Helge Hundingsbane II (FM)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange

Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821

Andet Qvad om Helge Hundingsbane

[Synes mest at bestaa af Brudstykker af et ældgammelt Digt kaldet det gamle Qvad om Volsungerne — Volsúngaqvida in forna — med prosaiske Tillæg i de tabte Strophers Sted. En Deel af dets Indhold fortælles prosaisk i Volsunga-Saga. See ellers den st. Udg. II, 85-116 911-14 og Saga- Bibl. II, 43 o. f. 49 o. f.]     OM VOLSUNGERNE Kong Sigmund Volsungssön ægtede Borghilde af Braalund; de gave deres Sön Navn af Helge efter Helge Hjorvardsön. Hagal opfostrede Helge. Kong Hunding var en vældig Konge; Hundland nævnes saaledes efter ham. Han var en stor Hærförer og havde mange Sönner som vare ude paa Krigstog. Mellem Kong Hunding og Kong Sigmund herskede Ufred og Fejde, saa at de vexelvis dræbte hinandens Frænder. Kong Sigmund og hans Slægtninge kaldtes Volsunger og Ylfinger. Helge tog hjemme fra og udspejdede lönlig Kong Hundings Hof; dennes Sön Heming var hjemme. Da Helge tog bort traf han en Hyrdedreng og sagde:  

1. «Sig du Heming

At Helge mindes (1)

Hvem i Brynie

Mændene fælded —

Ham, som Ulven graa,

Havde I inde,

Da Kong Hunding ham

Hamal være troede.»

  Hamal hed Hagals Sön. Kong Hunding sendte Mænd til Hagal for at opsöge Helge — men Helge kunde ikke undkomme paa anden Maade, end at han tog en Trælqvindes Klæder og gav sig til at male Korn. De sögte efter Helge og fandt ham ikke. Da sagde Blind Bolvise: (2)  

2. «Skarpe Öjne har

Hagals Trælqvinde,

Usel Bondeslægt

Ej ved Qværnen stander.

Möllestene revne,

Möllen rystet bæver;

Her haarde Kaar

Over Helten kom,

Naar en Konning

Byg (3) skal male;

Vist den Haand

Heller sömmed

Hjeltet end

Qværnestaven.»

  HAGAL svarede og sang:

3. «Det er ej Under

At Möllen runger,

Da en Kongemöe

Qværnestaven rörer.

Hun flaned over

Höjen Sky,

Voved at fægte

Som Vikinger,

För hun af Helge

Hæftet blev.

Söster hun er

Til Sigar og Högne,

Derfor Ylfing-Pigen

Fik saa skarpt et Blik.»

  Helge undkom og drog bort paa Krigsskibe. Han fælded Kong Hunding og blev siden kaldet Helge Hundingsbane. Han laa med sin Hær i Brunevaag, (4) hvor de gjorde Strandhug (5) og spiste raat. Högne hed en Konge; hans Sigrun var en Valkyrie og red over Luft og Hav. Hun var den gjenfödte Svava. Sigrun red til Helges Skibe og sagde:  

4. «Hvo lader flyde

Flaaden ved Strand?

Hvor er eders

Hjem I Krigens Mænd!

Hvorfor bier I

I Brunevaag?

Hvorhen lyster eder

Reisen at pröve?"

5. HELG. «Hamal lader fllaaden

Flyde ved Strand —

Vores Hjem

Paa Læssöe er —

Efter Bör (6) vi bie

I Brunevaag —

Österpaa os lyster

Reisen at pröve.»—

 

6. SIGR. «Hvor har du Helge!

Hilde (7) vakt,

Eller Krigens Söstres ' (8)

Fugle mættet?

Hvi er din Brynie

Blodbestænkt?

Hvi skulle Hjelmbærere

Raat Kjöd nyde?"

 

7. HELG. «Sidst det nys udretted

Ylfingers Sön,

Vesten for Havet,

Hvis vide du lyster;

At jeg Björne fanged

I Brages Lund (9)

Og Örnens Slægt

Med Vaaben mætted —

Nu jeg dig sagde

Stridens Ophav,

Hvorfor lidet stegt

Vi paa Havet nyde.»

 

8. SIGR. «Et Drab du forkynder;

For Helge vist maatte

Konning Hunding

Segne til Jorden.

