Adam af Bremen: Efterskrift til Erkebiskop Liemar
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Adam af Bremens Kirkehistorie
Efterskrift til Erkebiskop Liemar
oversat af
Tag, høie Herre! mod Din Tjeners Gave ringe,
Han Dig og Kirken vil med kjærligt Hjerte bringe.
Den vistnok liden er, og knap for Læsere
Som Cato, mener jeg, den sig tør lade see.
Thi naar med Blomstersprog Din Tale Du indvirker,
Med Tungens Nøgle grandt vor Hellig-Skrift opdirker;
Naar gudelige Skrift af Kirkens Fædre Du
Ransager — hvad kan jeg for Dig fremstamme nu?
Dog husk: om end selv Gud mod Rigmands Gave tager,
En Enkes ringe Skjærv ham ofte vel behager.
Desuden haaber jeg, Du lide vil min Bog
Desbedre, naar Du seer, at eventyrligt Sprog
Om fremmed Gjenstand ei den fører, men sandfærdigt
Den Bremens Krønike beskriver, Kirken værdigt.
En Brudgom hædres jo, naar Bruden vinder Priis;
Din Kirkes Hyldest er Din Hæder ligerviis.
Og vide maa Du, naar Du ellers gjennemsøger
Nu en, nu anden Bog: det er ei Dine Bøger;
Men denne Bog er Din; den stræber kun med Flid,
At knytte fordums Færd til Dig og til Din Tid.
Thi see paa Villien, ei paa Ungdomskræfter svage;
O lad Forhaabningen Din Tjener ei bedrage!
Han, for at rose Dig, endogsaa bli’r Poet.
Du Hyrde from og god, for Dig tilstaaer jeg det:
Kan ei jeg skrive smukt, jeg sanddru dog har talet.
Med kyndigt Vidnes Ord mit Æmne tro afmalet.
Ei vil jeg høste Roes, ei Løn for min Bedrift;
Men kun at tækkes Dig er Maalet for min Skrift.
Betænk dernæst: det tør Dit Kloster Skam ei gjøre,
At mindste Broder kan det største Værk fuldføre,
Oplyse sømmeligt vor Kirkes første Dag,
Beskrive Frelsen, bragt til Nordens Folkeslag,
Aflægge Regnskab for, hvad Daad der blev bedrevet
Af Dine Formænd, samt hvorledes de har levet.
Der kommer vel en Dag, da ogsaa Din Bedrift,
Navnkundig vidt og bredt, antegnes udi Skrift
I større Stil — ved mig, hvis end jeg er paafærde;
Hvis ei, ved anden Mand blandt Dine mange Lærde.
Selv uden Skrift staaer fast og breder sig Dit Ry;
Thi hvo har ikke seet, i Lykke-Varslers Ly,
Paa Fædres gamle Viis, Du kaaret blevet og smykket
Med Hyrde-Navn? “Af Gud udvalgt” — det Præg paatrykket
Dig blev af Aanden selv, hvis Pindsehøitid fro
Just dengang feiredes af Mængden udi Tro.
Vi saae Dig dyrekjøbt med Folkets Taarer mange,
Da med eenstemmig Bøn mod fordums Kaar saa bange
De ønskede: gid saa Du blive! Du blev saa,
At Du vor Tro, vort Haab langt monne overgaae.
Af Folkets Nakke Du borttager haarden Lænke,
Samt Alt hvad Menigmand betynge maa og krænke;
Lægfolks Bedrøvelse til Fryd Du vender om.
Gjengiver Klerkene bortranet Eiendom.
Ved Dig Vildfarelsen, hvori forlængst vi stædes,
Bortviger; Templerne den fordums Pryd iklædes.
Den Landefred, som veg for en nedarvet Tvist,
I Menighederne Du gjenopretter vist.
For tredie Gang man alt sig ruster til at kæmpe;
Du veed med ømt Forlig Tvedragten at neddæmpe.
Vil ellers Noget for vort Held iveien staae,
Saa give Gud, at Sligt ved Dig udjævnes maa.
Iligemaade Han i Naade Dig forunde,
At Bremen, Hamborg, som vil næsten gaae tilgrunde,
For Hedenskabet hist, der for Tyrannens Haand,
Ved Dig udløses maae af Fangenskabets Baand!
I Fangenskabets Baand sig begge vaanded længe;
Den Graad aftørre Du, den Fængselsport Du sprænge!
O Fader Liemar! Dig velsigne Jesus Christ;
Med Hjerte som med Mund Din Hjord Dig signer vist.
