Adam af Bremen: Adelgar
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Adam af Bremens Kirkehistorie
Første Bog (788-936)
Adelgar
(888-909)
oversat af
[ De såkaldte skolier ( her markeret med blåt ) er marginkommentarer, som er føjet til den oprindelige tekst.
Det kan ikke afgøres, om disse tilføjelser er skrevet af Adam selv eller blot af en afskriver. ]
Adelgar var Erkebisp i 20 Aar. Hans Aar har vi fundet i ovennævnte Tidsregning, hans Liv lære vi at kjende af Bogen om den hellige Rimbert. I denne Bogs 12te Afsnit tales der om Rimberts Munkedragt og Klosterløfte, og strax derpaa tilføies: “til hans Trøst besluttede man at give ham til Medhjælper en udmærket omgjængelig Mand, Diakonus af Rang, ved Navn Adelgar. Denne Mand, lige hæderlig ved sin Efterligning af Rimberts Vandel og som hans Efterfølger i Embedet, lever endnu og bevidner med mange Andre, at den hellige Ypperstepræst Rimbert ikke i mindste Maade har forsømt sin Uddannelse til Munk over sit Hyrde-Embede” osv. Fremdeles i det 21de Afsnit: “da den hellige Rimbert allerede blev trykket af Alderdom, kom dertil en uafladelig Smerte i Fødderne. Derfor opnaaede han hos de berømmelige Konger Ludvig og hans Sønner, at en udmærket Mand, Adelgar, Munk i Korvei, beskikkedes ham til Medhjælper, saa at forsaavidt han selv var forhindret ved Legemssvaghed, han da havde den Trøst, at Adelgar reiste om i Stiftet, gav Møde ved offentlige Sammenkomster, og indfandt sig med sit Følge i Leiren eller ved Hove, naar det forlangtes. Rimbert udvirkede ogsaa, at Adelgar valgtes til hans Eftermand og fik Bekræftelse derpaa samt Sæde i Kongens Raad, hvortil Brødrene og Abbeden i hans Kloster gav deres Minde, ligesom dette og stadfæstedes af det hellige Kirkeraad.”
Hyrdestaven modtog Adelgar af Kong Arnulf, Erkebispekaaben af Pave Stephan. Indviet blev han af Sundrold, Erkebisp i Maints, og han klædte Sædet under det fjendtlige Indbruds vanskelige Forhold. Dog synes det at fremgaae af Gavebrevene, at han ikke forsømte sit Ærinde til Hedningerne, men ligesom hans Forgjængere sørgede for at have sine visse Præster til den Gjerning.
Om Begivenhederne hos de Danske har jeg Intet seet optegnet, ei heller hørt nogen Anden omtale noget Skriftligt. Det har formodentlig sin Grund deri, at Normannerne eller Danskerne paa den Tid næsten bleve udryddede af Kong Arnulf i haarde Træfninger.
[ Her faldt Kongerne Godefred og Sigfred. Skolie 9 ]
Himlen styrede Kongens Gang, thi medens Hedningerne faldt i Hundredtusindviis, har man næppe fundet een Falden paa de Christnes Side. Saaledes blev der gjort en Ende paa Normannernes Forfølgelse, og Herren hævnede sine Tjeneres igjennem 60 eller 70 Aar udgydte Blod. Dette melder Franke-Krøniken. — Forresten har jeg af den sanddrue Dane-Konge Svends egen Mund, engang da han paa min indstændige Opfordring opregnede sine Forfædre, hørt dette: “Efter Normannernes Nederlag har der, veed jeg, regjeret en Kong Helge, elsket af sine Folk for sin Retfærd.og Redelighed. Efter ham fulgte Olaf, som kom fra Sverrig, tog det Danske Rige med Vaabenmagt, og var Fader til en Mængde Sønner, blandt hvilke Gnup og Gurd efter Faderens død fik Herredømmet.”
I vor Adelgars syvende Aar voldte Erkebisp Herman i Kölln ham en Deel Bryderier med sine Forsøg paa at lægge Bremen til Kölln. Paa et Møde i Tribur, hvor Hatto af Maints førte Forsædet, bleve det Apostoliske Sædes Gavebreve og berømte Fyrsters Bestemmelser ophævede, og man siger, at baade Pave Formosus og Kong Arnulf samtykte i disse ublue Beslutninger. Da man derpaa skred til Underskrift, blev Erkebisp Adelgars Navn anbragt i Halen af Synodal-Akten. Megen Snak opkom der om Adelin og Widger, hvis Tvekamp gav Mødet Udseende af et Sørgespil. Widger, som var paa vor Side, blev overvundet og døde Dagen efter. Og fra den Tid af skal Bremen, baade under Adelgar og Hoger, være forbleven et Lydstift til Kölln. Da vi har fundet dette angivet i samme Synodal-Akt, ville vi lade det uafgjort, enten det er sandt eller opdigtet.
Aaret efter døde Pave Formosus, og fire Aar derefter Kong Arnulf.
[ Baade Kongen og Paven tog det en sørgelig Ende med, idet Pave Formosus endog efter sin Død af sin Eftermand blev berøvet sin Værdighed og sin Grav, medens Kong Arnulf levende blev fortæret af Orme og endelig — saa haard var Guds Straf — døde af Gift. Skolie 10 ]
Den næste Begivenhed er Ungarernes Indfald og Menighedernes Forfølgelse. Vor Erkebisp, dengang en høit bedaget Olding, kunde ikke ret enten modstaae Fjenden eller anordne hvad der skulde gjøres. Derfor, siger man, fik han fra Korvei Kloster Hoger til Medhjælper, hvis Hjælp og Tjeneste han saaledes støttede sig til, at han kunde nyde en udtjent Alderdoms Ro. Den almægtige Gud, der stundom, for at bedre de Retfærdige, lader dem blive fristede, gjorde da ogsaa for vor Erkebisp tilligemed Fristelsen Udfaldet saaledes, at han kunde bære det.
[ Pave Stephan, som sad i 6 Aar, indstævnede Hermann, Erkebisp i Kölln, og Adelgar, Erkebisp i Hamborg, i Anledning af deres Trætte om Bremer-Menigheden, til et Møde i Worms, hvor han befalede deres Sag undersøgt ved sin Fuldmægtig, Erkebisp Fulco i Rheims. Skolie 11 ]
Thi Pave Sergius, som var den syvende efter Formosus og i næsten ligesaa mange Aar derefter besteg Pavestolen, ynkedes over Adelgars Trængsler, fornyede Bremer-Kirkens Forrettigheder og bekræftede Alt hvad der af hans Forgjængere Gregor og Nikolaus var bleven tilstaaet Ansgar og Rimbert. Eftersom fremdeles den høiærværdige Adelgar bar for tungt paa sin Alder til at varetage sit Hyrde-Embede i Henseende til Reiser, Prædiken og Indsættelse af Biskopper, saa tilforordnedes ham af Paven fem Nabobiskopper som Medhjælpere: Sigmund i Halberstadt, Wigbert i Verden, Biso i Paderborn, to Bernharder, i Minden og i Osnabrück. Disse skulde den Gamle understøttes af. Jeg har Pave Sergius's Gavebreve til begge Parter ved Haanden, og deri er det saaledes bestemt. Men hvad der, forunderlig nok, ikke er os tilstrækkelig bekjendt, det er, om Adelgar har indviet Mænd til Biskopper for Hedningerne, som Gavebrevet lader sig forlyde med, eller om en saadan Bispevielse er undladt indtil Adeldags Dage, hvilket vi snarere holde os forvissede om, især fordi de barbariske Røvertog næppe nok tillod Præster at opholde sig iblandt dem. Thi “endnu havde Amoriternes Ondskab ikke fyldt sit Maal,” endnu var Tiden ikke kommen til at forbarme sig over dem.
Efter dette vandrede Erkebispen heden, i Herrens Aar 909, den 9de Mai. Han ligger begravet i Hellig Mikkels Kirke, som han af Kjærlighed til sin Lærer selv havde opført over dennes Gravhøi.