Strid mödte Strid

Da Frænder I hævned

Og paa Sværdets Egge

Blodet strömmed.»

 

9. HELG. «Hveden vidste du (10)

Hvo de vare,

Vishjertede Mö!

Som Frænder hævned.

Mange tappre

Krigersönner

Heftig fjendske ere

Mod vor Slægt.»

 

10. SIGR. «Ej var jeg fjærnt,

Hærens Anförer!

Fra mangen Fyrstes

Endeligt. —

Listig dog Sigmunds

Sön jeg kalder,

Naar han i Val-Runer(11)

Drab forkynder.

 

11. För jeg saa en Stund

Dig paa Langskibe,

Hvor du besatte

Blodig Stavn,

Og de havkolde

Bölger legte;

Nu vil sig Kongen

Skjule for mig,

Men Högnes Mö

Ham vel kjender.»—

  Granmar hed en mægtig Konge som boede paa Svarinshöj. Han havde mange Sönner; en hed Hodbrod, den anden Godmund, den tredie Starkad. Hodbrod reiste til Kongestævne, hvor han fæstede Sigrun, Högnes Datter; — men da hun fik det at vide, red hun bort med Valkyrier over Luft og Hav for at opsöge Helge. Da var Helge ved Luefielde og havde holdt et Slag med Hundings Sönner, hvor han fældede Alf, Ejulf, Hervard og Hjorvard; blev heel modig af Striden og satte sig ned under Arestenen.(12) Der traf Sigrun ham, löb ham om Halsen, kyssed ham og sagde ham sit Ærende, som det fortælles i det gamle Qvad om Volsungerne:

12. Sigrun den glade

Fyrste besögte;

Hun Helges Haand

Hentede selv,

Kyste og hilste

Hjelmprydede Konning. —

Da vendtes Heltens

Hu til Qvinden;

Hun sagde sig för

Elsket have

Sigmunds Sön

End see hun ham fik.

13. «Hodbrod i Gildet (13)

Lovet jeg blev,

Men en anden Konge

Ægte jeg vilde;

Dog frygter jeg Fyrste! .

Frænders Vrede;

Min Faders Villie(14)

Har jeg brudt.»

14. Ej mod sin Tanke

Talte Högnes Mö,

Helges Yndest hun sagde

Sig have skulde.

15. HELG. «Ikke du ræddes

Högnes Vrede

Eller dine Frænders

Onde Sind!

Du skal unge Mö!

For mig leve —

Mig mistænkelig

Er (dog) din Slægt du Gode!»

Helge samlede da en stor Flaade og drog til Frekasteen. Paa Havet fik de en rædsom og farefuld Storm. Da omgaves de af Lyn, hvorfra Straaler gik ud over Skibene, og saa ni Valkyrier ridende gjennem Luften, hvoriblandt de kjendte Sigrun. Da sagtnedes Stormen, og de kom uskadte til Land. Granmars Sönner sade paa et Bjerg, da Skibene sejlede til Landet. G'odmund sprang paa sin Hest, og red, for at speide, ud paa Klinten som laa ved Havnen. Da nedlode Volsungerne Sejlene og Godmund sagde hvad der for er skrevet i Qvadet om Helge:

16. «Hvo er den Fyrste

Som for Flaaden raader,

Da en tallös Hær

Hid til Land han förer?»

Sinfiötle Sigmundsson svarte ham, og det er ligeledes optegnet.(15) Dette sang Gudmund Granmarssön:

17. «Hvo er den Fyrste

Som Flaaden styrer

Og gylden Krigsfane

Paa Stavnen lader vaje?

Skjönne Bannere skues

I Togets Spidse,

Omkring Vikinger

Vaabenluen (16) flammer.»

SINFIÖTLE svarte:

18. «Her kan Hodbrod

Helge kjende,

Skyende Flugt,

I Flaadens Midte.

Han har din Æts

Ejendom,

Fiskes Arv, (17)

Sig underlagt.

Des för(18) skulle vi

Ved Frekasteen

Forligte sammen

Om Sagerne dömme.»

GODMUND til sin Broder:

19. «Tid er det Hodbrod!

