Skáldhelgarímur (Anonyme skjaldekvad)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Skjaldekvad

Grønlands historiske mindesmærker II

XIII.
Skjald-Helge, Grönlands laugmand
(Skáldhelgarímur)

paa dansk ved

Finnur Magnússon og C. C. Rafn

Dette Mindedigt, i Originalen kaldet Skáld-Helga Rímur eller Rímur af Skáld-Helga, er egentlig, forsaavidt dets fortællende Indhold angaaer, ingen selvstændig Digtning, da det er en af de ældste bekjendte af de nu i Island hyppig forekommende Paraphraser eller poetiske Omskrivninger af prosaiske Fortællinger, som i Almindelighed kaldes Rímur (efter Eentallet Ríma), og vistnok ere af samme Oprindelse som de nordiske Kæmpeviser og de sydlige Folks Ballader. Om dette Slags Digtninger har Rask givet en kortfattet Underretning i sin Islandske Sproglære (udförligst i den svenske Udg. 274-275), hvorved det dog maa erindres at de overhoved ere meget ældre end Reformations-Tiden. Saaledes er f. Ex. det andet Stykke i den berömte Flatöbog en ægte Ríma om Kong Olaf den Hellige, som vi med Bestemthed vide er skrevet 1387, men var dog da, efter Titelen at dömme, ikke aldeles ny Jfr. ovenfor I, 326 o. f., hvor vi have anfört forskjellige hele og halve Stropher, tildeels fra Aarstallet 1200, som ganske svare til det Versemaal, hvori nærværende Digts 3de Sang er affattet, ogsaa forekommende i Skálda (S. 266) paa forskjellige Maader, metrisk henförte til den saakaldte Rúnhenda.

Nærværende Riimdigt hörer især til de (ovenfor I, 339 ommeldte) poetiske Paraphraser af skrevne historiske Sagaer, men den Saga, som har ligget til Grund derfor have vi ikke mere, og vide ikke med Sikkerhed, om den har været til i det l6de Aarhundrede (hvorom mere i det fölgende). Derimod see vi endnu af Digtets 2den Sangs 63de Strophe, at Sagaen tildeels har været grundet paa et ældre Digt, om dens Helt, Skjalden Helge, forfattet af en anden Skjald, kaldet Hallar-Stein, som vi nu strax skulle see har været samtidig med ham, men kun noget yngre af Alder. Da Sagaens Troværdighed, i Hovedsagen, herved Paa det fuldkomneste bekræftes, kunne vi ikke noksom beklage Tabet af dette for os höist mærkelige Oldtidskvad. Nu maae vi lade os nöie med den dobbelte Gjenklang af Drapaen og Sagaen, som nærværende Riim kunne yde, og tröste os til lige derved, at ogsaa disse selv nylig flere Gange have været deres Undergang meget nær, men ere dog nu, som vi maae haabe, reddede fra den for bestandig.

Om Skjalden Hallar-Stein og hans övrige, endnu bekjendte Værker have vi en ypperlig Afhandling af vor Medarbeider Adjunct Egilsson, tilföiet hans latinske Oversættelse af Olaf Tryggvesöns Saga. Deri er det, hvilket vi og af Kildeskrifternes Undersögelse för havde formodet, saavidt mueligt oplyst, at Skjalden Hallar-Stein har levet i det 11te Aarhundrede, samt er den samme, som ellers undertiden forekommer i Skálda og Sagaerne under Navn af Stein Herdis`s Sön (Herdísarson). Hans vidtlöftige Slægtsregister læses i Landnama, 2 Parts 11 Cap., udledt fra den berömte norske Ketil Flatnef og hans Sön, den islandske Landnamsmand Björn (see ovenfor l, 530 o. f.). Hallar-Steins Oldefader paa Mödrenesiden var den berömte Skjald Eina Skaaleglam, ogsaa kaldet Skjoldmöens Einar, som stod Hakon Jarl bi i Slaget mod Jomsvikingerne 994, samt ogsaa var een af Are Frodes Stamfædre. Om Hallar-Steins Levnet vide vi kun lidet, men kjende ham mest af hans faa endnu tilværende Digte. Hans nærmeste Slægt var fra det nuværende Sneefjeldsnæs Syssel, vi vide ikke, hvor hans Forældre boede, men mene, at deres Bopæl maa söges i det nærmestliggende Myre Syssel, af fölgende Grunde. Gaarden Höll, som ligger i det sidst nævnte Herred, ommeldes i nærværende Digt som Bopæl for Haldor, Fader til dets Helts, Skjalden Helges, tvende Koner. Af den samme Gaard (i Eieformen Hallar), troe vi at Skjalden Haller-Stein har havt sit Navn, enten fordi han var födt der, eller længe havde opholdt sig der. Saadanne Tilnavne, af lignende Aarsag, have stedse været brugelige i Island, f. Ex. disse, fra Oldtiden: Höfda-Thord, Holm-Starri, Hofgarde-Ref, Hvamm-Sturla, Vallna-Ljot, Lon-Einar, Lunda-Steinar og mange flere. Vor Stein lader til at have opholdt sig mest uden for Island. Egilsson har viist at han, som Skjald og Kriger, har tjent Norges Konger Harald Haardraade og Olaf Kyrre; til Steins Anseelse og gode Kaar ved Hoffet har det formodentlig bidraget at han var temmelig nær beslægtet med Ulf Ospaksön, Kong Haralds Staller eller Hofmarskal; han har ogsaa, rimeligviis af skyldig Taknemmelighed, forfattet et Digt til hans Ære. Stein deeltog i det store Söslag i Nissaaen, Aar 1062, og besang siden selv dette Slag til sin Konges Hæder i de saakaldte Nissaa-Viser, hvoraf Fragmenter haves i Heimskríngla og Fornmanna-Sögur. Sildigere digtede han og et Kvad om Kong Olaf Kyrres Bedrifter, af hvilket de norske Kongesagaer indeholde adskillige Fragmenter. Af en ganske anden Art er et Kjærlighedsdigt, som Hallar-Stein tilegnede en smuk Kvinde, og hvoraf nogle Brudstykker ere meddeelte i Skálda Dog besang vor Skjald ikke allene de levende, men ogsaa de döde. Han er rimeligviis Forfatter til det ovennævnte mærkelige Rekstefja, ogsaa kaldet Ólafs-Drópa in tvískælda, digtet til Kong Olaf Tryggvesöns Hæder, mueligviís med Hensyn dertil, at Skjaldens egen elskede Herre, Kong Olaf Kyrre, var hans Frænde og bar det samme Navn. Dets Original findes fuldstændigst i den saakaldte Byrgerske Codex, en gammel Pergamentsbog, som forvares i det Kongelige Bibliothek i Stockholm. Egilsson har oplyst at Öienvidnerne Einar Thambaskelvers og Thorkel Dydrils (eller Dyrdils) Beretninger tildeels ere lagte til Grund derfor. At Hallar-Stein endelig har forfattet et Mindedigt over Skjald-Helge, vises klart i nærværende Sagadigt, efter hvad vi ovenfor have berettet, og det er vist at de begge have levet paa samme Tid, hvilket vi nærmere, ved en chronologisk Undersögelse, ville söge at oplyse. Naar vi overveie, hvilken Aarsag der vel kan have bevæget Stein Skjald (som han kaldes i Landnama) til at forfatte et Hædersdigt over Skjald-Helge, maa det först falde os ind, at Stein, efter det ovenanförte, har været födt, opdraget eller bosat paa Gaarden Höll , hvor Skjald-Helges tvende islandske Elskerinder vare födte. Der, fremfor alle Steder, maatte deres tragiske Historie være i frisk Minde, og en ung derboende Skjald, som ellers selv, efter det ovenanförte, fölte og besang Kjærlighedens Tryllemagt, opfordredes saa at sige til at forevige den uforglemmelige Elskovskval, som havde fundet sin förste Oprindelse og Næring paa hans egen Bopæl. Det er desuden sandsynligt, at Steins Slægt paa een eller anden Maade har havt Forbindelse med den Æt, hvis Eiendom Gaarden Höll var, og hvortil Haldor, dens forrige Beboer, hine ulykkelige Kvinders Fader, i sin Tid hörte. Det forekommer os sandsynligt at Stein har forladt Island, for at söge sin Lykke ved det norske Hof, kort efter at han havde faaet den Nyhed at höre, at hans Frænde, Ulf Ospaksön, som havde ledsaget Harald Sigurdsön Paa hans Udenlandstog i Asien, Afrika og Rusland, var kommen med ham tilbage til Norge med megen Rigdom, og at han der var bleven den nye Konges Staller og Lehnsmand. Steins Reise fra Island til Norge synes saaledes at være skeet 1047. Antage vi at han da havde fyldt sit 25de Aar, har han, da Nissaa-Slaget holdtes, og hvor han stred Paa sin Frændes Ulf Stallers Skib, været, omtrent 40 Aar gammel. Dersom han, efter Egilssons Gisning, er död 1082, har han, efter hvad vi antage, i alt levet henved 60 Aar; dog er det vel muligt, at han er bleven noget eller meget ældre. Han har saaledes, i al Fald, levet meer end 20 Aar efter Skjald-Helges Död, og har saaledes kunnet besynge den, muelig dog i en Fortsættelse af det til hans Priis forfattede Digt; dog vide vi nu ikke, naar det först er blevet digtet, eller om det senere er blevet fortsat, enten af den samme Skjald, eller af andre.

Trubadur, ca. 1305-1315. Codex Manesse, UB Heidelberg, Cod. Pal. germ. 848, fol. 342v, von Obernburg.

