Den kolde Brud (Kalevala)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Ilmarinen
Skulptur af Robert Stigell

Læs også F. Ohrts kommentarer til denne tekst i Kalevala II

Kalevala
Ferdinand Ohrt

Den kolde Brud

Det var Smeden Ilmarinen,    XXXVII. 1

græd ved Kvæld for Kvinden, han misted« 

uden Søvn han sørged om Natten,

uden Føde græd han om Dagen;

ikke længer fatter hans Fingre    9

Hammerens Skaft, det kobberstøbte,

ikke hører man Smæld fra Smedjen

hele næste Maaned til Ende.

Sagde Smeden Ilmarinen:

»Ikke veed jeg stakkels Skabning

om jeg holder ud at leve;

tidt, af Sorgens Taager sløret,    30

famler jeg ved Midnatstide

i det øde Rum med Haanden,

Armen griber i det tomme

paa min Seng til begge Sider.

Uden Hustru lever Smeden,

ældes uden Ægtemage,

græder to, tre Maaneskifter;

men da fjerde Maaned kommer,

henter han sig Guld fra Havet,

søger Sølv fra Søens Bølger.    40

Samler nu en Stabel Brænde,

hele tredve Slæder fulde,

Brændet brænder han til Trækul,

kaster sine Kul i Essen,

sætter saa Trælle til at trække,    51

Lejesvende til at puste.

Trængte sig frem en Mø af Essen,    139

gyldenlokket Pige fra Gløden,

alle de andre ræddes saare,    143

Ilmari ene ræddes ikke.

Smeden Ilmarinen derpaa

hamred sig et gyldent Billed,

hamred om Natten uden Hvile,

Dagen igennem uden Standsning;

Ben formed han paa sin Jomfru,

Ben formed han, Arme danned han,    150

ikke kan Benet sig løfte.

Armen ej fatte med Favntag.

Vakre Læber gav han sin Jomfru,    135

vakre Læber og Øjne klare,

kan dog ej Ord paa Læben lægge

eller det søde Smælt i Øjet.

Sagde Smeden Ilmarinen:

»Vakker Jomfru vilde det være,    160

ejed hun ogsaa Ordets Gave,

ejed hun Sjæl og ejed hun Mæle.« 

Straks den næste Nat derefter    182

mange Dækner han begæred

for at ligge hos sin Mage,    187

ved sit gyldne Jomfrubilled.

Varm blev vistnok den af hans Sider

som mod de tykke Tæpper vendte;    190

den der vendte mod Gyldenbruden,

den var nær ved af Frost at isne,    195

stive til Sten af idel Kulde.

Sagde Smeden Ilmarinen:

»Hende her kan jeg ikke bruge,

vil til Väinölä Pigen bringe,

give hende til Väinämaöinen    200

som hans Mage for alle Dage,

som en Fugl at bæres i Favnen.« 

Bragte han sin Brud til Väinö:

»Hør, du gamle Väinämöinen,    206

her er ret en Pige til dig,

her en Jomfru, skøn at skue,

ikke altfor stor om Munden,

ikke altfor bred om Hagen.«    210

Trygge gamle Väinämöinen

saae paa det Billed Smeden bragte.

Sagde gamle Väinämöinen:    221

»Hør mig, Smed, min lille Broder,

kast din Pigelil paa Ilden,

smed af hende alskens Sager,

eller bring din Brud til Rusland,

send dit Billed bort til Saksland,

lad saa de rige Herer rives,

lad de Store kriges om Bruden:

Ikke for min Slægt det passer,

for mig selv vel ikke heller,    230

til en gylden Brud at bejle,

for en Sølverbrud at smiske.«