Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 12.Sang

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Bjovulvs-Drapen

Oversat af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig

Tolvte Sang
Jettesværdet med Runer, Hrodgars Sang og Farvellet

Det nu meldte Helten bold,

Eggthjovs Søn hin gilde:

„Viid det, Ætmand god af Skjold!

Halvdans Søn hin milde:

Hvad vi hid som Ærestegn

Bragte med god Vilje,

Hvad jeg inden Troldehegn

Fandt paa vaaden Tilje:

Bølgeskiænken, Som nu her

Falder dig i Øie,

Vandt jeg paa min Kæmpefærd

Kun med farlig Møie!

Havde ei mig Gud i Dag

Underlig beskyttet,

Aldrig i det Troldelag

Kunde jeg mig hyttet;

Thi skiøndt til de gode Sværd

Hrunting er at regne,

Kom alligevel jeg der

Med det ingen Vegne.

I et haabløst Øieblik,

Kun ved Herrens Naade,

Syn jeg paa det Vaaben fik,

Som mig hjalp af Vaade;

Ned af Væggen, hvor det hang,

Rev jeg det saa sage,

Og forgiæves ei jeg svang

Sværd fra gamle Dage;

Det mig lykledes saa vel,

At Uvætter begge

Jeg i Hallen seiersæl

Slog med skarpe Egge.

Saa da Løn de fik som Daad,

Død for Nidinglevnet,

Dane-Blod og Dane-Graad

Blev tilbørlig hevnet.

Ja, o Konning! i din Borg

Trøstig, tør jeg love,

Med din Hird du uden Sorg

Kan herefter sove,

Sove i det Mindste trygt

For det Sæt af Trolde,

Som i Danmark kasted Frygt

Hidtil paa de Volde.

Hvad der Bod dem gav for Mod,

Kan ei hid jeg bringe;

Thi det hede Troldeblod

Smelted haarden Klinge;

Dog en Levning af det Sværd,

Dem gav Banesaaret,

Skuer du i Hjaltet her,

Som jeg hid har baaret!”

 

Oldingen med hvide Haar,

Helten med de Bedste,

Kongen med de mange Aar,

Fatted gyldne Fæste,

Tog i Haand og fik i Vold

Værket uden Mage,

Bod til Danekongen bold

Efter Djævleplage.

Ja, da Grændel, Guds Uven,

Grum i Sind og Hjerte,

Og Hans Moder vandred hen

Til fortjente Smerte,

Mesterværk af Smedekunst

Maatte ham tilfalde,

Som sad fast i Lykkens Gunst,

Fremfor Drotter alle,

Der paa Skyther-Stammens Ø,

Mellem Vind og Vove,

Dele ud paa Land og Sø

Guld og grønne Skove.

 

Paa det gyldne Hjalte stivt

Stirred Hrodgars Øie,

Paa det var i gammel Skrift

Ristet ind med Møie,

Hvad af Stort paa Jorderig

Havde sig tildraget,

Siden Bølgen lukked sig

Over Folkevraget,

Siden Thusse-Æten leed

Sank i Flodens Vande,

Maatte see sin Trodsighed

Paa Guds Almagt strande;

Fremmed var fra Barnsbeen

For Alfader Slægten,

Sank i Dybet og som Steen

Under Vredesvægten!

Paa Guld-Kiæberne med Flid

Og det var anmærket,

Hvem der først i fordum Tid

Eied Underværket;

I Guldhjaltets Snirkelbugt

Ristet ind det klart og smukt

Var med Runestave.

 

Hrodgar nu i samme Stund

Løftede sin Stemme,

Alle tav, for af Hans Mund

Viisdom at fornemme:

„Vel jeg gammel er og graa,

(Det var Kongens Tale,)

Men dog her jeg vidne maa

Høit i Herresale,

Hvad med Sandhed og med Ret

Hver maa eftersige:

Bedre Helt af nogen Æt

Aldrig saae jeg stige!

Ry der skal, o Bjovulv kiær!

