Adam af Bremen: Ansgar som Erkebiskop i Hamborg og Bremen
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Adam af Bremens Kirkehistorie
Første Bog (788-936)
Ansgar som Erkebiskop i Hamborg og Bremen
(847-865)
oversat af
[ De såkaldte skolier ( her markeret med blåt ) er marginkommentarer, som er føjet til den oprindelige tekst.
Det kan ikke afgøres, om disse tilføjelser er skrevet af Adam selv eller blot af en afskriver. ]
Omsider ynkedes den navnkundige Keiser Ludvig den Fromme over Hamborger-Kirken, der saaledes laae øde, og han tilbød den ærværdige Ansgar Bispesædet i Bremen. Nu kjendte denne jo nok de kirkelige Lovbestemmelser, hvorefter en Biskop, som under en Forfølgelse fordrives fra sin Kreds, skal optages i en anden, som er ledig; men af Frygt for Andres Misundelse og Forargelse var han ikke desmindre i lang Tid Keiserens Modstander i denne Sag, og kun forsaavidtsom det kunde gaae af uden Klage fra Brødrenes Side, gav han tilsidst sit Samtykke. I vor Præstemands Levnet beskrives dette meget udførligt, men uden tydelig Angivelse af Tiden, som derimod gjøres mere kjendelig i Gave-Bogen, ifølge hvilken det nemlig var i Ludvig den Andens niende Aar, at den Herre Ansgar af Keiserens Fuldmægtige, Aldrik Klerk og Grev Regnbald, indsattes i Bispedømmet. Dette er antegnet i tredie Bogs tyvende Capitel. Men i hans Levnet anmærkes tillige, at det varede endnu længe, efterat den salige Ansgar havde overtaget Bispedømmet i Bremen, inden dette bekræftedes af Pave Nikolaus. Saa tog da den hellige Ansgar Sæde i Bremen og hensad der i 18 Aar. Iforveien havde han jo nemlig klædt Stolen i Hamborg i 16 Aar, og det er tilsammen 34! Inderlig glad over denne kongelige Gave skyndte nu den Guds Bekender sig til Danmark. Her forefandt han Horik som Dane-Konge, og ham christnede han. Samme Konge reiste strax en Kirke ved Slesvigs Havn og gav tillige sin Tilladelse til, at i hans Rige kunde hvem der vilde blive Christen. En uendelig Mangfoldighed af Hedninger blev troende, og om dem er der i Bøgerne fremhævet, at Flere af dem, saasnart de vare aftvættede i Daabens Vande, ogsaa vare helbredte for al Legemssvaghed.
Da nu dette var gaaet efter Ønske, begyndte den Guds Helgen at brænde af Nidkjærhed for Svensker-Folket og raadførte sig med Biskop Godbert om, hvem af dem der skulde prøve det hæderlige Vovestykke for Christi Skyld. Denne gav frivillig Afkald paa Faren og bad Ansgar, om han ikke hellere selv vilde gaae. Og strax bad den uforfærdede Kjæmpe Kong Horik om Leidebrev og Segl1), og dermed drog han fra de Danskes Kyst over Sundet ad Sverrig til, hvor dengang Kong Olaf havde berammet et almindeligt Folke-Thing ved Byrka. Ham traf han formedelst Guds forekommende Miskundhed saa blidelig stemt, at paa hans Kongebud og med Folkets Minde og ved Loddets Udslag og ifølge Afgudens Tilsagn en Kirke blev bygget sammesteds og Frihed til at lade sig døbe givet Alle og Enhver. Med saaledes velforrettet Sag vendte vor Evangelist tilbage, efterat have anbefalet Svensker-Menigheden til Præsten Erimbert. Hvad der i den hellige Ansgars Levnet herom er skrevet, udgjør en heel Fortælling, som vi for Kortheds Skyld har stækket. Om vi ellers ikke feile, saa synes her Ezechiels Spaadom om Gog og Magog nøiagtig opfyldt. “Jeg vil, siger Herren, kaste Ild paa Magog og paa de trygge Øboere.” Der er dem, som troe, at dette og andet Lignende er sagt om de Gother, som indtoge Rom. Men see vi hen til, at Gotherne ere de herskende Folk i Sverrig, og at hele den Egn hist og her er udstykket i Øer, saa formode vi, at Spaadommen maa kunne anvendes paa dem, især da Meget er forudsagt af Propheterne, som endnu ikke sees at være gaaet i Opfyldelse2).
