Inges saga (dansk)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |  |
 |
 |
 |
||
|
|
Inges saga
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
1.
Dronning Ingerid besluttede sammen med lendermændene og den livvagt, der havde tjent kong Harald, at en hurtiggående skude skulle udrustes, og den blev sendt nordpå til Trondheim for at melde kong Haralds død og tilmed det, at trønderne skulle tage kong Haralds søn til konge — Sigurd, som da var dér nordpå, og som Avne-Gyrd Bårdson fostrede. Dronning Ingerid tog straks østpå i Viken; hendes og kong Haralds søn hed Inge, og han blev opfostret hos Åmund — søn af Gyrd Lov-Berseson — dér i Viken. Da de kom til Viken, blev der indkaldt til Borgting; dér blev Inge taget til konge — han var da i sit andet år — og i den beslutning deltog Åmund og Tjostolf Åleson og mange andre, store høvdinge. Da man nordpå i Trondheim erfarede, at kong Harald var blevet dræbt, blev Sigurd — kong Haralds søn — taget til konge dér. I den beslutning deltog Ottar Forel og Peter Fåre-Ulfson og brødrene Guttorm Åsolfson fra Rein og Ottar den Stærke og en mængde andre høvdinge. Næsten hele folket gav sig da under de to brødre, snarest af den årsag, at deres far blev kaldt for hellig. Landet blev dem således tilsvoret, at man ikke skulle gå under nogen anden mand, så længe nogle af kong Haralds sønner levede.
2. Om Sigurd Slumpedegn
Sigurd Slumpedegn søgte nordpå forbi Stad, men da han kom til Nordmøre, var der allerede kommet brev fra de stormænd, der havde vendt sig til lydighed mod kong Haralds sønner, og han fik ingen modtagelse eller støtte dér; da han selv kun havde få folk, besluttede de at tage ind til Trondheim, for han havde forud sendt besked derind til sine venner og til venner af kong Magnus, som var blevet blindet. Da han kom til købstaden, roede han op i Nidelven og fortøjede skibet ved kongsgården, men han måtte da søge væk, idet alle folk stod imod. De lagde derpå til ved Holm og tog imod munkenes vilje Magnus Sigurdson ud af klosteret; han var forinden blevet munkeviet dér. Flere folk fortæller, at Magnus godvilligt tog med, selv om det modsatte blev hævdet for at bedre hans sag; Sigurd ventede, at dette ville skaffe ham støtter, og det skete også. Dette var straks efter jul. Sigurd og de andre drog ud gennem fjorden. Efter dem kom siden Bjørn Egilson, Gunnar fra Gimsan, Haldor Sigurdson, Aslak Håkonson samt brødrene Benedikt og Erik og den livvagt, som før havde tjent kong Magnus, sammen med en mængde andre mænd. De drog med flokken sydpå forbi Møre og helt til ud for Romsdalsmundingen. Dér fordelte de hæren, og straks om vinteren drog Sigurd Slumpedegn vestpå over havet, mens Magnus drog til Oplandene, hvor han forventede at få stor støtte, hvilket også skete. Han opholdt sig vinteren over og hele sommeren i Oplandene, og han havde da en stor hær. Kong Inge drog ud med sin hær, og de mødtes på det sted, der hedder Mynne; det blev et stort slag, og kong Magnus havde flest folk. Det fortælles, at Tjostolf Åleson bar kong Inge i sin kjortel og gik under banneret, mens slaget stod på, men Tjostolf kom i stor nød og fare ved sammenstødet, og folk siger, at kong Inge dér fik den vanhelse, som han siden havde hele sit liv, at ryggen knyttede sig, og at det ene ben var kortere end det andet og så kraftesløst, at han var dårligt gående hele sit liv. Da vendte mandefaldet sig mod kong Magnus’ folk, og disse folk faldt forrest i slagordenen: Haldor Sigurdson, Bjørn Egilson og Gunnar fra Gimsan. En stor del af Magnus’ folk faldt, før han ville flygte eller ride væk. Sådan siger Kolle:
- Under hjelmen holdt du
- øst for Mynne spydstorm;
- med sværd sanked’ hæren
- snart føde til ravnen.
Magnus flygtede derfra til Götaland og siden til Danmark. På denne tid var Karl Soneson jarl i Götaland; han var mægtig og driftig. Når Magnus den Blinde og hans folk traf høvdinge, sagde de, at Norge var lige til at tage, hvis ellers nogle store høvdinge ville prøve, eftersom der ikke var nogen konge over landet, og lendermændene havde magten i riget, men de lendermænd, som først var taget til at lede det, var nu alle indbyrdes uenige på grund af misundelse. Da jarl Karl var magtgerrig og lydhør over for overtalelser, samlede han en hær og red østfra til Viken; mange folk blev skræmt til at gå under ham. Da Tjostolf Åleson og Åmund erfarede dette, gik de imod ham med den styrke, de kunne skaffe, og de havde kong Inge med sig. De mødte jarl Karl og göternes hær østpå ved Krokaskog, hvor de holdt endnu et slag, og kong Inge sejrede. Der faldt Munan Øgmundson — jarl Karls morbror. Øgmund — Munans far — var søn af jarlen Orm Eilifson og Sigrid, som var datter af jarl Finn Arneson. Astrid Øgmundsdatter var jarl Karls mor. Der faldt mange ved Krokaskog, og jarlen flygtede østpå fra skoven. Kong Inge drev dem helt østpå og ud af sit rige, og deres færd fik en meget skammelig omtale. Således siger Kolle:
- Ørnen åd fra göters
- åbne sår, da kongen
- rask rødnede sværdet;
- ravnen drak ej sjældent.
- Fra Krokaskog skamfuldt
- skjoldlarmens forøger
- måtte fly da — fyrste! —
- fast din magt du viste.
3. Kong Eriks færd til Norge
Magnus den Blinde tog da til Danmark og opsøgte Erik Emune og blev godt modtaget. Han bød Erik at følge sig til Norge med en dansk hær, såfremt han ønskede at underlægge sig landet, og sagde, at hvis Erik kom med hærstyrke, da ville ingen mand i Norge vove at kaste et spyd imod ham. Kongen var imødekommende og udbød leding; han drog med 6 hundrede skipe nordpå til Norge, og Magnus den Blinde og dennes folk var med i danekongens færd. Da de kom til Viken, drog de på østsiden med nogenlunde fred og mådehold, men da de kom med hæren til Tønsberg, var dér en stor forsamling af kong Inges lendermænd. Vatnorm Dagson — Gregorius’ bror — bestemte mest af dem. Da kunne danskerne ikke komme i land, og de kunne ikke skaffe sig vand; mange af dem blev dræbt. Da styrede de ind langs fjorden mod Oslo, hvor Tjostolf Åleson var. Det siges, at de om aftenen ville lade Hallvard den Helliges skrin bære ud af byen, og der gik så mange mand under det, som der kunne komme til, men de klarede ikke at bære det længere ud end til kirkegulvet. Men om morgenen, da de så hæren komme ind imod dem ved Hovedøya, kunne fire mand bære skrinet op fra byen, mens Tjostolf og alle byfolkene fulgte skrinet.
4. Byen afbrændes i Oslo
Kong Erik og hans folk søgte op i byen, og nogle løb efter Tjostolf og de andre. Tjostolf skød en pil efter den mand, der hed Askel — han var kong Eriks stavnbo — og ramte ham under struben, så spidsen stak ud i nakken; Tjostolf mente aldrig at have skudt et bedre skud, for der havde kun været dette ene udækkede sted på manden. Den hellige Hallvards skrin blev ført op til Romerike og var dér i tre måneder. Tjostolf drog gennem Romerike og samlede folk om natten og kom ned til byen om morgenen. Kong Erik lod sætte ild til Hallvardskirken og vidt om i byen, og alt brændte fuldstændig ned. I det samme kom Tjostolf ned med en stor hær, og kong Erik sejlede sin flåde væk, men de kunne på grund af lendermændenes samling ikke komme i land på nordsiden af fjorden, og hver gang de forsøgte landgang, mistede de fem eller seks mand eller flere. Kong Inge lå i Hornborøsund med en stor hær. Da kong Erik erfarede det, vendte han om sydpå til Danmark. Kong Inge drog efter dem, og man tog fra dem alt, hvad man kunne, og folk siger, at en værre færd har ingen gjort med så stor en hær i en anden konges rige. Kong Erik var meget utilfreds med Magnus og dennes folk og mente, at de havde udsat ham for stor spot, når han var draget på denne færd, og han sagde, at de herefter ikke skulle være hans venner som før.