Derpaa kan du lide,

Gange af din Herrefærd

Trindt om Land saa vide!

Gid beskeden du og viis,

Mønster for de Bolde,

Al din Kraft og al din Priis

Uafbrudt beholde!

Længe, hjertenskiære Mand,

Frem du Folkebedste!

Undertrykte trindt om Land

Hjelpende du giæste!

Hermod vel af Egvels Æt,

Oldtids Skjoldung-Stamme,

For Hans Hu de kiendte ret,

Troedes til det Samme;

Men dog steeg det Ungersvend,

Tungt det er at melde,

Kun til Kval for Dannemand,

Høit i Glands og Vælde!

Magt og Styrke Gud ham gav,

Æred overmaade,

Det dog ingen Dane brav

Blev til Lyst og Baade:

Ei saa Lønned Daad og Mod

Han med Guld det røde,

Vildt han tørsted efter Blod,

Lagde Kæmper øde;

Rasende fra Bænk han foer

Op med Sværd i Hænde,

Slagtede saa over Bord

Brave Følgesvende;

Dog, for Nid og Vennemord

Dyrt han maatte bøde:

Venneløs han ilde foer,

Pinefuld han døde.

 

Vogt da, Bjovulv, Vogt dig vel!

Hør, hvad for de Unge

Prøvet Mand i Levnets-Kveld,

Hør, hvad jeg vil sjunge:

 

Med Almagt throner Ærens Drot

I Himlens Høielofte,

Han raader, styrer viist og godt,

Men underlig fuldofte;

Ja, sælsomt efter Herrens Dom

Sig ofte vender Bladet om

Med Stand og Land og Lykke!

 

See hist, der staaer en Adelsmand,

Ham under Gud nu Glæde,

Han stiger høit i Arveland,

Til Glands og Herresæde,

Ham lystre Folk, ham dækker Skjold,

Alt hvad han vil, han faaer i Vold,

Fuldtop med Guld og Gammen!

 

Han lever efter Hjertens Lyst

Og blomstrer i sin Vælde,

Ei taages Blik, ei trykkes Bryst

Af Sot, af Sorg og Ælde;

Ei yppe Kiv, ei holde Stand

Mod ham tør nogen Avindsmand,

Alt vendes, som han vinker.

 

At evig er den Magt, den Lyst,

Da tænker mangen Daare;

Da skyder, voxer ham i Bryst

Og Hovmods Træ saa saare;

I Skyggen brat da sover ind

Den Hyrde god for Sands og Sind,

Ja, Vagt for Hu og Hjerte.

 

En Banemand der er saa fuul

For Folkelyst og Lykke,

Sin Bue spænder han i Skjul

Og sigter paa de Trygge;

Er Søvnen dyb, med Djævle-Smiil

Han skyder ud sin hvasse Pill

Og saarer, som han sigter.

 

Ak, paa det dybe Eddersaar

Kan Helten Bod ei raade,

Ei længer, tykkes ham, forslaaer,

Hvad Gud ham gav i Naade,

Det røde Guld han nænner da

For ingen Priis at skilles fra,

Han ene Alt vil eie!

 

For Guldets Glimmer, Ærens Glands

Forsmaaer han og forglemmer.

Sin Herrestand, sin Hæderskrands

Han pletter og beskæmmer,

Foragter alt hvad Stort og Godt

Ham fordum skiænked Ærens Drot

At eie og udrette!

 

Det endes med, at fra sit Guld

Han døende maa daane.

Da faaer han nok i Mund af Muld,

Naar kolde Læber blaane;

En Eier ny da uden Sorg,

Til Høibords i den Faldnes Borg,

Hans Arvegods udskifter!

 

Vogt dig da, o Kæmpe god!

Vogt dig, Bjovulv kiære,

Først og sidst for Overmod!

Lad dig ei besnære!

Byg paa Evighedens Grundl

Husk, naar du i Vælde

Blomstret har en liden Stund,

Blade maa du fælde!