Imidlertid opkom der i Franke-Riget en heel Strid om Bispedømmet i Bremen, som misundtes Ansgar. Denne Trætte udvidede sig under en langvarig, alvorlig og betænkelig Spænding til hele Riget, idet den stodte an mod mange Partiers Retninger. Endelig fik den rettroende Keiser Ludvig
[ Foreningen blev besluttet paa Mødet i Worms, hvor, som Gave-Brevet vidner, Keiseren var tilstede med Biskopperne. Skolie 7 ]
de paa forskjellig Viis gjenstridige Gemytter beroligede, deriblandt navnlig Erkebiskop Gynther i Kölln, hvis Lydstift Bremen tilforn havde været, og i den Anledning skikkede han Gesandter til den helligste Pave Nikolaus. Denne gav uden Vanskelighed sit Samtykke til, hvad den kirkelige Fornødenhed tilraadte, og hvad der paa Fædrenes Møder var vedtaget som hensigtsmæssigt. Altsaa bestemte han i Kraft af sin apostoliske Myndighed, at Bremens og Hamborgs Bispedømme skulde forenes og for Fremtiden ansees for Eet. Gavebrevene desangaaende opbevares indtil nu med Omhyggelighed i Bremens Kirke; og i dem er der føiet til, at Pave Nikolaus har beskikket saavel Ansgar selv, som og hans Eftermænd, til det apostoliske Sædes fuldmægtige Udsendinge blandt samtlige Svenske, Danske og Slaviske Folkefærd, ligesom dette jo iforveien var indrømmet af Pave Gregor3). Saaledes kom da Foreningen af Bremens og Hamborgs Stift istand i den hellige Ansgars sidste Levedage. Hans Levnetsbeskrivelse angiver ikke Aaret; derimod nævner den kongelige Forordning det 21de Regjeringsaar, og Pavens Gavebrev Aaret 858, som er det 29de efter Erkebispens Indvielse.
I den salige Præstemands Levnet skildres dernæst hans Ankomst til Danmark, hvor han forefandt Horik den Yngre som Konge. Med denne Tidsangivelse stemmer Frankernes Krønike, som omtaler Danskerne paa følgende Maade.
Normannerne, hedder det, seilede ned ad Loire og stak Ild paa Tours, løb ind i Seinen og beleirede Paris, og derover blev Karl saa forskrækket, at han afstod dem Land til Bopæle. Dernæst hærgede de Lothringen, undertvang Frisland og — “vendte mod eget Kjød og Blod de seirende Vaaben.”4) Det var nemlig Normanner-Høvdingen Guttorm, som bekrigede sin Farbroder, Dane-Kongen Horik, og saa stort var Blodbadet paa begge Sider, at hele Mandskabet faldt, og af Konge-Huset blev kun en Dreng ilive, som hed Horik. Saasnart han havde tiltraadt Regjeringen over de Danske, rasede han med indædt Harme mod Christi Dyrkere, forjog Guds Præster og lod Kirkerne lukke.
Ham var det nu, hvem den hellige Guds Bekjender Ansgar ikke var bange for at gjæste. Og Guds Naade drog med ham, saa han i den Grad formildede den grumme Voldsmand, at denne selv tog ved Christendommen og paabød alle Sine at blive Christne, ja byggede endog en Kirke, den anden i Danmark, ved en anden Havn i sit Rige, nemlig ved Ribe. Da nu dette var bragt i sin kirkelige Orden, overdrog vor salige Hyrde denne Menighed til Præsten Rimbert. Paa Tilbageveien til Hamborg revsede han Nordalbingerne for Salg af Christne, gik derfra til Friserne, dem han tugtede for Arbeide paa Herrens Dag, ja strafrede med Ild fra Himlen, da de haardnakket vedblev dermed, og hvad Andet der, ikke uligt de fordums Mirakler, læses i Hans Levnetsbeskrivelse.