For at Læserne desbedre skulle kunne fölge Fortællingens Gang i nærværende Saga-Digt, ville vi forelöbig meddele deraf et kort historisk Uddrag, tildeels oplyst af andre gamle Skrifter. Herved maae vi dog bemærke, at det forekommer os saa, at Riim-Digteren ikke, som hans nyere Eftermænd næsten stedse have pleiet at gjöre, aldeles nöie har anfört alle de omstændigheder som have været berettede i den af ham paraphraserede Saga, f. Ex. Hovedpersonernes Slægtregister, hvilke han maaskee har antaget at være bekjendte nok af andre Sagaer. Det fortælles saaledes, i FÖRSTE SANG, at en vis Haldor, som havde ægtet en rig Kvinde, boede paa Gaarden Hall (Höll) i Borgarfjordens Herred, uden at det, som næsten stedse i Sagaerne, berettes, hvis Sön denne Mand var, eller fra hvem han ellers nedstammede. Herom underrrettes vi dog af Landnamas 3die Parts 1ste Cap. Han var nemlig en Sön af Koll og en Sönnesön af den berömte Landnamsmand Midfjord-Skegge, som opbröd Rolf Krakes Höi ved Leire og förte derfra hans Sværd Sköfnung til Island; hans Slægt var saaledes meget anseelig og berömt i Island. Landnama tillægger det udtrykkelig, at denne Haldor var Fader til den Thordis, som Skjald-Helge ægtede og til hendes Söster Thorkatla. Alle disse Efterretninger staae i Landnamas ældste Text, som her upaatvivlelig tilhörer Are Frode selv og synes tillige at vise, at den berömte Skjald-Helge, og hans tvende uheldige Elskerinders Historie var alle islændere tilstrækkelig bekjendt. Vor Riimdigter giver begge disse Haldors Döttre de samme Navne som Landnama; af dem var Thorkatla (eller Katla) den yngre. Paa den Tid, vedbliver han, boede en vis Thord paa Höfde (i samme Herred), gift med en rig Kvinde og Haldors bedste Ven. Thords Herkomst forties her, men oplyses af Landnamas 2 Parts 2 Cap.; han var nemlig en Sön af Helge, Sön af Asgeir paa Hammer (Hamar) og Hilde, kaldet Stjerne. Skjald-Helge nævnes her og, formodentlig af Are Frode selv, som hin Thord Helgesöns Sön. Riimdigteren fortsætter Fortællingen saaledes: Thord havde en Sön, som strax i sin Opvæxt udmærkede sig mest af alle frie Bondesönner der i Egnen, saavel ved fortrinlig Legemsdannelse, som ved mandigt Væsen, Færdighed i krigeriske Övelser og ved sin Skjaldekonst. Haldor holdt et Gjæstebud, og indböd dertil sin Ven Thord med hans Sön Helge. Der forelskede den vakre Yngling sig i Thorkatla, Haldors skjönne Datter, og vandt snart hendes Gjenkjærlighed. Efter at Gjæstebudet var hævet, og enhver var tagen til sit Hjem, kom Helge til Hall for at tale med Katla. Dette ansaaes i hine Oldtidsdage for uanstændigt, i det mindste indtil en offentlig Trolovelse var skeet. Det blev fortalt Möens Fader, at Helge lokkede hans yngre Datter; Haldor formanede da hendes Frier til at afholde sig fra saadanne Besög, hvilke han dog ikke desmindre fortsatte. Det kom derpaa til en ny Ordvexling mellem den Gamle og Ynglingen, hvilken dog havde det samme Udfald. Thorkatla sögte da at formilde sin Fader, men forgjeves, og blev strax efter af ham sendt bort til Gaarden Söidefjeld i et andet Herred. Helges Frænder og Venner forsögte snart at bringe ham paa andre Tanker, samt overtalte ham til Forlovelse med Thorkatlas ældre Söster. Det lader til at deres Overtalelse i Förstningen lykkedes temmelig vel; dog besögte Helge nu Thorkatla, og fortalte hende hvad hans slægtninge havde i Sinde. Hun besvoer ham at han ikke skulde svige sit förste Löfte, da de ellers begge vilde blive ulykkelige, men raadte ham til paa nye at begjere hende selv tilægte af hendes Fader. Han fulgte dette Raad, men Haldor afslog ham, fuldt saa haardnakket som för, den Elskedes Haand, blot paa Grund af det Foregivende, at de vise Gamle havde sagt: at Ægteskaber, grundede Paa lidenskabelig Kjærlighed, aldrig fik et godt Udfald. Forunderlig nok tilböd dog Pigens Fader Frieren hendes ældre Söster til Hustru, og forsikrede ham at hun vilde bringe ham til at glemme hans Lidenskab for den yngre, og saaledes fordrive al hans Sorg. Helge, som nu ikke öinede noget Haab om den attraaede Forbindelse med den förste Elskede, besluttede sig vel ikke strax til den foreslaaede med hendes Söster, men kort efter lykkedes det dog hans egne Slægtninge at overtale ham dertil, og strax holdt han da Fæstens Öl med Thordis, Haldors Datter. Smertelige Anelser bragde Helge til at kaste alt Ansvar, i Ulykkes Tilfælde, paa hans Raadgivere, men ikke desmindre holdt han Bryllup, i Hramm i Norderaadalen, med sin för og siden höit elskede Kjærestes Söster. ANDEN SANG: Helges Ægteskab med Thordis varede kun 2 Aar, thi efter disses Forlöb sendte han hende tilbage til Hall, og deelte sit Bo med hende. Han antog en Pige til at bestyre sit Huus, men han fandt der ingen Bo, og besluttede at forlade Landet. Han reiste til Hall, og tog der Afsked med sin sörgende Kone; gik derefter om Bord, og kom lykkelig til Norge, hvor han blev antagen til Hirdmand af den der da regjerende Jarl, Erik Hakonsön. Helges Sorg og Sindsuro formildedes ikke, og næste Foraar reiste han tilbage til Island. Strax ved sin Ankomst besögte Thorkatla ham, og han gjengjeldte siden dette Besög, en Tid lang, med mange andre i hendes Bolig. Disse hyppige Sammenkomster gave Anledning til megen Forargelse og slet Omtale af Bygdelagets Folk. Een af de værste til at bagtale og udskjelde det ulykkelig elskende Par var Bonden Arngeir paa Steinum, som dog paa en anden Maade havde tilföiet Helge grove Fornærmelser. Da han fordrede Erstatning for disse, opstod en Ordstrid mellem dem, hvorpaa Enden blev den, at Arngeir faldt for Modstanderens Sværd. Herved blev det dog ikke, thi ikke mindre end fire af de ondskabsfulde Bagtalere maatte paa samme Maade lade deres Liv; dette har Hallar-Stein berettet i det Digt som han affattede til Skjald-Helges Priis. For intet af de saaledes begangne Drab gaves nogen Böder. TREDJE SANG: Vel lammede nu Frygten alle Klaffertunger, og de Elskendes Möder paataltes aldeles ikke, men en ny farlig Storm reiste sig dog, da Arngeirs og de övrige Dræbtes Eftermaalsmænd fordrede svære Böder eller Drabsmandens Straf. Goden Hermund maatte tage sig af deres Sager, de forfulgtes til Thinge, og Helge dömtes til det Slags Fredlöshed som medförte Fortabelse af Liv og Gods. Som Flygtning underrettede han Thorkatla om denne Ulykke, og besluttede, efter hendes Raad, atter at forlade sit Födeland, for at undgaae hans mægtige Fjenders Forfölgelser. Hermund beklagede Holtens tunge Skjæbne, og sendte ham Vaaben til sit Forsvar. Helge gjengjeldte Gaven med en Guldring, og til Tak derfor udvirkede Hermund hans Fredkjöb og de imod ham anlagte Sagers Forligelse.

Dog blev han ikke bedre;

det voldte haablös Sorg.

Han indvikledes i nye Feider, og reiste paa ny til Norge. Erik Jarl, hans forrige Herre, var da död, og Kong Olaf Haraldsön, siden kaldet den Hellige, regjerede over Landet. Helge, som för havde tjent denne Konges Fjende, besluttede og udförte en Pillegrimsreise til Rom, for der at befries fra sine Synders Byrde, og kom tilbage fra den i det næste Aar. -- Her vender Sagnet sig til Grönland. Der boede en Hövding, eller rig Bonde, ved Navn Skegge den Prude, Paa Hovedgaarden Herjolfsnæs. Hans Hustru hed Thorun, födt af en ædel Slægt, men dog vanziret ved en meget styg Tand. I deres Nabolag boede en Huusmand, eller ringere Bonde, ved Navn Thorvard Hreim; selv var han lumsk, men hun forfaren i Trolddomskunster, i hvilke hun og oplærte deres tvende Sönner. Hexefrygten var fordum meget stærk i Grönland, selv i den norskislandske Colonie, og bidrog mest dertil at disse for Trolddom mistænkte Folk bleve forviste fra Bygden. De nödtes da til at tye til de yderste (nordlige) Grændser for det beboede Grönland, til de saakaldte Greipar - som ellers besögtes hyppig af Landets övrige Indvaanere, som toge dertil til Söes, for Fiskeriets og Jagtens Skyld, da disse gjerne der gave godt Udbytte. Kort efter hin Families Forviisning blev Skegge den Prudes Fartöi paa et saadant Tog aldeles borte. Hreims Sönner mistænktes almindelig for at have overfaldet og myrdet de Forsvundne, men tiltaltes dog ikke derfor. Örnulf, Thoruns Broder, bestyrede nu hendes Huus. Han drog og, et Efteraar, til hine fjerne Egne; der traf det sig at Hreims Sönner kom i Havsnöd; Ornulf reddede dem, og forlovede sig kort efter med deres Söster. Ikke desmindre myrdedes han selv af de lumske Brödre. Thorun giftede sig paa ny med en vis Thorkel, men han döde den tredie Nat derefter. Snart indgik hun dog et nyt Ægteskab, som havde samme Udfald, og det Fjerde ligeledes kort derefter. Siden vovede ingen, i nogen Tid, at beile til den rige Enke. Paa denne Tid agtede vor Helge at reise fra Throndhjem til Island, og erhvervede en Trediedeel i et Handelsskib, som tvende Mænd, der begge bare Navnet Illuge, eiede i Fællesskab. FJERDE SANG: Förend de afseilede, overtalte en leed gammel Mand, ved Navn Thorgils, Skibseierne til at medtage ham som Reisende. Reisen blev snart meget besværlig, ved Modvinde, Storm og Söstyrtninger. Thorgils blev syg og döde, dog maaskee kun ved et Slags Skindöd; man troede at han gik igjen, og derved foraarsagede de Reisendes vedvarende Ulykker. En Vise, som han siges at have kvædet, tilhörte maaskee egentligst Hallar-Steins tabte Digt, hvorved overhoved den her omhandlede dunkle Begivenhed er bleven digterisk overdrevet og udsmykket. Helge siges at have faaet Bugt med Gjengangeren; dog tiltog stedse de Söfarendes Nöd, og Skibet drev langt nordpaa i de Grönlandske Have. Alt foreslog een af Skibsförerne, at samtlige Skibsfolk skulde, paa hedensk Viis, da de nu dog ingen anden Udsigt havde end den visse Död, nedlægge hinanden, inden de omkom af Udmattelse og Hunger. Helge modsatte sig dette fortvivlede Forslag, men raadte til christelig Bön og Gudspaakaldelse. Da formildedes og det rasende Veirlig; det blev klart, og höie Sneefjelde kom tilsyne. De kjendte da tydelig Jöklernes- Land (Grönland), vendte Kaasen mod Syd og fandt snart den længe önskede Havn i Falgeirsvig i Eriksfjorden. Som sædvanlig Paa de Tider fordeelte Omegnens mere formuende lndvaanere de Söfarende mellem sig til Kost og Pleie i Vintertiden. En rig Bonde, ved Navn Forne, boende paa den store Gaard som kaldtes Sólarfjall (Solens Fjeld), modtog og beværtede Helge med megen Gjæstfrihed. Forne mærkede snart at hans Gjæst led af megen Tungsindighed, hvilken han sögte at fordrive ved forskjellige Tröstegrunde og Opmuntringer, og ledsagede dem med det Raad, at Helge skulde frie til den ovennævnte rige Enke, Thorun paa Herjolfsnes, og bosætte sig der i Landet. Endelig lod Helge sig overtale til at antage dette Forslag, dog kun, som det synes, ved et Slags taust samtykke, saa at han fulgtes til Enken med sin Vært, som da friede til hende paa hans Vegne. Thorun gjorde vanskeligheder, da Helge ikke var synderlig bemidlet eller havde nogen Eiendomsgaard i Landet, hvilket saaledes synes da at være blevet fordret, af Landets Vedtægter eller den almindelige Mening, som en Betingelse for Ægteskabet med en saa rig eller anseelig Kvinde. Forne svarede strax med det Tilbud, at han overlod Beileren Hörnes Gaard, hvilken han skulde overdrage Bruden til Fæstensgave, og Forlovelsen blev saaledes sluttet. Dog tilföiede Enken endnu den Betingelse, at Helge skulde hævne hendes förste Mand Skegges og hendes Broder Örnolfs Drab (paa Hreims Sönner). FEMTE SANG: I næste Foraar satte Helge Bo paa sin nye Eiendomsgaard, men faldt strax efter i en svær Sygdom, som atter vakte den gamle Mistanke mod Thorun. Nogle besluttede endog, for Alvor, at stene hende som en Hex, men dette onde Forsæt standsedes af Forne. Thorun besögte da sin Forlovede, som var betaget af et Slags Afsky for Lyset, men laa bestandig i en mörk Vraa, hvor han uhindret kunde overlade sig til sort Melancholie, og henfaldt til phantastiske Grublerier og Syner. Den Episode, hvori de og deres Ophör skildres, ville vi her forbigaae, men bemærke kun at ogsaa de (hvilket stedse af og til er skeet i Verden, selv i de mest civiliserede Lande, endog i vore oplyste Dage) antoges for Trolddom eller Spögeri, som kun kunde hæves ved Besværgelser og christelige Amuleter. Betragtet fra denne Synspunkt, frembyder den hele Fortælling, som i Middelalderens overtroiske Dage saaes i et ganske andet Lys, aldeles intet overnaturligt. Thoruns kloge Raad afværgede den nye farlige Vending, som Helges langvarige Sindssygdom havde taget, da han fölte sig igjen rask, og villig til at opfylde sit givne Ægteskabslöfte. Thorun synes dog da endnu ikke at have troet Freden ret, i det hun selv erklærede sig villig til at træde tilbage og give slip paa sin Rettighed i den Henseende, men Helge besluttede sig, muelig tildeels af Taknemmeligbed for den Helbredelse som han skyldte hende, til Ægtepagtens Fuldbyrdelse. Han holdt sit Bryllup med Thorun, men gjenvandt dog ikke sin forrige Sindsro, thi den elskede Katlas Billede foresvævede nu stedse hans Sjæl, og alle hans Tanker henvendtes paa ny til hende. Den kloge Thorun forsögte da at fordrive hans slöve Kummer ved krigeriske Tanker, i det hun erindrede ham om hans andet, hende givne Löfte, om Hævn for hendes Broder og förste Ægtemand. Han erkjendte dens Udförelse for sin Pligt, og begyndte strax at forberede sig til et saadant Tog til Greipar. Han lod et Skib bygge og besatte det med 30 velbevæbnede Mænd. "Vidt var Havet og Veien var lang," men dog kom de lykkelig til deres Bestemmelsessted, i det de fredlöse Brödre vare i Færd med at forlade deres Bolig, for at gaae paa Jagt. SJETTE SANG: Striden med Hreims Sönner, Thorer og Eyvind, beskrives; de værgede sig som sande Helte, men bukkede dog endelig under i den ulige Kamp. Efter Brödrenes Fald fandtes deres gamle Moder, den ilde berygtede Troldkvinde, liggende næsegrus paa sit Leie; den höimodige Helge erklærede det for et Nidingsværk at myrde en Kvinde, og kun derved frelstes hendes Liv. Meget Bytte bortförtes fra de Fredlöses Bolig; men i det Seiervinderne skulde drage hjem, rammedes Illuge, som havde raadt til Hexen Grimas Drab, af en giftig Piil, udsendt fra Huset, og Saaret voldte strax hans Död. Man gav Grimas Trolddom Skyld derfor, og det kan være at hun har været den som skjöd, skjönt det er fuldt saa sandsynligt, at Skudet kom fra een af de dræbte Brödres Fölgesvende eller Venner, som havde skjult sig i deres Huus, eller i dets Nærhed. Helge drog hjem til Herjulfsnæs. Af Gods og Hæder havde han nok, og steg saaledes i Folkets Agtelse, at han valgtes til dets Laugmand eller Overdommer, og det blev ham tillige overdraget at ordne Landets Ret eller give det en nye Lov, dog mest grundet paa den ældre som indtil den Tid havde været vedtaget. Naar dette er skeet; vide vi ikke med Bestemthed, men vi formode at Helge först er bleven ophöiet til en saadan værdighed efter den mægtige Thorgrim Trolles og hans vigtigste Slægtningers Drab, samt muelig tillige efter Thorkel Leifsöns Död, hvorom mere i det fölgende. Vor Riimdigter synes mest, og med en sand Tilböielighed (con amore) at have beskjeftiget sig med Helges ulykkelige Kjærlighedshistorie og alt hvad som stod i Forbindelse dermed; han vedbliver saaledes: Den trofaste Thorkatla yndede intet Menneske, med Undtagelse af Helge; da hun efter en lang og kummerfuld Tids Forlöb, spurgte at han var kommen til Grönland, foretog hun sig ogsaa, over Norge, den besværlige Reise dertil. Kjöbmændene opförte en Bod ved Havnen, og dreve deres Handel. Blandt andre, som sögte dette Marked, var vor Helge. Frydeligt var, i det förste Öieblik, de Elskendes Gjensyn, men snart forbittredes det ved Helges tunge Tilstaaelse af hans andet Giftermaal. For förste Gang (forsaavidt Digteren underretter os derom) udbröd den ömt fölende Katla i heftige Bebreidelser til hendes vistnok ikke saa bestandige Elsker, og havde fuld Ret dertil, men han undskyldte sig, efter den Tids Skik, med Skjebnens uafvendelige Tilskikkelser. Sörgende kom Helge hjem; Thoruns Speidere havde allerede underrettet hende om hans uventede Möde med en fordums Kjæreste. Konen var listig nok til selv at indbyde sin Medbeilerske til Vinterophold hos sig, da hun ikke saae sig saaledes i Stand til at hindre Helges og Katlas fortrolige Möder paa noget andet Sted, som netop i hendes eget Hjem, hvor hun synes at have kunnet indrette alt efter eget Behag. Da Thorkatla havde modtaget Tilbudet, og var kommen til Brattalid, forböd Thorun hende enhver fortrolig Samtale med Helge, og vidste at haandhæve dette Forbuds Efterlevelse hele Vinteren igjennem. SYVENDE SANG. Med det frembrydende Foraar lavede de norske Kjöbmænd sig til Tilbagereisen, og den mægtige Thorun lod nu Thorkatla vide, at hun maatte tage afsted med dem, da intet længere Ophold vilde tilstedes hende i det hele Land. Selv Helge maatte samtykke heri, men udbad sig dog den Villighed af sin Kone, at hun vilde tilstede ham og Thorkatla en fortrolig Sammenkomst i en saa lang Tid, at tre Blus efter hinanden kunde udbrænde (see 7de Sang Anm. 87). Thorun opfyldte denne Begjering. Næste Dag tog Thorkatla den sidste Afsked i dette Liv med sin Helge, og reiste derpaa til Island. Hun kom lykkelig til Söidefjeld, sin forrige Bopæl, men nu var hendes Tilstand forandret. Uden at være Ægtekvinde, blev hun Moder; Helges Elskovspant voldte hendes smertelige Död, men kom for Lyset som en nyfödt Pige og arvede sin döende Moders Navn. Den lille Katla blev erkjendt for Skjald-Helges Barn, og sendtes derfor til ham, til Grönland, da hun havde fyldt sit 12te Aar. Faderen modtog hende med Glæde og Kjærlighed, og hun blev siden gift paa Grönland. Vi antyde kun her den i Digtet (efter Sagaen eller de ældre Sagavers nöiere udförte Omstændighed, at Helge ogsaa med Tiden, skjönt kun paa en middelbar og noget forblommet Maade, erkjendte en Yngling, som hed Thorbjörn, og ligesom Faderen, var en ypperlig Skjald, for sin Sön, skjönt denne ikke kunde opnaae et ægte Barns Rettigheder. Selv flyttede Helge til den berömte Hovedgaard Brattalid, som stedse synes at have været det gamle Grönlands ypperste Hövdingsæde.

