Anmærkninger Grimnersmaal (FM)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk

Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange

Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821

Anmærkninger

Til Fortællingen om Kong Hrödungs Sönner

*] Denne hele Fortælling synes at beroe paa et hedensk Ammestue-Eventyr, dog muelig grundet paa et Digt, som forlængst er ganske tabt. Man seer lettelig, at ligesom Græker, Inder m. fl. meente at Guderne tit paatoge sig (eller rettere besjælede) menneskelige Skikkelser, opholdt sig saaledes længe paa Jorden og omgikkes med Menneskene (f. Ex. Athene som Mentes og Mentor i Odyssæen) — saa have ogsaa Odin og Frigga i denne Fortælling, ventelig for Morskab, eller til en Forandring, efter Fortællerens Begreb, paataget sig en fattig Bondes og Bondekones Rolle, en hel Vinter over. I denne Tid opfostrede de, hver for sig, de unge skibbrudne Brödre. I Oldtiden fattede Fosterfædre og Fostermödre stor Kjærlighed til de af dem opdragne Börn, og mentes at have lige Pligter mod dem, som mod sine egne. Saaledes fattede Odin Forkjærlighed for Geirröd, Frigga for Agnar. Den Sidstnævnte skulde, som ældre Broder, arve Faderens Kongerige. Dette kunde Odin ikke vel taale, da det var til hans Yndlings Skade. De Raad, som han om Vinteren lærte Geirröd, have da, efter Fortællerens Idee, uden Tvivl foranlediget den stygge Handling, hvorved den yngre Broder efter Landingen skilte sig af med den ældre. Slige Forbrydelser vare hverken de hedenske Nordboer, Græker eller Inder bange for at tillægge deres Guder. For List og Svig beskyldes især baade vor Odin, og Asiaternes Boda, ligesom Snedighed endnu ansees for en stor Dyd hos Bodaisterne. Dog kunne vi formode at den kristne Opskriver af nærværende Fortælling, snarere har sögt at sætte hine, fordum formeentlig guddommelige Handlingers Moralitæt i et forhadt, end i et elskværdigt Lys. — Da Odin, som sagt, havde hjulpet sin Fosters Sön til Regjeringen, praler han, i Samtale med Frigga, af sin kloge Udaad, og viser hende, hvorledes hendes landflygtige Fostersön har maattet tage til Takke med en Jætteqvinde til Hustru og en Hule til Bolig. Hun forbittres herover og beslutter at hævne sig. Hendes Hævn var ikke ædlere end Forbrydelsen, som havde fremelsket den. Hun beskylder nemlig Geirröd for nedrig Karrighed og skjændig Adfærd mod uskyldige Gjæster. Odin troer ikke hendes Udsagn, og vil pröve dets Sandhed, i menneskelig Forklædning. Det var en almindelig Tro i Oldtiden, at naar nogen ved Guddoms- eller Trolddoms-Kraft iförtes et andet Legeme, enten det var af et Menneske eller Dyr, kunde Öjnene dog ikke forandres ganske. Det var en Fölge heraf, at den forklædte eller forvandlede Odins Öjesyn maatte afskrække enhver Hund fra at anfalde ham. Troldfolk mente man at have, eftersom Almuen i Danmark endnu udtrykker sig, onde Öjne (en formentlig overnaturlig Egenskab, som ogsaa frygtes meget af Perser, Araber, Tyrker og andre österlandske Folk). Derfor indbildte Frigga den hende forhadte Geirröd, at Odin,som var kommet i hans Land under Navn af Grimner, var en Troldmand, og anförte, som et Bevis for Angivelsens Rigtighed, at ingen Hund torde angribe ham. Geirröd, som frygtede for Troldkarlens onde Anslag, vilde pine ham til at bekjende, og lod sætte ham mellem to Ilde. Maaske troede han og at Trolddommen skulde tabe sin Kraft derved, thi vi finde hos Byzantinerne, at de ældste, og endnu hedenske kaukasiske Tyrker (af hvilke Snorro lader en Deel indvandre her i Norden med Asafolket) mente at tilintetgjöre Hexeriets onde Virkninger paa en lignende Maade. Odin finder sig taalmodig i denne haarde Behandling. Efter otte Dage modtager han den förste Lædskedrik af Geirröds Sön Agnar. Til Lön derfor forjætter han ham hans Fædrenerige og lærer ham tillige skjult og himmelsk Viisdom. Mod Slutningen opregner han mange af sine egne Navne, ventelig for at gjöre Geirröd opmærksom derpaa, og underrette ham om sin virkelige Nærværelse — men Kongen, som havde drukket for meget, og derved tabt sin Samling, misforstaaer eller foragter den hele Tale. Endelig taber Odin Taalmodigheden og afsiger sin Fostersöns Dödsdom. Fortællingens Slutning, som er tilföjet Digtet, underretter os om dens Fuldbyrdelse og Agnars Indsættelse i Kongedömmet.

**] Ordet Smyl som jeg og Gudmund Magnæus have oversat ved: onde Aander, menes at komme af smár, smá ɔ: smaa, og være beslægtet med de nydanske Smul, Smule o. fl. Det er saaledes paafaldende at Jablonsky forklarer Smy, den onde Dæmon Typhons ægyptiske Navn, for: Smaat, subtilt af smo, smu som betyder det samme; sma har den Bemærkning at formindske i höj Grad; udvirke at noget bliver lidet, smaat eller subtilt (Pantheon Ægypt. III. 110) — og den selvsamme oprindelige Betydning bar det oldnordiske sma (hvoraf det danske for- smaa o. s. v.) Angaaende de herskende ægyptiske Stammers muelige Slægtskab med Oldtidens gothiske Nordboer kan man eftersee mit lille Skrift om den kaukasiske Menneskestammes förste Hjemstavn og Udvandringer. Khavn 1818.

***] Lidskialf, Odins Höjsæde paa Valhalls Top, midt i Gudestaden, betyder egentlig Zenith eller Himlens synlige Issepunkt.

****] Her menes vel ingen egentlig Jættinde, men en Qvinde af Jætternes Folk, thi saaledes, og undertiden Jætter, Bjergriser o. s. v. kaldte Gotherne (som selv nævnte sig Gudernes Folk) de tilgrændsende raae Folk af finsk, mongolsk eller celtisk Stamme.

┼] Som Himmelgud eller rettere Luftgud elskede Odin, i sine Forvandlinger, mest de blaa eller spraglede Farver.

┼┼] Mærkeligt er det at den yngre Agnar var netop 10 Aar gammel da hans Fader döde, ligesom den ældre Agnar, da hans Broder lod ham drive ud i det vilde Hav. Med Hensyn til den blandt mange af vore Forfædre antagne österlandske Tro paa Sjælevandringen, lader det til som Fortælleren har meent, at den ældre Agnar, paa en Maade, var gjenfödt i den Yngre, og kom nu endelig til at nyde Erstatning for den lidte uretfærdige Behandling. Da Geirröd tillige straffes for hans udövede Udaad fyldestgjöres den poetiske Retfærdighed nogenledes ved Fortællingens Slutning.

———

┼*] Da Himlens og Luftens Gud var en Aand som kunde gjennemtrænge alle Ting, paatog han sigtit efter alle Folks Meninger, mangfoldige Skikkelser, især af Mennesker eller Dyr, enten for at frydes ved den physiske Kjærlighed blandt Jordens Skjönne, eller for at sætte hele Nationers eller enkelte Personers Dyder eller Troskab paa Pröve. Odins Incarnation i denne Fabel er af det sidste Slags. Muelig er den her omarbeidet efter en ældre reen physisk Mythe, der sigter til Guders og Jætters eller Lysets og Mörkets aarlige Strid, ligesom saa mange andre af denne Eddas mythologiske Digte. Da vilde Odin være den af Dybets Dæmoner fængslede Aarsgud, Geirröd Vinterens Herre, signar den unge Lys- eller Vaargud, som især yndes og forsvares af Frigga eller den frugtbare Jords Gudinde o. s. v. Men da vi her maa blive staaende ved blotte Gisninger kunne vi ikke opholde os derved. Kun vilde det da blive mærkværdigt, naar Digtets Scene sattes i den mörkeste Vintermaaned, at netop Uller, dens Maanedsgud, især paakaldes eller lovprises her. Det hele maatle da antages for at have været en Julesang til Vintersolhvervsfesten ligesom Vafthrudnersmaal vel og er en lignende, til den seirende Aarguds Ære. Levninger af slige hedenske Höjtideligheder og Sange ere viste Jule- og Fastelavns Lege, Maj-gilder m. m. samt visse dramatiske Optog, med tilhörende Vexelsange, blandt Almuen i nogle Egne af Tydskland og Schweitz, hvorved Döden eller Vinteren drives ud, men Sommeren föres ind o. s. v.

β.

Til Digtet Grimnersmaal.

Str. 2. Gotnar synes her at betyde det gothiske Folk, som udtrykkelig kaldes med dette Navn, i de historiske Sange af denne Edda. Ellers kan det ogsaa betegne overhoved Mænd (af gothisk Stamme) men her er Gotnaland, (hvis den tilföjede Fortælling virkelig har ligget til Grund for Digtet) et Land der laa i Nærheden af Havet, maaskee Gotland (eller Gulland) i Östersöen, eller ogsaa Gautland eller Gothland i Sverrig.

4. Ordet heilagr (hellig) er vistnok fra Begyndelsen enten heidlægr himmelsk af Heid, den klare Æther, i Græsk ευδια, αιθρα, αιθυρ o. s. v. eller hædlegr, hálegr höj, ophöjet. Ved dette hellige, himmelske eller höjtliggende Land, menes vistnok Ætheren, vor Verdens Lysalfers og de fleste Asa-guders Bolig — men ved Thrudheim (Styrkens Hjem) Skyluften eller Athmosphæren, som Thors eller Tordengudens egentlige Opholdssted. Den yngre Edda siger og: Thor er den stærkeste af alle Guder og Mennesker. Riufaz regin kunde maaskee her forklares: (til) al Regn ophörer, mod Verdens Ende nemlig. See Anmærkningerne til Vafthrudnersmaal. I de paafölgende Stropher opregnes de 12 himmelske Boliger, der, eftersom jeg i Indledningen har forklaret, svare til de 12 Tegn i Dyrekredsen, Solens 12 Huse hos Österlændingerne, samt endelig, ved de ethvert af dem især foresatte Guddomme, til Aarets 12 Maaneder. Her begynder da den billedlige Kalender.

5. Den förste Himmelbolig kaldes Ydale. Navnet kan forklares a) Væde-Regn- eller Snee-Dale og b) Buens eller Jagtens Dale. Her er Ullers Bolig. Af flere Aarsager, som jeg forbeholder mig til et andet Sted at udvikle, har Uller oprindelig været en Naturgud, hvem man især tillagde Sneen og siden overhoved Vinteren. Den yngre Edda fortæller at han er en Sön af Sif (Jorden nemlig, fra hvem Dunsterne opstige) og en Stedsön af Thor (Sifs Mand, som i Almindelighed ikke tordner om Vinteren). Han er den bedste Bueskytte da Sneeflokker og Haglkorn ere hans Pile (de samme som Homer tilegner den græske Luftgud Zeus) ogsaa löber han saa hurtig paa Skier al ingen kan kappes med ham. Skier kunne allene bruges i meget lös Snee, og give da Reisen en Hurtighed, der blot kan sammenlignes med en Luftfart, med Fuglens eller Vindens Flugt. Endvidere heder det i denne Edda. "Han er lys af Udseende og krigersk af Dragt og Lader." Saaledes maatte en oldnordisk Digter forestille sig den raske Vinter, ifört et glimrende Isharnisk og et Klædebon af hviden Snee. Paa lynsnare Skier farer han frem og udsender utallige Pile. "Det er godt at paakalde Uller i Tvekamp" siger Edda. Det er meget naturligt, at haarde Snee- og Hagelbyger ere vigtige for dem der stædes i en slig Fægtning, hvor man pleier at dele Vind og Sol. I Skalda kaldes Uller Skiernes, Buernes og Jagtens Gud. Som bekjendt er Vinteren med sin Is og Snee særdeles fordeelagtig for Jægerne i de nordlige Lande. Endvidere kaldes Uller her Skjoldets Gud. Af flere Aarsager hertil anmærker jeg her kun den, at et hvælvet Skjold var i Snee og Uveir en ypperlig Beskjærmelse for Krigeren, naar han gik mod Vinden eller lagde sig til Hvile. Gudens Navn er vel draget af det gamle Ord Ull (Uld) da Sneeflokkerne tit ere blevne sammenlignede derved. Saaledes heder det f. E. i Psalmerne (147,16) "Gud giver Snee som Uld." Af en gammel Mythe som Saxo har bearbeidet historisk, kan man slutte sig til, at ligesom Uller var Skielöbernes, blev han og af de Gamle betragtet som Sköjternes og Sköjtefartens Guddom. Den Maaned som forestaaes af Uller, kaldes i gamle islandske Haandskrifter Yler (den tudende — som Vinterstormen); ogsaa Froste og Frost-Maaned — samt endnu, som förommeldt, i Sverrig Vinter- Maaned. Den begynder efter Middeltal, den 21^de November, og indbefatter Vinterens korteste, men tillige ofte hvideste og for saavidt lyseste Dage, indtil Solhverv, hvormed den endes. Ligesom Uller er den bedste Skytte, saaledes er det ogsaa mærkeligt nok, at hans Rige svarer til Skyttens Himmeltegn, efter en slig Inddelingsmaade. Grimnersmaals Digter har vistnok givet Uller Forrangen, ved at opregne Maanedsguderne, enten fordi Vinteren virkelig har begyndt paa den Tid i de Egne, hvor denne Aarsregning blev indfört blandt vore Forfædre, vistnok meget sydligere end Island, eller og, fordi denne Maaned kan betragtes som Aarets Midnat, men det er bekjendt at de gamle Skandinaver, ligesom flere Folk endnu i det indre Rusland, regnede deres Aar efter Vintre, Dagene efter Nætter. Uller personificeredes ogsaa som den hele Vinter og kaldtes saaledes Baldurs eller Sommerens Broder — men dette Slægtskabs Beskaffenhed vil nærmere oplyses i Anmærkningerne til Vegtamsqvida.

Det andet Himmelslot ellerSothus er Alfheim. Herom siger den yngre Edda. "Alfheim er en af de ypperste Boliger i Himlen og de lyse Alfers Opholdssted." Det er dette Sted, hvorom Digteren her beretter, at Guderne gave det, i Dagenes (eller Tidernes) Morgen til den spæde Freyr som Tandfæ. Slige Foræringer gave vore Forfædre til Börn, naar de fik den förste Tand, og de gives endnu saaledes i Island og i Finmarken. Ligeledes var det en Skik blandt de Gamle, at give nyfödte Börn Foræringer paa samme Tid som de fik et Navn. Ikke allene Nordboerne, men ogsaa Grækerne gjorde det. Dette sees f. Ex. af Kallimachs Hymne til Diana, hvori de Foræringer beskrives som Vulcan gav den nyfödte Gudinde. Finlapperne bruge endnu denne Skik, og vore Faddergaver ere en Levning deraf. Freyr betyder Solens Guddom i det Hele, eller Nordboernes (anden) egentlige Aarsgud (i dobbelt Henseende). Ved Vintersolhverv forestilles han her som et nyfödt Barn (aldeles paa samme Maade og af samme Aarsag, som Ægypterne forestilte deres Aarsgud Orus eller Horus). Ogsaa Romerne fejrede Vintersolhverv som den uovervundne (eller uovervindelige) Solguds Födselsfest (Natalitia invicti Solis) og af samme Aarsag var Julen fra Arildstid af Nordboernes störste Höjtid, som i Pytheas's Tid helligholdtes i det nordlige Norge i 40 Dage, efter at Solen der först igjen kom tilsyne paa de höjeste Bjerge. At Alfheim betegner Lysalfernes (Lysets Geniers) Land eller Bopæl, er tydeligt nok, men enten de overhimmelske eller de som egentlig höre til vor Verden, menes her, kan man neppe sige for vist, skjönt det overhoved ikke gjör meget til Sagen, da Solens og Jordsphærens Lysguder og Lysalfer dog havde sit förste Udspring i den empyræiske Himmel. Vist er det overhoved, at dette Alfheim sættes for et af vor Himmels Solhuse, og er for saavidt forskjelligt fra det overhimmelske. Saaledes indsee vi lettelig hvor got den skjönne allegoriske Digtning om Lysets Rige, som forceres den nyfödte Sol, passer sig paa Vintersolhverv, hvormed dette Himmeltegn begynder. Det svarer ellers tilStenbukken i vor Dyrekreds, som ansees for at være et Sindbillede paa Solen, der igjen opstiger paa Himmelbjerget, ligesom det er Stenbukkens Natur, at klattre op ad de höje stejle Klippefjelde, og den Tid, hvori det gjennemlöbes af Solen, kan i Almindelighed sættes fra 21^de December til 20^de Jan.

Vi maa, ved denne Lejlighed, nærmere betragte Freyrs Natur og Betydning i det Hele. Han siges at være en Sön af Luft- og Havguden Njord, og Broder til Freya, da baade Sol og Maane synes hver Dag at fremstaae af Havet eller den undre Luft; derfor siges og disse Södskende at være opfödte i Vanaheim eller Skyeluften. Af samme Aarsag digtede Grækerne, at Apoll (som Solen) og Diana (som Maanen) vare födte af Latona, Dybet eller den undre Athmosphære. Herom, og om Freyr især, siger ellers den yngre Edda: "Njord i Noatun avlede to Börn, Freyr og Freja. De vare smukke og anseelige. Freyr er den fortreffeligste af Aserne. Han raader for Regn og Solskin, samt Jordens Afgröde. Ham maa man anraabe om god Tid (eller got Aar) og om Fred. Han uddeler ogsaa Velstand til Menneskene." Forklaringen af denne Mythe er saare let og iöinefaldende. Som den skjönne, oplivende, velgjörende Sol, er Freyr den fortreffeligste af Aserne. Solens Indflydelse paa Væirliget er umiskjendelig. Derfor raader Freyr baade for Solskin og Regn, efter Edda. Paa disse Naturens Gaver beroer især Jordens Afgröde, og derfor var han især Gud for dem. Ham maa man anraabe om god Tid, eller: nærmere efter Ordet, om got Aar, det er at sige, at Aaret i det hele og Hösten især, skulde blive got og frugtbart. Hvad der i Oversættelsen her er udtrykt for Velstand, heder egentlig i Originalen Fé, nemlig Fæ (Qvæg), hvilket Udtryk i Tidens Længde (ligesom pecunia kom af pecu hos Romerne) brugtes om Penge og andet Gods. Det stammer altsaa öjensynlig ned fra de förste Hyrdetider, da smaat og stort Qvæg især brugtes i Handel og Vandel, istedet for Penge. I Begyndelsen gav Freyr, som Solen, Lykke til Qvægavl, der ydede vore Forfædre deres störste Formue. Dette er saare begribeligt. Han var saaledes Gud for Jordens Gröde, Agerdyrkning, Qvægavl, og den deraf flydende Velstand. Af selvsamme Aarsager kalder Orpheus Solguden Apoll, den som forestaaer eller velsigner Sæden, Agerdyrkningen og Markerne (σπιρμιος, αροτριος, αγριος) samt Rigdoms og Velstands Giver (ολβιοδωτις). Saaledes dyrkedes ogsaa Solguden Freyr, som Giver af Jordens Frugtbarhed og den Rigdom, som erhverves derved; men paa samme Maade æredes hans Fader Njord, som den der giver Velstand af Havet,ved Fiskerie eller Söfart. Derfor sore de hedenske Nordboer ved disse tvende Guder, der raadede for deres timelige Velfærd. Da dens Vedligeboldelse stedse har ligget Menneskene paa Hjerte, og Frygten for Tabet deraf, til alle Tider, virket stærkt paa Gemytterne, saa finder man og, at Hensyn dertil er taget i de endnu brugelige Eedsforklaringer, skjönt maaskee ikke paa saa udtryksfuld en Maade, som i de gamle Formularer, skjönt disse vare meget kortere. Mere herom anföres i min Edda-Lære. Naar Freyr i det hele, i Skalda, kaldes Gud for og Giver af Qvægavl, Velstand og Rigdom, saa kunne vi endvidere anmærke, at man til alle Tider, og af saare naturlige Aarsager, har tillagt Solen Guldet, ligesom det samme Tegn () endnu gjelder for begge. Eddas Beretninger om Freyr og Folketroen om hans Natur og Magt, bekræftes fuldkommen af Sagaerne, men vi kunne ikke opholde os her ved Udviklingen af dette vidtlöftige Æmne. Kun vil jeg anmærke, at ligesom Uller, Herre for den förste Vintermaaned, sættes for Vinteren i det hele, og Daldur paa samme Maade for Sommeren, saaledes er ogsaa Freyr, især Gud for det rigtige Solaars förste Maaned, tillige hele Solaarets Herre. Dog var han, i denne Egenskab, underordnet Odin som vort Jordsystems överste Aars- og Himmel-gud.

