot paa Bygmesterens Lyst.

I ethvert Tilfælde mener jeg her at have viist, hvorledes det dog var muligt, uden den nyere Tids mechaniske Hjelpemidler, alene ved de Redskaber, som vore Forfædre i Steenalderen kjendte og benyttede, at opføre de mægtige Kampesteens-Værker, som vore Gravkamre lade os beundre. Jeg tör derved ikke nægte, at ogsaa andre Fremgangs-Maader lade sig tænke. Vare disse rimeligere og mere stemmende med Oldtidens Cultur, skulde jeg med Fornöielse slutte mig til dem. Den, som kommer Sandheden nærmest, skal altid hos mig have Fortrinet.