Inges saga (dansk)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Snorre Sturlason

Heimskringla

Inges saga

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2014

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónssons Heimskringla – Nóregs konunga sǫgur G. E. C. Gads Forlag, København, 1911 (1925)

---

1.

Dronning Ingerid besluttede sammen med lendermændene og den livvagt, der havde tjent kong Harald, at en hurtiggående skude skulle udrustes, og den blev sendt nordpå til Trondheim for at melde kong Haralds død og tilmed det, at trønderne skulle tage kong Haralds søn til konge — Sigurd, som da var dér nordpå, og som Avne-Gyrd Bårdson fostrede. Dronning Ingerid tog straks østpå i Viken; hendes og kong Haralds søn hed Inge, og han blev opfostret hos Åmund — søn af Gyrd Lov-Berseson — dér i Viken. Da de kom til Viken, blev der indkaldt til Borgting; dér blev Inge taget til konge — han var da i sit andet år — og i den beslutning deltog Åmund og Tjostolf Åleson og mange andre, store høvdinge. Da man nordpå i Trondheim erfarede, at kong Harald var blevet dræbt, blev Sigurd — kong Haralds søn — taget til konge dér. I den beslutning deltog Ottar Forel og Peter Fåre-Ulfson og brødrene Guttorm Åsolfson fra Rein og Ottar den Stærke og en mængde andre høvdinge. Næsten hele folket gav sig da under de to brødre, snarest af den årsag, at deres far blev kaldt for hellig. Landet blev dem således tilsvoret, at man ikke skulle gå under nogen anden mand, så længe nogle af kong Haralds sønner levede.

2. Om Sigurd Slumpedegn

Sigurd Slumpedegn søgte nordpå forbi Stad, men da han kom til Nordmøre, var der allerede kommet brev fra de stormænd, der havde vendt sig til lydighed mod kong Haralds sønner, og han fik ingen modtagelse eller støtte dér; da han selv kun havde få folk, besluttede de at tage ind til Trondheim, for han havde forud sendt besked derind til sine venner og til venner af kong Magnus, som var blevet blindet. Da han kom til købstaden, roede han op i Nidelven og fortøjede skibet ved kongsgården, men han måtte da søge væk, idet alle folk stod imod. De lagde derpå til ved Holm og tog imod munkenes vilje Magnus Sigurdson ud af klosteret; han var forinden blevet munkeviet dér. Flere folk fortæller, at Magnus godvilligt tog med, selv om det modsatte blev hævdet for at bedre hans sag; Sigurd ventede, at dette ville skaffe ham støtter, og det skete også. Dette var straks efter jul. Sigurd og de andre drog ud gennem fjorden. Efter dem kom siden Bjørn Egilson, Gunnar fra Gimsan, Haldor Sigurdson, Aslak Håkonson samt brødrene Benedikt og Erik og den livvagt, som før havde tjent kong Magnus, sammen med en mængde andre mænd. De drog med flokken sydpå forbi Møre og helt til ud for Romsdalsmundingen. Dér fordelte de hæren, og straks om vinteren drog Sigurd Slumpedegn vestpå over havet, mens Magnus drog til Oplandene, hvor han forventede at få stor støtte, hvilket også skete. Han opholdt sig vinteren over og hele sommeren i Oplandene, og han havde da en stor hær. Kong Inge drog ud med sin hær, og de mødtes på det sted, der hedder Mynne; det blev et stort slag, og kong Magnus havde flest folk. Det fortælles, at Tjostolf Åleson bar kong Inge i sin kjortel og gik under banneret, mens slaget stod på, men Tjostolf kom i stor nød og fare ved sammenstødet, og folk siger, at kong Inge dér fik den vanhelse, som han siden havde hele sit liv, at ryggen knyttede sig, og at det ene ben var kortere end det andet og så kraftesløst, at han var dårligt gående hele sit liv. Da vendte mandefaldet sig mod kong Magnus’ folk, og disse folk faldt forrest i slagordenen: Haldor Sigurdson, Bjørn Egilson og Gunnar fra Gimsan. En stor del af Magnus’ folk faldt, før han ville flygte eller ride væk. Sådan siger Kolle:

Under hjelmen holdt du

øst for Mynne spydstorm;

med sværd sanked’ hæren

snart føde til ravnen.

Wilhelm Wetlesen: Slaget ved Mynne.