Aldrig paa din Lyktelodd

Stole du og pukke!

Snart, om ei for Egg og Odd,

Maa for Sot du bukke.

Der, hvor Luen flammer vild,

Og hvor Bølgen bruser,

Der, hvor Klingen spruder Ild,

Og hvor Pilen suser,

Hyt dig der, ifald du kan!

Kort er dog din Vælde:

Ihvor godt du holder Stand,

Synker du for Ælde;

Ja, i Alderdommens Nat

Øiets Glands forsvinder,

Magtesløs din Mester brat

Du i Døden finder!

 

Tænk paa mig, som Dane-Land,

Snese Aar i Række,

Lukked for Hver Avindsmand

Godt med Sværd og Snekke,

Styred under Himmel blaa,

Saa ei Drot, ei Kæmpe,

Turde mig, saavidt jeg saae,

Trodse, forulæmpe!

Ak, hvor Bladet sig dog brat

Maatte for mig vende,

Forskiel, som paa Dag og Nat,

Fik jeg da at kiende;

Ja, da Grændel paa min Borg

Giæsted mig saa sage,

Al min Glæde blev til Sorg,

Sang til Jammerklage!

 

Dog, hvor længe end jeg leed

Sorg foruden Lise,

Herren i al Evighed

Høit jeg maa vel prise,

Som mig undte, før min Død

Seierrig at skue

Fiendens Hovedpande rød

I min Borgestue!

 

Søg ved Gildesbord nu brat

Brave Helt, dit Sæde!

Vi imorgen Dane-Skat

Dele skal med Glæde,”

 

Gothe-Helten, sjæleglad,

Ord nok lod det være,

Gjorde, som den Vise bad,

Bænked sig med Ære.

Mellem Kæmper over Bord,

Under Høielofte,

Atter mangt et Gammensord

Faldt, som før saa ofte,

Til med Skyggehjelm opskreed

Natten over Skove,

Leirede sig vingebred

Oder Mark og Vove.

Folkedrotten duehvid,

Blinkende med Øie,

Fandt omsider, det var Tid

Sig til Sengs at føie;

Gothe-Helten ogsaa træt

Var af Dagens Møde,

Havde spiist og drutket tæt,

Lod sig ikke Nøde;

Skiænkeren den kiære Giæst

Fulgte til Hans Leie,

Han der, som han kunde bedst,

Skulde Flokken pleie

Efter al den Sorg og Frygt,

Hvormed Dagen dem fortrykt

Havde i det Fjerne.

 

Borgen stak fuldhsit i Sky

Med sin gyldne Tinde,

Under Loft i Mag og Ly

Giæsten sov derinde;

Han, som vaaged nys til Gavn,

Sov nu efter Møden,

Indtil fro den sorte Ravn

Meldte Morgenrøden:

Helten, som med Straalehjelm

Himmelbuen smykker,

Medens med Hver Tyv og Skielm

Flygte alle Skygger.

 

Efter Fædrelandet nu

Længtes fast de Kiække,

Synderlig stod Heltens Hu

Til Hans Orlogssnekke;

Derfor nu han bød paa Stand

Hrunting frem at bære,

Tak for Laan dets Eiermand

Sagde han med Ære:

Lasted ei, men tvertimod

Roste Hunferds Klinge,

Yttred, den i Kamp var god

Høit paa Val at svinge.

 

Da nu reisefærdig stod

Skaren under Vaaben,

Helten med det høie Mod

Under Brynjekaaben

Vilde først med Daners Drot

Ærlig Afsked tage,

Stædtes paa det Høie Slot

For ham ind saa sage.

Først nu hilsed Daners Ven

Høvisk paa den Milde,

Meldte saa: „Vi Orlogsmænd

Det dig sige vilde:

Længsel efter Higelak

Alle vi nu bære,

Skiøndt vi sande maae med Tak:

Her var godt at være.

