Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 8.Sang

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Bjovulvs-Drapen

Oversat af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig

Ottende Sang
Bjovulvs Priis fremfor Hermod og Volsungerne

Saa aarle om den Morgen,

Før Solen op end stod,

Hinanden traf ved Borgen

Saamangen Høvding god;

De kom fra alle Sider,

Som bygged fjern og nær,

Saa tykkes sommetider

For lang ei nogen Færd;

De alle vilde skue

Det skeete Underværk

Og Sporene paa Tue

Af Trolden leed og stærk;

De var nu alle glade,

Slet Ingen var saa blød,

Ham tyktes, det var Skade,

At Trolden fik sin Død.

De fulgte over Vangen

Den Æreløses Traadd

Paa Hælefægter-Gangen

Fra Hall med Bane-Lodd;

De sporede den Fule

Fra Sal til Nykke-Sø,

Der maatte i sin Kule

Han krympe sig og døe;

Hvor sidst han gik paa Landet,

Der Blod i Strømme flød,

Og hvor han sank i Vandet,

Var Bølgen mørkerød:

Sin Lødd den havde skiftet

Af Grændels Troldeblod,

Forvandlet og forgiftet,

I Skum og Kaag den stod.

Her maatte i stor Vaande

Den Trold, med Ret og Skiel,

Sin Hedningsjæl udaande

Og fare saa til Hell.

 

Nu fandt de gamle Svende,

De unge ligesaa,

Det var ei galt at vende,

Tilfreds med, hvad man saae.

Saa reed de Kæmper ranke

Fra Sø den Gammens-Leed,

De reed i Brynjer blanke,

De roste, som de reed,

Sø-Gothers Helt, den Brave,

Og det var Manges Ord,

At mellem begge Have

Ei var, fra Syd til Nord,

Saavidt som Himlens Bue

Omhvælver Jordens Bold,

Hans Overmand at skue

Blandt dem, der løfted Skjold,

Blandt dem, der styred Lande,

Dog Hrodgar ufortalt,

Thi Alle maatte sande,

Han styred ikke galt.

 

Saa over Hesterygge

Man snakkede iblandt,

Og kom der saa et Stykke,

Hvor Veien var galant,

Da spored, ei med Læmpe,

Enhver sit gule Øg,

Og Kæmpe reed med Kæmpe

Omkap, alt som de fløi.

 

Nu reed der i den Række

En Skjald med gode Kaar,

En Høvding mellem Kiække,

Berømt i Kongens Gaard;

Ei skulde let der findes

I Daners Fødestavn

Hans Mester til at mindes

De gamle Kvad og Savn;

Han sine Ord nu føied

Til Fynd og listig Klang,

Og Bjouulvs Færd ophøied

Han i en Kæmpesang.

Da under Vexelsange

Kom ogsaa for en Dag,

 

Hvad end var nyt for Mange:

Volsungers Vaabenbrag,

De Vældiges Idrætter

Paa Langeledens Færd

Blandt Kæmper og blandt Jetter

Med Slag af skarpe Sværd;

Saa her det blev opfristet,

Hvad Sigmund kun i Løn

Til Fjotle havde hvisket,

Sin kiære Søstersøn,

Og hvad de øved sammen,

De Frænder uden Fals,

Som knækkede med Gammen

Fuldmangen Jettehals.

 

Her kunde man det lære:

I Sigmunds Heltegrav

Ei sank Volsungers Ære,

Den voxte op deraf;

Thi det var Ædling-Sønnen,

Som kronede Hans Værk

Og høsted Heltelønnen,

Den Volsung stor og stærk,

Som under Klippevægge,

Hvor Fjotle ei var med,

Paa Dragen prøved- Egge,

Alene Mund urædd;

Ja, Dragen over Guldet

Paa dristig Herrefærd

Han naglede til Muldet

Alt med sit gode Sværd;

Da maatte Dragen smelte

Af egen Ild saa brat,

Den Ypperste blandt Helte

Var ene om dens Skat;

Han brugte Hænder begge,

Han gjorde Gruben reen

Og ladede sin Snekke

Med Guld og Ædelsteen;

Han vandt ved Herrefærden

Og høiest Helterang,

Blev roest af hele Verden

I Folke-Sagn og Sang.

 

Derfor, saa Visen endte,

Saa høit den Volsung steg,

Fordi sig Lykken vendte,

Til ham fra Hermod veg,

Hvis Navn vel havde funklet

Engang med Helteglands,

Men blev dog brat fordunklet,

Som i en Dødningdands:

Han blev til Jettelaget

Fortryllet og forviist,

Forgik, af Harm betaget,

Alt som et Skib forliist;

Til Hjertet maatte svide

Hver Landsmand hans Ufærd,

Og det i Hermods-Kvide

Bejamredes især:

Ei Sønnen Hans, den lille,

Om hvem i Barneaar

Det haabed Venner snilde,

Var født til bedre Kaar;

Vel sunget for Hans Vugge

Der blev med Stemme glad

Om Glands, hvor Kæmper bukke,

Om Pris, hvor Konger sad,

Om Rige, Magt og Vælde

I Skjoldung-Folkets Land;

Men tungt det er at melde:

Han blev en Ildværksmand.

