Nibelungekvadet Anmærkninger

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Nibelungekvadet

oversat af
Chr. Fledelius

Anmærkninger

De Udgaver, der er henvist til, er:

Völsungesaga: Nordiske Fortids Sagaer, oversatte af Rafn, 1ste Bind. Kbhvn. 1829 (Tallene i Parentes: Volsunga Saga ved Magnus Olsen, Kbhvn. 1906).

Didrikssaga: Nordiske Fortids Sagaer, oversatte af Rafn, 3die Bind. Kbhvn. 1830 (-Tallene i Parentes: Þiðriks Saga af Bern ved Henrik Bertelsen, Kbhvn. 1905—11).

Den ældre Edda: Ny Oversættelse ved Olaf Hansen. Kbhvn. 1911 (Tallene i Parentes: Die Lieder der älteren Edda v. K. Hildebrand. 2te Ausg. v. H. Gering, Paderborn 1904).
     Versnumrene i Anmærkningerne følger Oversættelsen.

Vers 1. I Völsungesaga Kap. 25 (26 og 27) fortæller Gudrun til sine Møer en Drøm om en gylden Høg, der udtydes som Varsel om en bejlende Kongesøn, men til Brynhild en anden Drøm om en kær Hjort, som Brynhild dræbte i Gudruns Skød. Brynhild udtyder Drømmen som Forbud om, hvad der skal times lige indtil Niflungernes Drab.
I de nordiske Kilder bærer Krimhild Navnet Gudrun, der ved Stavrim forbindes med Gunnar og Guttorm.
V. 5,4. Santen, nu Xanten, i Regerings distriktet Düsseldorf, ældgammel By med Minder fra den romerske Oldtid.
— 9,4. Gunther, Konge af Burgund, Krimhilds Broder.
— 10,1. Worms, Gunthers Kongestad.
— 16,1. Hagen, Kæmpevisernes Helled Hagen, er i Eddaen og Völsungesaga Gunnars og Gudruns Broder, i Nibelungekvadet Gunthers Maag og fornemste Mand. Navnet paa hans Borg Tronje (Tronege) forklares forskelligt: Troneck, en Borg i Nærheden af Trier; Kirchheim i Elsass, der tidligere kaldtes Troja; Tournay i Hennegau, det gamle Tornacum. I Didrikssaga (hvor han for øvrigt gøres til Søn af en Svartalf og Kong Aldrians Viv), som andetsteds, sættes hans Afstamning til Troja, Navnet paa flere Byer hos Frankerne (Xanten = Santa Troja), der nedledte deres Herkomst fra det klassiske Troja.
V. 21,4. Af Originalens grâ unde bunt er grâ (= dansk graa) Rygskindet af det graa Egern, bunt (bevaret i vort Buntmager) dels hele Bælgen af visse Egern, dels Egernets Bugskind, som paa Midten var hvidt, op mod Ryggen graat. „Maar" er Oversætterens Frihed.
— 32,3. Hvide ͻ: af lys, skinnende Metalfarve.
— 40,2. Om den dobbelte Brug af Navnet Nibelunger se Indledn. S. 13. De mytiske Forestillinger om Skatten indskrænker sig i vort Digt til, at de to Kongesønner Schilbung og Nibelung har Riser og Dverge i deres Tjeneste.
— 44,1. Sværdet kaldes senere i Digtet Balmung (nordisk Gram).
— 47,3. Ved Dølgekappen maa forstaas et langt vidt Klædningsstykke med Hætte; den, der svøbte sig ind i den, blev usynlig for Omverdenen.
— 58,4. Gernot, Gunthers og Krimhilds Broder. Den yngste Broder er Giselher, se Vers 146.
— 66,4. Ved Stenkastning gjaldt det om at kaste en stor Sten saa langt som muligt, ved Skydning med Lanse om at træffe et bestemt Maal.
— 67 o. flg. Til Kampen med Sakserne og Danerne, i hvilken man stifter Bekendtskab med Sigfreds ridderlige Egenskaber som Kriger, findes ingen tilsvarende Episode i nordisk Skildring af Sigurd. I Volsungesaga fortælles ganske kort, at efter at Sigurd havde ægtet Gudrun og før Gunnars Bejlen til Brynhild, drog han vidt om Land med Gunnar og øvede mange Heltebedrifter I Fortællingen om Nornagest (Nordiske Fortids Sagaer, 1ste Bind S. 305) omtales, at Sigurd paa Gjukungernes (= Burgundernes) Anmodning kæmpede i Holseteland (Holsten) mod Gandalfs Sønner, som Sigurd Ring sendte mod dem.
— 84,8. I Vers 21 red Sigfred selvtolvte, hvad C har rettet til „med 12 Fæller".
— 88,2. Det stred mod Sømmeligheden at modtage Gaver af deres Herrers Fjender, men de turde ikke krænke den mægtige Kong Gunther med et Afslag.
— 95,2. Den Kamp, der senere beskrives, tænker man sig henlagt til Egnen ved Weserbjergene.
— 107,1. Fanedugen var ikke sømmet paa Stangen, men blev bunden til den og udfoldet. Til Tegn paa, at man ønskede Kampen indstillet, løstes omvendt Fane kl ædet af. Dette er Meningen af V. 120,1.
124,1. Originalens garzun, fransk garg on, bruges om Pager, der blev anvendt som løbende Bud.
— 131.3. Mark som Vægt = et halvt Pund.