Der vendte först tilbage

sand Fred til Gubbens Sind; -

for ypperligst han holdtes

blandt alle Grönlands Mænd.

Skjald-Helge döde, som Landets Laugmand, i höi Alder.

Johan Ludvig Lund: Den siste skjald. Oljemaleri, 1837. Statens Museum for Kunst.

Her have vi da et kortfattet Udtog af Skjald-Helges forlængst tabte Saga, saaledes som vi nu kunne uddrage det af dens her meddelte rimede Paraphrase. Dog maae vi, som sagt, befrygte at Riimskjalden har udeladt adskilligt, som han selv fandt for tört, af den prosaiske Fortælling, men helst dvælet ved dens erotiske Træk. Denne Mangel kan neppe mere erstattes, især da vi vide, at Sagaen selv ikke har været bekjendt i de to sidste Aarhundreder. Muelig har den dog været til först i det 16de, men kun saare lidet bekjendt, maaskee endog i en udförligere Recension, end den, hvilken vor Riimdigter, til sin Hensigt, har bearbeidet. Denne Formodning have vi fattet af et Sted hos Arngrim Johnson hvori han beretter: at islændere, som aarlig handlede paa Grönland, pleiede hyppig at opholde sig som Gjæster (Vinteren over) i Skjald-Helges Huus, som det ypperste, da han var bleven Grönlands Indvaaner, efter at han der havde gjort et rigt Giftermaal, samt at de der pleiede at faae sikkre Underretninger om Landets Anliggender. Paa et andet Sted siger han, at Haldors Döttre, Thorkatla og Thordis, Skjald-Helges Hustru, vare paa hans Tid meget bekjendte i Island. Det er meget at beklage, at denne af Island höist fortjente Lærde ikke har meddeelt os noget videre Udtog af Beretningerne om Skjald-Helge, saaledes som de havdes Paa hans Tid, og som vi see at han vel maa have kjendt; muelig har han, som geistlig Mand, fundet dem, efter hans og Samtidens Begreber, alt for umoralske til offentlig Meddelelse ved hans Pen. Derimod lader det til at Torfæus, da han udgav Grönlandia, aldeles ikke havde læst nogen Saga eller Rímur om Skjald-Helge, endskjöndt han meddeler enkelte Ord af de sidste, men det er for os fuldkommen tydeligt, at han har kjendt dem af Björn Johnsons Anförelse i hans Grönlandske Annaler, i hvilke dog ellers Skjald-Helges egentlige Historie aldeles forbigaaes.

Om den tabte Sagas Forfatter, eller den Tid hvorpaa han levede, kunne vi ikke engang have nogen Gisning. Förend vi anföre nogen Mening om dens Paraphrasts, Riimdigterens, Navn eller Tidsalder, maae vi beskrive eller ommelde de Haandskrifter af Riimenes Original, som vi have benyttet til denne Udgave.

A) Et Exemplar paa Pergament, afsondret fra en större Skindbog, som har indeholdt flere gamle (for Ex. Jarlmanns) Rímur, i den Magnæanske Samling Nr. 604 F i Qvarto. Det synes at være skrevet sidst i det 15de Aarhundrede. I Marginen findes nogle, Texten uvedkommende, korte Paakaldelser m. m. skrevne (med andre Hænder) som efter Indholdet vise sig at være fra Islands katholske Tid, f. Ex.

Maria mín

ek þarf nú þín.

"min Maria! nu trænger jeg til din Hjelp"; Sancte Leodegarus, bíð fyri mèr til guðs, at allt gàngi vel, bæði fyri líf ok sál, "Hellige Leodegar! bed for mig til Gud, at alt gaaer vel, baade for Legeme og Sjæl."

Sjá til signuð María

sóma prýdd á dómi,

"Signede, hæderprydede Maria, see til mig paa Dommedag"; Sancte Leodegarus kom til min með guðí, "Hellige Leodegar, kom til mig med Gud ;" min María, móðir guðs, sé með mèr ok þèr, "min Maria, Guds Moder, være med mig og dig" - o. fl. Af denne Membran, der er den eneste som nu haves fuldstændig, have vi taget en Afskrift, som lægges til Grund for nærværende Udgave. Af Texten haves en anden zírlig, temmelig god, men ikke fuldkommen correct Afskrift i ovenmeldte Samling, som Nr. 603 i 4.

B) En anden Membran i samme Samling Nr. 603 i 4to, som indeholder forskjellige gamle Rímur. Den synes at være fra det 15de Aarhundrede, men desværre! ere Skáld-Helga-Rímur, hvilke den har indeholdt, nu ikke meer til at finde deri, med Undtagelse af et Blad og nogle Linier. Bladet naaer, som det nærmere bemærkes i Varianterne, fra den 3die Strophe i 3die Sang (eller Ríma) til sammes Ende, hvorpaa atter alt fattes lige til den 4de Verslinie i 52de Strophe af den 7de og sidste Sang. Resten af den læses her til den 59de og her sidste Strophe inclusive. Derefter begynde de gamle Rímur (rimede Sange eller Kæmpeviser) om Saulus og Nicanor, men nederst paa Marginen, og uvist hvortil den skal henföres, sees fölgende Strophe med samme Haand:

Eigin hefi ek orðinn snjöll

yrkt úr hyggju mínni;

lofaðr herra leysi oss öll

með líkn ok miskunn sinni

d. e. Jeg egne Ord, saa snilde,

af Sindet digtet har;

höilovet Herre frelse

os af sin Miskund stor!

Den sidste Halvdeel af denne Strophe ligner næsten ganske den förste af den 60de Strophe efter Membranen A (hvori og 4 andre, som ovenmeldt, fölge). I den Magnæanske Samling fandtes ingen Afskrift af denne, for det meste tabte Membran, men til Lykke havde jeg, Finn Magnusen, kjöbt en saadan, skreven ved den bekjendte Afskriver Hans Evertsen Vium, Paa Bogauctionen efter Börge Thorlaeins. Den (eller maaskee dens nærmeste Original?) angives paa Titelen at være skreven efter en Membran paa Trinitatis Taarn, som nævnes 604 F, men vor Collationering viser tilfulde, at dette Nummer burde anföres 603, med hvilken, saavidt den haves, Afskriften nöiagtig stemmer.

T) Den nysommeldte Papirs-Afskrift í 4to, af den ellers for det meste tabte Membran B.

R) En afskrift, i en Papiirsbog i 4to, forhen tilhörende afgangne Professor Rask, og nu forvaret under Nr. 38, i hans efterladte Haandskrift-Samling, som er indlemmet i den Magnæanske. Den er uden Tvivl skreven paa Island, som det synes i det l8de Aarhundrede, og nedstammer öiensynlig fra Nr. 603 eller er en Recension af selvsamme Art.

M) En Papiirsafskrift i 8, ligeledes hidkommen fra Island, skreven, uvist af hvem, i det 18de Aarhundrede, tilhörende mig, Finn Magnussen. Ligesom den næstforegaaende nærmer den sig meget mere til Membranen B, end til A. Den synes at være skreven efter et gammelt, paa nogle Steder for Afskriveren ulæseligt Exemplar.

Allerede de ovenanförte tvende Membraner vise at Forfatteren til Skjald-Helges Rímur har skrevet i det 14de eller 15de Aarhundrede. At han har været en ivrig Katholik, og saaledes levet för Reformationstiden, sees desuden tydelig nok af hans temmelig hyppige Paakaldelser af den hellige Maria m. m. Den Epilog, som er tilföiet Digtet i den ene Membran, indeholder en Strophe, der fremsætter Forfatterens Navn i en Art af Runegaade; dens Oplösning viser at det har været Tumas (eller Thomas). Den islandske Literaturs Historie i det 14de Aarhundrede er endnu for det meste saare dunkel, især med Hensyn til de da levende Digtere, og mest Riimdigtere. Af disse, som dog da ikke have været faa, kjender man næsten ingen, og dette Literaturfag har hidindtil været saa lidet bearheidet, at selv den ellers store Literator, Haldan Einarsen, kun nævner en eneste Ríma, som mulig skreven i det 14de Aarhundrede; alle övrige Digte af denne Art henförer han til den Periode, som begynder med Islands kirkelige Reformation. Da vor Thomas, efter det af ham anförte Latin, synes at have været en Geistlig, tillade vi os at fremsætte den löse Gisning, at han muelig har været den samme som den Præst (Sira) Tumas eller Thomas Snorresön, som i sin Tid maa have været en bekjendt Mand, da hans Dödsfald anfðres, i de gamle Islandske Annaler, som skeet i Aaret 1365.

Endelig ville vi her tilföie de Forsög, som vi have foretaget os til Bestemmelsen af de i Skáld-Helga Rímur omhandlede mærkeligste Begivenheder; de kunne naturligviis kun have en omtrentlig, men ikke nogen fuldkommen bestemt Vished med Hensyn til de antagne Aarstal.

• 990: Vi antage at Skjald-Helge er födt omtrent.
• 994: Hans förste Kjæreste, Thorkatla, födt omtrent.
• 1008: Helge frier til Thorkatla.
• 1008: Gifter sig med hendes Söster Thordis.
• 1011: Skilles fra hende.
• 1011: Tager til Norge, til Erik Jarl.
• 1012: Reiser tilbage til lsland.
• 1014: Forlader atter Island og reiser anden Gang til Norge.
• 1015: Foretager en Pillegrimsreise fra Norge til Rom.
• 1016: Kommer tilbage derfra.
• 1017: Kjöber i Norge 1/4 af et Handelsskib, bestemt til lsland, afreiser dermed, men fordrives af Storm og Sögang, til Grönland.
• 1018: Bosætter sig der paa Gaarden Hörnæs, men falder kort efter i en svær Sygdom.
• 1019: Giftes med Enken Thorun paa Herjolfsnæs, og foretager Toget til Greipar.
• 1019: Thorkatla reiser til Norge...
• 1020: - og derfra til Grönland...
• 1021: - og tilbage til Island.
• 1022: Thorkatla döer der.
• 1022: Den yngre Katla födes.
• 1034: - sendes til Grönland.
• 1042: - giftes (omtrent).

Er Skjald-Helge selv död 70 Aar gammel, er det skeet henved Aaret 1060; blev han derimod 80 Aar, da er hans Dödsfald först indtruffet omtrent 1070.

Det Aar eller Tidsrom, da Helge blev valgt til Grönlands Laugmand og Lovgiver, kunne vi, som ovenmeldt, ikke med Sikkerhed bestemme. Efter al sandsynlighed kan det dog neppe være skeet förend efter nogle Aars Forlöb fra Toget til Greipar, i hvilken Tid det hele Folk först kunde have Leilighed til ret at kjende ham, som Fremmed, og saaledes overbevise sig om hans udmærkede Forstand og Lovkyndighed. Desuden er det neppe rimeligt, at den fremmede Helge har kunnet opnaae een af den lille Fristats höieste Værdigheder, medens baade Thorkel Leifsön, Erik den Rödes Sönnesön, og Einarsfjordens mægtige Hövding, Thorgrim Trolle med hans tappre Söstersönner endnu levede. Dersom Islænderen Helge allerede havde været Laugmand paa Landsthinget i Garde 1025, da Thorgrim blev dræbt af den Förstnævntes Landsmand Thormod, vilde dette vist være blevet bemærket i Fóstbrædra-Saga. Vi formode saaledes at vor Helge har opnaaet den ovenmeldte værdighed efter Trolles og hans viktigste Slægtninges Död, samt Thormods Flugt fra Grönland, altsaa henved Aar 1027 eller 1028 (om ikke endog sildigere). Henved 16 Aar derefter blev Helges Datter Katla gift, uden Tvivl med en anseelig Mand, og just med det samme berettes det, at Helge flyttede til Brattalid. Herved ledes vi til de Formodninger: at Thorkel Leifsön, Grönlands formeldte Hövding, som boede paa Brattalid da har været död; at han levede ugift, have vi seet af det foregaaende (S. 410); han har saaledes ikke efterladt sig noget ægte Afkom. Derimod bliver det saa sandsynligt at Helges Svigersön, som ikke nævnes, har nedstammet fra Erik den Röde, og været den nærmeste Arving til Brattalid. Fra dette Ægteskab er det da rimeligt at den Sokke har nedstammet, der först i det 12te Aarhundrede boede, som een af Grönlands mægtigste Mand, paa Hovedgaarden Brattalid, hvorom mere i det fölgende.

Mærkværdig er den Omstændighed at Grönlænderne valgte den indfödte Islænder Skjald-Helge til deres Laugmand og tillige overdroge ham at forbedre og foröge Landets Lovgivning. Var Erik den Rödes mandlige Linie (som det synes) da uddöd, lader dette sig temmelig let forklare, thi Erik og hans Colonister havde oprindelig medbragt deres egne Love fra Island, og, saavidt muelig, gjort dem gjeldende i Grönland. Skjaldene vare som oftest i de Tider de meest dannede og kyndige Mænd; da Helge hörte til dem, kom fra Island, hvis egen efterhaanden forandrede og forbedrede Lovgivning han kjendte, var bosat i Grönland og havde der gjort et rigt og anseeligt Giftermaal, er det ikke at undres over at Grönlænderne, mest af islandsk Stamme, benyttede en saa god Leilighed til at udvirke deres Loves Forbedring og gode Haandhævelse. At den gamle grönlandske Colonies Love stedse, saavidt mueligt, nöie stemte overeens med dem som vare vedtagne i dens islandske Moderstat, kunne vi slutte os til af forskjellige Bestemmelser i Islands republikanske og ældste, henved 1121 skriftlig affattede Lovbog, kaldet Graagaasen. De skulle, med Conferentsraad Schlegels dertilhörende Bemærkninger, meddeles vore Læsere i en anden Afdeling af nærværende Værk. Formodentlig skyldtes det saaledes vor Skjald-Helges Forbedring af de grönlandske Love, efter de nyere islandske Mönstre, at Islands egen Lovgivning, henved 50 Aar efter hans Död, da bemeldte Lovbog skreves, fuldkommen betragtede Grönland, i visse Henseender, som Islands Colonie, bestyret efter de samme Retsnormer. Jfr. ovenfor (med Hensyn til ældre Tider) I, 496, 518 o. f.

FÖRSTE SANG

1.

Mig fordum Kundskabs Kilde

sin klare Straale gav;

af Kummers Kulde störknet

til Bunds den fryser snart.

2.

Af Taarer Isen nærtes,

den Nöd udholdes maa;

ei Sol, ei Varme smeltet

den Sorgers Jökel har.

3.

För sang jeg, glad i Sindet,

af alskens Pine fri;

nu ingen sorglös Time

et Smiil fralokker mig.

4.

Den hulde Mö opmuntrer

ung Skjald til lystigt Kvad,

jeg Kvinden kun fortælle

om svare Trængsler kan.

5.

Til alle Tider elsktes

ei lidet Möer af Mænd;

de Folk, her fordum boede,

ei slap for Hjertekval.

6.

Blandt disse, som jeg spurgte,

en Mand bar Haldors Navn,

i meget viis og sindig,

dog Modgang blev hans Lod!

7.

Blid var hans Ægtekvinde,

hun spared ei paa Guld;

i Borgefjord han boede

og Gaarden kaldtes Hall.

8.

Med tvende vakkre Döttre

ham glæded Lykken mild;

den ene af dem begge

blev grum Ulykkes Rov.

9.

Thorkatla var den enes,

Thordis den andens Navn;

hun Een forbittre Livet

og længe sörge vil.

10.

Saa væn en Mö var Katla

som nogen Ædling saae,

af Skjönheds Lys og Rödme

hun straaled klædt i Pragt.

11.

Paa Gaarden Höfde boede

Thord, Haldors bedste Ven,

selv havde han den bygget

og fæstet rigest Viv.

12.

Hans unge Sön hed Helge,

i Herredsbygden midt,

blandt alle Bönders Sönner,

i alt han dygtigst var.

13.

Heel mandigt var hans Væsen,

djærvt Sindet, Haaret mörkt;

hans Væxt, ei stor, ei liden,

var skulderbred tilpas.

14.

Den unge Kæmpe traadte

i Oldtids Heltes Spor,

han blev den bedste Fægter

og Mesterskjald i Ord.

15.

Et Gjæstebud, ret herligt,

lod Haldor lave til,

der Thord, blandt andre Budne,

var med sin raske Sön.

16.

I feirest Drikkegilde

de muntre viste sig;

der Helge Haldors Döttre,

at see og höre fik.

17.

Fra Bad var Katla kommen,

da hende först han saae,

flux Elskovs Piil ham rammed

ret inderlig og dybt.

18.

Saa kjærlig Ungersvenden

tiltaler herlig Mö,

hun, baade blid og venlig,

gjengjeldte alt med Smiil.

19.

Snart hövisk Jomfru valgte

ham til fortroligst Ven;

hvad han, det hun og vilde,

de gav hinanden Tro.

20.

I begges Hjerter spired

gjensidig Kjærlighed

og fælles Forsæt modnet

ved Gildets Slutning var.

21.

De skiltes ad, men Veien

var mellem dem ei lang;

til Hall tit Helge vandred,

sin elskte Mö at see.

22.

Snart man for Bonden talte,

hans Datter lokket blev,

og Haldor unge Helge

advared frit mod sligt.

23.

Beskedent Svenden svared

(ei stiltes Kummer saa!)

men dog til kjærest Kvinde

han kom saa tit som för.

24.

Da sagde han, som Sorger

for Elskov skjænked i:

"Jeg vil, ei Möen mere

med Ord du lokke skal.

25.

I rige Herredsbygder,

blandt Folk det Rygte gaaer,

at Pigen du vanærer,

det mig er tungest Harm!"

26.

"Vel Folk derom maa tale,

naar Sandhed blot det er,

jeg selv," den Unge mælte,

"min Gang bevogte skal."

27.

"Vil du min Villie bryde,

og skjænde fræk min Æt,

vel jeg den Vei skal finde

som ad vil skille jer!"

28.

"Da mod den vrede Tale

jeg sætter disse Ord:

min Pige jeg besöger,

og frygter ingen Mand!"

29.

Snart aabenbared Katla

for Fader sin Attraa:

"Du alt for stræng adskille

mig og min Helge vil!

30.

Du synes vel at friet

han alt for dristig har;

sligt vil du vist fortryde,"

saa talte lysest Mö.

31.

"Du skal, selvraadig Pige!"

gjensvared Faders Röst,

"desmeer fra ham bortfjernes

som ham du önsker nær."

32.

Paa Raad da Haldor hitted

som gjenned Elskovs Lyst;

sin Datter bort han sendte

mod Vest til Söidefjeld.

33.

Saa standsed Faders Vrede

hvert frydeligt Besög,

med Længsel vaagned Kummer,

ak! aldrig stilles den!

34.

Man bad den unge Kæmpe

at glemme kjærest Mö,

og med den ældre Söster

igjen forlove sig.

35.

"Det Anslag," saa han svared,

"ei före kan til Ro,

ukjærligt Sind og Vrede

forstyrre vil den Pagt."

36.

Paa Hesten han sig satte

og red til Söidefjeld;

sin Skjönne der han finder,

og Talen kjærlig blev.

37.

Han vænest Viv fortalte

om Frænders barske Raad;

hun fölte Brystet isne,

og blegned flux afHarn.

38.

"Er kun din Elskov trofast

mod mig, som Rygtet gaaer,

ei dine Frænders Anslag

til Held os lede kan.

39.

Thi hvis min Söster give

dig vil sin Haand og Tro,

da er det vist at aldrig

vor Stræben Maalet naaer.

40.

Gaae heller hen at bryde

den Plan; af Faders Haand

min egen du begjere;

see om det lykkes vil."

41.

Ei Helge længer töved,

for Kummer Glæden veg,

til Hall han sig forföied,

og talte Frier-Ord.

42.

"Mod herligst Fæstensgave"

din Datter mig nu giv,

at fordums Rygte glemmes,

den Skjönne bliver min."

43.

"Vel ville," Haldor svared,

"Folk synes om dit Bud;

for vist jeg veed dog ikke

om det antages bör.

44.

De Gamle, alt som troede

at vide, have spaaet:

begjerlig Elskov stifter

kun daarligt Ægteskab."

45.

"Skal end vor Lykke svinde

men grumt bedrages vi,

i Faren selv vi have

den allerstörste Deel."

46.

Ret ilde Haldor svared

den ædle, gjæve Mand,

gid heller hen han tærtes

end talte slige Ord!

47.

"Med kraftig Arm nedbryde

jeg eders Villie skal,

mens sund og karsk jeg lever

hun aldrig bliver din!"

48.

For al sin Mildheds Mangel

i hadske, barske Sind,

gid Haldor faae hvad Helge

ham lönlig önsker værst!

49.

Da Helges Fader raadte:

"til ældre Söster fri,

snart vil din Kummer svinde,

den yngre glemmer du."

50.

"Vel raadt er neppe dette,

at lokke tvende Möer -

för har jeg hendes Söster

min Troskab lovet fast.

51.

Ei Lykken ret den agted

som troede sligt Bedrag;

fuul var den List af Frænder

fra Brud at skille ham.

52.

Med Svig de ham forlokked

som bare Venners Navn,

at uforsætlig Helge

en anden beiled til.

53.

Saa Fæstensöl blev feiret,

skjön Katla spurgte det;

i Hvamm, mod Sönden, hæves

det grönne Silke-Telt.

54.

För Bryllup holdtes, Helten

udtalte Sorgens Ord:

"gaaer dette ilde, eder

alt Ansvar hvile paa!"

55.

Hvad Raad end Mand og Kvinde

oplagde mellem sig,

brat uheldsvangre Skjæbne

til Harm dem overfaldt.

56.

Han ægted ældre Söster,

uhört det nævnes maa:

mit Jammerkvad maa standse

og Sangen tie nu.

ANDEN SANG.

1.

Hvi skal min Harpe klinge

om Oldtids Sörgesagn?

om andet Kvad end digtes,

det ingen lære vil.

2.

Vist ingen er saa munter,

om Glæden end blev lang,

ham anden Mand jo vorder,

naar alt imod ham gaaer.

3.

Til Höihed Hoffolk stunde,

til Verdens Pragt og Bram,

men ung og munter Pige,

vil fölge Freyas Raad.

4.

Vist Skjalden Helge skilte

sig ved den elskte Brud,

ei uden Frygt og Fare

han hende maatte see.

5.

Kun tvende Aar henrunde

i Ægteskabets Stand;

med Længsel Helge savned

Thorkatlas hulde Barm.

6.

For ham saa Freya vakte

al ny og gammel Sorg,

tilsidst han Konen sendte

til Hall og skifted Bo.

7.

En Pige uden Værge,

han Huset styre lod

og troer af Sorgens Lænker

at kunne slippe saa.

8.

Men ingen Mö opklared

hans mörke, tunge Sind,

kun een, og ingen anden,

var ret hans Hjerte kjær.

9.

Et Skib i Borgefjorden

fra Havn seilfærdigt laa,

og Helge Raad oplægger

af Landet ud at gaae.

10.

Den ladte Snekke lagdes

i Hvidaas Munding ud

til Hall sig Helge skyndte,

med Konen talte saa:

11.

"Jeg vil, du vakkre Kvinde!

mig fjerne nogen Tid,

see om med Rygtet ikke

min Elskov svinde vil."

12.

"Du seiler over Havet

mod Syd," gjenmælte hun,

"mig Kummers Byrde trykker

og aldrig lettes den."

13.

Han bad den væne Kvinde

at glemme sværest Sorg,

"gaae, som det kan!" hun svared,

i Afmagt næsten faldt.

14.

Da Helge slide maatte

fra sig den Kvinde som

ham elsked; - ingen Daare

hans Angest föle kan. -

15.

Han drog til Hvidaas Bredder

og Skibet flux besteg:

strax Ankret hæves; Vinden

udfylder spændte Seil.

16.

Da stod paa Dækket Helge,

hans Munterhed er tabt;

han uden Ophör stirrer

did hvor den Kjære boer.

17.

En Rejsende, som mærked

den Særhed, talte saa:

"Siig, Helge, hvi du blegner

som var du Döden nær ?"

18.

"Varm Elskov at adskille

opvækker bittrest Sorg;

godt har kun den, som valgte

sit Held og nyder det!"

19.

Fra Landet fjernes Snekken,

mod Syd og öst den skred,

til paa Haloges Kyster

den sikkrest Havn modtog.

20.

Jarl Erik, fulgt af Tappre,

for Norge raadte da -

til ham de Kjöbmænd stunded,

og drog til Nidaros.

21.

Til Staden Godset förtes,

og Skibet tömtes ud -

For Jarlen Skjalden Helge,

gaaer frem og hilser smukt.

22.

"Vel er," saa Fyrsten talte,

"din Tale skjön og snild,

dog ei, du Kjekke! bliver

i alt dig Lykken god."

23.

Ham svared Helge (Sorgen

gjenfödtes i hans Sind):

"en bedre Spaadom önsked

jeg, hvis den sanddru var."

24.

Den glade Jarl gjenmælte:

"dit Liv forud jeg seer,

af Modgang prövet vorde

du skal, men vidtberömt."

25.

Vel Helge overveied

den muntre Fyrstes Ord,

han blev af Jarlen hædret,

og Hirdmands Navn modtog.

26.

Ved Hoffet holdes Julen

med Overflod af Godt,

og Lystighed i Hallen

af liflig Drik og Sang.

27.

Fro Jarlen er og taler

i Skjemt til sine Mænd:

"kun een Mand er her inde,

hvem aldrig glad jeg seer.

28.

Du er, vor Hirdmand Helge!

den ene, sære Mand,

af evig Sorg du plages,

siig, hvad den har forvoldt."

29.

"Mit Hjerte trofast Elskov

har fattet til en Mö,

mig hendes Haand blev negtet,

den Smerte piner mig."

30.

"Om eders Dyd du synge

et ziirligt Kvad, og glem

din Sorg," saa Jarlen talte,

og kostbar Dragt ham gav.

31.

Ved Jarlens Hof blev Skjalden,

den kolde Vinter gled;

end muntredes han ikke

af nogen Lystighed.

32.

I Vaaren Skibe rustes

med Toug og Takkel ud;

for alting önsked Helge

at komme bort med dem.

33.

En Islandsfarer venter

paa Rheden efter Bör,

vor Skjald for Jarlen traadte,

og ham om Orlov bad.

34.

"Dig," sagde jarlen, "sömmer

den Plads jeg undte dig;

det Uheld, dig forfölger;

jeg dog ei standse kan."

35.

Af Kostbarheder skjenked

ham Jarlen Sværd og Ring,

sin Tak ham Skjalden yded,

og venlig skiltes de.

36.

Ombord med Held og Hæder

han gik, og Snekken löb

rask over vilde Vover

til Borgefjordens Havn.

37.

Sin Elsktes Ankomst spurgte

Thorkatla sorrigfuld,

hun önsker end at tale

med pandserklædte Helt.

38.

Til Skibet drog den Skjönne,

der mangled intet godt,

ved önsket Gjensyn Glæden

omstraalte trofast Par.

39.

Til Velkomst Skjalden skjenked

den hjertekjære Mö,

en Kaabe og en Kappe

hvis Mage för ei saaes.

40.

"Den Skjenk du mig har givet"

hun sagde, "mindes vil,

i dette Land man ikke

vil finde noget sligt.

41.

En Klædning jeg dig byder,

som her ei overgaaes,

en Kaabe, trofast vævet,

du eie længe den!"

42.

Thorkatla kjærlig talte

til ham om vigtigst Sag:

"vor Tilstand vist er bleven

heel vanskelig og svær.

43.

Mig Frænder skille vilde

ved min Lyksalighed;

de raadte; Pligten byder:

vor Fryd ophöre maa.

44.

At dæmpe Rygter fæle

nu og vil sömme dig,

da dog herefter aldrig

vor Pagt fuldbyrdes kan!"

45.

"Det prövet er," han svared,

af Lidenskab optændt,

"af ene dig jeg elsker

og aldrig glemmer dig.

46.

Derfor paa Jorden ingen

vort Samkvem hindre skal,

om end vi pröve skulle

den smerteligste Sorg.

47.

Af Skjæbnens Uvejr svulmer

gjensidig TaarefIod,

de elskovsfulde Hjerter

dog ingen Lindring fandt.

48.

Et sneehvidt Par af Arme

da lagde favrest Mö

om Kæmpens Hals, og sagde:

"dig tit ei meer jeg seer!"

49.

Fra Skibet drog den Skjönne

og havde Skjalden kjær,

som fordum, gik det siden,

de taltes jævnlig ved.

50.

Med Ukvemsord nu mange

omtalte de Besög;

han til sin kjære Pige

des fIittigere kom.

51.

De hæderlige tvende

med Sorg og Fare saaes,

thi deres fælles Elskov

forfulgtes af enhver.

52.

En Bonde Arngeir nævnes,

paa Steinun var hans Bo,

en Kvinde Helge havde

betroet hans Varetægt.

53.

Den Arngeir Kvinden lokked,

et Barn hun födte ham,

dog han om Helge talte

kun slemme Ord og Lögn.

54.

Fornærmet Helt vil standse

den Klaffertunges Id,

ustraffet vil han ikke

hans Udaad blive skal.

55.

Han fra sit Hjem uddrager,

til Steinum Gaard han kom,

der traf han Arngeir ude,

og flux en Tvist opstod.

56.

"Hvi lokked du den Kvinde

som jeg betroede dig,

lad Folk da see og höre

hvad Bod du yder mig!"

57.

"Höi Bod ei hende sömmer,"

da svared Arngeir, "skjönt

som gal du föiter efter

hver Tös, som jeg har spurgt."

58.

"For det dig Folk beskylde,"

gjenmælte Helge vred,

"at mig og Katla haaner

du for vor Kjærlighed."

59.

"Derom löd manges Tale

og ej formindskes vil;

det lastes ei saa ilde

at værre det jo bör."

60.

"Dig sömmer," Helge mælte

"ei vel at tale saa,

din onde Tunge-Skade

jeg dog helbrede maa."

61.

Sit Sværd uddrager Skjalden,

og svang det blanke Staal,

af tog det Arngeirs Hoved

og Sjælen fra hans Krop.

62.

Drabsmanden Dör oplukked

forkyndte höit sit Værk,

Ord-Slag vil ei ophöre

för nogen segne maa.

63.

Saa Hallar-Stein har sjunget

om Helges kjække Daad,

At fire Mænd han fældte

for slig Bagtalelse.

64.

For ingen, der saaledes

for skarpe Klinge faldt,

han Böder byde vilde,

ei heller nogen gav.

65.

Med Sorg de saae hinanden,

en Elsker veed det bedst.

Her skal nu Kvadet briste,

gid ingen lære det.

TREDIE SANG.

1.

Min Lyst til Sang er ringe,

thi Kummer Nat og Dag

mit Hjerte haardt omspænder,

ei viger Sorgers Mulm.

2.

Har nogen Bröst paa Glæde

og kommer svart i Nöd,

mest maa man undres over

at andre laste ham.

3.

Tit den sit Digt fremskraaler

hvem aldrig Ven det gav;

veed ei om det hans Pige

er kjedsomt eller kjært.

4.

Ei troer jeg han kan löse

de Skjæbnens Baand der saa

haardt spændtes, at de fængsle

saa ny som gammel Tid.

5.

Om herlig Kvinde kvæde

vel dristigt er af mig;

kan ingen hende glæde

ei jeg det pröve bör.

6.

Den Sang jeg nu vil synge

kun vorder sorrigfuld,

af Mands og Kvindes Jammer

den sammenföies skal.

7.

Sidst Kvadets Toner löde

om Skjaldens barske Hævn

mod dem som ham og Katla

bespottet havde frækt.

8.

Sligt og den Virkning viste

at Rygtet lagde sig,

ei flere haane torde

hans kjærlige Besög.

9.

Snart næsten hver en Time

de Elskendes nu blev,

for kjærlig Tale Tiden

blev ingen Grændse sat.

10.

Hvad skjönt og kostbart fandtes

tilkjöbs, det Helges blev,

med Guld og Sölv han bragde

sin Katla det til Skjenk.

11.

I Herredet bar Hermund

en Godes Navn; han var

af Illuge den Sorte

en Sön, Ormstungas Bro’er.

12.

For Mænd, som Helge dræbte,

han ingen Böder gav,

den Adfærd deres Frænder

ei ret og billig fandt.

13.

Nu Arngeirs Slægt sig reiste

til Eftermaal og Hævn,

det voldte mange Bönder

og Hermunds blev den Sag.

14.

Den kom, paa Thing, for Retten,

og strængt f'orfulgtes der,

den ingen værge vilde

thi slet man den befandt.

15.

I Drab var Helge skyldig,

bevidne Dommens Ord;

ham Gods og Liv fradömtes,

det snart han spörge fik.

16.

Mod Vest, til Katlas Bolig,

han red, sin Kjære fandt

og strængest Dom fortalte,

hun græd og talte saa:

17.

"Det Mulm til Sorg vil blive,

vor stille Ro og Fryd

alt ere nu til Ende, -

en slig Forenings Lod!

18.

Mig bittrest Harm det vorder,

hvis saa dit Liv forgaaer,

at her, som en Misdæders,

dit Mord ei ændses vil.

19.

Nord paa du heller drage,

sög Skib i Gaasums Havn,

for Færausdom du flygte

Far mens det end er Tid."

20.

"Da sees vi, Mö, ei mere,

hos dig er al min Lyst,

hvad Skjæbnen end beskjærer,

maa Livet reddes först.

21.

Af Mænd mig Elskov byder,

at sörge kun for dig,

saa levende, som segnet" -

han mindes Möens Ord.

22.

De Elskende nu skilles,

hvo Dyd ei hylder, kan

den Sorg og Smerte skildre

som Hjerterne betog.

23.

Med Vaaben slet forsynet

fredlöse Skjald omdrog,

et Spyd ham Hermund sendte,

en Guldring Helge ham.

24.

Saa Hermund, Digtet melder,

har talt: "en Kæmpe gjev

er Helge, skjönt ej Lykken

hans Elskov föie vil.

25.

Ved al hans Skyld at sone

det Guld jeg lönne skal;

forligt med hver han vorde!"

saa kjöbtes Helges Fred.

26.

Dog blev han ikke bedre,

det voldte haablös Sorg,

ei fik han Bugt med Faren,

og skaded mangen end.

27.

For Landet at forlade

til Havn drog sorgfuld Skjald;

til Norges Kyst han kommer

og den i Hast besteg.

28.

Död var da Jarlen Erik,

men Olaf Konge der;

den Fremmede betænker

sin Jammer Nat og Dag.

29.

Sin Gud fortörnet være

han fölte ved sin Daad,

af Anger, Synd at sone,

mod Syd til Skibs han gik.

30.

For Sjælens Fred at kjöbe

han Rom besöge vil;

i Pilegrimes Skare

tiltog hans Hjertesorg.

31.

Til den han sig hengiver,

sit Legem pinte han;

for Kjöd og Viin han valgte

til Næring Bröd og Vand.

32.

En Kjöbmand til ham talte,

og spurgte paa sin Viis:

"siig, hvi du meer end andre,

saa pines mangelund?"

33.

"Ei hjelper sligt at dölge,

en Mö jeg havde kjær,

Af Hjerlet elsked hende,

nu Bod paaligger mig."

34.

Til Rom saa vandred Helge,

hans Sind der Lindring fik,

han selv modtog af Paven

sin Synds Forladelse.

35.

Saa stiltes Sjælens Kummer,

tilbage Helge drog;

i næste Aar til Norge

han kom og Nordens Stad.

36.

Han töved der. Nu Sagnet

til Grönland vende maa;

der Skegge, kaldt den prude,

blandt Mænd udmærket var.

37.

Paa Herjolfsnæs han boede

og Folkets Yndest nöd;

ham værdig var hans Kvinde,

födt af en ædel Slægt.

38.

Hun Thorun hed, man siger

det hendes Lyde var

(ei maae vi det fortie):

een hendes Tand var styg.

39.

Nær ved en Gubbe boede

i ringe Huus ved Strand;

heel lumsk med Sönner tvende,

han kaldtes Thorvard Hreim.

40.

Hans gamle Kone Grima

i Trolddomskunst var stærk,

og hun deri oplærte

sin hele lede Slægt.

41.

Den Fader med hans Sönner

forskyldte Dödens Straf,

tilsidst man dem formeente

blandt Bygdens Folk at boe.

42.

De drog mod Nord til Greipar

der endes Grönlands Bygd,

did hen dog mange toge

paa Jagt og Fiskeri.

43

Blandt andre Skegge prude

med vel udrustet Skib

sin Lykke der forsögte -

med alt han borte blev.

44.

Hreims Sönner Folk mistænkte,

ved Overfald og Mord

at de det Uheld voldte;

ei reen var deres Sag.

45.

For Skegge Folkets Klage

höit löd; nu Thorun dog

med örnulf, hendes Broder,

bestyred Gods og Slægt.

46.

En Höst Hreims Sönner kantred

med Baaden - örnulf dem

fra Döden greb; forloved

med deres Söster sig.

47.

De lumske Brödre lönned

saa hans Velgjerninger:

at ham til sig de lokked

med Spyd ham gjennemstak.

48.

Snart Enken Thorun fæsted

en Mand, som Thorkel hed -

paahexet Sot ham pinte

til Döde tredie Nat.

49.

En anden heldig fried,

men fik den samme Död; -

tilsidst en Bjarne beiled,

og Graven blev hans Seng.

50.

Folk undredes herover,

men ingen voved meer

den Enkes Haand at önske -

saa gik det nogle Aar.

51.

Det meldtes for om Skjalden:

i Norge Helge sad;

til Island han sig agter,

ei let den Reise bli'r.

52.

To Mænd, som begge bare

det Navn Illuge, ham

af deres Snekke solgte

Den ene tredie Deel.

53.

De Sömænd Skibet laded

sin Last det snart indtog,

men længe Bör de vented -

her ender tredie Kvad.

FJERDE SANG.

1.

Man kyndig vil mig kalde

derfor jeg kvæde maa,

i hver en Sang min Elskte

skal noget höre til.

2.

Hvo som af Verden fanger

kun Had, men intet Godt,

ei meget mæle burde

men give Slip paa Fryd.

3.

Den Mand, hvem Kvinden ynder

med ömmest Kjærlighed,

han nyde ret sin Glæde

og frygte Fremtid ei!

4.

Ved Sagn og Digtning, satte

i Skrift og Tonemaal,

sig Hædersfolk vil more,

især den ædle Mö.

5.

Til Skjalden Helges Minde

forlange de min Sang -

og Odins Drik jeg skjenker

i Bægret fjerde Gang.

6.

Paa Rheden Snekken gynged,

den heel tilladet var;

for Modvind Sömænd töved,

de fik et sært Besög.

7.

En Gubbe, Thorgils kaldet,

heel underlig i Færd,

af Illuger begjered

til Overfart en Plads.

8.

Reent ud Illuger begge

afsloge denne Bön:

"Ei dig paa nogen Maade

modtage kunne vi."

9.

"Paa Island ölver Skalde

og flere Bönder jeg

til Frænder har; I Rige

bör hjelpe gammel Mand."

10.

For Helge gik den Lede

og talte mangt et Ord:

"til dig, du gjæve Hövding,

især jeg slaaer min Lid.

11.

Den Hjelp, som jeg kan yde

vist eder gives skal;

ved ösekarret ingen

en större Nytte gjör.

12.

Af sund og lækker Föde

nok i min Vadsæk er;

hvis Livet undes, Fragten

betales visselig."

13.

Af Gubben tog sig Helge

han fik i Skibet Rum;

strax ud det löb af Havnen

med længe savnet Bör.

14.

Dog blev den alt for bister

i Stormens hule Brag

sig store Bölger reiste

og skjulte Landets Syn.

15.

Paa Agterdækket hvilte

sig gamle Thorgils da,

fortært er Reisekosten,

den hele Pral forbi.

16.

Af egen föde nærte

Skjald-Helge gamle Mand,

ret som et Barn ham pleied,

dog rased Storm og Hav.

17.

Syg Gubben blev og döde

en Nat; da Helge strax

hans Krop i Huder svöbte

og kasted over Bord.

18.

De kolde Byger længe

om Snekken tumled sig;

han, som paa Reisen döde,

paa Havet fulgte dem.

19.

Ved Nattetid en Vove

svart over Skibet faldt

og kold Gjenganger kasted

höit op paa Bunkens Ryg.

20.

Sig Kroppen halvt oprejste

og siddende forblev,

snart Trolden Huder splitted,

og flux en Vise sang.

21.

Fælt rysted skaldet Isse,

nær kantred Skibet var

af Frygt de Söfolk segned,

kun Helge vakled ej.

22.

Den stolte Kæmpe hæved

en öxe skarp og svær,

dens Hammer haard og svarlig

mod Troldens Skulder slog.

23.

Da styrted led Gjenganger,

hans Födder Skjalden greb,

bröd Halsen snart og sendte

den Krop til Havets Bund.

24.

Af synkefærdig Snekke

udöst da Vandet blev

Vidundret sig ei viste

og aldrig saaes det meer.

25.

End Kare pidsked Seilet,

den kolde Byge fnös,

og Island de forfeiled

mod Nord dem Æger drev.

26.

Og ved de blev at drive

i frygteligste Storm

til Nordens Stjerne lyste

for dem i Sönden alt.

27.

Fjern var hver Havn, udmaltet

alt Skibets Mandskab var,

snart uophörlig Helge

ved Roret ene stod.

28.

Alt sagde til de andre

Illuge: "for vi maae

af Matheds Jammer segne,

hinanden fælde vi!"

29.

"Den Daarskab" Helge svared

"ei sömmer christne Mænd,

vi vor Fortröstning sætte

kun til den sande Gud!

30.

Varmt bör vi Christ paakalde

mod Havs og Stormes Nöd!"

da Hjelpen kom, thi Veiret

og Bölgen lagde sig.

31.

Snart Jökler kom tilsyne;

vor Helt udraabte da:

"for langt det Uvejr fjernet

mig har fra elsket Brud."

32.

Det gamle Kvad sang Voven,

og Kaasen gik mod Syd,

til de den Kyst anlöbe

som Hvile dem tilböd.

33.

Der Jöklers Land de kjendte

og Eriksfjord dermed,

til Falgeirsvig de styred

og Havn fik Skibet der.

34.

Saa alt det Mandskab reddet

blev af langvarig Nöd,

at ingen uden Helge,

nu arbeidsdygtig var.

35.

En Bonde rig og mægtig

i Bygden Forne hed,

paa Solarfjeld han boede,

og gjæstfri dem modtog.

36.

Han undte Skjalden Helge

et stadigt Ophold der;

den Fremmede, som fordom,

til dyb Bekymring faldt.

37.

Da Forne Mærke lagde

til slig Sörgmodighed,

sin Gjest han ivrig sögte

Med Ord at muntre saa:

38.

"Fra Gods og elsket Kvinde

fordrevet alt du blev,

Gud vil du nu skal glemme

Begierlighedens Drift.

39.

Vel du forstaaer at Troen

dig störste Held har bragt:

du Pavens Aflad hented

med Hæder selv i Rom.

40.

Du af dit Sind uddrive

al Sorg, din Kjære glem,

hyld Munterhed og Glæde,

tag dig en Viv blandt os!"

41.

"Naar du," da Helge svared,

"til sligt opmuntre vil,

siig da, hvo er den Kvinde

jeg önske kunde mig ?"

42.

"För var den Hovedrige

med Skegge Prude gift

strax denne Brud du fæste,

med dig jeg fölges vil."

43.

De kom til Enkens Bolig,

der Forne Taler var,

mens for sin Gjæst han fried

vor Helge sad og taug.

44.

Hun svared: "til mig beiled

tre Mænd i Uhelds Stund,

dem alle Lykken daared,

de fik en hastig Död."

45.

"Ei den Betragtning standser

din Ægtepagt med ham." -

"Hvor er det Gods man give

kan, Forne, denne Mand ?"

46.

"Til Helge," Forne svared,

"jeg skjöder Hörnes Gaard,

du faaer den Fæstensgave,"-

saa de trolovet blev.

47.

Dog Enken det paalagde

sin Frier, at han kjæk

for örnulfs og for Skegges

Mord skulde tage Hævn.

48.

Hen Vintren gled og Helge

paa Hörnes satte Bo,

snart syg han faldt paa Lejet,

og Sangen standser her.

FEMTE SANG

1.

Om Kjærlighedens Dyder

jeg digter neppe meer,

for Sang om Kvinders Elskov

kun Had jeg faaer til Lön.

2.

Ved Digtninghavets Strande

jeg Dverges Snekke fandt,

med sære Sagn tilladet

af Sorgers Toug omspændt.

3.

Der mange sig tildeelte

af Viser Overflod,

men Kvinden, til Betaling,

fuldt op af Kiv mig gav.

4.

För sidst jeg sang om Helge,

af Uheld jevnlig fulgt,

da fjernt paa Grönlands Kyster

han end troloved sig.

5.

Paa Hörnes Gaard han havde

med Hæder reist sit Bo,

da Sygdom svart ham knuged,

til Sengs han maatte gaae.

6.

En Sommer og en Vinter

han pröved Leiet der;

om Enken ilde taltes,

Illuger rusted Skib.

7.

De meente, Thorun voldte

den gruelige Nöd,

til hende ilde talte;

tit leger Sandhed Skjul.

8.

Den ene af dem sagde

til raske Fæller saa:

"den Kvide hun fremkaldte

og stenes bör ihjel!"

9.

Et saadant Forsæt Forne

dem fare lade bad;

hun frelstes; Helge piintes

af Sot og Vildelse.

10.

I mörkest Vraa han hvilte

og taalte Lyset ej,

et Ord han ikke mælte,

som den, der stum er födt.

11.

Til Hörnes Thorun kommer,

den snilde, kloge Viv,

hvad vil hun vel der gjöre?

med Helge tale selv.

12.

Et Kjertelys hun tændte

han mærked flux dets Skin,

med Hænder öine skjulte

og rystede af Harm.

13.

"Hvo," spörger han: "uforsigtig

med Ilden löber saa?"

man svared: "det er Thorun."

han bad: "kom mig ei nær!"

14.

"Mig," klaged hun, "Ulykken

har haardelig forfulgt

ved Elsktes Död og Smerter,

al Sang jeg har forglemt.

15.

En Ægtemand tilkommer

at böde dette Savn,

de Christnes Tro mig lære

du med Velsignelsen!"

16.

"Hukommelse og Tale

den svare Sot har kvalt;

ei læse eller synge

jeg kan, det Jammer er!"

17.

Da mellem Skjaldens Tænder

hun lagde finest Blad,

vor Skabers Navn det viste

og Menneskenes Tröst.

18.

Den Syge Farve skifter

og Sind til Bedring strax;

de Christnes Lærdom klinger

höit fra hans Læber nu.

19.

"Seer du i Sygdoms Vaande

ei underlige Syn?

sig meget slemt tildraget

har för i dette Land."

20.

"Til mig hver Aften kommer

en Viv, som Guldet lys,

og ved min Side hviler

den hele mörke Nat."

21.

"At saadan Skjönhed rörer

dig, jeg begribe kan;

mon hendes Hjem er yndigt?

siig, hvilket Navn hun bær!

22.

Kan hun den christne Lære,

sig korse ret forstaaer?"

"For meget," Helge svared,

"du mig udfritter nu.

23.

Hun sig Myride nævner

er snild og blid i Ord,

men kan ei Christnes Sange,

af Slægt mig ubekjendt."

24.

"Du trende Viser kvæde

af væmmeligste Slags

til hende, hun vil kjendes

ved slig Beskrivelse.

25.

Hvis end hun ei forandrer

Udseende derved,

da hende frit at favne

jeg dig tillade vil."

26.

Til Helge Hexen kommer

den Aftenstund som för,

han kvad de Viser trende

af væmmeligste Slags,

27.

De strax sin Virkning viste,

sig ilde skabed hun,

af Gispen Munden vrænged

med Stank og fæle Lyd.

28.

Al Skjönhed nu forsvunden

i störste Skynding var,

et mere stygt Uhyre

han aldrig skued för.

29.

I heftig Vrede talte

Myride da til ham:

"du Thoruns Raad nu fölger,

forvandlet er din Hu.

30.

Med Haan du vil belönne

min Kjærlighed til dig,

for Kys og Klap du yder

det allerværste mig.

31.

Du tit i Favn mig slutted

som ung, uskyldig Mö;

den Elskende forskyder,

Umenneske! du nu."

32.

Bort, fule Trold, du vige

mit Samkvem stedse sky,

til Jætters Slægt du hörer,

alt Ondt forfölge dig!

33.

Blaagusten Hex, som ligned

i det sin Frænke Hel,

sig böied for at bide

den Syges Struberör.

31.

Vor Skabers Navn bar Helten

paa sig, forstandig gjemt,

hiin Trold, bered til Hævnen

ej kunde nærme sig.

35.

Med Korsets Tegn sig skjermed

den Skjald i Herrens Frygt;

Jættinden flux tog Flugten,

al Sygdom lægtes nu.

36.

Ham Thorun da tilstæder

at sluttet Ægtepagt

han selv ophæve kunde;

sit Löfte blev han tro.

37.

Et herligt Bryllup holdtes,

ei Helges Kummer veg,

ham ingen Leg forlysted,

og taus han stedse var.

38.

Med intet kjærligst Kvinde

opmuntre kunde ham;

af Elskov til den ene

for andres var han slöv.

39.

Hver Aften og hver Morgen

stod Katla for hans Sind;

strængt fulgtes Norners Domme,

og gammel Harm blev ny.

40.

Den Mö ham blev formenet

som nærmest ham tilkom;

slig Sorg den Kæmpe böied,

som böd al Verden Trods.

41.

Det Heltemod at vække

forsögte Thorun klog;

"til Hævn er Tid," hun sagde,

"thi Morderne bör döe!"

42.

Ei Helgle nægte vilde

den Kamp, som Pligt ham böd,

det Skib, han för lod bygge,

i Hast udrustet blev.

43.

Han tredve Mand udvalgte

til dette Krigertog,

med Harnisk, Hjelm og Vaaben

han vel forsyned dem.

44.

Mod Nord) til Greipar stunder

den kjække Sömandsflok;

snart Vinden Seil udspilte,

snart pröves Aarers Brug.

45.

Vildt er det Hav og Veien

er lang, men Trolddom dog

forögede dens Farer;

tilsidst blev Maalet naaet.

46.

Fra Skibet Skjalden Helge

Fredlöses Bolig saae,

de lede den forlade,

paa Jagt de skulde gaae.

47.

Snart saae den lumske Thorer

hans Broder Eyvind med,

de Fjender, som dem trued,

og sögte strax at flye.

48.

De haardt forfulgte bleve

og vel fortjente sligt.

Det femte Kvad jeg slutter

af Sorg og Möie træt.

SJETTE SANG.

1.

For dristig Harpens Strenge

til Kvinders Priis jeg slaaer;

mig bedske Taler burde

til Taushed bringe strax.

2.

At ei, som nu, jeg hörer

den Snak i hver en Vraa,

at hende Sangen mener,

det vækker manges Spot.

3.

At hendes Værd jeg skjönner

er det vidunderligt?

lig andre, sligt som talte,

af Adams Slægt jeg kom.

4.

Det sjette Kvad maa lyde.

Mod Nord, paa Greipars Kyst,

Hreims Sönner haardt forfulgtes

af Helges skarpe Sværd.

5.

En Klöft sprang Eyvind over,

heel dyb og bred den var

(tolv Alen regnes Springet)

og slap i Huset ind.

6.

Derhen hans Broder Thorer

og kom ved hurtigt Löb,

med Vaaben Dören begge

forsvared mandelig.

7.

Da Helge böd at vinde

af Huset bort dets Tag,

"her vi, som hjemme, raade!"

han sagde med et Smiil.

8.

Tolv Mænd bortreve Taget

men Helge Staalet svang;

da ham den onde Eyvind

med kroget Spyd anfaldt.

9.

Han rammed Heltens öie

som blodig Kilde ligt

en Bæk fra sig udsendte

der strömmed ned til Jord.

10.

"Dit öie Odden klöde,"

med Latter sagde han,

"Dig bedre var at vogte

din Hjord end slaaes med mig."

11.

Af' Vrede svulmed Helge,

sit skarpe Sværd han svang,

af Erik Jarl ham givet,

det straffer Skurkens Id.

12.

Mod Eyvind Odden stævned

og gjennemskar hans Bug,

saa at fra Ulivssaaret

hang Fedt og Tarme ned.

13.

En Stedsön havde Helge

som Steingrim kaldet blev,

en anden Jökul nævnes,

mod Thorer begge stred.

14.

Med begge Hænder kæmped

han rask mod tvende Mænd;

vistnok et mandigt Hjerte

sad der i hæslig Krop.

15.

Den venstre Haand af Thorer

dog hugged Steingrims Sværd,

han bad sin Broder hjelpe:

"eenhaandet nu jeg staaer!"

16.

Ham ængstet Eyvind svared,

"med Helge kæmper jeg,

ei bedre Ro mig undes,

thi klövet er min Bug."

17.

Blaa Klinge Brystet saared,

dog end han tappert stred,

til Halsen gjennemhugges

og Hovedet bortflöi.

18.

Ved samme Tid og Thorer

sit Liv udaande maa,

hans Indvold ud var faldet,

han selv af Dören ud.

19.

De som den Seier vunde

en Hexe-Kælling traf,

den Grima, Brödres Moder,

laa næsegrus i Seng.

20.

Ved hendes Syn de gyse,

en værre Trold ei saaes,

"ihjel hun stenes burde,"

Illuges Mening var.

21.

Höimodig Helge svared:

"sligt er en Niddingsdaad,

om Liv, om Gods det kosted

en Viv ei dræber jeg."

22.

Fra Huset Bytte bæres,

hjem seile raske Mænd,

fra Leiet Grima sender

en giftig Trolddoms-Piil.

23.

Skarpt Illuge den rammed,

paa Dækket död han laae,

uhævnet stedse; Skibet

til Herjulfsnæs dog kom.

24.

Troldkvindens Udaad standsed,

ei tales meer derom -

af Gods og Hæder Helge

fik nok og ypperst blev.

25.

Til Laugmand Folk ham valgte,

han ordned Landets Ret,

thi ingen anden meentes

som han istand dertil.

26.

Sörgmodigt tit hans Indre,

men sjelden muntert var,

ei Ungdoms Elskov glemtes,

den Længsel stiltes ei.

27.

Naar ud han drog i Bygden

var Katlas Pelts hans Dragt,

mens brugelig den tyktes -

hans Sorg opfrisked den.

28.

Forslidt tilsidst den bleven

og uden Nytte var,

da over eget Leie

den Skjalden hænge lod.

29.

Til Island Sagnet viger,

ei der var mindre Sorg:

Thorkatla een kun elsked

blandt alle Verdens Mænd.

30.

Selv ei sin grumme Fader

hun ynde kunde ret;

af hele Slægten ikke

hun vilde nogen see.

31.

Derfor hun Fod ei satte

paa Borgefjordens Jord;

paa Söidefjeld hun ene

sin stille Kummer bar.

32.

Hvad christen Tro os byder

opfyldte gjerne hun,

med Fasten og med Sange

den lange Tid hengled.

33.

Lav blev den Skjönnes Stemme

kun sjelden Talen löd,

skjönt blid til Folk hun smilte,

i Lön dog Taaren flöd.

34.

Naar Harm i Hjertet bruste,

Fortvivlelsen var nær,

den Klædning Helge skjenked

hun kjærlig tog i Favn.

35.

Tilsidst af Sagn hun spurgte

sin Kjæres Opholdssted,

og flux til Verdens Ende

beslutted hun sin Fart.

36.

En Höst hun drog til Norge,

der Vintertiden gled,

i Vaarens Tid en Snekke

til Grönland rustes ud.

37.

Dens Styrer Katla beder

om Plads i Skib for sig;

han nægted, men omstemtes

af vældig Pengepung.

38.

Nu venlig hun modtages,

og Skibet Havn forlod,

af Uveir tumlet sildig

i Höst til Grönland kom.

39.

En Bod Paa Kysten reises,

did ogsaa Helge tog,

der pludselig han glædtes

ved mest uventet Syn.

40.

Ret inderlig den Skjönne

han trykte til sin Barm;

hvo kan vel ret beskrive

det alt de fölte nu.

41.

"Langt bort du mig opsögte,

din Troskab sjelden er,

for tung er Mangens Skjæbne,

jeg maatte giftes her."

42.

Vist meer end jeg, du haver

saa handlet mangenlund,

at aldrig Ro og Glæde

i Verden skjenkes os.

43.

I Ungdoms favre Dage

hinanden Tro vi gav,

den bröd du först og fængsled

til anden Kvinde dig.

44.

Os grusomt Frænder svege,

forstyrred hellig Pagt,

du ved en ny os dömte

til ulyksaligst Lod.

45.

Ei Folkesnak os rörte,

vi voved Liv og Sjæl,

til du, for Drab og Feider,

landflygtig tyede hid."

46.

"Jeg ene dig, min Pige,

af Hjertet elsket har;

dog skulde vi adskilles

ved Skjebnens strænge Dom!"

47.

Hjem sörgende kom Helge,

hans Hustru spurgte: "hvo

med Skibet hid er kommen?"

Han nævnte Skipperen.

48.

"Jeg spörger om den Kvinde

du trykte til din Barm;

ei meget længe dvæle

hun kan i dette Land."

49.

"Du er vel een af mange

som staaer vor Fryd imod;

meer end de andre fleste

undskyldes vist du kan."

50.

Fra Hjemmet Thorun drager,

i Tale Katla faaer:

"Jeg troer at Helge vilde

til sig indbyde dig."

51.

Hun svared: "alt jeg hörte

det för," og Thorun da

i List erfaren sagde:

"i Vinter vær hos os!"

52.

"Mod slige Tilbud tager

jeg tit, men frydes ei."

Med hende hjem tog Katla

til sin og Vennens Harm.

53.

"Du stille, tause Pige

vil neppe glædes her,

thi du med Helge tale

fortrolig aldrig maa!"

54.

Sörgmodig Kvinde svared:

"Barmhjertig ei er du;

sligt Liv jeg længe förte,

det manges Tvang har voldt."

55.

Saa nöie Thorun passed

paa Elskovsparrets Færd,

at Helge Katla kunde

ei sige kjærligt Ord.

56.

Heel mægtig var den Kvinde,

og mægtig hendes Slægt,

saa maatte Vintren glide -

her standser Sangens Lyd.

SYVENDE SANG.

1.

"Et Sviin i samme Ager

vil gjerne rode," sang

en hædret Digter fordum,

saa gaaer det for min Id.

2.

Helst synger jeg om Sorger

som för blev manges Lod,

da vise Kongesönner

paaskjönned Möers Tro.

3.

Hvo som af elsket Kvinde

kun Had ei Blidhed naaer,

al Elskovs Fryd berövet

kun föler Harm og Sorg.

4.

Mindst den er saa tilmode

som hvert sit önske naaer,

i Overflod og Ære

ei kjender Modgangs Strid.

5.

Hvo aldrig Længsel fölte

og ingen Kummer led

fra dette Digt sig holde,

ved andre glæde sig.

6.

Men I, som lytte ville

til veemodsfulde Kvad,

for eder ömt det klinger

om trende korte Blus.

7.

De norske Mænd beredte

til Rejsen atter sig

i Vaarens blide Dage;

det mærked Katla taus.

8.

Den tunge Vinter svunden

i haarde Trængsler var,

thi hun og Helge fölte

nu fælles Uheld mest.

9.

Til Katla Thorun taler,

(da skjærpes Sorgens Brod):

"her nu dit Ophold endes,

fra dette Huus du maa.

10.

Skjönt du Bekymring nærer

og volder andre den,

dig ingen Tilflugt undes

i hele dette Land."

11.

Den elskovsrige Pige

gav et vemodigt Svar:

"alt Skjæbnen stræng mig nægter

et öieblik af Haab."

12.

Sig Afskedstimen nærmer,

det Skjalden vel forstod;

til Thorun Helge taler:

"gjör som jeg beder dig.

13.

Tillad at jeg min Kummer

maa tolke denne Viv,

mens trende Blus udbrænde

som du antænder her."

14.

"Vel vil du," Thorun svared,

"for dette raade selv;

for eder det fornye

de gamle Smerter maa."

15.

I et afsides Kammer

med Dören lukt paa Klem,

længstönsket Möde holdtes,

af Skjæbnen nægtet för.

16.

Fra Hjertet Klager löde

for Længsel, Sorg og Nöd,

ei deres Elskovstale

udtrykke Digtet kan.

17.

Den ene Stund dem undtes

i mange Kummers Aar,

at bruge glemtes ikke;

den nödes mangenlund.

18.

Snart hun, som Ilden passed,

paa Dören banked stærkt:

"nu er det paa de Tide

at Talen brydes af."

19.

Kun seent gjensvared Helge,

sörgmodig löd hans Röst:

"er nu den förste Flamme

til Glöder snart udbrændt ?"

20.

"Jeg seer," hans Kone sagde,

"du elsker höit den Viv;

til finest Aske ere

udbrændte trende Blus."

21.

"Jeg mærker;" Helge svared,

"at svar er Kvinders List;

saa kort vel för ei have

tre Blus til Aske brændt."

22.

Han sled sig fra den Kjære

og sagde, fuld af Harm:

"den Elskov, uden Lige,

fra Hjertet slides ei!"

23.

Sin Pynt og Klædning Katla

til Reisen laved snart;

for Helge, da Skibsbygger,

hun anden Dag fremtreen.

24.

Ved Stavnen Katja kjærlig

han da modtog; og ei

han Orlov meer begjered

til Afskeds sidste Færd.

25.

Ei Kys, ei Kjærtegn mangled

med blide Favnetag,

men Taareströmme styrte

for Katlas Hjertesuk.

26.

Saa löd da hendes Tale

i sidst Skilsmisses Stund:

"vi aldrig, Helge, mere

i denne Verden sees.

27.

Vist meer end være skulde,

mit Sind er vendt til dig,

den Sorg omsider Döden

mig bringer visselig."

28.

"Bortkast den Harm og Smerte

af grueligste Slags,

bed vel for vore Sjæle,

al Lykke fölge dig!"

29.

Ei kan jeg ret forklare

hvad meer sig her begav,

som Hagl sprang Skjaldens Taarer

ned paa hans Kjortel röd.

30.

Den Afsked Helge længe

beröved alskens Fryd,

til Skibet bar man Katla,

det seiler flux af Havn.

31.

Til Island kom det heldig,

de Kjöbmænd Handel drev;

til Söidefjeld kom Katla,

bedrövet end som för.

32.

Ny Harm om hende spændte,

ej smækker meer hun var;

mens trende Blus udbrændte

hertil var Grunden lagt.

33.

Snart slog Forlösnings Timen,

Lysmödre nærme sig,

i vilde Smerters Rasen

en Pigelil blev föd.

34.

Ak! för hun önsked Döden

nu Liv for Datters Skyld,

dog hun det svinde fölte

og Præstens Tröst hun fik.

35.

Fra lange Sygeleie

forlöstes ædel Sjæl;

vor Frelsers milde Moder

barmhjertig den modtag!

36.

Dog her paa Jord tilbage

var heftigst Elskovs Pant,

og Modernavnet arved

den skjönne Pigelil.

37.

Strax blev den spæde Katla

for Helges Barn erkjendt;

tolv Aar da svundne vare

hun blev til Grönland sendt.

38.

Trofastest Faderhjerte

höit glædedes derved,

og deiligst Datter elsked

ret som sit eget Liv.

39.

Dog i en Sorgens Time

Naar Anger Sindet sled,

i Favn han tog den unge

og sukkede derved.

40.

"Dig, Favre, jeg bevidner:

jeg Christus bede vil,

at ingen tredie Katla

skal saa mig vorde kjær."

41.

Uheldig Elskovs Fölger

da aabenbartes klart -

hvad Helge led, ei lægges

i nogen Vægtskaal kan.

42.

Tre Börn den Thorun havde,

som Helges Kone var;

Hallveige hed en Pige

som hjemme tjente der.

43.

En vakker Dreng hun födte

ei nævntes Faderen,

og derfor ikke kundes

udregnes den hans Slægt.

44.

Ham Thorbjörns Navn blev givet

ret hurtig blev hans Væxt,

og strax i Barndoms Alder

til Arbeid sig han böd.

45.

Hans Kjortel, ikke herlig,

af Kalveskind var syet,

hans Födder halve blotte,

dog bar han laadne Sko.

46.

"Und, Helge, mig" han sagde

"fast Tjeneste hos dig,

min Tilstand mig nedtrykker,

jeg næsten intet kan."

47.

"Du neppe Nytte stifter

en Lee jeg giver dig,

din Föde at fortjene

ved Græs for Kvæg at slaae."

48.

En Sommerdag kom Helge

at see hans Arbeids Gang:

"Dit Værk ei vel forrettes,

hvi bider Leen ei?"

49.

En Vise da den Unge

af saadan Mening kvad:

"jeg bryner, slöv blir Leen,

ei Arbejd huer mig."

50.

Til Svenden Helge sagde:

"Svar du mit Spörgsmaal nu:

"fra hvem i Höfdeslægten

din Gjæk fik Digteraand?"

51.

Den Svend da skifted Farve

og svared mod i Hu:

"Derfor kun dig alene

alt Ansvar hviler paa."

52.

"Tal, unge Svend, ei længer

om saadant Ansvar meer,

ei Trælleværk du passe

men andre Kaar skal faae."

53.

Ham Helge smukt opklædte

og vel oplære lod;

ret kjær han blev den Gamle

og selv den bedste Skjald.

54.

Bort Helge Katla gifted

med Sölv og herligst Pryd -

til Brattelid han flytted,

og meget gammel blev.

55.

Der vendte först tilbage

sand Fred til Gubbens Sind;

for ypperligst han holdtes

blandt alle Grönlands Mænd.

56.

De herligste maa stride

med svarest Uheld tit;

Skjald-Helge haardt blev prövet

og Haldors Datter med.

57.

Skjönt disses Sorg og Længsel

jeg skildret har i Sang,

derved sin Kummers Byrde

hver finde mindre svær!

58.

Ei hine to, og ingen

undgjelde dette Kvad!

os Himmel-Kjærligheden,

vor Jesus skjerme bedst!

59.

Ei meer jeg fandt i Sagnet;

til Hvile Folk vil gaae

her endes harmfuld Tale

og Helges Mindesang!

60.

Höilovet Gud forlöse

i af sin Miskund stor!

den Mö, jeg stedse mindes,

jeg neppe favne skal!

61.

Af Mund og Hjerte synger

södt til Marias Priis!

I alle ydmyg bede:

os ynde mildest Gud!

62.

Med hellig Tale smykket

skjön Paternoster er;

for alle christne Sjæle

nu lyde liflig Bön!

63.

Man Tyr og Ur maa kalde

den Mand, som Kvadet sang,

Skam Aar og Sol ei fange

ham elske stedse Gud!

64.

Vel fast mig Byrder trykke,

mig dadler Kvinders Flok;

udrunden er min Tale,

for lang den tykkes alt!

---

Fotnoter