Fortællingen om Einar Sokkason (CCR/FM)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Islændingesagaer

Udvalgte tekster fra

Grønlands historiske mindesmærker

Fortællingen om Einar Sokkasön
(Grænlendinga þáttr)

Paa Dansk ved C. C. Rafn og Finnur Magnusson
København, 1838

Indledning

FOR nærværende mærkelige Stykke have vi, som for saa mange andre, den indholdsrige Flatöbog at takke. Torfæus har givet et latinsk Uddrag deraf, i hans Grönlandia S. 217-239 (forkortet til et tydsk af Cranz i hans Historie von Grönland I, 322-324), samt P. E. Müller et endnu kortere, ”paa Dansk, i Sagabibliotheket I, 288-290, hvor han bemærker at Beretningen formedelst sin Omstændighed og sin Troværdighed synes at være skreven i det 13de Aarhundrede.” Vi mene endog at den först er nedskreven sidst i det 12te Aarhundrede, sandsynligst af Munkene i Flatö eller Helgafells Kloster, hvis Haandskrift da lettest kunde overgaae til Flatöbogen, som den eneste gamle Afskrift vi nu kjende. Fortællingen skjönnes tydelig at være nedskreven efter mundtlige Sagn, og Udtrykkene i dens Slutning pege til at Islænderen Hermund, rimeligviis een af dens vigtigste Meddelere, da var Forfatteren nöie bekjendt, og levede endnu paa den Tid, hvorfor intet videre om ham berettes. Müller bemærker meget rigtig, at til denne Fortællings Slutning findes föiet (i Flatöbogen) en Liste over Grönlands Biskopper og Kirker, men vi skulle paa sit Sted godtgjöre. at den dog ingenlunde er af den samme Forfatter.

Stykket er ellers, i forskjellige Henseender, særdeles vigtigt. Det meddeler os blandt andet, en temmelig udförlig Beretning om Stiftelsen af Grönlands Bispestol i Garde, og saaledes havde det været meget at önske at den kunde have været vor forevigede Münter bekjendt, som ikke, efter da udgivne Kildeskrifter kunde vide rettere end at Bispesædet Garde först nævntes, i noget saadant, Aar 1276, altsaa fuldt 150 Aar efter dets virkelige Oprettelse. (Kirchengesch. von Dänem. und Norw. I, 558, II, 100, Anm. 5). I det have vi og de eneste udförlige Efterretninger om Nordmanden Arnald, Grönlands förste virkelige Biskop¹⁾, og en, som det synes, tro Skildring af denne Prælats altfor vidt gaaende hierarchiske Bestræbelser til hans nye Bispestols Fordeel og Opkomst, m. m. I geographisk Henseende har den en særdeles mærkelig Antydning af Isbjerget Hvidserks virkelige Beliggenhed, (hvilken vi forbeholde os nærmere paa sit Sted at udvikle).

For Grönlands Historie og Forfatning er Fortællingen særdeles lærerig, da vi ellers næsten intet vide derom (paa Annalernes törre og korte Noticer nær) i den förste Halvdeel af det 12te Aarhundrede. Stor Skade er det dog vistnok at det 11te Aarhundredes sidste Halvdeel i den Henseende er for os fuldkommen dunkel. Ovenfor have vi (II, 441-42) seet, at Grönlands Hovedgaard, Brattelid, tilligemed Laugmandsembedet, Landets vigtigste og höieste Övrighedspost, formodentlig (efter at Erik den Rödes mandlige Afkom i lige Linie var uddöd) henved Aar 1030 tilfaldt Islænderen Skjald-Helge, dog vel tildeels paa Grund af hans Ægteskab med den rige og höit anseete Grönlænderinde Thorun, som endog efter at være bleven gift med ham havde en stor Indflydelse paa hele Landets Bestyrelse. Hun har vistnok selv været af een af Grönlands anseeligste Slægter, maaskee nærbeslægtet med den i sin Tid mægtige Enke Thorun af Langenes i Einarsfjorden og saaledes havende dette i Familien yndede Navn. Det er ikke usandsynligt at Einar, Einarsfjordens förste Hövding, næst efter Erik i Anseelse og Magt, har været besvogret med Erik den Röde og maaskee været gift med en Datter af ham, skjönt hun ikke nævnes; deraf kunde man lettest forklare det Supprematie, som Thorgrim Einarsön Trolle, som man neppe kan paatvivle at have været Landnamsmanden Einars Sön, allerede i Eriks Sönnesöns bedste Alder synes at have erhvervet sig over Grönland, med Hensyn til Laugmands-Embedets Bestyrelse. I dette blev Skjald-Helge hans Eftermand. Vi have ovenfor gjættet at hans, af Navn, ubekjendte Svigersön har været af Erik den Rödes Slægt; vi fortsætte nu denne Gisning saaledes, at han tillige har været af den mægtige Einarsfjordske og at han har været den Thorer, der nævnes i nærværende Fortælling som Fader til den gamle Sokke paa Brattelid, der de har arvet Gaarden efter sin Fader, der igjen, paa sin Kones Vegne havde arvet den efter Skjald-Helge. Denne Sokkes ældste eller ypperste (om ikke eneste) Sön har og ikke usandsynlig arvet sit Navn efter Einar, Einarsfjordens ældste Eier og Herre. Paa denne Maade vilde en vedvarende Forbindelse udfindes mellem Grönlands herskende Stammer, men vi kunne dog ingenlunde sige noget bestemt herom, da vi, formedelst de gamle Efterretningers Ufuldstændighed, maae nöies med blotte Gisninger. Torfæus har og været af den Mening at Sokke Thorersön var af Erik den Rödes Stamme (Eirico Rufo prognatus videtur) Groenl. p. 218. Mere bestemte og tilfredsstillende ere de Efterretninger vi af andre Kilder kunne öse om adskillige af denne Fortællings norske og islandske Hovedpersoner. Dem ville vi da her i Korthed antyde og meddele.

Nordmanden Arnald var som sagt, Grönlands förste faste Biskop. Synderlig nok vide vi hans Födselsdag (den 18de Januar) og hans Dödsdag (den 20de Mai²⁾), men hverken hans Födsels- eller Dödsaar. Han blev, efter de gamle Islandske Annaler, viet i Norge, til dette Embede i aaret 1125. Ved aaret 1126 have de fölgende Bemærkning: “Tre Biskopper paa Althinget,” (i Island, hvoraf vi see at Biskop Arnald af Grönland, som i den næstforegaaende Vinter havde været Sæmund Frodes Gjest paa Odda, har (formodentlig i hans Selskab) reist til hin almindelige Folkeforsamling, hvilken det maatte være ham vigtigt at lære at kjende, som et Forbillede paa den grönlandske, med hvilken han i Fremtiden vilde faae meget at afgjöre. Dette islandske Landsthing pleiede da at begynde næsten sidst i Juni Maaned, saa at Biskoppen neppe har kunnet afreise fra Island förend först eller midt i Juli. Efter de samme Annaler forestod Arnald Grönlands Bispestol lige til aaret 1150 da han, formodentlig efter hans eget önske, er blevet entlediget derfra, og John Knud igjen blev viet til hans Eftermand. Biskop Arnald har vel i samme Aar reist til Norge, hvor han 1152 blev ansat som den da i Kjöbstaden Hammer nyoprettede Bispestols förste Biskop, og har rimeligviis da været en temmelig bedaget Mand.

Om Nordmanden Arnbjörn og hans Slægtning Össur (eller Adzer), Biskop Arnalds fornemste norske Modstander, have vi intet videre kunnet opspörge end hvad Fortællingen selv meddeler om disse (især den förstnævnte) formodentlig rige Handelsmænd.

Hvad der her fortælles om Kolbein Thorljotsön (fra Hadeland) med Hensyn til hans Foretagender og Begivenheder efter Tilbagekomsten fra Grönland, (da han 1136 gjorde sig skyldig i Kongemord og selv tilsidst fik en ulykkelig Ende) stemmer vel overeens med den bekjendte norske Historie, efter hvad vi i Anmærkningerne nærmere skulle udvikle. Vi bemærke kun her, med Hensyn til Chronologien, at hans Död maa have indtruffet 1137.

