Ødelæggelse af høje. Uro i huset. Kreaturer døde
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde
Ny række
Bind I, s. 117
Samlede og for størstedelen optegnede
af
København 1928
434. En Mand havde taget sig for at sprede Mannahøj i Tise, men han kunde siden om Natten ikke faa Ro i sin Gaard og maatte saa rejse Højen igjen. Der er dog nu kun det halve af den tilbage.
Paa Hjerritslev Mark blev for en 30 Aar siden spredt en Høj, men Manden, som havde gjort det, maatte for Husfreds Skyld rejse den igjen, og den staar da endnu.
Jakob Fynbo grov efter Skatte i Torslev Høje ved Svendstrup, men blev syg og døde brat; samme Skjæbne ramte Kristen Jørgen¬sen, der jævnede en Høj paa Jennum Mark.
(Fylla Nr. 33, 1872.) A. B.
435. Der er en Høj ved Lars Møllers Gaard en lille Fjerdingvej i Sydøst for Vennebjærg Kirke, og den var de ved at føre væk, men kunde saa ikke være i Gaarden, og nu pynter de den op med et Læs Grøntørv hvert Aar og har gjort den i Stand igjen.
Johanne Katrine Madsdatter, Barsholt.
436. Den ene af Svaallerhøjene i Hjallerup Fjerding er bleven udgravet, og i længere Tid efter skal Dværgfolkene have foruroliget Beboerne paa den Gaard, der udførte Ødelæggelsen.
N. Pedersen, Bolle.
437. I den østre Side af en Jordforhøjning i Rutskirke Sogn fandt Ejeren, Kapitain Rask, 1818 en Urne som var helt fyldt med halv-forbrændte Ben, smaa Kul og Aske. Men efter Hjembringelsen blev den bragt ud paa Marken igjen og slaget i Stykker af Frygt for de Underjordiske, som nogle af Husets Folk ikke havde Fred for, den Nat Urnen stod i Huset.
N. Lund.
438. Der til den gamle Sognefoged Hans Markussens i Store-Arden brækkede de Stenene ud af en Høj, der var sønden og østen til Byen — der var tre Bøge paa den — og saa bragte de Stenene hjem, og de fandt ogsaa en Stenkniv med Sølvskaft. Men der blev saadant et Spektakel i deres Bryggers om Natten, at de turde ikke være der, og saa bragte de baade Stenene og Kniven tilbage til Højen. Der efter blev der Ro.
Hans Lund, Madum Sø.
439. Der har været en Høj norden til Brøndum og sønden for den Gaard, som Nissen var i, den skulde der ogsaa have været Bjærgfolk i, og der var én, der kjøbte Højen, han arbejdede den ud for at faa Stenene. Men han blev kjed af at tage dem, og han havde endda betalt for at faa dem kløvne, saa der ligger nogle i Højen endnu. De sagde, der var Uro hjemme ved ham selv, for det han af benyttede Stenene og det var derfor, han ikke vilde have flere. Højen kaldtes Store-Boerhøj, og en anden lidt derfra den kaldtes Lille-Boerhøj.
Hans Lund, Madum Sø.
440. I Buddinge, 5 Fjerdingvej nordvest for Kjøbenhavn, laa en Høj norden for Søborg Mose, der kaldtes Tinghøjen, og Manden sløjfede den og kjørte den væk. Da det halve var borte, laa Lænkehunden en Morgen og var død, og næste Morgen laa der et Par Køer døde i Baasene. Derefter døde Svinene, og det havde nær ryddet ham hele Gaarden. Portene fløj op om Natten, og der var saadan Susen og Tummel i hele Gaarden.
Saa tog han til en gammel Kone, der var klog, og hun sagde:
"Du faar ingen Ro, inden du kjører Jorden til igjen og gjør Højen op som før."
"Det var dog et farligt Arbejde," siger han.
"Ja, det hjælper ikke."
Saa tog han fat og skrabte det sammen saa godt han kunde, og saa fik han Fred. Det fortalte min Moder, der tjente i Gaarden, og Højen staar endnu.
Bestyreren paa Drostrup Fattiggaard.
441. Henne ved Rosdal i Vejby Sogn kunde de altid høre, hvordan Ellefolkene de hurrede over deres Børn inde i Højen. Gaarden laa tæt sønden for den.
Saa vilde Manden til at bygge en ny Stald, og vilde da tage af Højen og dæmme under den med.
Havde det saa ikke før været galt, saa blev det nu. Bindhunden havde ingen Ro, og deres Heste stod i en Skumsved hver Morgen. Manden maatte til at rive hans Stald ned igjen og flytte den hele Gaard, inden de fik helt Ro.
Maren Kristensdatter, Lime.
442. Paa den østlige Side af Ovrø ovre imod Horns Herred, er der en Bakke nede paa Stranden, som kaldes Børret, og den Gaard, som Bakken hører til, kaldes Børen, saa Ejeren hedder Manden i Bør. Den Bakke turde de aldrig pløje op, for der boede nogle Underjordiske i den.
Paa Gaarden opholdt sig en gammel Søster til Manden, og hun var svagelig og kunde ikke tjene eller bestille noget videre. Saa havde hun faaet Lov til at faa et Par Faar med Lam fodret og græsset, og nu gik hun og passede dem, som hun kunde bedst.
Saa var hun kommen i Tanker om at faa noget gjort ud af den Bakke, og hun gik op paa den og gravede en Plet og saaede Gulerødder i den, for dem vilde hun have og give sine Faar om Vinteren. Men da hun kom hjem den Aften, da var hendes Faar bleven syge, og de døde allesammen om Natten. Saa paastod hendes gamle Moder, som levede endnu, at det var de Underjordiske, der havde dræbt dem. Hun maatte saa næste Morgen gaa op og splitte det hele ad og se at faa Gulerodsbedet ødelagt.
Siden blev der aldrig, saa længe Moderen og Søsteren levede, gjort noget ved Bakken, men den nuværende Ejer baåde pløjer og saar den. Han har et Barn, der er Idiot, og de siger, det er, for det han har dyrket den Bakke, for det Barn er bleven forbyt, det er de sikre paa. Han har flere andre Børn, der ikke fejler noget.
Fru Prip, Ovrø.
443. I Nørre-Lyndelse ligger en Høj paa en Mark midtvejs mellem Dømmestrup og Bramstrup. Det var en gammel Kjæmpegrav, hvorfor Manden, der ejede den, fik i Sinde at lade den gjennemgrave. Næppe havde han begyndt paa Arbejdet, før der kom Bud til ham, at en af hans Køer var ved at dø. Han opgav da sin Plan for denne Gang, men siden tog han atter fat paa Arbejdet. Nu indtraf det samme Tilfælde igjen, og hver Gang han siden prøvede at aabne Højen, døde en af hans Køer.
Til sidst opgav han Udgravningen. Højen var jo beboet af Nisser, og de havde deres Nedgang i Haven under et stort Pæretræ, men Aabningen dækkedes af en stor, flad Sten, som ingen vovede at røre. Deres Gange i Jorden strakte sig vidt omkring. Inde i Kostalden var der en Baas indrettet til Kalve, men ingen Kalv kunde være i den, for neden under stod Nissernes Bord.
H. Hansen, Hjallése.
444. Der har været en lille Bakke oppe ved Møllen, der hed Barmet (der brændtes forhen Bavn paa den), og den Mand, jeg tjente, han fortalte, at han de Højtidsaftener havde set stor Belysning der, og Højen stod paa Ildsøjler. Hans Fader havde og set det.
Min Husbond lod mig rydde den, og da fik han stort Tab paa Kreaturer lige efter, han mistede de halve af dem. Den bedste Hest døde strags. Vi var kjørende efter Jordemoder, og som vi nu kjørte paa Vejen, kom der et Lyn lige foran os, saa Hestene formelig stejlede. Det var den sidste Gang den var for Vognen.
Lars Julius Timm, Skippinge.
