Tord af Havsgaard (EvR)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Tor af Havsgård

Ernst von der Recke:
Danmarks Fornviser, Bind 1,
København, 1927

Tord af Havsgaard

Den Vise, der her efter Sædvane stilles i Spidsen som indeholdende den eneste i vor nationale Digtning opbevarede Behandling af et Stof, tilhørende vore Forfædres Gudetro, og hvis ældre Forbillede foreligger i det under Navn af Þrymskviða velkjendte Eddakvad, - kan desuagtet ikke hjemles Danmark som en hos os ubrudt Overlevering fra vor egen Oldtid. Som allerede det ellers ukjendte Ord “Fjeld” i Navnet “Nørrefjeld” og det for Dansk fremmede “Sverken” (en stridbar Kvinde) viser, er Visen utvivlsomt af vestnordisk Oprindelse og har fra selve Island over Færøerne og Norge udbredt sig til det øvrige Skandinavien. I Danmark er den først indvandret i Fornvisens begyndende Forfaldstid og har sikkert her alt i sin første Form været ligesaa forvansket og blottet for poetisk Værd som i den, hvori den sluttelig overleveres os, dels gennem et par Haandskrifter fra 16. Aarhundrede, dels gjennem jydsk Nutidstradition.

Hovedpersonens Navn opbevarer endnu Navnet paa Tordenguden Thor; ved Havsgaard er Asgaard, ved Frøjeborg (Frøjensborg, o.s.v.) Gudinden Freyja, ved “Tossegreven” Thursen Thrym erindret.

1. Det var Tord af Havsgaard

Red over grønne Enge;

Tabte han sin Hammer af Guld,

Og borte var den længe.

Saa vinder Mand Sverken.

 

2. Det var Tord af Havsgaard,

Taler til Broder sin:

"Du skalt fare til Nørrefjeld

Og lyse efter Hammer min."

 

3. Det var liden Lokke,

Han foer i Fjederham;

Fløi han saa til Nørrefjeld

For Tossegreven fram.

 

4. "Velkommen, liden Lokke,

Du vær velkommen her!

Hvor lider Tord af Havsgaard,

Og hvor stander Landen der?"

 

5. "Vel lider Tord af Havsgaard,

Og vel stander Landen der;

Men Tord han haver sin Hammer mist,

Fordi er jeg kommen her."

 

6. "Ikke fanger Tord sin Hammer igjen,

Du siig hanom saa mit Ord:

Femten Favne og fireti

Ligger den graven i Jord.

 

7. "Ikke ser Tord sin Hammer igjen,

Og aldrig skal han den faae,

Giver I mig ej Frøieborg

Med alt det Gods, hun aa."

 

8. Det var liden Lokke,

Han foer i Fjederham;

Fløi han tilbage igjen

For Tord sin Broder fram:

 

9. "Ikke fanger du din Hammer igjen,

Jeg dølger dig ei hans Ord:

Femten Favne og fireti

Ligger den graven i Jord.

 

10. "Ikke seer du din Hammer igjen,

Og aldrig skaltu den faae,

Giver vi hanom ei Frøieborg

Med alt det Gods, hun aa."

 

11. Svared den stolte Jomfru,

Hun gav sig ilde derved:

"Giver mig heller en christen Mand

End delig en Trold saa led!"

 

12. Op stod Tord af Havsgaard,

I Midje smal som et Rør:

”Jeg vil være den unge Brud,

Og did skulle I mig føre!”

 

13. Toge de Tord af Havsgaard,

Saa vel de børste hans Haar;

Førde de hanom til Nørrefjeld

Alt for saa væn en Maar.

 

14. Toge de den unge Brud,

Satte hende paa Brudebænk;

Fram gik Tossegreven,

Han bar for Bruden Skjænk.

 

15. En Oksekrop saa aad hun op,

Vel tredive Svineflykke;

Tolv Tønder Øl drak hun dertil,

Før hun kunde Tørsten slykke.

 

16. Tossegreven ad Gulvet gik,

Han monde sig ilde kære:

"Hveden saa er den unge Brud,

Hun vil saa Meget tære?"

 

17. Svarede liden Loke,

Han smiled under Skind:

"Syv Dage aad hun ikke Mad,

Saa haver hun stundet til din."

 

18. Det var Tossegreven,

Han glæddes ved de Ord:

"Tager I op den Hammer,

Bærer den for Brudebord!"

 

19. Tolv saa vare de Kæmper,

De grove den Hammer af Jord;

Atten vare de Kæmper,

Bare den ind for Bord.

 

20. Atten vare de Kæmper,

Bar Hammeren ind paa Træ:

Lagde de den saa høvisk

Alt over Brudens Knæ.

 

21. Det var da den unge Brud,

Fik Hammeren i sin Haand;

Løfte hun den med Fingre to,

Hun slynged den som en Vaand.

 

22. Slog hun den Tossegreve ihjel,

Den lede trold og lange;

Saa veied hun de andre Trolde,

Af Brylluppet monde hun gange.

 

23. Det mælede liden Loke,

Monde sig saa vel omtænke:

"Fare vi nu til vort eget Land,

Skode vor Broder en Enke!"

Saa vinder Mand Sverken.