— 144 o. flg. Ridderfesten er forberedt gennem nogle ikke oversatte Strofer. Se Tillægget Str. 251—56.
— 146.1. Giselher er Kong Gunthers yngste Broder.
— 154.2. De gode Klæder opbevaredes indsvøbte i Klædevaar.
— 200. Kun i Nibelungekvadet henlægges Brynhilds Borg (Isensten) til Island. I Eddaerne, Vols ungesaga og Didrikssaga foregaar de tilsvarende Begivenheder i Tyskland.
— 218,2. Zasamang, ukendt By, velsagtens i Orienten. Navnet findes ogsaa i Wolfram von Eschenbachs Parzefal om et Kongerige hos Morianerne.
— 223,2. Minde om Sigfreds tidligere Besøg hos Brynhild, se Indledn. S. 12. Lignende dunkle Minder findes i V. 226,4 og flg., 241,3 o. fl. Steder.
— 235,2. Originalens to Udtryk pal as og sal kan begge betyde selvstændige Bygninger med Festsal. Hvor Ordene nævnes sammen som her, forklares palas som en egentlig Hovedbygning i flere Stokværk, der ogsaa indeholdt andre Værelser end selve Salen, og sal som en Bygning, hvori kun Festsalen fandtes.
— 244. Brynhilds og Krimhilds Trætte i 14de Æ ventyr motiveres med Sigfreds egen Tilstaaelse af, at han er i Tjenesteforhold til Gunther. Dette stemmer ikke godt overens med Heltens Optræden ved Gunthers Hof tidligere. I den nordiske Digtning, hvor der ogsaa hersker Uklarhed i Sigurds Forhold baade til Gunnar og til Brynhild, begrundes Trætten i Brynhilds Skinsyge, der kun anes i Nibelungekvadet. (Se Vers 349).
— 248. Den tredobbelte Væddekamp bestaar i Lansekast, hvor det gælder om at ramme Modstanderen, Stenkast (se Vers 66) og i Forbindelse hermed Længdespring.
— 255.2. Det gammel tyske messe (oversat ved „Maade") betegner dels en bestemt Metalblanding, dels en vis Vægt.
— 264.4. Gunther kender ham paa Stemmen.
— 268.3. Hun faldt.
— 271,1. Helten er Sigfred
— 275.4. B og C har Hagen, A Heltene. Lachmann har i 6te og 7de Æventyr udskilt alle de Strofer, der nævner Hagens Deltagelse i Bejlertoget til Isensten.
— 276,4. Efter A.
— 278. Om 8de Æventyr se Tillægget S. 288.
— 27 9,1. Rimeligvis til den hollandske Kyst, hvorfra Rejsen gaar videre over Land for at undgaa den langsomme Sejltur op ad Rhinen.
— 287,1. Teksten har neve, nytysk Neffe, der her bruges i videre Betydning om Slægtning. Da Hagen flere Steder f. Eks. V. 564, 1292 kaldes Kongernes Maag, er Ortvin som hans Søstersøn ogsaa i Slægt med dem.
— 301,1. Gammeltysk botenbrot var oprdl. tre Skiver Brød til Sendebudet, naar han havde sagt sit Ærinde; paa Riddertiden betegner det i al Almindelighed den Belønning, Sendebudet fik.
— 310,1. Man smykkede Salen ud- og indvendig med Tæpper, Grønt o. l.
— 312,4. Baade hos de modtagende og de ankommende.
— 314,2. Pel, gammeltysk pfelle eller pfellel (af latinsk palliolum, pallium, Kappe), et fint Stof, rimeligvis en Slags Silke eller Brokade.
— 315.1. 86 et episk Tal (Vers 388: 86 Taarne).
— 315.2. Mht. gebénde, stive Bind af Lærred eller Silke, der lagdes om Panden og fastholdtes af et tilsvarende, der gik ned om Hagen. Det var særlig gifte Koners Hovedsmykke, om end det ogsaa har været baaret af Jomfruer.
— 317.1. De hvide Hermelinskind brugtes især til Foer, den kostbare Sobel til Kantning af Kapper. Af Skildringen her ser det ud, som om hele Dragten var af disse eftertragtede Skind (Jvnfr. V. 1209, hvor der omtales Sengetæpper af Sobel).
— 317,8. Mht. bouc, Ring, Spange, især om Armringe, der altsaa kunde bæres over Ærmerne.
— 318,8. Ferrân (af latinsk ferrum), jerngraat Stof, halvt Uld og halvt Silke.
— 319.2. Spænder holdt Kjolen sammen foran Brystet.
— 321,1. Gunther kommer ridende ad højre Rhinbred og sætter over til Stranden ved Worms.
— 321,8. Dér ͻ: paa Bredden ved Worms; Riddere førte Damernes Heste.
— 375,8. Mht. schapel (fransk chapel, lat. capellus) betyder ofte blot et Haarbaand, der holdt paa Jomfruernes frit flagrende Haar, hyppigst en Krans af naturlige Blomster eller af Metal og Ædelstene; ogsaa gifte Fruer og Mænd bar en saadan, naar de var festklædte. Paa Skildringen her ser det ud, som om Krimhild og Brynhild har haft Haarkransen siddende oven over det i V. 315 omtalte Hovedbind, hvad ellers var Brug hos gifte Koner, saaledes at hele Hovedtøjet maatte rykkes til Side, for at de kunde kysse hinanden.
— 326,4. Hun ͻ: Brynhild.