Hævn at udöve,

Hvis os Lykken

Længe nedtrykte.»(19)

20. SINF. «För skal du Godmund!

Geder bevogte,

Og klavre over Klippers

Klöfter stejle,

Have i din Haand

En Hesselkjölle;

Kjærere (20) mon det dig

End Klingens Domme.»—

21. 22. [Helges Tale til Sinfiötle i næstforegaaende Digts Str. 44,

45 med dette Tillæg om Granmars Sönner:

Herlige de

Helte ere].

Godmund red hjem med Krigssagnet. Da sammendroge Granmars Sönner en Hær, og til den stödte mange Konger. Der var Högne, Sigruns Fader, med hans Sönner Brage og Dag. Der holdtes et stort Slag, hvor alle Granmars Sönner faldt med alle deres Hövdinger, undtagen Dag Högnesön, som blev taget i Fred og aflagde Eed til Volsungerne. — Sigrun gik blandt de Slagne og traf Hodbrod som var nær ved at döe. Hun sagde:

23. «Ej skal Sigrun

Fra Sevafield, (21)

Konning Hodbrod!

Dig omfavne —

Dit Liv er forbi —

Tit Öxens Klo

Rækker Granmars

Sönners Hoved!"

Da mödte hun Helge og blev meget glad.

HELGE sagde:

24. «Ej al Lykke dig

Alvise! blev givet,

Noget vist, jeg siger,

Nornerne volde. —

I Morges faldt

Ved Frekasteen

Brage og Högne,

Begge jeg dem fældet. —

25. Ved Styrkleife segned

Starkad, den Konning;

Men ved Hlebjerge

Hrollaugs Sönner.

Den Hövding saa jeg

I SInd grummest,

Hvis Krop end sloges

Da Hovedet var borte. —

26. Fleste af dine

Frænder ligge

Vordne til Lig

Paa Marken udstrakte,

Ej Drab du begik,

Dog blev dig beskikket

At Feide du voldte

Blandt vældige Mænd.»

Da græd Sigrun. Han sagde:

27. «Lad Sigrun! dig tröste,

Du blev os en Hilde; (22)

Ej Konger mod Skjæbnen formaa!

Liv jeg nu vilde

Tilönske de Döde

Kunde jeg dog i Favn dig fatte!»(23)

Helge fik Sigrun. og de avlede Sönner. Han blev ikke gammel. Dag Högnesön oflrede til Odin for Faderhævn. Odin laante Dag sin Landse. Dag traf Helge sin Svoger paa et Sted som kaldes Fjætterlund. Han gjennemborede Helge med Landsen — og red efter hans Fald til Sevafield hvor han sagde Sigrun Tidender:

28. «Nödig vil jeg Söster!

Sorg dig fortælle,

Kun tvungen jeg Qvinden

Har bedrövet —

I Morges faldt

Under Fjætterlund

Den Konning som var

I Verden best

Og som Heltes

Hals nedböjed.»

29. SIGR. «Dig skulle alle

Ede ramme

Som du Helge

Soret har

Ved det lyse

Lynets (24) Vand

Og ved Havets

Kolde(25) Steen.

30. Ej glide det Skib

Hvorpaa du skal fare,

Skjönt önskelig Vind

Efter fölger!

Ej löbe den Hest

Hvorpaa du skal ride,

Om end for Fiender

Flygte du skulde!

31. Ej bide det Sværd

Som drage du skal,

Undtagen det klinger

Mod dit eget Hoved!

Da blev paa dig hævnet

Helges Död,

Hvis du var en Ulv

Ude i Skove,

Gods og alskens

Glæde berövet,

Maatte Foden af

Aadsler hente.»

32. DAG. «Rasende er du Söster!

Og afsindig,

At du forbander

Egen Broder.

Odin ene alt

Det Onde volder,

Da han blandt Svogre

Stridsruner ypped. (26)

33. Dig din Broder byder

Gyldne Smykker,

Hele Vandils Herred

Og Vigdale. (27)

Hav med dine Sönner

Det halve Land

Din Harm til Bod,

Ringprydede Qvinde!"

[SIGRUNS Klage]:

34. «Ej sidder jeg saa salig

Ved Sevafield

Morgen eller Qvæld

At Livet jeg ynder,

Uden Kongens Glands

Over Folket glimter

Og Fyrsten hid iler

Paa luftige Ganger

Til Guldbidsel vant —

At glad jeg ham modtager.