Efterdi fremdeles al hans Idræt var henvendt paa Sjælenes Frelse, saa undlod han ikke, naar han ikke netop var ude at prædike for Hedninger, i denne sin Fritid at bære Omsorg for sine Samfund i Hjemmet. Det første af disse Samfund var, som sagt, ved Barbarers Indfald blevet fordrevet fra Hamborg og af ham forskyttet til Rameslo. Et andet havde han i Bremen, det var en klosterlig Orden, bestaaende af hellige Mænd, der levede paa Munkeviis næsten lige indtil vore Dage. Et tredie Samfund af hellige Jomfruer oprettede han i Bassum. Her var en Christo hengiven Fru Liutgart, som offrede den himmelske Brudgom hele sin Fædrenearv og stod i Spidsen for et heelt Chor af kydske Kvinder. Til de Fattiges Pleie og til Fremmedes Modtagelse indrettede han paa mange Steder gjæstmilde Boliger, fornemmelig en i Bremen, hvor han selv daglig indfandt sig og ikke holdt sig for god til at tjene de Syge. Mange af disse skal han endog have helbredt blot med Ord eller Berøring.
Selv flyttede han den hellige Wilhads Liig fra hiint sydlige Capel, hvor det var bragt hen af Wilrik, til den salige Apostel Peders Moderkirke. Og da skeete de Jærtegn, som i Kraft af den hellige Wilhads Fortjenester vistes Folket, nemlig fra Herrens Aar 861 af, som er det 30te efter Erkebispens Indvielse. Han, som skyttede Liget, har nemlig tillige beskrevet den Helliges Jærtegn og Levnet i adskillige Bøger. Og naar vi nøie efterregne Tidsfølgen, saa er paa selvsamme Tid den hellige Alexanders Forflyttelse til Saxland gaaet for sig. Mærkeligt er det i saa Henseende at see vor Bekjender kappes med en fremmed Martyr om Forrangen i Hellighed og Folkenes Yndest formedelst Lægedommens Naadegave. Einar gjennemgaaer dette i sin Saxer-Krønike paa en tiltrækkende Maade.
Iøvrigt læser man om den salige Ansgar, at snart løskjøbte han Fanger, snart vederkvægede han dem, der led ilde, snart underviste han sine Huusfæller, snart christnede han Barbarer, var ude en Apostel, hjemme en Munk, aldrig ledig. Og ikke blot sine Egnes, men ogsaa Andres Velfærd var han bekymret for. Selve Biskopperne nødte eller bad han, baade mundtlig og skriftlig, at vaage over Herrens Hjord. Ofte gav han i Henhold til sin Stilling de romerske og i Henhold til sin christne Tro de danske Konger Formaninger. Flere i den Retning afsattede Breve ere forhaanden. Et af disse, hvori han tilskriver samtlige Biskopper angaaende sin Sendelse, den han udleder fra Ebbo, slutter han med disse Ord: “Jeg trygler om Eders Forbønner hos Gud, saavidt denne Sendelse fortjener at vore og bære Frugt i Herren. Thi formedelst Guds Naade er Christi Menighed allerede grundlagt baade hos Danskere og Svenske, og Præsterne røgte deres Kald uhindret. Den almægtige Gud gjøre Eder Alle formedelst et fromt og beredvilligt Sindelag deelagtige i denne Gjerning, og lade Eder være Medarvinger til Christi himmelske Naade.”