 

Dog, altid var Omkvædet,

Som Folk af Munden fløi:

Slet Ingen havde glædet

Som Bjovulv Lav og Høi.

 

Nu Solen var opgangen,

De Kæmper nøled ei,

Men kappedes om Rangen

I Ridt paa Kongevei.

Der vanked Puf i Mængde

For Olding og for Knøs,

Thi mylrende fremtrængte

Sig Flokken aandeløs,

Saa ind i Borgestue

Kom hver, som han var stærk;

Hvem lysted ei at skue

Det skeete Underværk!

Selv Kongen var paa Færde

I Adel-Ring saa puur,

Med fyrstelig Gebærde

Han gik af Fruerbuur

Han gik til Borgestue,

Den Skattevogter god,

Ham fulgte og Hans Frue

Saa pænt med Fjed som Fod.

 

Dannerkongen for Øie stod

Guldborgen med straalende Tinde:

Haand af Grændel nu for sin Fod

Det undtes den Herre at finde.

Saa times og Vel efter Vaande.

 

Stille stod nu den Drot saa prud,

Og høit lod han Ordene lyde:

„Takket være al Magtes Gud

For Synet, mig undes at nyde!

Saa times og Vel efter Vaande.

 

Leed af Grændel Fortræd jeg meer

Og Fals, end i Hast er at melde:

Priset være den Gud, som teer

I Under paa Under sin Vælde!

Saa times og Vel efter Vaande.

 

Ei saa vented jeg nys det Blik,

Ei tænkte jeg, i mine Dage

Bod at fange, som nu jeg fik,

For Sorrig og Harm uden Mage.

Saa times og Vel efter Vaande.

 

Klart faa glimrer nu Guld i Sol,

Som nys var i Taager indhyllet;

Blodet bobled paa Kongestol,

I Strøm over Gulv det henskylled.

Saa times og Vel efter Vaande.

 

Meer ei mindes jeg nu med Sorg

Mistrøstige Ord af de Bolde:

Ingen mægter vor Kongeborg

At værge mod Gienfærd og Trolde!

Saa times og Vel efter Vaande.

 

Ene, Kæmpe! du overkom,

Udrustet med Kraft fra det Høie,

Hvad vi alle mistvivled om

Og mægted end ikke med Møie.

Saa times og Vel efter Vaande.

 

Hvis end lever den ædle Viv,

Som Gud har til Moder dig kaaret,

Glædes maa hun sit ganste Liv,

For Byrde, som hun Haver baaret.

Saa times og Vel efter Vaande.

 

Sige maa hun, den Viv saa prud,

Som bar dig til Verden med Smerte:

Naadegave af Himlens Gud

Var Sønnen, jeg bar under Hjerte!

Saa times og Vel efter Vaande.

 

Hør det, Bjovulv, du Kæmpe skiøn!

Den Bedste, mig undtes at kiende!

Hjertet siger: du est min Søn,

Vær sønlig til Døden min Frænde!

Saa times og Vel efter Vaande.

 

Mindre Kæmper jeg lønned tit

For Mindre med Guld og med Ære:

Hvad dig lyster af mit, er dit,

For godt skal det Bedste ei være.

Saa times og Vel efter Vaande.

 

Ære Haver du dig indlagt,

Som kiender ei Aar eller Ælde:

Gud dig lønne, som han har Magt,

For Godt, jeg tan ikke giengiælde!”

Saa times dog Vel efter Vaande.”

 

Nu Bjovulv tog til Orde,

Det meldte Eggthjovs Søn:

„Ei for, hvad Godt vi gjorde,

Vi kræve nogen Løn.

Vel sandt er det at sige,

Det var en farlig Dyst;

Men sandt det er tillige,

At Værket drev vor Lyst.

Gid kun saavel din Fiende

Laae for din Fod i Bast!

Min Agt det var at binde

Forsvarlig ham i Hast

Og klemme ham saa længe,

Til Aanden han gav op;

Men sammen ret at hænge

Ei havde lært Hans Krop;

Thi maatte jeg begive,

Hvad ei var Guds Behag,

Saa Trolden blev i Live,

Trods mine Favnetag.

Med Hæle godt han fægted

Og slap mig saa af Haand;

Men skiøndt jeg ikke mægted

At lægge ham i Baand,

Sin Skade dog forvinder

Han ei, ihvor det gaaer,

Ei Lægedom han finder

For Skramme og for Skaar;

Sin Død han er saa sikker,

Som han den havde alt,

Ja, udentvivl han ligger

Nu i dens Lænker kvalt;

Der holdes han i Tømme,

Indtil den store Dag,

Da Herren ham skal dømme

Alt efter fit Behag.”

 

Nu blev tilgavns da skaadet

Den Haand, heel sælsom skabt,

Som Bjovulv havde baadet,

Og Grændel havde tabt;

Her saae man da, hvad Negle

Betød paa Trolde-Maal:

De ligned heller Segle

Af seit og hamret Staal;

Man maatte vel og grue

For Knokler og for Been,

Som her man fik at skue

Paa Grændels Skuldergreen.

Det kunde Ingen nægte,

Der vilde meer end Jern

Til, med den Trold at fægte

Og bryde af Hans Værn.

Nu var da Timen kommen,

Som Egglavs Søn forsvor:

Nu puttede i Lommen

Han sine store Ord.