Haraldskvæði (Hrafnsmál) (B1)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Den norsk-islandske skjaldedigtning

ved
Finnur Jónsson
1912-1915

Þórbjǫrn hornklofi
Norsk skjald; omkr. 900.

Haraldskvæði (Hrafnsmál)

1. Hlýði hringberendr,
meðan frá Haraldi
segik odda íþróttir
enum afarauðga;
frá mǫ́lum munk segja,
þeims ek mey heyrða,
hvíta, haddbjarta,
es við hrafn dœmði.

2. Vitr þóttisk valkyrja,
verar né óru
þekkir svá enni fránleitu,
es foglsrǫdd kunni;
kvaddi en glæhvarma
ok en kverkhvíta
Hymis hausrofa,
es sat á horni vinbjarga.

3. Hvat es yðr hrafnar?
Hvaðan eruð ér komnir
með dreyrgu nefi
at degi ǫndverðum?
hold loðir yðr í klóm,
hræs þefr gengr ór munni,
nær hykk í nǫ́tt bjogguð
því's vissuð nái liggja.

4. Hreyfðisk enn hǫsfjaðri
ok of hyrnu þerði,
arnar eiðbróðir,
ok at andsvǫrum hugði:
Haraldi vér fylgðum
syni Halfdanar,
ungum ynglingi,
síðan ór eggi kómum.

5. Kunna hugðak þik konung,
þanns á Kvinnum býr,
dróttin Norðmanna,
djúpum ræðr kjólum,
roðnum rǫngum
ok rauðum skjǫldum,
tjǫrguðum ǫ́rum
ok tjǫldum drifnum.

6. Úti vill jól drekka,
ef skal einn ráða,
fylkir enn framlyndi,
ok Freys leik heyja;
ungr leiddisk eldvelli
ok inni at sitja,
varma dyngju
eða vǫttu dúns fulla.

7. Heyrði í Hafrsfirði,
hvé hizug barðisk
konungr enn kynstóri
við Kjǫtva enn auðlagða;
knerrir kómu austan,
kapps of lystir,
með gínǫndum hǫfðum
ok grǫfnum tinglum.

8. Hlaðnir óru hǫlða
ok hvítra skjalda,
vigra vestrœnna
ok valskra sverða;
grenjuðu berserkir,
guðr vas þeim á sinnum,
emjuðu ulfheðnar
ok ísǫrn dúðu.

9. Freistuðu ens framráða,
es þeim flœja kendi,
allvalds austmanna,
es býr at Útsteini;
stóðum Nǫkkva brá,
es vas styrjar væni,
hlǫmmun vas á hlífum,
áðr Haklangr felli.

10. Leiddisk þá fyr Lúfu
landi at halda
hilmi enum halsdigra,
holm lézk at skildi;
slógusk und sessþiljur,
es sárir óru,
létu upp stjǫlu stúpa,
stungu í kjǫl hǫfðum.

11. Á baki létu blíkja,
barðir óru grjóti,
Sváfnis salnæfrar
seggir hyggjandi;
œstusk austkylfur
ok of Jaðar hljópu
heim ór Hafrsfirði
ok hugðu á mjǫðdrykkju.

12. Valr lá þar á sandi
vitinn enum eineygja
Friggjar faðmbyggvi;
fǫgnuðum dǫ́ð slíkri.

13. Annat skulu þær eiga
ambáttir Ragnhildar
dísir dramblátar
at drykkjumǫ́lum,
an ér séð hergaupur,
es Haraldr hafi
sveltar valdreyra
en verar þeira bræði.

14. Hafnaði Holmrygjum
ok Hǫrða meyjum,
hverri enni heinversku
ok Hǫlga ættar,
konungr enn kynstóri,
es tók konu ena dǫnsku.

15. Hversu es fégjafall,
þeim es fold verja,
ítra ógnflýtir
við íþróttarmenn sína?

16. Mjǫk eru reifðir
rógbirtingar,
þeirs í Haralds túni
húnum verpa;
féi eru þeir gœddir
ok fǫgrum mækum,
malmi húnlenzkum
ok mani austrœnu.

17. Þá eru þeir reifir,
es vitu rómu væni,
ǫrvir upp at hlaupa
ok árar at sveigja,
hǫmlur at slíta
en hái at brjóta;
ríkula hykk þá vǫrru
þeysa at vísa ráði.

18. At skalda reiðu vilk spyrja,
alls þykkisk skil vita;
greppa ferðir,
þú munt gǫrla kunna,
þeira 's með Haraldi hafask.

19. Á gerðum sér þeira
ok á gollbaugum
at eru í kunnleikum við konung,
feldum ráða rauðum
ok vel fagrrenduðum,
sverðum silfrvǫfðum,
serkjum hringofnum,
gyltum andfetlum
ok grǫfnum hjǫlmum,
hringum handbærum,
es þeim Haraldr valði.

20. At berserkja reiðu vilk spyrja,
bergir hræsævar,
hversu es fengit
þeims í folk vaða
vígdjǫrfum verum?

21. Ulfheðnar heita,
þeirs í orrostum
blóðgar randir bera;
vigrar rjóða,
es til vígs koma;
þeim's þar sýst saman;
áræðismǫnnum einum
hykk þar undir felisk
skyli sá enn skilvísi,
þeim's í skjǫld hǫggva.

22. At leikurum ok trúðum
hefk þik lítt fregit,
hverr es ǫrgáti
þeira Andaðar
at húsum Haralds?

23. At hundi elskar Andaðr
ok heimsku drýgir
eyrnalausum
ok jǫfur hlœgir;
hinir eru ok aðrir,
es of eld skulu
brinnanda spǫ́n bera;
logǫndum húfum
hafask und linda drepit
hældræpir halir.

   1. Sværdbærerne lytte til, medens jeg om Harald, den hovedrige, fortæller oddenes idrætter; jeg vil meddele de ord, jeg hørte af en mø, lys og hvidhåret, som talte med en ravn.
   2. Vis mente valkyrjen at være, som forstod fuglestemme; mænd (ægtemænd) var hende, den hvasöjede, ikke kære; hun med de lyse öjenhår og den hvide hals hilste ravnen, som sad på eng-klippernes pynt.
   3. Hvor står det til med eder, ravne?, hvorfra er I komne så tidlig på dagen med blodigt næb?; kødtrævler hænger i eders klør, liglugt står ud af eders næb; I har nok i nat været tilstede der, hvor I vidste lig ligge.
   4. Den mørkfjærede bevægede sig og törrede sit næb, örnens fostbroder, og tænkte på svar: Harald, Halfdans sön, den unge Yngve-ætling, har vi fulgt, fra vi krøb ud af ægget.
   5. Jeg trode du kendte den konge, som bor på Kvinne, Nordmændenes fyrste, som råder over dybe skibe, (med) de røde spanter og røde skjolde, tjærede årer og skumbestænkte telte.
   6. Ude vil han holde julegilde, hvis han ene må råde, den höjtstræbende fyrste, og holde Frøsleg (kamp); som barn var han ked af at bage sig ved ilden og at sidde inde, af den varme kvindestue og dunfyldte vanter.
   7. Man kunde høre i Hafsfjorden, hvorledes den ætstore konge kæmpede der med Kjötve den rige; skibe var komne østfra begærlige efter kamp, med gabende hoveder og udskårne stavnplader.
   8. De var ladede med storbønder og hvide skjolde, med vestlandske spyd og vælske sværd; bersærkerne brølte, kampen var i gang, ulvhednerne hylede og rystede spydene.
   9. De vilde prøve den kraftige, der (imidlertid) lærte dem at flygte, Østmændenes hersker, som bor på Utsten; skibene blev satte i bevægelse, da kamp kunde væntes; der var bulder på skjolde, för Hagelang faldt.
   10. Da bleve den halstykke konge ked af at forholde Luva landet; han tog sin tilflugt til holmen som skjold (værn); de, som var sårede, kastede sig ned under rorbænkene, lod deres bag stikke i vejret, men stak næsen ned i kølen.
   11. Krigerne var så skönsomme, at de lod skjoldene blinke på deres rygge - de blev jo slåede med sten; "østkøllerne" løb som rasende hjem fra Hafsfjorden over Jæderen - de tænkte på mjöddrikken.
   12. Valen lå der på den sandede bred, bestemt til Friggs enöjede elsker; vi blev glade over en sådan heltegærning.
   13. Noget andet skal Ragnhilds tærner, de stolte kvinder, have at tale om ved drikkelaget end at I har set ulve, som Harald har sultet ved ikke at give dem blod, medens deres egne mænd har fodret dem.
   14. Han brød med de holmrygske kvinder og Hördernes døtre, hver af de hedemarkske og af Hølges æt, den ætstore konge, som tog den danske kvinde til ægte.
   15. Hvor gavmild er krigeren imod sine udmærkede idrætsmænd, som værger hans land?
   16. I höj grad begaves de krigere, som i Haralds gård leger med brikker; med gods de begaves og med blanke sværd, med hunnisk malm (spyd?) og østlandske trælkvinder.
   17. Da er de fyrige, når de kan vænte kamp, raske til at springe op og böje årene, rive årebåndene itu og knække åretollene. Jeg ved at de kraftig stryger over bølgerne, når kongen vil.
   18. Om skjaldenes forhold vil jeg spörge, da du mener at være vel underrettet; de skjaldes færd, der er hos Harald, kender du nok fuldkommen.
   19. På deres klæder og deres guldringe kan man se, at de er venner af kongen; de har røde skindkapper med smukke striber, sølvomviklede sværd, ringvævede brynjer, gyldte sværdbånd, figur-smykkede hjælme, armbårne ringe, som Harald har givet dem.
   20. Om bersærkernes forhold vil jeg spörge, bloddrikker, hvorledes er de kampdjærve mænd, som går i kampen?
   21. Ulvhedner hedder de, der bærer blodige skjolde i kampen; de rødfarver spydene, når de kommer til kamp; der er de stillede sammen til virksomhed; dér ved jeg at den redelige fyrste sætter sin tillid til lutter dristige mænd, som hugger i skjolde.
   22. Om spillemænd og göglere har jeg kun spurgt dig lidt; hvilken er Andads og hans fællers underholdning i Haralds hus?
   23. Andad viser omhu for en hund uden øren; udfolder dumme gærninger og bringer kongen til at le; der er også andre, der skal bære en brændende spån gennem bål; de har stukket under deres bælter brændende huer(?), disse mænd der fortjæner spark.