Skáldhelgarímur (Anonyme skjaldekvad)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Skjaldekvad

Grønlands historiske mindesmærker II

XIII.
Skjald-Helge, Grönlands laugmand
(Skáldhelgarímur)

paa dansk ved

Finnur Magnússon og C. C. Rafn

Dette Mindedigt, i Originalen kaldet Skáld-Helga Rímur eller Rímur af Skáld-Helga, er egentlig, forsaavidt dets fortællende Indhold angaaer, ingen selvstændig Digtning, da det er en af de ældste bekjendte af de nu i Island hyppig forekommende Paraphraser eller poetiske Omskrivninger af prosaiske Fortællinger, som i Almindelighed kaldes Rímur (efter Eentallet Ríma), og vistnok ere af samme Oprindelse som de nordiske Kæmpeviser og de sydlige Folks Ballader. Om dette Slags Digtninger har Rask givet en kortfattet Underretning i sin Islandske Sproglære (udförligst i den svenske Udg. 274-275), hvorved det dog maa erindres at de overhoved ere meget ældre end Reformations-Tiden. Saaledes er f. Ex. det andet Stykke i den berömte Flatöbog en ægte Ríma om Kong Olaf den Hellige, som vi med Bestemthed vide er skrevet 1387, men var dog da, efter Titelen at dömme, ikke aldeles ny Jfr. ovenfor I, 326 o. f., hvor vi have anfört forskjellige hele og halve Stropher, tildeels fra Aarstallet 1200, som ganske svare til det Versemaal, hvori nærværende Digts 3de Sang er affattet, ogsaa forekommende i Skálda (S. 266) paa forskjellige Maader, metrisk henförte til den saakaldte Rúnhenda.

Nærværende Riimdigt hörer især til de (ovenfor I, 339 ommeldte) poetiske Paraphraser af skrevne historiske Sagaer, men den Saga, som har ligget til Grund derfor have vi ikke mere, og vide ikke med Sikkerhed, om den har været til i det l6de Aarhundrede (hvorom mere i det fölgende). Derimod see vi endnu af Digtets 2den Sangs 63de Strophe, at Sagaen tildeels har været grundet paa et ældre Digt, om dens Helt, Skjalden Helge, forfattet af en anden Skjald, kaldet Hallar-Stein, som vi nu strax skulle see har været samtidig med ham, men kun noget yngre af Alder. Da Sagaens Troværdighed, i Hovedsagen, herved Paa det fuldkomneste bekræftes, kunne vi ikke noksom beklage Tabet af dette for os höist mærkelige Oldtidskvad. Nu maae vi lade os nöie med den dobbelte Gjenklang af Drapaen og Sagaen, som nærværende Riim kunne yde, og tröste os til lige derved, at ogsaa disse selv nylig flere Gange have været deres Undergang meget nær, men ere dog nu, som vi maae haabe, reddede fra den for bestandig.

Om Skjalden Hallar-Stein og hans övrige, endnu bekjendte Værker have vi en ypperlig Afhandling af vor Medarbeider Adjunct Egilsson, tilföiet hans latinske Oversættelse af Olaf Tryggvesöns Saga. Deri er det, hvilket vi og af Kildeskrifternes Undersögelse för havde formodet, saavidt mueligt oplyst, at Skjalden Hallar-Stein har levet i det 11te Aarhundrede, samt er den samme, som ellers undertiden forekommer i Skálda og Sagaerne under Navn af Stein Herdis`s Sön (Herdísarson). Hans vidtlöftige Slægtsregister læses i Landnama, 2 Parts 11 Cap., udledt fra den berömte norske Ketil Flatnef og hans Sön, den islandske Landnamsmand Björn (see ovenfor l, 530 o. f.). Hallar-Steins Oldefader paa Mödrenesiden var den berömte Skjald Eina Skaaleglam, ogsaa kaldet Skjoldmöens Einar, som stod Hakon Jarl bi i Slaget mod Jomsvikingerne 994, samt ogsaa var een af Are Frodes Stamfædre. Om Hallar-Steins Levnet vide vi kun lidet, men kjende ham mest af hans faa endnu tilværende Digte. Hans nærmeste Slægt var fra det nuværende Sneefjeldsnæs Syssel, vi vide ikke, hvor hans Forældre boede, men mene, at deres Bopæl maa söges i det nærmestliggende Myre Syssel, af fölgende Grunde. Gaarden Höll, som ligger i det sidst nævnte Herred, ommeldes i nærværende Digt som Bopæl for Haldor, Fader til dets Helts, Skjalden Helges, tvende Koner. Af den samme Gaard (i Eieformen Hallar), troe vi at Skjalden Haller-Stein har havt sit Navn, enten fordi han var födt der, eller længe havde opholdt sig der. Saadanne Tilnavne, af lignende Aarsag, have stedse været brugelige i Island, f. Ex. disse, fra Oldtiden: Höfda-Thord, Holm-Starri, Hofgarde-Ref, Hvamm-Sturla, Vallna-Ljot, Lon-Einar, Lunda-Steinar og mange flere. Vor Stein lader til at have opholdt sig mest uden for Island. Egilsson har viist at han, som Skjald og Kriger, har tjent Norges Konger Harald Haardraade og Olaf Kyrre; til Steins Anseelse og gode Kaar ved Hoffet har det formodentlig bidraget at han var temmelig nær beslægtet med Ulf Ospaksön, Kong Haralds Staller eller Hofmarskal; han har ogsaa, rimeligviis af skyldig Taknemmelighed, forfattet et Digt til hans Ære. Stein deeltog i det store Söslag i Nissaaen, Aar 1062, og besang siden selv dette Slag til sin Konges Hæder i de saakaldte Nissaa-Viser, hvoraf Fragmenter haves i Heimskríngla og Fornmanna-Sögur. Sildigere digtede han og et Kvad om Kong Olaf Kyrres Bedrifter, af hvilket de norske Kongesagaer indeholde adskillige Fragmenter. Af en ganske anden Art er et Kjærlighedsdigt, som Hallar-Stein tilegnede en smuk Kvinde, og hvoraf nogle Brudstykker ere meddeelte i Skálda Dog besang vor Skjald ikke allene de levende, men ogsaa de döde. Han er rimeligviis Forfatter til det ovennævnte mærkelige Rekstefja, ogsaa kaldet Ólafs-Drópa in tvískælda, digtet til Kong Olaf Tryggvesöns Hæder, mueligviís med Hensyn dertil, at Skjaldens egen elskede Herre, Kong Olaf Kyrre, var hans Frænde og bar det samme Navn. Dets Original findes fuldstændigst i den saakaldte Byrgerske Codex, en gammel Pergamentsbog, som forvares i det Kongelige Bibliothek i Stockholm. Egilsson har oplyst at Öienvidnerne Einar Thambaskelvers og Thorkel Dydrils (eller Dyrdils) Beretninger tildeels ere lagte til Grund derfor. At Hallar-Stein endelig har forfattet et Mindedigt over Skjald-Helge, vises klart i nærværende Sagadigt, efter hvad vi ovenfor have berettet, og det er vist at de begge have levet paa samme Tid, hvilket vi nærmere, ved en chronologisk Undersögelse, ville söge at oplyse. Naar vi overveie, hvilken Aarsag der vel kan have bevæget Stein Skjald (som han kaldes i Landnama) til at forfatte et Hædersdigt over Skjald-Helge, maa det först falde os ind, at Stein, efter det ovenanförte, har været födt, opdraget eller bosat paa Gaarden Höll , hvor Skjald-Helges tvende islandske Elskerinder vare födte. Der, fremfor alle Steder, maatte deres tragiske Historie være i frisk Minde, og en ung derboende Skjald, som ellers selv, efter det ovenanförte, fölte og besang Kjærlighedens Tryllemagt, opfordredes saa at sige til at forevige den uforglemmelige Elskovskval, som havde fundet sin förste Oprindelse og Næring paa hans egen Bopæl. Det er desuden sandsynligt, at Steins Slægt paa een eller anden Maade har havt Forbindelse med den Æt, hvis Eiendom Gaarden Höll var, og hvortil Haldor, dens forrige Beboer, hine ulykkelige Kvinders Fader, i sin Tid hörte. Det forekommer os sandsynligt at Stein har forladt Island, for at söge sin Lykke ved det norske Hof, kort efter at han havde faaet den Nyhed at höre, at hans Frænde, Ulf Ospaksön, som havde ledsaget Harald Sigurdsön Paa hans Udenlandstog i Asien, Afrika og Rusland, var kommen med ham tilbage til Norge med megen Rigdom, og at han der var bleven den nye Konges Staller og Lehnsmand. Steins Reise fra Island til Norge synes saaledes at være skeet 1047. Antage vi at han da havde fyldt sit 25de Aar, har han, da Nissaa-Slaget holdtes, og hvor han stred Paa sin Frændes Ulf Stallers Skib, været, omtrent 40 Aar gammel. Dersom han, efter Egilssons Gisning, er död 1082, har han, efter hvad vi antage, i alt levet henved 60 Aar; dog er det vel muligt, at han er bleven noget eller meget ældre. Han har saaledes, i al Fald, levet meer end 20 Aar efter Skjald-Helges Död, og har saaledes kunnet besynge den, muelig dog i en Fortsættelse af det til hans Priis forfattede Digt; dog vide vi nu ikke, naar det först er blevet digtet, eller om det senere er blevet fortsat, enten af den samme Skjald, eller af andre.

Trubadur, ca. 1305-1315. Codex Manesse, UB Heidelberg, Cod. Pal. germ. 848, fol. 342v, von Obernburg.

For at Læserne desbedre skulle kunne fölge Fortællingens Gang i nærværende Saga-Digt, ville vi forelöbig meddele deraf et kort historisk Uddrag, tildeels oplyst af andre gamle Skrifter. Herved maae vi dog bemærke, at det forekommer os saa, at Riim-Digteren ikke, som hans nyere Eftermænd næsten stedse have pleiet at gjöre, aldeles nöie har anfört alle de omstændigheder som have været berettede i den af ham paraphraserede Saga, f. Ex. Hovedpersonernes Slægtregister, hvilke han maaskee har antaget at være bekjendte nok af andre Sagaer. Det fortælles saaledes, i FÖRSTE SANG, at en vis Haldor, som havde ægtet en rig Kvinde, boede paa Gaarden Hall (Höll) i Borgarfjordens Herred, uden at det, som næsten stedse i Sagaerne, berettes, hvis Sön denne Mand var, eller fra hvem han ellers nedstammede. Herom underrrettes vi dog af Landnamas 3die Parts 1ste Cap. Han var nemlig en Sön af Koll og en Sönnesön af den berömte Landnamsmand Midfjord-Skegge, som opbröd Rolf Krakes Höi ved Leire og förte derfra hans Sværd Sköfnung til Island; hans Slægt var saaledes meget anseelig og berömt i Island. Landnama tillægger det udtrykkelig, at denne Haldor var Fader til den Thordis, som Skjald-Helge ægtede og til hendes Söster Thorkatla. Alle disse Efterretninger staae i Landnamas ældste Text, som her upaatvivlelig tilhörer Are Frode selv og synes tillige at vise, at den berömte Skjald-Helge, og hans tvende uheldige Elskerinders Historie var alle islændere tilstrækkelig bekjendt. Vor Riimdigter giver begge disse Haldors Döttre de samme Navne som Landnama; af dem var Thorkatla (eller Katla) den yngre. Paa den Tid, vedbliver han, boede en vis Thord paa Höfde (i samme Herred), gift med en rig Kvinde og Haldors bedste Ven. Thords Herkomst forties her, men oplyses af Landnamas 2 Parts 2 Cap.; han var nemlig en Sön af Helge, Sön af Asgeir paa Hammer (Hamar) og Hilde, kaldet Stjerne. Skjald-Helge nævnes her og, formodentlig af Are Frode selv, som hin Thord Helgesöns Sön. Riimdigteren fortsætter Fortællingen saaledes: Thord havde en Sön, som strax i sin Opvæxt udmærkede sig mest af alle frie Bondesönner der i Egnen, saavel ved fortrinlig Legemsdannelse, som ved mandigt Væsen, Færdighed i krigeriske Övelser og ved sin Skjaldekonst. Haldor holdt et Gjæstebud, og indböd dertil sin Ven Thord med hans Sön Helge. Der forelskede den vakre Yngling sig i Thorkatla, Haldors skjönne Datter, og vandt snart hendes Gjenkjærlighed. Efter at Gjæstebudet var hævet, og enhver var tagen til sit Hjem, kom Helge til Hall for at tale med Katla. Dette ansaaes i hine Oldtidsdage for uanstændigt, i det mindste indtil en offentlig Trolovelse var skeet. Det blev fortalt Möens Fader, at Helge lokkede hans yngre Datter; Haldor formanede da hendes Frier til at afholde sig fra saadanne Besög, hvilke han dog ikke desmindre fortsatte. Det kom derpaa til en ny Ordvexling mellem den Gamle og Ynglingen, hvilken dog havde det samme Udfald. Thorkatla sögte da at formilde sin Fader, men forgjeves, og blev strax efter af ham sendt bort til Gaarden Söidefjeld i et andet Herred. Helges Frænder og Venner forsögte snart at bringe ham paa andre Tanker, samt overtalte ham til Forlovelse med Thorkatlas ældre Söster. Det lader til at deres Overtalelse i Förstningen lykkedes temmelig vel; dog besögte Helge nu Thorkatla, og fortalte hende hvad hans slægtninge havde i Sinde. Hun besvoer ham at han ikke skulde svige sit förste Löfte, da de ellers begge vilde blive ulykkelige, men raadte ham til paa nye at begjere hende selv tilægte af hendes Fader. Han fulgte dette Raad, men Haldor afslog ham, fuldt saa haardnakket som för, den Elskedes Haand, blot paa Grund af det Foregivende, at de vise Gamle havde sagt: at Ægteskaber, grundede Paa lidenskabelig Kjærlighed, aldrig fik et godt Udfald. Forunderlig nok tilböd dog Pigens Fader Frieren hendes ældre Söster til Hustru, og forsikrede ham at hun vilde bringe ham til at glemme hans Lidenskab for den yngre, og saaledes fordrive al hans Sorg. Helge, som nu ikke öinede noget Haab om den attraaede Forbindelse med den förste Elskede, besluttede sig vel ikke strax til den foreslaaede med hendes Söster, men kort efter lykkedes det dog hans egne Slægtninge at overtale ham dertil, og strax holdt han da Fæstens Öl med Thordis, Haldors Datter. Smertelige Anelser bragde Helge til at kaste alt Ansvar, i Ulykkes Tilfælde, paa hans Raadgivere, men ikke desmindre holdt han Bryllup, i Hramm i Norderaadalen, med sin för og siden höit elskede Kjærestes Söster. ANDEN SANG: Helges Ægteskab med Thordis varede kun 2 Aar, thi efter disses Forlöb sendte han hende tilbage til Hall, og deelte sit Bo med hende. Han antog en Pige til at bestyre sit Huus, men han fandt der ingen Bo, og besluttede at forlade Landet. Han reiste til Hall, og tog der Afsked med sin sörgende Kone; gik derefter om Bord, og kom lykkelig til Norge, hvor han blev antagen til Hirdmand af den der da regjerende Jarl, Erik Hakonsön. Helges Sorg og Sindsuro formildedes ikke, og næste Foraar reiste han tilbage til Island. Strax ved sin Ankomst besögte Thorkatla ham, og han gjengjeldte siden dette Besög, en Tid lang, med mange andre i hendes Bolig. Disse hyppige Sammenkomster gave Anledning til megen Forargelse og slet Omtale af Bygdelagets Folk. Een af de værste til at bagtale og udskjelde det ulykkelig elskende Par var Bonden Arngeir paa Steinum, som dog paa en anden Maade havde tilföiet Helge grove Fornærmelser. Da han fordrede Erstatning for disse, opstod en Ordstrid mellem dem, hvorpaa Enden blev den, at Arngeir faldt for Modstanderens Sværd. Herved blev det dog ikke, thi ikke mindre end fire af de ondskabsfulde Bagtalere maatte paa samme Maade lade deres Liv; dette har Hallar-Stein berettet i det Digt som han affattede til Skjald-Helges Priis. For intet af de saaledes begangne Drab gaves nogen Böder. TREDJE SANG: Vel lammede nu Frygten alle Klaffertunger, og de Elskendes Möder paataltes aldeles ikke, men en ny farlig Storm reiste sig dog, da Arngeirs og de övrige Dræbtes Eftermaalsmænd fordrede svære Böder eller Drabsmandens Straf. Goden Hermund maatte tage sig af deres Sager, de forfulgtes til Thinge, og Helge dömtes til det Slags Fredlöshed som medförte Fortabelse af Liv og Gods. Som Flygtning underrettede han Thorkatla om denne Ulykke, og besluttede, efter hendes Raad, atter at forlade sit Födeland, for at undgaae hans mægtige Fjenders Forfölgelser. Hermund beklagede Holtens tunge Skjæbne, og sendte ham Vaaben til sit Forsvar. Helge gjengjeldte Gaven med en Guldring, og til Tak derfor udvirkede Hermund hans Fredkjöb og de imod ham anlagte Sagers Forligelse.

Dog blev han ikke bedre;

det voldte haablös Sorg.

Kærlighedsscene, middelaldermotiv.