Den fuldstændige Sammensmeltning af Hamborg og Bremen overlevede Ansgar i 7 Aar. Han klædte Sædet ialt i 34 Aar. Hans Begravelsesdag høitideligholdes med megen Andagt den 3die Februar. Han døde i Herrens Aar 865, i Rente-Terminens 13de, som er Ludvig den Andens 26de Aar; og begravet blev han i Hellig Peders Kirken foran den hellige Guds Moder Marias Alter. Samme Dag, han blev begravet, blev hans Diakon Rimbert udvalgt, baade af Klerke og Lægfolk. Det er ham, som i en troværdig Fortælling har skildret den hellige Faders Levnet, hvori han, efterlignende den salige Johannes, der skriver om sig som om en Anden, peger paa sig selv som Ansgars fortroligste Discipel, der aflægger Vidnesbyrd om den Hellighed, han i den Guds Mand har erkjendt. Denne Bog har han stilet til Klosterbrødrene i Ny Korvei, dem han priser salige, fordi de har udsendt en saadan Mand, medens han lykønsker os, fordi en saadan Hyrde er bleven os forundt.5)
Noter og Anmærkninger
- 1) Det kan vel være os ligegyldigt, enten det var et Segl eller, som Rimbert siger, et Tegn. Ley har i sin nysnævnte Fordanskning af Rimberts Bog om Ansgar (S. 64) ladet det beroe med en Anbefalingsskrivelse. (I Latinen hos A. sigillum, hos Rimbert signum)
- 2) Naar Ansgarius, som er vor nordiske Menigheds Apostel, med den her omtalte Reise til Sverrig for Øie, ihukommer et Drømme-Syn fra sin tidligere Tid, hvori han har seet den allerede da hensovne Abbed Adelar og hørt sig tiltalt af denne med et Herrens Ord ved Propheten Jesaias (Cap. 49) om Hedningernes Øer og om Folkene langveis borte ved Jorderigs Ende, hvorhen Frelsens Budskab skal bringes, og om Pilen, gjemt i Herrens Kogger; og naar han da derved bliver sig bevidst, selv at være en saadan Herrens Piil, der nu skal fremdrages af Koggeret og flyve fra Bue-Strængen til de danske Øer og til Sverrig med Bud om Bod for alle Savn: saa har Alt dette Meget at betyde. Thi dermed indvarsles og derpaa følger en Bedrift, hvorved Synets Gyldighed afhjemles og Opfyldelsen af Skriftens Spaadom iværksættes, vel ikke ganske, men dog tildeels. Dermed er altsaa Aandens og Kraftens Beviis givet for Rigtigheden af Ansgars Tilegnelse af Herrens Ord ved Propheten. (See Rimberts Ansgar, Leys Overs. S. 60—71). — Naar derimod Mester Adam anseer denne samme Reise til Sverrig for en “nøiagtig” Opfyldelse af Propheten Ezechiels Spaadom om Gog og Magog (Cap. 39): saa har dette ikke nar Saa meget at betyde. Thi dermed tilsigtes ingen kirkehistorisk Bedrift, ei heller indledes derved nogen Opfyldelse af Spaadommen. Nei, deri skal vi kun see en Prøve paa Adams og hans Tidsalders i mange Maader høist umodne Skriftklogskab, som ved denne Leilighed, blandt Andet, gjør sig skyldig i en meget uklar Forvexling af to saa forskjellige Begreber som Udlæggelse og Anvendelse. Synd vilde det imidlertid være at gaae irette med en Klerk fra det 11te Aarhundrede, fordi han har misforstaaet en Spaadom, hvis Udtydning og Opfyldelse vel endnu maa forbeholdes en fjern Fremtid. Derimod er Adams Betragtning af denne Spaadom i en anden Henseende værd at lægge Mærke til, forsaavidt som den nemlig er eiendommelig ikke blot for ham, men for hans Tidsalder. At henføre Ezechiels Spaadom om Gog til de udvandrede Gother er nemlig en Tanke, som skyldes Biskop Isidor; og at forstaae samme Spaadom om de hiemmeblevne Gother er en Betragtning, A. har tilfælles med vor danske Rim-Krønike. Der hedder det i Rimet om Humble:
Han (Jafet) fødte en Søn, Magog hed han,
Hans Slægt kom først til desse Land;
I Skaane og Gødeland sættes de,
Gødinge af Gog saa Kaldes de.
Somme de spredtes os hid til Hand,
Og Somme de bleve i Gødinge Land.
- (Leys Udgave Lin. 37—42; jvfr. 1 Mos. 10, 2). Denne besynderlige og, som Ley udtrykker sig, “fæle” Sammenstilling af Gog og Gother grunder sig uden Tvivl paa den tilfældige Lighed i Klangen af begge disse Navne. Slige Ordspil og derpaa byggede Formodninger om Slægtskabet mellem Middelalderens og Oldtidens Helte eller Folkefærd, er nemlig meget gjængse hos Middelalderens Krønike-Skrivere. Om dette Særsyn anmærker Grundtvig særdeles træffende: “Dette Spøgeri af Oldtidens Døde i Middelalderens Krøniker maa ligesaa lidt forarge som forvirre os, da det var uundgaaeligt, naar de nye Indbyggere i den dannede Verden baade lærde at læse og følde, de maatte være i Slægt med Fortidens Hoved-Folk, for at fortsætte deres Liv, men var langtfra at kunne gjøre en ordenlig Steen-Tavle; saa den Gothiske fra Geterne er endnu langt rimeligere end den Frankiske fra Trojanerne, den Britiske fra Brutus og den Skotske fra Skytherne”. (Haandb. i Verdenshist. II. S. 78 f).
- 3) Den af Pave Nikolaus I. (858—863) i denne Anledning udstædte Bulle kan af danske Læsere eftersees i Leys Overs, af Rimbert S. 34—37. Den er af 31. Mai 858 og findes, tilligemed den ældre samme Sag vedrørende Bulle af Gregor IV. (827—844) aftrykt i Maders Udgave af Adam p. 185—87 og 194—99.
- 4) Lukan Phars. I, 3. — Denne vor Adams Yndlingsdigter levede i Rom under Nero, og har i et langt Heltedigt fremstillet Borgerkrigene mellem Pompejus og Cæsar. I disse Krige forefaldt Slaget ved Pharsalus, og deraf kommer Digtets Navn Pharsalia.
- 5) Ligesom A. henviser til den latinske Rimbert, saaledes er det hans Oversætter en Glæde, at kunne henvise Adams danske Læsere til C. S. Leys danske Udgave af “Ansgars Levnet, beskrevet af Erkebiskop Rimbert og en anden Discipel”. (Kbhvn. 1837). Under Udarbeidelsen af disse Anmærkninger har jeg fundet Leilighed til, hist og her at sammenligne Leys Overs. med Grundskriftet, saaledes som dette er aftrykt hos Staphorst, Hamburgische Kirchengeschichte I, p. 79—133; og jeg tør med god Samvittighed anbefale Leys Oversættelse. Visttok kan den særegne Orthographi, Hr. Ley bruger, støde Øiet, men dog vel ikke i den Grad som for 24 Aar siden, da Bogen udkom; thi da brød man ene og alene for den Sags Skyld Staven over den, men et saadant baade aandløst og hjerteløst Snærperi har vi nu dog vel forvundet, eller i det mindste lært at skamme os ved. Og hvad Bogens Indhold i og for sig angaaer, da er det ingen Overdrivelse, hvad Ley siger om den S. 111: “Rimberts Bog er Grundvolden, hvorpaa Sagas Borg i Norden maa bygges, naar den skal staae fast og dybt.” — Det er heller ingen Udskeielse fra Sagen, jeg her gjør mig skyldig i; thi Rimberts Bog om Nordens Apostel og Adams Bog om Menigheden i Norden maae helst følges ad. Min Fordanskning af A. kan ikke fare bedre end ved at komme i bogligt Selskab med Rimbert og den danske Rimkrønike, Saxe og Svend Aagesen, Snorro og Knytlinge-Saga, som nu alle kan læses paa Dansk.