V. 330,4. Ogsaa Middelalderens Damer kendte allehaande Skønhedsmidler.
— 332,3. Om Forskellen mellem Telte og Hytter vides intet nøje. Om overmaade store og pragtfulde Telte findes baade historiske og poetiske Beretninger. Hytter synes at have været simplere og mindre Telte, selv om ogsaa de kunde være af kostbart Stof (Schultz,Hof. Leben II S. 247 flg.).
— 333,2 og 334,2. Turneringen deler sig i tre Hovedformer: 1) Turnering i egentlig Forstand, der stammer fra Frankrig og ikke omtales i Nibelungekvadet (den synes først at have vundet Udbredelse efter Digtets Affattelse), var en Kamp i Harnisk og Vaaben, ofte paa Liv og Død, hvortil Udfordring udgik en rum Tid i Forvejen.
2) Tjost var en Kamp til Hest mellem Mand og Mand, fuldt væbnet, paa Liv og Død eller blot som Adspredelse, begynder med Lansen, der rettes mod Skjold eller Hjelm, og kan gaa over til Kamp til Fods med Sværd. I Tjosten kan flere Hold kæmpe paa een Gang, Mand mod Mand, og den kan derved danne Overgang til
3) Buhurten, Kampspil til Hest, af store Skarer, delte i to Rækker, der rider i Karriere mod hinanden, med stumpe Lanser, uden Harnisk, men med Hjelm og Skjold. Naar Lanserne var splintrede ved det heftige Sammenstød, søgte man at trænge hinanden tilbage med Skjoldene. Det Parti, hvis Rækker brødes, havde tabt. Det Bulder, der fremkom, ved at Skjoldene stødes sammen, omtales ofte. Denne Form for Turnering fandt Sted paa alle Tider af Dagen og ved hver given Lejlighed.
— 346,3. De nærmeste Slægtninge traadte s ammen i en Kreds, i hvilken Forlovelsesceremonierne fuldbyrdedes.
— 349. Med dette Vers begynder Lachmanns 5te Sang. Det Ophold, der utvivlsomt maa forudsættes mellem det foregaaende og det, der nu sker, er ikke betegnet i Originalen. Om Brynhilds Graad ved Bryllupsbordet se Indl. S. 13.
— 356,1. Saben var et særlig fint orientalsk Lærredsstof.
— 357,1. Han dæmpede Lysenes Skin ved at sætte dem bag Sengeforhængene.
— 358,2. Paafaldende er det, at Brynhild bærer Bæltet inde paa Legemet. C retter derfor „om Siderne" til „alle Tider" og V. 386,i til „Hun tog sit Bælte dér, hvor det laa".
— 365,1. ͻ: blev slagne til Riddere.
— 365,4. Sværdhelte, mht. swertdegene, ny slagne Riddere.
— 375,4. I sin Dølgekappe.
— 380,4. Skamlen var nødvendig for at stige op i de høje Senge. Zarncke mener, at det var en lang med Skuffe forsynet Kasse (i Trins Højde), hvad der vilde forklare den omtalte Lyd.
V. 393,3. Med „farende Folk" menes de saakaldte Spillemænd (Spil i Betydning Leg, Forlystelse), omvandrende Gøglere, „Kunstnere";,Digtere af lavere Herkomst og Art, som i broget Flok indfandt sig ved Riddertidens store Fester og i Forventning om Gaver forlystede Gæsterne.
— 396,1. Delvis efter C.
— 406,1. I V. 423 ligger Nibelungs Rige i Norge.
— 423,1. C har „tolv Dage" og nævner ikke Norge som Sigfreds Opholdssted.
— 439;3,4. Hvor meget gladere vilde han da ikke rejse til Fest!
— 468,1. Det kvindelige Følge paa begge Sider hilser paa hverandre.
— 469,1. Riddere og Damer gik parvis.
— 474,1. I Salen og i det fri.
— 475,3. I en ikke oversat Strofe (A 571) stod fortalt, at Sigfred ved Bryllupsgildet havde Hæderspladsen lige over for Gunther.
— 486,1. Messen fandt Sted Kl. 9 om Morgenen.
— 487,1. Vesperen blev sunget i Kirken Kl. 6 Aften. (Hartung).
— 493;3,4. Under Bejlertoget til Island.
— 497,2. Mere værd ͻ: fornemmere.
— 503,4. B har Krimhild for Brynhild.
— 517,2. Guldet ͻ: Ringen.
— 533. Foran dette Vers begynder Lachmanns 7de Sang. Strofens første Linie indeholder utvivlsomt et almindeligt Udsagn som Indledning til et nyt Afsnit, og den følgende Raadslagning kan ikke vel have fundet Sted umiddelbart efter Dronningernes Trætte. I Oversættelsen er Inddelingen flyttet fra Vers 544 herhen. (Smlgn. Kettner, Die österreichische Nibelungendichtung, S. 170 nederst).
— 534,1. Foruden Brynhild og Hagen maa Gunther tænkes at være til Stede.
— 536,1. ͻ: Skal vi finde os i, at Sigfred (og Krimhild) breder sig paa vor Bekostning?
— 538,4. Hans 3: Gunthers.
— 542,4. ͻ: om, hvorledes Sigfred kunde saares.
— 555,2. For at Sigfred des mindre skulde opdage Svigen.
— 555,3. Navnene Nederland og Nibelungeland anvendes ofte i Flæng.
— 561,1. I, ͻ. Krimhild og Brynhild.
— 574,1. Billedet ͻ: det broderede Kors.