35. Saa Helge alt

Havde forfærdet

Sine Fiender alle

Deres Frænder med;

Som for grumme Ulv

En Gede-hjord

Löb af Fjeldet ned

Forskrækket og ör.

36. Saa Helge saaes

I Heltes Forsamling

Som den herlig skabte

Ask blandt Tjörne

Eller unge Hjort

Dugomslynget,

Vældigere end

Alle Skovens Dyr,

Hvis Horn glimre Mod Himlen selv.»—

En Höj blev opkastet efter Helge, men da han kom til Valhall tilböd Odin ham at raade over alt tilige med sig.

HELGE sang:

37. «Du skal Hunding!

Hver en Mand

Fodbad lave,

Flammen nære,

Hunde binde,

Heste vogte,

Give Svin Æde

För til Sövn du gaaer.»

En Aften gik Sigruns Terne (28) forbi Helges Höj, og saa at han red til Höjen med mange Mænd. Ternen sang:

38. «Er det Blændværk blot

Jeg tykkes at see

Eller Guders Skumring?

Ride döde Mænd

Hvor I eders Heste

Frem med Sporer jager?

Eller fik Helte

Til Hjemreise Lov?»

HELGES Gjenfærd:

39. «Ej er det Blændværk blot

Du tykkes at see

Eller Guders Skumring

Om os du end skuer,

Og vi vore Heste

Frem med Sporer jage,

Ej fik heller Helte

Til Hjemreise Lov.»

Ternen gik hjem og sagde til Sigrun:

40. «Ud gak du Sigrun

Fra Sevafield.

Hvis Folkets Anförer

Finde du vil.

Höjen op er lukket,

Helge er kommen,

Vunder ham blöde;

Konningen bad

At du Saardraaber

Stille vilde.»

Sigrun gik ind i Höjen til Helge og sang:

41. «Nu er jeg saa glad

Af vort Möde

Som rovgjerrige

Odins Höge,

Naar sig varme Brade

De vide beredte,

Eller dugbestænkte

Dagens Bryn (29) de skue. (30)

42. Livlös Konning för

Jeg kysse vil

End du blodig

Brynie kaster.

Helge! af Dödssveden (31)

Svulmer dit Haar,

Heltens hele Krop

Stridens Dug har badet;

Högnes Frænde har

Hænder vandkolde —

Hvor skal jeg dig Konge!

Raade Bod paa sligt?»

HELGES Gjenfærd:

43. «Ene volder du Sigrun!

Fra Sevafield,

At Helge bades

Af Sorgens Dug.

Du græder Guldsmykkede!

Grusomme Taarer,

Solklar Söndens Datter!

För til Sövn du gaaer;

Hver en blodig Taare

Faldt paa Kongens Bryst

Iskold, indtrængende,(32)

Svulmet af Harm. (33)

44. Vel skulle vi nyde

Herligste Drik,

Skjönt vi Liv og Lande

Mistet have.

Sörgesange ej

Synge nogen Mand,

Skjönt paa mit Bryst

Vunder han skuer —

Nu ere skjulte

Qvinder i Höj,

Konningers Söstre,

Hos os Döde.»

Sigrun redte en Seng i Höjen og sagde:

45. «Her har jeg dig Helge!

Hvile beredt,

Roligt Leje

For Ylfingers Sön.

Jeg vil i din Favn

Fyrste indsove,

Som fordum da

Min Helt var i live.»

HELGES Gjenfærd:

46. Nu siger jeg intet,

Utroligt være

Seent eller tidlig

Ved Sevafjeld,

Naar i en Dödnings

Arme du sover

Hvid i Höjen

Högnes Datter

Dog selv i Live

Du Konningbaarne! —

47. Tid er det at ride

Ad rödmende Veje, (34)

Lade blege Ganger

Luftstien træde; (35)

Over Himlens Broer

Vesten maa jeg række (36)

Förend Salens Hane

Sejerhelte (37) vækker.»

