Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) Tilegnelse

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Bjovulvs-Drapen

Oversat af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig

Tilegnelse

Ȯger Havmand, kaldt en Jette,

Men dog Asers Giæsteven!

Asa-Brage sig tilrette

Tale vil med dig igien.

Gothe-Daaden, Hrædling-Kviden,

Som paa Mark og Fjeld var glemt,

Du, til Glands i Nytaarstiden,

Som paa Havsens Bund har giemt;

Det har Brage Hørt med Glæde,

Lydt berømt i Odins Hall,

Gierne vil for dig han kvæde

Asamaal som Valhals Skjald,

Asamaal, hvori en Finger

Sikkerlig du selv har havt,

Skiøndt, i Fart paa Ørnevinger,

Mindet du derom har tabt.

Brage nu, paa Odins Vegne,

Byder dig paany til Giæst;

Brug, saa frit som dine egne,

Sleipner, Odins Ridehest!

Kom og lad med Lyst og Gammen,

Efter Skaldas gamle Ord,

Os som Venner tale sammen

Om hvad Guld blev taldt i Nord!

 

Guldet, efter alle Mærker,

End er Lyset i din Hall,

Nordens Aand dets Glands forstærker,

Klart er det hos Bjovulvs Skjald.

Det var Stærkhjorts Banemand,

Bjovulv, Drot i Gotheland,

Saa tog han til Orde:

„I, som skifte skal min Arv!

Sørger vel for Folkets Tarv,

Giører, som jeg gjorde!

Brat har Aske jeg for Been,

Da, I Venner gæve!

Kæmpehøi med Bautasteen

Over den sig hæve!

Staae den skal paa Hroneklint,

Hvor mod Klippen Bølger trindt

Bruse ind fra Dybet;

Kneise skal min Høi ved Hav,

Falde flux i Øie,

Under Navn af Bjovulvs Grav,

Dem som Bølgen pløie,

Staae for dem til Seiletegn,

For mit Folk til Mindeshegn,

Synlig i det Fjerne!"

Det var Gubbens sidste Ord,

Før til Baal han blegned,

Hjertet brast, og kold til Jord

Gothe-Helten segned,

Legemet i Klippely

Luen vented rolig,

Sjælen søgte over Sky

Ærens faste Bolig.

 

Ingen bedre kom ihu

Helte-Svanesangen,

Bjovulvs-Drapens Skjald! end du,

Som ved Svanevangen,

Rig paa Sagn og skarp i Syn,

Kongelig i Sindet,

Oversaaede med Lyn

Helte-Hædersmindet!

Mageløs var du, som han,

Mens du Skjaldelivet

Nød i Anglers Odelsland,

Overflødig givet.

Som i Valhal Brage, sad

Du paa Heltegrave,

Mageløst er end dit Kvad

Mellem begge Have,

Ligner mest en Kongehall,

Bygt af Bautastene,

Runerne i Tusindtal

Kunstig sig forene,

Til at sees over Strand

Hundred danske Mile,

Klarlig, hvor i Daneland

Hrodgar sank til Hvile,

Til at staves med Bedrift

I de stille Kamre,

Som en herlig Billedskrift

Fra de høie Hamre!

Ristet er vel Runen bedst,

Som ad Danmarks-Side

Peger paa en Folkefest

Under Nørrelide,

Hvor neddysses skal hver Kiv

Mellem Frænder gilde

I Høinordens Folkeliv

Af den fælles Kilde,

Snekken over Øre-Sund

Budskab immer bringe,

Mest om Hjertets grønne Lund

Og dets gyldne Ringe,

Uden Nag og Mistillid,

Som i Fredegodes Tid.

 

Give Gud, at Anglers Æt,

Nu for Norden fremmed,

Mindes maatte Videslet,

Mindes Vane-Hjemmet,

Bryde af den Grændels-Haand

I det Pluddervælske,

Som uddrev, med Anglers Aand,

Hjerteordet „elske"!

Ja, gid snart vi Svanesang

Høre maae fra „Aven",

Hvori Aanden har sin Gang,

Uden Frygt for Paven!

Da skal Fønix-Fugl paany

Fjederhammen love,

Svinge sig med Fart i Sky

Over Vind og Vove,

Med sin Faders brændte Been

I en Kurv af Blommer,

Synge lydt paa Bøgegreen

Om en Fimbulsommer!

Ja, lig Somre tre paa Rad

Nørrelid beskaaret,

Som et Trilling-Bøgeblad,

Dages Gyldenaaret!

Smelte skal den gamle Snee

Selv paa Jøkuls-Fjelde,

Mødes, som Guldfloder tre,

Maalene i Kvælde,

Naar det gamle Broderskab

Rørt sig selv gienkiender,

Dan og Angul midt paa Hav

Trykke Broderhænder,

Medens Heimdals Mødre ni,

Øresunds Havfruer,

Dandse syngende forbi

Over Liljetuer,

Kvæde om hin hvide As,

Som paa Himmelbjerget

Har ved mange Timeglas

Grønne Gudhjem værget!

Som Guldbrikker da i Nord,

Fjælede af Jetten,

Findes gamle, gyldne Ord

Brat paa Idasletten,

Leges Tavl, som Nornen vil,

Under grønne Linde,

Voves alt paa Lykkespil,

Hvori Alle vinde!