Magnus flygtede derfra til Götaland og siden til Danmark. På denne tid var Karl Soneson jarl i Götaland; han var mægtig og driftig. Når Magnus den Blinde og hans folk traf høvdinge, sagde de, at Norge var lige til at tage, hvis ellers nogle store høvdinge ville prøve, eftersom der ikke var nogen konge over landet, og lendermændene havde magten i riget, men de lendermænd, som først var taget til at lede det, var nu alle indbyrdes uenige på grund af misundelse. Da jarl Karl var magtgerrig og lydhør over for overtalelser, samlede han en hær og red østfra til Viken; mange folk blev skræmt til at gå under ham. Da Tjostolf Åleson og Åmund erfarede dette, gik de imod ham med den styrke, de kunne skaffe, og de havde kong Inge med sig. De mødte jarl Karl og göternes hær østpå ved Krokaskog, hvor de holdt endnu et slag, og kong Inge sejrede. Der faldt Munan Øgmundson — jarl Karls morbror. Øgmund — Munans far — var søn af jarlen Orm Eilifson og Sigrid, som var datter af jarl Finn Arneson. Astrid Øgmundsdatter var jarl Karls mor. Der faldt mange ved Krokaskog, og jarlen flygtede østpå fra skoven. Kong Inge drev dem helt østpå og ud af sit rige, og deres færd fik en meget skammelig omtale. Således siger Kolle:

Ørnen åd fra göters

åbne sår, da kongen

rask rødnede sværdet;

ravnen drak ej sjældent.

Fra Krokaskog skamfuldt

skjoldlarmens forøger

måtte fly da — fyrste! —

fast din magt du viste.

3. Kong Eriks færd til Norge

Magnus den Blinde tog da til Danmark og opsøgte Erik Emune og blev godt modtaget. Han bød Erik at følge sig til Norge med en dansk hær, såfremt han ønskede at underlægge sig landet, og sagde, at hvis Erik kom med hærstyrke, da ville ingen mand i Norge vove at kaste et spyd imod ham. Kongen var imødekommende og udbød leding; han drog med 6 hundrede skipe nordpå til Norge, og Magnus den Blinde og dennes folk var med i danekongens færd. Da de kom til Viken, drog de på østsiden med nogenlunde fred og mådehold, men da de kom med hæren til Tønsberg, var dér en stor forsamling af kong Inges lendermænd. Vatnorm Dagson — Gregorius’ bror — bestemte mest af dem. Da kunne danskerne ikke komme i land, og de kunne ikke skaffe sig vand; mange af dem blev dræbt. Da styrede de ind langs fjorden mod Oslo, hvor Tjostolf Åleson var. Det siges, at de om aftenen ville lade Hallvard den Helliges skrin bære ud af byen, og der gik så mange mand under det, som der kunne komme til, men de klarede ikke at bære det længere ud end til kirkegulvet. Men om morgenen, da de så hæren komme ind imod dem ved Hovedøya, kunne fire mand bære skrinet op fra byen, mens Tjostolf og alle byfolkene fulgte skrinet.

4. Byen afbrændes i Oslo

Kong Erik og hans folk søgte op i byen, og nogle løb efter Tjostolf og de andre. Tjostolf skød en pil efter den mand, der hed Askel — han var kong Eriks stavnbo — og ramte ham under struben, så spidsen stak ud i nakken; Tjostolf mente aldrig at have skudt et bedre skud, for der havde kun været dette ene udækkede sted på manden. Den hellige Hallvards skrin blev ført op til Romerike og var dér i tre måneder. Tjostolf drog gennem Romerike og samlede folk om natten og kom ned til byen om morgenen. Kong Erik lod sætte ild til Hallvardskirken og vidt om i byen, og alt brændte fuldstændig ned. I det samme kom Tjostolf ned med en stor hær, og kong Erik sejlede sin flåde væk, men de kunne på grund af lendermændenes samling ikke komme i land på nordsiden af fjorden, og hver gang de forsøgte landgang, mistede de fem eller seks mand eller flere. Kong Inge lå i Hornborøsund med en stor hær. Da kong Erik erfarede det, vendte han om sydpå til Danmark. Kong Inge drog efter dem, og man tog fra dem alt, hvad man kunne, og folk siger, at en værre færd har ingen gjort med så stor en hær i en anden konges rige. Kong Erik var meget utilfreds med Magnus og dennes folk og mente, at de havde udsat ham for stor spot, når han var draget på denne færd, og han sagde, at de herefter ikke skulle være hans venner som før.

5. Om Sigurd Slumpedegn

Sigurd Slumpedegn kom den sommer til Norge over havet vestfra; da han hørte om sin frænde Magnus’ ufærd, mente han at vide, at han ikke skulle regne med megen støtte i Norge nu; han sejlede da langs hele landet ad den ydre rute og kom til Danmark. Han styrede ind i Øresund, og syd for Ærø mødte han nogle vendiske snekker, som han lagde til kamp imod og besejrede; han ryddede dér otte snekker og dræbte mange folk, men hængte andre. Han kom også i kamp ved Møn — mod vendere — og vandt. Så sejlede han nordpå og lagde op i Elvens østre løb, hvor han vandt tre skibe fra støtter til Tore Hvinebille og sin søstersøn Olav, der var søn af Harald Kesja; Olavs mor var Ragnhild — datter af kong Magnus Barfod. Sigurd jog Olav i land. Tore var i Kongshelle, hvor han havde samlet folk. Sigurd sejlede derhen, og de skød på hinanden, så der faldt mænd på begge sider, mens mange blev såret. Sigurd og hans folk formåede ikke at komme i land. Dér faldt Ulfhedin Saxolfson — en nordlænding, som var Sigurds stavnbo. Sigurd sejlede væk og drog nordpå i Viken og plyndrede vidt omkring. Han lå i Portør på Lungårdssiden og holdt øje med de skibe, der sejlede til og fra Viken, og plyndrede dem. Tønsbergfolkene samlede en hær imod ham og kom uventet over Sigurd og hans folk, mens disse var i land for at fordele deres bytte; en del af hæren kom ned imod dem, mens andre lagde deres skibe på tværs over havnen uden for dem. Sigurd sprang på sit skib og roede ud imod dem. Vatnorms skib var nærmest, men han lod det drive baglæns; Sigurd roede forbi dem og slap væk med ét skib, men mistede mange af sine folk. Da blev dette digtet:

Vatnorm vist i Portør

virked’ langtfra hårdfør.

6. Drabet på Bentein'

Sigurd Slumpedegn sejlede derefter sydpå til Danmark, men en mand fra hans skib druknede; han hed Kolbein Torljotson fra Batalder, og han var i efterbåden, der var bundet til skibet, mens de sejlede hurtigt. Sigurd forliste med skibet, da de kom sydpå, og han opholdt sig om vinteren i Aalborg. Sommeren efter drog han og Magnus nordpå med syv skibe, og de kom uset om natten til Lister og lagde til land med sine skibe. Dér opholdt Bentein Kolbeinson sig — han var kongens livvagt og en meget tapper mand. Sigurd og de andre gik derop, mens dagen gryede, og kom uventet over dem og omringede huset og agtede at brænde gården. Bentein løb kampklædt ud i et udhus og var velforsynet med våben; han stod inden for døren med blottet sværd og havde et skjold for sig og hjelm på hovedet, og han var klar til at forsvare sig. Døren var noget lav. Sigurd spurgte, hvorfor de ikke gik ind; de svarede at ingen havde lyst til det, og mens de ivrigt drøftede dette, sprang Sigurd ind i huset og forbi ham. Bentein huggede efter ham, men ramte ikke; derpå vendte Sigurd sig imod ham, og de skiftede kun få hug, før Sigurd dræbte ham og bar hans hoved ud i sin hånd. De tog alle værdier, der var på gården, og gik siden til deres skibe. Da kong Inge og hans venner hørte, at Bentein og de to Kolbeinsønner — Sigurd og Gyrd, Benteins brødre — var blevet dræbt, samlede kongen folk imod Sigurd; kongen tog selv af sted, og han vandt skibet fra Håkon Pungælter Pålson — han var dattersøn af Aslak Erlingson på Sole og søskendebarn af Håkon Mave. Inge jog Håkon i land og tog hele deres udrustning. Disse flygtede ind ad fjorden: Sigurd Stork — søn af Eindride i Gautdal — og hans bror Erik Hæl og Andres Kildeskider — søn af Grim fra Viste. Sigurd og Magnus og Torleif Skæppe sejlede nordpå ad den ydre sejlrute til Helgeland. Magnus opholdt sig om vinteren hos Vidkun Jonson på Bjarkøy. Sigurd huggede stavnene af sit skib og huggede hul i det og sænkede det inderst i Ægisfjorden. Sigurd opholdt sig om vinteren i Tjaldasund på Hinn på det sted, der kaldes Gljufrafjord. Inderst i fjorden findes en hule i bjerget; dér sad Sigurd vinteren over med mere end 20 mand, og de satte noget for hulens åbning, så man ikke kunne se dem fra stranden. Torleif Skæppe og Einar — søn af Øgmund fra Sand og Gudrun, der var datter af Einar Areson fra Reykholar — skaffede Sigurd forsyninger gennem vinteren. Det siges, at Sigurd den vinter lod finnerne bygge to skuder til ham inde i fjorden, og de var bundne med sener og havde ikke et søm i sig, men vidjer som knæ, og 12 mand roede dem på hver side. Sigurd var hos finnerne, mens de byggede skuderne, og finnerne havde dér mungåt og holdt gæstebud for ham. Siden kvad Sigurd dette:

Det var godt i gammen,

og glade drak vi;

den glade gramssøn

gik mellem bænkene.

Der manglede hverken

morskab ved drikken

eller fælles glæde

som hos folk i øvrigt.

Disse skuder var så hurtige, at intet skib kunne følge dem på vandet, således som det kvædes:

Få kan følge

finneskuden,

der snøret af sener

suser for vinden.

Om foråret drog Sigurd og Magnus nordfra med de to skuder, som finnerne havde bygget, og da de kom til Vågan, dræbte de Svein Præst og hans to sønner.