Helge og hans Fölge rede deres Vej, men Qvinderne gik hjem til Byen. Den anden Aften Sigrun sin Terne holde Vagt paa Höjen, men da Sigrun kom til Höjen, ved Dagens Ende,(38) sagde hun:

48. «Vist var nu kommen

Hvis han komme vilde,

Sigmunds Sön

Fra Odins Sale;

Om Heltenes Komme

Haabet aftager

Naar paa Askens Grene

Örnene sidde,

Og til Drömmes Stævne

Hele Folket stimler.»

TERNEN sagde:

49. «Vær ej saa afsindig

Ene at gaa,

Skjoldungers Söster!

Til Dödningers (39) Vaaning.

Alle Gjenfærd(40) vorde

Ved Nattetide

Stærkere Qvinde!

End i lyse Dage.»

Sigruns Liv forkortedes ved Sorg og Savn. I Oldtiden troede man at Mennesker bleve gjenfödte; det kalder man nu Kjællinge-Galskab. (41) Man sagde at Helge og Sigrun bleve födte paa ny, da han hed Helge, kaldet Haddingernes Skade, men hun Kara, Haldans Datter, efter hvad der siges i Kara's Sang,(42) og hun var en Valkyrie.

Noter: 1) El. At det monne være Helge.

2) ͻ: Ondtspaaende, Harmvoldende, trædsk til det Onde. Herfra formodentlig Saxos Bolvise.

3) I Orig. Val-Byg, maaske stort Byg eller Byggryn.

4) Maaske ved Brunby og Kullen.

5) ͻ: slagtede Qvæg til Föde.

6) Med-Bör, god Vind.

7) ͻ: Krigen

8) Valkyriernes.

9) Andre: Braalund (her maaske det rigtige).

10) El. Hvi taler du saa forvirret (villir f. vissir) om dem o.s.v.

11) Gaadefnlde, hemmelige Döds- eller Krigs-Taler.

12) See det næstforegaaende Digt Str. 13-19.

13) El. i Hæren, Forsamlingen.

14) Ord eller Beslutning, Forsæt.

15) Her indskyder den svenske Udgave, i Fölge Sammenhængen de fölgende Stropher, som i Cod. Reg. anföres fra Str. 22 til 27' (efter den rhapsodiske Maade hvorpaa Eddadigtene först ere optegnede fra mundtlig Recitation).

16) El. Krigsluen.

17) Nemlig Havet. Mærkeligt er det da at Saxo siger om sin Helge Hundingsbane at han blev kaldt Havets Konge (rex maris).

18) El. des mindre (firr for fvrr eller fyrr).

19) E. O. Hvis lavere Lod

Længe vi bare.

20) E.O. blidere.

21) Formodentlig det bekjendte Sevafield i Vestergothland.

22) Kampvækkerinde, Krigsgudinde.

23) Denne Strophe er af et forskjelligt Versemaal og synes at tilhöre et andet Digt hvoraf intet mere er tilbage.

24) El. ved Leiptur (en af Underverdenens Floder).

25) El. vandkolde, regnkolde, overskyllede.

26) El. spredte anklagende eller strid voldende Taler (eller Tanker) mellem Svogrene.

27) Maaske Vandils Syssel, ͻ: Vendsyssel, hvor der för vare mange Steder hvis Navne begyndte med Vig.

28) Eller Trællinde.

29) ͻ: Daggryet.

30) Eller: Som naar Duggens Farver oplyses af Morgenröden.

31) (helo) eller af Rimfrost (hélo)

32) El. indfaldet, da de to sidste Linier maa forstaaes om H'elges Bryst.

33) At Efterlevendes Sorg smertede de Afdöde er en ældgammel Overtro.

34) ͻ: Morgenrödens Veje.

35) E. O. Flyvestien.

36) E.O. jeg maa være Vesten for Himlens Broer (el. Veje, maaske Regnbuen og Melkevejen).

37) E.O. Sejerfolk (de Salige i Valhall).

38) ͻ: sidste Glimt.

39) E.O. Gjenfærds, Gjengangeres.

40) E.O. döde Fiender (fiendtlige Aander).

41) El. Vildfarelse, Kjætterie.

42) Dette Digt er for længst tabt, men noget af Indholdet fortælles i Hromund Greipsöns Saga (blandt Björners Kämpedåter, 6te og 7de Kap.) Deraf har la Motte Fouqvé taget Stoffet til sit Heltespil: Helge der Haddingenheld.