Ja, vi Nød saa meget Godt

Her i dine Sale,

At jeg gierne, Dane-Drot,

Vilde det betale

Med Bedrifter, fleer i Tal,

Større vel tillige,

End jeg ypped i din Hall,

Øved i dit Rige.

Vil dig Nabofolk med Krig

Atter forulæmpe,

Du paa rede Haand i mig

Altid har en Kæmpe;

Spørger jeg det over Strand,

Du er stædt i Fare,

Kommer jeg med tusind Mand,

Kiækt dig at forsvare.

Ung af Alder vel endnu

Higelak mon være,

Men jeg veed, Hans Konge-Hu

Staaer til Dyd og Ære,

Saa med Raad og Daad den

Styrker mig den Bolde,

At desbedre jeg staae bi

Kan med Herreskiolde,

Svinge Sværd og giøre Gavn,

Saa ei meer du Folkesavn

Føle skal i Marken.

 

Hredrik jeg tillige spaaer:

Kommer nogensinde

Han til Gothe-Kongens Gaard,

Skal han Venner finde;

Dog, hvad ham er vel bekiendt,

Aldrig maa han glemme:

Ude agtes man omtrent,

Som man artes hjemme.”

 

„Sandelig, min Ben, jeg troer,

(Det var Konge-Svaret)

At en Gud de gyldne Ord

Dig har aabenbaret;

Thi ei, før i denne Stund,

Hørte af saa ung en Mund

Jeg saa viis en Tale;

Som i Kraft du bærer Priis,

Saa kan og, i Hjerte viis,

Du med Ord husvale.

Høit jeg mæler det i Sal:

Dersom Hrerdels Søn paa Val

Maa for Svædet bukke.

Man for Piil fra Buestreng,

Eller og for Sot paa Seng,

Han fik Øie lukke, —

Ja, hvis Folkedrotten skal

Fylde sine Dages Tal,

Mens du est i Live:

Aldrig nogen bedre Mand

Bølge-Gother finde kan,

Spiir i Haand at give!

Sandelig, forsynet godt,

Vil du det modtage,

Riget er med Skjold og Drot

Alle dine Dage!

 

Daglig, Kæmpe ærekiær!

Bedre du mig hver,

Velforligte ved din Færd

Frændefolk jeg skuer:

Danskere og Gother Fred

Holde skal herefter,

Aldrig mere til Fortræd

Maale deres Kræfter;

Hvile skal fra denne Dag

Al vor Tvist og Trætte,

Uden Nid og uden Nag

Kommes godt tilrette!

Ja, mens jeg er over Muld,

Drot i Danevange,

Skifte skal, med Sølv og Guld,

Milde Ord vi mange:

Tit nu skal med Bør saa blid

Snekken uden Hinder

Bære hid og bringe did

Gaver og Kiær-Minder!

Ven og Fiende fjern og nær

Mærke skal og lære:

At Høinordens Folkefærd

Halvt om Alt kan være,

Uden Svig og uden Skrømt,

Hvor, fra Arildstid berømt,

Ærlighed har hjemme!”

 

Saa sig høre lod i Hall

Kongen udaf Vælgten,

Kostbarheder, tolv i Tal,

Gav han Gothe-Helten,

Sagde: „Far nu vel, min Ven,

Hjem til Frænder kiære!

Men kom saa og fnart igien,

Glad med os at være!”

 

Kongen over Daneland

Tog i sine Arme

Nu den bedste Adelsmand,

Kyste ham med Varme;

Ja, sit Hjerte Kongen lod

Raade uden Hinder,

Tale i en Taareflod

Paa de gamle Kinder.

Neppe kunde, sølvergraa,

Han med Grund formode,

Skiøndt det var Hans Sjæls Attraa,

Meer at see den Gode,

Som dog fremfor Alle nu

Kiær han havde vundet,

Følte sig med ham i Hu

Inderlig forbundet;

Derfor Bølgen i Hans Bryst

Giennembrød sit Fængsel,

Tolkede med Graadens Røst

Hjertets ømme Længsel.