6. Det tredie Solhus eller Gudeborg kaldes Vala-Skjalf. Det har sit Navn af dets præsiderende Gud, nemlig Vale. Den yngre Edda's Forfatter har öjensynlig kommenteret over dette Sted, naar han siger: at Guderne dannede den og tækkede den med det skjære Sölv — men han, eller maaskee snarere en sildigere Afskriver, har taget Fejl, naar han sammenblander Vala-Skjalf med Odins Höjsæde Lid-Skjalf og den her nævnte Gud Vale med Odin — hvilket det dog bliver overflödigt at udvikle her. Denne Himmelborgs Beskrivelse er egentlig en poetisk Skildring, af Luftens og Jordens Udseende i de nordlige Lande, under Vandmandens Tegn, omtrentlig i Tidsrummet fra 20&lt^de Jan. til 19^de Febr. Da glimrer gjerne Stjernehimmelen med Sölverskjær over den sneedækte Mark, de glindsende Fjelde og de isdækkede Vande. Vala-Skjalf betyder Guden Vales bævende eller svævende Slot. Han raader da for denne Bolig. Den yngre Edda siger at Vale er en Sön af Odin (eller Himmelen) og Rinde, ved hvilken Gudinde eller Nymphe den ufrugtbare eller vinterlige Jord (efter Navnet) er tydelig nok personificeret. Der siges ogsaa udtrykkelig at han er Stedsön af Frigga, den frugtbare Jords Gudinde, ligesom Viler er det af Thor, af de selvsamme Grunde. Endvidere hedder det om Vale: at han er tapper i Strid og en god Skytte. Disse Egenskaber betegne, ligesom jeg för har anmærket, en Vinter- eller Snee-Gud (naar han blot betragtes som denne Himmelboligs Forstander) men Pile og Tapperhed tillægges tillige Lysets Guddomme temmelig almindelig, i mythiske Digtninger, da Straalerne blive til Pile, men Lysets gjennemtrængende Kraft til Heltemod og Krigerstyrke. Sandssynlig er Vale saaledes Lysets, især Dagslysets Symbol, ligesom ogsaa allerede Suhm og Bastholm have meent, og som jeg forbeholder mig at vise nærmere i Udviklingen af Mytherne om Baldur. Muelig mentes han at være den gjenfödte Lysgud Vile, en af de tre store kosmogoniske Guddomme. Da Lysets aarlige Herredömme först ret kjendelig tiltager i denne Maaned, sættes Vale, Höders eller Mörkets Banemand, til dens Behersker, og selve Maaneden kaldtes af samme Aarsag Liósberi (nemlig Lysbringeren eller Fakkeldrageren) af de gamle Nordboer. De kristne Angelsaxer kaldte den Solmaaned, Tydskerne Hornung, rimeligviis af de festlige Drikkehorn, som betegne Julen paa de norske Primstave. I Dansk kaldes Februar Blide-Maaned. I denne Tid holdtes fordum Midvintersfesten, i Anledning al Lysets eller Lysgudens Sejer, og til Glædesyttringerne herover hörte den Skik, saavel i det sydlige som det nordlige Europa, at antænde mange Fakler i og ved Husene, samt Blus eller Glædes-Ilde paa Höjene. Dette skete ogsaa ved Sommersolhverv, men da ansaaes de som den skjönne, blide Baldurs Liigbaal, i det Lysets Overherredömme i Naturen da var til Ende; — det fandt derimod atter Sted ved Midvintersfesten, og da sagdes Vale, af en dobbelt Aarsag, at hævne Baldur, ved at fælde eller undertvinge Höder, Mörkets blinde Guddom. Isteden for hin hedenske Fest, indsatte Paven den nu blandt os afskaffede Kyndelmisse eller fakkelfesten, for at de hedenske Skikke kunde vedligeholdes i en kristelig Form, til Almuens Forlystelse. Kun viede man da Fakler i Kirken med en katholsk Velsignelse, isteden for at det formodentlig för var skeet i Afgudstemplet, med hedenske Ceremonier. Ildens aarlige Indvielse var för brugelig blandt Druiderne, og end i Dag hos Inder og Perser. Endnu betegnes denne Höjtidsdag (da en Deel af den svenske og den norske Almue endnu bruger visse Bönner og Offringer til Ilden, vistnok Levninger af de ældgamle hedenske Skikke) paa de norske Primstave, ved et antændt Lys, ligesom Vintersolhvervsdagen ved et brændende Baal. Isteden for den store Midvintersfest, fik man i Pavedommen de mangfoldige Karnevals- eller Fastelavns-Lystigheder. Ogsaa Sydboerne havde förhen lignende hedenske Fester; Romerne f. Ex. Ambarvalia, da man drog omkring Marke og Enge med Fakler, for at afvende Uheld fra dem, der siden og blev en katholsk Ceremonie. At Kirkeskikkene paa Aske-Onsdag havde sin förste Oprindelse fra de hedenske Baal- og Fakkel-Antændelser er meget sandsynligt. Jeg tvivler ikke paa at den krigeriske Hedenoldsgud Vale (Vaule, Vaale), er af Katholikerne forvandlet til den hellige Paul (Pál, Paal), hvis Fest nu indtræffer den 25^de Janr. Paalmess betegne de norske Bönder paa deres Primstave ved en Bue, og paastaae, at Paul har været en Krigshelt, som krigede om Formiddagen, men holdt Eftermiddagen hellig (maaskee fordi Vales Krigsbedrifter begyndte og fuldförtes i hans tidlige Alder,men siden hvilede han sig ud). De kalde ham Paul Skytte eller Paul med Buen. Vi see af det foregaaende at Vale netop ansaaes for en Krigshelt, og især for en god Skytte. Den hellige Valentin, som dyrkedes af Katholikerne först i Februar, minder end tydeligere, hvad Navnet angaaer, om den vanhellige Vale.

7. Den fierde himmelske Gudebolig kaldes Söcqvabeck (ɔ: Synke-Bæk, den dybe eller nedfaldende Bæk, Flod eller Væld) og den forestaaes af Gudinden Saga, hvis daglige Gjæst, Himmelguden Odin er. Herved menes muelig Urdes Væld, de himmelske, maaskee her især de vaarlige, befrugtende Vandes Udspring; til det svarede Grækernes berömte Himmelflod Eridanus, Persernes Ardui-sur, Indernes Majas Flod o. s. v. Her herskede Urda, den ypperste af Nornerne, som bestemte og forudsaa vort Verdenssystems, Guders og alle övrige Væseners Skiæbne. "Nornerne vise — Alfader handler (eller udretter)," hedder det i et andet eddisk Digt. Odin, med al sin Visdom, trængte til Undervisning af Nornerne, ligesom Zeus og Jupiter af Moirerne eller Parcerne. Den forudsigende eller fortællende Gudinde kaldes her Saga, ɔ: den talende, fortællende; Odin og hun drikke tilsammen af Tidens, og Ætherens klare Væld, udgydet i gyldne Kar. Guldskaalene sigte muligen til Solens glimrende Fremkomst af det bölgende Hav. Da al befrugtende Væde, som nu först syntes at yttre sig med Foraarets Nærmelse, kom fra Urdes Himmelvæld, maa vi med desstörre Sandsynlighed antage at det menes her. Hvad nærværende Himmeltegn, nemlig Fiskene (efter vor Talebrug) angaaer, saa varer dets Periode omtrent fra 19^de Februar til at 21^de Marts eller Foraarsjevndögn, og synes da Floden Synkebæk, med dens susende eller tonende Bölger, at forkynde de jordiske Vandes Befrielse af Frostens Lænker, der i Almindelighed indtræffer i denne Tid i vort Klima. Det er ogsaa nu at St. Peder eller St. Mathiis, efter det til Katholicisme forvandlede hedenske Sagn (om Thor eller Thorre) der endnu gjelder iblandt vore Bönder, kaster en varm Steen i Vandet og gjör saaledes Isen usikker, saa at den snart bryder op og giver Bölgerne frit Spillerum. I Hedenold holdtes paa denne Tid den förste Foraarsfest, især med stor Pragt i Upsala, Sverrigs Hovedstad, med et Storting, almindeligt Marked o. s. v. Da fandt især store Drikkegilder Sted, som forherligedes ved Fortællingers og Digtes höjtidelige Recitation, saa at Odins og Sagas ovenmeldte Beskjæftigelser ogsaa kunne sigte hertil. Festen var især helliget til Disernes eller Gudindernes Ære, og kaldles Goeblot eller Goe-Offeret, af Goe,en mythisk Prindsesse, der i det mindste har været dyrket af Finnerne, og efter nogle, udgivet for Thors Datter. Vist er det, at Finlapperne, lige til vore Dage, have helligholdt hiin hedenske Fest, og dyrket hende under Navn af Kuova, samt at denne samme Maaned endnu kaldes i Island Goe eller Goa, i Sverrig Gina, af de svenske Finlapper Kuova; Ku, Ko eller Go kaldes den i en af Werlauff forklaret dansk Rune-indskrift. Vi kunne saaledes antage, at de sydligere Gother have kaldet den samme Maanedsgudinde Saga, som af de nordligere og af Finlapperne kaldtes Goa. Man antager ellers Saga, efter Navnet, for Historiens Gudinde, og det maa derfor forekomme de i Mythologien ubevandrede underligt, at hendes Bolig omgives, eller endog bedækket af de susende Bölger. Men det er ingen ualmindelig Idee blandt Digterne, at Bölgernes Susen, sammenlignes med melodisk Tale eller tonende Sang, og det er bekiendt, at de Gamles Fortællinger stedse ledsagedes deraf, som affattede i Poesie. Bölgernes Klang og Bækkenes Rislen, meentes at vække levende Tanker og befordre tænksom Grandskning. Derfor boede Grækernes Muser, de spaaende Parcer, Norner og andre vise Nympher ved Floder og Kilder. Af lignende Aarsager tildeels vare især Havguderne (som f. Ex. Proteus og Mimer) vise Spaamænd; Sirenerne og Nöcken de ypperligste Sangere o. s. v. Det ved Sagas Bolig ommeldte Vand, kan ret godt passe til Fiskene i den sydlige Himmelsphære, samt især til det bölgende Væld, som afbildes ved dette Tegn, paa den berömte ældgamle Dyrekreds i Denderah (fordum Tentira) i Ægypten. Odins og Sagas Samdrikken er et saare skiönt Æmne for Tænker og Digter. Viin, den ædleste af alle begeistrende Drikke, var Viingiveren Odins, Aandernes Faders, eneste Næring. Frydefuld var den især i Samnydelse med Saga, Historiens Gudinde, hvis Begeistring dog, her paa Jorden, tillige er Odins Gave. Men Vinen er kun allegorisk, og kan forklares paa flere Maader. Saaledes synger f. Ex. Grundtvig:

Saga! hellige Mö!

Hisset i Söcqvabecks Sale

Skued jeg undrende dig

Tömme med Odin det gyldne

Tidernes skummende Bæger. —

Höjt fra skinnende Bænk

Toned din klögtige Tale;

Odin forstod den, men ej

Fuldelig Klögten at fatte

Mægtede Sönner af Askur.

8-10. Det femte nordiske Solhus eller Gudeborg kaldes Gladsheim ɔ: den glade eller klare (Glædens eller Klarhedens) Bolig eller Opholdssted. Herover udbreder den guldstraalende Valhall sig, thi her er Indgangen dertil. Valhall er nemlig Himmelsphærens överste Deel og Gudernes fælles Slot. Den yngre Eddas Forfatter synes i Begyndelsen at have paa en Maade urigtig sammenblandet Gladsheim med Valhall, thi det er sidstnævnte Slot, men ikke egentlig Gladsheim, hvori der var Sæder for alle tolv Asaguder, og desuden et Höjsæde lor selve Alfader (nemlig Lidskjalf) naar han havde Lyst til at see ud over alle Verdener. Dog falder Skinnet heraf for det meste bort, naar man ret betragter Ordenes Sammenhæng og Mening, da det egentlig heder: I denne Stad (ɔ: Gudeborgen) paa Idasletten er et Sted som kaldes Gladsheim. Men igjennem Gladsheim er Indgangen til Valhall, og det kunde altsaa let sammenblandes dermed. Aarsagerne hertil ere indlysende nok. Solhuset Gladsheim svarer nemlig til Himmeltegnet Vædderen, hvis Periode regnes omtrentlig fra 21^de Marts til 21^de April, og begynder netop ved Foraars-Jævndögn; men de gamle Österlændinger, Grækerne og flere Oldtidens Folk kaldte stedse Foraars-Jævndögn Solens og Himlens Porte. Her have vi da saa tydelig en Oplösning af Mythen, som vi vel kunne önske os. Her findes den höje klare Luftegn, hvor Solen hæver sig til den övre Deel af den himmelske Hemisphære. Asgaard betyder Ætheren selv, og Valhall er dens överste Hvælving, saaledes som den viser sig for Öjnene. Navnet kommer oprindelig af Valr, hvalt Runding, Rundböjning, og betyder da den hvalte eller hvælvede Hall. Ogsaa kan man, ved at udlede Navnet fra andre Sprogrödder, oversætte det ved: 1) den ypperlige, de Udvalgtes og de Faldnes Hall eller Slot. Valhalls Kjendetegn beskrives her i trende Stropher. Da Fyrster og tappre Krigere især skulde optages i denne Gudeborg, efter vore Fædres Forestillinger, maatte dens Udpyntning ogsaa svare dertil i Skjaldenes Indbildning. Derfor siger vor Digter: "Loftet er lagt med Spyd eller Landser." Denne Lignelse maa, ved förste Öjekast, forekomme os upassende, men en slig Indvending gjendrives let ved Himmelens Betragtning, især ved Jævndögnstide. Netop da fremskinner det saakaldte Zodiakallys, som beskrives saaledes af en Astronom: 2) "Naar vi betragte den vestlige 3) Himmel, i Marts Maaned, naar Tusmörket efter Solens Nedgang er ophört, og den östlige Himmel i September, förend Tusmörket begynder om Morgenen, da vil vi blive et Lys, lig Melkevejens, vaer. Dette Lys vil vi finde bredt ved Synskredsen, men siden at spidse sig sammen höjere op i Himmelen. Dette Lys, som vel er paa Himmelen bestandig, men sees best hos os i de anförte Maaneder, fremskinner altid i Dyrekredsen, og kaldes derfor Dyrekredsens Lys." Ikke allene af dette Phoenomen, men ogsaa af Melkevejen, ja endog af visse Luftsyn, der ved næsten klar Himmel danne ligesom etslags Sparreværk til dens Hvælving, kunde Digterens Phantasie danne et Tag lagt af Skjolde og skinnende Landser. Af samme Art ere og de glimrende Brynier (eller Pandserskjorter) der ströes om Bænkene, som uden Tvivl maa henföres til en eller anden Art af Stjernesamlinger, Luftsyn, lysende Skyer eller Dunster o. s. v. — thi Digteten mener vistnok de saakaldte Ringebrynier, der bestode af smaa Hinge, indflettede i hinanden, og lignede saaledes vævet Töj, men ofte forgyldt, eller skinnende blank, af Staal eller andre Metaller. Over Emblemerne ved Valhalls Porte kan jeg ingen bestemte Forklaringer give, om nemlig den fængslede Fenris-Ulv eller en af de saakaldte Sol-Ulve menes her, eller maaskee blot et Stjernebillede i eller nærved Vædderens Himmeltegn. Ligesaa uvis er jeg, i Henseende til den over Porten svævende Örn, om den er en Constellation, eller den Örn, der sidder överst i Yggdraslls höje Himmelkrone, og vel blot er et Symbol paa den höjere og sydlige Luftegn, modsat Jætte-Örnen Hræsvelg, som Sindbillede for den lavere og nordlige. Vist er det at Ulven (Odins Attribut) og Örnen (hvis Skikkelse han undertiden paatog sig) vare blandt de ældste bekjendte Constellationer hos flere Oldtidens Folk i de sydligere Lande. Som Himlens, Luftens og Aandens Guddom modtog Odin de under aaben Himmel faldende Menneskers Aand; han glædedes saaledes ved de Offre som Kampen bragte ham, og lönnede de döende Krigeres Sjæle med Lyksalighed og Hæder i det andet Liv. De nöde Valhalls Herligheder i fuldt Maal. Vi have allerede bemærket at Gladsheim er Valhalls Port eller Asgaards Forstad (efter en anden billedlig Inddelingsmaade). Derfor stod den under Valhalls Herskers, Odins, eget Opsyn og Overherredömme. Efter den almindelige Forklaring er det ham, der her Indbyder og modtager hver Dag de Mænd som faldt for Vaaben eller havde ladet sig mærke med Spydsod, som hans himmelske Salighed værdige, og saaledes bliver da han selv Himmeltegnets eller Solhusets forestaaende og beskyttende Guddom. Ogsaa satte flere gamle Folk Solaarets Begyndelse her, eller ved Foraars-Jævndögn, da Lysets aarlige Overherredömme atter begynder, og saaledes siges da Odin, som vor överste Himmel- og Lys-Gud, især at forestaae dette Solhus. Man har paa denne Maade stedse antaget, at Hropt (Hróptr) her kun betegner selve Odin, ligesom dette oftere er Tilfældet i Eddasangene — men af flere Grunde forekommer det mig sandsynligt, at her blot menes en Under-Gud, etslags guddommelig Herold, som tillige er Valhalls överste Dörvogter (ligesom Katholikerne siden ansatte St. Peter paa samme Maade ved Himmelens Port) og at Ordet Hróptr er sammendraget af Hrópudr, som betegner en Opraaber, Udraaber (altsaa Herold) eller höjröstet Taler, siden har været brugt for Odins Præster her paa Jorderige. Navnet synes at pæge til den ældgamle Forestilling, at de Udvalgte, hvem Indgangen til Valhall tillodes, opraabtes ved Overgudens Herold. Da flere af Guderne bare forskjellige Navne, nogle endog meget mange, saa kunde man formode at Hermod, Odins Sön og Sendebud, menes ved denne Hropt, eller guddommelige Herold. Vi finde nemlig at Odin, ved höjtidelige Lejligheder, har udsendt ham, for at afhente dem som skulde optages i Valhall, f. Ex. Baldur, efter at han var bleven dræbt ved Misteltenen; ogsaa den norske Konge, Haagen Adelsteinsfostre, gik han, efter Odins Befaling, i Möde. Men — skulde end Hropt her betegne enten Hermod, eller en anden nu ubekjendt Undergud, saa bliver det dog Odin, Valhalls Herre, der især raader for dette Hiinmeltegn, som Solens, Valhalls eller Overhimlens Port eller Indgang, og saaledes kan man da ej heller antage det for aldeles urimeligt, at kun en vis Personification af ham, som særegen Maanedsgud, forestilles her. Flere österlandske Folk antage, at Solens Port ogsaa er Sjælenes eller de hedenfarne menneskelige Aanders Indgang til de himmelske Boliger.

