Âtâq, ham, som bjørnen åd. Fortalt af Sâjôq (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Âtâq, ham, som bjørnen åd

Fortalt af Sâjôq

Dengang Âtâq og Símujôq skabte den tupilakbjørn, der senere skulle blive Âtâqs skæbne, var den bestemt for at skulle ombringe en mand ved Kulusuk.

Der gik lang tid, efter at man havde gjort tupilak’en færdig og sendt den af sted.

Hen på vinteren manede Âtâq ånder for at skaffe sig viden om tupilakbjørnens færden, og fra nu af manede han ånder hver aften, og alle vidste, at han havde ildevarslende syner. Thi hver gang han var færdig, satte Âtâq sig hen og stønnede: »Den (tupilakbjørnen) vender sig imod mig, den kryber om på landsiden af mig«.

Når Âtâq efter besværgelserne havde berettet om sine syner, ventede han, at gamle Ârdivardik ville give ham gode råd om, hvorledes han kunne forhindre det, der forestod: Tupilakbjørnen ville ombringe ham.

Men Ârdivardik sad alvorlig og tavs, ude af stand til at finde på udveje.

Âtâq selv blev tungsindig og tavs.

En dag bad Âtâq sin søstersøn Sâjôq, søn af Ârdivardik og Tupâja, om at hente tørret kød fra Âtâqs forrådsgemme på fjeldet. Da Sâjôq kom tilbage, fortalte han, at der var blevet ædt af forrådet fra bagvæggen, idet det yderste var urørt. Âtâq blev derover påfaldende tavs.

Nogen tid efter gik Sâjôq atter til fjelds for at hente forråd for Âtâq. Da han nærmede sig forrådshulen, hvis furer og åbninger var muret til med sten, så han spor føre op mod stedet. Det væsen, der havde trådt sporene, havde på det ene ben en bjørnelab og på det andet en menneskefod.

Sâjôq var meget betænkelig ved at skulle krybe ind i hulen, men overvandt dog til sidst sin angst og krøb ind. Han så da, at der yderligere var ædt fra bagvæggen, hvorimod der ikke var rørt ved det yderste.

Om sine iagttagelser fortalte han ved hjemkomsten.

Samme aften manede Âtâq som sædvanlig ånder. Og ikke så snart var han i besættelse, før han skræmt råbte højt: »Nu spærrer den landsiden af. – Nu spærrer den landsiden af, og den vender sig imod mig«. Tupilakbjørnen var på vej, og Âtâq kunne ikke formå den til at ændre kurs mod Símujôq, der boede ved Kulusuk. Âtâq boede selv ved Qeqertardivatsiaq i Sermilik-fjorden.

Næste aften manede Âtâq ånder, og han nærmest skreg: »Nu har den spærret landsiden af for mig«. Da var alt håb ude, hans skæbne var beseglet, tupilakbjørnen ville snart ombringe ham.

I april faldt der så meget sne, at man i flere dage ikke kunne tage på fangst. Âtâq hentede sin bjørnelanse ind og satte sig ved vinduesbriksen, hvor han med fine snit glattede årerne bort, der var trådt frem på skaftet.

Sâjôqs yngre bror var et lille smut ude og kom farende ind og meldte: »En stor bjørn«.

Âtâq for ud med lansen i hånden. Ganske rigtigt, en kæmpestor bjørn banede sig vej gennem sneen. Bjørnen var nu nået frem til et lille sund lige uden for bopladsen.

Og man siger, at havde Sâjôq ikke opdaget bjørnen i tide, ville den have sprængt tarmskindsruden og trukket Âtâq baglæns ud af vinduesåbningen.

Âtâq løb ned til stranden og fulgte kysten et stykke, således at han kom foran bjørnen. Derpå gik han den i møde med hånden på kastetræet, klar til at slynge lansen, når han stod over for bjørnen.

Så med ét stod Âtâq og bjørnen over for hinanden og tog mål af hinanden. Bjørnen hvæsede og rejste nakkebørster. Âtâq løftede lansen og kastede. – Lansen forfejlede sit mål og fløj mellem benene på bjørnen. — Fnysende sprang bjørnen først på lansen, og så gik den løs på Âtâq. Âtâq råbte: »Hvad er det for noget?« Så slog bjørnen ham om kuld.

Derpå bed bjørnen Âtâq i toppen og rev hele huden ned, fra isse til midt på ansigtet. Sâjôq kom til og kastede sin lanse på bjørnen, men forfejlede kastet. Idet Sâjôq satte i løb, sprang bjørnen efter ham og satte tænderne i imellem skulderbladene på ham og bed derved et stort åbent hul i hans ryg.

Man for til og slæbte Sâjôq op i huset.

Âtâqs søster Tupâja løb hen til broderen og hjalp ham op, men i det samme gik bjørnen til angreb, og hun måtte løbe for livet. Da bjørnen nåede frem til Âtâq, bed den ham i nakken og slæbte ham længere ud på isen. Her begyndte den at flå klæderne af ham. Til sidst lå Âtâq nøgen.

Bjørnen bed Âtâq i lænden og sled kødet af. Âtâq skreg. Bid for bid åd bjørnen nu sit offer. Til sidst var knoglerne på ryggen af Âtâq blottede. Derpå stemte bjørnen forbenene mod Âtâqs bækken, hægtede underkæbens hjørnetænder ind under halebenet på ham og sled til. Der lød en knasen af oprevne knogler. — Âtâqs ben løb i den tomme luft, så rørte han sig ikke mere.