Kolbeins Landsmand og Staldbroder i Grönland, Ketil Kalfsön, havde en heldigere Skjebne. Af hans fulde Navn at slutte kan han have nedstammet fra den i sin Tid meget anseelige Ketil Kalf (eller Kalfsön) paa Ringenæs og hans Hustru Gunnhild, Kong Harald Sigurdsöns Söster, men Kong Sigurd Syrs Datter og Olaf den Helliges Halvsöster. Det er da mærkeligt, hvis han saaledes har været nærbeslægtet med den Finn Fegin, (den ældre Ketil Kalfsöns Sön) som allerede för eller henved 1028 havde forlist med sit Skib paa Grönlands Östkyst, thi da maatte Handelen paa dette Land synes at være bleven fortsat af den samme Familie i henved 100 Aar. See ovenfor II, 662, 666. Vist er det, at vor Ketil Kalfsön, efter Hjemkomsten fra Grönland, bosatte sig i Bergen i Norge, hvor han stod i en saa höi Anseelse hos Kong Inge Haraldsön, at han udvirkede fuldkommen Benaadning for en ung Islænder, Thorvard Thorgeirsön (som strax efter sin Ankomst til Norge, tilföiede een af Kongens Hirdmænd, som havde fornærmet ham i Island, et dödeligt Saar) paa de Vilkaar, at Thorvard selv blev beskikket til Hirdmand (maaskee i den Saaredes Sted). See Sturlunga-Saga, 2. Bogs 39te Capitel. Dette maa være skeet efter 1136.

De for os vigtigste Personer, blandt dem som forekomme i Sagaen, er Islænderen Hermund Kodransön og hans Broder Thorgils, da enten de, eller een eller flere af deres Skibsmandskab, efter al Sandsynlighed ere de förste Ophavsmænd til denne Fortælling, som dog formodentlig ved andre er bleven fört i Pennen efter deres mundtlige Foredrag. Det er meget at beklage at vi nu kun vide lidet om den ovennævnte Hermund, da Biskop Pauls Saga (formodentlig skreven af Biskop Magnus Gissursön, som döde 1236) nævner ham (i 20de Cap. Udg. S. 250) som een af de ypperste Mænd i Island, der döde i den förstnævnte Biskops Levetid. Det er vel gaaet ham, som nogle andre af hans udmærkede Landsmænd i det 11te og 12te Aarhundrede, at deres Levnet, fordi det, i Fölge af deres Tilböieligheder, saavidt muligt, var fredeligt og stille, ikke greb synderlig ind i de politiske Begivenheders oprörte Kreds, er blevet mestendeels ubemærket og ubeskrevet, paa det nær at enkelte boglærde Klerke, hvis Velyndere slige Mænd paa den Tid gjerne vare, have optegnet deres Dödsdag eller Dödsaar. Hans egentlige Herkomst er os ubekjendt; vi formode kun at han har været af den saakaldte Gilsbakkeslægt i Borgar-fjorden, og nedstammet fra Hermund Illugesön (see ovenfor II 482, 566). Vor Hermund synes, med sine Islændere, i de grönlandske Stridigheder, i hvilke han uforskyldt indvikledes, kun at have, forsaavidt det var gjörligt, overholdt en Art af bevæbnet Neutralitet, og tillige været en omhyggelig Iagttager af Begivenhederne. Efter sin Tilbagekomst til Island (omtrent 1133) synes han at have giftet og bosat sig; hvor, vide vi ikke engang bestemt, men kun at hans Bopæl i hans ældre Dage har været i Borgefjordens Bygdelag. Efter Sturlunga-Sagas I, 100 (ikke anfört i Udgavens Register), synes det at have været i Kalmanstunga, en stor Gaard, men noget afsides og næsten höit oppe til Fjelds, kort fra Gilsbakke, i det nuværende Myre Syssel. Han har allerede været temmelig bedaget, da han (saavidt vi vide) först indvikledes i sit Fædrelands politiske Stridigheder. I Aaret 1160 maatte han, efter Opfordring af Hövdingen Einar Thorgilssön, med forskjellige andre höit anseete Mænd (virðingamenn) deeltage med ham i et Tog mod Sturla Thordsön, (den ældre) af Hvamm (Sturlungernes Stamfader), som dog for den Gang faldt fredelig ud. 1176 kaldte Sturlungen Bödvar Thordarsön Hermund til Hjælp, som sin Ven, i en Arvesag, mod Præsten og Hövdingen Paul Sölvesön paa Reikholt, tilligemed hans to Sönner, Karl og Kodran³⁾, ”fordi de da vare de raskeste Mænd” i Herredet. Den forlangte Hjælp behövedes dog ikke, da Sagen snart derefter blev forligt. 1181 ansaae den ovennævnte Sturla Thordsön (den yngre) vor Hermund for sin Ven, indtil den Förstnævntes Modstander, Præsten Paul, opgav ham som een af de Mænd, til hvilke han vilde voldgive den Sag, hvorom de trættedes; da erklærede Sturla, i sin Vrede, at han deraf erfarede at Hermund havde forraadt hans Sag, eller endog, ved svigfulde Raad, efterstræbt hans Liv. Præsten forklarede, at dette ikke maatte forstaaes saaledes, men at han kun ventede sig nogen Hjælp af Hermund. Ogsaa denne Sag blev kort derefter fuldkommen forligt. (See Sturlunga S. 2 Bogs 14, 34 og 36 Cap). Efter de Islandske Annaler döde Hermund Kodransön (formodentlig næsten 90 Aar gammel) 1197.

Vi tillægge de i nærværende Fortælling forekommende vigtigste Begivenheder fölgende Tidsbestemmelse:

1123. Grönlænderne beslutte, paa et almindeligt Thing, efter (Hövdingen Sokke Thorersöns Forslag, at en Bispestol skal oprettes der i Landet. Einar Sokkesön afreiser, for dette Anliggendes Skyld, til Norge.

1124. Efter Kong Sigurd Jorsalefarers Foranstaltning paatog Præsten Arnald sig Bispe-Embedet i Grönland (efter at Einar Sokkesön, i Fölge af hans Opfordring, havde edelig forpligtet sig til af al Magt at hævde den nye Bispestols Rettigheder) og viedes höitidelig af Biskop Adzer i Lund.

1125. Biskoppen og Einar seile fra Norge, men fordrives af Storm til Island og overvintre der. Biskoppen opholder sig paa Odde, hos Sæmund Frode, men Einar i Öfjeldsbygden. Nordmanden Arnbjörn, som med 2 Skibe ogsaa agtede at opseile Grönland, fordreves af Uveiret til dets Ubygder, og omkom (maaskee dog ikke förend efter eet eller flere Aars Forlöb) med sit hele Mandskab.

1126. Biskop Arnald reiser til Islands Althing, og afseiler siden, tilligemed Einar, til Grönland. Bispestolen paa Garde oprettes. Fortællingen bestemmer kun den Tid som forlöb fra Arnbjörns Skibes Stranding til deres Gienopdagelse, til nogle Sommere; de have da vel i det mindste været 4 (men kunne og have været flere); vi antage saaledes at (omtrent) –

1129 findes Arnbjörns og hans Staldbrödres Lig, tilligemed deres strandede Skibe og Gods, længst inde i en Fjord, i Nærheden af Isbjerget Hvidserk. Det större Skib bringes tilligemed Godset og de Afdödes Been til Grönlands Östbygd. Skibet m. m. overdrages til Biskoppen eller Garde Domkirke.

1130. Efterretning herom spörges i Norge.

1131. Nordmanden Össur og flere af de Forlistes Slægtninge drage til Grönland, for at kræve deres formeentlige Arvegods, men faae intet deraf. Kolbein Thorljotsön og Ketil Halfsön, samt Islænderen Hermund Kodransön m. fl. ankomme ogsaa til Grönland, hvor de overvintre med 3 Skibe og Arnbjörn tager sit Ophold paa Garde, men de övrige Anförere i Vesterbygden.

1132 ud paa Vinteren, fremförer Össur sin og Medarvingers Begjering om Udleveringen af deres Slægtning Arnbjörns Efterladenskaber for Biskoppen, men faaer Afslag, hvorpaa han strax forlader Garde og flytter til Gaarden Kideberg. Hans Sögsmaal mod Grönlænderne afvises paa Herredets Vaarthing. I Hidsighed og ondt Lune faaer Össur det Indfald at tilföie Arnbjörns efterladte herlige Skib, som Biskop Arnald nægtede at afstaae, en Hovedbeskadigelse. Derefter tyede han til de i Vesterbygden daværende Nordmænd, som raadte ham strax at forene sig der med dem (tilligemed hans Mandskab), men han vendte dog (saavidt vi kunne skjönne) for fuldt og fast tilbage til Österbygden. Fölgerne af denne hans Uforsigtighed udebleve ikke længe. Imidlertid havde Biskoppen fordret Hævn over Össur, af Einar, i Fölge af hans edelige Forpligtelse, hvilken Sidstnævnte dog, i dette Tilfælde, neppe troede at burde efterkomme. Ikke desmindre benyttede han sig, ved snart faldende Leilighed, af Össurs nye Uforsigtighed, i det han, stolende paa Höitids- og Kirkefreden, var tilstede ved en Birkemesse paa Langenes. Der overfaldt Einar Össur aldeles uforvarendes og skilte ham ved Livet; dog kunde han kun med Möie udvirke Biskoppens Tilladelse til en christelig Begravelse for hans myrdede Modstander. En vis Simon, Össurs Frænde, var den nærmeste Eftermaalsmand, men synes at have havt större Mangel paa Klogskab og Driftighed end paa Kræfter. Ketil Kalfsön var den anseeligste Mand af Besætningen paa Össurs Skib over hvilket han strax fik Befaling og begyndte at udruste det til Tilbagereisen. Han kjendte de grönlandshe Love vel, og lod Simon overdrage til sig Sögsmaalet i Drabssagen. Til Thinget (formodentlig Landsthinget paa Garde), der sandsynligviis holdtes midt eller sidst i Juni Maaned, ledsagedes han af Kolbein Thorljotsön og nogle af hans Folk, efter Aftale, men Handelsskibene, med Resten af deres Mandskab, kunde ikke komme saa snart til Österbygden formedelst Modvind. Paa Thinget forstyrrede Einar Sokkesön Rettergangen med Vold, saa at de Fremmede ikke kunde faae deres Sögsmaal fremmet. Ved den gamle Sokke Thorersöns Mægling blev dog et nyt Stævnemöde berammet, til endeligt Forlig, ved Midsommerstid, omtrent midt i Juli Maaned, paa Eide, nær ved Garde Bispesæde. Der mödte Össurs rette Eftermaalsmand Simon, og alle de fremmede Skibsförere, Ketil, Kolbein og Hermund, med deres Mandskab, (som dog tildeels, i Begyndelsen, synes at have ligget i et for Grönlænderne skjult Baghold). I det at Forliget næsten var kommet fuldkommen i Stand, viste Simon, som især skulde modtage Böderne, sig misfornöiet med disses Ydelse, og vragede den paa en foragtelig Maade. Til Hævn derfor blev han nedlagt af den hidsige Einar, som i det samme fik et dödeligt Saar af Kolbein, og et almindeligt Slag opstod derpaa mellem Grönlænderne og Östmænderne (thi saaledes kaldtes Nordmænd og Islændere tilsammen der i Landet). Disse tyede tilsidst til deres Baade og paa dem til deres i Havnen ved Skjalgaboder liggende Skibe. Sokke pönsede paa et almindeligt Angreb paa disse, men overtaltes af en i Landet meget anseet Mand, Hall paa Solarfjeld, til at lade dette Anslag fare, og endnu engang at tilbyde de Fremmede Forlig. End et Möde dertil berammedes, (med den forelöbige Betingelse at de Fremmede, saasnart muligt, som det synes inden en Maaned fra Halls Besög paa Skibene at regne, skulde forlade Landet), men imidlertid foretog Ketil dog et Tog med 30 af Mandskabet op i Bygden, for at skaffe Levnetsmidler til Reisen, hvilke de og fandt forvarede i et stort Jordhuus eller skjult Kjelder. Paa Fredsmödet afsagde Hall, efter fælles Aftale, en Voldgiftskjendelse, ved hvilken hele Sagen afgjordes. Imidlertid bedækkedes Kysterne af Driviis, men heldigviis Forlod den dem pludselig atter, just da den Maanedstid var forlöben, (formodentlig midt eller sidst i August), ved hvis Udgang de Fremmede skulde afseile derfra, af hvilken gode Ledighed de ogsaa strax benyttede sig. I det samme Efteraar ankom de vel beholdne til Norge.

1133 have Hermund og hans Skibsfolk, efter at have solgt deres Ladning i Norge, rimeligviis afseilet derfra, og vendt tilbage til Island.

Nærværende Fortælling giver os, saa at sige, et pludseligt klart Glimt over Grönlands Historie, som derefter, i en Periode af henved 70 Aar, paa Annalernes korte Noticer om Biskopper og Söfarende nær, indhylles i et uigjennemtrængeligt Mörke. Landets politiske Udsigter vare vistnok og, i det Öieblik, dunkle. Dets ypperste Hövding Sokke Thorersön var affældig af Alderdom, og dets Haab, den kraftfulde, men altfor hidsige og voldsomme, Einar, bortreven i sin blomstrende Alder. Biskop Arnald, den snedige og virksomme Hierarch, synes da at maatte være bleven Landets överste Hersker baade i aandelige og verdslige Anliggender, med mindre den kloge og dygtige Hall paa Solarfjeld, som rimeligviis, med Hensyn til den vigtigste Andeel i Bestyrelsen, i det mindste af Navnet, er kommen i Einars Sted, har kunnet holde ham Stangen. Dog, det eneste visse er vel det, at Biskoppen Arnald forlod Landet henimod Aarhundredets Midte, og da han der havde tilbragt mere end 20 Aar af sin bedste Alder, var det ikke at undres over at han, om han end havde været vel fornöiet med Grönlændernes Lydighed og Föielighed, her i sin bedagede Alder længtes efter sit Fædreland Norge, hvor han og, som ovenmeldt, i Aaret 1152 fik en passende og hæderlig Ansættelse, saa at hans her beskrevne fjendske Forhold mod hans i Grönland fremmede Landsmænd der har været skrevet i Glemmebogen. Da styredes ogsaa Riget af Kong Harald Gilles Sönner, hvem det mulig var blevet forebragt, at Kolbein Thorljotsön, deres Faders Morder, havde i Grönland vist sig som Biskop Arnalds heftigste Fjende.

Fortælling om Grönlænderne.

1. EN Mand, ved Navn Sokke Thorersön boede i Brattelid⁴⁾ paa Grönland; han var meget agtet og havde mange Venner. Hans Sön hed Einar, en særdeles rask Mand. Baade Fader og Sön havde megen Magt over Grönlænderne, som deres ypperste Foresatte. Engang sammenkaldte Sokke Folket til et almindeligt Thing, hvor han tilkjendegav sin Villie, at Landet ikke længer skulde undvære en Biskop, og huskede at alle dets Indbyggere, ved fælles Sammenskud, skulde bidrage til en Bispestols Oprettelse. Alle Bönderne gave deres Samtykke dertil. Sokke bad sin Sön Einar om at foretage i den Hensigt en Rejse til Norge, og sagde, at han var den som var bedst skikket til at paatage sig et saadant Hverv. Einar svarede at han var villig til at reise, efter sin Faders Önske. Einar tog en heel Deel Hvalrostænder og Skindvarer med, for dermed at erhverve sig (de norske) Hövdingers Yndest. Han og hans Skibsfolk kom til Norge, da Sigurd Jorsalefarer var dets Konge⁵⁾. Einar kom til Kongen, tilvendte sig hans Opmærksomhed ved betydelige Gaver, samt foredrog derefter sit Anliggende og Ærende, og ansögte om Kongens kraftige Bistand til sit Önskes Opfyldelse formedelst Landets store Trang dertil. Kongen tilstod og at den vilde være meget nyttig for Grönlænderne. Han lod da kalde til sig en Mand som hed Arnald, en from Klerk og vel skikket til Folkets Lærer. Kongen bad at han vilde, paatage sig dette vanskelige Embede for Guds og hans Begjerings Skyld, “og da skal jeg,” sagde han, “sende dig til Erkebiskop Össur i Lund⁶⁾ med mine beseglede Breve.” Arnald svarede at han ikke havde nogen Lyst til at indlade sig herpaa, af forskjellige Aarsager, först for sin egen Skyld, da han ikke var vel skikket dertil, dernæst fordi han da maatte forlade sine Venner og Slægtninge, og for det tredie med Hensyn dertil, at han vilde faae med et vanskeligt Folk at bestille. Kongen svarede, at jo större Sorger Menneskene tilföiede ham, des större vilde hans Lön siden blive. Arnald sagde da, at han ikke nænnede at afslaae Kongens Bön, men (lagde han til) “hvis jeg bliver viet til Biskop, da betinger jeg mig det, at Einar aflægger den Eed til mig at han vil hævde og styrke den Bispestolens Ret og Ejendomme, som ere givne til Gud, men straffe enhver som antaster dem, samt at han vil forsvare alt Bispestolens Tilbehör.” Kongen önskede, at Einar indvilgede heri. Einar erklærede sig og at være villig dertil. Derefter begav den til Biskop udnævnte Præst sig til Erkebiskop Össur, forebragde ham sit Ærende og indhændigede ham KongensBrev. Erkebiskoppen tog vel imod ham, samt undersögte hans Aands- og Sindsgaver, og da han saaledes kom til Kundskab om at denne Mand var vel skikket til en saa höi Værdighed, viede han Arnald til Biskop og affærdigede ham hæderlig. Derefter drog Biskop Arnald til Kongen, som tog vel mod ham. Einar havde bragt en Björn med sig fra Grönland og skjenkede Kong Sigurd den, hvilket Kongen lönnede ham med hæderlige Gaver og Æresbevisninger. Biskoppen og Einar agtede at reise paa det samme Skib, men et andet Skib udrustedes af Arnbjörn Östmand, med forskjellige Nordmænd, som ogsaa havde besluttet at reise til Grönland. De gik til Söes, men Vinden blev ingenlunde föielig for dem, saa at Biskoppen og Einar maatte med deres Skib söge Havn paa Island, i Holtevatnsos⁷⁾“ under Öfjeldene. Da boede Sæmund den Lærde paa Odde. Han begav sig til Biskoppen, og indböd ham til at tage Ophold hos sig i Vintertiden. Biskoppen takkede ham og tog mod hans Tilbud. Einar opholdt sig, Vinteren over, under Öfjeldene.⁸⁾ Det fortælles at da Biskoppen og hans Mænd rede fra Skibet, lode de Hestene hvile paa en Bondegaard i Landöerne⁹⁾, og sade selv ude. Da kom en Kjælling ud med en Uldkradser, til een af de Fremmede og sagde: “Vil du ikke, Broerlille, sætte Tanden fast i min Kradser.” Han tog mod den og lovede at gjöre den i Stand, tog en Smedehammer op af en Vadsæk, og satte Tanden fast, saa at Kjællingen blev ret fornöiet. Den Mand var Biskoppen selv; han havde et godt Haandelav til alt sligt, og dette er blevet fortalt som et Exempel paa hans Nedladenhed. Han var i Odde¹⁰⁾ Vinteren over, hvor Sæmund og han forligtes meget vel. Derimod hörte man aldeles intet til Arnbjörn eller hans Reiseselskab, hvilket forekom Folk underligt, og saaledes forlöb nogle Sommere. Biskoppen og hans Rejseselskab troede at de allerede vare ankomne til Grönland. Næste Sommer afreiste Biskoppen og Einar fra Island og kom til Grönland i Eriksfjorden, hvor Folk toge særdeles vel mod dem. Da spurgte man intet videre til Arnbjörn, og Folk begyndte da almindelig at tale om, at han og hans Mandskab maatte være forliist. Biskoppen anlagde sin Bispestol paa Garde¹¹⁾, og tog sit Ophold der. Einar og hans Fader ydede ham kraftigst Hjælp af alle, ligesom de og blandt alle Landets Indbyggere bleve mest ærede af Biskoppen.

Arnbjörn og hans Mænd fandtes döde.

2. En grönlandsk Mand hed Sigurd Njalsön. Han drog tit, især om Efteraaret, paa Fangst, til Ubygderne; han var en stor Sömand; han og hans Folk vare 15 sammen paa et Tog. En Sommer kom de til Jökelen Hvidserk¹²⁾, hvor de fandt nogle Ildsteder, anlagte af Mennesker, og nogen Leilighed til Fangsten. Da sagde Sigurd: “Til hvilket have I nu mest Lyst, enten til at vende tilbage eller drage længere frem; meget er nu ikke tilbage af Sommeren, men vor Fangst er kun bleven ringe.” Skibsfolkene svarede, at de havde större Lyst til at vende tilbage, og sagde at det var meget farligt for Menneskenes Liv at krydse i de store Fjorde under Isbjergene. Han tilstod at det var sandt, “men,” lagde han til, ”det ahner mig dog, at den störste Fangst er tilbage, hvis den kun kan naaes. De bade ham selv raade, og sagde, at de længe havde sat Lid til hans Omhu, saaledes at alt var gaaet ret godt. Han erklærede da at ville helst drage videre frem, og det blev da sat i Værk. Een af Skibsfolkene hed Steindor; han udtrykte sig paa fölgende Maade: “Jeg drömte i Nat, Sigurd,” sagde han, “en Dröm, som jeg skal fortælle dig, nu da vi begynde at seile over denne store Fjord; jeg syntes at jeg var kommen mellem nogle store Bjerge (Klipper) og skreg om Hjælp. Sigurd sagde, at den Dröm kun var maadelig god: gid du kun ikke træder din egen Bjergning under Födder¹³⁾, eller kommer i den Vaande, at du ikke kan holde Munden lukket. Steindor var meget heftig af Sind og uforsigtig. Da de kom længer ind paa Fjorden, sagde Sigurd: “Er det vel, som mig synes, at et Skib ligger der inde i Fjorden?” De andre sagde at det var saa. Sigurd sagde, at de snart vilde faae noget nyt at vide. De styrede da indefter Fjorden, og saae at Skibet var sat paa Strand i (eller ved) Mundingen af en Flod, og et Gjerde opfört oven for det. Det var et stort Havskib. De gik der paa Land , og saae da en stor Hytte og et Telt kort derfra. Da sagde Sigurd, at de skulde selv opslaae deres Skibstelt, “thi nu er Dagen snart forbi, men jeg önsker at Folk nu holde sig stille og bære sig forsigtig ad,” hvilket de ogsaa gjorde. Næste Morgen gik de i Land og saae sig om; de saae der en Tömmerstok, i hvilken en Bulöxe stod fast, men en Mands Lig laa tæt ved den. Sigurd sagde, at den samme Mand vistnok havde været ved at hugge Tömmeret, men var bleven afmægtig af Hunger. Siden gik de til Hytten og saae der (ved den) et andet Menneske-Lig. Sigurd sagde, at han havde gaaet saa længe som det havde været ham mueligt, “og disse have vel været Tjenestekarle hos dem som ere inde i Hytten.” En Öxe laae ogsaa ved ham. Da sagde Sigurd: “Det er mit Raad, at Taget tages först af Hytten, for at Dunsten af de Lig, som ere der inde, og formodentlig længe have ligget i Forraadnelse, kan trække ud; man maa derfor med Forsigtighed söge at undgaae den, thi det er meget at befrygte, at Folk faae Skade af sligt, som saa meget strider mod (levende) Menneskers Natur, endskjönt der ellers er Sandsynlighed for, at disse Mænd ikke skulle tilföie os noget Ondt.” Steindor sagde, at saadant noget var underligt, at man skulde anvende större Umage, end fornödent var, og sögte at stöde Dören ind, medens de andre toge Taget af Hytten. Da Steindor gik ud, saae Sigurd til ham og sagde: “Det Menneske har meget forandret sig.” Steindor begyndte strax at skrige og löbe, men hans Kamerader löb efter ham. Han sprang ned i en Klipperift, hvor ingen kunde komme til ham, og der fik han sin Död. Sigurd sagde, at hans Drömme havde været alt for klare at udtyde. Derefter aftoge de Hyttens Tag, og bare sig ad paa den Maade som Sigurd havde anordnet, og de fik ikke heller nogen Skade deraf. De saae inde i Hytten döde Mænds Lig og meget Gods. Da sagde Sigurd : “Det forekommer mig raadeligst, at I lægge Ligene i de Kjedler som have tilhört de Afdöde, med kaagende Vand, for at Kjödet saaledes kan skilles fra Benene, hvilke det da vil blive lettere at före til Kirke; jeg anseer det for rimeligt, at det er Arnbjörn, som er landet her; thi det ene skjönne Skib, som staaer her oppe paa Landet, har jeg hört at han har eiet” Det var et stort Skib med Gallion og Billedhuggerværk¹⁴⁾, malet, og en stor Kostbarhed; Handelsskibets nederste Deel var ganske sönderknust, og Sigurd sagde at han troede ikke at det kunde blive til nogen Nytte. De toge Sömmene ud af dette Skib, og opbrændte det, men seilede fra Ubygderne med deres eget Fartöi, Skibsbaaden og det store Skib. De kom til Bygden, og besögte Biskoppen i Garde. Sigurd fortalte ham Nyhederne og Godsets Opdagelse. “Nu” sagde han, “kan jeg ikke indsee andet, end at det af deres Gods anvendes bedst, som fölger med deres Been, og hvis jeg kan raade over noget heraf, vil jeg at det skal blive derved.” Biskoppen sagde at han havde baaret sig vel og viselig ad, og det samme sagde alle andre. Meget Gods fulgte med de Afdödes Lig. Biskoppen sagde at Gallionskibet var en stor Kostbarhed. Sigurd svarede, at det og var billigst at det faldt til Bispestolen for deres Sjæle. Andet Gods skiftede Finderne mellem sig selv efter grönlandske Love¹⁵⁾. Da disse Tidender spurgtes til Norge, hörtes de og af en Mand som hed Össur, og var Arnbjörns Söstersön; han og flere Mænd, som havde mistet deres Slægtninge, udrustede et Skib og haabede at Godset der vilde blive dem indhændiget. De kom ind i Eriksfjorden, og Folk sögte til dem, og de dreve Handel indbyrdes. Derefter valgte de sig Opholdsteder. Skibsföreren Össur tog til Garde til Biskoppen, og blev der om Vinteren. I Vesterbygden var der da et andet Handelsskib, og Kolbein Thorljotsön, en norsk Mand¹⁶⁾. Det tredie Skib anförtes af Hermund Kodransön¹⁷⁾, og hans Broder Thorgils; de havde et talrigt Mandskab.

Om Össur og Biskoppen.

3. Om Vinteren kom Össur til at tale med Biskoppen derom, at han havde Arvegods i Vente efter sin Slægtning Arnbjörn, og bad Biskoppen om at afhænde det til ham, baade paa hans egne og andre Mænds Vegne. Biskoppen sagde at han havde taget mod Godset efter grönlandske Love¹⁸⁾ Om slige Tilfælde, samt at han ikke havde været eneraadig herom¹⁹⁾, og at det var billigt at det Gods anvendtes til dets Erhververes Salighed og til den Kirke, hvor deres Been vare begravne, hvorimod det var umandigt nu at gjöre Fordringer paa saadant Gods. Derefter vilde Össur ikke blive længere paa Garde hos Biskoppen, men begav sig til sine Skibskammerader, og de vare alle sammen Resten af Vinteren. Om Foraaret anlagde Össur Sag mod Grönlænderne paa et Thing, som holdtes i Garde; der kom Biskoppen og Einar Sokkesön med et meget talrigt Fölge. Össur kom der ogsaa med sit Skibsmandskab. Da Retten var sat, gik Einar til Dommerne med mange Folk, og sagde at det vist vilde falde vanskeligt for dem²⁰⁾ at have med udenlandske Folk at gjöre i Norge, hvis det samme var Tilfældet der. “Vi ville fölge de Love, som gjelde her” sagde Einar, og da Retten holdtes kunde Östmændene ikke faae deres Sag fremmet, men maatte vige Pladsen. Hermed var Össur ilde tilfreds, da han selv syntes at han her havde erhvervet sig en Ydmygelse men intet Gods, og han greb da til den Udvei, at han gik til det Sted, hvor det malede Skib laa, og hug to Bræder ud af det, eet paa hver Side, lige over for Kjölen. Derefter drog han til Vesterbygden, hvor han traf Kolbein og Ketil Kalfsön²¹⁾, og fortalte dem disse Tildragelser. Kolbein svarede, at Sagen var blevet uvedbörlig behandlet, “men den Udvej,” sagde han, “som blev taget, var heller ikke god.” Ketil sagde: “Jeg vil meget raade dig til at du tyer hid til os, thi jeg har hört at Biskoppen og Einar have indgaaet et fast Forbund sammen, men du vil ikke være i Stand til at modstaae Biskoppens Anslag og Einars Driftighed, men lader os heller alle holde sammen.” Össur svarede at det og var rimeligst, at denne Beslutning vilde blive taget. En vis Mand kaldet Is-Steingrim²²⁾, var der i Kjöbmændenes Flok. Össur vendte da tilbage til Kideberg²³⁾, hvor han för havde opholdt sig.

Össurs Drab.

4. Biskoppen blev meget vred da han hörte at Skibet var blevet fordærvet. Han lod Einar Sokkesön kalde til sig og talte ham saaledes til: “Nu maa jeg erindre dig om det edelige Löfte som du aflagde, da vi rejste fra Norge, at hevne Bispestolens og dens Ejendommes skammelige Forurettelser paa dem, som have gjort sig skyldige deri; nu antager jeg det for vist at Össur har forbrudt sit Liv, da han har fordærvet vor Eiendom, og paa alle Maader viist sig gjenstridig mod os; nu kan jeg ikke fortie det, at jeg ikke er fornöiet med at det skal blive herved, og jeg anseer dig for en Meeneder, hvis alt gaaer rolig af.” Einar svarede: “Dette er ikke vel gjort, Herre, men nogle ville sige at Össur kan have noget til sin Undskyldning, da man har skilt ham ved saa meget, skjönt han ikke just har baaret sig vel ad, da de Folk saae saa store Kostbarheder, som deres Slægtninge havde eiet, og kunde ikke faae dem, — og jeg veed neppe selv hvad jeg bör love i den Henseende.” De toge en kold Afsked med hinanden, og Biskoppen havde et vredladende Udseende. Da Folk samledes til Kirkemesse og til Gilde paa Langenæs²⁴⁾, vare Biskoppen og Einar der sammen i Gjestebudet. Mange Mennesker besögte Gudstjenesten, og Biskoppen sang selv Messe. Össur var ogsaa kommen der, og stod sönden for Kirken, tæt ved dens Væg, og talte med en Mand som hed Brand Thordsön, der opholdt sig hos Biskoppen. Denne Mand raadte Össur til at give efter for Biskoppen: “Jeg haaber,” sagde han, “at alt da vil gaae vel af, men nu er der Fare paa Færde.” Össur svarede at han ikke kunde bringe det over sit Sind, saa ilde som han var bleven behandlet, og herom vare de i dyb Samtale. Da gik Biskoppen fra Kirken til Gaardens Huse; Einar var med i hans Fölge. Da de kom til Storstuens Indgang, vendte Einar sig fra Fölget, gik allene bort til Kirkegaarden, tog en Öxe af Hænderne paa en Mand, som var kommen derhen for at bivaane Gudstjenesten, og gik sönden for Kirken. Össur stod der, og stöttede sig ved sin Öxe. Einar tilföiede ham strax et dödeligt Saar, og gik derefter ind; da vare Bordene dækkede.²⁵⁾ Einar traadte frem for Bordet²⁶⁾ lige over for Biskoppen, men mælte ikke et Ord. Dernæst gik Brand Thordsön ind i Stuen til Biskoppen, og sagde: “Har man sagt eder noget nyt, Herre!” Biskoppen svarede at han ikke havde hört noget, “hvad veed du vel at berette?” Han svarede: “Een maatte nu segne her uden for?” Biskoppen spurgte: “Hvo volder det, eller hvem har det truffet.” Brand svarede at den var i Nærheden som kunde fortælle det. Biskoppen spurgte da: “Voldte du, Einar, Össurs Död?” Han svarede: “Vist volder jeg den.” Biskoppen sagde: “Ikke ere slige Handlinger gode²⁷⁾, men denne kan dog undskyldes.” Brand bad at Liget skulde vadskes og begraves christelig. Biskoppen svarede at han vilde give Tid dertil. Imidlertid sad man tilbords, men tog sig kun lidet heraf, og Biskoppen ligeledes, med Hensyn til den Foranstaltning at lade synge over Liget²⁸⁾, men Einar bad derom, og sagde det vilde sömme bedst at det blev hæderlig udfört. Biskoppen svarede derimod at han troede det var rigtigst, at Liget ikke blev begravet ved Kirken, “men dog skal han, for din Bön's Skyld, jordes ved denne Kirke, ved hvilken ingen Præst boer”, — og Biskoppen tilsagde ingen Præster at synge over Liget, förend det var blevet ifört Ligklæderne. Da sagde Einar: “Her ere Kunstgreb skete i en Fart, vistnok for en ikke ringe Deel ved eders Anslag, men nu have vi med overmodige Modstandere at gjöre, og det aner mig, at store Ulykker snart reise sig iblandt os.” Biskoppen svarede, at han haabede at man vilde tilbagevise det Overmod, men tilbyde hæderlig Erstatning og Voldgiftskjendelse for denne Sag, om den ikke anlagdes altfor voldsomt.

Einar Sokkesöns Drab.

5. Disse Tidender rygtedes og Kjöbmændene spurgte dem. Da sagde Ketil Kalfsön: “Det gik ikke meget anderledes end jeg spaaede, at han satte sit Hoved i Vove.” Simon, Össurs Frænde, var en stor og stærk Mand. Ketil sagde det kunde være mueligt, at hvis Simon bar sig ad som han var rask til, han da nok vilde huske sin Slægtning Össurs Drab. Simon svarede at han ikke vilde tage sig deraf med store Ord. Ketil lod deres Skib udruste²⁹⁾, og sendte Bud, til Skibsföreren Kolbein, for at lade ham vide, hvad der var sket, “og siger det til ham, at jeg vil anlægge et Sögsmaal mod Einar, da de grönlandske Love ere mig bekjendte, og jeg er beredt paa at möde; vi have og anseeligt Mandskab, hvis vi kun kan faae det samlet.” Simon sagde at han var villig til at fölge Ketils Raad. Derefter tog han afsted og traf Kolbein, samt fortalte ham Drabet og Ketils Budskab, at de vilde komme ham til Hjælp fra Vesterbygden og söge til Grönlændernes (almindelige) Thing. Kolbein svarede: at han vist vilde komme, naar han blot kunde, samt at det var hans Önske at Grönlænderne ikke skulde finde Fordeel ved at dræbe Östmændenes Folk. Ketil lod da Simon strax overdrage Sögsmaalet til sig, og tog afsted med en Trop, men bad sige til de andre Kjöbmænd, at de skulde fölge snart bag efter, “og bringer kun eders Varer med.” Da Kolbein fik dette Budskab, tog han strax afsted, og bad sine Staldbrödre drage til Thinget, da han nok vilde have et saa stort Fölge, at det vilde blive uvist om Grönlænderne kunde faae Bugt med dem. Kolbein og Ketil traf snart hinanden, og oplagde Raad sammen; begge vare de dygtige Mænd. De toge da afsted, men Veirliget var dem til Hinder, dog kom de endelig og havde et talrigt Mandskab, men ikke saa mange Folk som de havde gjort Regning paa³⁰⁾. Saaledes kom de til Thinget. Sokke Thorersön var allerede kommen der. Han var en viis og bedaget Mand, og blev hyppig valgt til at behandle Rettergangssager: Han gik til Kolbein og Ketil, og sagde til dem, at han vilde söge at opnaae Forlig; “Jeg byder mig til”, sagde han, “at paakjende Sagen mellem eder, og skjönt det kunde være vanskeligt nok for mig, ved det Einar er min Sön, saa skal Kjendelsen dog falde saaledes ud, som det synes mig og andre vise Mænd at være billigt.” Ketil svarede, at han troede, at han og hans Medforbundne vilde forfölge Sagen til dens lovlige Fuldbyrdelse, men ikke derfor forsværge at indgaae Forlig; “dog har man behandlet os temmelig haardt, men vi have hidindtil ikke været vante til at lade os kue.” Sokke svarede, at han troede at deres Antal, naar det kom til Kamp, ikke vilde være lige, og at det var uvist at deres Hæder blev större, om han end ikke kom til at paakjende Sagen. Kjöbmændene gik til Retten, og Ketil indklagede for den sin Sag mod Einar. Da sagde Einar: “Det vil rygtes vidt omkring, at de har anfaldt os med Sögsmaal.” Han gik derpaa til Retten, og adsplittede den, saa at de Fremmede ikke kunde komme til Orde.³¹⁾ Da sagde Sokke: “Endnu skulle I kunne vælge de Kaar, jeg för har tilbudet, og indgaae Forlig, paa den Maade, at jeg paakjender Sagen”. Ketil svarede, at det var hans Mening at det ikke kunde tages i Betragtning, “hvad du vil byde os som Erstatning, da Einars voldsomme Ubillighed i denne Sag dog stedse bliver den samme.” Saaledes skiltes de den Gang ad. Kjöbmændene kunde ikke komme fra Vesterbygden til Thinget, af den Aarsag, at Modvind indtraf, da de vare seilfærdige med deres tvende Skibe. Ved Midsommer³²⁾ skulde, efter Aftale, et Forlig indgaaes paa Eide.³³⁾ Da kom Kjöbmændene vesten fra, og ankrede ved et Næs; de traf der allesammen hinanden og holdt fælles Stevnemöde. Da sagde Kolbein at det för ikke skulde have været saa nær ved Forlig, hvis de havde alle været samlede, “men det tykkes mig nu raadeligt, at vi alle drage til dette Möde med al den Udrustning som kan haves”, og dette blev sat i Værk, men de toge afsted, og skjulte sig i en afsides Vig kort fra Bispestolen; det traf ind paa een Gang at der ringedes til Höimesse paa Bispestolen, og at Einar Sokkesön kom dertil. Da Kjöbmændene hörte det, sagde de at Einar vederfores en stor Ære, naar der ringedes med Klokkerne for at tage imod ham³⁴⁾, og sagde at sligt var en stor Skam, samt yttrede deres Vrede derover. Ketil sagde: “Tager kun dette ikke saa ilde op, thi det er vel muligt, at dette kunde blive til en Ligringning, inden Aftenen kommer.” Dernæst kom Einar med sit Fölge; de satte sig ned paa Skraaningen af en Bakke. Sokke fremlagde forskjellige Lösöre til Vurdering, bestemte til Erstatningen³⁵⁾. Ketil sagde: “Jeg önsker, at Hermund og jeg skulle vurdere Godset.” Sokke tilstod det. Simon, Össurs Frænde, gav sig en fortrædelig Mine, og vankede deromkring, medens Lösörets Afhændelse gik for sig. Dernæst blev et gammelt Pladepandser baaret frem. Simon sagde da: “Det er et skjændigt Bud for en saadan Mand som Össur var”, kastede Pandseret bort, ud paa Sletten, og gik op efter til dem der sade paa Skrænten. Da Grönlænderne saae det, sprang de op og vendte ned ad Bakken mod Simon; dernæst gik Kolbein op forbi dem, da de alle vendte sig fra, og angreb dem i Ryggen, i det han ganske allene gik bort fra sit Mandskab, og det var lige i det samme at han gav Einar bagfra et Hug mellem Skuldrene og Einars Öxe rammede Simons Hoved, hvorved de begge fik dödelige Saar. Einar sagde, da han faldt: “Sligt kunde man vente”. Dernæst löb Thord, Einars Fostbroder, til Kolbein, og agtede at hugge ham ned, men Kolbein svang sig hastig mod ham og stak ham med Öxebladets skarpe Spidse lige i Struben, hvoraf han strax fik sin Död. En haard Træfning opstod dernæst mellem dem. Biskoppen sad hos Einar, som opgav Aanden i hans Skjöd. En Mand, ved Navn Steingrim³⁶⁾, bad (de stridende Flokke) at de skulde gjöre saa vel at ophöre med at slaaes, og sögte, med nogle Mænd, at skille dem ad, men begge Parter vare saa rasende, at Steingrim blev gjennemstukket med et Sværd i Stridens Hede. Einar döde oppe paa Skrænten ved Grönlændernes Teltbod. Nu fik Folk store Saar, men Kolbein og hans Folk naaede Baadene med 3 af deres Flok, som vare blevne ombragte; de toge derefter over Einarsfjorden, til Skjalgsboder³⁷⁾; der laae Handelsskibene, som da med Iver bleve tiltaklede. Kolbein sagde (til Skibsfolkene) at det var kommet til et alvorligt Slagsmaal “og jeg vil troe at Grönlænderne nu ikke ere bedre fornöiede med Udfaldet end de vare forhen”. Ketil sagde: “Du kom til at sige et sandt Ord, Kolbein”, sagde han, “at vi nok skulde höre Gravringningen, förend vi tog bort, og jeg tænker at Einar er blevet baaren död til Kirken.” Kolbein svarede: at han havde nok sögt at hjælpe dertil. Ketil sagde: “Det er at vente at Grönlænderne ville hjemsöge os; jeg anseer det for raadeligt at Folk berede sig derpaa efter Evne, og at alle holde sig ombord paa Skibene om Natten.” Det gjorde de ogsaa. Sokke tog sig disse Begivenheder meget nær, og opfordrede Indbyggerne til at komme sig til Hjælp i den forestaaende Kamp.

Grönlændernes og Kjöbmændenes Forlig.