11. Den siette Himmelbolig Thrymheim svarer til Tegnet Tyren, eller Perioden fra 21^de April til 20^de Maj. Thrymheim (den dundrende Egn) antages ellers som et passende Navn for höje, gjenlydende Bjerge. Her sættes det for den Himmelegn, hvori Solen, efter Öjesynet, atter hæver sin Gang over de höjeste Fjelde. Digtningen nedstammer uden Tvivl, fra et Land, som ikke manglede disse. Om ikke fra Kaukasus, hvor Forfatteren af et i Paris 1809 udkommet Skrift vil bevise Dyrekredsens Billeder ere först opfundne, saa dog vel fra Norge eller Sverrig. Jætten Thiasse herskede for i denne Himmelbolig (siger Digteren). Han var af Frostjætternes eller Vinterdæmonernes Slægt, og betegner vistnok, ligesom saa mange af hans Ætlinge, Vinteren eller Vinterstormen. Eddadigtene fortælle, hvorledes han, efter at have bortranet Idunna, de blidere Aarstiders foryngende Gudinde , i en gigantisk Örns Skikkelse (ligesom hans Frænde Hræsvelg) forfulgte Odin som havde vovet sig til Jotunheim, — til Asgaard eller Himlen , men der blev han fældet af Thor, da Tordenguden gjör Ende paa Vinterens Herredömme, og Vinterjætten blev saaledes opbrændt af den himmelske Ild inden Asgaards Mure, Endvidere fortælles, hvorledes Thiasses Datter, Skade, tog Hjelm og Brynie paa, og begav sig til Gudestaden, for at hævne sin Faders Drab. Hun indgik Forlig med Aserne, paa den Maade, at hun kunde vælge hvem af dem til Mand som hun vilde, men halv i Blinde. Skuffet ved sine Gisninger, kaarede hun Njord isteden for Baldur, men de forligtes ikke ret vel, thi Skade vilde helst boe hvor hendes Fader för havde boet, nemlig paa Fjeldene i Thrymheim. Min Forklaring over hele Mythens væsentlige Indhold er denne: De Gamles Sommer begyndte, efter deres Tidsregning, netop i denne Maaned, Thiasses Drab, begaaet ved Tordneren , betegner altsaa Vinterens Fald, for den til de opvarmede Luftegne tilbagevendende Torden, Thiasses Datter, Skade, ophöjet til Asagudindernes Rang, mentes at forestaae de heftige, men opklarende og Luften rensende Foraarsvinde, som herske paa denne Tid, men maatte henregnes til de sommerlige Elementear - Dæmoners velgjörende Frembringelser, Navnet Thrymheim sigter vel egentlig dels til dem, dels til Tordenens Drön, som nu begyndte at lade sig höre paa ny for Alvor. Da Tordneren, ifölge den gamle Mythe, kastede den fældede Frostjættes Öjne op paa Himmelen, og forvandlede, dem til Stjerner, maa vel denne Constellation söges i Tyrens Tegn, hvori ogsaa dette astronomisk - mythiske Dyrs Öje endnu er en særdeles udmærket Stjerne. Særdeles mærkeligt er det, at ligesom Thor saaledes siges at have dræbt Vinterjætten, samt ellers stedse at forfölge hans Frænder, Mörkets og Kuldens Dæmoner, saa begynder ogsaa Sommeren efter den oldnordiske og endnu, for saavidt, i Island brugelige Tidsregning, i denne selvsamme Maaned og alletider paa en Torsdag. Da Thrymheim, Skades Bolig er af den Beskaffenhed, at hun, som den yngre Edda siger, ofte löber paa Skier efter Dyr, saa begribes lettelig af det foranförte, at den maa söges blandt Alpedale, hvor Sneen endnu ikke er töet op, da den alt for det meste er smeltet bort i de lavere Egne. Hun bliver aaaledes at ansee for Jagtens Gudinde. Hendes Rige bestaaer af sneeklædte Fjeldrygge, der dog omgives af grönne Dale og udspringende Buske, samt Vaarens övrige Phoenomener i en saadan Fjeldegn. Som Luftgudinde er hun den raske Foraarsstorm, som jager Skyer og Dunster paa Flugten. Da hun först viser sig, raser hun frem med vinterlig Harme, og er fiendsk mod de milde Asaguddomme, men snart forliger hun sig med dem, og lover at ægte Luftguden Njord; men da denne især hersker i de undre Havegne, og hans megen Taage og tunge Luft ikke vel kunde forenes med Skades raske og opklarende Færd, saa tyede hun igjen til sine kjære gjenlydende Fjelde, hvor hun tit viser sig i heftige hvirvlende Vindstöd. Da Stormen der pidskede Sneen, saaledes at den rög i Luften som hvide Stövskyer, digtede man at Skade löb paa Skier og forfulgte Dyrene med sine Pile. Skade er födt af Jætteslægten, men indlemmet i Gudindernes Tal; hun er af halv vinterlig, halv sommerlig Natur. Mere om hendes Karakter og Udseende anföres i den mythologiske Ordbog. Indtil videre henviser jeg til Oehlenschlaegers Skildringer af denne Gudinde i Nordens Guder S. 206 og fl. St.

12. Det syvende Solhuus eller Gudebolig er Breidablik, ɔ: Bredtblinkende, Vidtskinnende, vistnok et særdeles passende Navn paa Baldurs Himmelrige og den skjönneste Aarstid, fra 21^de Mai til Sommersolhverv (henved den 20^de Junii). Her finder man, hvad Væirliget og Naturen angaaer, de færreste Rædsler og Gjenvordigheder. Om dens Forstander siger Edda: "Odins anden Sön (efter Thor) er Baldur den gode; han er saa faver og deilig, at det lyser af ham; der er en Urt, som lignes med Baldurs Öjenbryne, og den er den skjönneste af alle Urter, hvoraf du kan slutte dig til hans deilige Haar og Udseende. Han er den mildeste, viseste og meest veltalende Asa, og har den Egenskab, at "hans Domme" (Sætninger; hvad han haver opreist eller anordnet) nedböjes ikke." (Her menes nemlig Solbanen, ved det Solen, medens han raader for dens Gang, gaaer bestandig op ad til dens höjest muelige Standpunkt). "Han beboer det Sted i Himlen, der kaldes Breidablik, og der taales intet ureent" (at sige: af ondt Væirlig, som foraarsager stygt Före o. s. v.) Urten Baldersbraa er allerede ommeldt her foran S. 17.

Celterne helligede deres Solgud (Belenus) Planten Belenuncia, Ægypter og Inder Lotos-Blomsten o. s. v. Ved Folkevandringerne og Himmelegnenes Afvexling er de symboliske Solblomsters Forskjellighed opstaaet. Ligesom Baldur raadede for Aarets skjönneste Maaned, der ender med den længste Dag, saa sættes han undertiden i Mytherne for den hele Sommer, men hans Frænde Uller, den förste vinterlige Maanedsgud, for hele Vinteren. Da Baldur saaledes egentlig er Sommersolen, er det en besynderlig, men dog i Naturen grundet Overeensstemmelse, at Syrer og Hebræer opkaldte denne Maaned efter Thammuz, Perserne efter Khordad og Romerne efter Apollo, som alle betegne det samme. Baldur siges ellers at være den anden Sön af Himmelguden Odin. Thor var den förste, da Tordenen er ældre i Aarstiden end den liflige Skjærsommer. Baldurs Moder er Frigga, den blomstrende grödefulde Jord. Hans Fest helligholdtes vistnok ved Sommersolhverv; da de paa Höjene tændte natlige Baal sigtede til Solens da herskende höjeste Glands og Dagens störste Længde, men tillige maaskee til de Gamles Idee, at Solen da paa en Maade var udbrændt, fordi dens Skin og Gang tabte sig, men Mörket fik igjen Overherredömmet i Naturen. Derfor sagde man: at den af Höder eller Mörket fældede Lys- og Maaneds-gud nu lagdes paa Baalet. Banemanden Höder nedlagdes igjen af den unge Vale, ved Lysets Sejer over Vintermörket, ved den aarlige Fakkelfest, da Höder atter ombragtes og lagdes paa Baalet — efter hvad der allerede er anfört i det foregaaende. Jevnför Indl. til Valas Spaadom S. 20. Over Baldurs Död sörger hele Naturen, men selv Odin kan ikke udfrie ham fra Underverdenen og Hela's Vold, förend han i Tidens Fylde (at sige först i et andet Aar) vender gjenoplivet tilbage til Jorden og sit himmelske Rige. Men ligesom Nordboerne i Begyndelsen antoge eller digtede, at Aarets Guder vare underkastede slige Forandringer, saa meente de og, ligesom de fleste Österlændinge, at der ogsaa gaves uhyre lange Verdensaar, hvori hele Verden med dens Elementarguder og deres Undergivne, Menneskene, undergik lignende Hoved-Forandringer, skjönt paa en eftertrykkeligere og föleligere Maade, da Himmel og Jord næsten skulde reent forgaae ved Hede og Kulde, men dog endelig, efter Alfaders evige Bestemmelse, atter tiltage, fremståae og blomstre i en ny og herligere Skikkelse. I Henseende til Baldur henviser jeg endvidere saavel til den mythologiske Ordbog, som til min Bearbejdelse af Eddadigtene Valas Spaadom, Odins Ravnesang og Vegtamsqvida.

13. Det ottende Solhuus er Himmelbjerg, med dets Forstander Heimdall, svarende til Himmeltegnet Krebsen og Perioden fra Sommersolhverv (eller omtrentlig den 21^de Junii) til 21^de Julii. Herom siger den yngre Edda: "Heimdall kaldes den hvide (eller hvideste) Asagud. Han er stor og hellig (dette Ord betyder, efter dets förste Oprindelse: ophöjet, boende i det Höje) og födt til Verden af ni Möer, som vare Söstre, som han selv siger i Heimdalls Sang (et nu forlorent Edda-Digt). Han heder og Hallinskeide (hvis Bane helder ned ad), og Gullintanne (Guldtand), fordi hans Tænder vare af Guld. Han boer paa Himmelbjerg ved Bif-röst. Han er som Gudernes Vogter, og boer ved Himlens yderste Ende, for (som Speider eller udsat Skildtvagt) at vogte Broen for Bjergriserne. Han behöver mindre Sövn end en Fugl; seer saa godt om Natten som om Dagen, nemlig hundrede Raster vidt. Han kan höre Græs groe og Uld voxe, fölgelig ogsaa det, som giver en stærkere Lyd. Han har en Basun som heder Giallar-horn, og blæser han deri, kan det höres i alle Verdener (Opholdssteder)." — Forklaringen over Heimdalls Natur, betragtet som Maanedsgudens, falder saare let og naturlig efter mit udfundne System, men ellers anseer jeg den for umuelig at udfinde. Himmelbjerg er Solens höjeste Standpunkt, ɔ: Solbanens överste Top, hvor Solguden throner ved Sommersolhverv. Derfor er Heimdall den hvideste eller lyseste Asagud, at han modtager og tildeels forestaaer Herredömmet over den lyseste Aarstid. Men derimod kaldes han Hallinskeide fordi Solens Gang paa sin aarlige Bane nu atter begynder at helde nedad (isteden for at Baldurs bestandig gik opad). Heimdalls guldtoppede Hest og gyldne Tænder sigte vel til hans Overflödighed af Sollysets Guld, og tillige til andre Naturphoenomener af Regnbuearten, hvad der dog her bliver ufornödent at udvikle. Som Gudernes Vogter (eller Vægter) staaer han paa Himmelbroens Top eller Himmelbjergets Spidse, for at udspeide Asagudernes Fienders Nærmelse eller Ankomst, De ventedes ej allene nedenfra men ogsaa ovenfra (nemlig fra Muspell eller den empyræiske Himmel). En saadan Stilling for en Skildvagt var altsaa den naturligste. Men netop da, naar Heimdall er kommen paa sin Post, begyndte Farerne at nærme sig i Mörket, som nu atter truer at opsluge Jorden, og Heden fra Surturs Ildhimmel, der snart paa en Maade kan siges at opbrænde den, eller fortære dens Væxter og levende Væsener. Heimdall er vel skikket til sin Post, da han, som det heder, behöver mindre Sövn end en Fugl. Han sover nemlig slet ikke under en nordlig Himmelegn, da Dagen eller Dagslyset stedse herske i den hele Maaned. Af samme Aarsag seer han saa godt om Natten som om Dagen, da begge her ere, saa at sige, lige lyse. En klar Nat er endog i en höj Grad lysere end en mörk og taagefuld Dag. Heimdalls, overordentlig gode Hörelse sigter til den Stilhed, som nu hersker i Luften, hvorved selv den mindste Lyd udbreder sig vidt og bredt omkring. Blæser han derimod i Basunen, at sige ved en Storm eller en anden lignende voldsom Natur-Begivenhed (maaskee især et Meteor, som i Skikkelse ligner en Basun) saa höres det i alle Verdener (eller Opholdssteder) og forkynder Gudernes nærforestaaende Kamp med Dæmonerne. Heimdalls Basunlyd eller Blæsen i Giallarhornet, synes ellers i Valas Spaadom at sigte til den Höjtid som Baldur og han dele, nemlig Midsommer- eller Sommersolhvervs-Festen, hvortil Folket sammenkaldtes med Basuner eller Valdhorn; hertil sigter vel og (da Grimnersmaals Maanedsvers tillige synes at udgjöre en forblommet Kalender) hans frydelige Miöddrikken. At hin Fest har været en af de ypperste for vore Forfædre, derom vidne endnu vore egne Kilde- og Skov-turer, samt andre Lystigheder i Sanct Hans Nat og Dyrehaugetiden. Heimdalls egen Himmelbolig kan og siges at være rolig og rig paa den ætheriske Gudedrik. Andre Myther sigte til Heimdall som Himmelbroens eller Regnbuens Gud og Beskytter. Muelig blev Melkevejen anseet for den ældste Gudebro, og Ideen om Himmeltegnets Gud först forbunden dermed, men siden ansaaes Regnbuen for at have hin ophöjede Bestemmelse. Det er i denne Egenskab at han siges at være födt eller baaren (thi dette Udtryk gav Anledning til hyppige Ordspil blandt vore Forfædre) af ni Möer, alle Söstre, men tillige Jætteqvinder. De opregnes i Hyndlas Sang, og kaldes der Jættemöer, eller Jomfruer af Jætternes Slægt. Deres sammesteds opregnede Navne sigte tydelig til visse Elementarkræfter, der mentes at virke i Dybet, altsaa være af Jætteslægten, og saaledes, ved Dunsters og Dampes Udvikling (hvorfor han og udtrykkelig siges at være styrket af Jordens Kraft) at frembringe den efter nogles Mening nifarvede Regnbue, der ofte synes at reise sig op af det vilde Hav, golde Sandörkener eller nögne fæle Bjergegne, som ansaaes for at være Jætters og Troldes Boliger. Fra Dybet stiger Heimdall op til Skyeluften eller Vanaheim, og undertiden mentes han at fremkomme der; derfor kaldes han, i enkelte Digte, en Vaner. Endelig synes han at kneise i Bisgaard eller den höje Himmel; derfor kaldes han tillige en As, og har saaledes faaet en af de 12 Gudeborge, endog den mest ophöjede, under sin Bestyrelse. Det er interessant nok at lægge Mærke til hvor nöje Heimdall svarer til den græsk-romerske Hermes- Mercurius, som Maanedsgud betragtet. Rudbeck har allerede (Atlantica II, 30) lagt Mærke til Ligheden, uden dog at ane dens, efter min Mening, rimeligste Aarsager. Begge kaldes, hver for sig, den hvide eller lyse Gud; begge have et særdeles skarpt Syn, og begge ere Gudernes Vogtere. Heimdall og Hermes maae, som Guder for den samme Maaned, have de samme Egenskaber. Den hele Overeensstemmelse er sikkerlig ikke ny.

14. Det niende Solhuus er Folkvang med Maanedsgudindens Freya, svarende til Himmeltegnet Löven og Perioden fra 21^de Julii til 22^de Aug. Om Gudinden siger den yngre Edda: "Freya er Söster til Freyr og Datter til Njord af Noatun. Begge ere de smukke og anseelige. Hun er, efter (eller hos) Frigga den herligste (skjönneste) af Asynierne. Hun har en Bolig i Himmelen som heder Folkvang, og naar hun rider i Strid, da tilhörer Halvparten af de Faldne hende, den anden halve Part Odin, som det heder i Grimnersmaal. Hendes Sal Sessrumner er stor og skjön. Naar hun tager ud, kjörer hun med to Katte for sin Vogn. Hun er dem bevaagen som paakalde hende. Hun finder megen Behag i Kjærlighedssange, og hende er det got at bede til i Elskovsanliggender. Af hendes Navn har den Hæderstitel sin Oprindelse, at fornemme Koner kaldes Fruer". Endvidere heder det paa et andet Sted: "Freya er den fornemste Asynie, næst efter Frigga. Hun er gift med en Mand som heder Odur. Deres Datter Hnos er saa faver, at alt hvad der er smukt og kostbart kaldes saaledes efter hende. Odur drog langvejs bort. Freya græder over hans Fraværelse, og ere hendes Taarer röde som Guld. Frejahar mange Navne, fordi hendes Navn forandredes efter de forskjellige Folkeslag hun kom til paa sin Reise, da hun ledte efter Odur. Hun heder Mardöll, Horn, Syr og Vanadis. Hun ejede Smykket Brising." At udfinde Freyas Betydning er ikke meget vanskeligt. Efter Naturens qvindelige Princip, der sagdes at raade for Jorden i det hele, satte alle gamle Folk Maane-Gudinden överst. Hin betegnes hos os som Frigga, denne som Freya. Maanegudinden var  det sandsynligviis, som af de græske Öeboere eller Kystboere först kaldtes Aphrodite (oldnordisk Frododis, ɔ: Fraa-dise) som opkommet af Havets Skum, og hun blev siden til Romernes Venus, samt var Söster til Solguden Apoll, men begge Södskende Börnaf Latona, Dybet eller den underste Luftegn. Af selvsamme Aarsager siges Maanegudinden Freya at være Söster til Solguden Freyr, men begge tilsammen Börn af Njord, Gud for Havet og den underste Luftegn. Nu indseer man ogsaa let, hvorfor Freya siges at være den skjönneste af Asynierne og den fornemste næstefter Frigga. Planeten Venus var hos os opkaldt efter Freya, men Fredagen (tydsk Freytag) har rimeligviis baade været helliget hende og hendes Broder Freyr. Dog raader hun, som Maanedsgudinde, tillige for Folkvang, den 9^de Himmelbolig eller Lövens Tegn, samt den Maaned som vi give det saare uæsthetiske Navn af Hundedage, men som de Gamle dog helligede til Kjærlighedens Gudinde, vistnok af vægtige Aarsager. Vi vide, at Elskov utallige Gange er bleven sammenlignet med Ild, ligesom disse Ords Sprogrod i vort Tungemaal synes at være den samme. Ligeledes siges fyrig Kjærlighed især at have hjemme i de varmere Egne, men med Freyas Tegn begynder netop den varmeste Aarstid i vor Verdensdeel. Ogsaa er det naturligst, at netop denne Maaned tillægges Frugtbarhedens Gudinde, da Urter og Agervæxter nu ere fuldmodne og sædydende. Himmelboligens nordiske Navn sigter da maaskee tildeels til jordiske Sysler. Folkvang betyder en Mark bedækket med Folk; men netop paa denne Tid er Hö- og Korn-Hösten i fuld Gang, og Markerne saaledes bedækkede med Arbeidere. Med Hensyn hertil kaldes Julius Hömaaned i gamle danske Skrifter, ligesom endnu i svensk og förhen i frankisk. Dog tillagdes Navnet Folkvang især, som vi have seet, Freyas himmelske Rige. Hun troedes og at raade der for en stor Folkemængde, som dog fik Plads i Palladset Sessrumner (den rummelige Sal eller Bolig). Hvad den Mythe skal betyde, at hun ejer Halvdelen af de Faldne, men Odin den anden, derom ere forskjellige Meninger blandt Mythographerne. Min egen Formodning er den: at Ordet Valr, som almindeligst oversættes ved de Faldne, men ellers oprindelig betyder Runding, Hvælving, Halvkugle, ligesom det senere hvalr, hvolr, her i Förstningen er bleven fremsat paa en gaadeagtig Maade, og at den rette Mening er: Freya vælger eller bestemmer til sin Raadighed hver Dag den halve Himmelhvælving, men Odin den anden halve, hvor Odin sættes som Himmel- og Dags-lysets överste Hersker, Freya derimod, efter de Gamles Tanker, som Nattens Dronning. Dog paastaaer jeg ikke denne Menings Rigtighed, hvorfor jeg tillige anförer de övrige, da enhver Digter og Kunstner, i saa uvis en Sag, har frie Hænder til at vælge den Idee, som behager ham mest. Man har da sluttet saaledes: 1) Odin som den överste Himmel- Sol- og Lys-Gud, helligedes især de Krigere, som faldt eller döde, indviede med Vaaben, om Dagen, men derimod de, som faldt eller döde saaledes om Natten, til Gudinden Freya, der overhoved antages for Nattens Dronning. 2) Odin ejede de hedenfarne af Mandkjönnet, Freya derimod dem af Qvindekjönnet. Denne Anskuelse bekræftes af den hedenske Jomfrues Thorgerde Egilsdatters Ord, da hun lod, som om kun vilde sulte sig selv til döde, tilligemed hendes Fader Egil, der af Sorg over sin Söns Död vilde saaledes bringe sig selv af Dage. Hun sagde nemlig: at hun ikke agtede at nyde nogen Nadver förend bos Freya. 3) Tog Odin dem til sig, som aldrig havde fölt det mindste til rigtig Kjærlighed; Freya derimod de Ægtemænd og Elskere, som ogsaa efter Döden skulde forenes med deres Hustruer og Fæstemöer, Denne Idee fölger Oehlenschlaeger naar han siger om Folkvang:

Der kommer hver trofast Beiler

Dertil hver trofast Mö.