— 577,3. Wasgenwald ͻ: Vogeserne. Disse Bjerge ligger Vest for Rhinen. Da Jægerne i det følgende, V. 583, 591, 646 sætter over Rhinen for at komme tilbage, retter C Navnet til Odenwald, der ligger Øst for Rhinen.
— 585,2. I Didrikssaga foregiver Högne over for Gudrun, at et Vildsvin har fældet Sigfred paa Jagten. Hun svarede: „Dette samme Vildsvin har været Hogne og ingen andre." V. 591, I Strofe 908 A, der ikke er medtaget i Oversættelsen, undskylder Hagen sig med, at han troede, Jagten skulde finde Sted i Spessart, hvorhen han havde ladet Vinen sende.
— 593,1. Rimeligvis menes der Svende, som fra Yderkredsen af Jagtterrainet skal skræmme Vildtet hen mod Jægerne.
— 604,2. De ͻ: Sigfreds Svende.
— 618,1. Linden (ikke en Lind), fordi Lindetræet, hvorunder Kilden flød, har været almindelig kendt i Sagnet (smlgn. Grimm: Heldensage S. 169; Lachmanns Anmerkungen til Str. 913).
— 620,2. Ved at lægge sig ned, mens de andre begynder Løbet fra staaende Stilling, og ved at bære sin hele Jagtudrustning, mens Hagen og Gunther løber afklædte, vil Sigfred indrømme sine Modstandere en Fordel.
— 646. I Oversættelsen er Inddelingen, der i Originalen staar foran dette Vers, flyttet hen foran V. 647, hvor Lachmanns 9de Sang begynder.
— 648 ,3. Til Fromesse.
— 652,1. Gæst ͻ: fremmed.
— 686. Episoden med Baareprøven, en Gudsdom, der ogsaa findes omtalt andetsteds i Digte fra Riddertiden, anser Lachmann for uægte: Udfaldet faar ikke nogen Betydning for den videre Handling og staar ogsaa i Modstrid med foregaaende og senere Strofer.
— 691,1. Borgerne vendte tilbage til deres Huse.
— 693,1. Originalens urbor betyder baade Jordegods, hvorpaa der hviler Afgifter, og selve Afgiften af Jordejendom. At Krimhild uddelte urbor uf der erden til Klostre og gode Folk (ͻ: fattige og syge), betyder vel, at hun anvendte Indtægten af sit Jordegods paa nævnte Maade. Andre forklarer det, som om hun bortgav sit Jordegods. Simrock oversætter det ved Jordegods og Afgifter.
— 699. Smlgn. med Hensyn til Krimhilds Ønske om atter at se Sigfreds Lig den første Sang om Gudrun i den ældre Edda Vers 12—16, Olaf Hansen S. 189—90, (Vers 11 — 15 hos Gering S. 339—40).
— 716. I den nordiske Digtning, ogsaa i Didrikssaga, der ellers i Reglen stemmer overens med Nibelungekvadet, bliver Gudrun som Enke ganske naturligt hos sin egen Slægt. Krimhilds unaturlige Vægring i Nibelungekvadet ved at følge Sigmund hjem til hendes og Sigfreds Søn finder næppe sin Forklaring i, at Baandet imellem blodbeslægtede i gammelgermansk Tid var stærkere end mellem besvogrede (se Bartsch Note til Strofen i hans kommenterede Udgaver), men er fra Digterens Side et ubehjælpsomt Middel til at klare den Vanskelighed, der fremkom ved, at Sigfred og Krim — hild efter Brylluppet drog bort fra Burgund, og ved at Sigmund i Nibelungekvadet overlever Sigfred. I Didrikssaga er Nibelungeland iøvrigt Gunnars Kongerige.
— 722.1. Efter C.
— 723.2. Her ͻ: i Worms.
— 729,1. Som Tegn paa, at hun vil forsone sig med ham.
— 733;2,4. Dølgekappen forsvinder altsaa med Sigfreds Død.
— 734.1. Her spores den Forbandelse, der oprindelig hvilede over Skatten.
— 735.2. I den udeladte Strofe 1057 i A fortælles, at Giselher og Gernot rejste hen for at hente Skatten.
— 742,4. „Hendes Broder". Haandskrifterne har Gernot. Efter Lachmann (Anmerkungen til 1021—22) udelader jeg Navnet, da Meningen aabenbart kræver Giselher, som taler i næste Vers.
— 746,2. Loche, rimeligvis Lochheini i Rheingau.
— 750;1,2. Etzel er Hunekongen Attila. Helke (Didrikssagas Erka), hos græske Historieskrivere Kreka eller Kerka. I d. ældre Eddas 3die Gudrunsang Herkia, Atles Tærne og tidligere Frille.
— 751.3. Den ædle Markgrev Rydeger er Didrikssagas Rodingeir af Bakalar og efter Sv. Grundtvig (Danmarks gamle Folkeviser I S. 73) Kæmpevisernes Raadengaard eller Ravengaard. I Middelderen opfattes han som historisk Person, adskillige Forskere (deriblandt Lachmann og Muth) hævder ham som mytisk Helt. Se Grundriss d. germ. Phil. III S. 701—702.
— 751.4. Dette Bekendtskab mellem Rydeger og Krimhild omtales ellers ikke. I V. 768 kender af Burgunderne kun Hagen ham. Bechelarn, Markgrev Rydegers Borg, nu Pochlarn paa højre Donaubred mellem Linz og Wien.