6. En Mand hed Hall; han boede paa Solarfjelde³⁸⁾, en forstandig og dygtig Bonde. Han var i Sokkes Trop, og kom sildigst til den med sine Folk. Han sagde til Sokke: “Jeg venter ikke noget godt Udfald af dit Forehavende, at udruste Baade til Anfald paa store Skibe, med saadan Rustning, som jeg troer de ville anbringe til deres Forsvar, men jeg veed ikke, hvor paalidelige dine Folk ere; alle kjække Mænd ville staae sig tappert, men de andre ville skaane sig selv, og derfor ville Anförerne snarere udmattes, men da vil det see endnu mörkere ud for Udfaldet af vore Sager, end forhen; det forekommer mig saaledes at være raadeligt, hvis Angrebet skal skee, at man med Ed höitidelig forpligter sig dertil, at hver Mand enten skal falde her eller vinde Sejer.” Ved disse Halls Ord bleve Folk meget forsagte. Sokke sagde: “Vi skulle dog ikke saaledes skille os ved dette Anliggende, at Sagerne blive uforligte.” Hall lovede at ville pröve paa at stifte Forlig mellem dem. Han raabte ombord til Kjöbmændene: “Staaer det mig frit for at komme til eder?” Kolbein og Ketil svarede, at det stod ham frit for. Dernæst gik han til dem og forestillede dem Nödvendigheden af at de Sager bleve bilagte som foraarsagedes af saadan Stordaad. De svarede, at de nu vare belavede paa alt hvad de andre havde i Sinde, men at alle disse Voldsomheder, vare udsprungne fra Landets Indbyggere; “da du nu dog viser en saa stor Velvillie, ville vi være fornöiede dermed, at du mægler Sagen mellem os.” Han erklærede sig villig dertil, samt til at dömme saaledes som det forekom ham rettest, i hvad end nogen af Parterne kunde synes derom. Dernæst blev dette forebragt Sokke. Han erklærede sig ogsaa fornöiet med Sagens Paakjendelse ved Hall. Kjöbmændene skulde, selv om Natten, fremme deres Skibes Udrustning, thi man sagde at Sokke ikke var tilfreds med andet, end at de forföiede sig bort saasnart som muligt, “men hvis de forsinke deres Afreise og saaledes opirre mit Sind, kan de vist vente at falde, som Fredlöse, hvor de end kunne træffes.” De skiltes saaledes ad, og et Möde blev berammet til endeligt Forlig. Ketil sagde: “Det seer ikke ud til at vi snart kunne blive seilfærdige, men vort Forraad paa Födemidler tager af, hvorfor jeg vil raade til at opsöge Levnetsmidler, thi jeg veed hvor en Mand boer som har Overflod af Madvarer, og hos ham vil det blive bedst at afhente det.” Skibsfolkene svarede at de vare fuldkommen beredte dertil. Dernæst löb de en Nat fra Skibene, 30 Mand sammen, alle bevæbnede og kom til den omtalte Gaard, men der var alt tomt og öde. Den Bonde, som boede der, hed Thoraren. Ketil sagde da: “Mit Anslag har her ikke faaet det bedste Udfald.” De vendte tilbage fra Gaarden, og begave sig paa Veien ned til Skibene. De gik gjennem et Krat. Da sagde Ketil: “Jeg bliver sövnig og maa lægge mig til at sove.” De andre sagde, at det var ikke særdeles raadeligt, men alligevel lagde han sig ned og sov ind, men de sade imidlertid omkring ham. Kort efter vaagnede han og sagde: ,,Jeg har seet meget i Drömme; det er ikke af Veien at vi rykke den Busk op som staaer ved mit Hoved.” De rykkede Busken op og saae da et stort Jordhuus³⁹⁾ derunder. Ketil sagde: “Lad os först see, hval Fangst vi kunne gjöre her.” De fandt der 60 slagtede Kreature, 12 Vætter (960 Pund)⁴⁰⁾ Smör og en stor Deel törret Fisk. “Det er vel,” sagde Ketil, “at jeg ikke har forebragt eder nogen falsk Angivelse.” De toge tilbage til Skibene med hvad de havde faaet. Imidlertid nærmedes Fredsmödet, paa hvilket baade Kjöbmændene og Landets Indbyggere indfandt sig. Da talte Hall saaledes: “Fölgende Forlig stifter jeg mellem eder: Jeg vil at Össurs og Einars Drab, gaae op mod hinanden, dog saaledes, at formedelst den Forskjel som var mellem disse Mænd, skulle Östmændene være fredlöse, saa at de ikke maae have Næring eller Ophold her. Disse Drab skulle og gaae lige op mod hinanden: Steingrim Bondes⁴¹⁾ og Simons, Östmanden Krags og Grönlænderen Thorfinns, Östmanden Vighvats og Grönlænderen Björns, Thorers og Thords. End er der een blandt vore Mænd, for hvis Drab ingen Böder ere erlagte, nemlig Thoraren, som efterlod mange uforsörgede Börn, og det skal erstattes med Penge.” Sokke yttrede, at denne Kjendelse var baade ham og andre Grönlændere meget imod, naar de Faldnes Drab saaledes skulde gaae lige op imod hinanden. Hall svarede, at han troede dog at hans Kjendelse i Sagen maatte staae ved Magt; og saaledes skiltes de ad. Derefter drev Is til Kysten, og spærrede alle Fjorde, saa at Grönlænderne glædede sig ved det Haab at kunne faae fat paa de Fremmede, naar de ikke kom saa hurtig afsted, som det var blevet aftalt; men lige ved Maanedsskiftet⁴²⁾ drev hele Isen bort, og Kjöbmændene fik god Vind til at sejle bort fra Grönland, og forlode da dets Kyster. De kom til Norge. Kolbein havde havt en Hvidbjörn med sig fra Grönland, og bragde Dyret med sig til Kong Harald Gille, for hvem han androg at Grönlænderne fortjente en svar Tugtelse, og bagtalte dem ret ivrig, men Kongen fik siden andet at vide, saa at han ansaae Kolbein for en falsk Angiver, og gav ham intet til Betaling for Dyret. Derpaa löb Kolbein over til Sigurd Slembedegns Flok, overfaldt Kong Harald Gille i hans Bolig og tilföiede ham et Saar. Da Troppen siden seilede forbi de danske Kyster i en skarp Kuling med stærk Fart, var Kolbein paa en Skibsbaad paa Slæbetoug, men det gik i Stykker, og Kolbein druknede der⁴³⁾. Hermund og hans Mandskab kom til Island til deres Slægt og Eiendomme⁴⁴⁾. Saaledes slutter denne Saga.

Anmærkninger:

1) At han har været Grönlands förste fast ansatte Biskop er vel uden for al Tvivl, skjönt gamle Efterretninger melde, at en vis Biskop Erik för har opholdt sig i Grönland, hvorfra han drog til Viinland (i Nord-Amerika) for at udbrede Christendommen der; herom mere paa sit Sted i det Fölgende.

2) See det (i Stockholm bevarede) af Hans Finsen udgivne Obituarium Norvego-Islandicum i Finni Johann. Hist. eccl. Island I, 595-596, ogsaa aftrykt i Langebek Script. Rer, Dan, med. ævi Tom. II.

3) Kodran Hermundsön maa og være bleven en udmærket Mand, da hans Dödsfald (1189, 8 Aar förend hans Faders) bemærkes i Annalerne. Ellers er vor Hermunds Afkom ubekjendt.

4) Grönlands fordum mest berömte Gaard, Erik Rödes siden hans Söns og Sönnesöns, samt end senere Skjald-Helges Bopæl, hvorom vi henvise til det Foregaaende, især den nærværende Fortællings Indledning.

5) Han regjerede da ene over Norge, men forhen i Fællesskab med sine, da afdöde Brödre, Eystein og Olaf; (alle Kong Magnus Barfods Sönner).

6) Han var (siden 1104) de nordiske Rigers Erkebiskop, den förste af dem som residerede i Lund. Norge (Med Island, Grönland o. s. v.) fik först 1152 sin egen Erkebiskop.

7) Nu kaldet Holtsárós, som Udlöbet af Holtsaaen. Det har og ellers forhen været brugt som Handelshavn, ved hvilken man endnu seer Tomterne af Kjöbmændenes Huse. (Olafsens og Povelsens Rejse gjennem Island, II, 1036)

8) Saaledes kaldes endnu dette Bygdelag, i det nuværende Rangaavalle Syssel, i Islands Sönderamt.

9) Ligeledes endnu et Bygdelag i samme Syssel og Amt.

10) Paa Rangaavalle, i det efter dette Bygdelag opkaldte Syssel, endnu et af Islands bedste Præstekald. Förend Biskop Arnold forlod Island, reiste han til dets Althing. Jfr. Indledningen.

11) Her havde Freydis, (Erik den Rödes Datter) og hendes Mand fordum boet. Der holdtes ogsaa Landets almindelige Thing; see ovenfor I, 210, 265-266, samt II, 328, 411.

12) Nærværende Beretning synes at vise, at dette fordum berömte Isbjerg, Hvidserk, har ligget langt borte fra Grönlands Östbygd, og er vel overhoved eet af de mærkeligste Hjælpemidler til at udfinde dets sande Beliggenhed, hvorom mere paa sit Sted i det Fölgende.

13) Her synes et Ordspil at ligge til Grund for Drömmens Udtydning, da björg (neutr. plur.) baade betyder Bjerge eller store Klipper og (som fæminin. sing.) Bjergning, Redning. En lignende Udtydning af samme Art, af een af Kong Sverrers Drömme, fortælles i hans Sagas 42de Capitel (Fornm. Sögur VIII, 107; Oldnord. Sager VIII, 73-74) hvor Ordspillet og den derpaa grundede Forklaring tyder derhen at Ordet eldast baade betyder at “steges eller koges over en Ild” og at “ældes” eller “blive gammel.”

14) Efter Ordene: et Skib, forsynet med (udskaarne) Hoveder.

15) Af disse Udtryk synes det som om dette Gods er blevet behandlet som fundet, men ikke som Vrag. Det er rimeligt at de gjeldende grönlandske Love, om begge Slags Ting, have lignet samtidige islandske, efter hvilke Finderen tilkom Hittegodset, naar ingen Eier meldte sig i 3 Aar efter at det var blevet oplyst paa hvert Aars Althing (Gragás, Kaupab. 6 Cap. Udg. 1, 403, Landabr. b. 51 Cap., Udg. 11, 351-52), men et strandet Skibs Eier kunde gjöre Fordring paa det og dets Ladning, blot med Undtagelse af det som Forstrandseieren eller andre Vedkommende havde udbetalt deraf til Begravelsesomkostninger (til Kirke og Præst) for de Lig, som vare opdrevne paa eller tilligemed Vraget (samme Bogs 71de Cap. Udg. II, 387-391). Jfr. ovenfor II, 442-443.

16) Her ere vel et Par Ord (som antyde at denne Kolbein var Skibets Förer) ved en Skrivefeil udeladte af Texten. Snorre Sturlesön kalder ham Kolbein Thorljotsön af Batalder (Batalldri); Bataldur hed en Gaard paa Hadeland, som maaskee var hans Odelsgods.

17) Om denne Islænder henvise vi til Indledningen her ovenfor S. 674 o. f.

18) Jfr. ovenfor Anm. 12 samt nedenfor Anm. 28. De af Biskoppen anförte grönlandske Love vare maaskee egentlig et Slags Kirkerets-Statuter, hvilke han selv, som Landets förste Biskop havde indfört, eller (som det længe var Tilfældet med de islandske Biskopper) kun prövet paa at indföre der i Landet.

19) Her vil Biskoppen skyde Skylden paa Godsets Findere, Sigurd Njalsön og hans Skibsfolk, eller gjöre dem til (Bispestolens eller Domkirkens) Hjemmelsmænd for den betydelige Sjælegave m. m.

20) Nemlig, som det synes Grönlænderne (at hvis de vare stedte i Norge, som disse Fremmede i Grönland, vilde det falde hine vanskeligt at anlægge der, i lignende Tilfælde, noget Sögsmaal mod Nordmændene). Originalen er her noget tvetydig eller vanskelig at forstaae.

21) Denne Mand forekommer ikke för i Fortællingen; han synes at have været en ung Nordmand af en anseelig Slægt. Jfr. det om ham i Indledningen anförte.

22) Denne Mand har formodentlig været en Grönlænder, som (af hans Tilnavn at slutte) var nöje bekjendt med Drivisens sædvanlige Gang i de Farvande, og derfor har staaet de fremmede Söfarende bi, som en Art af Lods. Jfr. herefter Anm. 33. Torfæus har antaget ham for en af de fremmede Kjöbmænd, men kalder ham, (maaskee ved en Trykfejl) Iis-Grim, (inter mercatores unus quoque nominatur Isagrimus) I. c. S. 227. Dog nævner han s. 235 Manden ved sit rette Navn (Steingrimus).

23). Denne ellers nu, saavidt vi vide, ubekjendte Gaard (Kiðaberg''), synes at have ligget i Österbygden. Dens Navn betyder: “Kidenes Bjerg” eller “Klippe.” En Gaard kaldet Kiðafell (af selvsamme Betydning) ligger i Kjosen (Kjose Syssel, Islands Sönder-Amt).

24) Een af det gamle Grönlands mest berömte Gaarde, liggende i Einarsfjorden, see ovenfor II, 318 o. fl. 409. At en Annexkirke da var opfört der, see vi af det Fölgende. Mærkelig nok nævnes den ikke i Flatöbogens Fortegnelse over Grönlands Kirker, som herefter paa sit Sted vil blive indfört. Kirkemesse (i ældre Dansk Kirke-misse og Kærmisse, Tydsk Kirchmiss, Kirms o. s. v.) kaldtes i de katholske Tider en Kirkes höitidelige Indvielse, og derefter en Fest som paa samme Sted og Dag aarlig pleiede at holdes til dens Erindring.

25) Eller, nærmere efter Ordene, satte frem.

26) Synes og at kunne oversættes: satte sig ned ved Bordet.

27) Sandsynligviis har Biskoppen, efter hans Anskuelse af Sagen, her mest taget Hensyn til Stedets og Tidens Hellighed, da han selv för (skjönt maaskee kun under fire Öine) havde erklæret, at Össur med Rette havde forbrudt sit Liv.

28) Her ere Textens Udtryk temmelig dunkle. Talemaaden “at synge over et Lig” betegner endnu i Island den christelige Begravelsesmaade overhoved.

29) Ved disse og de paafölgende Udtryk synes det at tilkjendegives at Ketil Kalfsön, efter Össurs Död, har paataget sig at udruste og före hans efterladte Skib.

30) Hermund og hans islandske Skibsfolk lade til at være, tillige med mange af Kolbeins egne Skibsfolk, denne Gang blevne tilbage. Kolbein har vel og, for desmere at skynde sig, med nogle faa Mænd begivet sig i en Baad til denne Sammenkomst med Ketil, da hans og Hermunds Kjöbmandsskibe ikke vare seilfærdige, og kunde derfor, da de tillige siden hindredes af Modvind, ikke komme til rette Tid.

31) Dette Einars Forhold (jevnfört med hans Samtale med Biskoppen S. 698) synes at vise hans Frygt for at Nordmændene, ved ordentlig Rettergang, maatte, efter de grönlandske Love, vinde Sagen.

32) Midsommer indtraf da, efter islandsk Tidsregning, hvilken Grönlænderne paa den Tid vistnok ogsaa have fulgt, omtrent midt i Juli Maaned.

33) Dette Stedsnavn forekommer ellers ikke, saavidt vi vide, i det gamle Grönlands Historie. At Stedet laa nær ved Garde, see vi af det fölgende. Navnet Eið, Eide, (gammel Svensk Ed) betyder endnu en smal Land- eller Jordstrimmel, mellem to Vande, som forbinder to Landstrækninger med hinanden.

34) Paa den Tid pleiede man, ved almindelig Klokkeringning, kun at modtage Konger, Fyrster eller höiere Prælater, som paa en særdeles höitidelig Maade.

35) Eller den Mandebod, som skulde erlægges for Össurs Drab.

36) Formodentlig den samme Mand som ovenfor nævnes Iis-Steingrim (Ísa-Steingrímr), der da för havde opholdt sig hos de Fremmede som deres venskabelige Ledsager, og derfor nu gjerne vilde forlige dem med sine Landsmænd.

37) Dette Sted er nu, saavidt vi vide, ellers ubekjendt; det har rimeligviis faaet sit Navn af en Mand, der, (ligesom adskillige Nordmænd paa den Tid) bar Navnet Skjalg, og af de Boder, som han, maaskee for Handelens Skyld, havde opfört der paa Stedet, som overhoved nu maae söges ved en Havn, der i Oldtiden kunde rumme tre store Kjöbmandsskibe.

38) Een af det gamle Grönlands störste og mest bekjendte Gaarde; see ovenfor II, 506.

39) Eller, med andre Ord, en dyb og rummelig Kjelder.

40) Væt (Vætt) er en gammel Vægt, endnu brugelig i Island, paa 80 Skaalpund.

41) Dette, her anvendte, Udtryk, synes at vise, at denne Steingrim var bosat, og tillige Huusfader, i Grönland.

42) Det er uvist om herved skal forstaaes, enten a) Nymaane, b) Maanedsskifte efter oldnordisk eller og juliansk Tidsregning eller c) Udlöbet af en Uge-, eller Kalendermaaned, der var blevet bestemt som den sidste Termin for de Fremmedes Bortrejse, til hvilket Fortællingens Udtryk her synes at pege.

43) Hvad der her fortælles om Kolbeins Andeel i Harald Gilles Mord og hans eget Endeligt stemmer ganske overeens med Snorre Sturlesöns Beretning i Hkr. 1. c. III, 325 og 337. I Fornmanna Sögur (hvor han og kaldes Kolbein Thorljotsön af Hadeland) fortælles de samme Begivenheder VII, 214, 333, 342 (i Haandskriftet Morkinskinna skrives det fulde Navn, ved tvende Skriverfeil, paa forskjellige Maader). Om disse Begivenheders Tidsbestemmelse have vi bemærket noget i Indledningen (ovenfor S. 673).

44) Saavel om Hermunds, som om Ketil Kalfsöns senere Skjæbne, henvise vi til Fortællingens Indledning.