4) Endelig maa jeg ikke forbigaae Gräters sindrige Gisning: at Freya her er fejlskrevet for Frigga, da det var allernaturligst at sige, at Jorden erholdt Menneskets halve Deel, nemlig Legemet; Solen (rettere Himlen) derimod den anden halve, Aanden eller Sjælen. Hertil kunde man lægge den 5^te Conjectur: at Freya, som ogsaa boer i den undre (at sige mellemste) Luftegn eller Vingolf, optager de Aander, som ej kunne opstige til den höjeste, nemlig Valhall; og at Odin og Freya saaledes dele de Afdöde mellem sig i det andet Liv.

Da det siges at være got at bede til Freya i Elskovs-anliggender, saa er det afgjort at hun ansaaes for Kjærlighedens Gudinde. Det fölger allerede deraf, at hun troedes at være Nattens Dronning, som Maanens (især Fuldmaanens) og tillige den skjönneste Planets, Aften- og Morgen-stjernens, blide og yndige Herskerinde. Af Begrebet om Elskov fölger det om Frugtbarhed, ligesom selve Gudindens Navn belyder den befrugtede, frugtbar eller frugtbargjörende. Som Maanedsgudinde bidrager hun ogsaa vældig til Planters og Frugters Modenhed, samt forestaaer Hö- eller Korn-Hösten, og viser sig saaledes som en værdig og deeltagende Söster til Freyr, som Gud for Agerdyrkningen og Jordens Afgröde i det hele. Kjærlighed elsker Sang og Sang er Höstfolkenes lifligste Opmuntring: det er da ej at undre over, at Freya i begge Henseender ynder den, samt fremtræder saaledes som Sangens milde og henrykkende Gudinde. "Der gives tillige andre Nympher som forestaae Kjærlighedsanliggender" og som sikkerlig mentes at staae under Freyas Overbefaling. De ere uden Tvivl allegoriske Væsener og beskrives saaledes i den yngre Edda:

"Siofn formaaer (eller tragter efter) at vende Menneskenes Sind til Kjærlighed, saavel Mandfolks som Qvindfolks. Efter hendes Navn kaldes Elskeren Siofne." Navnet Siofn er, efter min Mening, draget af Sión (Syn), der atter kommer af Gjerningsordet siá (see). Ved Synet er det at de förste Tilböjeligheds- eller Elskovs-Fölelser opvækkes i Menneskets Sjæl, være sig Mands eller Qvindes. Siofn formaaer altsaa, eftersom Edda siger, at vende Menneskenes Sind til Kjærlighed, og betyder fölgelig Elskov i sin förste Tilblivelse, frembragt ved Synets Indtryk paa Sjælen, eller det udvortes Syns paa den indre beslægtede Sands. Elskeren kaldes især, efter hendes Navn Siafne (kjærlig Seer) fordi det anstaaer kun ham, men ikke Qvinden, at frie, eller först tilstaae sin Kjærlighed.

"Lofn" (heder det endvidere) "er mild og from imod dem der anraabe hende, og hun har af Alfader eller Frigga Tilladelse til at forbinde Mænd og Qvinder med hinanden, hvilkesomhelst Hindringer eller Forbud der kunde være i Vejen. Af hendes Navn kommer Ordet Lov (Lof Roes, Berömmelse eller Tilladelse)" o. s. v. Ordet Lofn betyder ellers Kjærlighed og er I Oprindelse og Betydning det samme som det tydske Liebe, engelske Love. Det betegner uden Tvivl den gjensidige, fuldmodne, rodfastede Elskov, som trodser alle Hindringer for at naae det fælles Maal. Odin og Frigga, de ypperste Guddomme, tænkte man sig som det förste Ægtepar og Ægteskabets Stiftere. Odin var Menneskets Skaber, og Juno-Here, som svarer til vor Frigga, ansaaes af Romere og Græker som Ægteskabets Stifterinde. Lofn er saaledes den varige Kjærlighed, sig selv lig, saavel i Forelskelsens og Frieriets, som i det huslige Samlivs Dage.

"Var eller Vör" (vedbliver Edda) "hörer de Eeder og særegne Forpligtelser, som begge Kjön indgaae med hinanden (som derfor i Oldtiden kaldtes efter hendes Navn) og som straffer dem, der bryde Troe og Love. Hun er fornuftig (eller viis) og spörger om alt, saa at intet kan skjules for hende." Her have vi Forlovelsens Gudinde. Man kan gjætte at hendes Navn er draget af Vör (Vaur) Læbe, og antyder saaledes det förste Elskovskys, som tillades de gjensidig forlovede — ligesom det gamle Udtryk at veitaz varar, betegner den samme Handling; ogsaa kan man forklare at det betyder den Omfavnende, af de Elskendes förste Favnetag eller Omfavnelse; og endelig betegner det, ligefrem efter Ordet, den Forsigtige (Qvinde eller Gudinde). Hendes Egenskaber sigte til dem, som Elskende, der agte at forlove sig, eller allerede ere forlovede, sædvanlig have eller burde have, Förend Forlovelsen skeer, maa den ene af Parret kjende den anden nöje, söge at udfritte og udgrandske Personens Sindelag og henrundne Levnetslöb, samt overhoved være forsigtig i det her saa vigtige Valg. Selve Gudinden, som forestaaer Trolovelsens Handling, hörer ej allene de gjensidige Löfter og Eeder, men hun kjender ogsaa Hjertets sande Fölelser, og vee dem der kun elske paa Skrömt og for det flygtige Öjeblik, thi den strænge Vör forfölger den trolöse og straffer dn Letsindiges Meeneed. Ikke allene det trolovede, men ogsaa det allerede ægteskabelig forenede Par er saaledes undergivet hendes Vælde. Selv den Gifte maa da tage sig i Agt for at udskeje fra Pligtens Bane, thi Gudinden seer alt hvad han foretager sig og ingen Udflugter eller Bænker kunne skjule Mörkets Gierninger for hendes agtpaagivende og skarpe Blik.

"Sin" (ere Eddas Ord om den fjerde) "er Dörvogterske i Palladset (uden Tvivl i Frejas Slot), og holder Dörren lukket for dem, som ej maa gaae derind. Paa Tingene (eller og: ved Samtaler, Forhandlinger) passer hun paa naar nogen vil fordreje sin Sag." Sin (Syn) betyder Nægtelse, afslag, og Gjerningsordet synia den dermed forbundne Handling. Det er altsaa denne Nymphe som forfölger uheldige Elskende og volder det tunge afslag som tit vorder Bejlerens Deel. Som en Gudinde maa hun vel og have sine gyldige Grunde dertil. For dem som enten ere den tilbedede Qvindes Haand uværdige, eller af en eller anden Aarsag vilde selv kun finde Uheld eller bringe Uheld, ved sit Önskes Opfyldelse, tillukker hun Kjærlighedens Dör og Elskovsgudindens Himmelborg. Men det er især ellers hendes Forretning at passe paa naar Frieren fordrejer sin Sag, naar han fremförer Usandheder for at lokke den uskyldige, godtroende Skjönne; griber Vara Forföreren I Lögn, da aabenbarer hun sig advarende for den jordiske Mö, som styrket af Gudindens ellers usynlige Nærværelse, afviser den svigfulde Lefler, med den Foragt som stedse burde være hans Lod. Jeg behöver ikke at udvikle denne Digtnings mange Skjönheder, saavel i physisk som moralsk Henseende — og Dr. Catterberg har upaatvivlelig ret deri, naar han (i Isis VIII. 1819) ophöjer det Fortrin, som den nordiske Mythologie har fremfor den græske, ved de Kjærligheden frembringende og forestaaende Guddommes Moralitet, samt de Ideers Reenhed og sindrige Udförlighed, som angaae dette hele Æmne. Dog kan man vel ikke nægte at Grækerne have bragt det videre i Digtninger af dette Slags forsaavidt den sandselige Lyst, samt de dertil hörende Myther og Skildringer angaaer. Freya er, som vi have seet, den sande Kjærligheds og ægteskabelige Troskabs Gudinde; vel siges der og stygge Ting om hende ligesom Venus, men det er kun af Lögneren Loke, eller og i Fabler, som öjensynlig ere opspundne eller fordrejede af Munke, der sögte at befordre Kristendommens Antagelse og Hæder, ved at forhaane og beföre Hedenolds för tilbedede Guddomme.

Freyas Ægtemand Odur er, efter min Mening, en af Eddas vanskeligste Gaader. Det eneste vi vide em ham, er Navnet, og at han drog langvejs bort. Muelig er han en Personifikation af Solen. Nok er det, at Maanen sees om Natten, eenlig paa Himmelen; derfor digtede man at hendes Mand var draget bort langvejs. Naar Maanen havde, som tit skeer, et bjegladent Udseende, saa sagde man, at Maanegudinden var syg af Sorg og Græmmelse. Men hendes Taarer vare röde som Guld. De Gamle sagde overhoved at Natteduggen frembragtes af Maanen, og kaldte den Maanegudindens Taarer. I Morgenrödens eller Solens Glands glimrede de som det röde Guld. Derfor sammenligne de österlandske Digtere Duggen tit med Guld, Ædelstene og Perler, men Perler betyde igjen Taarer, i det poetiske Sprog. Freyas Sögen om Odur er ellers uden Tvivl af lignende Natur som Astartes eller Venus's om Adonis, Rhejas om Attis, Isis's om Osiris o. s. v. Alle disse Gudinders Taarer ere og af samme Art. Duggen er af störste Vigtighed for de varme Lande hvor det kun sjelden regner, og Jordens Frugtbarhed beroer fölgelig paa den. Saaledes kom man til at ansee Maanen for Frugtbarhedens Giverinde, ligesom man troede, samt troer endnu, at dens befrugtende Virkninger strække sig ej allene til Planterne, men og til den hele dyriske Natur. Dertil er der ogsaa andre Aarsager som det her ikke er passende at udvikle.

Odurs og Freyas skjönne Döttre, Hnossa og Gerseme, ellers Mönstre paa opblomstrende jomfruelig Skjönhed, kunne betegne enten: 1) Morgen- og Aften-Stjernen; 2) Morgen- og Aften-Röden eller 3) Maanens tvende Phaser i förste og sidste Qvarteer. (Fuldmaanen er da selv den Svangre eller Födende).

Disse fire Navne, som tillagdes Freya især, betegne vel Maanens fire Hovedforandringer, nemlig:

Mardöll (Havnymphen), Maanen i Næ som skjules i Havet eller Dybet.

Horn — i förste Qvarteer — af Maanens da bekjendte hornbærende Skikkelse. Af samme Aarsag afbildedes Österlændingernes Astarte, den ægyptisk-græske Io og flere Maanegudinder, med Horn paa Hovedet.

Gefn (den givende, runde). Fuldmaanen.

Syr — i sidste Qvarteer. Sprogroden er mig her ikke tydelig, men Ordet stemmer overens med mange orientalske (som ægyptiske, arabiske og indiske) Benævnelser for Planeten og Gudinden Venus.

Paa samme Maade sigte muelig og hendes fire allegoriske Nympher oprindelig til disse Maanens Hovedforvandlinger, men sattes siden i hin antagne Forbindelse med Kjærlighedsanliggender af hendes og deres Dyrkere.

At Fruenavnet kommer af Freya, kan vel være sandt, ligesom flere oldtydske og andre Herrenavne af Freyr, da store Herrer og Fruer fordum sammenlignedes med Guderne og tillagdes de samme Navne og Hæderstitler. Det er endnu til i det islandske hús-freya (i Almuesproget huspreya) Husfrue, Husmoder. Ellers æredes Freja uden Tvivl ved de Gamles Maanefester, og Jonge har viist, at der endnu ere Spor til hendes eller Maanens Dyrkelse saavel i Danmark og Norge, som flere europæiske Lande. Angaaende Freyas mange og karakteristiske Attributer henviser jeg til den mythologiske Ordbog.

15. Den tiende Himmelborg Glitner med dens præsiderende Guddom Forsete, svarer til Himmeltegnet Jomfruen og Perioden fra 21^de August til 22^de September. Navnet Glitner vil sige saa meget som den glindsende, skinnende, favre. Den beskrives saaledes i den yngre Edda: "I Himmelen er et Pallads som kaldes Glitner; dets Mure, Stötter og Stolper ere af röden Guld, men Taget af Sölv." Om selve Guden heder det sammesteds: "Forsete er en Sön af Baldur,og Nanna, Nefs Datter. Han ejer den Bolig i Himmelen som kaldes Glitner. Alle som tye til ham med vanskelige Sager gaae forligte fra ham. Hans Domstol er den retfærdigste blandt Guder og Mennesker." Forsete er, efter Ordet, Forsidder ɔ : Præsident i Retten, överste Dommer. Han svarer til den retfærdige Dommer som i Ægypters og Inders Zodiak afbildes med en Vægt, hvis Skaaler ere ganske lige, og saaledes jævne Nat og Dag. Vægten er baade Jævndögns og Retfærdigheds bekjendte Sindbillede. I den nordiske Zodiak er Betegnelsen mere conseqvent end de i de fremmede, da den retvise Forsete her soger at bringe alting i Ligevægt, som og lykkes ham i det Öjeblik Dag og Nat ere lige lange, hvorved Lysets og Mörkets, Varmens og Kuldens ellers bestandige Strid bilægges. Da fratræder han sit vel forestaaede Embede. Derimod synes Dommeren eller Retfærdigheden, i de övrige Systemer, ikke at fyldestgjöre sin Pligt, da det kun er i det förste Öjeblik af Maaneden, at Vægten er lige, men synker siden stedse mere og mere, lige til Periodens Udgang. Det er ellers sandsynligt, da de norske Höst-Tinge ere en meget gammel Indretning i Norden, at Ideen tillige sigter til et almindeligt og særdeles vigtigt Ting, som holdtes ved Höst-Jævn-dögn, ved en menneskelig Dommer, der dog var den himmelske undergiven, samt trængte til hans Beskyttelse og usynlige Vejledning. Ligesom Maanedsguden Forsete var en Sön eller Efterfölger af Baldur, Gud for den skjönneste Aarstid, eller ogsaa for Sommeren i det hele, saa er det og en skjön Allegorie at Retfærdigheden nedstammer fra Godheden, den sande nemlig, der i Grunden er den samme som Dyden. Himmelboligen Glitners prægtige Beskrivelse synes at betegne Luftens herlige Udseende i denne Maaned, da den endnu om Dagen oplyses rigelig af Solen, og Stjernerne tillige begynde at tindre med fornyet Klarhed om Nattan. Paa Jorderige viser nu og den gyldne Höst sig i al sin Pragt. Hösten kaldte Folk fra Krigssyslerne til Enighed og Glæde, og derfor er det maaskee tildels at Forsete siges at neddysse alle Stridigheder, ikke allene i de himmelske, men ogsaa i de jordiske Egne. Eddaerne give os ingen fuldstændige Efterretninger om Forsete, og i de poetiske Benævnelser tillægges ham ingen særskilte, ventelig ved Forfatterens eller Samlerens Forglemmelse. Ej heller vide vi at han er bleven dyrket ved egne Templer eller Præster, undtagen paa Öen Helgoland, ved Udlöbet af Elben, hvor hans Helligdom var meget berömt i de hedenske Tider. Fremmede Skribentere kalde ham Fosete, og Öen ofter ham Fosetesland. Den var mest heboet af Friser, og dette, med mere, viser deres fælles Herkomst og Religion med Skandinaverne. At Saxerne og have dyrket ham, er sandsynligt, men dette forbeholde vi os at udvikle nærmere i den mythologiske Ordbog.

16. Det ellevte Solhuus er Noatun, Guden Njords Bolig, svarende til vort Himmeltegn Vægten, at sige fra Solens Indtrædelse deri og fra Efteraars-Jevndögn (omtrent den 21^de Septbr) til den 22^de October. Herom siger den yngre Edda: "Den tredie Asa heder Njord. Han boer paa Noatun. Han raader for Vindens Gang og stiller Hav og Ild. Ham paakalder man paa Söen og ved Fiskerie. Han er saa rig og formuende, at han kan give Rigdom og Overflödighed til hvem som anraabe ham derom. Njord er ikke af Asernes Slægt. Han blev opfödt i Vanaheim, men ifölge et Forlig gave Vanerne Guderne ham til Gidsel, hvorimod de fik en ved Navn Hæner isteden. Njords Hustrue heder Skade, en Datter af Jætten Thiasse. Hun vilde boe der hvor hendes Fader boede, nemlig paa Fjeldene i Thrymheim. Njord derimod vilde opholde sig ved Söen. De bleve derfor enige om, at hun skulde være 9 Nætter i Thrymheim men 3 i Noatun. Men da Njord kom fra Fjeldet tilbage til Noatun, qvad han fölgende:

"Kjed er jeg af Bjergene,

Kort var mit Ophold der,

Ikkun Nætter ni;

Ulvenes Tuden

Syntes mig meget leed

Mod Svaners Sang."

Skade derimod sang:

"Ikke kunde jeg sove

Paa söeomgivet Leje

For Fuglenes Larm.

Strandmaagenes Skrig

Naar over Havet de fare

mig hver Morgen vækker."

"Njord i Noatun avlede siden to Börn Freyr og Freja." (See foran Anm. til 5^te og 14^de Strophe). — Jeg har för anmærket at Vanaheim betyder det samme som det indiske Vanam ɔ : Skyluften eller Lufthimmelen. Da Njord især raader for Vindenes Gang, samt stiller Havet og den jordiske Ild, saa tilhörer han egentlig vor Athmosphære, og er dens fredelige Behersker, ligesom Thor dens krigerske Forsvarer. Njord er vel især Havets og Luftvandenes Aand, som gjör Jorden frugtbar og frembringer de Menneskene heldbringende Vinde. At Solguden Freyr, hans Sön, og Maanegudinden Freya, hans Datter, er overdraget en Deel al disse Functioner, er tydeligt af det foregaaende, og fölger af Mythens saare naturlige Sammenhæng. Det er især som Luftens og Regnens Gud at han stiller eller dæmper Hav og Ild. Af samme og lignende Aarsager dyrkes han af Sömænd og Fiskere. Ideen om hans Rigdom opkom paa forskjellige Maader. Först ansaae man de skjönne, lysende, guldfavre Glimt, som man skuer i Havet, især i en stille Efteraars- eller Vinter-Nat, undertiden i en uhyre Mangfoldighed, for skinnende Guld, der dog tilhörte Havets Aander, og ej stod til Menneskenes Raadighed. Denne Tanke grebe Digterne med Begjærlighed, for at nævne Guldet, ikke allene Havenes og Vandenes — men ogsaa de dem forestaaende Guddommes (som Ægirs, Rans o. s. v.) — Lys, Skin, Glands m. m., og heraf opstode de hertilhörende Myther, som vi siden komme nærmere til at udvikle. Heraf kom da vist den hedenske Talemaade om en formuende Mand, at han var rig (eller havde saa meget Guld) som Njord. Siden, eller maaskee samtidigen, lagde man Mærke til det meget Guld og andre Kostbarheder, som vare begravne i Havet, og saaledes komne i Havgudens Eje. Derfor mentes Havets Herskerinde, Ran, især at være begjærlig efter Guld. For Menneskene viste dette Guld sig blot som Skinnet, ligesom vore Söfolk endnu troe at see sjunkne Skibes Skygger, selv paa Vandet, ved Midnatstide, befolkede paa lignende Maade af det druknede Mandskab. — Endelig mentes Njord, som hörende til Asaguderne, ej allene at tage, men og især at give, Rigdom og Velstand. Det var öjensynligt, at hans ivrige Dyrkere berigedes paa mange Maader, som Söfart, Handel, Krigstoge til Söes o. s. v., og derfor kaldte man ham, hvis Yndest man tilskrev denne Lykke, Rigdomsgavernes Gud, Velstandens Giver — ligesom hans Sön Freyr, af lignende Aarsager, forsaavidt han især yndede Landmanden, samt velsignede Jorddyrkning og Fædrift. Derfor paakaldtes de begge især ved Eedsaflæggelser, efter hvad jeg har anfört i det foregaaende (til Str. 5) — og i et Hedenoldsdigt af den berömte Helt, Egil Skallagrimson, prises baade Freyr og Njord for den Rigdom og Velstand, som de havde ydet hans Ven, Hersen Arinbjörn. Aserne betydede vistnok egentligst de Guder, som mentes at höre til Ætheren eller Stjernehimmelen, det gjorde Njord ikke, da han var Gud for Vandene, Havet og Skyeluften, men da han, som disse Elementers bestyrende Aand, i klart og skjönt Væjr mentes at oplöfte sig til Stjernehimmelen og Asagudernes Selskab, hvor man anviste ham hin Himmelborg til Bolig og den dertilhörende Maaned til særegen Raadighed — saa regnes han ogsaa, ligesaavel som Thor, der og er Skyluftens Herre, til Asaguderne. Hæner er Lysets Aand eller Guddom; Ham fik Vanerne eller Athmosphærens Luftaander til Gidsel, isteden for Njord, i deres med Aserne, indgangne Fordrag, i en af de kosmogoniske Fejder. (Jfr. Vafthrudnersmaal Str. 38. 39.)