Inde på land stod Âtâqs bopladsfæller som tilskuere.

Bjørnen kredsede rundt Âtâqs skelet, og så lagde den sig, så lang den var, ved siden af.

Natten lang lå bjørnen på isen og brølede i ét væk. Dog rejste den sig med korte mellemrum og gik op til huset. Gamle Ârdivardik havde lagt sin amulet – en overligger over husgangen, en drivtømmerstok – på tværs i forhold til husgangen et lille stykke derfra.

Næste morgen så man på bjørnesporene, at hver gang bjørnen var nået frem til overliggeren, var den gået langs med den, men overliggeren havde strakt sig sådan ud, at bjørnen aldrig fandt enden på den. Den var derfor gået tilbage ad sit spor, ud til isen.

Havde Ârdivardiks overligger ikke ligget foran huset, ville bjørnen have slæbt husets indvånere ud ad vinduet og ombragt dem alle.

Samme morgen trak man skindet af husfællen Siániliks kajak. Da bjørnen ved lysningen havde forladt Âtâqs skelet, gik Ârdivardik ud med skindet og dækkede skelettet til. Mens Ârdivardik var på vej tilbage til huset, kom bjørnen farende tilbage og rev skindet af og slæbte det bort. Da det var gjort, lagde den sig atter ved siden af Âtâqs skelet.

Den følgende nat lå bjørnen og brølede i ét væk. Ingen sov for skræk.

Da det omsider blev lyst, begav Siánilik sig på vej mod nord for at hente undsætning ved de nærmeste bopladser. I hånden holdt han sin lanse. Sneen var så dyb, at den nåede ham til knæene.

Siánilik tog bopladserne Sarpaq, Pupingmîn og Akernínaq på stribe. Straks startede to slædekørere fra Akernínaq, og en stor skare gågængere fulgte efter. Det gik kun langsomt fremad i den dybe sne.

Omsider var slædekørerne nået så langt frem, at de kunne se bjørnen. Bjørnen rejste sig og luntede ud over isen. Den forreste slædekører, som hed Tíkáneq, gav hundene bjørnesignal, og ikke så snart var han fremme ved sporene, før han halede hundene ind til sig ved skaglerne og løste dem én for én. Det varede ikke længe, før hundene havde omringet bjørnen og stoppet den.

Der kom folk til, og iblandt dem var Umêríneq – den eneste, der på den tid havde riffel. Umêríneq gjorde klar og skød. Men skuddet var ikke dræbende. Bjørnen gik brølende til angreb på folk, og der lød et frygteligt skrig, da den store menneskeskare satte i flugt mod en stejl isskodse tæt ved. Der var iblandt dem en mand ved navn Qileruluk. Han var uhyggelig nærsynet. Vrælende ravede han efter de andre. Da han nåede frem til isskodsen, var han så forfjamsket, at han sprang op og ned ad skodsen som en hund, der ikke kan komme over en forhindring. Hver gang Qileruluk var kommet lidt op, trimlede han bagover.

Bjørnen løb ind på ham, men da hans rædsel var på sit højeste, for bjørnen tæt forbi ham. Med et skrål satte han af og sprang op ad isvæggen, et par hænder fik fat, og Qileruluk blev halet op i sikkerhed.

Bjørnen bremsede op ved at stemme forbenene imod sneen og stoppede for foden af isskodsen. Umêríneq stødte ladning i riflen og skød på bjørnen, denne gang med dødelig virkning.

Det var en usædvanlig stor bjørn, og så fyldt var dens mave, at den var hård og rund som en oppustet fangstblære.

Man flåede skindet af bjørnen. Under parteringen var der én, der kom til at skære et hul i mavesækken. Âtâqs kød væltede dampende ud, kun overfladen af menneskekødet var »kogt« og gråhvidt.

Da man var færdig med at partere, uddeltes fangstparter, og det huskes blandt andet, at Âtâqs gamle svoger Ârdivardik fik det ene forben med påsiddende ribbensside.

Ved hjemkomsten til Qeqertardivatsiaq hængte man skindet op inde i huset, og til trods for, at det var skåret over umiddelbart foran forbenene, nåede det fra tagspæret helt ned til gulvet.

Efter at Âtâq og hans unge søstersøn Sâjôq var blevet dræbt af bjørnen, var der kun to fangere tilbage ved Qeqertardivatsiaq, nemlig Ârdivardik, der på den tid var så gammel og affældig, at han ikke mere kunne udstå fangstens strabadser, og Siánilik.

Til det, der her er fortalt, var Sâjôqs lille søster tilskuer. Hun fulgte hele den frygtelige bjørnejagt gennem tarmskindsrudens lille kighul. Ude på isen så hun sin morbror Âtâqs knogler, på hovedbriksen lå den voksne broder og var død.

Dette barndomsminde kunne min »lillesøster« – således kalder jeg hende, fordi jeg selv blev opkaldt efter hendes storebror Sâjôq, ikke tale om i mange, mange år. Først da jeg var blevet så stor, at jeg var i stand til at huske, fortalte »lillesøster« mig denne historie. Min »lillesøster« hed Iparqíssâq.

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 162-165, København, 1963.

Næste kapitel ►