— 759,2. Rydegers Datter, der spiller en ikke uvæsentlig Rolle ved de følgende Begivenheder, nævnes intetsteds i Nibelungekvadet ved Navn. I „Klagen" hedder hun Dietlind.
— 761,4. Efter C.
— 766,4. Bajrernes Lyst til at drive Røveri omtales ogsaa i andre middelhøjtyske Digte (Smlgn. V. 847).
— 769.2. Hagen havde i sine unge Dage været Gidsel hos Kong Etzel se Note til Vers 1145.
— 818.3. Rodenflod ͻ: Rhone (lat. Rhodanus).
— 827,3. I en ikke oversat Strofe (se Tillægget Str. 1 186—88) ytrer hun, at det vilde være en Skam i Verdens Øjne, om hun ægtede en Hedning.
— 830,2. De to Helte er Ekkevart og Gere.
— 843,1. Vergen, nu Pføring ved Donau, Øst for Ingolstadt.
— V. 846,1. Gotelind rider uden Følge af sin Datter Krimhild i Møde (se Vers 863). C har derfor i 845,2 ikke Omtale af Datteren.
— 846,2. Op ͻ: op langs Donau. Ens floden løber Øst for Linz ud i Donau forbi den gamle By Ens.
— 847,1. Everdingen, nu Efferding, ældgammel Stad ved Donau, et Par Mil Vest for Linz.
— 848,3. Paa det Tidspunkt var Gotelind naaet til Byen Ens.
— 849,1. De ͻ: Krimhild og Rydeger. Traun, Biflod til Donau fra Syd, lidt østlig for Linz. Ved Ens, der noget østligere igen danner Grænsen mellem Nedre- og Øvreøstrig, begynder Etzels Rige og Rydegers Markgrevskab.
— 858,2. Botel ung s Søn ͻ: Etzel. I Völsungesaga og den ældre Edda er Atles Fader Budle, i Didrikssaga Osid. I historiske Værker benævnes han Mundzuk eller Mundioch.
— 864,4. Sandsynligvis i aabne Loggiaer ud mod Donau.
— 869,3. Fornemme Familier sendte i Riddertiden deres Døtre til Hofferne, for at de dér kunde oplæres.
— 871,2. Fra Bechelarn red de til Medelike, nu Mölk eller Melk i Østrig (med gammelt Benediktinerabbedi).
— 872,2. Østerland ͻ: Østrig.
— 872,2. Mutâren, nu Mautern, lille By ved Donau.
— 873,1. Traisem, nu Traisen, Biflod fra Syd til Donau.
— 874. Inddelingen er i Oversættelsen flyttet fra Vers 876 herhen.
— 876,1. A og B har fejlagtig Zeisenmüre (nu Zeizelmauer mellem Tuln og Wien), C det rette: Treizenmüre, nu Traismauer, ældgammel By ved Traisen.
— 880,2. Peskenærer ͻ: Petschenegerne, et vildt Nomadefolk af tyrkisk Afstamning, oprindelig ved Volgas mellemste Løb; i den tidlige Middelalder satte de sig fast mellem Don og Donau og forsvinder af Historien omkring Aar 1200.
— 880,4. Liniens Betydning er dunkel (smlgn. Hartung, Altertümer S. 418). Efter dette Vers følger en sikkert uægte Strofe, der nævner Tuln ved Donau som Mødestedet (smlgn. V. 893).
— 882,4. Hertug Ramung og Fyrst Gibek, ellers lidet kendte Helte.
— 883,1. Hornbog, en af Etzels Kæmper. I Didrikssaga hedder en af Didriks Kæmper Hornboge Jarl, der er Kæmpevisernes Hr. Hummelbo eller Humblum Jersing (Sv. Grundtvig Folkeviser I, S. 72).
— 884,1. Havart, Irnfred og Iring findes ogsaa i andre gammeltyske Digte nævnede sammen. Iring kaldes i andre Vers, f. Eks. 1382, for Havarts Mand, Helten fra Danmark, og er en mytisk Helt (Irings Weg, Irungs veggur = Mælkevejen). Irnfred, der her i Digtet kaldes Landgreve, er en historisk Konge over Tilringerne i 6te Aarh. (Se Jiriczek: Deutsche Heldensage S. 93 f.). V. 885,i. Om Didrik af Bern se Indledn. S. 13—14.
— 887,3. De bar hendes Slæb.
— 893,2. Tuln se Note efter V. 880.
— 903,1. Hainburg eller Haimburg, By en halv Mil fra den ungarske Grænse, med Levninger fra Oldtiden, deriblandt en Stenstøtte, der siges at forestille Attila.
— 903,4. Hans ͻ: Etzels.
— 904,1. Misenburg, nu Wieselburg i Ungarn ved den lille Donau.
— 906,1. Det sagnagtige Etzeinburg, Etzels Residens, enten Byen Gran (V. 966) eller Ofen, hvilken sidste By i det 12te Aarh. kaldtes Etzelnburg.
— 908,1. Ogsaa i Didrikssaga hedder Didriks Forlovede Hervad (Herad). Næntvin omtales ellers ikke.