Navnet paa Njords Bolig, Noatun, betyder vistnok oprindelig Baadenes eller Skibenes Land, og sigter altsaa til hans Herredömme over Havet eller Vandene, thi ved andre Omskrivninger tillægges Söen, af vore gamle Digtere, et saadant Navn. Men det kan af flere Aarsager være blevet overfört til det ham helligede Solhus og Maaned. Ved Efteraars-Jævndögn begynder nemlig i Almindelighed en sand Regntid i de nordlige Himmelegne, men det var vist ham, der som Luft- og Havdunsternes Bestyrer, især mentes at frembringe Regnen. Hvad Himmelborgens Beliggenhed angaaer, saa var det naturligt, at man tilegnede ham den, da Solen nu begyndte at nærme sig Havet, med de kortere Dage. Ogsaa kunde man, ved Navnet Noatun (Skibenes Land), erindre de Söfarende om: at det nu var Tid til at höre op med Söfarten for denne Sommer, og som man da plejede at gjöre, at sætte Skibene paa Land. Mærkeligt er det saaledes og at Septembers danske Navn er Fiskemaaned, der atter staaer i Forbindelse med Hav og Vande samt med Fiskernes Skytsgud. Ordet hörgr, hvorfor Njord her siges at raade, er noget tvetydigt. Det kan baade betegne Klipper, og i saa Fald vilde det sigte til den oftest stenede eller klipperige Strandbred — men ogsaa, samt almindeligst, Offeraltre og stensatte Tempelkredse, hvorfor jeg og har valgt den sidste Oversættelsesmaade, især da jeg troer, at Anförelsen af hans Forstanderskab for slige hellige Steder, sigter til de der holdte Folkefester og höjtidelige Sammenkomster, især det nu indtræffende Höstgilde, hvorved man rimeligvis ogsaa ydede Njord sin Tak for Sommerens heldige Söfart, og frabad sig hans Vrede, der mest yttrede sig ved Oversvömmelser, Skibbrud o. s. v. Med Hensyn til denne store Offerfest var det vist, at Angelsaxerne kaldte September Halig- eller Hellig-Maaned. Nu begyndte ogsaa Slagtertiden, hvoraf October kaldes paa Svensk Blodmaaned, maaskee forhen Blot- eller Offer-Maaned. I Henseende til Njords Giftermaal med Skade (om hvem jeg henviser til 11te Strophe) anmærker jeg blot, at det er vist, som Havets og Skyluftens Menneskene velvillige Gud, nemlig som forestaaende den sommerlige Söfart, at Njord siges at have giftet sig med Skade, Foraarsstormenes Herskerinde, thi i hendes aarlige Regjeringstid bliver Söfarten först ret almindelig; især var det Tilfældet i de ældgamle Tider da Fartöjerne vare saa smaa og svage. Skade opholdt sig derimod ikke gjerne paa Havet eller ved Strandkanten, da hun elskede mere de höje Fjelde, hvor Orkaner og Hvirvelvinde have deres rette Tumleplads. Foruden Freya havde Njord andre ni Döttre, som alle betyde Bölger eller Vinde, ligesaavel som de græske Nereider, Döttre af Havguden Nereus.

17. Den tolvte og sidste af de zodiakale Gudeboliger er Landvide, som forestaaes af Vidar, og svarer til Skorpionens Himmeltegn eller Maanedsperioden fra 21^de October til 21^de November. Navnet betegner, omsat paa nyere Dansk , Videland ɔ: det vide Land, og sigter rimeligvis til den Omstændighed, at jo lavere Solbanen gaaer, des större er dens Omkreds i Cirkelens horisontale Peripherie. Dets Beskrivelse sigter vel allene til Maanedstiden (da Landskaberne kun frembyde visnende Riis og Krat og nögne Grene, samt falmet og fortörret Græs) undtagen det tillige, ligesom det og kan være Tilfældet med dets övrige Sidestykker, indeholder os ubekjendte Allusioner til dette Dyrekredsens Stjernebillede, efter Forfædrenes Begreb — men hvad der anföres om Guden Vidar, sigter dels til den Form, hvorunder man sædvanlig forestilte sig ham, samt de dertil knyttede almindelige Forestillinger, og dels til hans særegne Egenskaber som Maanedsgud. Det vigtigste af hvad der siges om Vidar i den yngre Edda have vi allerede udviklet her foran (S. 124 o. f.) hvoraf det er klart at man i Hedenold troede, at han især plejede at aabenbare sig i Skikkelse af Meteoret Typhon (Skyepumpen eller Væirstötten). Der har jeg ogsaa viist (S. 128) hvorfor han, saaledes betragtet, kaldtes den tause eller ofte tiende Asa. Ogsaa dette kan siges om ham som Maanedsgud, da hele den organiske Natur er taus og sörgmodig i hans Regjejingstid. Hans Modtagelse af Herredömmet betegner det strænge Efteraars, eller ogsaa, efter den norskislandske Kalender, Vinterens Komme. Angelsaxerne kaldte ogsaa November Winter-fyllet. I Mythen om Verdens Undergang er Fenris-Ulven uden Tvivl den underjordiske Vulkan og det ved dens Rög og Damp foraarsagede Mörke; — naar denne Mythe derimod indskrænkes til de blidere Aarsguders Fald, saa betegner Ulven, som allerede nærmer sig i Sirius's Brand eller Hundedagenes Hede, det igjen overhaand tagende, aarlig tilbagevendende Mörke, som tilsidst siges at opsluge Odin eller Himlen. Men med de blidere og lysere Himmelguders aarlige Fald er Asernes Kamp mod Vinter jætterne ikke forbi. Den stærke kjække Vidar nedlader sig fra Luften for at hævne Odin sin Fader, og ham fölger den krigerske Uller. Begge ere de vinterlige Asaguder. Mangen en svær Dyst bestaae de mod Riimthurserne eller Frostjætterne, for at redde Jorden og Menneskene fra Ödelæggelse, indtil Lyset atter nærmes Verden i Freyrs Födsel. Lysguden Vale overvinder Hödur, Baldurs Banemand, og Odin modtager selv paa ny sit uindskrænkede Herredömme som Aarsgud. Saaledes siges Vidar og Vale atter at opbygge eller beboe Gudernes Helligdomme eller Borge. Ved Mod og Styrke (Mode og Magne) naaer Thor sin Hammer igjen og Asaguderne erhverve da endelig en fuldkommen Sejer. Paa selvsamme Maade som det gaaer til i Guders eg Jætters aarlige Kamp, saa vil det og blive Tilfældet i Tidens Fylde, naar Udlöbet af det store Verdens-Aar (der hos Inder og Chaldæer udgjorde 432.000 af vore smaa, jfr. Str. 23) forkyndes ved Gudernes Tusmörke, da Jord og Himmel med deres Elementarguder skulle forgaae, men dog forynges og oplives paa ny.

18. Herom heder det i den yngre Edda: "Ganglere blev ved: Du siger at alle de som fra Verdens Skabelse ere faldne i Strid, ere komne til Valhall til Odin. Hvad haver han at give dem at leve af, thi der maa vistnok være en stor Forsamling. Han svarer: Du har ret, en stor Mængde er der og langt flere vil der endnu komme, og alligevel er der ikke for mange naar (Fenris)-Ulven kommer. Aldrig forresten komme der saa mange til Valhall, at de jo faae Flesk nok af den Galt som heder Sörimner. Han bliver söden hver Dag, og er heel igjen om Aftenen. Det Spörgsmaal du her gjorde, er der vel ellers kun faa saa kloge at de kunde besvare rigtig. Kokken [egentlig: Stegeren] heder Aandrimner og Kjedelen Ildrimner som det heder [i Grimnersmaal]." De med hrimner eller rimner (af hrim, rim, Sod eller Rimfrost, tykke opstigende Dunster) sammensatte Ord Ild, Aand eller Vind, og Sö eller Vand give strax tilkjende, at Talen er her om naturlige Gjenstande i digterisk Indklædning. Vi have seet, at Gudernes Slotte overhoved, og Valhall især, maa söges i Himmelhvælvingen. Da vort Nordens ældste præstelige Digtere opfandt Föde til henfarne Kjæmper, passende til Folkets Forestillinger, vidste de ej noget som var mere efter dets Smag end Flesk, en Spise, som overhoved af de Gamle, især Grækerne, blev anseet for meget nærende, hvorfor det og, efter Galen, især spistes af Athleterne. Om den nord-sjællandsks Almues Forkjærlighed for Flesk siger Jonge: "Af Kjödvare er Bonden intet kjærere end Flesk. Dette kalder han fortrinlig Sul, og han elsker det saa lidenskabelig at han kunde spise endog det gejle Spek, ligesom Tartaren de hele Klumper Talg, til hvert Maaltid, uden at kjedes derved. Naar han derfor skal beskrive os en Mand som nyder Livets höjeste Gode, da maa det være den, som lever af Flesk og Brændeviin. Denne overvejende Fleskappetit er lige saa gammel som det danske Folk selv. Efter Westenrieders Beretning anpriste Tydskerne i Middelalderen Flesket, endog som et Helbredelsesmiddel. Vore Forfædre satte endog deri det tilkommende Livs Lyksalighed, og at tænke sig en Himmel uden Flesk, var lige saa umueligt for dem, som i Begyndelsen for Grönlænderne at forestille sig en Himmel uden Sælhunde. Naar de her havde slaaet hinanden ihjel, da skulde de hisset hos Odin i Valhall drikke Mjöd (i Mangel af Brændeviin) og spise Flesk af [Galten] Særimner, som havde den gode Egenskab at den var uopædelig; hvormeget man end skar bort af Flesket, saa voxte det strax ud igjen, ligesom Leveren paa den arme Prometheus. Og denne besynderlige Udödelighed var jo paa en Maade nödvendig, i Fald Odins Bolig ikke skulde blive alt for fuld af Sviin. Den Londonske Brændevinsbrænder Joseph Mawbey havde nok i sin Tid det smukkeste Svinemenagerie i Europa, thi daglig kunde man höre to Tusende af denne Slægt grynte i hans Gaard, men hvad vilde endnu dette forslaa for de Odinske Helte." — Saavidt Jonge, i sin humoristiske Tone. — Ligesom jeg för har anmærket, henvise de i Mythen forekommende trende Navne til de tre Elementer, som egentlig ansaaes for overjordiske: Luft, Vand og Ild. Den himmelske Galt var sikkerlig af en anden og finere Natur end de jordiske, og man har indbildt sig, at den bestod af en luftagtig Substants, som alligevel maatte have en fortreffelig Smag for de forklarede Helte. Det var Luftkokken Aandrimner, som kaagte Dunstgalten Sörimner i Kjedelen Ildrimner. Hver Dag — saaledes have vel de digtende Præster fortalt Almuen — gjordes der Ild paa i Himmelen ved den flammende Morgenrödes Frembrud, hvormed den udödelige (eller ufortærlige) Galt kaagtes. Mange hedenske Folk, og især, som vi vide, de af finsk Stamme, tillægge Guderne Magt til at beklæde Offerdyrenes Beenrade med Kjöd, samt gjore dem levende igjen, kun at Benene ikke maatte brækkes. Det samme siges der i Eventyrene om Thors Bukke, og Hebræerne toge sig, som bekjendt, vel i Agt for at brække Offerdyrenes Been. Paa samme Maade blev da Sörimner hver Dag begavet med Huld og gjenoplivet, men slagtedes igjen om Aftenen, da Flesket kaagtes ved Aftenrödens Luer, til et kosteligt Maaltid for Valhalla's Einherier. Om Morgenen var den dog heel igjen, ligesaavel som Tordnerens Buk ved Traktamentet hos Thialfes Fader. I de sydligere Folkeslags Myther er vel Gudernes Föde finere, som Grækernes Ambrosia (om hvis Beskaffenhed man ikke var enig) og Indernes Amerdam (af samme Betydning, nemlig Udödeligheds-Föde) der dog skal være etslags Himmelsmör o. s. v. — Men nogle Fortidens overtroiske Rabbineres Forestillinger af Messiæ Maaltid, eller de udvalgte Hebræers festlige Gilde i Messiae Rige, overgaae dog det Valhallske i Dröjde, da den uhyre vilde Oxe Behemoth udgjor den förste Ret, Havslangen Leviathan (der i visse Maader svarer til Eddaernes Midgaardsorm) den anden, og en ligesaa massiv Fugl (Grif eller Drage) den tredie Ret. Besynderligt er det ellers, at Fleskespisen ansees nu blandt de kaukasiske Kristne for etslags religieus Handling, da de adskille sig derved fra de derværende Mahomedanere og Israeliter.

19. Herom siger den yngre Edda: "Ganglere spurgte: Spiser Odin af samme Mad (eller Taffel) som Einherierne? Har svarede, den Föde, som kommer paa hans Bord, giver han sine to Ulve som hede Gere og Freke. Selv behöver han ingen Spise, thi Viin er ham baade Mad og Drikke, som det heder i Grimnersmaal." Navnet Gere betyder den graadige og Freke den heftige. Tvende Meteorer eller Bisole som undertiden sees tæt ved Solen, kaldes i Island, Norge og Sjælland Ulve, Sol- Ulve, og den yngre Edda mener dem udtrykkelig ved de Ulve som forfölge Sol og Maane. See Vafthrudnersmaal (Str. 53) og Valas Spaadom (Str. 36 o. fl.) Det er disse Luft- eller Himmel-Ulve som mættes af Odins Bord. Da Navnene Gere og Freke ogsaa, i den gamle Poesie, tillægges alle Ulve overhoved, betegne de muelig tillige disse jordiske Rovdyr forsaavidt de deeltage i Odins Offringer paa Valpladsen. Da Gothernes Fyrste Heidrek havde ombragt Kong Harald og hans Sön med deres Krigere, helligedehan (efter Hervarar-Saga) alle disse Faldne til Sejerguden Odin, og salvede Altrene med Blodet. Sagaerne give flere lignende Exempler, og Saxo beretter at Harald Hildetand helligede til Odin alle de af ham fældede Krigeres Sjæle. Af slige Offringer nöjedes da Odin allene med Aanden, (ligesom Perserne fordum overhoved mente om deres Guder), og med en Smule Blod, hvormed Grækerne især formildede sine. Hebræerne og flere gamle Folk ansaae ogsaa Blodet især for Sjælens Sæde eller Vehikel. Odin modtog, som Himmel- og Luftgud, de under staben Himmel faldende Menneskers Aand. Han glædedes ved de Offre som Kampen bragte ham, og lönnede de döende Krigeres Aander med Lyksalighed i det andet Liv. Ikke desmindre bleve de Faldnes Lig tit fortærede af Rovdyr, især Ulve, Örne og Ravne. Dette skete dog kun ved Offrenes legemlige Deel, og man digtede derfor, at disse Dyr, som stedse opholde sig i fri Luft, vare udsendte af Himmel- eller Krigsguden, hvorfor de især tilegnedes ham. Saaledes heder det i Brudstykket af Eriksmaal. (See Müllers Saga-Bibliothek 2^den Deel S. 375):

Krigens Ulv

Skjöndt glubsk, til Guders Sæde Helten leder. Det er bekjendt, at flere asiatiske Folk, (f. Ex. Massageter og Perser forhen, samt endnu de gamle Persers Efterkommere og de mongolske Tartarer) ansee det for den hæderligste Begravelsesmaade at opædes af Rovdyr og Rovfugle. Fra en slig (tildels religieus) Oldtidsmening nedstammede maaske og den Ligegyldighed som vore Fædre havde for slige Skuespil, og desværre! besynges de tit som noget guddommeligt og ægte krigersk i deres Krigssange, skjöndt lignende Steder ligeledes indeholdes i Homers Heltedigte. Saaledes var ogsaa Ulven helliget baade Krigsguden Ares-Mars og Solguden Apoll hos Græker og Romere. De sidste have stundum fört den i deres Banner, og Romas Stifter skal jo have været opfödt af en Ulvinde. Besynderligt er det, at man ellers i visse Lande har anseet Ulven, denne glubske og fæle Skabning, for et helligt Dyr, f. Ex, selv i Irland i nyere Tider (efter Camdens og Goods Beretninger) og paa Kysten Guinea blandt visse Negre, om hvilke Römer siger: at Ulvene gaae blandt dem omkring i Byerne, som Husdyr, uden at gjöre Skade. Man anseer det for et heldigt Varsel naar de vise eller nærme sig. De Danske maatte forsone et Ulvedrab ved Ligets stadselige Indsvöbning, ved Brændeviin til Sorgegildet og Krudt til Æresskud ved Begravelsen. Ogsaa var og er det et heldigt Varsel for Skandinaverne, ligesom det endnu er hos Perserne o. fl. naar man uformodentlig saae en eller to Ulve. (Jævnför ovenfor Str. 10.)

I övrigt lære vi her at Vin, denne i Norden fordum saa sjeldne og kostbare Drik, var Odins privilegerede Nektar. Ingen jordisk Vædske er aandrigere, eller forener mere, om man saa maa sige, det himmelske med det jordiske. Den var, ligesom jeg viser i Anmærkningerne til Havamaal over Digterdrikken, fremdragen af Odin selv fra Jordens dybe Skjöd, og det var i den og andre begejstrende Drikke, at han meddelte sine Yndlinge Poesiens herlige Gave. Selv var han den höjeste Aand, og derfor vaf det ham ene og allene givet at leve og næres blot at den ætheriske Vin, Himlens og Jordens ædleste Frembringelse, Vinen var, fra umindelige Tider, den helligste og ypperste Libation ved Österlændingers, Grækers og Romeres Offringer og Gjæstebude. Vore Forfædre glemte ej heller at mindes Guderne, ved dem viede Skaaler, i höjtidelige Drikkelaug; siden vederfores denne Ære de Hellige og nu tilsidst (i levende Live) Kongerne og andre virkelige Mennesker, som vi gjöre meget af, eller ville vise en særdeles Hæder og Opmærksomhed. Vi finde ellers i de hedenske Nordboers Digte, at Fyrster beværtedes med Vin i Valhall, f. Ex. af en Strophe i Eriksmaal, et Mindedigt over Harald Haarfagers Sön, Kong Erik Blodöxe, forfattet efter hans Enkes, den bekjendte Gunnhilde Kongemoders Begjæring. Stoffet dertil er taget af den nordiske Mythologie, uagtet det benævnte Ægtepar var i Engelland bleven tvunget til at bekjende sig til den kristelige Religion:

Hvad er det vel for Drömme? sagde Odin,

Mig syntes jeg stod op för Dagen gryede,

At gjöre Valhall ryddelig for Helte,

Som faldt i Kamp. Einherierne jeg vaagned;

Jeg böd de Tjenende staae op, for Bænke

At strö og skure Bægre — men Valkyrier.

At bringe Vin, som om en Konge kom.

20. Om disse mythiske Fugle siger den yngre Edda: "Paa Odins Skuldre sidde to Ravne, Hugin og Munin; de sige ham i Öret alle de Begivenheder, som de see eller höre. Dem udsender han, saasnart det dages, for at flyve Verden omkring og komme igjen ved Middagstid. Derved bliver han underrettet om mange Tildragelser, og derfor kalder man ham Ravne-Gud." Et Brudstykke anfört i Skalda lyder saaledes:

Tvende Ravne flöj Af Odins Skuldre Hugin til hængte Munin til faldne (Liig).

I Ynglingasaga (7^de Kap.) fortælles Traditionen saaledes: "Odin havde to Ravne som han havde lært at tale. De flöje vide om Landene og bragte ham mange Tidender hjem. Af saadant blev han meget viis" og kort forhen: "Undertiden opvakte han Dödningene under Jorden, eller satte sig hen under Hængtes Liig. Derfor kaldtes han Gjengangernes og de Hængtes Gud eller Herre." Ville vi forklare disse Myther, maa vi först see hen til deres Oprindelse. Odin er, efter Eddalæren, Himlens og Luftens överste Gud, Verdens Aand, som Inder og Græker kalde ham, den store Aand hos de amerikanske Folk o. s. v. Aande og Aand (animus og anima) ere oprindelig eensbetydende i alle Verdens vigtigste og ældste, i det mindste de saakaldte japhetiske Sprog, hvortil Grunden er let at indsee, den nemlig, at Menneskets Aande var saa nöje forenet med dets Aand, Sjælen eller Livet, at den ene kom og forsvandt med den anden. Menneskets Aande og Luftens Aande ligne hinanden, og mentes derfor, vistnok ogsaa tildels temmelig rigtig, at være af samme Natur. Derfor var det Himlens og Luftens Gud, som i de fleste Mvthologier, i det mindste de nordiske og österlandske, meddelte Mennesket sin Aande, og med den Livet og Sjælen. Derfor siger ogsaa Vala: "Odin gav Mennesket Aanden." Havde man engang fattet en saa naturlig Idee, fulgte denne atter deraf: at Aanden, som kom fraHimlens og Luftens Guddom, maatte, naar den forlod Legemet, gaae til ham paa ny, eller svæve derhen, hvorfra den var udgaaet. Dette sige Hebræers, Grækers, Inders og Skandinavers Philosopher os. Men — der gaves baade en övre og undre Luft, Over- og Under-Verden (Valhall og Bilskirner; Asgaard og Helhejm) Himmel og Helvede. Efter Döden kom Sjælene, efter deres forskjellige Beskaffenhed eller Sjælsadel til disse saare forskjellige Steder. Alle Sjæle havde vel deres Udspring fra Odin, ligesom Persernes Feruerer (Platonikernes Ideer) vare i Himlen, förend de meddeltes jordiske Legemer. Odin udsender dem da til Jorden:

Hugin og Munin

Flyve hver en Dag

Over Jordens Slette.

Men de vende ikke alle tilbage til ham, thi nogles Kraft og Adel blev saa svækket og besmittet ved Jordlivet, at de gjorde sig uværdige til Himmelen. Derfor lader Digteren Himmelguden sige:

For Hugin er jeg bange

At han igjen ej kommer,

Dog frygter jeg meer for Munin.

For at forstaae disse Linier rigtig, maa vi lægge Mærke til at Hugin eller Hugi betyder egentlig Hu, Tanke og Muni eller Munin, Mindet, Erindringen — og udtrykke saaledes de tvende Slags Beskjæftigelser hvormed Sjælen sysselsætter sig i Verdenslivet. Man veed at Hukommelsen aftager i Alderdommen, og de græskromerske Digtninger ere bekjendte: at alting glemtes ved at passere Lethe-Floden. Ogsaa Nordboerne antoge Sjælevandringen, men de Folk, som gjorde det, vilde tillige, at den gjenfödte Aand ej kunde erindre sin havte Skjæbne, i de foregaaende Inkarnationer. Af disse Aarsager frygtede vel Odin mest for at Hukommelsen, naar den engang var borte fra Mennesket, neppe vilde vende tilbage, hverken i dette eller i det andet Liv. Fra Geirröd selv, her i Digtet, var den saaledes bortvegen ved hans overstadige Drukkenskab (see Str. 50). Hine Sjælens tvende Hoved-Egenskaber personificeres saaledes i den nordiske Mylhologie som Odins tvende Ravne. Man kan tænke sig forskjellige Aarsager, hvorfor disse nu omstunder lidet agtede Fugle valgtes fordum til saa vigtige Roller. De vare kulsorte af Farve; derved har man maaskee villet sigte til Sjælens Dunkelhed og Usynlighed. De kunde læres til at snakke eller frembringe artikuleret Lyd, en Egenskab, som Mennesket især besad ved Sjælens Styrelse. Det er og bekjendt, at man til alle Tider har troet, at Ravnene besade overordentlig Forstand og Klogskab. Man tillagde Fuglene overhoved den Gave, at tale et Sprog, som kun de selv og enkelte af de Viseste blandt Menneskene kunde forstaae, og mente, at de som Luftbeboere stode under Himmelgudernes særdeles Bestyrelse. Heraf kom den til alle Nationer udbredte Overtro om Fuglenes varslende Skrig og Flugt. Heri havde Ravnene allevegne en stor Andeel, f. Ex. ved Romernes Augurier (see Plin. H. N. X. 12). Som överste Himmel- og Luftgud var Odin endvidere tillige Gud for Feldtslagene, som holdes under aaben Himmel. Til Valpladsen tye stedse Rovdyr og Rovfugle, som her hjelpe til at fortære Odins blodige Offre, og derfor tilegnedes de i Almindelighed, og Ravnen, der hyppigst saaes ved slige Lejligheder, i Særdeleshed, til hin Krigs- og Hinimelgud. (jfr. 19^de Str.) Man har maaskee digtet eller troet, at de Dödes Sjæle paa en Maade flöje bort med disse Fugle, thi ved de romerske Kejseres Ligbegjængelse lod man, efter at Ligbaalet var stukket i Brand, en Örn flyve op til Himmels, for at forestille eller medbringe den Afdödes Sjæl, og flere katholske Legender fortælle, at de Helliges Sjæle fore synlige til Himmels i hvide Duers Skikkelse. Naar en afdöd persisk Ghebers höjre Öje udhakkes af en Ravn eller anden Rovfugl, ansees det som et for ham særdeles lykkeligt Tegn. Ravnene stode i höj Anseelse hos mange andre hedenske Folk. Græker, Romere og Ægypter helligede den til Apollo, Phoebus eller Solen, der især, som oplysende, var Spaamænds og Spaadomskunsters Guddom. Ælian beretter, at ved Apolls Tempel i den ægyptiske Stad Kopto, saae man især tvende hellige Ravne. Strabo fortæller og om tvende Ravne som man, etsteds i Gallien, dyrkede med megen Ærbödighed, og lod dem afgjöre de vigtigste Trætter, ved den Maade hvorpaa det behandlede etslags Kager, som man opvartede dem med. Men det mærkeligste er at i Indien ærer og nærer man Ravnene, især af den Aarsag, at de, som den vel underrettede Paolino udtrykkelig siger, forestille de Afdödes Sjæle (repræsentant animas desunctorum). Ogsaa er det mærkværdigt, at Inderne digte om tvende usynlige Genier, der bestandig sidde paa ethvert Menneskes Skuldre, og udspeide saavel alle hans Handlinger og Ord, som hans lönligste Tanker, hvorfor de, i den anden Verden, aflægge Regnskab til de Dödes Dommer. Her have vi da de eddiske Hugin og Munin. I övrigt er det meget sandsynligt at den kristelige Almues endnu ikke uddöde Overtro om Valravnen og Natravnen, disse djævelske Rovfugle som törste efter Menneskeblod, nedstamme oprindelig fra Odins Ravne.

21. Denne Strophe er vel meget dunkel — men af de Oversættelser, som den store Udgave har og Andre have givet, forekommer mig Gudmund Magnæus's (i den 14^de Anm.) at være den lykkeligste og naturligste. Efter den maa Meningen være om Fenris-Ulven, dette Uhyre, Lokes og Angerbode's Sön, som Aserne bandt paa en Holm i Söen Amsvartner, og stak ham et Spyd i Munden, saa at Heftet stod igjennem hans nederste Kjæft. Han tuder forfærdelig — lægger den yngre Edda til — og Fraaden som staaer ud af hans Mund, bliver til en Flod som heder Von (ɔ : Haab, Forventning). Der bliver han liggende indtil Ragnarok eller Verdens Undergang. Denne Ulv er Talen sandsynligst om, naar man enten læser Þiódvitnir for Þiódvitnis, med den ubetydelige Forandring af s til r, eller og man antager Þiódvitnis-fiskr for et Ord (som Hval-fiskr o. fl.) Ordet Þiód-vitnir betyder Folkenes Ulv, den almindelig berygtede Ulv, eller Al-Ulven, Verdens-Ulven. Dels er han bunden paa en Holm i en Sö og dels foraarsager hans Fraade en saa stor og stærkt brusende Elv, at Odins Lufthest Sleipner (der her kaldes Val-glaumr ɔ: Himmelhest, Krigshest eller fortræffelig Ganger), ikke tröster sig til at vade over den. Meningen bliver vel da: at Odin af denne Aarsag ikke kan faae Bugt med Fenris-Ulven, uagtet dens Tuden spaaer ham uundgaaelig Ulykke — da Ulven engang skulde slide sig lös og opsluge Guden selv. Jfr. Vafthrudnersmaal Str. 53.

Vil man ikke antage denne Forklaring, er der en Konjektur ellers muelig, angaaende Betydningen af det Uhyre, som her ommeldes, at den nemlig gjelder Midgaardsormen eller Verdensslangen, Ulvens Broder. Hovedmeningen blev dog omtrent den samme. Fenris-Ulven betyder især den underjordiske Ild, som bröler bunden i Dybet og det yderste Mörke, og Midgaardsslangen det rasende Verdenshav. Begge disse Södskende ere Himlens og Jordens, fölgelig ogsaa Asagudernes Fiender, og ville gjerne ödelægge dem, men det kan ikke skee förend ved Verdens Ende, og dog uden tilstrækkelig Virkning, da det delagte forynges paa ny.

22. Valgrind, som kan oversættes: det himmelske, kvalte eller ypperlige Gitter, ogsaa de Dödes eller de faldne Krigeres Port er, efter Digtet, et Gitterværk for Himmelens Porte. Et sligt maa være gjennemsigtigt. Da Valhall betyder, dels hele Himmelhvælvingen, men dels (og det som oftest) den överste Deel deraf, maa Digteren ved dette mythiske Gitter, mene det for os usynlige Skillerum, mellem Athmosphæren og Æther eller Stjernehimmelen. Naar Dörren til den lukkes i, er Himlen overtrukket med Skyer eller Mörke, og derfor usynlig for os.

23. Naar 800 Einherier udgaae ad Gangen af hver af Valhalls 540 Dörre, udkommer Tallet 432,000, hvortil vor lærde Prof. Sandal först lagde Mærke (i hans Cosmogoniae anliqvæ primæ lineæ). Höjst besynderligt er det, og neppe grundet paa en blot tilfældig Overeensstemmelse, at netop dette Tal er et af de mærkværdigste i Chaldæers og Inders mythiske Historie. Diodor melder at Chaldæerne havde astronomiske Observationer for 432,000 Aar. Efter Berosus og Syncellus vare der 432,000 Aar mellem Skabelsen og Syndfloden. Indernes sidste Verdensalder (af de fire, hvori de ligesom Græker og Romere dele Tiden) bestaaer ligeledes af 432,000 Aar. Altsaa har Chaldæernes förste og Indernes sidste Verdensalder den selvsamme Længde. Af det anförte Tal paa Einherierne, som paa engang, i den sidste Kamp, gaae ud af Vallhalls Dörre, synes det som om Digteren, efter den ældgamle hellige Tradition, har villet betegne derved det bemeldte Antal al Aar (nemlig 432,000) som Tiden havde samlet i Himmelrummet, men som dog ikke magtede at hindre den store Periodes Endeligt. Derefter skulde alting fornyes. Dette var ogsaa Chaldæers og Stoikers, samt er endnu Indernes Tro.

24. Under Valhall, det store ætheriske Himmelslot, ligger Bilskirner (Stormopklareren eller og: snart stormende, snart blid og klar), nemlig: Athmosphæren eller Skyernes Hvælving, Tordenguden Thors Bolig. Ved klart Veir synes den at udgjöre et med den övre Himmel, da Gitterværket Valgrind, som adskiller den fra Valhall, saa er usynligt for os (see 22^de Str.) — og da den undre Deel af en Hvælving er större i Omfang end den överste, saa er Bilskirner fölgelig for saavidt större end Valhall. Fra dens 540 Lofte eller Hvælvinger synes 540 Dörre eller Indgange at gaae til Valhall. Jfr. Str. 23.

25. Herom siger den yngre Edda: "Da spörger Ganglere: Hvad har Einherierne at drikke, der forslaaer saa got som Maden? Drikke de maaskee Vand? Har svarede: Det var et sært Spörgsmaal Skulde Alfader byde Konger, Jarler eller andre fornemme Mænd til sig, og give dem Vand at drikke! Vel kan jeg i Sandhed sige, at Mange komme til Valhall, som gjerne i dyre Domme vilde betale en Drik Vand, hvis der ikke bödes dem noget bedre; saadanne nemlig som ere döde af smertefulde Saar; men der gaaer ganske anderledes til. En Gjed, som heder Heidrun, staaer ovenpaa Valhall og bider Lövet af Grenene paa det navnkundige Træ Lerad. Af dens Yver rinder saa meget Mjöd at et Drikkekar fyldes dermed, som er saa stort at alle Einherier have fuldt op at drikke." Vi see af ovenstaaende, at Gjeden Heidrun stod paa Valhalls Tag og nærtes ved Bladene af Træet Lerad (Lérádr ɔ: givende Læ eller Ly) som overskyggede Gudeslottet. Dette Træ selv, saavelsom den Gjed og den Hjort (see 26^de Str.) som næres af dets Blade, synes Indbildningskraften at have dannet af Stjernegrupper eller andre Phoenomener, som fremstillede sig for Öjnene i eller nærved Melkevejen. Gjeden Heidrun (af Heid, αιθρα, Æther, den klare överste Luft) er uden Tvivl af fælles Oprindelse med Gjeden Amalthæa, efter nogle avlet af Helios eller Solen, selv kaldst Olenie, af Zeus's Præst, eftersom Aratus siger. Ved denne Gjeds Melk opfostredes og nærtes Zeus eller Jupiter, Grækers og Romeres Himmelgud. Af Taknemmelighed satte han den paa Himlen, som et Stjernebillede, og gjorde den udödelig. Det er meget sandsynligere at Melkevejens Navn hos de nysnævnte Nationer, hidrörer fra denne mythiske Gjed, end fra Here eller Juno, som efter forskjellige Traditioner gav Mercurius eller Hercules Die. Dens Horn bleve til del bekjendte Overflödigheds-Horn hvoraf alle Goder udvælde. Det er om den at Manilius synger:

Hun, Fostermoder til den store Zeus

De unge Kid, som gaae foran, bevogter.

Hun Tordneren de förste Kræfter gav,

Med egen Melk den lystne Krop opfödte,

Og gav ham Styrke nok til Lyn at slynge.

Herved er især at mærke: at de Stjerner som kaldes Amalthæa og dens smaa Bukke, netop staae i og ved selve Melkevejen. Ligesom Zeus nærtes af Himmelgjeden Amalthæas, saaledes qvægedes og Valhalls Guder og Einherier af Himmelgjeden Heidruns Melk, der bliver til den kosteligste Mjöd. Dog er den nordiske Mythe ingen ny Kopie af den græske. Oprindelsen er vist meget ældre — thi Indernes hellige Böger skildre en Deel af Himmelen som et Melkehav hvori Guddommen boer. Af dets himmelske Melk frembragtes den Föde, der gav Udödelighed, som rigtig nok i Navnet Amerdam svarer til Grækernes Ambrosia, men beskrives som etslags Smör. Undersöge vi den saa vidt udbredte Hoved-Mythes naturlige Oprindelse, ligger den uden Tvivl i Melkevejens melkagtige Udseende. Da Melk stedse var et yndet, sundt og höjt anseet Næringsmiddel for de Gamle, tillagde de og Guderne denne himmelske Föde. Af de Dyr som give spiselig Melk, er det især Gjeden, som söger höje Steder, og klattrer selv op paa stejle Bjerge. Deraf indbildte man sig, at et Dyr af denne Art var fortrinlig skikket til den höje Himmel.

26. Den yngre Eddas Ord herom ere disse: "Da sagde Ganglere: den Gjed er dem saare nyttig, og det maa være et særdeles kosteligt Træ hun æder af. Har svarede: Da er det dog nok saa mærkeligt med Hjorten Eikthyrner som staaer ovenpaa Valhall og bider af samme Træes Grene. Af hans Horn flyde saa mange Draaber ned i Hvergelmer, at derfra udströmme alle de Floder som hede Sid og Vid" o. s. v. (See Str. 27 o. f.) Denne mythiske Hjort, som staaer paa Valhalls Tag, og hvis Vier udbrede sig over Himmelen, synes at være en anden personificeret Afdeling af Melkevejen eller og et saadant Phoenomen eller Constellation. Man digtede, at alle Vande og Floder, som komme ovenfra, dryppede af dens Horn, ligesom en anden Mythe lader Nornerne qvæge og befrugte Naturen, ved det Vand, som de daglig öse af Urdes ætheriske Væld. Ideen om de himmelske Vande, er ikke allene ægte bibelsk, men ogsaa antaget af Inder, Perser og Græker. Den træffes ellers blandt de fleste Folk, ja selv hos Grönlænderne. De forestille sig en stor Sö i Himlen, som, ved at löbe over sine Bredder, frembringer Regn paa Jorden. Længere henne i Digtet (Str. 23) forekomme fire Hjorte som löbe omkring i Ygdrasils Grene, og som der uden Tvivl betyde de fire Hovedvinde. Man kan sammenligne disse fem eddiske Hjorte med de fem Hjorte med gyldne Vier som (Maanegudinden) Artemis-Diana fangede paa Bjerget Parrhasos (hvoraf Apollo ogsaa har et Tilnavn). De fire spændte hun for sin Vogn men lod den femte löbe, og siden blev den kun fanget af Herakles (eller Solen). Ellers var Hjorten hos Ægypter og Græker Evighedens og Hurtighedens Sindbillede. Den var især helliget Apollo og Diana, ligesom endnu hos Inderne Solguden Shiva og Maanegudinden Parvadi.

27. Navnene paa disse Himmelfloder antyde visse fortrinlige Egenskaber hos hver især, der synes at betegne de himmelske Strömme og Vande som frembringe Dug, Regn, Hagl, Snee o. s. v. for Jordboerne. Udtrykket hodd goda (Gudernes Kreds eller Kredse) er især mærkeligt, da Himmelens Kredsfigur betegnes tydelig derved. Ellers have andre Nationer Himmelfloder, hvorved Srternesamlingernes og Melkevejens Slyngninger og Krumninger antydes.

28. Her opregnes de jordiske Floder, dog som det synes, benævnte efter deres forskjellige fortrinlige Egenskaber. Maaskee betegne Navnene og især de himmelske Strömme forsaavidt de nedvælde paa Jorden, og falde derfra ned i Dybets afgrund.

29. Her omtales især Skyluftens Vande og Dunster, hvorigjennera Thor maa hver Dag vade til Gudernes Raadsforsamling ved Yggdrasills sydlige Stamme. Vilde han kjöre i sin Tordenvogn, maatte Gudebroen staae i lys Lue og Himmelvandene kaage.

30. I denne Strophe opregnes Gudernes Heste; her finder man kun ti af dem. Odins Hest Sleipner nævnes ikke deriblandt. Thor bruger ingen, da han enten gaaer, eller kjörer med sine Bukke. Baldurs Hest blev lagt, med ham selv, paa hans Ligbaal. Disse guddommelige Hestes Navne ere næsten alle tagne af Ild eller Glands, af Guldets, Sölvets eller Ædelstenes Egenskaber; af et saadant Udseende foregives ogsaa Gudernes Heste at være, i de mythiske Fortællinger, som lige indtil vore Dage have været i Gang hos Letterne, de ældste europæiske Gothers Efterkommere. Rimeligviis have de Gamle forestilt sig dem ved Stjerneskud og Meteorer. Det sidste er i del mindste vist om Valkyriernes Heste. Heraf kommer vel den Overtro blandt vor Almue, at naar man seer et Stjerneskud falde, og strax önsker sig noget, faaer man sit Önske opfyldt. Den er et Sidestykke til den overtroiske Mening blandt enfoldige Bönderfolk i Island: at naar man er saa lykkelig at komme under Regnbuen (den forrige Gudebro) eller see den lige over sit Hoved, saa kan man opnaae det Önske, som man da frembringer. Bege Slags Overtro grunder sig paa vore hedenske Forfædres Meninger om Gudernes umiddelbare Nærværelse ved slige Lejligheder.

31-35. Mythen om Ygdrasill skildrer vor hele Verden under Billedet af et uhyre Træ, hvis Tilblivelse og Vedligeholdelse synes at skyldes de tre store Norner eller Tidens evige Gudinder. Den yngre Eddas Fortælling herom lyder saaledes: "Gudernes fornemste og helligste Træ er Æsketræet Ygdrasill. Denne Ask er det störste og ypperste af alle Træer. Dets Grene udbrede sig over hele Verden og række op over Himlen, Trende Rödder hvorfra Træet opspirer, strække sig vide om. Den ene til Aserne og den anden til Riimthurserne (Frostjætterne) hvor Ginnungagab forhen var. Den tredie naaer lige til Niflheim, og ved den er (Afgrunden) Hvergemler, hvor (Slangekongen) Nidhug graver Roden nedenfra. Ved den anden Rod derimod, som naaer til Riimthurserne er Mimers Kilde hvori Forstand og Visdom ligge skjulte. Kildens Ejer Mimer er fuld af Visdom, fordi han hver Morgen af Giallar-hornet drikker af Brönden. Engang kom Alfader der hen, og forlangte en Drik af Kilden, men naaede ikke sit Önske, för han satte sit Öje i Pant. Saaledes heder det i Valas Spaadom:

Alt veed jeg Odin! o. s. v. (Str. 25-26).

Ved den tredie Rod af Æsketræet som naaer til Himmelen er Urdes Kilde. Ved Kilden staaer en skjön Bygning (Jfr. Valas Spaadom Str. 18). Fra den udgaae de tre Möer Urde, Verdandi (eller Verandi) og Skuld. Disse Möer bestemme alle Menneskers Levetid og kaldes Norner. De ere endnu flere som indfinde sig ved ethvert Barns Födsel, for at beskjære det sin Levetid og Skjæbne, og ere de af Gudeslægten, andre af Alfeslægten (Lysalfernes nemlig) og det tredie Slags af Dværgenes (eller Sortalfernes) Æt. De Norner som ere af blid og god Herkomst beskjære Lykke, og naar somme Mennesker geraade i Ulykke, saa volde de onde Norner det. De Norner, som opholde sig ved Urdes Brönd, tage hver Dag Vand af Kilden, og öse det tilligemed Dyndet omkring den, op paa Æsketræet, paa det at dets Grene ikke skal raadne og gaae ud. Det Vand er saa helligt, at alt det som kommer i Kilden vorder saa hvidt, som Hinden af et Æg. Den Dug som kommer deraf (fra Ygdrasils Grene) kalder man Honningdug, og det er Biernes Föde. Tvende Fugle födes i Urdes Brönd. De hede Svaner og fra dem nedstammer denne Fugleæt. I Asken Ygdrasils Grene sidder en Örn, som veed mange Ting. Imellem dens Öjne sidder en Hög som kaldes Vedurfolgner (ɔ: den som dæmper eller skjuler Veiret eller Stormene). Et Egern, som heder Ratatösk, löber op og ned paa Træet, og bærer Avinds-Ord (eller söger at sætte Splid) imellem Örnen og (Slangekongen) Nidhug (i Dybet). Fire Hjorte rende omkring i Æsketræets Grene og bide Knopper. I Afgrunden Hvergelmer (under Træets Hovedstamme eller midterste Rod) ere saa mange Slanger at ingen Tunge kan udsige det." Endvidere heder det her: "at Guderne have deres Tingsted eller Raadsforsamling ved Æsketræet Yggdrasill." I hele Beskrivelsen ere Vers indblandede af Valas Spaadom og Grimnersmaal.

Vel er dette digterisk-kosmographiske Systems Betydning temmelig i öjnefaldende, men ikke desmindre bliver det nödvendigt, for at kunne faae rigtige Begreber om de enkelte Dele, at udvikle det her i en sammenhængende Forklaring. Lejligheden tillader dog ikke at det skeer saa vidtlöftig, som det ellers kunde, ved at betragte alle dens Grunde, hentede dels fra Naturens Betragtning, saaledes som den falder i Öjnene, dels fra andre Folkeslags ældste Digtninger og Meninger.

Navnet Yggdrasill betyder, efter forskjellige Lærdes Forklaring, af forskjellige Sprogrödder, enten: Regngivende, Dugdryppende, Beduggende eller ogsaa: Odins Förer eller Bærer, naar denne Gud nemlig betragtes som Himlens stand eller Verdens Sjæl, eller ligefrem, efter Phoeniciernes Udtryk Vinden, Aanden samt tillige Himmelens og Luftens Guddom. Det er altsaa Jorden, eller Verden, der her siges at bære ham.

Naar man jævnförer begge Eddaernes Beretninger om Yggdrasills eller Verdenstræets trende Rödder, saa vil det sige det samme som Stammer, da Rod og Stamme gaae i Eet. Af disse tre strækker:

En sig til Aserne ɔ: Himmelguderne, som især boe i Sönden ved Urdes Væld, Tilblivelsens — eller Lysets, Varmens og Livets Kilde.

Den anden og mellemste grundfæstes i Dunstverdenen Niflheim og Afgrunden Hvergelmer, i Verdens Midte.

Den tredie naaer til Frostjætterne og Mimers Kilde ɔ: Oceanets Udspring i Norden, efter Forfædrenes Meninger.

See vi hen til Beskrivelsen i Valas Spaadom (Str. 17) saa mærke vi lettelig at den överste Deel af Yggdrasill er et egentligt Luftbillede, og (som Gräter alt har udtrykt sig) et Phantom af den höje nordiske Indbildningskraft. Dets Grene, Ætheren eller Luften udbredes over hele Jorden; Stjernerne ansaae vel de gamle Digtere for Verdenstræets gyldne Frugter; fra dets Blade, Skyerne, drypper Regnen til Dalene, thi i den indbefattes og det oldnordiske Udtryk for Dug. Med de hvide Vande (som omtales af Vala og her i Texten) overöses Træet daglig af Ætherens Væld i Sönden , hvilket de Gamle kaldte Urdes eller Tilblivelsens Kilde. Alle gamle Folk antoge desuden at der gaves himmelske Vande, og at disse, langt fra seete, vare, ligesom de jordiske, hvide eller lyse af Udseende. Saaledes kaldte de Ælheren, eller endog undertiden Luftrummet, overhoved, Urdes Sö. Med dens Vædsker er det at Tidens trende store Norner (Fortid, Nutid og Eftertid) daglig overöse Verdenstræet som dets Vedligeholderinder. Tiden mentes at have sit Udspring fra Himmelen, efter hvis Löb den retter sig i sine Afvexlinger. Fra Urdes Sö eller Ætheren mentes Duggen at komme, ligesom man og troede, at det egentlig var af den (især Honningduggen) at Bierne næredes og suede deres Honning. Ogsaa Grækernes Digtere besynge Moirernes Kilde eller Sö med hvide Vande; dem ansaae de tillige som Biernes Nærerinder og Bestyrerinder. At Svanerne nedstammede fra Himmelvandene sluttede Nordboerne af deres skinnende hvide Farve, ligesom disse Fugle i andre Mythesystemer ere Himmellysets Sindbillede. Det er mod Sönden, i Nærheden af Ætherens formeentlige Udspring, at Jorden er evig grön (see Valas Sp. Str. 18), Himlen saa at sige, evig blaa. Derimod er Verdenstræet især bestænkt med hvide Vædsker i Nærheden af Mimers Kilde eller henimod Nordpolen (efter de Gamles forestillinger) da Land, Hav og Luft her gjenskinne af bestandig Iis og Snee. Her er dog Havets jordiske Udspring, til hvis Herre, Havjætten Mimer, Odin eller Himmelen pantsatte sit Öje, Solen nemlig, thi saaledes skildres den af alle Oldtidens Folkeslag (Jfr. Sammest, Str. 25 26) for at erhverve sig Dybets Visdom og underrettes om afgrundens Hemmeligheder. Man antog nemlig, at Solen skjulte sig hver Nat i Nordpolens Egne, under det dybeste Hav, og opstod derfra med Dagens Frembrud; den favre Morgenröde som da bebuder dens Ankomst til Oververdenen, er den guldröde Miöd, som Mimer hver Morgen nyder efter Digtningens Udtryk. I övrigt synes Havet, som de jordiske Vandes Udspring, at nære Asken Ygdrasills Rödder, da de ætheriske Vædsker fra Urdes Kilde derimod vedligeholde dens Blade og Grene. Saaledes forestilles vor Verden som et Træ, næret af Dybets og Himmelens Vande. Dets Dryader eller beskyttende Nympher ere de tre store Norner, som sörge for dets Vedligeholdelse, endog i den store Naturomvæltning, som vi kalde Verdens Undergang, men om det end da mister Grene og Blade, saa staaer dog Hovedstammen fast, for atter at fremspire og opblomstre i en ny og herligere Skikkelse.

Naar vi saaledes have seet hvad Nordboernes mythiske Al-træ betyder, bliver det lettere at forklare hvad de have meent ved de allegoriske Dyr som de gave det til bestandige Beboere. Örnen, som sidder i Træets Grene, er et almindeligt Sindbillede paa Luften eller Vinden; den imellem dens Öjne siddende stormdæmpende Hög, betegner vel derimod den stille Æther. Man meente at Högen flöj höjest af alle Fugle, og derfor gjorde man den tit til Ætherens Symbol. Efter, en anden Mythe er det Jætte- Örnen Hræsvelg, som især frembringer de kolde og heftige Nordenstorme (Vafthrudnersm. Str. 37). De fire Hjorte som löbe omkring i Ygdrasils Grene og bide Knopper, ere vel de fire Hovedvinde, som tære og adsplitte Skyerne. Egernet, der ogsaa löber omkring i Grenene, samt medförer Örnens Ord, det vil sige, efter den ældste Bemærkning, Producter, Frembringelser, betegner vel Regndraaber, Haglkorn og Sneeflokker (eller Regn- og Snebyger) som avles af Luften og nedfare derfra til Jorden og Havet, samt siden til Dybet. Egernet er i adskillige Lande mörkt om Sommeren, hvidgraat om Vinteren. Luftens Vædsker ere underkastede de samme Forandringer. Hiint lille Dyr farer og gjerne omkring i Træernes Grene, og hopper eller flyver fra den ene til den anden. At Slangekongen Nidhug hersker midt i afgrundens Dyb, hvor Ygdrasils midterste Stamme er befæstet, vide vi af denne og flere eddiske Myther, og det er sandsynligst, at den her sættes som en blot Personification deraf, ligesom Midgaardsormen eller Verdensslangen paa andre Steder for Oceanet, som omgiver Jorden. Saaledes er vel de övrige Slanger, som her siges at ligge under Verdenstræet, de hvirvlende Malströmme og andre brusende Floder, tildeels af vulkanisk Art, som omgive Jorden i slangebugtet Löb, samt saa at sige, gnave eller tære paa den. Derfor siger den gamle Skjald, at Ygdrasill raadner eller muldner af Fugtighed paa Siden, medens Vindene som Hjorte, tære paa dets Grene, og Afgrundens Malströmme, som Slanger, paa Roden. Det udholder derfor, som det heder, storre Arbeide og Lidelser end Nogen skulde troe. Af adskillige Aarsager, som Lejligheden her ikke tillader at udvikle, var Æsketræet her i Norden det mest passende til Sindbillede for Verdenstræet, efter disse Forfædrenes Forestillinger, men en af dem vil jeg dog anmærke her: De Gamle troede, at Slangerne för kastede sig i Ilden, end at de skjulte sig under Æsketræets Blade. Her har man da en indlysende Grund for den ellers paafaldende Omstændighed, at Nidhug og Afgrundens övrige utallige Slanger ikke krybe op ad Stammen, der staaer dem saa nær, da de dog gjerne önske Træets Ödelæggelse. För vi forlade disse Betragtninger over Ygdrasill, under hvis himmelhöje Krone saavel Tidens store Norner, som Asaguderne, der ogsaa egentligen boede i Stjernehimmelen, holdt deres Raadforsamlinger, saa ville vi anmærke, at de jordiske Fyrster, Gudernes Præster og Præstinder, som gjerne sögte at efterligne de hedenske Indretninger og Skikke, have valgt udmærkede Træer til deres og Folkets Forsamlingspladse, helst i Nærheden af hellige Kilder. Saaledes berettes f. Ex. at der ved Upsalas berömte Hovedtempel, og ved en hellig Kilde der tjente til Orakel, var et uhyre stort Træ, som udbredte sine Grene vidt omkring, og var stedse grönt baade Vinter og Sommer. Her forrettede Hedningerne deres Offer, og erholdt, som de troede, Nornernes eller Gudernes Svar paa deres ydmyge Forespörgseler. Enkelte slige fra Arildstid hellige Træer ere endnu til i Tydskland og kaldes Drutenbaume (da de hedenske Præster kaldtes der Druten, Druhten, i Sverrig Drotter, Drutter, af Celterne Druider o. s. v.) Endnu forsamles Bönderne i mange danske Landsbyer under et vist Træ til deres sædvanlige Sammenkomster eller Gadestævner, efter den fra Hedenold vedligeholdte Skik, der saavel i de ældre som nyere Tider og har været fulgt i Indien, hvis Myther ogsaa tale om Gudernes Forsamlingsplads ved Verdenstræet.

36. Om Valkyrierne siger den yngre Edda: "Der ere endnu (foruden Asynierne) andre Möer i Valhall som skulle opvarte, bære Drikke frem, samt passe paa Bordtöjet og Bægrene. De opregnes saaledes i Grimnersmaal: Hrist og Mist o. s. v. — Disfe hede Valkyrier. Dem sender Odin til hvert et Feldtslag. De vælge dem der skal falde og raade for Sejeren. Gudur (ellers Gunn), Rota og den yngste Norne som heder Skuld, er dem, som altid ride for at bestyre Kampen og at bestemme, hvem der skal blive paa Valpladsen." For ikke at udstrække disse Anmærkninger ved det saare indholdsrige Grimnersmaal, til en altfor uforholdsmæssig Længde, maa jeg udsætte min udförlige Udvikling af de hertil hörende Mythers Undersögelse til min mythologiske Ordbog, og kun anföre dens vigtigste Resultater: Sagnet om Valkyrierne, skylder Meteorerne sin Oprindelse. Som formeentlige Aander, der ledsagedes af slige skinnende Phoenomener, hörte de til Himmelguden Odins Fölge. Da denne Gud især var tilstede ved Feldtslag, viste han der sin Indflydelse paa Menneskenes Skjæbne, ved at bortkalde nogle tappre Krigere til sig, og give andre Sejeren. Til disse Forretninger udnævnte han og undertiden Valkyrierne, disse himmelske Amazoner, som ellers passede de huslige Sysler og bare Drikke frem i Valhall, men udsendtes tit paa Skyerne, som vælige Heste (fra hvis Manker frugtbringende Dug neddryppede paa Jorden) selv iklædte glimrende Rustning, paa sine krigerske Tog. Længere hen i Tiden mente man at virkelige jordiske Amazoner bleve af Odin optagne i Valkyriernes Selskab, og givet deres Herredömme over Elementernei levende Live. Endelig blev Mythen tildeels en Prosopopoia paa Krigen og Slagets Virkninger og Fölger. Som physisk-poetiske Væsener forekomme Valkyrierne i de gamle Persers Mythologie, under Navnet Feruerer (forsaavidt de forestiltes som stridende), og ligesaa paa en Maade, hos Grækerne, som krigeriske Baccher eller Mainader. Endvidere have de (tildeels) en paafaldende Lighed i Navn og Daad med Grækernes Kerer eller Kirer. Ligesom disse undertiden forvexledes med Moirerne, saaledes blev og det samme Tilfældet i Norden med Valkyrier og Norner. — Overtroen om Qvinders Forvandling til Valkyrier blandt Nordboerne, og, som det synes, ogsaa hos Celterne, er i senere Tider gaaet over til Hexernes Luftfarter til Bloksbjerg o. s. v.

37. See foran Valas Spaadom Str. 5. og Vafthrudnersmaal Str. 12. 23. 47. Hertil hörer denne Fortælling i den yngre Edda: "Mundilfare havde tvende Börn der vare saa skjönne, at han kaldte sin Son Maane og sin Datter, som han giftede med Glanur, kaldte han Sol. Over denne Stolthed fortörnedes Guderne, tog begge disse Södskende, satte dem op paa Himlen og lod Sol kjöre de Heste der trak Solens Vogn, som Guderne havde af Muspelheims Gnister skabt til at oplyse Verden. Disse Heste hede Alsvidur og Arvakur. Under deres Bove satte Guderne to Pustere (efter Ordet Vindsække) for at afkjöle dem; disse kaldes Isarn-col i nogle Sagn eller Sange (f. Ex. Grimnersmaal). "At Mundilfare betyder Stjernehimmelen har jeg forhen vist, saa at det er naturligt, at han her siges at være Solens og Maanens Fader — samt at Nymphen Sol er forskjellig fra Solguden Freyr, ligesaavel som Dæmonen Maane fra Maanegudinden Freya, hvorimod de blot ere at betragte som disse Guddommes Kjöresvende og daglige Omgangsvenner. Navnene paa Solens Heste ere allegoriske. Árvakr betyder aarvaagen, tidlig opstaaende. Den betegner vistnok Morgenstunden. Af Grækernes fire Solheste (hvilke man ellers overhoved tillægger i det mindste tre forskjellige Sæt af Navne) svarer den til Eos, Eous eller Pyroeis, den anden Alsvidur (den altsviende, brændende, derimod til Aithon, Aithiops eller Phlegon. De i vor Mythe omtalte Pustere, der afkjöle Solens Heste, ere vistnok ikke andet end kjölige Vinde. Formodentlig har man taget den förste Anledning hertil af de to Bisole, som undertiden sees baade at gaae foran og bag efter Solen, samt siges endnu at forkynde langvarige kolde Vinde, Gav man ellers hver af Solens Heste to af disse, svarede de til Hovedvindenes Tal. Solnymphens Mand Glanur (Glenur eller Glorner) betegner, efter Sprogrödderne den klare Luft, som er uadskillelig fra selve Solen.

38. Svalin betyder den svalende, qvægende, kjölende. Enten have de Gamle her tænkt sig et Skjold af etslags Glas eller gjennemsigtig Materie for Solen selv, som hindrede demns Flammeklode fra at de ned paa Jorden — saaledes som Tibetanerne og Inderne af Bodas Tro forestille sig Solen og dens Guddom, omsluttet af en uhyre Glaskugle eller ogde have anseet Solen som et skinnende Skjold for Guder (formodentlig da især Freyr eller Baldur) som regjerede Solen eller bevægede sig med den. Grækerne afbildede ogtaa Apoll undertiden med et Skjold og Helios med en Kugle.

39. Om disse Ulves Navne i det hele, har jeg för handlet i Anmærkn. til Valas Spaad. 36. og Vafthrudnersm. 46. Visse Meteorer, hvoraf et undertiden sees foran, et andet bag efter Solen, kaldes endnu i Norge og Island Sol-Ulve. Navnet Skolli er endnu i Island (hvor man ingen Ulve har) et almindeligt Navn for Ræven. Hrod-vitner (den ödelaegende Ulv, Fader til Hate) er vel selve Fenris-Ulven.

40. Om denne Mythe har jeg tildeels hiandlet i Anm. til Valas Spaad. 3. 5. og Vafthrudnersm. 21. 29-35- Endvidere siger den yngre Edda herom: "Efter at Börs tre Sönner (Odin, Vile og Ve) havde dræbt Ymer, toge de hans Krop og satte den midt i Ginnungagab (det chaotiske Rum) og gjorde Jorden af hans Kjöd, Söer og Vande af hians Blod. (det Jorden omgivende Ocean, især af det som strax strömmede ud af Saarene) Bjergene af hans hele Been og Klipper og Stene af de brækkede og af Tænderne. Af hans Hovedpande dannede de Himmelen og hvælvede den over Jorden med 4 Kanter. Under hvert Hjörne satte de en Dværg, nemlig Östre, Vestre, Sydre og Nordre. Derpaa toge de de gloende Sinner som vare udkastede af Muspelheim og satte dem paa Himlen, baade oven og neden, for at oplyse Himmel og Jord. De gave ogsaa alle Lynstraaler (glimrende Luftsyn eller Himellegemer) Sted, nogle paa Himlen, andre löse under Himlen, og bestemte deres Gang, som der fortælles i Valas Sp. (Str. 4-6.)" Ogsaa berettes her at Guderne dannede Befæstningen Midgaard (her rimeligvis Skyeluften) af Ymers Öjenbryne, men kastede hans Hjerne i Luften og gjorde Skyer deraf.

Ymers, eller den chaotiske Masses, Forvandling til det organiske Verdenslegeme, er allerede kortelig forklaret i det foregaaende. At Sol, Maane, Stjerner og Lyn eller skinnende Luftsyn, siges at være tagne af Muspell eller den empyræiske Himmel, stemmer overens med visse græske Philosophers Meninger. De fire Dværge som understötte Himmelen paa dens 4 Kanter efter Hovedvindene (som digtedes at frembringes ved deres Aandedræt) er en öjensynlig fra den physiske Natur hentet Fiction. De fleste gamle Folk, som Inder, Perser, Græker o. fl. have tillagt Verden et organisk Legeme, lignende det hvormed et eller andet Dyr er begavet, enten for Alvor, da Verdens Sjæl mentes at have en passende Krop, eller blot til Brug for et poetisk Billedsprog. Digtere eller Viismænd have helst valgt hertil en menneskelig Figur, og da de troede at mærke at Mennesket var sammensat af samme Elementer som den store Verden (Makrokosmos), saa kaldte de det den mindre (Mikrokosmos). Vi see og at Nordboerne have antaget denne Tro, især paa samme Maade som Inderne, med Hensyn til begge Folks kosmogoniske Meninger og Digtninger. Allerede i Middelalderen har Forfatteren til den yngre Eddas Fortale sögt at forklare saaledes Anledningen til denne Mythe. Jeg anförer Stykket efter Grundtvigs skjönne Oversættelse i Nordens Mythologie: "Menneskene grundede og undredes paa hveden det maatte komme, at Jord, Dyr og Fugle have samme Vilkaar i somme Dele og ere dog atter i andre Maader ulige. Det er en Jordens Egenskab at man gravede paa höje Fjeldtinde, og der sprang Vand op, saa at man ej behövede at söge det længer der end i dybe Dale. Saa er og med Fugle og Dyr, at lige langt er til Blodet baade paa Hovedet og Födderne. Saa er og Jordens anden Natur, at hvert Aar voxer paa hende Græs og Blomme, og i samme Aar falder det alt og falmer. Saa voxe paa Dyr og Fugle Haar og Fjær, og falde af hvert Aar. Det er den tredie Jordens Natur, at naar hun bliver aabnet og gravet, da groer Græs paa det Muld, som yderst bliver. Bjerge og Stene tydede de som Tænder og Been. Heraf skjönnede de at Jorden ikke var död, men havde paa nogen Maade Liv."

41. Her foran (til Str. 5) har jeg forklaret, at Uller var Gud for Sneen, for den förste Vintermaaned, og endog for Vinteren selv. Derfor er det saare naturligt, at Odin lover den, som rörer ved Ilden, ham Hjelp, nemlig til at dæmpe Hedens eller Ildens Magt. Kiedlerne hængte, i de Gamles Vaaninger, ned fra et stort rundt Vindue i Mönningen eller överst paa Taget, hvorigjennem Lysningen kom ovenfra. De forhindrede derfor Udsigten over Husets indvendige Deel for Aserne, som saae ned fra Himlen eller Luften. Magnæus's Anmærkning til dette Sted er altsaa fuldkommen rigtig.

42. Om Skibet Skybladner siger den yngre Edda: "Det er det beste og kunstigste; Naglfare i Muspell, er det störste. Nogle Dværge, Sönner af Ivalde, forfærdigede Skybladner og gave Freyr dette Skib. Det er saa stort, at alle Aser kan være inden borde med deres Vaaben og Rustning, og saa fage Sejlene hidses op, har det Medbör hvor det end styrer sin Kaas. Naar man ikke behöver at sejle dermed, da er det gjort af saa mange Stykker (eller forskjellige Æmner) og med saa megen Kunst, at det kan lægges sammen som et Klæde og forvares i en Pung." — Freyr var egentlig Solens Guddom. Naar Luften er overtrukket med et Skydække, som dog föres frem af Vinden, blev dette til Solens og Asernes Skib i Digterens skabende Indbildning. Heraf forklares hele Mythen saare naturlig. Freyr og alle Aserne, disse Himlens og Luftens Beboere, kunne være om Bord derpaa med deres hele Rustning, og det har stedse Medbör, hvorhen det end styrer sin Kaas. Det er gjort af mange Stykker, eller mangfoldige smaa Skyer. Naar Guderne ikke sejle med det, da er det saa lidet, at det slet ikke er synligt for Menneskene. Men naar det skal bruges, kan det snart udfoldes paa ny. Kun Naglfare eller det Skib hvorpaa Muspells Sönner mentes at komme fra Ildhimmelen til den sidste Kamp, er större end Skybladner. Ivaldes eller Yvaldes Sönner vare de Dværge, som forfærdigede dette Skib efter Tillæggene til den prosaiske Eddas Fortællinger. Yvalde er, efter Betydningen, en der volder, frembringer eller raader for Vædsker, Væde og Regn, maaskee ogsaa Ild (da Úr betyder baade Vand og Gnister). Han synes altsaa at betegne Verdens Grundstof, en Forening af Ild og Vand, hvorved det hele fremkom. Hans Sönner ere da de dannende Naturkræfter, de kunstige Sortalfe, som forfærdigede Sifs Haar (Græs og Væxter), Thors Hammer(Tordenen), Frejrs Galt, prydet med gyldne Börster (nemlig Solen), hans Skib Skybladner eller Skyerne o. s. v. Ellers er det ikke usandsynligt, at Freyr eller Solens Guddom skulde betjene sig af et mythisk Fartöj, for dermed at komme frem gjennem Havets Dyb, da han hver Nat synes at foretage denne Reise. I Ægypternes, Grækernes og flere gamle Folks mythologiske Digtninger, forekommer Solens og Gudernes Skib. Skule Thorlacius har (i Afhandlingen om Thor og hans Hammer) ypperlig viist, hvorledes hine Dværges kunstrige Arbeider gjenfindes i Naturkræfternes Virkninger og Frembringelser. Anledningen til denne Fabel om Skibe, som vare lette Sejlere, men tillige kunde sammenfoldes (eller, som det ogsaa heder i Ynglingasaga 7^de Kap. lægges sammen som en Dug) og beqvemt föres over Land, have nogle villet finde deri, at Grönlændernes Baade af Huder, som ere af denne Art, have för været brugelige i vort Norden, især blandt de finske Folkeslag. I ældgamle Tider finde vi ogsaa lette og flyttelige Fartöjer ved det sorte Hav, i de kaukasiske Egne, hvis Indbyggere vare dygtige Söefolk, og foretoge deres Plyndretog paa Skibe, som de i Nödsfald beqvemt kunde bære over Land.

43. Endvidere vedbliver Odin at fremstille forskjellige mythisk-physiske Billeder, mest fra de höjere Regioner, som Ting der ere, hvert især, de ypperligste i sit Slags. Nemlig:

Yggdrasill hvis Krone naaer til Himmelens Top, et det ypperste eller höjeste blandt Træerne. Det fölger og af den her fremsatte Forklaring.

Skybladner eller den tætte Skyeluft, der tjener Guderne til Fartöj, er det ypperste og överste af Skibe i vort Verdenssystem. I alle Myther fare Guderne paa Vindenes Vinger, baarne af de flagrende Skyer.

Odin er som selve Himmelen (Uranes-Zeus o. s. v.) den ypperste og höjeste blandt alle Aser.

Sleipner, hans Ganger, er formodentlig Vinden eller den i Bevægelse satte Skyluft, da dens 8 Födder betyde de 8 Hovedvinde, og fölgelig den ypperste og överste blandt alle Heste. Mythen vil findes nærmere oplyst i den mythologiske Ordbog.

Brage er, som Asagud, naturligvis den ypperste blandt Skjaldene. Om ham henviser jeg og især til samme Afdeling af Værket.

Bif-röst, Gudebroen — nemlig Regnbuen er ogsaa den höjeste blandt alle Broer.

Hábrok (Höjbrog) den ypperste blandt Högene, Maaskee have vi her et andet Navn paa den mythiske Hög Vedurfolgner, som sidder i Yggdrasils Top (see Anm. til 31-35). Högen kunde, ligesom Ravnen, og tildeels af de samme Grunde, helliges denne Gud. Falkejagt har ellers fra Arildstid af været brugelig saavel i Skandinavien som i Kaukasus og det sydöstlige Asien, derforhar man muelig tilegnet Odin en mythisk Jagtfalk.

Garmur, denne mythiske Hund, som ommeldes i Valas Spaadom, er den störste af sin Art. I det poetiske Sprog bruges Ordet især (dog i Forbindelse med andre) om den tudende Storm, som da maaskee er Billedets sande Betydning. Videre see den mythol. Ordbog.

Brimer, Brímir nævnes som det ypperste Sværd i den ommeldte her afvigende Membran-afskrift. Brimi betyder ellers Ild, Flamme, saa at man deraf kan slutte (da Talen her i övrigt blot er om Personer og Ting som tilhöre Oververdenen ɔ: Luft og Himmel) at her menes den endnu i Island saakaldte Vigabrandr ɔ: Drabs-Sværdet, nemlig et flammende Meteor, som viser sig i Skikkelse af et Sværd, som menes at forkynde forestaaende Kamp eller Krig, og som man i Hedenold uden Tvivl har tilegnet Luft- og Krigs-guden Odin.

44. Nu synes Kjedlerne at være blevne tagne bort, hvorfor Odin har kunnet vise sig og sin betrængte Tilstand for de himmelske Aser, med hvis Ankomst og Undsætning han truer. Ikke desmindre vedbliver Geirröds Forblindelse. Odin begynder da i næste Strophe at opregne sine mange Navne, hvilke han uden Tvivl for havde lært sin Fostersön, for derved at bringe ham til Besindelse.

45-49. 53. I det fölgende finde vi ikke mindre end 55 af Odins Navne, hvoraf vi endnu kunne see at de alle passe paa Himlens, Luftens og deres fornemste Egenskabers og Virkningers Guddom. I nogle nyere Samlinger til de med den yngre Edda forbundne Kenningar forekomme dog flere end dobbelt saa mange af hans Navne, nemlig 126, og i Skjaldenes Digte findes endnu mange flere. Her siger han selv den 46^de Stophe:

Med eet Navn jeg aldrig kaldtes

Siden först blandt (over) Folk jeg foer.

I samme Henseende siges der og i den yngre Edda: "Odin heder Alfader fordi han er alle Gudernes Fader o. s. v. Han kaldte sig endnu med flere Navne da han kom til Kong Geirröd, sigende:

Grim er jeg bleven kaldet o. s. v.

Da sagde Gangler: Det er en grumme Hoben Navne I har givet ham, og det er vist og sandt at det maa være en saare klog Mand, der veed Rede til hvad Hændelser der er Aarsag til ethvert af disse Navne. Har svarede: Rigtignok hörer der stor Klogskab til nöjagtig at udvikle det, men dette kan man dog snarest sige dig, at de fleste Navne ere blevne ham tillagte af de Aarsager, at ethvert Folk i Verden troer sig behöve at forandre hans Navn efter Tungemaalenes mange forskjellige Grene, til sit eget Sprog, for at kunde deri paakalde og tilbede ham. Andre Anledninger til disse Navngivelser maa söges idet som har tildraget sig paa hans (forskjellige) Tog; det har man affattet i Sagn, og du kan ikke gjöre Fordring paa at kaldes en viis Mand, hvis du ikke veed at fortælle om disse store Begivenheder." Af de samme Aarsager kaldte Grækerne Zeus Πανομφαιος (ham som paakaldes af alle Stemmer), Bacchus Πολιονυμος (med de mange Navne), Isis μυριονυμος (med Myriader Navne) o. s. v. I en ældgammel Sanskrit-Indskrift paa en Steen, som i nyere Tider er funden i Indien, heder det, efter Wilkins og en Bramins Oversættelse (i Asiat. Res. 1): "Jeg tilbeder dig som i Bodas Skikkelse dyrkes med Tusende Navne, under forskjellige Former." Den östasiatiske Odin gav altsaa den skandinaviske intet efter i Rigdom paa Navne. Efter den af Paolino 1798 udgivne Deel af Amarasinha (de indiske Kénníngar) der handler om Himlens og de himmelske Væseners Benævnelser i Sanskrit-Sproget, har den yngre Boda 22, Visnu, 39, Shiva 47 Navne — men disse Tal forslaae dog langt fra ikke mod dem, der skal indeholdes i en anden Afdeling af samme Skrift, som, efter Fuglsangs Vidnesbyrd, kaldes i tamulisk Tiva-garam og indeholder egentlig Gudernes Benævnelser, da Visnu og Shiva have der hver 1008 Navne. For at erindre saa mange som mueligt af dem, have Inderne opfundet etslags Rosenkrandse. Græker og Romere have dyrket Jupiter vistnok under 200, og sandsynligvis langt flere Benævnelser. Selv de monotheistiske Mahomedanere have en Samling af 1001 Navne paa Gud, hvis Recitation de, ligesom Inderne, ansee for en religieus og heldbringende Handling, da Guddommen maatte finde sig hædret ved de mange Titler, og endelig dog kjende sig ved et af de talrige Navne, hvormed den saaledes paakaldes. Hvad Odins her anförte Benævnelser angaaer, har jeg allerede forklaret de 12 af dem, der især vedkom ham som Aarsgud, efter hans foranderlige Skikkelse i hver af de 12 Maaneder. Forklaringen over de övrige vil findes i den mythologiske Ordbog.

50-51. Her bebreider Odin Geirröd hans Drukkenskab, som har bragt ham til den Grad af Föleslöshed, at han ikke sandser det mindste af Gudens Tale, da denne dog har talt saa meget om himmelske Ting, opregnet Odins Navne og Bedrifter, og tydelig sagt, at de tilhörte sig selv. Digteren forudsætter, at Geirröd forhen maatte have havt Kundskab derom, men at Rusen havde sat ham ud af Stand til at benytte den. Odin opsiger ham og derfor sit og Einheriernes Venskab, samt forudsiger strax derpaa hans blodige Död.

52. De Gudinder jeg her har kaldet Norner nævnes i Originalen Diser, en Benævnelse, der ligesaavel tillægges dem, som Gudinderne overhoved. Diser vare dog især qvindelige Genier, der enten vare Menneskenes Skytsgudinder eller forfölgende Plageaander, af det Slags, som den yngre Edda kalder (de mindre) Norner. De Væsener, som Græker og Romere kaldte Nympher, og mentes at boe i Bjerge, Lunde, Træer, Vande o. s. v. svare ogsaa til vore Forfædres Diser eller qvindelige Alfe.

53. I den sidste Linie antyder Odin, at han viste sig under forskjellige Personificationer og forskjellige Navne, alle udspringende fra hans (forsaavidt vor Verden angaaer) alt omfattende og alt besjælende guddommelige Væsen.

---

Tillæg og Rettelser

• S. VI. Bevisförelsen for den Sætning, at det nuværende Islandske Sprog forhen kaldtes den danske Tunge findes Især i Vidalins og Erichsens Afhandling bag ved Gunlög Ormstunges Saga (Khavn 1775. 4.) P. E. Müllers Prisskrift om det islandske Sprogs Vigtighed (1813.) og Rasks om det gamle Nordiske eller islandske Sprogs Oprindelse (1818) samt sidstnævnte Forfatters paa Dansk (1811) og Svensk (1818) udkomne Veiledning til det islandske Sprog og Fortalen til hans Angelsaksiske Sproglære (1817).
• S. 19 L. 21 Ygydrasill l. Ygdrasill
• - 33 - 20 Ida-Sletten kunde vel og oversættes Vrimmelens eller Forretningernes Mark. See herom den mythologlske Ordbog.
• - 33 - 21 Templer: kan og oversættes Tempel.
• - 42 - 18 komme l. komne
• - 56 - 1 Himmelen l. Himmelens
• - — - 29 Senner eller Storre l. Sinner eller Skovre (sceriae).
• - 58 - 35 Solens l. Salens; 14d^de l. 13^de
• - 62 - 3 Ormuyds l. Ormuzds
• - 64 - 2 l. indisk-kaukasiske
• - 66 - 32 l. Afskjærelse
• - 68 - 4 Nari l. Nári
• - — - 5 sór l. sár
• - — - 14 l. i dia-græn
• - — - 29 l. Musiceren
• - 70 - 3 spaae l. spaaer
• - — - 15 l. Offerdysser
• - — - 25 Hule l. Huler
• - 73 - 2 l. Vafthrudnersmaal
• - — - 15 l. allegorisk
• - 74 - 1 Muhal l. Mahal
• - 81 - 9 Jving l. Iving
• - 82 - 2 l. Mysteriers hemmelige
• - 84 - 23 Hild l. Hil
• - 87 - 25 l. Magter, Guder
• - 96 - 26 denne l. hende
• - 98 - 9 bygge kan og oversættes beboe
• - 101 - 15 Ym kalde Chlneserne ogsaa Materien, hvoraf Verden blev skabt. At Bodas eller Buddhas Tro er oprindelig den samme som Fo's er bekjendt. See Kirchers China illustrata p. 22. Bayers Musæeum Sinicum, Görres Asiatische Mythengeschichte &c.
• S. 102 L. 13 l. jubar af juba Manke
• - 107 - 11 l. Tinguel, Tingel
• - — - 33 Karrer rettere Kiærrer
• - 111 - 6 l. uhyre
• - — - 14 blive l. bleve
• - 112 - 17 befries l. befeides
• - 116 - 9 Udtrykket dræbe er her af mig anfört efter den trykte Oversættelse, men burde hede fælde som giver en ganske anden Mening
• - — - 13 Xenophons
• - 118 - 6 l. formörkes
• - 119 - 10 Egentlig Aschun men da sk udtales ofte i Svensk (ligesom stedse i Tydsk) som sch gjör Skrivemaaden her ingen væsentlig Forskjel.
• - 121 - 11 l. Sol- eller Maane-Formörkelser
• -144 - — Lagerbring har meget rigtig bemærket at Thorstein Surts Forbedring i Tidsregningen, synes at have grundet sig paa Regler, som forhen vare Nordboerne bekjendte. Herom mere  min Tillægs-Afhandling om Aarsudregningen og Folkefesterne
• - 148 - 19 deres l. dens
• -170 - 18 Bör maaske oversættes: Brynier over Bænkene ströede. De gyldne eller glimrende Brynier skulde da have udgjort etslags Tapetserier. Jfr. Anmærkningen hertil S. 207.
• - 178 - 26 Dön l. Drön
• - 225 - 10 l. ægteskabelig
• - 248 - 6 Angurbodes
• - 251 - 8 I det nylig udkomne 1ste Bind af Böttigers Amalthæa læses en udförlig Undersögelse om Oprindelsen til Grækernes Myther om Nektar og Ambrosia fra Honning og Gjedemelk, hvoraf ogsaa Mjöden, Einheriernes Drik, siges at bestaae i Eddaerne.

---

Noter: