Inges saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Snorre Sturlasøn

Kongesagaer

oversat af

Gustav Storm

Kristiania
J.M. Stenersen & Co
1900

Nationaludgave (2den udgave)

Inges saga

[1136-1157]

1. Dronning Ingerid og med hende lendermændene og den hird, som kong Harald havde havt, blev enige om at ruste en løbeskute ud og sende den nord til Trondhjem for at melde kong Haralds fald, og det tillige, at Trønderne skulde tage til konge kong Haralds søn Sigurd, som da var nord der, og som Saade-Gyrd Baardsøn fostrede. Men dronning Ingerid fór strax øster i Viken; Inge hed hendes og kong Haralds søn, som var til opfostring der i Viken hos Aamunde, søn af Gyrd Lag-Bersesøn. Men da de kom til Viken, blev det stævnet Borgar-ting og der blev Inge taget til konge; da var han paa andet aar. Med i det raad var Aamunde og Tjostolv Aalesøn og mange andre store høvdinger. Men da de tidender kom nord til Trondhjem, at kong Harald var taget af dage, da blev kong Haralds søn Sigurd taget til konge der, og med i det raad gik Ottar Birting, Peter Sauda-Ulvsøn og brødrene Guthorm af Rein Aasolvsøn og Ottar Balle og mange andre høvdinger. Og næsten alt folket gav sig under de to brødre, og aller mest for den sags skyld, at deres fader blev regnet for hellig; og landet blev svoret dem til paa den maade, at man ikke skulde gaa under nogen anden, saalænge nogen levede af kong Haralds sønner.

2. Sigurd Slembe-degn søgte nord forbi Stad, og da han kom til Nordmøre, var det alt kommet forud for ham brev og jertegn fra de stormænd, som havde vendt sig til lydighed imod kong Haralds sønner, og han fik der ingen modtagelse eller støtte. Men da han selv havde faa folk, blev de enige om at stævne ind i Trondhjem; thi han havde forud sendt bud ind til sine venner der og til venner af kong Magnus, som havde været blindet. Men da han kom til Kaupangen, roede han op i aaen Nid og fæstede sine landtaug ved kongsgaarden, men maatte dog søge unda, fordi alt folket stod imod. De lagde siden til Holm og tog der Magnus Sigurdsøn ud af klosteret imod munkenes vilje; han havde forud taget munkevigsel. Det er flere mænds sagn, at Magnus fór godvillig, om end det modsatte blev sagt for at forbedre hans sag; Sigurd ventede sig deraf støtte, og det fik han ogsaa. Og dette hændte strax efter jul [1137]. Sigurd og hans mænd fór ud efter fjorden. Siden søgte efter dem Bjørn Egilsøn, Gunnar af Gimsar, Haldor Sigurdsøn, Aslak Haakonsøn og brødrene Benedikt og Eirik og den hird, som forud havde været hos kong Magnus, og en mængde andre mænd. De fór med flokken syd forbi Møre og helt til Raumsdalsmundingen. Der skiftede de sin hær, og Sigurd Slembe-degn fór strax om vinteren vester over havet, men Magnus fór til Oplandene og ventede sig mange folk, som han ogsaa fik; han var om vinteren og hele sommeren der paa Oplandene og havde da en stor hær. Men kong Inge fór med sin hær imod, og de mødtes der, som heder Mynne. Der kom det til et stort slag, og kong Magnus havde størst hær. Saa er sagt, at Tjostolv Aalesøn bar kong Inge i sin kjortelflig, medens slaget stod paa og han gik under merket; Tjostolv kom i stor nød og fare under kampen. Og det er folks tale, at da har kong Inge faaet den vanhelse, som han havde hele sin levetid siden, at ryggen knyttede sig og den ene fod var kortere end den anden og var saa svag af kræfter, at han gik daarlig, saa længe han levede. Da vendte mandefaldet sig imod kong Magnus’s mænd, og forrest i fylkingen faldt disse: Haldor Sigurdsøn, Bjørn Egilsøn og Gunnar af Gimsar og en stor del af Magnus’s mænd, inden han vilde fly eller ride unda. Saa siger Kolle:

Du vandt et odde-uveir

øster ved Mynne, men siden

du under hjelmen har samlet

med sverde til ravnene føde.

Og fremdeles dette:

Før end ringmilde fyrste

flygte vilde, laa falden

hele hirden paa volden

[herlige konge i himlen].

Wilhelm Wetlesen: Slaget ved Mynne.

Magnus flyede øster til Gautland og derfra til Danmark. I den tid var Karl jarl Sonesøn i Gautland; han var mægtig og ærgjerrig. Magnus Blinde og hans mænd sagde saa, naar de kom for høvdinger, at Norge vilde være let at tage, om nogle store høvdinger vilde søge did, da det ingen konge var over landet og lendermændene havde styrelsen der i riget, men de lendermænd, som først var tagne til at styre, de var nu uenige, hver med de andre, for avinds skyld. Men da Karl jarl var magtlysten og lyttede til overtalelser, samlede han folk og red østenfra til Viken, og af rædsel gik mange folk under ham. Men da Tjostolv Aalesøn og Aamunde spurgte det, fór de imod ham med de mænd, som de fik samlet, og havde kong Inge med sig. De mødte Karl jarl og Gauternes hær øster paa Krokaskogen og holdt der et andet slag, og kong Inge fik seier. Der faldt Munaan Ågmundsøn, Karl jarls morbroder; Ågmund, Munaans fader, var søn af Orm jarl Eilivsøn og af Sigrid, datter af Finn jarl Arnesøn; Astrid Ågmundsdatter var Karl jarls moder. Mange faldt paa Krokaskogen, men jarlen flyede øster fra skogen. Kong Inge drev dem øster helt ud af sit rige, og deres færd blev meget ringeagtet. Saa siger Kolle:

Lyse vil jeg, at ravnen

luded’ over Gauters saar.

Ørnen sig fyldte med føde,

farvet i blod blev sverde.

De, som med hærmændene

har vakt strid, fik straffen

(nu din magt er prøvet)

nylig paa Krokaskogen.

3. Magnus Blinde søgte da til Danmark til Eirik Eimune, og han fik der god modtagelse. Han bød Eirik at følge ham til Norge, hvis Eirik vilde lægge landet under sig og fare med Danernes hær til Norge, og han siger, at hvis han kommer med hærstyrke, tør ingen mand i Norge skyde et spyd imod ham. Men kongen lyttede til hans ord og bød leding ud; han fór med sex hundrede skibe nord til Norge, og Magnus Blinde og hans mænd var med danekongen i denne færd. Men da de kom til Viken, da fór de nogenlunde med maadehold og fred østenfor fjorden; men da de kom med sin hær til Tunsberg, var der en stor samling af kong Inges lendermænd tilstede. Vatnorm Dagsøn, broder til Gregorius, havde mest at sige blandt dem. Der fik Danerne ikke komme i land og ikke hente sig vand, og mange af deres mænd blev dræbte. Da styrede de ind efter fjorden til Oslo, og der var Tjostolv Aalesøn tilstede. Saa er sagt, at de vilde lade Halvard den helliges skrin bære ud af byen om aftenen, og det gik saa mange under det, som kunde komme til; men de fik ikke baaret det længere end lidt ud paa kirkegulvet. Men om morgenen, da de saa, at hæren fór indover ved Hovedøen, da bar fire mænd skrinet op fra byen; men Tjostolv og alt byfolket fulgte skrinet.

4. Kong Eirik og hans mænd søgte op i byen, men nogle løb efter Tjostolv og hans mænd. Tjostolv skjød en pil efter den mand, som hed Aaskel (han var kong Eiriks stavnbo), og traf ham i halsen, saa at odden stak ud gjennem nakken; Tjostolv tyktes ikke at have skudt et bedre skud, thi det var intet bart paa ham uden der. Den hellige Halvards skrin blev flyttet op paa Raumarike og var der i tre maaneder. Tjostolv fór over Raumarike og samlede folk om natten, og han kom ned til byen om morgenen. Kong Eirik lod sætte ild paa Halvardskirken og mange steder i byen, og alt brandt op rundt om. Dernæst kom Tjostolv ned med en stor hær, men kong Eirik lagde bort med sin skibshær, og de kunde da ikke komme i land nogensteds paa nordsiden [d. e. vestsiden] af fjorden for lendermændenes samling; men hvor de end søgte at gjøre landgang, saa laa det fem eller sex mænd eller flere efter. Kong Inge laa i Hornboresundene med en stor hær. Men da kong Eirik spurgte dette, da vendte han om syd til Danmark. Kong Inge fór efter dem og vandt fra dem det, de kunde, og er det mænds tale, at ikke har nogen faret en værre færd med en stor hær i en anden konges rige, og var kong Eirik ilde tilfreds med Magnus og hans mænd og syntes, at stor spot havde de gjort ham, de som havde lokket ham til denne færd, og sagde, at han ikke derefter skulde være dem saa god en ven som før.

5. Sigurd Slembe-degn kom den sommer vestenfra over havet til Norge. Men da han spurgte sin frænde Magnus’s ufærd, tyktes han at vide, at han nu vilde faa liden støtte i Norge, og seilede han da udenskjærs syd langs landet og kom frem i Danmark; han styrede til Øresund. Men syd udenfor Erre mødte han nogle Vender-snekker, lagde til kamp med dem og fik seier; han ryddede der otte snekker og dræbte mange mænd, men hængte somme. Han holdt ogsaa ved Møn en strid med Vender og fik seier; der paa styrede han nordover og lagde op i Elven i det østre elveløb og vandt der tre skibe fra Tore Hvinantorde og Olav, Harald Kesjas søn, sin søstersøn; Olavs moder var Ragnhild, datter af kong Magnus Barfot; han drev Olav paa land. Tore var i Konungahella og havde der en hærstyrke. Sigurd styrede did, og de skjød paa hverandre, og det faldt mænd for begge, og mange blev saarede. Sigurd og hans mænd fik ikke komme iland; der faldt Ulvheden Saxolvsøn, en Nordlænding, Sigurds stavnbo. Sigurd lagde bort og styrede nord [vest] i Viken og rante vide. Han laa i Portyrja paa Lungardsiden og lurede efter skibe, som fór til eller fra Viken, og rante dem. Tunsbergsmændene sendte en hær imod dem og kom uventet over dem, medens Sigurd og hans mænd var paa land og skiftede sit hærfang. Nogle af hæren kom fra land over dem, men nogle lagde skibe tvers over havnen udenfor dem. Sigurd løb paa sit skib og roede ud imod dem, men Vatnorms skib var nærmest, og han lod det sige agterover. Men Sigurd roede ud forbi dem og kom unda med ét skib, men mange af hans mænd faldt. Derfor blev dette digtet:

Vatnorm verged’ sig ikke

vel i Portyrja.

6. Sigurd Slembe-degn seilede siden syd til Danmark, og det druknede en mand af hans skib, som hed Kolbein Torljotsøn fra Batalder; han var i efterbaaden, som var bundet til skibet, og de seilede sterkt. Sigurd led skibbrud, da de kom syd, og han var om vinteren i Aalborg. Men sommeren efter [1138] fór han og Magnus nordefter med syv skibe, og de kom uventet om natten til Lister og lagde til land med sine skibe. Der fandt de Bentein Kolbeinsøn, kong Inges hirdmand, en meget kjæk mand. Sigurd og hans mænd gik op der først paa natten og kom uventet over dem og omringede huset og vilde sætte ild paa gaarden; men Bentein kom sig ud i et bur med hærklæder og vel rustet med vaaben; han stod indenfor døren med draget sverd og havde skjold foran sig og hjelm paa hovedet, han var da rede til at verge sig; døren var temmelig lav. Sigurd spurgte, hvorfor de ikke gik ind. De svarede, at ikke én havde nogen lyst dertil. Men mens de talte mest om dette, løb Sigurd ind i huset forbi ham. Bentein huggede efter ham og traf ham ikke; siden vendte Sigurd sig imod ham, og de skiftede hugg med hinanden, inden Sigurd dræbte ham og bar hans hoved ud i sin haand. De tog alt det gods, som var paa gaarden, og fór siden til sine skibe. Men da kong Inge og hans venner spurgte Benteins drab, og tillige Kolbeinsønnerne Sigurd og Gyrd, Benteins brødre, da sendte kongen folk ud imod Sigurd og for selv, og tog skibet fra Haakon Pungelta Paalsøn, dattersøn af Aslak Erlingsøn paa Sole og søskendebarn af Haakon Mage; Inge drev Haakon op paa land og tog al deres fragt. Ind i fjorden undkom Sigurd Stork, søn af Eindride i Gautdal, og Eirik Høl, hans broder, og Andres Kjeldeskit søn af Grim fra Vist. Men Sigurd og Magnus og Torleiv Skjappa seilede med fem skibe udenskjærs nord til Haalogaland. Magnus var om vinteren i Bjarkø hos Vidkunn Jonsøn. Men Sigurd huggede stavnene af sit skib, huggede hul i det og sænkede det ned i det indre af Ægesfjorden; men om vinteren sad Sigurd i Tjaldasund paa Hinn, der som heder Gljuvrafjord. I det indre af fjorden er det en hule i berget; der sad Sigurd om vinteren med mere end 20 mænd, og de satte noget for hulens dør, saa at man ikke kunde se hulen fra fjæren. Disse skaffede kost til Sigurd om vinteren: Torleiv Skjappa og Einar, søn af Ågmund af Sand og af Gudrun, datter af Einar Aresøn af Reykholar. Det er sagt, at den vinter lod Sigurd Finnerne gjøre sig to skuter inde i fjordene, og de var bundne med sener og ikke en spiger i dem, men vidjer for knær, og tolv mænd roede paa hver side. Sigurd var hos Finnerne, mens de byggede skuterne, og Finnerne havde der øl og gjorde gjestebud for ham. Siden kvad Sigurd dette:

Godt var det i gammen,

der glade vi drak

og gramens glade søn

gik imellem bænkene.

Det skorted’ ei der gammen

ved gammensdrikken;

den ene der den anden

som andensteds glæded’.

De skuter var saa raske, at intet skib tog dem paa vandet. Saa som det er kvædet:

Faa kan følge

furubaad haaløigsk;

under seilet svæver

senebundne skib.

Men om vaaren [1139] fór Sigurd og Magnus sydover med de to skuter, som Finnerne havde gjort. Men da de kom til Vaagar, dræbte de der Svein prest og hans to sønner.

7. Sigurd styrede da syd til Vikar, og der tog de Viljalm Skinnare, — han var kong Sigurds lendermand — og Toralde Kjeft og dræbte dem begge. Derefter fór Sigurd syd langs landet og mødte syd ved Byrda Styrkaar Glæserova, da han fór nordover fra Kaupangen, og dræbte ham. Men da Sigurd kom syd til Valsnes, mødte han der Svine-Grim og lod hugge den høire haand af ham. Derefter fór han syd til Møre udenfor Trondhjemsmynne og tog der Heden Haardmage og Kalv Kringle-øie, og han lod Heden komme unda, men de dræbte Kalv. Kong Sigurd og hans fosterfader Saade-Gyrd spurgte Sigurds færd og hvad han tog sig til; da sendte de mænd ud for at lede efter ham og gav dem til formænd Jon Kada, søn af Kalv den vrange og broder til Ivar biskop, og Jon prest Smyrel. De satte sine mænd paa Reinen, som havde to og tyve mænd og var det snareste skib. De fór at søge efter Sigurd, men fandt ham ikke og fór tilbage med liden hæder; thi folk siger saa, at de saa dem, men ikke turde lægge imod dem. Sigurd fór derefter syd til Hordaland og kom til Herdla; der havde Einar Laxe-Paalsøn en gaard, men han havde faret ind i Hamarsfjorden til gangdage-ting. De tog alt det gods, som var paa gaarden, og et langskib paa 25 rum, som Einar eiede, og hans fire vintre gamle søn, som laa hos hans arbeidskarl; nogle vilde dræbe gutten, andre have ham bort med sig. Arbeidskarlen sagde: «Ikke kan I have nogen glæde af at dræbe denne gutten, og ingen nytte har I af at tage ham bort; dette er min søn, men ikke Einars.» Og efter hans ord lod de gutten blive efter, men for selv bort. Men da Einar kom hjem, gav han arbeidskarlen gods, som var to øre guld værd, og takkede ham for hans paafund og lovede, at han altid skulde være hans ven. Saa siger Eirik Oddsøn, som først skrev dette frasagn, at han hørte Einar Paalsøn i Bjårgyn fortælle om dette. Sigurd fór derefter syd langs land og helt øster i Viken, og øster i Kvilder traf han Finn Saude-Ulvsøn, som fór for at kræve kong Inges landskyld, og lod hænge ham. Siden fór de syd til Danmark.

8. Vikverjer og Bjårgynsmænd sagde, at det var usømmeligt, at kong Sigurd og hans venner sad rolige nord i Kaupangen, omend hans faders banemænd fór alfarveien udenfor Trondhjemsmynne, men kong Inge og hans mænd sad i fare øster i Viken og vergede landet og havde holdt mange slag. Da sendte kong Inge nord til Kaupangen et brev, som det stod disse ord i: «Kong Inge, søn af kong Harald, sender Guds og sin hilsen til sin broder kong Sigurd, til Saade-Gyrd, Ågmund Svifte, Ottar Birting og alle lendermænd, hirdmænd og huskarler og hele almuen, sæle og usæle, unge og gamle. Alle mænd kjender de vanskeligheder, vi har, og vor ungdom, at du kaldes fem vintre gammel, men jeg tre vintre; vi kan ikke komme nogen vei, uden at vi faar hjælp af vore venner og gode mænd. Nu tykkes det mig og mine venner, at vi staar vores begges fare og nød nærmere end du og dine venner. Gjør nu saa vel, at du farer til mig som snarest og med saa mange mænd, du kan, og lad os begge være sammen, hvad som end kan hænde. Nu er den vor bedste ven, som raader til det, at vi altid er saa enige som muligt og holder mest sammen i alle deler. Men hvis du drager dig unda og ikke vil endnu fare efter min trængende budsending, saaledes som du før har gjort, maa du gjøre dig rede til det, at jeg vil fare imod dig med min hær, og da faar Gud skifte mellem os. Thi ikke kan vi have det længere saa, at vi sidder med saa megen omkostning og hærstyrke, som her trænges for ufreds skyld, men du tager halvdelen af al landskyld og andre indtægter i Norge. Lev i Guds fred». Da svarede Ottar Birting; han stod op paa tinget og talte:

9. «Det er kong Sigurds tale at svare sin broder kong Inge, at Gud takke ham for hans gode hilsen og saa for det stræv og den møie, som han og hans venner har i dette rige til begges tarv. Og om end noget synes noksaa stridt i kong Inges ord til sin broder kong Sigurd, har han dog i mange ting stor aarsag til sin tale. Nu vil jeg kundgjøre mit sindelag og høre, om kong Sigurds eller andre stormænds vilje følger med det, at du, kong Sigurd, skal ruste dig og den hær, som vil følge dig, for at verge dit land, og fare med saa stort følge og saa snart, du kan, til din broder kong Inge, og hver styrke da den anden i alle gavnlige ting, men den almægtige Gud styrke eder begge. Nu vil vi høre dine ord, konge.» Peter, Saude-Ulvs søn, bar kong Sigurd paa tinget, han som siden fik navnet Peter Byrde-svein. Da sagde kong Sigurd: «Det skal alle mænd vide, at hvis jeg skal raade, vil jeg fare til min broder kong Inge saa snart, jeg kan.» Men der talte nu den ene efter den anden, og hver tog fat paa sin vis, men alle endte sin tale paa samme vis, som Ottar Birting havde svaret, og det blev da aftalt at stævne hær sammen og fare øster i landet. Siden fór kong Sigurd øster i Viken og mødte der sin broder kong Inge.

10. Samme høst kom Sigurd Slembe-degn og Magnus Blinde søndenfra Danmark med 30 skibe, baade Daner og Nordmænd; det var nær vinternat. Men da kongerne og deres hær spørger dette, farer de øster imod dem. De mødtes i Hvaler ved Holmen graa; det var dagen efter Martins-messe, da var det søndag. Kong Inge og kong Sigurd havde da 20 skibe, alle store; det blev der et stort slag, men efter den første kamp flyede Danerne med 18 skibe og syd hjemad. Da ryddedes Sigurds og Magnus’s skibe. Men da Magnus’s skib var næsten ryddet, — han laa i sin seng —, tog Reidar Grjotgardsøn, som længe havde fulgt ham og været hans hirdmand, kong Magnus i sit fang og vilde løbe ombord paa et andet skib; da blev Reidar skudt med et spyd mellem herderne og gjennem dem. Men saa siger man, at der fik kong Magnus bane af dette samme spyd, og Reidar faldt bagover paa tiljerne, men Magnus ovenpaa ham. Men det siger hver mand, at han tyktes vel og hæderlig at have fulgt sin drotten; «godt er det for hver, som faar sligt eftermæle». Der faldt paa Magnus’s skib Loden Saupprud af Linustader og Berse Tormodsøn, Sigurd Slembedegns stavnbo, og Ivar Kolbeinsøn og Halvard Fæge, Sigurd Slembedegns forrumsmand; den Ivar gik først ind til kong Harald og gav ham det første saar. Der faldt en stor del af Magnus’s hær, thi kong Inges mænd lod ikke nogen komme unda, som de kunde naa, om jeg end nævner faa ved navn. De dræbte paa en holme mere end 60 mænd; der blev to islandske mænd dræbte: Sigurd prest, søn af Bergtor Maasøn og Klemet, søn af Are Einarsøn. Ivar Skrauthanke, Kalv den vranges søn, som siden var biskop nord i Trondhjem, han var fader til Eirik erkebiskop; Ivar havde stadig fulgt kong Magnus og kom ombord paa sin broder Jon Kadas skib, men Jon var gift med Cecilia, datter af Gyrd Baardsøn, og de var begge i kong Inges og Sigurds hær. Men Ivar kom med to andre ombord paa Jons skib: den ene var Arnbjørn Ambe, som siden fik datter af Torstein i Audsholt; den anden var Ivar Dynta Staresøn, han var broder af Helge Staresøn, men trøndsk i moderæt, den væneste mand. Men da ledingsmændene blev var ved, at de var der, greb de til sine vaaben og søgte imod Jon; men hans mænd satte sig til modverge, og det var nær ved, at mængden der kom i strid. Men det blev dog forligt mellem dem saaledes, at Jon løste sin broder Ivar og Arnbjørn ud og vedtog at betale penger for dem; men de penger blev ham siden eftergivne. Men Ivar Dynta blev leiet op paa land og hugget; thi Sigurd og Gyrd Kolbeinsønner vilde ikke tage penger for ham, thi de skyldte ham for at have været med i drabet paa deres broder Bentein. Det sagde biskop Ivar, at det havde tyktes ham det værste, som havde hændt ham, at Ivar blev leiet op paa land under øxen og forud hilste dem og ønskede dem et glædeligt gjensyn. Saa sagde Gudrid Birgersdatter, søster af Jon erkebiskop til Eirik Oddsøn, og hun føiede til, at hun havde hørt biskop Ivar tale saa.

11. Traand gjaldkere hed en mand, som styrede skib i kong Inges hær. Men da var det kommet saa vidt, at Inges mænd roede paa smaabaader hen til de mænd, som svømte, og dræbte hver den, de naaede. Sigurd Slembe-degn løb paa sjøen fra sit skib, da det var ryddet, kastede brynjen af sig i sjøen, svømte siden og havde skjold over sig. Men nogle mænd fra Traands skib tog en mand op af vandet og vilde dræbe ham; men han bad sig fri og sagde, at han da vilde sige dem, hvor Sigurd Slembe var, men det tog de imod. Men skjolde og spyd og døde mænd og klæder flød vidt om ved skibene. «I kan se,» sagde han, «hvor det flyder et rødt skjold; der er han under.» Siden roede de did og tog ham og flyttede ham til Traands skib. Men Traand sendte bud til Tjostolv og Ottar og Aamunde. Sigurd Slembe havde havt ildtøi med sig, og knusken var inde i et valnødskal, dækket udenom med vox; dette omtales, fordi det tyktes sindrigt at stelle saa om den, at den aldrig blev vaad. Derfor havde han skjold over sig, da han svømte, at da kunde ingen vide, om det var hans skjold eller en andens, da det flød mange paa sjøen. Saa sagde de, at aldrig vilde de have hittet ham, hvis man ikke havde fortalt dem om ham. Men da Traand kom til lands med ham, blev det sagt ledingsmændene, at han var fanget; da brød hæren ud i raab af glæde. Men da Sigurd hørte det, sagde han: «Mangen ond mand vil her blive glad ved mit hoved idag.» Da gik Tjostolv Aalesøn til, der han sad, og strøg af hans hoved en silkehue, prydet med lad; da sagde Tjostolv: «Hvi var du saa djerv, du trælesøn, at du turde kalde dig kong Magnus’s søn?» Han svarer: «Ikke trænger du at jevne min fader med en træl; thi lidet var din fader værd ved siden af min fader.» Hall, søn af Torgeir læge Steinsøn, var kong Inges hirdmand og var tilstede ved dette; han foresagde Eirik Oddsøn, da han skrev dette frasagn. Eirik skrev den bog, som kaldes Ryggjar-stykke. I den bog er fortalt om Harald Gille og hans to sønner, og om Magnus Blinde og om Sigurd Slembe helt til deres død. Eirik var en forstandig mand og var paa denne tid lange stunder i Norge. Nogle frasagn skrev han efter fortælling af Haakon Mage, lendermand hos Haraldsønnerne. Haakon og hans sønner var med i alle disse stridigheder og hændelser. Eirik nævner end flere mænd, som fortalte ham om disse tidender, forstandige og sandfærdige mænd, som var nær, saa at de hørte eller saa det, som hændte; men noget skrev han efter det, han selv havde seet eller hørt.

Wilhelm Wetlesen: Sigurd Slembe hudflettes

12. Hall siger saa, at høvdingene vilde lade ham dræbe strax, men de mænd, som var de grummeste og tyktes at have at hevne sin harm paa ham, raadede for hans pinsler, og til det nævnes Benteins brødre Sigurd og Gyrd Kolbeinsønner og Peter Byrdesvein, som vilde hevne sin broder Finn. Men høvdingene og de fleste andre gik bort. De brød hans fødder og armer sønder med øxehamrer. Dernæst rev de klæderne af ham og vilde flaa ham levende og kløvede huden i hans hoved; det kunde de ikke gjøre for blodtab. Derpaa tog de svøber af skindremmer og slog ham saa længe, at huden var saa fuldstændig af, som om den var flaaet. Men siden tog de en stok og skjød den saa i ryggen, at den gik sønder. Derefter drog de ham til et træ og hængte ham og huggede siden hovedet af ham og drog hans legeme bort og dyssede det i en røs. Det er alle mænds tale, hans venners og uvenners, at ikke har nogen mand i Norge været fuldkomnere i alle deler end Sigurd i de mænds minde, som da levede; men en ulykkesmand var han i et og andet. Saa sagde Hall, at han talte lidet og svarede faa ord, om en mand talte til ham; men det siger Hall, at han gav sig ikke anderledes end, som om de slog paa stok eller paa sten. Men det føiede han til, at en god dreng, som var haardfør imod smerte, kunde man regne den for, som kunde holde pinsel ud saa, at han holdt sin mund eller gav sig lidet; men det sagde han, at Sigurd aldrig forandrede sit mæle og talte ligesaa let, som om han sad inde paa ølbænken; han hverken talte høiere eller lavere eller mere skjælvende, end hans sedvane var. Han talte lige til, at han døde, og sang en tredjedel af psalterium; «dette tyktes ham,» sagde Hall, «omfram alle andre mænd i aandskraft og styrke.» Men den prest, som havde kirke der i nærheden, lod Sigurds lig føre til kirke der; han var en ven af Haraldsønnerne. Men da dette spurgtes, kastede de sin vrede paa ham, lod flytte liget tilbage did, det forud havde været, og desuden maatte presten betale bod derfor. Men Sigurds venner fór siden med skib søndenfra Danmark efter liget og førte det til Aalborg og grov det ned ved Mariakirken der i byen. Saa sagde Ketel provst, som havde Mariakirken til sognekirke, til Eirik, at Sigurd var jordet der. Tjostolv Aalesøn lod føre kong Magnus’s lig til Oslo og grave det i Halvardskirken ved hans fader kong Sigurd. Loden Saupprud førte de til Tunsberg, men alle de andre grov de ned der.

13. Sigurd og Inge havde raadet 6 vintre for Norge. Den vaar [1142] kom Øistein vesten fra Skotland; han var søn af Harald Gille. Arne Sturla og Torleiv Brynjulvsøn og Kolbein Ruga havde faret vester over havet efter Øistein og fulgte ham i land og styrede strax nord til Trondhjem, og Trønderne tog imod ham, og han blev tagen til konge paa Øre-ting i gangdagene, saaledes at han skulde have en tredjedel af Norge med sine brødre. Sigurd og Inge var da øster i landet; det fór da mænd imellem kongerne og forligte dem saa, at Øistein skulde have en tredjedel af riget. Det blev ikke gjort nogen skirsel for at vise Øisteins herkomst, men det blev troet, som kong Harald havde sagt om ham. Bjadåk hed Øisteins moder, og hun kom til Norge med ham.

14. Magnus hed den fjerde søn af kong Harald; ham fostrede Kyrpinge-Orm. Han blev ogsaa taget til konge og havde sin del af landet. Magnus var svag i fødderne og levede kort tid og døde sottedød. Einar Skulesøn nævner ham:

Skatter Øistein giver,

skjold-glam Sigurd øger,

Inge la’r sverde synge,

smukt mægler fred Magnus.

Aldrig har bedre brødre

(i blod den dyre konges

sønner skjoldet farver)

fire paa jord kommet.

Efter kong Harald Gilles fald blev dronning Ingerid gift med Ottar Birting; han var en lendermand og stor høvding, trøndsk af æt; han støttede meget kong Inge, medens han var et barn. Kong Sigurd var ikke meget hans ven, thi han tyktes ham aldeles at helde til sin stesøn, kong Inge. Ottar Birting blev dræbt nord i Kaupangen i enekamp en kveld, da han skulde gaa til aftensang. Men da han hørte hvinet af hugget, løftede han sin haand og kappe op imod og tænkte, at man kastede en snebold imod ham, som ofte unge gutter gjør. Han faldt ved hugget. Alv Rode, hans søn, kom da gaaende ind paa kirkegaarden; han saa sin faders fald og saa, at den mand, som havde dræbt ham, løb øster om kirken. Alv løb efter ham og dræbte ham ved sanghus-hjørnet, og folk sagde, at han havde hevnet sig godt, og tyktes han siden at være en større mand end forud.

15. Kong Øistein Haraldsøn var da inde i Trondhjem, da han spurgte Ottars fald, og stævnede til sig en hær af bønder; han for ud til byen og havde en mængde folk. Ottars frænder og andre venner gav mest kong Sigurd skyld for drabet; men han var da i Kaupangen, og bønderne var da meget oprørte imod ham. Men kongen bød skirsel for sig og fæstede jernbyrd, at den skulde sande hans sag, og derom blev man da forligt. Efter det fór kong Sigurd syd i landet, og denne skirsel blev aldrig fremmet.

16. Dronning Ingerid fik en søn med Ivar Sneis; han hed Orm og blev siden kaldt Kongsbroder; han var den vakreste af udseende og blev en stor høvding, som siden vil blive omtalt. Dronning Ingerid blev gift med Arne paa Stodreim; han blev siden kaldt Kongsmaag. Deres børn var Inge, Nikolas, Filippus i Herdla og Margrete, som var gift med Bjørn Bukk og siden med Simon Kaaresøn.

17. Erling hed søn af Kyrpinge-Orm og af Ragnhild, Sveinke Steinarsøns datter. Kyrpinge-Orm var søn af Svein, søn af Svein, søn af Erlend af Gerde. Orms moder var Ragna, datter af Orm jarl Eilivsøn og af Ingebjårg, datter af Finn jarl Arnesøn. Orm jarls moder var Ragnhild, datter af Haakon jarl den mægtige. Erling var en klog mand og en god ven af kong Inge, og med hans raad fik Erling Kristin, datter af kong Sigurd og dronning Malmfrid. Erling havde gaard paa Studla i Søndhordaland. Erling fór fra landet [1150], og med ham Eindride Unge og end flere lendermænd, og havde en vakker hær. De havde gjort sig rede til Jorsale-færd og fór vester over havet til Orknøerne. Derfra fór Ragnvald jarl, som kaldtes Kale, og biskop Viljalm; de havde i alt fra Orknøerne 15 langskibe og seilede [1151] til Suderøerne og derfra vester til Valland og siden den vei, som kong Sigurd Jorsalefare havde faret ud til Nårvesund, og herjede vide i det hedenske Spanien. Lidt efter, at de seilede gjennem sundet, skilte Eindride Unge og de, som fulgte ham, sig med 6 skibe fra dem, og begge fór nu hver for sig. Men Ragnvald jarl og Erling Skakke stødte i havet paa en dromund, og de lagde til den med 9 skibe og kjæmpede med den; men tilsidst lagde de snekkerne under dromunden, og da bar de hedenske mænd ned paa dem baade vaaben og sten og gryder fulde af kogende beg og olje. Erling laa med sit skib nærmest dem, og de vaaben, som de hedenske mænd kastede, kom udenfor dette skib. Da huggede Erlings mænd huller paa dromunden, nogle nede i vandgangen, andre oppe paa siderne, saa at de fór ind der. Saa siger Torbjørn Skakkeskald i Erlingsdraapa:

Med øxe-eggene hugged’

uden frygt de kjække

Nordmænd hul til bunden

i nye skibsræling.

Ørne-mætterne merked’

eders list fra skibet:

I slog med jernvaaben

vernet ned for dem.

Audun Røde hed den mand, Erlings stavnbo, som først gik op paa dromunden; de vandt dromunden og dræbte der en mængde mænd, tog siden overmaade meget gods og vandt der en fager seier. Ragnvald jarl og Erling Skakke kom i denne færd til Jorsaleland og ud til aaen Jordan. De vendte derefter tilbage og kom først til Miklegaard, lod der sine skibe efter og fór hjem landveien og havde lykken med, indtil de kom hjem til Norge [1153], og deres færd blev meget rost. Erling tyktes nu meget større mand end forud, baade for sin færds og sit giftermaals skyld; han var ogsaa en klog mand, rig, ætstor og veltalende; og han heldte mest i venskab til kong Inge blandt brødrene.

18. Kong Sigurd red paa gjestning øster i Viken med sin hird og red forbi en gaard, som en mægtig mand eiede, som hed Simon. Men da kongen red gjennem gaarden, da hørte han i et hus nogen synge saa fagert, at det syntes ham merkværdigt, og han red hen til huset og saa der inde, at ved en kvern der stod en kvinde, som kvad saa fagert, medens hun malte. Kongen steg af hesten og gik ind til kvinden og lagde sig med hende. Men da kongen fór bort, vidste Simon bonde, hvad erende kongen havde der; men hun hed Tora og var tjenestekvinde hos Simon bonde. Siden lod Simon tage hende i sit vern, og derefter fødte hun en søn, og han fik navnet Haakon og kaldtes kong Sigurds søn; Haakon fødtes op der hos Simon Torbergsøn og hans kone Gunhild. Der fødtes ogsaa op Simons og Gunhilds sønner Ånund og Andres, og de og Haakon holdt meget af hinanden, saa at intet skilte dem ad uden Hel.

19. Kong Øistein Haraldsøn var engang øster i Viken nær landsenden, han blev uenig med Rænerne og Hisingboerne; de samlede folk imod ham, men han holdt et slag imod dem og seirede. Det sted, hvor de kjæmpede, heder Leikberg; han brændte ogsaa vide paa Hisingen. Siden gik bønderne ham tilhaande og betalte store bøder, men kongen tog gisler af dem. Saa siger Einar Skulesøn :

Kongen mild og gjæv

mod Vikverjers stræv

gjorde der gjengjæld

(han i kamp fik held).

Folket flest blev ræd

før det søgte fred.

Gisler tog han

og gaver af hver mand.

Siklingen søgte fram,

svendene fulgte ham

ved Leikberg nær

(digtet høres her).

Rænerne flyede rigt

og reded’ ud sligt

(folket gav i sin nød),

som fyrsten bød.

20. Lidt senere gav kong Øistein sig paa en færd vester over havet og seilede til Katanes; han spurgte der, at Harald jarl Maddadsøn var i Torsaa, lagde til med tre smaaskuter og kom uventet over ham. Jarlen havde et skib paa 30 rum, og paa det 80 mænd. Men da de ikke var rustede, fik kong Øistein og hans mænd strax komme op paa skibet, og de tog jarlen tilfange og havde ham med sig paa sit skib. Han løste sig ud med tre mark guld, og dermed skiltes de. Saa siger Einar Skulesøn:

Det var hos Maddads søn

mænd otteti samlet

(rovfuglenes mægtige

mætter der fik fremgang).

Sjøkongen tog jarlen

med tre skuter fangen.

Hærmanden maatte give

sit hoved til kjække konge.

Øistein Haraldsøn i Skotland og England.

Kong Øistein seilede derfra sydover østenfor Skotland og lagde til den kjøbstad i Skotland, som heder Apardjon, og dræbte der mange mænd og rante staden. Saa siger Einar Skulesøn:

I Apardjon faldt

folket, hørte jeg, alt;

(sverdene fik brist)

bytte tog kongen hist.

En anden kamp havde han syd ved Hjartapoll med en ridderhær og drev dem paa flugt og ryddede nogle skibe. Saa siger Einar:

Budlungs sverd bed,

blod faldt paa spyd;

fulgte ham hirden huld

ved Hjartapoll.

Drak ravnen glad

der det varme blod;

Anglers skibe han rydded’

mand for mand.

Derefter styrede han fremdeles syd i England og havde den tredje kamp ved Hvitaby og fik seier, men brændte byen. Saa siger Einar:

Kongen vakte strid

(var der sverdes id);

hugget Hilds sky

blev ved Hvitaby.

Høit legte i glød

(ulvens tand blev rød)

furuskogens Garm;

fik der mændene harm.

Efter det herjede han vide om i England; da var Stevne konge i England. Dernæst havde kong Øistein en kamp med nogle riddere ved Skarpaskjær. Saa siger Einar:

Dåglungen stred

(pilene faldt ned)

mod skjoldehær

ved Skarpaskjær.

Dernæst kjæmpede han ved Pilavik og fik seier. Saa siger Einar:

Siklingen sverdet i blod

farved’; ulvene stod

og sled i Pilavik

i Porternes lig.

Ved Vestersalt

voldte han, at alt

Langatun brandt

(sverdet panden fandt).

De brændte der Langatun, en stor by, og folk siger, at den by har siden faaet liden opkomst. Efter det fór kong Øistein bort fra England og om høsten tilbage til Norge; folk dømte meget forskjellig om denne færd.

21. God fred var det i Norge i førstningen af Haraldsønnernes dager, og deres enighed var nogenlunde god, saalænge deres gamle raadgivere levede. Inge og Sigurd var barnslige og havde da én hird tilsammen, men Øistein havde én for sig, da han var fuldvoxen. Men da Inges og Sigurds fosterfædre var døde, Saade-Gyrd Baardsøn, Aamunde Gyrdsøn, Tjostolv Aalesøn, Ottar Birting, Ågmund Svifte og Ågmund Denge, broder til Erling Skakke — Erling tyktes lidet værd, saalænge Ågmund levede —, skilte Inge og Sigurd siden sin hird, og da fik kong Inge støtte hos Gregorius, søn af Dag Eilivsøn og af Ragnhild, Skofte Ågmundsøns datter. Gregorius var rig paa gods og var selv den dygtigste mand. Han blev forstander for landsstyret med kong Inge, men kongen tillod ham at tage af sine indtægter saa meget, han vilde.

Kong Sigurd blev en meget voldsom mand og uvøren i alle deler, saasnart han voxte til, og saa var Øistein, men dog var Øistein noget rimeligere, men han var mest pengelysten og karrig. Kong Sigurd blev en stor og sterk mand, kjæk af udseende, havde brunt haar og styg mund, men iøvrigt vakkert aasyn; han var den snildeste og kraftigste mand i tale. Om det taler Einar Skulesøn:

Sigurd, han som farver

sverdet i blod, overgaar

(Gud har givet kongen

gavn) alle i talen;

saa er, naar Raumernes konge

røsten løfter til tale,

at andre mænd tier;

ære faar gladmælte fyrste.

22. Kong Øistein var en sort og mørkladen mand, lidt over middelshøide, klog og skjønsom; men det drog mest riget bort fra ham, at han var karrig og pengekjær. Han var gift med Ragna, datter af Nikolas Maase. Kong Inge var den fagreste af aasyn; han havde gult og noksaa tyndt haar, men meget krøllet. Han blev liden af vext og kunde vanskelig gaa alene, saa vissen var hans ene fod, og en knude havde han paa herderne og paa brystet. Han var blid og venlig imod sine venner, gavmild paa gods, og lod høvdingene meget raade med sig i landsstyret og var vennesæl imod almuen, og det drog alt sammen meget riget og mængden under ham. Brigida hed kong Harald Gilles datter; hun var først gift med sveakongen Inge Halsteinsøn, men siden med Karl jarl Sonesøn, men derefter med Magnus sveakonge; han og kong Inge Haraldsøn havde samme moder. Sidst var hun gift med Birger jarl Brosa; de havde fire sønner: Filippus jarl, Knut jarl, Folke og Magnus. Deres døtre var Ingegerd, gift med Sørkve sveakonge (deres søn var Jon konge), Kristin og Margret. Maria hed en anden datter af Harald Gille; hun var gift med Simon Skaalp, Halkel Huks søn; Nikolas hed deres søn. Margret hed Harald Gilles tredje datter, hun var gift med Jon Halkelsøn, Simons broder. Nu hændte det mellem disse brødre meget af det, som førte til uenighed; men jeg vil dog alene nævne det, som tykkes mig at have været aarsag til de største tidender.

23. Kardinal Nikolas af Romaborg kom til Norge i Haraldsønnernes dager [1152], og ham havde paven sendt til Norge. Kardinalen lagde sin vrede paa Sigurd og Øistein, og de maatte gaa til forlig med ham; men han var overmaade venlig mod Inge og kaldte ham sin søn. Men da de alle var forsonede med ham, undte han dem at vie Jon Birgersøn til erkebiskop i Trondhjem og gav ham det klæde, som heder pallium, og talte saa, at det skulde være erkebiskopstol i Nidaros ved Kristkirken, der kong Olav den hellige hviler; men forud havde det alene været lydbiskoper i Norge. Kardinalen fik vedtaget, at ingen mand skulde ustraffet fare med vaaben i kjøbstæderne undtagen de 12 mænd, som havde at følge kongen. Han forbedrede i mange ting mændenes seder i Norge, medens han var der i landet. Ingen udenlandsk mand har kommet i Norge, som alle mænd satte saa høit, eller som kunde raade saa meget hos almenheden, som han. Han fór siden syd med store vennegaver og lovede, at han stadig skulde være Nordmændenes bedste ven. Men da han kom syd til Romaborg, døde braat den pave, som da havde været, men hele folket i Romaborg vilde tage Nikolas til pave. Da blev han viet til pave med navnet Adrianus. Saa siger de mænd, som i hans dager kom til Romaborg, at aldrig havde han saa vigtige erender med andre mænd, at han ikke altid først talte med Nordmænd, naar de vilde have ham i tale. Han var ikke længe pave, og er han kaldt hellig.

24. I Harald Gilles sønners dager hændte det, at en mand, som hed Haldor, kom ud for Venderne, og de tog ham og lemlæstede ham, skar ham i struben og drog der ud tungen og skar den af i tungerødderne. Siden søgte han til den hellige kong Olav, vendte sin hug fast til den hellige mand og bad grædende kong Olav give ham maal og helse. Dernæst fik han maal og miskund af denne gode konge og blev strax hans tjenestemand for alle sine livsdager og blev en dyrebar og trofast mand. Dette jertegn hændte en halv maaned før den senere Olavsmesse paa den dag, da kardinal Nikolas kom til landet.

25. Det var to brødre paa Oplandene, ætstore og velhavende mænd, Guthorm Graabards sønner Einar og Andres, kong Sigurd Haraldsøns morbrødre; de havde der sin odel og al eiendom. De havde en søster, meget smuk af udseende, men dog ikke forsigtig imod onde mænds tale, som det siden viste sig. Hun viste megen blidhed imod en engelsk prest, som hed Rikard, og som var i kost hos hendes brødre, og hun gjorde ham mangt til vilje og ofte meget gavn for sin velviljes skyld. Da gik det ikke bedre, end at det fór og fløi stygge ord om hende; siden det var kommet paa folkemunde, da gav alle mænd, ogsaa hendes brødre, presten skyld; saasnart de blev var dette, da ytrede de for almuen, at han var rimelig til det ved den store blidhed, som var mellem dem. Siden hændte dem en stor vanskjæbne, som ikke var uventelig, da de taug stille med den lønlige list og lod sig ikke merke med noget. Men en dag kaldte de presten til sig; han ventede sig ikke andet af dem end godt alene. De lokkede ham hjemmefra med sig og sagde, at de skulde fare i et andet herred for at sysle der noget, som de trængte til, og bad ham følge med; de havde med sig en mand hjemmefra, som vidste disse raad med dem. De fór paa sit skib langsefter det vand, som heder Rånd, og frem langs stranden og landede ved det nes, som heder Skiftesand; der gik de op paa land og legte nogen tid. Dernæst fór de til et lønligt sted og bad derefter arbeidskarlen slaa ham med øxehammeren. Han slog presten saa, at han laa i svime. Men da han kom til sig selv, sagde han: «Hvorfor vil I handle saa haardt med mig?» De svarede: «Om end ingen siger dig det, skal du nu finde, hvad du har gjort.» De bar siden sine anklager frem imod ham. Han negtede det og bad Gud og den hellige kong Olav skifte mellem dem. Siden brød de hans fod sønder; derefter drog de ham mellem sig til skogen og bandt hans hænder bag paa ryggen. Siden lagde de et taug om hans hoved og et bret under hans herder og hoved og satte en kjep i tauget og snoede til. Da tog Einar en stok og satte paa prestens øie, og hans tjener stod over og slog paa med øxen og slog øiet ud, saa at det faldt ned i skjegget. Men derefter satte han stokken paa det andet øie og sagde til tjeneren: «Slaa du mindre haardt.» Han gjorde saa; da skjød stokken sig af øiestenen og sled øielaaget fra ham. Siden tog Einar øielaaget i sin haand og holdt det op og saa, at øiestenen var der. Da satte han stokken ud ved kindet, men tjeneren slog paa, og da sprang øiestenen ned paa kindbenet, der det var høiest. Siden aabnede de hans mund og tog tungen og drog den ud og skar den af, men siden løste de hans hænder og hoved. Saasnart han kom til sig selv, da kom det for ham, at han lagde øiestenene op ved øiebrynene paa deres sted, og han holdt paa dem med begge hænder, som han bedst kunde. Men derefter bar de ham til skibet og fór til den gaard, som heder Sæheimrud, og landede der. De sendte en mand op til gaarden for at sige, at en prest laa der ved skibet paa stranden. Medens den mand, som blev sendt, var oppe, spurgte de, om presten kunde tale; men han rørte tungen frem og tilbage og vilde forsøge paa at tale. Da sagde Einar til sin broder: «Hvis han kommer sig og tungestumpen gror ud, da kommer det mig i hug, at han vil komme til at tale.» Siden tog de med en tang i tungestumpen og trak i den og skar to ganger ned i den, og den tredje gang i tungeroden, og lod ham ligge der halvdød. Der paa gaarden var en fattig kone, men dog fór hun strax og hendes datter med hende, og de bar ham hjem til huset i sine kapper. Siden fór de efter en prest. Men da han kom did, da bandt han alle hans saar, og de søgte at give ham slig lettelse, som de kunde. Han laa da ynkelig stelt til, den saarede prest, men haabede stadig paa Guds miskund og mistede aldrig troen derpaa; han bad maalløs til Gud med sine tanker og sit sorgfulde hjerte, saa meget trøstefuldere, som han var sygere, og vendte sin hug til den milde konge, den hellige Olav, Guds dyre ven, og havde han forud hørt meget fortalt om hans dyrebare verker, troede han saa meget ivrigere paa ham af alt sit hjerte for at faa al hjælp i sin nød. Men da han laa der lam og røvet for al sin kraft, da græd han saarlig og stønnede og bad med saart bryst den dyrebare kong Olav at hjælpe sig. Men efter midnat sovnede den saarede prest; da tyktes han at se en gjævladen mand komme imod ham og tale til ham: «Ilde er Du nu mishandlet, Rikard ven; jeg ser, at nu har du ikke stor magt.» Han tyktes at sande det. Da talte den mand til ham: «Du trænger til miskund.» Presten svarer: «Jeg kunde nu trænge til miskund af den almægtige Gud og den hellige kong Olav.» Han svarer: «Du skal faa den ogsaa.» Dernæst tog han tungestumpen og trak saa haardt i den, at presten havde ondt af det. Dernæst strøg han sin haand over hans øine og hans ben, saa ogsaa over andre lemmer, som var saarede. Da spurgte presten, hvem som var der. Han saa til ham og sagde: «Her er Olav nordenfra Trondhjem.» Men siden svandt han bort, men presten vaagnede fuldt helbredet, og strax tog han til at tale: «Sæl er jeg nu; Gud have tak og den hellige kong Olav; han har helbredet mig.» Men saa harmelig som han forud var mishandlet, saa snar forbedring fik han for al den ulykke, og saa tyktes det ham, som om han hverken havde været saaret eller syg: tungen var hel, begge øine komne i leie, benbruddene groet, og alle andre saar groet eller fri for verk, og han havde faaet den bedste helse. Men til jertegn, at hans øine havde været stukne ud, groede det et hvidt ar paa begge øielaag, for at man kunde se den gjæve konges herlighed paa den mand, som havde været saa ynkelig tilredt.

26. Øistein og Sigurd var blevne uvenner [1154] af den aarsag, at kong Sigurd havde dræbt kong Øisteins hirdmand, Harald den vikverske, som eiede hus i Bjårgyn, og en anden, Jon prest Tapard, søn af Bjarne Sigurdsøn; af den aarsag aftalte de mellem sig en forligstævne om vinteren paa Oplandene. De sad længe, de to, i samtale. Det kom op af deres tale, at alle brødrene skulde mødes om sommeren efter [1155] i Bjårgyn. Det rygte fulgte med den tale, at de vilde, at kong Inge ikke skulde have mere end to eller tre gaarder og saa meget anden rigdom, at han kunde have 30 mænd om sig, og at de sagde, at han ikke tyktes at have helse til at være konge. Inge og Gregorius spurgte disse tidender og fór til Bjårgyn og fik mange mænd med sig. Sigurd kom did lidt senere og havde meget færre folk. Da havde Inge og Sigurd været 19 vintre konger over Norge. Øistein blev senere færdig østen fra Viken, end de nordenfra. Da lod kong Inge blæse til ting paa Holmen og der kom kongerne Sigurd og Inge med en stor mængde folk. Gregorius havde to skibe og vel niti mænd, som han gav kost; han holdt sine huskarler bedre end andre lendermænd, thi han drak altid saaledes i skytninger, at alle hans huskarler drak med ham. Han gik med gylden hjelm paa tinget, og al hans hær var hjelmet. Kong Inge stod op og fortalte mændene om, hvad han havde spurgt, hvorledes hans brødre vilde handle imod ham, og bad om hjælp for sig. Men alle mænd gav hans tale gode tilraab og sagde, at de vilde følge ham.

Erik Werenskiold:
Dronning Ingerid og Gregorius ophidser kong Inge

27. Da stod kong Sigurd op og talte; han sagde, det var usandt, som kong Inge skyldte dem for, og at Gregorius fandt paa sligt; han sagde, at det ikke skulde være længe til, at det skulde blive et sligt møde, hvis han maatte raade, at han fik styrtet den gyldne hjelmen ned; og han endte sin tale saaledes, at han sagde, at de to ikke skulde gaa længe sammen. Gregorius svarede og sagde, at han haabede, at han [Sigurd] lidet skulde trænge at ønske det møde; han sagde, at han var rede til det. Faa dager senere blev en af Gregorius’s huskarler dræbt ude paa strætet, og en af kong Sigurds huskarler dræbte ham. Da vilde Gregorius gaa imod Sigurd og hans mænd; men kong Inge og mange andre mænd raadede fra. Men da Ingerid, kong Inges moder, gik fra aftensang, kom hun til et sted, der Sigurd Skrudhyrna laa dræbt; han var kong Inges hirdmand, var gammel og havde tjent mange konger; men dræbt ham havde kong Sigurds mænd, Halvard Gunnarsøn og Sigurd, Øistein Travales søn, og man gav kong Sigurd skylden. Da gik hun strax til kong Inge og fortalte ham det; hun sagde, at han længe vilde være en liden konge, naar han ikke vilde gjøre noget ved det, om hans hirdmænd blev dræbte, den ene paa den anden, saaledes som svin. Kongen blev vred ved hendes skjende-ord, og medens de tvistede med hinanden, kom Gregorius gaaende ind, hjelmet og brynjet, og bad kongen ikke vredes, men sagde, at hun sagde sandheden: «Jeg er nu kommet for at hjælpe dig, om du vil gaa imod kong Sigurd, og her er mere end hundrede mænd ude i gaarden, mine huskarler, hjelmede og brynjede, og vi vil søge imod dem fra den kant, som tykkes de andre værst.» Men de fleste raadede fra og sagde, at Sigurd vel vilde bøde sin ugjerning. Men da Gregorius saa, at kong Inge vilde lade sig raade fra, talte han saa til ham: «Saa plukker de blad for blad af dig; de dræbte nylig min huskarl, men nu din hirdmand, men saa vil de vel veide mig eller en anden lendermand, som det tykkes dem at du vil savne mest; men de ser, at du ikke gjør noget ved det, og saa tager de dig fra kongedømmet, efterat dine venner er tagne. Nu hvilken vei end dine andre lendermænd vil gaa, saa vil jeg ikke bie paa at blive hugget som et naut, og denne nat skal Sigurd og jeg kjøbslaa med det slags kjøb, som da kan falde. Baade er det saa, at du er ilde stedt for din vanførheds skyld, og endda tror jeg, at du har liden vilje til at holde dine venner oppe. Men nu er jeg fuldt rede til at gaa imod Sigurd herfra, thi her ude er merket mit.» Kong Inge stod op og raabte efter sine klæder og bad enhver, som vilde følge ham, at gjøre sig rede; han sagde, at det ikke kunde nytte at raade ham fra; han havde længe roet unda, men nu fik det blive at gaa til staalet mellem dem.

28. Kong Sigurd drak i Sigrid Sætas gaard og rustede sig, men tænkte, at det ikke vilde blive noget af kampen. Siden gik de imod gaarden, kong Inge ovenfra Smidebodene, Arne Kongsmaag ude fra Sandbro, Aslak Erlendsøn fra sin gaard, men Gregorius fra strætet, og derfra tyktes det haardest. Sigurds mænd skjød meget ud af loftgluggene og brød ovner og kastede stenene paa dem. Gregorius’s mænd brød op gaardens port, og der faldt i porten af kong Sigurds mænd Einar, Laxepaals søn, og Halvard Gunnarsøn; han blev skudt inde i loftet, og over ham sørgede ingen. De huggede husene ned, og kong Sigurds mænd gik fra ham og søgte grid. Da gik kong Sigurd op i et loft og vilde kræve sig lyd; men han havde gyldent skjold, og man kjendte ham og vilde ikke høre paa ham, og man skjød saa tykt paa ham, som naar man ser i en snedrive, og han kunde ikke være der. Men da mændene havde gaaet fra ham og man huggede næsten husene ned, da gik han ud og med ham hans hirdmand Tord Husfrøia, en Vikværing; de vilde did, som kong Inge var, og Sigurd raabte paa sin broder Inge, at han skulde give ham grid. Men de blev huggede begge; Tord Husfrøia faldt med stor hæder. Der faldt mange af Sigurds mænd, om jeg end nævner faa, og lige saa af Inges mænd, men fire af Gregorius’s mænd, og ligesaa af dem, som ikke var med nogen af dem og kom ud for skud nede paa bryggerne eller ude paa skibene. De kjæmpede 14 nætter før Jon Baptists messe, men det var en fredag. Kong Sigurd blev jordet ved den gamle Kristkirke ude paa Holmen. Kong Inge gav Gregorius det skib, som kong Sigurd havde eiet. Men to eller tre nætter senere kom kong Øistein østenfra med 30 skibe og havde der sin brodersøn Haakon i færd med sig; han fór ikke til Bjårgyn og dvælte i Floruvaagar, men det fór mænd mellem dem og vilde forlige dem. Men Gregorius vilde, at man skulde lægge ud imod dem, og sagde, at det senere ikke vilde blive bedre; han sagde, at han burde være høvding denne gang: «men du, konge, skal ikke fare; det skorter nu ikke paa hærstyrke.» Men mange raadede fra, og af den aarsag blev ikke færden af. Kong Øistein fór øster i Viken, men kong Inge nord til Trondhjem; og de var da at regne for forligte, men mødtes ikke selv.

29. Gregorius Dagsøn fór øster lidt senere end kong Øistein og var oppe paa Håvund paa sin gaard Bratsberg. Kong Øistein var inde i Oslo og lod drage sine skibe mere end to sjømil paa isen, thi det var meget islag inde i Viken. Han fór op paa Håvund og vilde tage Gregorius; men han blev det var og fór unda op til Telemarken med 90 mænd, og derefter nord over fjeldet, og kom ned i Hardanger og fór siden til Studla i Etne; der havde Erling Skakke sin gaard. Han havde faret nord til Bjårgyn, men hans hustru Kristin, kong Sigurds datter, var hjemme og bød Gregorius at tage sligt, som han vilde have derfra, og Gregorius fik der god modtagelse. Han havde derfra et langskib, som Erling eiede, og alt det, han trængte. Gregorius takkede hende vel og sagde, at hun havde handlet storsindet, som venteligt var. De fór siden til Bjårgyn og fandt Erling; det tyktes ham, at hun havde gjort vel.

30. Siden fór Gregorius Dagsøn nord til Kaupangen og kom der før jul. Kong Inge blev meget glad ved hans komme og bød ham have alt sligt af hans gods, som han vilde have. Kong Øistein brændte Gregorius’s gaard og huggede kvæget ned; men de nøst, som kong Øistein den ældre havde ladet gjøre nord i Kaupangen, og som var de herligste bygninger, de blev brændte om vinteren, og med dem brændte gode skibe, som kong Inge havde. Dette verk var meget uvennesælt, men skyld for dette raad fik kong Øistein og Filippus Gyrdsøn, kong Sigurds fostbroder. Sommeren efter [1156] fór Inge sydover og blev meget mandsterk; men kong Øistein kom østenfra, og han samlede ogsaa folk til sig. De mødtes i Seløerne nordenfor [vestenfor] Lidandesnes, og kong Inge havde langt flere folk; det var da nær ved, at de kom i kamp. De forligtes, og det var vilkaaret, at kong Øistein skulde vedtage at betale fem og firti mark guld. Treti mark skulde kong Inge have, fordi Øistein havde raadet til branden af skibene og af nøstene; men desuden skulde Filippus være utlæg, og ligesaa alle de, som havde været med ved branden, dengang skibene blev brændte; de mænd skulde ogsaa være utlæge, som havde havt del i drabet paa kong Sigurd, fordi kong Øistein gav kong Inge skyld for, at han holdt de mænd oppe. Men Gregorius skulde have 15 mark for det, som kong Øistein brændte op for ham. Dette likte kong Øistein ilde, og det tyktes ham at være et tvunget forlig. Kong Inge fór fra stævnen øster i Viken, men Øistein nord i Trondhjem. Siden var kong Inge i Viken, men kong Øistein nord, og de mødtes ikke; men alene slige ord fór mellem dem, som ikke førte til forlig, og ligesaa lod hver af dem dræbe den andens venner, og det blev ikke noget af med pengebetalingen fra Øisteins side; hver af dem gav den anden skylden for, at man ikke holdt det, som var aftalt. Kong Inge og Gregorius lokkede meget mænd fra kong Øistein: Baard Standale Brynjulvsøn og Simon Skaalp, Halkel Huks søn, og mange andre lendermænd, Haldor Brynjulvsøn og Jon Halkelsøn.

31. Da det var gaaet to vintre efter kong Sigurds fald [1157], drog kongerne hær sammen: Inge østen fra landet, og han fik otteti skibe, men kong Øistein nordenfra, og han fik fem og firti skibe. Da havde han den store drage, som kong Øistein Magnussøn havde ladet bygge, og de havde en stor og vakker hær. Kong Inge laa med sine skibe syd ved Moster, men kong Øistein lidt længere nord i Grøningasund. Kong Øistein sendte syd til kong Inge Aslak Unge Jonsøn og Arne Sturla Sæbjørnsøn; de havde ét skib. Men da Inges mænd kjendte dem, lagde de imod dem og dræbte mange mænd for dem, tog skibet og alt det, som var paa det, hvert eneste stykke. Men Aslak og Arne og nogle mænd med dem kom unda op paa land og fór til kong Øistein og sagde ham, hvorledes kong Inge havde hilst dem. Kong Øistein havde da hus-ting og sagde sine mænd, hvilken ufred Inge og hans mænd vilde gjøre, og bad sine mænd, at de vilde følge ham: «og vi har saa stor og god en hær, at jeg vil ikke fly nogensteds, om I vil følge mig.» Men det fulgte ingen tilraab til hans ord. Halkel Huk var der, men begge hans sønner Simon og Jon var hos kong Inge. Halkel svarede, saa at mange hørte det: «Lad nu guldkisterne dine følge dig og verge dit land!»

32. Om natten efter roede de lønlig bort med mange skibe, nogle til lag med kong Inge, nogle til Bjårgyn, nogle ind i Fjordene. Men om morgenen, da det var lyst, da var kongen efter med bare 10 skibe; da lod han den store drage ligge efter der, thi den var tung under aarerne, og flere skibe, og de forhuggede dragen meget, og ligesaa huggede de sine øltønder ned, og de spildte alt det, som de ikke kunde have med sig. Kong Øistein gik ud paa Eindrides, Jon Mårnev’s søns, skib, og de fór nord og ind i Sogn og derfra over land øster til Viken. Kong Inge tog skibene og fór den ytre vei øster til Viken. Men da var kong Øistein der østenfor Folden og havde nær 12 hundrede mænd. Da saa de kong Inges skibshær, og de tyktes ikke at have styrke nok imod den og løb unda paa skogen; da flyede alle hver sin vei, saa at kongen var alene med én mand. Kong Inges mænd blev var kong Øisteins færd og merkede tillige, at han havde faa mænd; de fór at lede efter ham. Simon Skaalp mødte ham, da han gik ud fra en risklynge imod dem.

Wilhelm Wetlesen: Simon Skaalp og hans mænd finder kong Øistein.

Simon hilste ham: «Hil, lavard!» sagde han. Kongen sagde: «Ikke ved jeg, om ikke du tykkes nu at være min lavard.» «Det er nu, som det kan,» sagde Simon. Kongen bad, at han vilde hjælpe ham unda, og sagde, at det sømmede sig for ham, «thi længe har det været godt mellem os to, om det end nu er anderledes.» Simon sagde da, at det kunde det ikke blive noget af. Kongen bad om, at han skulde lyde messe forud, og det fik han. Siden lagde han sig ned paa grue og bredte hænderne ud fra sig og bad, at man skulde hugge ham i kors mellem herderne; han sagde, at man da skulde prøve, om han kunde taale jern eller ikke, saaledes som Inges venner havde sagt. Simon talte til den, som skulde hugge, og bød ham gaa til verket; han sagde at denne kongen havde altfor længe krøbet om i lynget der. Han blev da hugget og tyktes at vise sig mandig derved, Hans lig blev flyttet til Fors, men blev sat natten over under bakken søndenfor kirken. Kong Øistein blev jordet ved Fors kirke, og hans leie er midt paa kirkegulvet, og et teppe er bredt over, og man kalder ham hellig. Der, hvor han blev hugget og hans blod kom paa jorden, sprang op en brønd, men en anden under bakken der, hvor hans lig blev sat natten over. Af begge disses vand tykkes mange mænd at have faaet bedring. Det er Vikverjernes fortælling, at det hændte mange jertegn ved kong Øisteins grav, indtil hans uvenner kastede hundesuppe paa graven. Simon Skaalp blev meget forhadt for dette verk, og mængden gav ham skylden; men nogle siger, at da kong Øistein var fanget, sendte Simon en mand til kong Inge, men at kongen bad, at Øistein ikke skulde komme i hans øiesyn. Saa har kong Sverre ladet skrive; men saa siger Einar Skulesøn:

Monne den meget onde,

mordvante, som sveg kongen,

Simon Skaalp sildig

for slige raad faa naade.

Noter: