Vølvens Spaadom

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk	Latin
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Den ældre Eddas Gudesange

Oversatte samt indledede og forklarede af
Karl Gjellerup
Udgivet 1895

Vølvens Spaadom

EFTER Udskillelsen af de indskudte Stykker (om Midnatssolen og Maanen, om Dvergene, om Menneskets Skabelse og om Nornerne) samt af de mindre Interpolationer, der overfylde enkelte ægte Viser, frembyder Vøluspá et storartet anlagt, let overskueligt Hele, der med Undtagelse af to Par Langlinier og to eller tre enkelte Langlinier er os fuldkomment overleveret og ikke viser Spor af nogen Lakune. Det falder i tre Hovedafsnit, svarende til de tre Norners Navne og Riger: Fortid, Nutid og Fremtid; hvert af disse deler sig atter i tre Led.

I.

   A. (V. 1-6). Vølven paabyder Menneskene den hellige Tavshed; hun vil paa Odins Bud forkynde Verdensbegivenhederne, som hun selv fra først af var Vidne til. Mindes Urjætterne, Midgaards Skabelse og Asernes Guldalder paa Idesletten, indtil Nornerne indfinde sig.
   B. (V. 7-12). Den første Krig i Verden udbryder blandt Guderne, mellem Vaner og Aser, da de sidste havde brændt Hexen Gulveig (en udsending af Vanerne). Aserne betrænges haardt, men Krigen ender med, at de stridende Magter, Aser og Vaner, slutte sig sammen til een Gudestat. Under Krigen er Aseborgen brudt ned; for dens Opførelse var Freia lovet til Jætterne, men Thor slog dem ihjel, hvorved Guderne blev mensvorne.
   C. (V. 13-16). Efter Krigen gjemmes Heimdals Horn under Ygdrasil (til den store Kamp), og Odin sætter sit ene Øie i Pant hos den vise Mimer; et betydningsfuldt Skridt, som fremhæves ved det her for første Gang forekommende omkvæd: "Veed I end (= Forstaar I mig indtil nu?) eller hvad (hvad vide I, hvor dybt fatte I Indholdet af min Tale?). Vølven sidder ude paa Spaadomssædet, da Odin træder hen til hende; hun veed om hans handel med Mimer og kundgjør sig herved for ham som den store Vølve, der er værdig til hans Tillid, som han viser hende ved gavmild Belønning; alt bliver hende nu klart, og hun ser vidt ud over alle Dele af Verden og alle Tidsaldre. Og efter hidtil at have dvælet ved Fortiden og Gudeverdenens Begivenheder vender hendes Blik sig nu mod den nærværende Verdenstilstand.

II.

   A. (V. 17-20). Hun ser Valkyrjer ride til Kamp, Balders Mord, men ogsaa Lokes Fængsling.
   B. (V. 21-24). Fra Øst rinder en Aa med sværd gjennem Edderdale (- bortfalden Modsætning -). Mod Nord staar Dvergenes Guldsal og Jætternes Ølhal. Paa Ligstranden, borte fra Solen, staar Hels Sal, flettet af Slanger; her lide de Onde deres Straf, og Dragen Nidhugg slider Lig.
   C. (V. 25-29). I Jernskoven mod Øst føder en gammel Jættekvinde Fenres Unger, af hvilke en, der skal sluge Solen, rødner Himlen med Blod. Solformørkelse indtræder, og Sommeren derefter bliver det ondt Vejr. Jætternes Vogter spiller Harpe, medens en Hane galer over ham i Lunden; en anden Hane vækker Valhals Einherjer, en tredie galer i Hels Sale; Alt er paa Vagt, beredt paa Kampen, og for første Gang lyder derfor nu Ragnaroks-Omkvædet: Helvedhunden glammer, Fenre bryder løs; - videre ser jeg til Ragnarok.

III.

   A. (V. 30-33). I verden er det vildt - alle hellige Baand brydes. Heimdal blæser til kamp, Odin søger Raad hos Mimer. Fenre bryder løs, Helved og Jættehjem kommer i Oprør. (Omkvæd v. 34.)
   B. (V. 35-41). Tre Viser indføre Gudernes Fjender; Jætterne og Midgaardsormen komme østfra, fra Nord Hels Skarer med Loke og Fenre, fra Syd Surt. Atter tre Viser melder om Hovedgudernes Fald: Odin for Fenre, Freyr for Surt, Thor for Midgaardsormen; - en Slutningsvise skildrer Verdens Undergang. (Omkvæd v. 42).
   C. (V. 43-50). Jorden dukker atter op af Havet. De Aser, der ikke ere faldne i Ragnarok, mødes paa Idesletten og finde atter deres gyldne Brætspil. Med Balders Atterkomst følger en livsalig Tid; han boer med Hød fredelig i Kampgudernes gamle Hal, ogsaa Hæner (og Lodur) vende tilbage, medens Veles og Ves Sønner bygge i Vindhjem, og en guldtækket Sal paa Gimle befolkes af trofaste Skarer, som der nyde evig Glæde. Den Mægtige kommer fra oven for at herske over Alle og fastsætte Ordninger, der evig bestaa: fra neden kommer Ødelæggelsens Dæmon, Dragen Nidhugg; med Ragnaroks-Ligene i sine Fjer hæver den sig imod ham - men synker saa for bestandig.

Angaaende de ovenfor nævnte indskudte Stykker og deres Plads i Haandskrifterne henvises til den almindelige Indledning (Paragraphen om Vøluspá.)

Vølvens Spaadom.

1.
Hør mig alle hellige Slægter,
Heimdals Sønner store og smaa!
Valfader vil det, vel skal jeg nævne
Slægters Skjæbner, jeg skued først.

2.
Jeg mindes Jætter i Oldtid baarne,
de som fordum mig fostret har.
Ni Hjem veed jeg, Verdensrum ni,
Skabnings-Træets skjulte Rødder.

3.
I Aldres Old Ymer bygged;
ei var Sand, ei Sø, ei svale Vover;
Jord ei havdes, ei høi Himmel,
Ginnungs Gab var, men Græs ei saaes.



4.
Jordkredsen Bors Børn da løfted,
de det mægtige Midgaard skabte;
Sol fra sønden paa Stenbund sken:
groede af Grund grønne Urter.

5.
Aser mødtes paa ldesletten,
Helligdomme høit de bygged,
Esser de grunded, Guld de smeded,
virked Tænger, Værktøi danned.

6.
Paa Tun de tavled, trøstig' var de,
- gyldent var Alt hvad Guder aatte -
til der trende Thurse-Møer kom,
Jævninge stærke fra Jætte-Hjem.



7.
Verdens første Feide veed jeg,
da med Geirs-Od Guldveig stødtes
og i den Høies Haller brændtes;
trefold brændtes trefold Baaren.

8.
Heid hun hed, hvor Hus hun søgte,
spaaende Vølve, viis i Trolddom;
Seid hun øved, seided ivrig,
altid onde Kvinders Yndling.

9.
Mødtes Magter til Maalstevne,
hellige Guder handled derom:
om Aser Afgift yde skulde,
eller alle Guder Offer gives.



10.
Odin sit Spyd slynged mod Hær;
Verdens første Feide var det;
Gudeborgens Ringmur brødes,
stridsfro Vaner paa Sletten vrimled.

11.
Mødtes Magter til Maalstevne,
hellige Guder handled derom:
hvo havde Luft med Lede blandet
og Ods Mø til Jætter givet.

12.
Kun Thor slog til i Trods og Harm,
sjelden han sidder, naar Sligt spørges;
da blev sveget svorne Eder,
helligt Forlig, haandgivne Løfter.

13.
Hun veed Heimdals-Hornet fjælet
under det høie hellige Træ;
det ser hun vædes med vandrig Fos
af Valfaders Pant. Veed I end, eller hvad?



14.
Ude sad hun, den Aldrende kom;
Skrækguden hende skued i Øie:
"Hvorom fritte I? hvi friste I mig?
Jeg veed, Odin! hvor Øiet fjæles."

15.
Jeg veed Odins Øie fjælet
udi Mimers mægtige Brønd;
Mjød hver Morgen Mimer drikker
af Valfaders Pant. Veed I end eller hvad?

16.
Odin skjænked Ring og Smykker;
Visdom hun eied og Vølve-Kraft.
Vartegn veed jeg, videre ser jeg,
saae vidt og vidt over Verdner alle.

17.
Saae Valkyrjer vide komme
rede at ride til Gote-Riget;
Skuld holdt Skjoldet, Skøgul dernæst,
Gunn, Hild, Gøndul og Geirskøgul.

18.
Jeg saae Balders, den blodige Guds,
Odin-Sønnens skjulte Øde:
høit stod voxen over Vænget
myg og meget faur Mistelten.

19.
Fra hin Væxt kom - saa veg den syntes -
Smertes-Spydet, slynget af Hød.
Frigg i Fensal fælded Taarer
for Valhals Ve. Veed I end? eller hvad?



20.
Knytte kan hun Krigsbaand stærke,
vundne haardt af Vales Tarme;
saare sorgfuld Sigyn holder
Vagt hos Vennen. Veed I end eller hvad?

21.
Aa rinder vest fra Edderdale
med Sværd og Saxe, Slid den hedder;
- - - - - - - - - -
- - - - - - - - - -

22.
Stod mod Nord paa Nidesletten
Sal af Guld for Sindres Ætter;
stod en anden paa Okolne,
Ølsal, Jætten Brimer aatte.

23.
Saae hun stande fjernt fra Solen
Sal paa Naastrand, Dør mod Nord vendt;
Edder drypper ind ad Lyren,
Ormerygge Salen ringle.



24.
Saae i stride Strømme vade
mensvorne Mænd og Mord-Ulve;
Nidhugg suged Nedfarnes Lig,
vild sled den Viking. Veed I end? eller hvad?



25.
Øst i Jernskov sad den Aldrende,
der hun fødte Fenres Slægter;
af dem Alle een skal vorde
Stjernens Tyv i Trolde-Ham.

26.
Den i Feiges Fedme fraadser,
rødner med Blod Guders Bolig;
Solskin sortner, Somre efter
er Veiret vildt. Veed I end eller hvad?

27.
Sad paa Høien og Harpen slog
Gygens Vogter, gladen Egder;
for hannem goel i Fuglevang
faur-rød Hane, Fjalar hedder.

28.
Goel for Aser Gyldenkammen,
der Hærfaders Helte vækker.
En anden goel under Jorden,
sod-rød Hane i Hels Sale.

29.
Glammer Garm ved Gnipahule,
Bolte briste, bort løber Ulv.
Vartegn veed jeg, videre ser jeg:
Skabernes Skjæbne, Strids-Gudernes.

30.
Brødre blive hinandens Bane;
monne Sødskende Slægtskab spilde,
haard bli'er Verden Hor gaar i Svang,
ingen Mand den anden skaaner.



31.
Mims Sønner lege, maner om Fald
lydt den gamle Gjaller-Lur;
Heimdal blæser, Hornet i Sky:
Odin mæler med Mims Hoved.

32.
Stærkt Yggdrasils-Asken skjælver,
Oldtræet brager, Jætten er løs;
Alle ræddes i Hels Rige,
indtil at Surts Slægtning løber.



33.
Hvad er med Aser? hvad er med Alfer?
Jættehjem gnyer, Aser tinge;
Dværge stønne ved Stendøre,
Vægbjergs-Vise. Veed I end eller hvad?

34.
Glammer Garm ved Gnipahule,
Bolte briste, Ulv løber bort.
Vartegn veed jeg videre ser jeg:
Skabernes Skjæbne, Strids-Gudernes.

35.
Hrym farer østfra, Skjold han ryster,
Slangen sig vrider i Jætte-Vrede,
Orm slaar Vover, Ørnen gjælder,
Nebbleg slider Lig: Naglfar er los.

36.
Skib kommer nordfra: stevne mon Hels
Skarer over Sø, og Loke styrer;
mod Fenre alle Frygtelige fare,
de have Byleipts Broder blandt sig.



37.
Surt med Flammer farer fra Syd,
skinner fra Sværd Slagguders Sol;
Graabjerg ramler, Gygen raver,
Helt gaar Helvei, Himlen kløves.



38.
Haver da Hlin sin anden Harm,
naar Odin drager mod Ulv i Dyst,
og Beles blonde Bane mod Surt;
monne Friggas Fryd da falde.



39.
Hlodyns store Søn fremstander;
Jordens Gjord om Luften gaber,
Glød den spruder, Gift den spyer;
Odin-Sønnen Ormen møder.



40.
Vred den veier Midgaards Vogter -
monne Mænd da Mandhjem rømme -
Fjorgyns Barn ni Fjed vakler bort,
saaret af Snogen, den svig-smidige.

41.
Sol alt sortner, i Sø Jord segner,
klare Stjerner fra Himlen styrte,
Dampen hvæser og Livsvarmeren,
Luen høit ved Himlen leger.

42.
Glammer Garm ved Gnipahule:
Bolte briste, bort løber Ulv!
Vartegn veed jeg, videre ser jeg:
Skabernes Skjæbne, Strids-Gudernes.

43.
Ser opstige for anden Gang
Jord af Havet grøn og herlig:
Fosser falde, Ørn flyver over,
den paa Fjeldet Fiske fanger.

44.
Aser mødes paa Idesletten,
Midgaards-Ormen der de mindes
og det store Skjæbne-Stevne
samt Fimboltys Fortids Runer.

45.
Derpaa findes under-fulde
gyldne Tavler, i Græsset glemt,
dem i Oldtid selv de aatte.
- - - - - - - - - -

46.
Agre monne usaaet voxe,
Ondt mon bedres, Balder kommer;
han boer med Hød i Hropts Haller,
Valguders Sal. Veed I end eller hvad?

47.
Ønske-Kvisten Høner kaarer
- - - - - - - - - -
og Tveggs Brødres Børn vil bygge
i viden Vindhjem. Veed I end eller hvad?

48.
Sal ser jeg staa mer faur end Sol,
udi Gimle gylden-tækket;
skal der skyldfri Skarer dvæle
og i Livstid Lykke nyde.

49.
Kommer herlig Stor-Herskeren,
stærk fra oven, Alt han styrer;
Dom han siger, Strid han stiller,
fæstner Vedtægt, som vare vil.

50.
Kommer dunkel Drage flyvende,
ful fra neden Nide-Fjælde;
slæbes i Fjer frem over Sletten
Lig af Nidhugg: nu han synker.