Han indvikledes i nye Feider, og reiste paa ny til Norge. Erik Jarl, hans forrige Herre, var da död, og Kong Olaf Haraldsön, siden kaldet den Hellige, regjerede over Landet. Helge, som för havde tjent denne Konges Fjende, besluttede og udförte en Pillegrimsreise til Rom, for der at befries fra sine Synders Byrde, og kom tilbage fra den i det næste Aar. -- Her vender Sagnet sig til Grönland. Der boede en Hövding, eller rig Bonde, ved Navn Skegge den Prude, Paa Hovedgaarden Herjolfsnæs. Hans Hustru hed Thorun, födt af en ædel Slægt, men dog vanziret ved en meget styg Tand. I deres Nabolag boede en Huusmand, eller ringere Bonde, ved Navn Thorvard Hreim; selv var han lumsk, men hun forfaren i Trolddomskunster, i hvilke hun og oplærte deres tvende Sönner. Hexefrygten var fordum meget stærk i Grönland, selv i den norskislandske Colonie, og bidrog mest dertil at disse for Trolddom mistænkte Folk bleve forviste fra Bygden. De nödtes da til at tye til de yderste (nordlige) Grændser for det beboede Grönland, til de saakaldte Greipar - som ellers besögtes hyppig af Landets övrige Indvaanere, som toge dertil til Söes, for Fiskeriets og Jagtens Skyld, da disse gjerne der gave godt Udbytte. Kort efter hin Families Forviisning blev Skegge den Prudes Fartöi paa et saadant Tog aldeles borte. Hreims Sönner mistænktes almindelig for at have overfaldet og myrdet de Forsvundne, men tiltaltes dog ikke derfor. Örnulf, Thoruns Broder, bestyrede nu hendes Huus. Han drog og, et Efteraar, til hine fjerne Egne; der traf det sig at Hreims Sönner kom i Havsnöd; Ornulf reddede dem, og forlovede sig kort efter med deres Söster. Ikke desmindre myrdedes han selv af de lumske Brödre. Thorun giftede sig paa ny med en vis Thorkel, men han döde den tredie Nat derefter. Snart indgik hun dog et nyt Ægteskab, som havde samme Udfald, og det Fjerde ligeledes kort derefter. Siden vovede ingen, i nogen Tid, at beile til den rige Enke. Paa denne Tid agtede vor Helge at reise fra Throndhjem til Island, og erhvervede en Trediedeel i et Handelsskib, som tvende Mænd, der begge bare Navnet Illuge, eiede i Fællesskab. FJERDE SANG: Förend de afseilede, overtalte en leed gammel Mand, ved Navn Thorgils, Skibseierne til at medtage ham som Reisende. Reisen blev snart meget besværlig, ved Modvinde, Storm og Söstyrtninger. Thorgils blev syg og döde, dog maaskee kun ved et Slags Skindöd; man troede at han gik igjen, og derved foraarsagede de Reisendes vedvarende Ulykker. En Vise, som han siges at have kvædet, tilhörte maaskee egentligst Hallar-Steins tabte Digt, hvorved overhoved den her omhandlede dunkle Begivenhed er bleven digterisk overdrevet og udsmykket. Helge siges at have faaet Bugt med Gjengangeren; dog tiltog stedse de Söfarendes Nöd, og Skibet drev langt nordpaa i de Grönlandske Have. Alt foreslog een af Skibsförerne, at samtlige Skibsfolk skulde, paa hedensk Viis, da de nu dog ingen anden Udsigt havde end den visse Död, nedlægge hinanden, inden de omkom af Udmattelse og Hunger. Helge modsatte sig dette fortvivlede Forslag, men raadte til christelig Bön og Gudspaakaldelse. Da formildedes og det rasende Veirlig; det blev klart, og höie Sneefjelde kom tilsyne. De kjendte da tydelig Jöklernes- Land (Grönland), vendte Kaasen mod Syd og fandt snart den længe önskede Havn i Falgeirsvig i Eriksfjorden. Som sædvanlig Paa de Tider fordeelte Omegnens mere formuende lndvaanere de Söfarende mellem sig til Kost og Pleie i Vintertiden. En rig Bonde, ved Navn Forne, boende paa den store Gaard som kaldtes Sólarfjall (Solens Fjeld), modtog og beværtede Helge med megen Gjæstfrihed. Forne mærkede snart at hans Gjæst led af megen Tungsindighed, hvilken han sögte at fordrive ved forskjellige Tröstegrunde og Opmuntringer, og ledsagede dem med det Raad, at Helge skulde frie til den ovennævnte rige Enke, Thorun paa Herjolfsnes, og bosætte sig der i Landet. Endelig lod Helge sig overtale til at antage dette Forslag, dog kun, som det synes, ved et Slags taust samtykke, saa at han fulgtes til Enken med sin Vært, som da friede til hende paa hans Vegne. Thorun gjorde vanskeligheder, da Helge ikke var synderlig bemidlet eller havde nogen Eiendomsgaard i Landet, hvilket saaledes synes da at være blevet fordret, af Landets Vedtægter eller den almindelige Mening, som en Betingelse for Ægteskabet med en saa rig eller anseelig Kvinde. Forne svarede strax med det Tilbud, at han overlod Beileren Hörnes Gaard, hvilken han skulde overdrage Bruden til Fæstensgave, og Forlovelsen blev saaledes sluttet. Dog tilföiede Enken endnu den Betingelse, at Helge skulde hævne hendes förste Mand Skegges og hendes Broder Örnolfs Drab (paa Hreims Sönner). FEMTE SANG: I næste Foraar satte Helge Bo paa sin nye Eiendomsgaard, men faldt strax efter i en svær Sygdom, som atter vakte den gamle Mistanke mod Thorun. Nogle besluttede endog, for Alvor, at stene hende som en Hex, men dette onde Forsæt standsedes af Forne. Thorun besögte da sin Forlovede, som var betaget af et Slags Afsky for Lyset, men laa bestandig i en mörk Vraa, hvor han uhindret kunde overlade sig til sort Melancholie, og henfaldt til phantastiske Grublerier og Syner. Den Episode, hvori de og deres Ophör skildres, ville vi her forbigaae, men bemærke kun at ogsaa de (hvilket stedse af og til er skeet i Verden, selv i de mest civiliserede Lande, endog i vore oplyste Dage) antoges for Trolddom eller Spögeri, som kun kunde hæves ved Besværgelser og christelige Amuleter. Betragtet fra denne Synspunkt, frembyder den hele Fortælling, som i Middelalderens overtroiske Dage saaes i et ganske andet Lys, aldeles intet overnaturligt. Thoruns kloge Raad afværgede den nye farlige Vending, som Helges langvarige Sindssygdom havde taget, da han fölte sig igjen rask, og villig til at opfylde sit givne Ægteskabslöfte. Thorun synes dog da endnu ikke at have troet Freden ret, i det hun selv erklærede sig villig til at træde tilbage og give slip paa sin Rettighed i den Henseende, men Helge besluttede sig, muelig tildeels af Taknemmeligbed for den Helbredelse som han skyldte hende, til Ægtepagtens Fuldbyrdelse. Han holdt sit Bryllup med Thorun, men gjenvandt dog ikke sin forrige Sindsro, thi den elskede Katlas Billede foresvævede nu stedse hans Sjæl, og alle hans Tanker henvendtes paa ny til hende. Den kloge Thorun forsögte da at fordrive hans slöve Kummer ved krigeriske Tanker, i det hun erindrede ham om hans andet, hende givne Löfte, om Hævn for hendes Broder og förste Ægtemand. Han erkjendte dens Udförelse for sin Pligt, og begyndte strax at forberede sig til et saadant Tog til Greipar. Han lod et Skib bygge og besatte det med 30 velbevæbnede Mænd. "Vidt var Havet og Veien var lang," men dog kom de lykkelig til deres Bestemmelsessted, i det de fredlöse Brödre vare i Færd med at forlade deres Bolig, for at gaae paa Jagt. SJETTE SANG: Striden med Hreims Sönner, Thorer og Eyvind, beskrives; de værgede sig som sande Helte, men bukkede dog endelig under i den ulige Kamp. Efter Brödrenes Fald fandtes deres gamle Moder, den ilde berygtede Troldkvinde, liggende næsegrus paa sit Leie; den höimodige Helge erklærede det for et Nidingsværk at myrde en Kvinde, og kun derved frelstes hendes Liv. Meget Bytte bortförtes fra de Fredlöses Bolig; men i det Seiervinderne skulde drage hjem, rammedes Illuge, som havde raadt til Hexen Grimas Drab, af en giftig Piil, udsendt fra Huset, og Saaret voldte strax hans Död. Man gav Grimas Trolddom Skyld derfor, og det kan være at hun har været den som skjöd, skjönt det er fuldt saa sandsynligt, at Skudet kom fra een af de dræbte Brödres Fölgesvende eller Venner, som havde skjult sig i deres Huus, eller i dets Nærhed. Helge drog hjem til Herjulfsnæs. Af Gods og Hæder havde han nok, og steg saaledes i Folkets Agtelse, at han valgtes til dets Laugmand eller Overdommer, og det blev ham tillige overdraget at ordne Landets Ret eller give det en nye Lov, dog mest grundet paa den ældre som indtil den Tid havde været vedtaget. Naar dette er skeet; vide vi ikke med Bestemthed, men vi formode at Helge först er bleven ophöiet til en saadan værdighed efter den mægtige Thorgrim Trolles og hans vigtigste Slægtningers Drab, samt muelig tillige efter Thorkel Leifsöns Död, hvorom mere i det fölgende. Vor Riimdigter synes mest, og med en sand Tilböielighed (con amore) at have beskjeftiget sig med Helges ulykkelige Kjærlighedshistorie og alt hvad som stod i Forbindelse dermed; han vedbliver saaledes: Den trofaste Thorkatla yndede intet Menneske, med Undtagelse af Helge; da hun efter en lang og kummerfuld Tids Forlöb, spurgte at han var kommen til Grönland, foretog hun sig ogsaa, over Norge, den besværlige Reise dertil. Kjöbmændene opförte en Bod ved Havnen, og dreve deres Handel. Blandt andre, som sögte dette Marked, var vor Helge. Frydeligt var, i det förste Öieblik, de Elskendes Gjensyn, men snart forbittredes det ved Helges tunge Tilstaaelse af hans andet Giftermaal. For förste Gang (forsaavidt Digteren underretter os derom) udbröd den ömt fölende Katla i heftige Bebreidelser til hendes vistnok ikke saa bestandige Elsker, og havde fuld Ret dertil, men han undskyldte sig, efter den Tids Skik, med Skjebnens uafvendelige Tilskikkelser. Sörgende kom Helge hjem; Thoruns Speidere havde allerede underrettet hende om hans uventede Möde med en fordums Kjæreste. Konen var listig nok til selv at indbyde sin Medbeilerske til Vinterophold hos sig, da hun ikke saae sig saaledes i Stand til at hindre Helges og Katlas fortrolige Möder paa noget andet Sted, som netop i hendes eget Hjem, hvor hun synes at have kunnet indrette alt efter eget Behag. Da Thorkatla havde modtaget Tilbudet, og var kommen til Brattalid, forböd Thorun hende enhver fortrolig Samtale med Helge, og vidste at haandhæve dette Forbuds Efterlevelse hele Vinteren igjennem. SYVENDE SANG. Med det frembrydende Foraar lavede de norske Kjöbmænd sig til Tilbagereisen, og den mægtige Thorun lod nu Thorkatla vide, at hun maatte tage afsted med dem, da intet længere Ophold vilde tilstedes hende i det hele Land. Selv Helge maatte samtykke heri, men udbad sig dog den Villighed af sin Kone, at hun vilde tilstede ham og Thorkatla en fortrolig Sammenkomst i en saa lang Tid, at tre Blus efter hinanden kunde udbrænde (see 7de Sang Anm. 87). Thorun opfyldte denne Begjering. Næste Dag tog Thorkatla den sidste Afsked i dette Liv med sin Helge, og reiste derpaa til Island. Hun kom lykkelig til Söidefjeld, sin forrige Bopæl, men nu var hendes Tilstand forandret. Uden at være Ægtekvinde, blev hun Moder; Helges Elskovspant voldte hendes smertelige Död, men kom for Lyset som en nyfödt Pige og arvede sin döende Moders Navn. Den lille Katla blev erkjendt for Skjald-Helges Barn, og sendtes derfor til ham, til Grönland, da hun havde fyldt sit 12te Aar. Faderen modtog hende med Glæde og Kjærlighed, og hun blev siden gift paa Grönland. Vi antyde kun her den i Digtet (efter Sagaen eller de ældre Sagavers nöiere udförte Omstændighed, at Helge ogsaa med Tiden, skjönt kun paa en middelbar og noget forblommet Maade, erkjendte en Yngling, som hed Thorbjörn, og ligesom Faderen, var en ypperlig Skjald, for sin Sön, skjönt denne ikke kunde opnaae et ægte Barns Rettigheder. Selv flyttede Helge til den berömte Hovedgaard Brattalid, som stedse synes at have været det gamle Grönlands ypperste Hövdingsæde.

Der vendte först tilbage

sand Fred til Gubbens Sind; -

for ypperligst han holdtes

blandt alle Grönlands Mænd.

Skjald-Helge döde, som Landets Laugmand, i höi Alder.

Johan Ludvig Lund: Den siste skjald. Oljemaleri, 1837. Statens Museum for Kunst.

Her have vi da et kortfattet Udtog af Skjald-Helges forlængst tabte Saga, saaledes som vi nu kunne uddrage det af dens her meddelte rimede Paraphrase. Dog maae vi, som sagt, befrygte at Riimskjalden har udeladt adskilligt, som han selv fandt for tört, af den prosaiske Fortælling, men helst dvælet ved dens erotiske Træk. Denne Mangel kan neppe mere erstattes, især da vi vide, at Sagaen selv ikke har været bekjendt i de to sidste Aarhundreder. Muelig har den dog været til först i det 16de, men kun saare lidet bekjendt, maaskee endog i en udförligere Recension, end den, hvilken vor Riimdigter, til sin Hensigt, har bearbeidet. Denne Formodning have vi fattet af et Sted hos Arngrim Johnson hvori han beretter: at islændere, som aarlig handlede paa Grönland, pleiede hyppig at opholde sig som Gjæster (Vinteren over) i Skjald-Helges Huus, som det ypperste, da han var bleven Grönlands Indvaaner, efter at han der havde gjort et rigt Giftermaal, samt at de der pleiede at faae sikkre Underretninger om Landets Anliggender. Paa et andet Sted siger han, at Haldors Döttre, Thorkatla og Thordis, Skjald-Helges Hustru, vare paa hans Tid meget bekjendte i Island. Det er meget at beklage, at denne af Island höist fortjente Lærde ikke har meddeelt os noget videre Udtog af Beretningerne om Skjald-Helge, saaledes som de havdes Paa hans Tid, og som vi see at han vel maa have kjendt; muelig har han, som geistlig Mand, fundet dem, efter hans og Samtidens Begreber, alt for umoralske til offentlig Meddelelse ved hans Pen. Derimod lader det til at Torfæus, da han udgav Grönlandia, aldeles ikke havde læst nogen Saga eller Rímur om Skjald-Helge, endskjöndt han meddeler enkelte Ord af de sidste, men det er for os fuldkommen tydeligt, at han har kjendt dem af Björn Johnsons Anförelse i hans Grönlandske Annaler, i hvilke dog ellers Skjald-Helges egentlige Historie aldeles forbigaaes.

Om den tabte Sagas Forfatter, eller den Tid hvorpaa han levede, kunne vi ikke engang have nogen Gisning. Förend vi anföre nogen Mening om dens Paraphrasts, Riimdigterens, Navn eller Tidsalder, maae vi beskrive eller ommelde de Haandskrifter af Riimenes Original, som vi have benyttet til denne Udgave.

A) Et Exemplar paa Pergament, afsondret fra en större Skindbog, som har indeholdt flere gamle (for Ex. Jarlmanns) Rímur, i den Magnæanske Samling Nr. 604 F i Qvarto. Det synes at være skrevet sidst i det 15de Aarhundrede. I Marginen findes nogle, Texten uvedkommende, korte Paakaldelser m. m. skrevne (med andre Hænder) som efter Indholdet vise sig at være fra Islands katholske Tid, f. Ex.

Maria mín

ek þarf nú þín.

"min Maria! nu trænger jeg til din Hjelp"; Sancte Leodegarus, bíð fyri mèr til guðs, at allt gàngi vel, bæði fyri líf ok sál, "Hellige Leodegar! bed for mig til Gud, at alt gaaer vel, baade for Legeme og Sjæl."

Sjá til signuð María

sóma prýdd á dómi,

"Signede, hæderprydede Maria, see til mig paa Dommedag"; Sancte Leodegarus kom til min með guðí, "Hellige Leodegar, kom til mig med Gud ;" min María, móðir guðs, sé með mèr ok þèr, "min Maria, Guds Moder, være med mig og dig" - o. fl. Af denne Membran, der er den eneste som nu haves fuldstændig, have vi taget en Afskrift, som lægges til Grund for nærværende Udgave. Af Texten haves en anden zírlig, temmelig god, men ikke fuldkommen correct Afskrift i ovenmeldte Samling, som Nr. 603 i 4.

B) En anden Membran i samme Samling Nr. 603 i 4to, som indeholder forskjellige gamle Rímur. Den synes at være fra det 15de Aarhundrede, men desværre! ere Skáld-Helga-Rímur, hvilke den har indeholdt, nu ikke meer til at finde deri, med Undtagelse af et Blad og nogle Linier. Bladet naaer, som det nærmere bemærkes i Varianterne, fra den 3die Strophe i 3die Sang (eller Ríma) til sammes Ende, hvorpaa atter alt fattes lige til den 4de Verslinie i 52de Strophe af den 7de og sidste Sang. Resten af den læses her til den 59de og her sidste Strophe inclusive. Derefter begynde de gamle Rímur (rimede Sange eller Kæmpeviser) om Saulus og Nicanor, men nederst paa Marginen, og uvist hvortil den skal henföres, sees fölgende Strophe med samme Haand:

Eigin hefi ek orðinn snjöll

yrkt úr hyggju mínni;

lofaðr herra leysi oss öll

með líkn ok miskunn sinni

d. e. Jeg egne Ord, saa snilde,

af Sindet digtet har;

höilovet Herre frelse

os af sin Miskund stor!

Den sidste Halvdeel af denne Strophe ligner næsten ganske den förste af den 60de Strophe efter Membranen A (hvori og 4 andre, som ovenmeldt, fölge). I den Magnæanske Samling fandtes ingen Afskrift af denne, for det meste tabte Membran, men til Lykke havde jeg, Finn Magnusen, kjöbt en saadan, skreven ved den bekjendte Afskriver Hans Evertsen Vium, Paa Bogauctionen efter Börge Thorlaeins. Den (eller maaskee dens nærmeste Original?) angives paa Titelen at være skreven efter en Membran paa Trinitatis Taarn, som nævnes 604 F, men vor Collationering viser tilfulde, at dette Nummer burde anföres 603, med hvilken, saavidt den haves, Afskriften nöiagtig stemmer.

T) Den nysommeldte Papirs-Afskrift í 4to, af den ellers for det meste tabte Membran B.

R) En afskrift, i en Papiirsbog i 4to, forhen tilhörende afgangne Professor Rask, og nu forvaret under Nr. 38, i hans efterladte Haandskrift-Samling, som er indlemmet i den Magnæanske. Den er uden Tvivl skreven paa Island, som det synes i det l8de Aarhundrede, og nedstammer öiensynlig fra Nr. 603 eller er en Recension af selvsamme Art.

M) En Papiirsafskrift i 8, ligeledes hidkommen fra Island, skreven, uvist af hvem, i det 18de Aarhundrede, tilhörende mig, Finn Magnussen. Ligesom den næstforegaaende nærmer den sig meget mere til Membranen B, end til A. Den synes at være skreven efter et gammelt, paa nogle Steder for Afskriveren ulæseligt Exemplar.

Allerede de ovenanförte tvende Membraner vise at Forfatteren til Skjald-Helges Rímur har skrevet i det 14de eller 15de Aarhundrede. At han har været en ivrig Katholik, og saaledes levet för Reformationstiden, sees desuden tydelig nok af hans temmelig hyppige Paakaldelser af den hellige Maria m. m. Den Epilog, som er tilföiet Digtet i den ene Membran, indeholder en Strophe, der fremsætter Forfatterens Navn i en Art af Runegaade; dens Oplösning viser at det har været Tumas (eller Thomas). Den islandske Literaturs Historie i det 14de Aarhundrede er endnu for det meste saare dunkel, især med Hensyn til de da levende Digtere, og mest Riimdigtere. Af disse, som dog da ikke have været faa, kjender man næsten ingen, og dette Literaturfag har hidindtil været saa lidet bearheidet, at selv den ellers store Literator, Haldan Einarsen, kun nævner en eneste Ríma, som mulig skreven i det 14de Aarhundrede; alle övrige Digte af denne Art henförer han til den Periode, som begynder med Islands kirkelige Reformation. Da vor Thomas, efter det af ham anförte Latin, synes at have været en Geistlig, tillade vi os at fremsætte den löse Gisning, at han muelig har været den samme som den Præst (Sira) Tumas eller Thomas Snorresön, som i sin Tid maa have været en bekjendt Mand, da hans Dödsfald anfðres, i de gamle Islandske Annaler, som skeet i Aaret 1365.

Endelig ville vi her tilföie de Forsög, som vi have foretaget os til Bestemmelsen af de i Skáld-Helga Rímur omhandlede mærkeligste Begivenheder; de kunne naturligviis kun have en omtrentlig, men ikke nogen fuldkommen bestemt Vished med Hensyn til de antagne Aarstal.

• 990: Vi antage at Skjald-Helge er födt omtrent.
• 994: Hans förste Kjæreste, Thorkatla, födt omtrent.
• 1008: Helge frier til Thorkatla.
• 1008: Gifter sig med hendes Söster Thordis.
• 1011: Skilles fra hende.
• 1011: Tager til Norge, til Erik Jarl.
• 1012: Reiser tilbage til lsland.
• 1014: Forlader atter Island og reiser anden Gang til Norge.
• 1015: Foretager en Pillegrimsreise fra Norge til Rom.
• 1016: Kommer tilbage derfra.
• 1017: Kjöber i Norge 1/4 af et Handelsskib, bestemt til lsland, afreiser dermed, men fordrives af Storm og Sögang, til Grönland.
• 1018: Bosætter sig der paa Gaarden Hörnæs, men falder kort efter i en svær Sygdom.
• 1019: Giftes med Enken Thorun paa Herjolfsnæs, og foretager Toget til Greipar.
• 1019: Thorkatla reiser til Norge...
• 1020: - og derfra til Grönland...
• 1021: - og tilbage til Island.
• 1022: Thorkatla döer der.
• 1022: Den yngre Katla födes.
• 1034: - sendes til Grönland.
• 1042: - giftes (omtrent).

Er Skjald-Helge selv död 70 Aar gammel, er det skeet henved Aaret 1060; blev han derimod 80 Aar, da er hans Dödsfald först indtruffet omtrent 1070.

Det Aar eller Tidsrom, da Helge blev valgt til Grönlands Laugmand og Lovgiver, kunne vi, som ovenmeldt, ikke med Sikkerhed bestemme. Efter al sandsynlighed kan det dog neppe være skeet förend efter nogle Aars Forlöb fra Toget til Greipar, i hvilken Tid det hele Folk först kunde have Leilighed til ret at kjende ham, som Fremmed, og saaledes overbevise sig om hans udmærkede Forstand og Lovkyndighed. Desuden er det neppe rimeligt, at den fremmede Helge har kunnet opnaae een af den lille Fristats höieste Værdigheder, medens baade Thorkel Leifsön, Erik den Rödes Sönnesön, og Einarsfjordens mægtige Hövding, Thorgrim Trolle med hans tappre Söstersönner endnu levede. Dersom Islænderen Helge allerede havde været Laugmand paa Landsthinget i Garde 1025, da Thorgrim blev dræbt af den Förstnævntes Landsmand Thormod, vilde dette vist være blevet bemærket i Fóstbrædra-Saga. Vi formode saaledes at vor Helge har opnaaet den ovenmeldte værdighed efter Trolles og hans viktigste Slægtninges Död, samt Thormods Flugt fra Grönland, altsaa henved Aar 1027 eller 1028 (om ikke endog sildigere). Henved 16 Aar derefter blev Helges Datter Katla gift, uden Tvivl med en anseelig Mand, og just med det samme berettes det, at Helge flyttede til Brattalid. Herved ledes vi til de Formodninger: at Thorkel Leifsön, Grönlands formeldte Hövding, som boede paa Brattalid da har været död; at han levede ugift, have vi seet af det foregaaende (S. 410); han har saaledes ikke efterladt sig noget ægte Afkom. Derimod bliver det saa sandsynligt at Helges Svigersön, som ikke nævnes, har nedstammet fra Erik den Röde, og været den nærmeste Arving til Brattalid. Fra dette Ægteskab er det da rimeligt at den Sokke har nedstammet, der först i det 12te Aarhundrede boede, som een af Grönlands mægtigste Mand, paa Hovedgaarden Brattalid, hvorom mere i det fölgende.

Mærkværdig er den Omstændighed at Grönlænderne valgte den indfödte Islænder Skjald-Helge til deres Laugmand og tillige overdroge ham at forbedre og foröge Landets Lovgivning. Var Erik den Rödes mandlige Linie (som det synes) da uddöd, lader dette sig temmelig let forklare, thi Erik og hans Colonister havde oprindelig medbragt deres egne Love fra Island, og, saavidt muelig, gjort dem gjeldende i Grönland. Skjaldene vare som oftest i de Tider de meest dannede og kyndige Mænd; da Helge hörte til dem, kom fra Island, hvis egen efterhaanden forandrede og forbedrede Lovgivning han kjendte, var bosat i Grönland og havde der gjort et rigt og anseeligt Giftermaal, er det ikke at undres over at Grönlænderne, mest af islandsk Stamme, benyttede en saa god Leilighed til at udvirke deres Loves Forbedring og gode Haandhævelse. At den gamle grönlandske Colonies Love stedse, saavidt mueligt, nöie stemte overeens med dem som vare vedtagne i dens islandske Moderstat, kunne vi slutte os til af forskjellige Bestemmelser i Islands republikanske og ældste, henved 1121 skriftlig affattede Lovbog, kaldet Graagaasen. De skulle, med Conferentsraad Schlegels dertilhörende Bemærkninger, meddeles vore Læsere i en anden Afdeling af nærværende Værk. Formodentlig skyldtes det saaledes vor Skjald-Helges Forbedring af de grönlandske Love, efter de nyere islandske Mönstre, at Islands egen Lovgivning, henved 50 Aar efter hans Död, da bemeldte Lovbog skreves, fuldkommen betragtede Grönland, i visse Henseender, som Islands Colonie, bestyret efter de samme Retsnormer. Jfr. ovenfor (med Hensyn til ældre Tider) I, 496, 518 o. f.

FYRSTA RIMA. 1. Fyrrum átti ek fræða brunn, fèkk ek [af skemtan ljósa, þann hefir næsta niðr í grunn náð með ángri at frjósa. 2. Svellur þat með sorgum kól, svâ mun hljóta at bíða, hvorki náði hiti nè sól þann hryggðar jökul at þíða. 3. Kvað ek þá; fyrr með kátri lund kvíttr af allri þínu, ber ek nú ei svâ blíða stund at brosi ek [í hjarta mínu. 4. Ljúfar meyjar listug orð lokka af skáldum úngum, ek mun segja af seima-skorð sögu með raunum þúngum. 5. Jafnan hafa menn eigi lítt unnat menja skorðum; sú var eigi af ángrí kvítt öld at hèr bjó forðum. 6. Halldór frá ek at hèti þegn hèr á landi bygði, var hann at mörgu vítr ok gegn, en varla þó svâ at dygði. 7. Blíða áttí bauga þöll býtir snákajarðar, bygðiþar sem heitír Höll í hèraði Borgarfjarðar. 8. Yti var með yndí blítt auðít dætra tveggja, ósköp gjörðiyfrit strítt á aðra þeirra at leggja. 9. Þorkatla var þrifligt víf, en Þórdís önnur meyja, sú mun ángra einshvers líf ok ærit leingi þreyja. 10. Katla var þat eð kænsta fljóð er kom fyri göfga lýði, en til litarins ljós ok rjóð látin mitt í prýði. 11. Þórðr bjó þar er á Höfða hèt, Halldórs vinrinn mesti, bólstað þenna byggja lèt, brúði ríka festi. 12. Helgi frá ek at hans son var hèraðs í bygðum miðjum, efniligri öllum þar úngum bónda niðjum. 13. Djarfr í lund en dökkr á hár dreingiligr [í gerðum, maðr er hvorki mikill nè smár, mundángs breiðr [í herðum. 14. Fyrri manna í fótspor stígr fleygir hjálms ok borða, manna bezt á móti vígr, ok meistara skáld til orða. 15. Halldór stofnar heimboð eitt hölda sveit með náðum, þat hefi ek frètt at þar var veitt þeim Þórði ok feðgum báðum. 16. Blíðir drukku bónda hjá, býtir ofnis láðar, nú má hann Helgi heyra ok sjá þær Halldórs dætur báðar. 17. Þá var kvendit komit úr laug er Kötlu náði at líta, ástar pílan að honum flaug, svâ innarliga nam bíta. 18. Kærlega frá ek at kempan skír kallsar menja þöllu, hún er ok bæði blíð ok hýr ok brosir á móti öllu. 19. Hugðar tal við hreystimann heiðurs júngfrú lagði, einnin vildi hún sem hann hverfa at þessu bragði. 20. Hvort þá annars viljan veit er veizlan tók at líða, settist þeim um sinnu reit samþykk [ást ok hlíða. 21. Beint var ekkí brautin laung bygða þeirra á milli, Helgi venr til Hallar gaung, at hitta bauga stilli. 22. Brátt var þat fyrir bónda mælt, at brúði vill hann ginna; Halldór gjörír sèr harla dælt, við Helga slíkt at inna. 23. [Seggrinn allvel svaraði hægt, sorg frá ek eigi þyrrí, en fyrir kæra kvinnu rækt kom hann jafnt sem fyrri. 24. Sagði hinn, er sorgir gaf, segg ok menja þrúði: mèr er ljúft þú leggir af at lokka í orðum brúði. 25. Þat er nú mælt af margri þjóð mest í hèraði ríku, at þú blygðir burðugt fljóð, ber ek opt raun af slíku. 26. Rekkar verða rètt um það at ráða orðum sínum, ek mun sjálfr, at seggrinn kvað, sjá fyri kvomum mínum. 27. Vilir þú blygða bauga gátt ok brjóta svâ minn vilja, ek skal fá til einhvern hátt ykkar fundi at skilja. 28. Þá skal ek fyrir þykkjuorð þetta á móti leggja: hitta jafnan hrínga skorð ok hræðast öngvan seggja. 29. [Sætan innir; sínum feðr [af sönnum hjartans vilja: allmjök villtu ýfast meðr okkur Helga at skilja. 30. Þèr mun þikkja mjök til mans mælt, kvað brúðrin hvíta, þik mun eyðir orma lands iðrun þessa bíta. 31. Mektug skaltu menja laut, meyju svarar hann kærri, vera þeim fjarri vella gaut sem vildir þú honum nærri. 32. Ráðagjörð hefir rekkrinn þá, ræktinn varð at spellí: vífit skal til vístar gá vestr á Sauðafelli. 33. Temprast báðum tregi ok ángr af tálman yndis ferða, þeim mun helzt til hendilángr harmrinn þessi verða. 34. Höldar báðu af hrínga ey hygði garprinn mildi, vita ef álma eldri mey eyðir giptavildi. 35. Þegi kvað hann sèr þessa grein þenkjast mundu atnáðum, heldur stygð ok úlfúð ein af öllum þeirra ráðum. 36. Sunnan reið til Sauðafells sveigir hildar klæða, talar hann þá við tróðu pells, tókst þar mjúklig ræða. 37. Vænu segir hann vífi allt af viljan frænda sinna, bruði varð í brjósti kallt, bliknar mærin svínna. 38. Sè þèr ást á okkari náð, sem allir þykjast spyrja, ekki er þetta óska ráð, at ættmenn þínir byrja. 39. Veiztu seims ef systir mín samþykk verðr baldri, þá er þat vist, kvað vella lín, við munum njótast aldri. 40. Far þú heldr ok bíð mín brátt ok brjót svâ ætlan setta, tökum upp allan annan hátt ef ekki vinnur þetta. 41. [Síðan ekki seggrínn beið, [sorgir yndit banna, Helgi þegar til Hallar reið ok hefr upp bónorð svanna. 42. Klèna vil ek nú kyrtla skorð kaupa dýrum mundi, frelsa allt eð fyrra orð ok fá svâ vald á sprundi. 43. Vel mun þikkja, þegninn kvað, þessara mála leitað, veit ek ekki víst um þat hvert verðr ei slíku neitað. 44. Þess hafa fornmenn fyrri spáð er flest allt þóttust kunna: gefast þau illa girndar ráð er garpar fljóðum unna. 45. Þó at [við hljótum heilla bann hart með grimd ok æði, munum við eiga, at mælti hann, mest í hættu bæði. 46. Dreingrinn gaf svâ dárlig svör dygðar manni ríkum: ljúfara væri [hann lægi í kör en lètti upporðum slíkum. 47. Svâ skal ek með afli hèr ykkarn viljan brjóta, hennar skaltu, at heilum mèr, hvorki fá nè njóta. 48. Fyri þann allan blíðu brest, er bruggast hefr með þjósti , Halldór fái þat Helgi vest hugsar honum í brjósti. 49. Faðir hans biðr hann freista helldr at fá hína eldri brúði: þá mun hyggja af harmi svelldr halr af menja þrúði. 50. Vel mun þetta varla sagt at væla brúðir tvennar, ek hefi ást [með orðum lagt áðr við systur hennar. 51. Sá fèkk eigi at giptu gáð er gabbi þessu trúði, fúlt var þetta frænda ráð, þeir falsa af honum brúði. 52. Væltu þeir með vèlum hann er vinirnir skyldu heita, ófyrisynju ýtir vann annars bónorðs leita. 53. Siðan geingu festar fram, frèttir Katla en væna; [sögunni víkur suðr í Hvamm til silkitjalds ens græna. 54. Kappinn áðr en kaupit hefst með kraunkum orðum vendi: alla fel ek, ef illa gefst, ábyrgð yðr á hendi. 55. Hvat sem garpr ok gullhlaðs þöll gjörðu ráð um þetta, þessi urðu ósköp öll yfir með sorg at detta. 56. Eldri brúði eiga geingr, ósköp [má slíkt kalla; neysti ek ekki um raunir leingr, ríman hlýtr at falla.

FÖRSTE SANG. 1. Mig fordum Kundskabs Kilde sin klare Straale gav; af Kummers Kulde störknet til Bunds den fryser snart. 2. Af Taarer Isen nærtes, den Nöd udholdes maa; ei Sol, ei Varme smeltet den Sorgers Jökel har. 3. För sang jeg, glad i Sindet, af alskens Pine fri; nu ingen sorglös Time et Smiil fralokker mig. 4. Den hulde Mö opmuntrer ung Skjald til lystigt Kvad, jeg Kvinden kun fortælle om svare Trængsler kan. 5. Til alle Tider elsktes ei lidet Möer af Mænd; de Folk, her fordum boede, ei slap for Hjertekval. 6. Blandt disse, som jeg spurgte, en Mand bar Haldors Navn, i meget viis og sindig, dog Modgang blev hans Lod! 7. Blid var hans Ægtekvinde, hun spared ei paa Guld; i Borgefjord han boede og Gaarden kaldtes Hall. 8. Med tvende vakkre Döttre ham glæded Lykken mild; den ene af dem begge blev grum Ulykkes Rov. 9. Thorkatla var den enes, Thordis den andens Navn; hun Een forbittre Livet og længe sörge vil. 10. Saa væn en Mö var Katla som nogen Ædling saae, af Skjönheds Lys og Rödme hun straaled klædt i Pragt. 11. Paa Gaarden Höfde boede Thord, Haldors bedste Ven, selv havde han den bygget og fæstet rigest Viv. 12. Hans unge Sön hed Helge, i Herredsbygden midt, blandt alle Bönders Sönner, i alt han dygtigst var. 13. Heel mandigt var hans Væsen, djærvt Sindet, Haaret mörkt; hans Væxt, ei stor, ei liden, var skulderbred tilpas. 14. Den unge Kæmpe traadte i Oldtids Heltes Spor, han blev den bedste Fægter og Mesterskjald i Ord. 15. Et Gjæstebud, ret herligt, lod Haldor lave til, der Thord, blandt andre Budne, var med sin raske Sön. 16. I feirest Drikkegilde de muntre viste sig; der Helge Haldors Döttre, at see og höre fik. 17. Fra Bad var Katla kommen, da hende först han saae, flux Elskovs Piil ham rammed ret inderlig og dybt. 18. Saa kjærlig Ungersvenden tiltaler herlig Mö, hun, baade blid og venlig, gjengjeldte alt med Smiil. 19. Snart hövisk Jomfru valgte ham til fortroligst Ven; hvad han, det hun og vilde, de gav hinanden Tro. 20. I begges Hjerter spired gjensidig Kjærlighed og fælles Forsæt modnet ved Gildets Slutning var. 21. De skiltes ad, men Veien var mellem dem ei lang; til Hall tit Helge vandred, sin elskte Mö at see. 22. Snart man for Bonden talte, hans Datter lokket blev, og Haldor unge Helge advared frit mod sligt. 23. Beskedent Svenden svared (ei stiltes Kummer saa!) men dog til kjærest Kvinde han kom saa tit som för. 24. Da sagde han, som Sorger for Elskov skjænked i: "Jeg vil, ei Möen mere med Ord du lokke skal. 25. I rige Herredsbygder, blandt Folk det Rygte gaaer, at Pigen du vanærer, det mig er tungest Harm!" 26. "Vel Folk derom maa tale, naar Sandhed blot det er, jeg selv," den Unge mælte, "min Gang bevogte skal." 27. "Vil du min Villie bryde, og skjænde fræk min Æt, vel jeg den Vei skal finde som ad vil skille jer!" 28. "Da mod den vrede Tale jeg sætter disse Ord: min Pige jeg besöger, og frygter ingen Mand!" 29. Snart aabenbared Katla for Fader sin Attraa: "Du alt for stræng adskille mig og min Helge vil! 30. Du synes vel at friet han alt for dristig har; sligt vil du vist fortryde," saa talte lysest Mö. 31. "Du skal, selvraadig Pige!" gjensvared Faders Röst, "desmeer fra ham bortfjernes som ham du önsker nær." 32. Paa Raad da Haldor hitted som gjenned Elskovs Lyst; sin Datter bort han sendte mod Vest til Söidefjeld. 33. Saa standsed Faders Vrede hvert frydeligt Besög, med Længsel vaagned Kummer, ak! aldrig stilles den! 34. Man bad den unge Kæmpe at glemme kjærest Mö, og med den ældre Söster igjen forlove sig. 35. "Det Anslag," saa han svared, "ei före kan til Ro, ukjærligt Sind og Vrede forstyrre vil den Pagt." 36. Paa Hesten han sig satte og red til Söidefjeld; sin Skjönne der han finder, og Talen kjærlig blev. 37. Han vænest Viv fortalte om Frænders barske Raad; hun fölte Brystet isne, og blegned flux af Harm. 38. "Er kun din Elskov trofast mod mig, som Rygtet gaaer, ei dine Frænders Anslag til Held os lede kan. 39. Thi hvis min Söster give dig vil sin Haand og Tro, da er det vist at aldrig vor Stræben Maalet naaer. 40. Gaae heller hen at bryde den Plan; af Faders Haand min egen du begjere; see om det lykkes vil." 41. Ei Helge længer töved, for Kummer Glæden veg, til Hall han sig forföied, og talte Frier-Ord. 42. "Mod herligst Fæstensgave din Datter mig nu giv, at fordums Rygte glemmes, den Skjönne bliver min." 43. "Vel ville," Haldor svared, "Folk synes om dit Bud; for vist jeg veed dog ikke om det antages bör. 44. De Gamle, alt som troede at vide, have spaaet: begjerlig Elskov stifter kun daarligt Ægteskab." 45. "Skal end vor Lykke svinde men grumt bedrages vi, i Faren selv vi have den allerstörste Deel." 46. Ret ilde Haldor svared den ædle, gjæve Mand, gid heller hen han tærtes end talte slige Ord! 47. "Med kraftig Arm nedbryde jeg eders Villie skal, mens sund og karsk jeg lever hun aldrig bliver din!" 48. For al sin Mildheds Mangel i hadske, barske Sind, gid Haldor faae hvad Helge ham lönlig önsker værst! 49. Da Helges Fader raadte: "til ældre Söster fri, snart vil din Kummer svinde, den yngre glemmer du." 50. "Vel raadt er neppe dette, at lokke tvende Möer - för har jeg hendes Söster min Troskab lovet fast. 51. Ei Lykken ret den agted som troede sligt Bedrag; fuul var den List af Frænder fra Brud at skille ham. 52. Med Svig de ham forlokked som bare Venners Navn, at uforsætlig Helge en anden beiled til. 53. Saa Fæstensöl blev feiret, skjön Katla spurgte det; i Hvamm, mod Sönden, hæves det grönne Silke-Telt. 54. För Bryllup holdtes, Helten udtalte Sorgens Ord: "gaaer dette ilde, eder alt Ansvar hvile paa!" 55. Hvad Raad end Mand og Kvinde oplagde mellem sig, brat uheldsvangre Skjæbne til Harm dem overfaldt. 56. Han ægted ældre Söster, uhört det nævnes maa: mit Jammerkvad maa standse og Sangen tie nu.

ÖNNUR RIMA. 1. Hvat mun þurfa harma slag [í hátta skipti at færa, þó at ek yrki annann brag, einginn vill hann læra. 2. Eingi er svâ [af glaumi glaðr gjörir sèr kæti lánga, [þegar er allur annar maðr [ef allt vill ámóti gánga. 3. Hofmenn stunda í háfan púnkt heims með fögrum náðum, en þat veraldar vífit úngt Venris fylgir ráðum. 4. Skáld-Helgi við skikkju ná skildi þá er hann unni, aldri siðan ugglaust má auðar vera hjá gunni. 5. Eigi meir en árinn tvenn ásamt var hann við brúði, þvíat Þorkötlu þreyði hann enn þegninn hátta prúði. 6. [Svâ hefr Venris viljað þeim hannvekr upp sorgir allar, skipti gózi ok skilaði heim skrautaná til Hallar. 7. Seggrinn hafði sèr við hönd sætu verndarlausa, hyggst hann svâ með hrygðar bönd hörmum burtu at ausa. 8. [Aldri varð honum yndis bót at auðar þöllu neinni, því fyri hverja heimsins snót hugrinn lèk á eínni. 9. Bússann [lá við Borgarfjörð búinn til hafs á sandi, rekkrinn hefr þá raðagjörð at rýma í burt af landi. 10. Höldar lögðu í Hvítá skeið hlaðni á lægi góðu, Helgi sik til Hallar reið at hitta bauga tróðu. 11. Horskust vil ek nú hríngaskorð! halda í burt um stundir, vita ef ræsist rekka orð [rèni ást sem fundir. 12. Þú munt sigla suðr um flóð, svarar hún menja baldri, ek mun lifa við lángan móð ok lètta sútum aldri. 13. Biðr hann væna bauga gná at bregða treganum hæsta; þat mun fara, kvað fljóð, sem má ok fèll í óvit næsta. 14. Hrygðin meir á Helga beit en heimskr virða kunni, pá er hann af sèr þorngrund sléit þegn sem lífi unni. 15. Helgi kemr á Hvitárvöll ok hljóp í skip með dreingjum, þegar var [leið um laxa höll [ok lèk með snúnum streingjum. 16. [Uppi stóð á þiljum þá, þrautir gleðina banna, horfir æ, meðan hauðrit sá heim á bygðir svanna. 17. Sèr þat nokkur seimavölr ok segir um efni þetta: því ertu, Helgi, firna fölr sem feigð muni á þik þetta? 18. [Hætt er þeim við harmi hnýs heita ást at skilja [hinum er gótt at gæfu kýs ok geingr allt at vilja. 19. Síðan rendi súð fyri sand sunnan rètt um ægi, höldar tóku Hálogaland, ok hittu eð bezta lægi. 20. Eirekr jarl með ágætt lið átti Noregi at stýra, kaupmenn hèldu norðr í Nið á niflúngs fund inn dýra. 21. Borinn var upp til bæjar feíngr, bússu gjöra þeir tóma, Helgi skáld fyri herrann geingr ok heilsar á jarl með sóma. 22. Málit þitt er mikit ok snjallt, meiðir talaði sverða, þó munt garpurinn ekki um allt auðnu sterkur verða. 23. Helgi svaraði hilmi þá, harma [fæðir lánga, eiga vildi ek æðrí spá ef eptir skyldi gánga. 24. Sè ek þat fyri, kvað sjólinn glaðr, svâ mun æfinn líða, þú munt, Helgi, þrautamaðr þikkja frægr víða. 25. Kappinn hugðikempum jafn af keskiorðum slíkum, þar fèkk Helgi hirðmanns nafn ok heiðr af jarli ríkum. 26. Jarlinn heldur jólatíð [með ágætustum faungum, þá var heiðrut höllin fríð með hverskyns drykk ok saungum. 27. Jarlinn talar við guma glaðr ok gjörir sik keskilátan: einn er sá hèr inni maðr, aldri sè ek hann kátan. 28. Þat ertu, Helgi, hirðmaðr vor , [hugr með ánauð strángrí; hjartat þínir harmrinn stór, hvað er þèr garpr at ángri? 29. Lagt hefi ek við únga mey ást í hjarta mínu, bönnut mèr var bauga ey, her ek því sára pínu. 30. Yrkja skaltu um ykkra dygð eitthvert snildar fræði<, garprinn bað hann gleyma hrygð ok gaf honum skarlats klæði. 31. Þar var itrum jarli meðr, er út leið vinturinn kaldi , kæti eingi kappan gleðr kom honum fátt at haldi. 32. Seggir leggja á síldar hrun sjáfardýr með streingjum, kappinn vill fyri kost ok mun komast í skip með dreingjum. 33. Albúit liggr úti þar Íslands far til byrjar, jarlinn kveðr ok orlofs bað eyðir dúfu hyrjar. 34. [Sæmd er þèr, ef sèr þú það, at sitja í ríki mínu, ekki má, at jarlinn kvað, við auðnuleysi þínu. 35. Býtti hann honum [hin beztu þing, blítt var þeirra í milli, skjóma einn ok skygðan hríng, skáldit þakkar stilli. 36. [Siðan þiggr hann sæmdar gjörð, ok sigldi um völlu drafnar, bragnar tóku Borgarfjörð, bússan gekk til hafnar. 37. Katla spyrr at kominn er út kappinn prýddr stálí, þegar vill fljóðít, fullt með sút, finna hann Helga at máli. 38. Skorða gulls til skipsins ríðr skortir eigi mætí, seggrinn fróðr ok svanninn blíðr sezt á tal með kæti. 39. Skáldit gaf henni skæran motr ok skikkju harla væna, ekki hafði öldinn snotr aðra slíka sæna. 40. Þú hefir gefit mèr þing svá ríkt, [á þetta fljóðit minnist, hygg ek rètt at hvergi slíkt hér á landi finnist. 41. Klæðín þau er ek kappa gef koma til vænni eingi, [þat er einn feldr af vænum vef, vil ek þú eigir leingi. 42. Katla talaði kært við hann, [kunni ráðs at leita: við erum komin í vanda þann er voðaligr má heita. 43. Mik hefir viljat frænda flokkr firra öllum náðum, ok er því skylt at skemptan okkr skilíst af þeirra ráðum. 44. Sómir þèr, kvað seimaná, at sefja orðit ljóta, hellzt fyri því at hèðan af má hvorki annars njóta. 45. Nú er þat reynt, kvað rekkr, af mèr [ræktar band, með þjóstí, ástín verður afhuga þèr [aldri úr mínu brjósti. 46. [Hèr skal eingi á jörðu mann okkrum fundum ráða, [þó at við fáum harminn þann at horfir sízt til náða. 47. Því at á bæði borðín er bölit með sárum spreíngi, fallit yfir þau frygðar ker er [fyllt hafa sorgir leingi. 48. Báða arma brúðurín ljós breiddi um hálsinn hvíta, þegni svarar þýða drós: þik má ek sjaldan líta. 49. Skorða gulls frá skipinu reið, skáldi unni mætu, fór þat allt á fyrrí leið, fann hann jafnan sætu. 50. Margur lagði meinsemis orð maðr til þeirra funda, únga rèð hann auðar skorð æ því meir at stunda. 51. Því var hættr harma fundr heiðurs manna tveggja, allir vildu ama í sundr ástum þeirra beggja. 52. Friðlu sína frá ek hann lèt fyrr hjá bónda einum, ýtar segja hann Arngeir hèt, ok átti bygð í Steinum. 53. Bóndinn hafði brúði víllt ok barnat silkinönnu, mælt við Helga margt ok íllt mest af gabbi sönnu. 54. Síðan hefir hann sanna frètt [af seggnum túngu skæða, þóttí skömm at skiljast slètt við skífir hildar klæða. 55. Heiman ríðr hetjan fróð, ok hittir bæinn í Steinum, úti frá ek at Arngeir stóð, [ítum varð að greinum. 56. Barnat hefir þú brúði þá ek bað þík fyrri at gæta, nú mega höldar heyra ok sjá hverju at þú villt bæta. 57. Dæmi ek henni ei dýran rètt, dreíngrinn ansar þessu, þóttú ganir, sem geingr frètt, galinn fyri hverri klessu. 58. Þat hafa höldar hermt á þik, hristir talaði sverða, at þú kallsir Kötlu ok mik, um kærleik okkra ferða. 59. Margr hefir þar mikit af sagt, mun þó ekki þverra, aldri er þar svâ íllt til lagt, eigi megi þó verra. 60. [Mèr sómir þar ekki at segja á mót, svaraði garprinn hreini, þó vildi ek á þínu vinna bót vondu túngu meini. 61. Skáldit bregðr skjóma þá ok skygðan reiddi mæki, öndu sviptr Arngeir lá, af frá ek höfuðit tæki. 62. Listar maðrinn lauk upp dyr ok lýsti bóndans vígi, orðslög mínka aldri fyrr enn annar nokkur hnígi. 63. Þat er í hróðri Hallar-Steins hrings um frækinn stjóra, at fyri [hróp ok hrygðir meins Helgi dræpi fjóra. 64. Þegn sá hver at þann veg hnè þar fyri sverði hreinu, bauð hann hvorki bót nè fè, ok bætti öngvan neinu. 65. Sár var þeirra sorgar fundr, sá veit gjörst er unni. Hèr skal bresta bragr í sundr, bið ek hann einginn kunni.

ANDEN SANG. 1. Hvi skal min Harpe klinge om Oldtids Sörgesagn? om andet Kvad end digtes, det ingen lære vil. 2. Vist ingen er saa munter, om Glæden end blev lang, ham anden Mand jo vorder, naar alt imod ham gaaer. 3. Til Höihed Hoffolk stunde, til Verdens Pragt og Bram, men ung og munter Pige, vil fölge Freyas Raad. 4. Vist Skjalden Helge skilte sig ved den elskte Brud, ei uden Frygt og Fare han hende maatte see. 5. Kun tvende Aar henrunde i Ægteskabets Stand; med Længsel Helge savned Thorkatlas hulde Barm. 6. For ham saa Freya vakte al ny og gammel Sorg, tilsidst han Konen sendte til Hall og skifted Bo. 7. En Pige uden Værge, han Huset styre lod og troer af Sorgens Lænker at kunne slippe saa. 8. Men ingen Mö opklared hans mörke, tunge Sind, kun een, og ingen anden, var ret hans Hjerte kjær. 9. Et Skib i Borgefjorden fra Havn seilfærdigt laa, og Helge Raad oplægger af Landet ud at gaae. 10. Den ladte Snekke lagdes i Hvidaas Munding ud til Hall sig Helge skyndte, med Konen talte saa: 11. "Jeg vil, du vakkre Kvinde! mig fjerne nogen Tid, see om med Rygtet ikke min Elskov svinde vil." 12. "Du seiler over Havet mod Syd," gjenmælte hun, "mig Kummers Byrde trykker og aldrig lettes den." 13. Han bad den væne Kvinde at glemme sværest Sorg, "gaae, som det kan!" hun svared, i Afmagt næsten faldt. 14. Da Helge slide maatte fra sig den Kvinde som ham elsked; - ingen Daare hans Angest föle kan. - 15. Han drog til Hvidaas Bredder og Skibet flux besteg: strax Ankret hæves; Vinden udfylder spændte Seil. 16. Da stod paa Dækket Helge, hans Munterhed er tabt; han uden Ophör stirrer did hvor den Kjære boer. 17. En Rejsende, som mærked den Særhed, talte saa: "Siig, Helge, hvi du blegner som var du Döden nær?" 18. "Varm Elskov at adskille opvækker bittrest Sorg; godt har kun den, som valgte sit Held og nyder det!" 19. Fra Landet fjernes Snekken, mod Syd og öst den skred, til paa Haloges Kyster den sikkrest Havn modtog. 20. Jarl Erik, fulgt af Tappre, for Norge raadte da - til ham de Kjöbmænd stunded, og drog til Nidaros. 21. Til Staden Godset förtes, og Skibet tömtes ud - For Jarlen Skjalden Helge, gaaer frem og hilser smukt. 22. "Vel er," saa Fyrsten talte, "din Tale skjön og snild, dog ei, du Kjekke! bliver i alt dig Lykken god." 23. Ham svared Helge (Sorgen gjenfödtes i hans Sind): "en bedre Spaadom önsked jeg, hvis den sanddru var." 24. Den glade Jarl gjenmælte: "dit Liv forud jeg seer, af Modgang prövet vorde du skal, men vidtberömt." 25. Vel Helge overveied den muntre Fyrstes Ord, han blev af Jarlen hædret, og Hirdmands Navn modtog. 26. Ved Hoffet holdes Julen med Overflod af Godt, og Lystighed i Hallen af liflig Drik og Sang. 27. Fro Jarlen er og taler i Skjemt til sine Mænd: "kun een Mand er her inde, hvem aldrig glad jeg seer. 28. Du er, vor Hirdmand Helge! den ene, sære Mand, af evig Sorg du plages, siig, hvad den har forvoldt." 29. "Mit Hjerte trofast Elskov har fattet til en Mö, mig hendes Haand blev negtet, den Smerte piner mig." 30. "Om eders Dyd du synge et ziirligt Kvad, og glem din Sorg," saa Jarlen talte, og kostbar Dragt ham gav. 31. Ved Jarlens Hof blev Skjalden, den kolde Vinter gled; end muntredes han ikke af nogen Lystighed. 32. I Vaaren Skibe rustes med Toug og Takkel ud; for alting önsked Helge at komme bort med dem. 33. En Islandsfarer venter paa Rheden efter Bör, vor Skjald for Jarlen traadte, og ham om Orlov bad. 34. "Dig," sagde jarlen, "sömmer den Plads jeg undte dig; det Uheld, dig forfölger; jeg dog ei standse kan." 35. Af Kostbarheder skjenked ham Jarlen Sværd og Ring, sin Tak ham Skjalden yded, og venlig skiltes de. 36. Ombord med Held og Hæder han gik, og Snekken löb rask over vilde Vover til Borgefjordens Havn. 37. Sin Elsktes Ankomst spurgte Thorkatla sorrigfuld, hun önsker end at tale med pandserklædte Helt. 38. Til Skibet drog den Skjönne, der mangled intet godt, ved önsket Gjensyn Glæden omstraalte trofast Par. 39. Til Velkomst Skjalden skjenked den hjertekjære Mö, en Kaabe og en Kappe hvis Mage för ei saaes. 40. "Den Skjenk du mig har givet" hun sagde, "mindes vil, i dette Land man ikke vil finde noget sligt. 41. En Klædning jeg dig byder, som her ei overgaaes, en Kaabe, trofast vævet, du eie længe den!" 42. Thorkatla kjærlig talte til ham om vigtigst Sag: "vor Tilstand vist er bleven heel vanskelig og svær. 43. Mig Frænder skille vilde ved min Lyksalighed; de raadte; Pligten byder: vor Fryd ophöre maa. 44. At dæmpe Rygter fæle nu og vil sömme dig, da dog herefter aldrig vor Pagt fuldbyrdes kan!" 45. "Det prövet er," han svared, af Lidenskab optændt, "af ene dig jeg elsker og aldrig glemmer dig. 46. Derfor paa Jorden ingen vort Samkvem hindre skal, om end vi pröve skulle den smerteligste Sorg. 47. Af Skjæbnens Uvejr svulmer gjensidig TaarefIod, de elskovsfulde Hjerter dog ingen Lindring fandt. 48. Et sneehvidt Par af Arme da lagde favrest Mö om Kæmpens Hals, og sagde: "dig tit ei meer jeg seer!" 49. Fra Skibet drog den Skjönne og havde Skjalden kjær, som fordum, gik det siden, de taltes jævnlig ved. 50. Med Ukvemsord nu mange omtalte de Besög; han til sin kjære Pige des fIittigere kom. 51. De hæderlige tvende med Sorg og Fare saaes, thi deres fælles Elskov forfulgtes af enhver. 52. En Bonde Arngeir nævnes, paa Steinum var hans Bo, en Kvinde Helge havde betroet hans Varetægt. 53. Den Arngeir Kvinden lokked, et Barn hun födte ham, dog han om Helge talte kun slemme Ord og Lögn. 54. Fornærmet Helt vil standse den Klaffertunges Id, ustraffet vil han ikke hans Udaad blive skal. 55. Han fra sit Hjem uddrager, til Steinum Gaard han kom, der traf han Arngeir ude, og flux en Tvist opstod. 56. "Hvi lokked du den Kvinde som jeg betroede dig, lad Folk da see og höre hvad Bod du yder mig!" 57. "Höi Bod ei hende sömmer," da svared Arngeir, "skjönt som gal du föiter efter hver Tös, som jeg har spurgt." 58. "For det dig Folk beskylde," gjenmælte Helge vred, "at mig og Katla haaner du for vor Kjærlighed." 59. "Derom löd manges Tale og ej formindskes vil; det lastes ei saa ilde at værre det jo bör." 60. "Dig sömmer," Helge mælte "ei vel at tale saa, din onde Tunge-Skade jeg dog helbrede maa." 61. Sit Sværd uddrager Skjalden, og svang det blanke Staal, af tog det Arngeirs Hoved og Sjælen fra hans Krop. 62. Drabsmanden Dör oplukked forkyndte höit sit Værk, Ord-Slag vil ei ophöre för nogen segne maa. 63. Saa Hallar-Stein har sjunget om Helges kjække Daad, At fire Mænd han fældte for slig Bagtalelse. 64. For ingen, der saaledes for skarpe Klinge faldt, han Böder byde vilde, ei heller nogen gav. 65. Med Sorg de saae hinanden, en Elsker veed det bedst. Her skal nu Kvadet briste, gid ingen lære det.

ÞRIDJA RIMA. 1. Lítil er mèr lyst á brag, leikr, bæði nátt sem dag, harmrinn mèr um hjarta bý, ok heiðir aldri sorgar ský. 2. [Klifar sá margr kvæðinn lin [er kvendít hefir sèr aldri at vin frygðir öngvar forstá kann [fljóð hvort er leiðr eðr ann 3. [Kenni nokkur kæti brest, kalla ek þetta undur mest, hölda lið þó hitti í sút, hverr skal slá fyrir öðrum út. 4. Ek trúi rètt at [eingi hönd örlögs megi þau [slíta bönd er svâ hafa verit með sorgum hnýtt, sigrat bæði gamallt ok nýtt. 5. [Mèr er dælska um dreglalín, at dikta nokkut mærðar vín, skarlats einginn skorðu gleðr, skal ek því ekki fást þar meðr. 6. Ríman sú er [ek reysta skal rís hún upp með sorgar tal, bundin saman [með beiskan móð brúði ok garp í hyggju slóð. 7. Skrifat var næst í skemtun svo skáldit frá ek at dreingi vo, þá sem höfðu hrópat þau: Helga ok Kötlu bæði tvö. 8. Eptir þetta málmamorð mínka tók eð digra orð, at þeir [færðu flimtr um hann, þó fyndi [opt sinn virta mann. 9. Ríka hitti refla grund rekkrínn nær á hverri stund, talar við nýta [nistils ná, nú var eínginn mátinn [upp á. 10. Ef kunni hann nokkut klènt at fá, kaupir Helgi, þegar hann má, [bæði gull ok brendan seim, bar hann at henní í höndum tveím. 11. Hermund átti í hèraði bú hetiann stýrði goðorði sú, lluga svarta erfðum ræðr, Ormstúnga var garpsins bræðr. 12. Furðu ílla fèll í skap frændum þeirra er skáldít drap, at til jarðar hverr at hnè Helgi bætti öngvan fè. 13. Kífuðust at með kappi þá, kvomu síðan Hermund á eptirmálit Arngeirs frændr, ollu þessu ríkir bændr. 14. Þetta kom á þing í dóm, þegnar gjörðu at harðan róm, einginu var sá at varða vill, virðum þóttu málin ill. 15. Verðr Helgi af vígum sekr, vottar þetta dómrinn frekr, fyrigjört bæði fè ok líf, fregna mun þat halr ok víf. 16. Kappinn reið til Kötlu vestr, kærleiks var þar fundrinn mestr, greindi hann henni sína sekt, sætan grèt ok talar með spekt. 17. Þat mun verða [at raun er rökkr, ristill talar af sútum klökkr, úti [er nú okkur náð, illa gefast þau harma ráð. 18. Þat er mèr einna sárust sút, ef svâ skal gánga æfin út, at þú liggir helju hættr her á landi, en öngu bættr 19. Kappinn skaltu keskiorðr koma til skips á Gásum norðr , forðast þeirra fjörráns dóm, far nú meðan at bezt er tóm. 20. Þá mun ek auðgrund aldri sjá, er jafnan vildi ek vera í hjá, þeim sem lukkan lofar ok ber, lífi er skyldr</ref>hlytr, B, T, M.</ref> at forða hver. 21. Svâ hefir ástin sigrat mik, syrgi ek öngvan mann nema þik, hvort þú ert heldr liðinn eðr lífs; leingi man hann til orða vífs. 22. Seggrinn skilst ok svanninn frómr, segir þat einginn dygðar tómr, hversu at þeirra hjörtu ok brjóst [brellast muni af sárum þjóst. 23. Hermund spyrr um hèraðit knárr at halrinn ríðr vopna fárr, gaf hann ok sendi garpi spjót, gúllhríng býttí Helgi í mót. 24. Hermund talar, sem hróðrinn geingr: Helgi er inn bezti dreingr, þó at við únga bauga bil beri hann ekki lukku til. 25. Svâ skal ek launa bylgju bál bæta öll hans vígamál, gjöra hann sáttan seggi við; svâ var hann Helgi keyptr í frið. 26. Fyrir þat ángr at yfir þau ðrífr eigi gjörðist Helgi svífr, fèkk hann varla fárit stillt, fjölda manna gjörði hann illt. 27. Skáldit reið til skips með sút, skatnar lètu síðan út, gátu með heilu höfnum náð, Helgi stígr þegar á láð. 28. Þá var jarlinn Eirek dauðr, Ólafs kóngs í valdi hauðr, halrinn um [sinn hryggvan hag, hann hugsar bæði nátt sem dag. 29. Greinir sik hafa guði í mót gjört [at elska únga snót, fyri þann sára synda ugg seggrinn gekk í ríkan kugg. 30. Ok til sálu sáttardóms svâ bjóst hann at fara til Róms, prúða hitti hann pílagríms sveit, pínan óx í brjósti heit. 31. Leggr hann á sik líkams nauð, lifir við vatn ok einfalt brauð, mæði þreyngðr ok misjafnt kátr, misti bæði vín ok slátr. 32. Kaupmenn hittu kappa um dag, kallsa uppá þeirra plag: hví ertu mæddr í margri þín meir en aðrir fèlagar þín? 33. [Dælt er þess at dylja nær drós var mèr í hjarta kær, unna ek henni yfrit ríkt, er ek því skyldr at bæta slíkt. 34. Rekkrinn allt til Róma gekk, rètta líkn á máli fèkk, af sjálfum páfa synda lausn sókti hann með fullri rausn. 35. [Sorgin varð úr sefanum treg, síðan gekk hann aptr á veg, kom til Noregs eð næsta ár, norðr þegar í kaupstað gár. 36. Þar nam seggrinn sitja ríkr, sögunni út til Grænlands víkr: skíran [nefni ek skjalda lund Skeggja hinn prúða á þeirri grund. 37. Herjólfsnes frá ek at hèti bær, halrinn bjó þar gumnum kær, fljóðit hafði furðu mætt fastnat sèr af dýrri ætt. 38. Þórunn heítir þorna grund, þess er getit at hafði sprund (inna verður efnin skjót) eina tönn þá mjök var ljót. 39. Þar bjó leiðr á litlum bæ limsku maðrinn nærri sæ, þegnar nefna Þorvarð hreim, þjóð stóð illt af sonum hans tveim. 40. Kýngi marga kenda lèt kerlíng hans er Gríma hèt, þeim var fyrnskan furðu greið, frænda höfuðin þóttu leið. 41. Þeir eru frændur færir vel, en fagnaðar lausir niðr í þel, kom þar loks at kvödd var bygð köppum þeim er mistu dygð. 42. Gunnar fóru í Greipar norðr, Grænlands var þar bygðar sporðr, virðar áttu víða hvar, veiðiskapar at leita þar. 43. Skeggi enn þrúði skip sitt bjó, skútunni rendi norðr um sjó, höldum ekki hafit vannst, hvarf í burtu, en aldri fannst. 44. Þat var sveigt at sveinum Hreims, senda hefði bylgju eims [með manndómsleysi myrt í hel, munu þeir ekki falnir vel. 45. Þórunn geymdi þeirra bú, ok þótti skaði at bónda nú, Örnolf hennar einka bræðr, allri slekt með vífi ræðr. 46. Haust eitt fanst á hvolfi skip, Hreims synir áttu þenna grip, flærðar dreingi flytr til lands, [ok fastnar dóttur róstumanns. 47. Lífgjöf frá ek at launa svo lymsku fulla bræður tvo: lokkuðu til sín leyfðarmann, lögðu spjóti í gegnum hann. 48. Þorkell heitir þegninn sá Þórunn rèð með kaupi at fá: þegar fèkk kappinn kynstra sótt, kvelst til dauða á þriðju nótt. 49. Öðrum manni játuð var, andast sá með konstrum þar, síðast hennar Bjarni bað, bóndinn fór at deyja í stað. 50. Undrast margur atburð þann, einginn frá ek at þyrði mann biðja þeirrar bauganár, bar svâ fram um nokkur ár. 51. Hins ek fyrr í hróðri gat Helgi skáld í Noregi sat, ætlar hann til Íslands rètt, ei mun ferðin gánga slètt. 52. [Þegninn keypti i þeirri skeið þriðjúngs part er [ferðar beið, áttu knörinn itar tveir, lllugar hètu báðir þeir. 53. Bragnar hlóðu borða garm, bússan lá, með sínum farm, leingi þannveg leiðis til. Lyktast hèr ið þríðja spil.

TREDIE SANG. 1. Min Lyst til Sang er ringe, thi Kummer Nat og Dag mit Hjerte haardt omspænder, ei viger Sorgers Mulm. 2. Har nogen Bröst paa Glæde og kommer svart i Nöd, mest maa man undres over at andre laste ham. 3. Tit den sit Digt fremskraaler hvem aldrig Ven det gav; veed ei om det hans Pige er kjedsomt eller kjært. 4. Ei troer jeg han kan löse de Skjæbnens Baand der saa haardt spændtes, at de fængsle saa ny som gammel Tid. 5. Om herlig Kvinde kvæde vel dristigt er af mig; kan ingen hende glæde ei jeg det pröve bör. 6. Den Sang jeg nu vil synge kun vorder sorrigfuld, af Mands og Kvindes Jammer den sammenföies skal. 7. Sidst Kvadets Toner löde om Skjaldens barske Hævn mod dem som ham og Katla bespottet havde frækt. 8. Sligt og den Virkning viste at Rygtet lagde sig, ei flere haane torde hans kjærlige Besög. 9. Snart næsten hver en Time de Elskendes nu blev, for kjærlig Tale Tiden blev ingen Grændse sat. 10. Hvad skjönt og kostbart fandtes tilkjöbs, det Helges blev, med Guld og Sölv han bragde sin Katla det til Skjenk. 11. I Herredet bar Hermund en Godes Navn; han var af Illuge den Sorte en Sön, Ormstungas Bro’er. 12. For Mænd, som Helge dræbte, han ingen Böder gav, den Adfærd deres Frænder ei ret og billig fandt. 13. Nu Arngeirs Slægt sig reiste til Eftermaal og Hævn, det voldte mange Bönder og Hermunds blev den Sag. 14. Den kom, paa Thing, for Retten, og strængt forfulgtes der, den ingen værge vilde thi slet man den befandt. 15. I Drab var Helge skyldig, bevidne Dommens Ord; ham Gods og Liv fradömtes, det snart han spörge fik. 16. Mod Vest, til Katlas Bolig, han red, sin Kjære fandt og strængest Dom fortalte, hun græd og talte saa: 17. "Det Mulm til Sorg vil blive, vor stille Ro og Fryd alt ere nu til Ende, - en slig Forenings Lod! 18. Mig bittrest Harm det vorder, hvis saa dit Liv forgaaer, at her, som en Misdæders, dit Mord ei ændses vil. 19. Nord paa du heller drage, sög Skib i Gaasums Havn, for Færansdom du flygte Far mens det end er Tid." 20. "Da sees vi, Mö, ei mere, hos dig er al min Lyst, hvad Skjæbnen end beskjærer, maa Livet reddes först. 21. Af Mænd mig Elskov byder, at sörge kun for dig, saa levende, som segnet" - han mindes Möens Ord. 22. De Elskende nu skilles, hvo Dyd ei hylder, kan den Sorg og Smerte skildre som Hjerterne betog. 23. Med Vaaben slet forsynet fredlöse Skjald omdrog, et Spyd ham Hermund sendte, en Guldring Helge ham. 24. Saa Hermund, Digtet melder, har talt: "en Kæmpe gjev er Helge, skjönt ej Lykken hans Elskov föie vil. 25. Ved al hans Skyld at sone det Guld jeg lönne skal; forligt med hver han vorde!" saa kjöbtes Helges Fred. 26. Dog blev han ikke bedre, det voldte haablös Sorg, ei fik han Bugt med Faren, og skaded mangen end. 27. For Landet at forlade til Havn drog sorgfuld Skjald; til Norges Kyst han kommer og den i Hast besteg. 28. Död var da Jarlen Erik, men Olaf Konge der; den Fremmede betænker sin Jammer Nat og Dag. 29. Sin Gud fortörnet være han fölte ved sin Daad, af Anger, Synd at sone, mod Syd til Skibs han gik. 30. For Sjælens Fred at kjöbe han Rom besöge vil; i Pilegrimes Skare tiltog hans Hjertesorg. 31. Til den han sig hengiver, sit Legem pinte han; for Kjöd og Viin han valgte til Næring Bröd og Vand. 32. En Kjöbmand til ham talte, og spurgte paa sin Viis: "siig, hvi du meer end andre, saa pines mangelund?" 33. "Ei hjelper sligt at dölge, en Mö jeg havde kjær, Af Hjerlet elsked hende, nu Bod paaligger mig." 34. Til Rom saa vandred Helge, hans Sind der Lindring fik, han selv modtog af Paven sin Synds Forladelse. 35. Saa stiltes Sjælens Kummer, tilbage Helge drog; i næste Aar til Norge han kom og Nordens Stad. 36. Han töved der. Nu Sagnet til Grönland vende maa; der Skegge, kaldt den prude, blandt Mænd udmærket var. 37. Paa Herjolfsnæs han boede og Folkets Yndest nöd; ham værdig var hans Kvinde, födt af en ædel Slægt. 38. Hun Thorun hed, man siger det hendes Lyde var (ei maae vi det fortie): een hendes Tand var styg. 39. Nær ved en Gubbe boede i ringe Huus ved Strand; heel lumsk med Sönner tvende, han kaldtes Thorvard Hreim. 40. Hans gamle Kone Grima i Trolddomskunst var stærk, og hun deri oplærte sin hele lede Slægt. 41. Den Fader med hans Sönner forskyldte Dödens Straf, tilsidst man dem formeente blandt Bygdens Folk at boe. 42. De drog mod Nord til Greipar der endes Grönlands Bygd, did hen dog mange toge paa Jagt og Fiskeri. 43 Blandt andre Skegge prude med vel udrustet Skib sin Lykke der forsögte - med alt han borte blev. 44. Hreims Sönner Folk mistænkte, ved Overfald og Mord at de det Uheld voldte; ei reen var deres Sag. 45. For Skegge Folkets Klage höit löd; nu Thorun dog med Örnulf, hendes Broder, bestyred Gods og Slægt. 46. En Höst Hreims Sönner kantred med Baaden - örnulf dem fra Döden greb; forloved med deres Söster sig. 47. De lumske Brödre lönned saa hans Velgjerninger: at ham til sig de lokked med Spyd ham gjennemstak. 48. Snart Enken Thorun fæsted en Mand, som Thorkel hed - paahexet Sot ham pinte til Döde tredie Nat. 49. En anden heldig fried, men fik den samme Död; - tilsidst en Bjarne beiled, og Graven blev hans Seng. 50. Folk undredes herover, men ingen voved meer den Enkes Haand at önske - saa gik det nogle Aar. 51. Det meldtes for om Skjalden: i Norge Helge sad; til Island han sig agter, ei let den Reise bli'r. 52. To Mænd, som begge bare det Navn Illuge, ham af deres Snekke solgte Den ene tredie Deel. 53. De Sömænd Skibet laded sin Last det snart indtog, men længe Bör de vented - her ender tredie Kvad.

FJORDA RIMA. l. Marka skal við mærðar tal mèr eru eignut fræði; eitthvert orð vill auðar skorð eiga í hverju kvæði. 2. Hinn, er fær af heimi nær hatr en eingin mæti, tel ek þeim næst at tala sem fæst, ok týna allri kæti. 3. Gumnar þeir, sem gullhlaðs eir gleðr með allri blíðu , sè þeim kátt, en syrgi fátt, ok sinni öngri kvíðu. 4. Herlig þjóð, sem hæversk fljóð, hendír gaman at slíku , skrautlegt lag með skrifuðum brag, at skemta fólki ríku. 5. Fellí ek niðr, ef fólkit biðr, [fermd af malti orða hróðrar sáld, um Helga skáld, herjans drykk enn fjórða. 6. Býtir gulls var búinn til fulls, bússan lá með farmi , kemr um dag, með kátligt slag, karl at þeim enn armi. 7. Seima baldr sjá við aldr, ok sagðist Þorgils heita , hann bað sèr far í bussu þar, [en báðir nafnar neita. 8. [Inni ek beint enn eigi seint, lllugar mæltu báðir, kveða við nei, at kemr þú ei, karl, á okkar náðir. 9. Á ek mèr frændr Íslands bændr, Ölver nefndr skalli; heiðr er slíkt fýri hoffólk ríkt at hjálpa gömlum kalli. 10. Harka dreingr at Helga geingr, ok hefr svâ margt í spjalli: treysti ek þèr þú takir við mèr, tignar maðrinn snjalli. 11. Liðsemd þá, er ek leysa má, læt ek fram við dreingi, dælu starf ef dróttin þarf, duga mun [ek skár enn eingi. 12. Hreina vist ok hverskyns list hefi ek í mínum bagga, leigann gelzt, ef lífit helzt, leita vil ek til plagga. 13. Garprinn tók við gömlum hrók, glyggit þaut á stöfnum, [þá kom byrr, en þeigi fyrr, þegnar lètu ur höfnum. 14. Ögnar gnýrr enn yfir kom nýrr, aldann þaut á knerri, vikna bönd en vatnar lönd, veðrit óx i hverri. 15. Aptr lá á þíljum þá Þorgils karl inn gamli , liðs var mist, en lítil vist, lokit er öllu bramli. 16. Harkamann í hafinu þann halrinn frægðar gjarni vistar sjálfr, vestnar gjálfr, [ok vann sem einu barni. 17. Heljar sótt fèkk hann um nótt, halrinn bjó um kauða , hann tók sèr reip, ok rifaði keip, rak fyri borð enn dauða, 18. [Kólgu gángr er kaldr ok lángr á kneri frá ek at nauði, fylgði ávalt um flóðið kalt farþegi þeirra enn dauði. 19. Eina nátt kom áfall hátt, innanborðs nam hlúnka, kastar draug úr karfa laug köldum upp á búnka. 20. Frá ek þann upp inn fúla skupp fullan setjast meina, kjapta gífr keipinn rífr, ok kveðr þá vísu eina. 21. Hræðslan jók, er skallann skók, skipmenn niðr at detta; hvergi brá þó hyrfði á Helgi sèr við þetta. 22. Tók þá garpr traustr ok snarpr tálgu öxi hvassa, hamri slær sem harðast fær herða á millum gassa. 23. Greip um fætr garprinn mætr grams á birni hlunna, hálsinn braut, en Helgi skaut halnum niðr til grunna. 24. Jós þá flaustr flokkrinn traustr, fley var búit at sökkvi, [með undrum brást, en aldri sást álmaviðrinn dökkvi. 25. Keyrði lýð í kaldri hrið, Kári voðir hristi, Ægis sporðr upp í norðr, Íslands frá ek þeir misti. 26. Virða rekr, en voðir skekr, í veðri feikna gjörnu, suðr í heim er sýnt frá þeim at sjá til leiðar stjörnu. 27. Lægirbrast en lúðist fast lýðr á hlunna dýri, hvergi geingr hreystídreingr Helgi skáld frá styri. 28. lllugi biðr at berjist menn niðr, ok byrja villu stránga: þreytum mátt á þennan hátt, vær þolum ei vosit lánga. 29. Heimsku líkt, kvað Helgi, er slíkt at höggvast kristnum mönnum, tökum ráð, at tèr oss náð, ok treystum drottni sönnum. 30. Heitum á Krist með hjörtun tvist í háska storms ok sjófar; þá kom hjálp, er hægðist gjálp, ok hrannir gjörðust mjófar. 31. Yrkir þá, er jökla sá, afreks maðrinn prúði: nú hefr veðr, at vísir kveðr vikit mèr sýnt frá brúði. 32. Þuldi uðr, þvert í suðr þegnar sigla áttu, loksins þar at landi bar at lýðir hvilast máttu. 33. Jökla jörð ok Eireksfjörð öldin gjörvöll kendi, ferðin rík í Falgeirs vík frá ek at skipinu lendi. 34. Súvar drótt er drýgðí þrótt dösut af flæðar elgi, var þá nær til einskis fær öldin flest nema Helgi. 35. Forni hèt, sá fögnuð lèt fyrðum bjóða snjöllum, bóndi ríkr, burgeis líkr, býr at Sólarfjöllum. 36. Helga bauð, úr háska ok nauð, heim með sèr til vistar, fór þat brátt á fornan hátt fæddi hann sorgir tvistar. 37. Þegar at finnr Forni svinnr fæð á garpi ríkum [kemr á tal [við kvinntan hal ok kallsar orðum slíkum. 38. [Þèr var bægt frá brúðar' rækt bygð ok eignum ríkum guð vill nú at gleymír þú girndar ráðum slíkum. 39. Fyrst áttu með fulla trú fèkkstu giptu háfa, suðr í Róm með sæmdar blóm ok sóktir lausn til páfa. 40. Hrittu sorg úr hyggju borg, ok harma ei vífit vænast, gjör þèr kátt á gleðinnar hátt, ok gakk með oss at kvænast. 41. Þú villt, mann, er mælti hann, mik til þessa eggja , hvar er sú kvon at hellst er von svá hug megi á þat leggja? 42. Auðar brík er einkar rík [sú átt hefr Skeggi hinn pruði, [förum á stað, er Forni kvað, ok föstnum þessa brúði. 43. Kvomu þar sem kvinnan var, kappinn erindin sagði, hefr þá orð við hrínga skorð, Helgi sitr ok þagði. 44. Báðu min, kvað bauga lín bragnar þrír með nauðir: lukku skarð á lífi varð, þeir lágu allir dauðir. 45. Þeygi veldr þetta at heldr, þínum kaupum svanni, - hvar er [fé er, Forni, sè feingit þessum manni? 46. Hörnes bú, kvað hetjan sú, Helga gef ek til mundar; fram gekk það er Forni kvað, fèkk hann silkigrundar. 47. Skallatsbil hún skilr þat til skuli hann hefna beggja, búinn í strið ok brodda hríð bróður síns ok Skeggja. 48. Burt leið vetr en bóndinn setr búit á Hörnes landi, fèll hann ótt í feikna sótt, fræðit bið ek at standi.

FJERDE SANG. 1. Man kyndig vil mig kalde derfor jeg kvæde maa, i hver en Sang min Elskte skal noget höre til. 2. Hvo som af Verden fanger kun Had, men intet Godt, ei meget mæle burde men give Slip paa Fryd. 3. Den Mand, hvem Kvinden ynder med ömmest Kjærlighed, han nyde ret sin Glæde og frygte Fremtid ei! 4. Ved Sagn og Digtning, satte i Skrift og Tonemaal, sig Hædersfolk vil more, især den ædle Mö. 5. Til Skjalden Helges Minde forlange de min Sang - og Odins Drik jeg skjenker i Bægret fjerde Gang. 6. Paa Rheden Snekken gynged, den heel tilladet var; for Modvind Sömænd töved, de fik et sært Besög. 7. En Gubbe, Thorgils kaldet, heel underlig i Færd, af Illuger begjered til Overfart en Plads. 8. Reent ud Illuger begge afsloge denne Bön: "Ei dig paa nogen Maade modtage kunne vi." 9. "Paa Island Ôlver Skalde og flere Bönder jeg til Frænder har; I Rige bör hjelpe gammel Mand." 10. For Helge gik den Lede og talte mangt et Ord: "til dig, du gjæve Hövding, især jeg slaaer min Lid. 11. Den Hjelp, som jeg kan yde vist eder gives skal; ved ösekarret ingen en större Nytte gjör. 12. Af sund og lækker Föde nok i min Vadsæk er; hvis Livet undes, Fragten betales visselig." 13. Af Gubben tog sig Helge han fik i Skibet Rum; strax ud det löb af Havnen med længe savnet Bör. 14. Dog blev den alt for bister i Stormens hule Brag sig store Bölger reiste og skjulte Landets Syn. 15. Paa Agterdækket hvilte sig gamle Thorgils da, fortært er Reisekosten, den hele Pral forbi. 16. Af egen föde nærte Skjald-Helge gamle Mand, ret som et Barn ham pleied, dog rased Storm og Hav. 17. Syg Gubben blev og döde en Nat; da Helge strax hans Krop i Huder svöbte og kasted over Bord. 18. De kolde Byger længe om Snekken tumled sig; han, som paa Reisen döde, paa Havet fulgte dem. 19. Ved Nattetid en Vove svart over Skibet faldt og kold Gjenganger kasted höit op paa Bunkens Ryg. 20. Sig Kroppen halvt oprejste og siddende forblev, snart Trolden Huder splitted, og flux en Vise sang. 21. Fælt rysted skaldet Isse, nær kantred Skibet var af Frygt de Söfolk segned, kun Helge vakled ej. 22. Den stolte Kæmpe hæved en öxe skarp og svær, dens Hammer haard og svarlig mod Troldens Skulder slog. 23. Da styrted led Gjenganger, hans Födder Skjalden greb, bröd Halsen snart og sendte den Krop til Havets Bund. 24. Af synkefærdig Snekke udöst da Vandet blev Vidundret sig ei viste og aldrig saaes det meer. 25. End Kare pidsked Seilet, den kolde Byge fnös, og Island de forfeiled mod Nord dem Æger drev. 26. Og ved de blev at drive i frygteligste Storm til Nordens Stjerne lyste for dem i Sönden alt. 27. Fjern var hver Havn, udmattet alt Skibets Mandskab var, snart uophörlig Helge ved Roret ene stod. 28. Alt sagde til de andre Illuge: "for vi maae af Matheds Jammer segne, hinanden fælde vi!" 29. "Den Daarskab" Helge svared "ei sömmer christne Mænd, vi vor Fortröstning sætte kun til den sande Gud! 30. Varmt bör vi Christ paakalde mod Havs og Stormes Nöd!" da Hjelpen kom, thi Veiret og Bölgen lagde sig. 31. Snart Jökler kom tilsyne; vor Helt udraabte da: "for langt det Uvejr fjernet mig har fra elsket Brud." 32. Det gamle Kvad sang Voven, og Kaasen gik mod Syd, til de den Kyst anlöbe som Hvile dem tilböd. 33. Der Jöklers Land de kjendte og Eriksfjord dermed, til Falgeirsvig de styred og Havn fik Skibet der. 34. Saa alt det Mandskab reddet blev af langvarig Nöd, at ingen uden Helge, nu arbeidsdygtig var. 35. En Bonde rig og mægtig i Bygden Forne hed, paa Solarfjeld han boede, og gjæstfri dem modtog. 36. Han undte Skjalden Helge et stadigt Ophold der; den Fremmede, som fordom, til dyb Bekymring faldt. 37. Da Forne Mærke lagde til slig Sörgmodighed, sin Gjest han ivrig sögte Med Ord at muntre saa: 38. "Fra Gods og elsket Kvinde fordrevet alt du blev, Gud vil du nu skal glemme Begierlighedens Drift. 39. Vel du forstaaer at Troen dig störste Held har bragt: du Pavens Aflad hented med Hæder selv i Rom. 40. Du af dit Sind uddrive al Sorg, din Kjære glem, hyld Munterhed og Glæde, tag dig en Viv blandt os!" 41. "Naar du," da Helge svared, "til sligt opmuntre vil, siig da, hvo er den Kvinde jeg önske kunde mig ?" 42. "För var den Hovedrige med Skegge Prude gift strax denne Brud du fæste, med dig jeg fölges vil." 43. De kom til Enkens Bolig, der Forne Taler var, mens for sin Gjæst han fried vor Helge sad og taug. 44. Hun svared: "til mig beiled tre Mænd i Uhelds Stund, dem alle Lykken daared, de fik en hastig Död." 45. "Ei den Betragtning standser din Ægtepagt med ham." - "Hvor er det Gods man give kan, Forne, denne Mand ?" 46. "Til Helge," Forne svared, "jeg skjöder Hörnes Gaard, du faaer den Fæstensgave,"- saa de trolovet blev. 47. Dog Enken det paalagde sin Frier, at han kjæk for Örnulfs og for Skegges Mord skulde tage Hævn. 48. Hen Vintren gled og Helge paa Hörnes satte Bo, snart syg han faldt paa Lejet, og Sangen standser her.

FIMTA RIMA. 1. Allir taka at yrkja nær um afmors dygðir, kveð ek því minnst um fljóða frygðir ek fæ þar ei af nema hatr ok stygðir. 2. Kom ek par fram at kuggi Hárs á kvæða ströndum, hann var fermdr fræðum vöndum, festr ok knýttr sorgar böndum. 3. Margr fèkk þar mikla makt af mærðar smíði, en ek fèkk af falda hliði fulla hönd af grimmu stríði. 4. [Horfinn var þeim Helgi skáld af hróðrar blandi; jafnan spenntr kraunku klandi, kvændist út á Grænalandi. 5. Halrinn reisti heiðurs bú þar er Hörnes kallast, þegar nam sótt at segg at hallast, svâ at hann lèt í rekkju fallast. 6. Seggrinn lá þar sumar ok vetr sjúkr í rekkju, margir töluðu íllt um ekkju, Illugar bjuggu sina snekkju. 7. Þegnar sögðu at Þórunn ylli þrautum manna, margr verðr villr hins sanna virðar [töluðu íllt við svanna. 8. lllugi talaði virða við enn vernda fljóti, stendr af henni löstrinn ljóti, lemjum hana í hel með grjóti! 9. Forni bisi at fyrðar skyldu fári lètta; olli hann at eyddist þetta, órar tóku á Helga at detta. 10. Þannveg liggr hann þegnum hjá ok þeigir sem stúmí, æ var myrkt yfir mannsins rúmi, mátti hann ekki gánga úr húmi. 11. Hrínga grund til Hörnes kemr en hyggju svinna; hvað mun þetta vífit vinna? vilja kveðst hún Helga finna. 12. Kvinnan frá ek at kerta ljósit kveikja næði, Helgi skalf af hugarins æði, höndum greip fyrir augun bæði. 13. Ytir spyrr hver ófyrisynju eldinn bæri? þegnar sögðu at Þórun væri: þú skalt ekki [koma hèr næri. 14. Mik hefir þvíngat manna lát í meinum þröngum, harmrinn þínir hjartað löngum, hèr fyri týni ek öllum söngum. 15. Bið ek at þú bætir mèr sem bónda stæði, svâ at ek kynni kristin fræði, credo mína ok signing bæði. 16. Minni tekr í mikilli sótt ok máli þýngja, hættlig er sú harma dýngja, at hvârki kann ek lesa nè sýngja. 17. Mjúku blaði [kom mengrund hans á milli tanna, skrifat var á með skilníng sanna skaparans nafn og huggun manna. 18. Þegar tók hans at batna bragð ok betrast æði, lausnarinn trú ek at löstu græði, les hann öll sín skyldug fræði. 19. Synist nokkut seggrinn þèr í sóttar klandi? margt hefr orðit múg at grandi meinlígt fyrr í þessu landi. 20. Kvinna nokkur kemr til mín þegar kveldum hallar, svâ er hún ljós sem linna pallar, liggr hun hjá mèr nætur allar. 21. Von er þess at viknir þú fyri vænleik bruðar; hvert er heitit hrínga þruðar? hún mun eiga bygðir þruðar. 22. Kunna mún hun at krossa sik með kristni rètta? Helgi talar af hugarins lètta: hellzt til tekr þú margs at frètta. 23. Myriðr nefnist mjúk í ræðum menjaslöngva, hennar veit ek ættdríf öngva, ekki talar hún neitt til söngva. 24. Víkja skaltu vísum þrimr at vella hlíði , kveð þú þær með klámi ok níði, [kennast mun hún við þetta smíði. 25. Breyti ekki brúðr at heldr bragði sínu, þá mun fljóðit, fullt af pínu, faðma þik í leyfi mínu. 26. Irpa kemr at aptni dags með illsku námi, valdi hann henní af Vestra prjámi vísur þrjár af fúlu klámi. 27. Sú er en efsta óðar gjörð af yssu launi, geispinn stendr af góma hrauni gníðugligr með illum dauni. 28. [Þegar tók allt hit bjarta bragð af brúði detta, aldri fyrr sá eyðir þretta úmannligra flagð en þetta. 29. Myríðr tók at mæla svâ af móð ok þjósti: Þórunn trúi ek þessu upp ljósti, pèr hefir orðit hverft í brjósti. 30. Helgi villtu hvílu brögð með háði lúka, fyri þat klapp ok kossa mjúka? kalla ek næsta skemd í fjúka. 31. Faðmbrögð hefir þú fengit opt af fljóði ríku, þú tókst mik eina únga píku, ómannligt er at launa slíku. 32. Skríð þú burtu, skessan örm, af skauti mínu, aldri verði endir á pínu ómannligasta flagði þínu. 33. Bryðjan gjörðist blá sem Hel en í burtu eð hvíta, greyðist niðr at geymi ríta, gjarna vildi hálsinn bíta. 34. Skáldit frá ek at skaparans nafn með skynsæmd bæri, henni var þat hefnda færi, hun mátti ekki koma þar næri. 35. Kappinn gjörir at krossa sik með kærleiks ótta, þá nam rýgr at renna á flótta, rekknum batnar allra sótta. 36. Þórunn talar ok Þannveg byðr, ef þegninn vildi, kaupa í sundr, en kappinn gildi kjöri at eiga menjahildi. 37. Bragnar drukku [bruðkaup hans með beztum föngum; því var hann Helgi hljóðr löugum honum var gaman at leikum öngum. 38. Þótt honumkæmi fljóð í fáng til frygðar greina, aldri lagði hann elsku hreina ástuðliga við kvinnu neina. 39. Kom honum jafnan Katla í hug bæði kveld ok morna, erfið verða ósköp Norna, uppi var þá stríðit forna. 40. Því var hörðum harmi spenntr halr- inn gildi, hann var sviptr silkihildi, [svaf hann þeim firstr er næstr [hann vildi. 41. Þórunn gjörði fyrða fast til ferðar at eggja, hún kvað mál at hefna Skeggja, ok heljar menn at velli leggja. 42. Buga vill eigi bauga tír við bræðr at stríða, Helgi bjó til ferju fríða, fyrr er hann lèt sjálfr smiða. 43. [Þegninn valdi þrjátigi manns til þessarar ferðar, [búna at afla vargi verðar, vopn hafa þeir ok allar gerðar. 44. Þegar nam ljósta vindi [vef svá voðum sveipar, reiði var þá reyndr ok keipar, rèru ok sigldu norðr í Greipar. 45. Þeim varð heldr margt til meins, en mikill er víðir, get ek at valdi galdrar striðir, garpar fá þó komizt um síðir. 46. Skáld-Helgi af skipinu [burt sá skálann breiða, [frá ek af húsi hróka leiða heiman fara ok ætla at veiða. 47. Flokkinn líta flærðar menn [at fyrðum bannar, Þórir het en Eyvind annar, undan hèldu falskir grannar. 48. Ítar frá ek at illsku dreingi elta næði. Hèr mun ek láta fimta fræði falla niðr með sorg ok mæði.

FEMTE SANG. 1. Om Kjærlighedens Dyder jeg digter neppe meer, for Sang om Kvinders Elskov kun Had jeg faaer til Lön. 2. Ved Digtninghavets Strande jeg Dverges Snekke fandt, med sære Sagn tilladet af Sorgers Toug omspændt. 3. Der mange sig tildeelte af Viser Overflod, men Kvinden, til Betaling, fuldt op af Kiv mig gav. 4. För sidst jeg sang om Helge, af Uheld jevnlig fulgt, da fjernt paa Grönlands Kyster han end troloved sig. 5. Paa Hörnes Gaard han havde med Hæder reist sit Bo, da Sygdom svart ham knuged, til Sengs han maatte gaae. 6. En Sommer og en Vinter han pröved Leiet der; om Enken ilde taltes, Illuger rusted Skib. 7. De meente, Thorun voldte den gruelige Nöd, til hende ilde talte; tit leger Sandhed Skjul. 8. Den ene af dem sagde til raske Fæller saa: "den Kvide hun fremkaldte og stenes bör ihjel!" 9. Et saadant Forsæt Forne dem fare lade bad; hun frelstes; Helge piintes af Sot og Vildelse. 10. I mörkest Vraa han hvilte og taalte Lyset ej, et Ord han ikke mælte, som den, der stum er födt. 11. Til Hörnes Thorun kommer, den snilde, kloge Viv, hvad vil hun vel der gjöre? med Helge tale selv. 12. Et Kjertelys hun tændte han mærked flux dets Skin, med Hænder öine skjulte og rystede af Harm. 13. "Hvo," spörger han: "uforsigtig med Ilden löber saa?" man svared: "det er Thorun." han bad: "kom mig ei nær!" 14. "Mig," klaged hun, "Ulykken har haardelig forfulgt ved Elsktes Död og Smerter, al Sang jeg har forglemt. 15. En Ægtemand tilkommer at böde dette Savn, de Christnes Tro mig lære du med Velsignelsen!" 16. "Hukommelse og Tale den svare Sot har kvalt; ei læse eller synge jeg kan, det Jammer er!" 17. Da mellem Skjaldens Tænder hun lagde finest Blad, vor Skabers Navn det viste og Menneskenes Tröst. 18. Den Syge Farve skifter og Sind til Bedring strax; de Christnes Lærdom klinger höit fra hans Læber nu. 19. "Seer du i Sygdoms Vaande ei underlige Syn? sig meget slemt tildraget har för i dette Land." 20. "Til mig hver Aften kommer en Viv, som Guldet lys, og ved min Side hviler den hele mörke Nat." 21. "At saadan Skjönhed rörer dig, jeg begribe kan; mon hendes Hjem er yndigt? siig, hvilket Navn hun bær! 22. Kan hun den christne Lære, sig korse ret forstaaer?" "For meget," Helge svared, "du mig udfritter nu. 23. Hun sig Myride nævner er snild og blid i Ord, men kan ei Christnes Sange, af Slægt mig ubekjendt." 24. "Du trende Viser kvæde af væmmeligste Slags til hende, hun vil kjendes ved slig Beskrivelse. 25. Hvis end hun ei forandrer Udseende derved, da hende frit at favne jeg dig tillade vil." 26. Til Helge Hexen kommer den Aftenstund som för, han kvad de Viser trende af væmmeligste Slags, 27. De strax sin Virkning viste, sig ilde skabed hun, af Gispen Munden vrænged med Stank og fæle Lyd. 28. Al Skjönhed nu forsvunden i störste Skynding var, et mere stygt Uhyre han aldrig skued för. 29. I heftig Vrede talte Myride da til ham: "du Thoruns Raad nu fölger, forvandlet er din Hu. 30. Med Haan du vil belönne min Kjærlighed til dig, for Kys og Klap du yder det allerværste mig. 31. Du tit i Favn mig slutted som ung, uskyldig Mö; den Elskende forskyder, Umenneske! du nu." 32. Bort, fule Trold, du vige mit Samkvem stedse sky, til Jætters Slægt du hörer, alt Ondt forfölge dig! 33. Blaagusten Hex, som ligned i det sin Frænke Hel, sig böied for at bide den Syges Struberör. 34. Vor Skabers Navn bar Helten paa sig, forstandig gjemt, hiin Trold, bered til Hævnen ej kunde nærme sig. 35. Med Korsets Tegn sig skjermed den Skjald i Herrens Frygt; Jættinden flux tog Flugten, al Sygdom lægtes nu. 36. Ham Thorun da tilstæder at sluttet Ægtepagt han selv ophæve kunde; sit Löfte blev han tro. 37. Et herligt Bryllup holdtes, ei Helges Kummer veg, ham ingen Leg forlysted, og taus han stedse var. 38. Med intet kjærligst Kvinde opmuntre kunde ham; af Elskov til den ene for andres var han slöv. 39. Hver Aften og hver Morgen stod Katla for hans Sind; strængt fulgtes Norners Domme, og gammel Harm blev ny. 40. Den Mö ham blev formenet som nærmest ham tilkom; slig Sorg den Kæmpe böied, som böd al Verden Trods. 41. Det Heltemod at vække forsögte Thorun klog; "til Hævn er Tid," hun sagde, "thi Morderne bör döe!" 42. Ei Helge nægte vilde den Kamp, som Pligt ham böd, det Skib, han för lod bygge, i Hast udrustet blev. 43. Han tredve Mand udvalgte til dette Krigertog, med Harnisk, Hjelm og Vaaben han vel forsyned dem. 44. Mod Nord til Greipar stunder den kjække Sömandsflok; snart Vinden Seil udspilte, snart pröves Aarers Brug. 45. Vildt er det Hav og Veien er lang, men Trolddom dog forögede dens Farer; tilsidst blev Maalet naaet. 46. Fra Skibet Skjalden Helge Fredlöses Bolig saae, de lede den forlade, paa Jagt de skulde gaae. 47. Snart saae den lumske Thorer hans Broder Eyvind med, de Fjender, som dem trued, og sögte strax at flye. 48. De haardt forfulgte bleve og vel fortjente sligt. Det femte Kvad jeg slutter af Sorg og Möie træt.

SJETTA RIMA. 1. [Djarflegt er mèr drósa til at dikta nokkut mansaungs spil, æ er sem böls hin beiska sögu bjóði mèr at slatta í þögu. 2. Heldur enn í hverri krá heyra tek ek at sagt er frá: kvæðin mín um kvendit sè, kallsar margr ok hefr fyri spè. 3. Hvað má þetta kalla kyn, þó kunni ek á því nokkut skyn? [ei er ek síðr af Adams ætt enn aðrir þeir at slíkt hafa rætt. 4. Þar skal seldr hinn sètti óðr: seggr er kominn í Greipar fróðr, Helgi eltir heljarmenn, þeir hafa sik undan báðir senn. 5. Eyvind sprángar yfir eina gjá, [urtu búr á herðum lá, eigi miðr en álna tólf; inn komst hann á skála gólf. 6. Þórir undan þegnum rann, þrjótrinn hljóp ok skálann fann, vopnast þegar ok vörðu dyr, var þar brátt hinn mesti styr. 7. Vopna bör í vígi kræfr vinda biðr af skála ræfr; hèr skulu vær sem heima gá, Helgi svarar ok brosti þá. 8. Skatnar rjúfa skála toft; skáldit bregðr sverði á loft, Eyvind nefni ek illsku þrjót at honum hljóp með krókaspjót. 9. Oddrinn kemr í auga [á þegn æsast [tók þá benja regn fossum niðr um frægðarmann, fallast tékr nú magt við hann. 10. Oddrinn þínu auga kló illskumaðrinn svarar ok hló, hentara væri heima þèr hjarðar at geyma en sækja at mèr. 11. Helga svellr heiptar móðr, hann hleypr þegar at garpi óðr, róstumaðrinn refsíng hlaut , hann reiddi sverðit Eireksnaut. 12. Oddrinn risti Eyvinds kvið, ekki kom hann þá skildi við, at svâ fast með afli gekk ísturit niðr úr búki hèkk. 13. Stjúpson Helga Steingrímr hèt, stálinn jafnan brotna lèt, Jökull er nefndr annarr dreingr at til móts við Þóri geingr. 14. Barðist hann við bragna tvo, báðum höndum [Þórir vo, þar var komit við kylfíngs fjúk karlmanns hjarta í leiðan búk. 15. Steingríms sverð í stála fund stýfði af Þóri vinstri mund, hlýra biðr hann hjálpa sèr: hönd er skúfuð burt af mèr. 16. Hlýri má ek ei hjálpa þèr, Helgi sækir fast at mèr, ekki er hèr enn fegri friðr , falla [úr mínum búki iðr. 17. Mækir sniðr brjóstið blá, berst hann aldri meir en þá, áðr en hjör á hálsinn reið, höfuð í burt af þrjóti sneið. 18. Þórir líf í þessu lætr, þarmar röktust honum um fætr, hnígr hann ei til foldar fyr en fèll hann út um skála dyr. 19. Kappar hittu krubbu þá er kerling fyrir en arma lá, þat var Gríma galdra tól, er grúfði niðr í þettaból. 20. Fússa þeir við fletju þöll, fæddist aldri verra tröll, lllugi lèzt þá liðugr vel at lemja hana með grjóti í ihel. 21. Nýtr svaraði nadda þund: níðuglegt er at lemja sprund, kvel ek aldri konu til dauðs, þá kosti bæði lífs ok auðs. 22. Skatnar báru úr skála fè, skútan frá ek til reiðu sè , grimma sendi galdra ör Gríma þótt hún lægi í kör. 23. Ytir varð af ógnum rauðr, Illugi liggr á þiljum dauðr; koma þeir heim til Herjólfsness, hefndi eingi siðan þess. 24. Tala ek ei leingr um tröllskap þann sem töfrafullust kerling vann. Þvífêkk Helgi heiðr ok góts, at honum stóð einginn þar til móts. 25. Lýðrinn gaf honum lögmanns stètt, landsins skipar hann öllum rètt, ýtum þótti eingi nær jafnvel vera til þessa fær. 26. Gleymdist aldri eð grimma strið er garprinn bar fyri silkihlið æ var hans enn innri maðr jafnan hryggr en sjaldan glaðr. 27. Þegar hann fór á bæi í braut bar hann þá feldinn Kötlu naut, á meðan hann var til nokkurs nýtr, [nauð er þeim sem sorgir hlýtr. 28. [En þá feldrinn gjörðist forn friðust gaf honum bauga norn, fèkk hann optaf fljóði pín, ok festi upp yfir rekkju sín. 29. Víkjum nú til Íslands út, [öngu er þar minni sút, Þorkatla bar þrá fyrí hann, ok þýddist öngvan lifanda mann. 30. Alla var henni illa meðr ættmenn sína ok grimman feðr, aldri dvaldist ýtum hjá, ok öngvan þeirra vill hún sjá. 31. Mátti alldri [motra njörð mektug koma í Borgarfjörð, at Sauðafelli sitr hún vestr, sár var þeirra yndis brestr. 32. Reiknum hitt at refla brú hún ræktar allvel sína trú, fastar mikit ok fræðin saung, furðu var hennar æfin laung. 33. Laungum var hún með lágri rödd, lauka skorðinn sjaldan glödd, þó at hun sýndist brosandi blið bæði grèt hun árla ok síð. 34. En þá mest á bruði beit [bölsins ángr í vitsku reit fljóðit upp í fáng sèr braut feld ok skikkju Helga naut. 35. Svanninn loks af seggnum spyrr, sitja vill hún ekki kyrr, fyri þann harða harma svip hríngþöll bjó sik [ut á skip. 36. Katla fèkk í kneri setr, kaupmenn sátu í Noreg um vetr, garpar bjuggu Grænlands far, gekk hún til þar formann var. 37. Ferðast vill hún flaustri í, formann tók ei [blitt við því, styrimanni stolltar fljóð steypti í kjöltu dýrum sjóð. 38. Katla fekk í kneri rúm, kaupmenn hèldu þegar á húm, ei var gjálfrit grimdarlaust Grænland tóku síð um haust. 39. Heiman riðr hetjan þrúð, Helgi kemr í þeirra búð, kennir þá hvar kvendit sat, kappinn þegar at skynjat gat. 40. Heiðrs maðr ok hæverskt víf hvort um annars spennti líf, hversu þeim við þetta brá þar [skal [nokkut greina í frá. 41. Leitað hefir þú lángt til mín, [líkum fæst erdygðin þín, mikit er þat yfir margan geingr, mátta ek ekki bindast leingr. 42. Miklu hefir þú meir en eg menja tir, á allan veg, gjört við því at gætum við gleðinnar feingit nokkurn frið. 43. Bundum saman í bernsku trú, brugðit tel ek þvi öllu nú, [mik undrar mest þú eiga gekkst aðra kvinnu (er) ráðit fèkkst. 44. Stórilla gat frænda flokkr falsat í burt af ráðum okkr, þú tókst í fyrstu fordæmt ráð, ok feingum siðan aldri náð. 45. Hirtum ekki um hölda mál, hættum bæði út lífi ok sál, fyri þau en vondu víg varttu at [kanna þenna stig. 46. Eigi latti auðgrund mik elskuleysi til við þik, heldr lá sú hörmúng á at hvorki annars njóta má. 47. [Þegar gekk Helgi heim með þrá, húsfrú spurði þegar hún sá hvert var fólk í hópinn þann? Helgi nefndi stýrimann. 48. Spyr ek (at) þeirri spjalda ná [sem spennt hefir yðr með lángri þrá, ekki mun þat all-löng náð eiga skal hun á þessari láð. 49. Þú munt vera nú ein af þeim at okkr bannar gleðinnar heim, margr hefir þat meinat sá er minni vorkunn stár uppá. 50. Þórunn kemr á þegna fund, þyða hitti [hun gullaðs grund, birti þá, sem bókin tèr: bjóða mundi hann Helgi þèr. 51. Hún kveðst ekki heyrt hafa þat, hústrú svarar, ok brosti at: þigg með okkr vist í vetr; varla aðra slægri getr. 52. Löngum þigg ek lèttiboð, lítil er þat yndis stoð. Katla fór með henni heím; harmar aukast báðum þeim. 53. Þèr mun þykkja vöndut víst vella grundinn hljóð ok tvist, þvíat við Helga hugðar tal hríngþöll aldri eiga skal. 54. Auðgrund svaraði eigi kát: ekki muntu vorkunnlát , leingi hefi ek lifat við slíkt, leggr margr á þetta rikt. 55. Svâ gat Þórunn setið um þau segg ok Kötlu bæði tvö, aldri mælti hann orð við vif, erfitt mundi þeirra líf. 56. Fljóðit var svâ frænda ríkt fá þau ekki betrað slíkt, þannveg líðr þessi vetr; þagni bragr en standi letr.

SJETTE SANG. 1. For dristig Harpens Strenge til Kvinders Priis jeg slaaer; mig bedske Taler burde til Taushed bringe strax. 2. At ei, som nu, jeg hörer den Snak i hver en Vraa, at hende Sangen mener, det vækker manges Spot. 3. At hendes Værd jeg skjönner er det vidunderligt? lig andre, sligt som talte, af Adams Slægt jeg kom. 4. Det sjette Kvad maa lyde. Mod Nord, paa Greipars Kyst, Hreims Sönner haardt forfulgtes af Helges skarpe Sværd. 5. En Klöft sprang Eyvind over, heel dyb og bred den var (tolv Alen regnes Springet) og slap i Huset ind. 6. Derhen hans Broder Thorer og kom ved hurtigt Löb, med Vaaben Dören begge forsvared mandelig. 7. Da Helge böd at vinde af Huset bort dets Tag, "her vi, som hjemme, raade!" han sagde med et Smiil. 8. Tolv Mænd bortreve Taget men Helge Staalet svang; da ham den onde Eyvind med kroget Spyd anfaldt. 9. Han rammed Heltens öie som blodig Kilde ligt en Bæk fra sig udsendte der strömmed ned til Jord. 10. "Dit öie Odden klöde," med Latter sagde han, "Dig bedre var at vogte din Hjord end slaaes med mig." 11. Af' Vrede svulmed Helge, sit skarpe Sværd han svang, af Erik Jarl ham givet, det straffer Skurkens Id. 12. Mod Eyvind Odden stævned og gjennemskar hans Bug, saa at fra Ulivssaaret hang Fedt og Tarme ned. 13. En Stedsön havde Helge som Steingrim kaldet blev, en anden Jökul nævnes, mod Thorer begge stred. 14. Med begge Hænder kæmped han rask mod tvende Mænd; vistnok et mandigt Hjerte sad der i hæslig Krop. 15. Den venstre Haand af Thorer dog hugged Steingrims Sværd, han bad sin Broder hjelpe: "eenhaandet nu jeg staaer!" 16. Ham ængstet Eyvind svared, "med Helge kæmper jeg, ei bedre Ro mig undes, thi klövet er min Bug." 17. Blaa Klinge Brystet saared, dog end han tappert stred, til Halsen gjennemhugges og Hovedet bortflöi. 18. Ved samme Tid og Thorer sit Liv udaande maa, hans Indvold ud var faldet, han selv af Dören ud. 19. De som den Seier vunde en Hexe-Kælling traf, den Grima, Brödres Moder, laa næsegrus i Seng. 20. Ved hendes Syn de gyse, en værre Trold ei saaes, "ihjel hun stenes burde," Illuges Mening var. 21. Höimodig Helge svared: "sligt er en Niddingsdaad, om Liv, om Gods det kosted en Viv ei dræber jeg." 22. Fra Huset Bytte bæres, hjem seile raske Mænd, fra Leiet Grima sender en giftig Trolddoms-Piil. 23. Skarpt Illuge den rammed, paa Dækket död han laae, uhævnet stedse; Skibet til Herjulfsnæs dog kom. 24. Troldkvindens Udaad standsed, ei tales meer derom - af Gods og Hæder Helge fik nok og ypperst blev. 25. Til Laugmand Folk ham valgte, han ordned Landets Ret, thi ingen anden meentes som han istand dertil. 26. Sörgmodigt tit hans Indre, men sjelden muntert var, ei Ungdoms Elskov glemtes, den Længsel stiltes ei. 27. Naar ud han drog i Bygden var Katlas Pelts hans Dragt, mens brugelig den tyktes - hans Sorg opfrisked den. 28. Forslidt tilsidst den bleven og uden Nytte var, da over eget Leie den Skjalden hænge lod. 29. Til Island Sagnet viger, ei der var mindre Sorg: Thorkatla een kun elsked blandt alle Verdens Mænd. 30. Selv ei sin grumme Fader hun ynde kunde ret; af hele Slægten ikke hun vilde nogen see. 31. Derfor hun Fod ei satte paa Borgefjordens Jord; paa Söidefjeld hun ene sin stille Kummer bar. 32. Hvad christen Tro os byder opfyldte gjerne hun, med Fasten og med Sange den lange Tid hengled. 33. Lav blev den Skjönnes Stemme kun sjelden Talen löd, skjönt blid til Folk hun smilte, i Lön dog Taaren flöd. 34. Naar Harm i Hjertet bruste, Fortvivlelsen var nær, den Klædning Helge skjenked hun kjærlig tog i Favn. 35. Tilsidst af Sagn hun spurgte sin Kjæres Opholdssted, og flux til Verdens Ende beslutted hun sin Fart. 36. En Höst hun drog til Norge, der Vintertiden gled, i Vaarens Tid en Snekke til Grönland rustes ud. 37. Dens Styrer Katla beder om Plads i Skib for sig; han nægted, men omstemtes af vældig Pengepung. 38. Nu venlig hun modtages, og Skibet Havn forlod, af Uveir tumlet sildig i Höst til Grönland kom. 39. En Bod Paa Kysten reises, did ogsaa Helge tog, der pludselig han glædtes ved mest uventet Syn. 40. Ret inderlig den Skjönne han trykte til sin Barm; hvo kan vel ret beskrive det alt de fölte nu. 41. "Langt bort du mig opsögte, din Troskab sjelden er, for tung er Mangens Skjæbne, jeg maatte giftes her." 42. Vist meer end jeg, du haver saa handlet mangenlund, at aldrig Ro og Glæde i Verden skjenkes os. 43. I Ungdoms favre Dage hinanden Tro vi gav, den bröd du först og fængsled til anden Kvinde dig. 44. Os grusomt Frænder svege, forstyrred hellig Pagt, du ved en ny os dömte til ulyksaligst Lod. 45. Ei Folkesnak os rörte, vi voved Liv og Sjæl, til du, for Drab og Feider, landflygtig tyede hid." 46. "Jeg ene dig, min Pige, af Hjertet elsket har; dog skulde vi adskilles ved Skjebnens strænge Dom!" 47. Hjem sörgende kom Helge, hans Hustru spurgte: "hvo med Skibet hid er kommen?" Han nævnte Skipperen. 48. "Jeg spörger om den Kvinde du trykte til din Barm; ei meget længe dvæle hun kan i dette Land." 49. "Du er vel een af mange som staaer vor Fryd imod; meer end de andre fleste undskyldes vist du kan." 50. Fra Hjemmet Thorun drager, i Tale Katla faaer: "Jeg troer at Helge vilde til sig indbyde dig." 51. Hun svared: "alt jeg hörte det för," og Thorun da i List erfaren sagde: "i Vinter vær hos os!" 52. "Mod slige Tilbud tager jeg tit, men frydes ei." Med hende hjem tog Katla til sin og Vennens Harm. 53. "Du stille, tause Pige vil neppe glædes her, thi du med Helge tale fortrolig aldrig maa!" 54. Sörgmodig Kvinde svared: "Barmhjertig ei er du; sligt Liv jeg længe förte, det manges Tvang har voldt." 55. Saa nöie Thorun passed paa Elskovsparrets Færd, at Helge Katla kunde ei sige kjærligt Ord. 56. Heel mægtig var den Kvinde, og mægtig hendes Slægt, saa maatte Vintren glide - her standser Sangens Lyd.

SJÖUNDA RIMA. 1. Man ek þat fyrrat maðrinn spakr mælti í orðskvið sínum: svín kemr opt [hit sama í akr, svâ er [á verknað mínum. 2. Öllum hefir þeim orðít mest ángr í fyrra lífi, kónga synir hafa kunnat flest, ok kendu dygð af vífi. 3. Hinn er fær af hrundum seims hatr en öngva blíðu , flettr öllum frygðum hèims ok fæðir harm ok kvíðu. 4. Þeim er ekki þat til móts er þannveg lifa sem vilja, halda sik með heiðr ok góts, ok harma frá sèr skilja. 5. Hinnsem aldri aktar þrá ok einskis háttar mæði , þann skal hverfa þessu frá ok þeinkja á önnr fræði. 6. [Heyri þèr nú hróðrar til, at henda sorgar myndir, á meðan þat innist auma spil at eldar þrír eru kyndir. 7. [Kappar bjuggu á kaldan mar knörinn þegar at vorar, þess skal geta at þorngrund var ok þrautir háði stórar 8. Þórkatla var þennan vetr þar með litlum náðum , hvorskís stóð þá hagrinn betr, ok heldr verra báðum. 9. Þórunn talar við þorna rist, er þvíngar móðrinn harði: nú er [á enda öll þín víst út af þessum garði. 10. Svanninn vil ek þat segja þèr er sorgir fæðir tvistar, [þú þarft ekki at ætla þèr hèr innan lands til vistar. 11. Frygðug mælti falda bil fest með sorgar lími: svâ munu örlög ætla til at af sè gleðinnar tími. 12. Skáldit þóttist skynja það at skyldi hún fljóðit meina, Helgi sína hústrú bað halt mèr beíðni eina. 13. [Lofa muntu mér tregann at tjá tala með ristil þenna, meðan at eina elda þrjá at auðpöll lætr brenna. 14. Þú munt vilja, at Þórunn kvað, þessu, Helgi, ráða, sýnt mun vera til sorga það um segg ok lindi þráða. 15. Leiddust þau í lítit hús, [er lukt var hurð á gætti, [mjög voru þau til funda fús, ef forlög ráða mætti. 16. Þeigi kann ek þeirra orð í pessu kvæði at tína, minntist halr ok menja skorð á mikla harma sína. 17. [Þessi stund í þrautum ein at þau hafa orlof feingit; einginn trú ek at [yndis grein undan [hafi þá geingit. 18. Kom sá aptr er kyndi bál ok knúði húsit þetta: ætla ek rètt með öllu mál ykkar skrafi at lètta 19. Helgi [er heldr í svörunum seinn ok svarar af ekka móðum: er nú brunninn blossinn einn, bauga-þöll, af glóðum? 20. Fæ ek pat sèt, kvað falda eir, fljóði trú ek þú unnir, nú eru allir eldar þrír upp at fölska brunnir. 21. Þikkjumst ek nú, kvað þegninn, sjá at þúng eru umsát kvenna, aungva vissa ek elda þrjá aðra skemr brenna. 22. Reis hann upp frá refla brik ok ræddi slíkt af þjósti : þar er su ást at eingi er slík, ok aldri geingr ur brjósti. 23. Katla tók þá klæðin sín ok kvennmanns hnossir fríðar, annann dag gekk auðar lín inn þar er Helgi smíðar. 24. Fríðan skóf hann ferju stafn, fagnar vænu sprundi, orlofs biðr hann ekki nafn efst á þeirra fundi. 25. Hvorki skorti á hrygðar stund hálsfaung [þíð nèkossa , ok með tárum tígit sprund ok talar við geymi hnossa. 26. Hèr mun nú fyri Helga tjást harmr af grátnu vífi: við munum aldri siðan sjázt , seggr, í okkru lífi. 27. Stunda ek meir enn stæði þik, stoltust talaði kæra, sá mun heim til Heljar mik harmr um siðir færa. 28. Hrinda skaltu harmi þeim er hræðiligan má kalla, bæt fyrir okkr báðum heim bið þú lukku alla. 29. Skötnum verðr ei skirt til sanns um skilnað þeirra trauðan, hrjóta þótti hreysti manns hagl á kyrtil rauðan. 30. Katla var borin á knörinn út, Kári voðir hristi sköput er þessi skáldi sút, er skemtun alla misti. 31. Ísland tóku [eyðar vells [aurum sínum at lóga, sætan reið til Sauðafells, hún sitr með harma nóga. 32. Drósin tekr at digrast heldr döpr af harmi bleikum, get ek á meðan at glæðzt hefir eldr gjörzt hefir slíkt í leikum. 33. Sóttar kendi silkiey, sætur þjóna vifi, fæddi hún eina fagra mey ok fèll þat nærri lifi. 34. [Harmar vöfðu at henni mest heljar skauti breiðu, fljóðit vildi finna prest ok fèkk hún alla reiðu. 35. Lausnarans hjálpin ljúf ok ör líkni hún menja fríði; [sjaldan lýgr en lánga kör ok lèzt þá sprund af stríði. 36. [Úng var köllut auðar ná eptir móður sinni , kurteislig sem kjósa má var Katla þessí en minni. 37. Hún var af öllum Helga kend, harma ristil fríðan, ára tólf var júngfrúin send út til Grænlands síðan. 38. [Dreingrinn sjálfr dygðargjarn dýru fagnar vífi, hann elskar sem sitt einka barn ok [ann sem sínu lífi. 39. En þá er bölit í brjóstit sprang, [bílagt fèkk hans hjarta, sætu tekr hann sèr í fáng ok segir við sprundit bjarta. 40. [Þèr er at segja, en þiða mær, [þess vil ek Jesús biðja, at sú eingin Katlan kær hún kennist mèr en þríðja. 41. Einginn leggr í eina skál ángr hans eð hæsta, koma nú upp þau kvennamál at kröpp mega heita eð næsta. 42. Börnin átti Þórunn prjú, þat var Helga kvinna; Hallveig frá ek at hèti sú er heima þar skal vinna. 43. Fæddan hafði hún friðan svein fyrrnefnd auðar selja, ætt hans verðr ýtum sein annars vegar at telja. 44. Þroska góðr Þorbjörn var, hann þurfti at vinna fleira, honum var ekki heima þar haldit stímit meira. 45. Skryddr var hann með skínni kálfs ok skartar svâ fyri snótum, [leggir berir ok lær til hálfs, loðnir skór á fótum. 46. Helga beiddi halrinn úngr heima þar til vistar: hagrinn minn er [hellzt til þúngr, hefr ek fátt til listar. 47. Ek skal fá þèr orb ok ljá, aungva kanntu sinnu , þú skalt fara, fóður at slá, ok fæða þik með vinnu. 48. Helgi kemr til hans um dag ok hyggst á verk at líta: varla er þetta vinnulag, ok vill þér ekki bíta? 49. [Yrkir þá sem eptir ferr eyðir dýnu linna: brýni ek opt en bítr at verr, bágt er mèr at vinna. 50. Seggrinn hefir við sveininn rætt: svara þú orðum mínum! hvaðan er kominn úr Höfða ætt hróðr að glópi þínum? 51. Blikna náði í brjósti sveinn, beiskum orðum vendi berr þú af því ábyrgð einn alla af minni hendi. 52. Tala þú ekki, úngr sveinn, um ábyrgð þessa meira, vakta þú eigi verknað neinn ok vinn hér ekki fleira. 53. Klæði gaf honum kempan svinn, kænn [við iðjan flesta, gekk með Helga út ok inn afreks skáldít mesta. 54. Gipti Helgi gullhlaðs fríð gæddi silfri ok pelli, færði bygð í Brattahlíð, ok bjó þar allt til elli. 55. Þat var ýtis æfi staðr öllu firðr grandi, þótti af ýtum merkis maðr mestr á Grænalandi. 56. Mæðist jafnan mektug þjóð mest af ángri sáru, Helgi skáld ok Halldórs jóð harðan ángist báru. 57. Þótt ek segi af sárri þrá sæmdar manna frægra, öllum verði er inni ek frá, ángr sitt at hægra. [Jesús gefi þat elskan kær svo oss megi þínu forða , þeigi gjaldi þau nè vær þessara minna orða. 59. [Fannst ek ekki í fræðum leingr fólk at háttum kallar. Hêr skal úti harma spreingr ok Helga rímur allar. _____ 60. Lofaðr guð hann leysi oss öll með líkn ok miskunn sinni; seint mun ek finna seimaþöll, su er mêr hellzt í minni. 61. Segit Maríu sætlegt vess súngit af hjarta ok munni, bíði nú allir bragnar þess at blíðr guð oss unni. 62. Pater noster er prúð ok væn ok prýdd af helgum spjöllum; sýngi nú allir sætlega bæn fyri sálunum kristnum öllum. 63. Týr ok úr má telja þann sem töglat hefr örindin fram ár ok sól bíði aungva skamm , elski drottinn jafnan hann. 64. Hrúgast hlössin heldr fast, heimsliga fæ ek af konunum last, orðin mín eru öll á bast, öllum þikir þetta vast.

SYVENDE SANG. 1. "Et Sviin i samme Ager vil gjerne rode," sang en hædret Digter fordum, saa gaaer det for min Id. 2. Helst synger jeg om Sorger som för blev manges Lod, da vise Kongesönner paaskjönned Möers Tro. 3. Hvo som af elsket Kvinde kun Had ei Blidhed naaer, al Elskovs Fryd berövet kun föler Harm og Sorg. 4. Mindst den er saa tilmode som hvert sit önske naaer, i Overflod og Ære ei kjender Modgangs Strid. 5. Hvo aldrig Længsel fölte og ingen Kummer led fra dette Digt sig holde, ved andre glæde sig. 6. Men I, som lytte ville til veemodsfulde Kvad, for eder ömt det klinger om trende korte Blus. 7. De norske Mænd beredte til Rejsen atter sig i Vaarens blide Dage; det mærked Katla taus. 8. Den tunge Vinter svunden i haarde Trængsler var, thi hun og Helge fölte nu fælles Uheld mest. 9. Til Katla Thorun taler, (da skjærpes Sorgens Brod): "her nu dit Ophold endes, fra dette Huus du maa. 10. Skjönt du Bekymring nærer og volder andre den, dig ingen Tilflugt undes i hele dette Land." 11. Den elskovsrige Pige gav et vemodigt Svar: "alt Skjæbnen stræng mig nægter et öieblik af Haab." 12. Sig Afskedstimen nærmer, det Skjalden vel forstod; til Thorun Helge taler: "gjör som jeg beder dig. 13. Tillad at jeg min Kummer maa tolke denne Viv, mens trende Blus udbrænde som du antænder her." 14. "Vel vil du," Thorun svared, "for dette raade selv; for eder det fornye de gamle Smerter maa." 15. I et afsides Kammer med Dören lukt paa Klem, længstönsket Möde holdtes, af Skjæbnen nægtet för. 16. Fra Hjertet Klager löde for Længsel, Sorg og Nöd, ei deres Elskovstale udtrykke Digtet kan. 17. Den ene Stund dem undtes i mange Kummers Aar, at bruge glemtes ikke; den nödes mangenlund. 18. Snart hun, som Ilden passed, paa Dören banked stærkt: "nu er det paa de Tide at Talen brydes af." 19. Kun seent gjensvared Helge, sörgmodig löd hans Röst: "er nu den förste Flamme til Glöder snart udbrændt ?" 20. "Jeg seer," hans Kone sagde, "du elsker höit den Viv; til finest Aske ere udbrændte trende Blus." 21. "Jeg mærker;" Helge svared, "at svar er Kvinders List; saa kort vel för ei have tre Blus til Aske brændt." 22. Han sled sig fra den Kjære og sagde, fuld af Harm: "den Elskov, uden Lige, fra Hjertet slides ei!" 23. Sin Pynt og Klædning Katla til Reisen laved snart; for Helge, da Skibsbygger, hun anden Dag fremtreen. 24. Ved Stavnen Katja kjærlig han da modtog; og ei han Orlov meer begjered til Afskeds sidste Færd. 25. Ei Kys, ei Kjærtegn mangled med blide Favnetag, men Taareströmme styrte for Katlas Hjertesuk. 26. Saa löd da hendes Tale i sidst Skilsmisses Stund: "vi aldrig, Helge, mere i denne Verden sees. 27. Vist meer end være skulde, mit Sind er vendt til dig, den Sorg omsider Döden mig bringer visselig." 28. "Bortkast den Harm og Smerte af grueligste Slags, bed vel for vore Sjæle, al Lykke fölge dig!" 29. Ei kan jeg ret forklare hvad meer sig her begav, som Hagl sprang Skjaldens Taarer ned paa hans Kjortel röd. 30. Den Afsked Helge længe beröved alskens Fryd, til Skibet bar man Katla, det seiler flux af Havn. 31. Til Island kom det heldig, de Kjöbmænd Handel drev; til Söidefjeld kom Katla, bedrövet end som för. 32. Ny Harm om hende spændte, ej smækker meer hun var; mens trende Blus udbrændte hertil var Grunden lagt. 33. Snart slog Forlösnings Timen, Lysmödre nærme sig, i vilde Smerters Rasen en Pigelil blev föd. 34. Ak! för hun önsked Döden nu Liv for Datters Skyld, dog hun det svinde fölte og Præstens Tröst hun fik. 35. Fra lange Sygeleie forlöstes ædel Sjæl; vor Frelsers milde Moder barmhjertig den modtag! 36. Dog her paa Jord tilbage var heftigst Elskovs Pant, og Modernavnet arved den skjönne Pigelil. 37. Strax blev den spæde Katla for Helges Barn erkjendt; tolv Aar da svundne vare hun blev til Grönland sendt. 38. Trofastest Faderhjerte höit glædedes derved, og deiligst Datter elsked ret som sit eget Liv. 39. Dog i en Sorgens Time Naar Anger Sindet sled, i Favn han tog den unge og sukkede derved. 40. "Dig, Favre, jeg bevidner: jeg Christus bede vil, at ingen tredie Katla skal saa mig vorde kjær." 41. Uheldig Elskovs Fölger da aabenbartes klart - hvad Helge led, ei lægges i nogen Vægtskaal kan. 42. Tre Börn den Thorun havde, som Helges Kone var; Hallveige hed en Pige som hjemme tjente der. 43. En vakker Dreng hun födte ei nævntes Faderen, og derfor ikke kundes udregnes den hans Slægt. 44. Ham Thorbjörns Navn blev givet ret hurtig blev hans Væxt, og strax i Barndoms Alder til Arbeid sig han böd. 45. Hans Kjortel, ikke herlig, af Kalveskind var syet, hans Födder halve blotte, dog bar han laadne Sko. 46. "Und, Helge, mig" han sagde "fast Tjeneste hos dig, min Tilstand mig nedtrykker, jeg næsten intet kan." 47. "Du neppe Nytte stifter en Lee jeg giver dig, din Föde at fortjene ved Græs for Kvæg at slaae." 48. En Sommerdag kom Helge at see hans Arbeids Gang: "Dit Værk ei vel forrettes, hvi bider Leen ei?" 49. En Vise da den Unge af saadan Mening kvad: "jeg bryner, slöv blir Leen, ei Arbejd huer mig." 50. Til Svenden Helge sagde: "Svar du mit Spörgsmaal nu: "fra hvem i Höfdeslægten din Gjæk fik Digteraand?" 51. Den Svend da skifted Farve og svared mod i Hu: "Derfor kun dig alene alt Ansvar hviler paa." 52. "Tal, unge Svend, ei længer om saadant Ansvar meer, ei Trælleværk du passe men andre Kaar skal faae." 53. Ham Helge smukt opklædte og vel oplære lod; ret kjær han blev den Gamle og selv den bedste Skjald. 54. Bort Helge Katla gifted med Sölv og herligst Pryd - til Brattelid han flytted, og meget gammel blev. 55. Der vendte först tilbage sand Fred til Gubbens Sind; for ypperligst han holdtes blandt alle Grönlands Mænd. 56. De herligste maa stride med svarest Uheld tit; Skjald-Helge haardt blev prövet og Haldors Datter med. 57. Skjönt disses Sorg og Længsel jeg skildret har i Sang, derved sin Kummers Byrde hver finde mindre svær! 58. Ei hine to, og ingen undgjelde dette Kvad! os Himmel-Kjærligheden, vor Jesus skjerme bedst! 59. Ei meer jeg fandt i Sagnet; til Hvile Folk vil gaae her endes harmfuld Tale og Helges Mindesang! _____ 60. Höilovet Gud forlöse i af sin Miskund stor! den Mö, jeg stedse mindes, jeg neppe favne skal! 61. Af Mund og Hjerte synger södt til Marias Priis! I alle ydmyg bede: os ynde mildest Gud! 62. Med hellig Tale smykket skjön Paternoster er; for alle christne Sjæle nu lyde liflig Bön! 63. Man Tyr og Ur maa kalde den Mand, som Kvadet sang, Skam Aar og Sol ei fange ham elske stedse Gud! 64. Vel fast mig Byrder trykke, mig dadler Kvinders Flok; udrunden er min Tale, for lang den tykkes alt!

---

Fotnoter