— 924,1. Svemmelin ͻ: Svemmel med Formindskelsesendelse. Spillemænd efter Ordets snævrere Betydning, som udøvede Musik paa Harpe, Violin osv., sang og reciterede og ogsaa selv kunde være Digtere, kunde som Werbel og Svemmel hos Etzel træde i Tjenesteforhold til fornemme Herrer og paa Grund af deres Berejsthed,. Sprogkundskab og Velséthed ved fremmede Hoffer benyttes særligt som Sendemænd. De dannede et Bindeled mellem de adelige Sangere og det brede Folk og bidrog til at bevare Interessen for den gamle nationale Digtning. I „die Klage" berettes det, at Biskop Pilgrim af Passau (se Tillægget Note til Stroferne 1233—41) lod sin Skriver, Mester Konrad, nedskrive Begivenhederne ved Blodgildet hos Etzel og bad Svemmel, der havde været Vidne til Optrinene, komme til sig og give Mester Konrad Oplysninger.
— 942,4. Oversættelsen følger A.
— 946,4. ͻ: Hagen har vist aldrig raadet jer saaledes, at I blev jere Fjenders Fanger.
— 949,2. ͻ: Herhjemme kan I bedre med eders Rigdom udfri jer, hvis I kommer i Forlegenhed. Om de forskellige Udtydninger af denne og den foregaaende anmærke de se Hartung: Altertümer S. 115 flg.
— 953,2. Ridderligt ͻ: ridderligt udrustede, som det følgende forklarer.
— 954,1. Tilføjelsen „ædel" betegner Folker som ridderfødt i Modsætning til de borgerlige Sangere og Spillemænd.
— 966,2. Gran paa højre Donaubred, en af de ældste Byer i Ungarn. Se Vers 906.
— 971,1. ͻ: Gunther.
— 973. I den ældre Edda, den grønlandske Sang om Atle, advarer Kostbera og Glömvör deres Mænd Högne og Gunnar ved at fortælle deres Drømme. I Folkevisen Grimhilds Hævn:

Frem da gik hun Buodel,
Hellet Hagens moder:
„Mig tøcte, de fogle
alle døde vaar."

Smlgn. Kostberas Drømme i Volsungesaga Kap. 34 (35—36) og Odas i Didrikssaga Kap. 336 (397). V. 985,i. Meunfloden ͻ: Main.
— 985,2. Østerfranken, fra Main til Donau.
— 986,1. Swaneveld eller Swalveld, Landstrækning Nord for Donau paa Grænsen af Franken og Schwaben.
— 987,2. Fra nu af er Navnet Nibelungerne brugt om Gunther og hans Helte.
— 994,1. Som Fugle ͻ: Svaner. Havfruerne var altsaa Svanejomfruer. Disse lægger ofte deres Ham, naar de bader; hvis de overraskes saaledes og deres Ham tages fra dem, maa de enten gifte sig med et Menneske eller vise deres Spaadomsevne.
— 1003,4. I de udeladte Linier A 1485—86 kaldes Gelfrat Herre i Bajerland, og hans Broder Else (se Vers 1006) nævnes som Ejer af den modsatte Bred. Om den Rolle, disse spiller i en Række udeladte Strofer, se Tillægget Str. 1538—66.
— 1004,2. Amelrig, Færgemandens Broder; se Vers 1009.
— 1006,3. Else, se Vers 1003.
— 1011,1. Hagen maa imens være sprunget om Bord til Færgemanden.
— 1018,3. Hvortil denne Ytring sigter, vides ikke.
— 1027,3. I den grønlandske Sang om Atle og i Volsungesaga fortælles, at de ikke fastgjorde Skibene, da de forlod dem. Begge Steder fremhæves, hvor ivrigt de roede, hvad i Nibelungekvadet alene er henført til Hagen (Vers 1014).
— 1030—32 staar i Haandskrifterne i Begyndelsen af 26nde Æventyr.
— 1033. For at faa Forbindelse mellem Str. 1567 og 1571 i A retter Lachmann i sin Udgave Passouwe til Bechelåren. Da Overgangen dog er tvungen, har jeg i Oversættelsen slaaet hans to Strofer sammen til eet Vers. Jeg forstaar da „dem lande" i A 1571,2 som Etzels, ikke Rydegers Land, hvad der passer til Ekkevarts Udbrud 1036,3.
— 1034. Ekkevart fulgte Krimhild til Huneland og nævnedes i V. 912 som hendes Skatmester. Hans Tilstedeværelse her, alene, som Vogter af Grænsen, maa forundre. Efter at han har meldt Burgundernes Ankomst til Rydeger, forsvinder han af Digtet. Der foreligger rimeligvis en Sammenblanding af en historisk Markgreve Eckewart af Meissen (omkring Aar 1000) og Folkesagnets mytiske Ekkehart(Ekkart), der som tro Advarer sidder foran Venusbjerget eller i Helvedes Port for at holde dem tilbage, der vil derind. Hans Optræden her i Digtet danner et Led i den Række Advarsler, der gives Burgunderne, af Ute, Rumolt, H av fruerne og s enere af Didrik.
V. 1042,4. Ham ͻ: Rydeger.
— 1043. Herhen har jeg flyttet Æventyrinddelingen fra V. 1051, foran hvilket det staar i Originalen (Jfr. Kettner: Die österr. Nibelungendichtung S. 153).
— 1044,2. Han o; Ekkevart.
— 1061,1. Bort ͻ: til Borgen.
— 1066,4. Skønt han var mindre fornem end de andre.
— 1070,1. Det var Skik i Tyskland (anderledes i Frankrig, Weinhold: Die deutschen Frauen II S. 178—79) i den tidlige Middelalder, at Herrer og Damer spiste adskilte; kun Værtinden gjorde af og til Honnør ved Bordet (se næste Vers).
— 1091,2. Nudung omtales i andre mht. Digte (f. Eks. Biterolf) som Markgrevens Søn, Gotelinds Barn. I Didrikssaga (Nödung) er han hendes Broder.
— 1091,4. Viteg kendes som fremragende Helt fra andre mht. Digte, snart i Didriks, snart i Ermanriks Følge. I Didrikssaga hedder han Vidge Velents (Völunds, tysk Wielands) Søn, i vore Kæmpe vis er Vidrik Verlandssøn.
— 1098,4. Engang ͻ: hos Hunerne.
— 1105,1. Mangen Budsvend, efter C.
— 1106. Efter dette følger i Haandskrifterne to Strofer, A 1654—55, hvis Indhold findes Didrikssaga Kap. 345 (400), men som passer daarligt paa det Sted, hvor Nibelungekvadet har dem. Jeg har søgt at bevare dem ved at flytte dem hen bag V. 1125.
— 1107,2. Den gamle Hildebrand eller Mester Hildebrand, i mht. Digte, i Didrikssaga og Kæmpeviser Didrik af Berns Opdrager og tro Vaabendrager. I et berømt tysk Digt fra 8de Aarhundrede, das Hildebrandslied, skildres, hvorledes han, da han efter 30 Aars Landflygtighed vender tilbage til sit Hjem, kommer i Tvekamp med sin Søn; se Didrikssaga Kap. 376 (419).
— 1108,1. Den vilde Wolfhart, Hildebrands Søstersøn, ligesom denne en Ylving (Wülfing), Kæmpevisernes Ulver Jærn, Ulf van Jern (Sv. Grundtvigs Folkeviser I S. 74).
— 1110,2. Amalerne, berømt østgotisk Herskerslægt (i Didrikssaga Ømlungerne, i Kæmpeviser bevaret i „Ungen Hummelummer"), hvis mytiske Ophav var Kong Amala. Som hans Ætling kaldes Didrik Amelung, hvilket Navn ogsaa tillægges hans Land og hans Kæmper.
— 1123. Smlgn. Didrikssaga Kap. 348 (403).
— 1142,2. Om Aldrian se Anm. til Vers 16.
V. 1145,2. I gamle Digte (angelsaksiske Brudstykker fra 8de—9de Aarhundrede, et latinsk Heltedigt fra Tyskland fra Begyndelsen af det 10 de Aarh.: Waltharius manu fortis, og Fragmenter af et mht. Digt), hvori Walther af Aquitanien (i vort Digt Spanien) er Helten, skildres, hvorledes Frankerkongen Gibich (Volsungesagas Gjuke, der er den historiske Burgunderkonge Gibica, efter hvem Gunnar og hans Brødre i Norden kaldes G jukungerne) for at afvende Etzels Vrede sender Hagen af Troja som Gidsel til hans Rige. Burgunderkongen Heririk sender paa samme Vis sin Datter Hiltgund, og Kongen af Aquitanien (det sydvestlige Frankrig) sin Søn Walther derhen. Da Gibich dør, og hans Efterfølger Gunther siger sig løs fra Hunerne, flygter Hagen tilbage til sit Land. Walther overtaler Hiltgund, med hvem han var forlovet fra Barn af, til at flygte med sig. Om Flugtens Forløb se V. 1666 og Noten dertil. Smlgn. Didrikssaga Kap. 84—87 (336), hvor han kaldes Walter af Vaskasten.
— 1169,4. Det har ikke tidligere været omtalt, at Hagen var kommen i Besiddelse af Sigfreds Sværd.
— 1171,2. Her og ofte i det følgende anvender Digteren billedlig Fedelbue og Spil om Folkers Sværd og Sværdhug.
— 1181,2. Det faste Hovedtaarn benyttedes som Skatkammer.
— 1183,1. ͻ.: drog vidt omkring.
— 1184,4. Balmung, Sigfreds Sværd.
— 1187. Nogle Udgivere betegner denne Strofe som Slutning af Folkers Tale (Bebrejdelse mod Hunerne for fejg Flugt).
— 1195,2. Morat (af latinsk moratum vinum), dels Frugtvin af gæret Morbærsaft, dels Vinaftræk paa Morbær.
— 1206,4. ͻ: at de viser deres fjendtlige Sindelag ved Dag.
— 1208,1. ͻ: Arraz, By i Nordfrankrig.
— 1217,1. ͻ: paa en Stenbænk i den dybe Indgangsportal.
— 1219 ,3. Taarnet har muligvis været anbragt over Indgangsdøren, saaledes at man gennem det naaede ind i Salen.
— 1234,3. Kranse ͻ: de ved V. 325 omtalte schapel, der ogsaa bares til Fest af Mænd.
— 1248 ,3. ͻ: i Buhurt.
— 1255,1. Biodel eller Blodelin („ung Biodel"), Etzels Broder, hvad der er sagt i en udeladt Strofe (A 1286). Andetsteds er han Etzels Mand, saaledes som formodentlig ogsaa i Didrikssaga, Hertug Blodlin. Den historiske Bleda regerede sammen med Attila fra 433 — 444 over Hunerne i Theissletten.
— 1256,1. Skrutan, en i andre Digte lidet omtalt Helt.
— 1279. I C fritages Krimhild for den unaturlige Hensigt at ville hidføre Katastrofen ved Hjælp af sin og Etzels Søn, idet den tilsvarende Strofe blot fortæller, at Barnet blev ført ind i Salen, hvor Kæmperne spiste. I Didrikssaga Kap. 353 (406) hvisker Dronningen til Drengen, at han skal give Högne et Slag paa Kinden med knyttet Næve, hvad der giver Anledning til Drengens Drab. (I den ældre Edda og Völsungesaga dræber Gudrun selv sine og Atles Sønner. Se ang. den grundforskellige Motivering af Blodgildet Indledn. S. 6—7).
— 1279,4. Hentydning til V. 1326.
— 1288,2. Som Marskalk opholdt Dankvart sig hos Svendene.
— 1291,3. Digteren har glemt, at han har ladet Dankvart optræde som handlende Person ved Begivenhederne forud for Sigfreds Død.
— 1297,4. Efter C.
— 1299,3, Af dem ͻ: Blødels Stridsmænd.
— 1305,3. Remmen ͻ: den lange Skjoldrem, hvori man i Reglen bar Skjoldet om Halsen. Naar dette rykkedes opad, maatte den ene Ende af Remmen fæstes længere ned paa Skjoldets Rand.
— 1325,2. Die minne trinken, drikke Mindebæger for de døde, her underforstaaet for Sigfrid, som Afslutning paa Maaltidet; med bitter Ironi. Noget anderledes forklares det i Müller og Zarnekes Leksi- kon. Se Hartung: Altertümer S. 194—95.
— 1334.1. ͻ: Giselher.
— 1335.2. Lachmann formoder, at Haandskrifternes Giselher er fejlagtig indkommen for Folker.
— 1337,2. Over Indgangen findes ogsaa her Taarne.
— 1371.1. For at give Skjoldet, "der var af Træ, større Modstandsevne, beklædte man det med Jern- eller Staalbeslag, dels en Krans omkring Randen, dels Skjoldbuglen i Midten, samt Metalbaand, der gik ud herfra til Randen.
— 1391.2. Med Skud (af Spyd) og Slag (af Sværdet).
— 1402;2,8. Det skal vel forstaas saaledes, at Folker over sin Brynje (Panser af Læder eller Metalplader) har haft en Skjorte af Metalringe, der var indflettede i hverandre.
— 1476,8. Som troløs over for Burgunderne.
— 1477,4. Efter C.
— 1490,2. Mit Barn efter C. A og B har: mine Børn.
— 1495,2. ͻ: tolv Kæmper, som ikke stod i hans Tjeneste.
— 1514,1. ͻ: Giselher.
— 1529,4. ͻ: fordi I modtog os saa vel paa vor Rejse herhen.
— 1538,2. Ædelstene, der smykkede Skjoldbeslaget, faldt af ved de stærke Hug.
— 1540.3. ͻ: Gernot.
— 1542,1. Rydegers Gave ͻ: Sværdet, han gav Gernot under Besøget i Bechelarn (V. 1089). MMSSmSHHH
— 1545,3. Hjelmen var af sammennittet Jern eller Staalblik.
— 1548. At det er Giselher, der taler i dette Vers, maa sluttes af det følgende. (Grimm, Heldensage S. 7 2, formoder, at det er Gunther).
— 1557,2. De, der øvede Kunsten som Skrivere, gav sig i Reglen ogsaa af med Oplæsning og Fremsigelse.
— 1562,4. At Didrik har lovet Burgunderne Fred, er ikke sagt i det foregaaende, medmindre det ligger udtrykt i V. 1349,4
— 1565,1. Helpfrich eller Helferich (nordisk Hjalprik, Hjalprek) findes ogsaa andetsteds nævnt som en af Didriks Helte.
— 1572,4. ͻ.: Wolfhart.
— 1574.4. Helten ͻ: Hildebrand.
— 1582,1. Sigestap kaldes i V. 1606 for Didriks Søstersøn, nævnes ogsaa i andre tyske Digte som en af Didriks Helte.
— 1582,2-4. Didrik og hans Helte lever i Landflygtighed ved Etzels Hof. Se Indledn. S. 14.
— 1583,1. Wolfwin, ligeledes en af Didriks Helte.
— 1585,1. Wolfbrand og Helmnot ligesaa.
— 1601,2. ͻ: de Jernbaand, som sammenholdt Hjelmen.
— 1604. Ritschart, Gerbart og Wie hart er de sidste af de 10, Nibelungekvadet nævner af Didriks Helte. Samme Antal, men andre Navne, har Didrikssaga, mens Tallet i andre Digtninger er 12.
— 1616,3. Konge ͻ: Giselher.
— 1636,3. Om dette Slægtskab, der ogsaa nævnes i „die Klage", vides ellers intet.
— 1666,2. Paa Flugten fra Etzel til Aquitanien (her Spanien) overfaldes Walther og Hiltgund i Wasgenwald af Nibelungerne med Kong Gunther af Worms i Spidsen. Da Gunther ikke vil følge Hagens Raad og tage mod de Guldringe, Walther tilbyder for at slippe for Kamp, sætter Hagen sig krænket paa en Klippe i Nærheden (Nibelungekvadets Vasgensten) og ser rolig paa, at Gunthers Helte En for En dræbe?, indtil Gunther er alene tilbage og formaar ham til at gaa i Kamp mod sin gamle Stalbroder Walther. Den langvarige Strid ender med, at Gunther mister et Ben, Hagen et Øje og Walther en Haand, mens Hiltgund forbinder deres Saar. Se Note til Vers 1145.
     Vasgensten (Waskenstein) Klippe i Wasgenwald.
     Paa sin Skjolderand ͻ: uvirksom.
— 1688;3,4. Oversættelsen følger C (AB fortsætter Linie 2: „før hun bar sin Broders Hoved hen til Hagen".)