Adam af Bremen: Om Ansgars Virksomhed og Gjenvordigheder i Biskop Leuderiks Dage
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Adam af Bremens Kirkehistorie
Første Bog (788-936)
Om Ansgars Virksomhed og Gjenvordigheder i Biskop Leuderiks Dage
(837-845)
oversat af
[ De såkaldte skolier ( her markeret med blåt ) er marginkommentarer, som er føjet til den oprindelige tekst.
Det kan ikke afgøres, om disse tilføjelser er skrevet af Adam selv eller blot af en afskriver. ]
Leuderik var den tredie Biskop og hensad i 8 Aar. Vel har vi ikke ligefrem kunnet sikkre os denne Tidsbestemmelse; men af den forhen nævnte Tidende-Bog lære vi, at han tidligere har været Diakon hos Wilrik, og af det 58de Capitel sammesteds, at han har siddet paa Bispestolen indtil Ludvig den Yngres 6te Aar.1) Man siger ellers om ham, at han har været stolt, og det slutter man deraf, at han med Pral kaldte sig snart Vogter og snart Hyrde over Bremer-Stiftet.
I de Dage røgtede vor hellige Fader Ansgar den ham betroede Sendelse som en Mand, og i sit Ansigts Sved dyrkede han det nye Anlæg i Hamborg, hvor han med Mund og Haand oplærte og uddannede Menigheden. Jævnlig besøgte han ogsaa Klostret Turholt i Gallien,
[ Turholt er et meget anseeligt Kloster i Flandern, udmærket ved sine Munke. I lang Tid har det været Gjenstand for Trætte, idet vor Kirkes Biskopper have søgt at tilbagevinde det, indtil Erkebiskop Adelbert, med Keiserens og Hertugen af Flanderns Minde, bragte et Mageskifte istand, hvorved Sagen bortfaldt. Skolie 1 ]
som Keiseren jo havde givet ham til Eie, og der veiledte han med Ord og Forbillede sine i Gud stridende Medbrødre paa Munke-Livets den rette Sti. Hvem der i dette herlige Samlag allerede dengang straalede som en Helgen fra Barnsbeen, det var Rimbert, den hellige Fader Ansgars udkaarne Søn, hvem han i Kraft af den prophetiske Aand, der fyldte ham, lang Tid i forveien betegnede som sin Sidemand i Dyd, sin Eftermand paa det ypperstepræstelige Sæde og sin Medarving til Naadelønnen i Himmerig. Og den almægtige Guds Forsyn, som fordum satte Elisa til at træde i Elias's Sted, beskjæmmede ei heller Ansgars Haab om Rimbert.
Imidlertid foer Normannerne i rasende Vikingsfærd frem allevegne, gjorde Friserne skatskyldige og seilede paa en og samme Tid baade opad Rhinen til Kölln, som de beleirede, og opad Elben til Hamborg, som de stak i Brand.2) Den prægtige By gik aldeles tilgrunde, enten som Krigsbytte, eller som et Rov for Luerne. Saaledes Kirken, saaledes Klosteret, saaledes Bog-Samlingen, der med saa stor Møie var bleven tilveiebragt. Om den hellige Ansgar hedder det i hans Levnetsbeskrivelse, at han med Nød og næppe undslap nogen og kun bjergende nogle Levninger af hellige Martyrer. Hamborgs Undergang omtales baade i Frankernes Krøniker og i Romernes Gave-Breve. Den henføres til den ældre Ludvigs sidste Regjeringsaar.
Paa samme Tid blev Biskop Godbert af nidkjære Hedninger forjaget fra Sverrig, hvor hans Medhjælper Nithard med flere Andre vandt Martyrkronen. I de paafølgende 7 Aar var Sverrig uden Præst. Kong Anund var dengang stødt fra Thronen, og han forfulgte de Christne. Hergeir, Byrkas Borgemester, var Christendommens eneste Støtte. Men han vandt da ogsaa i den Grad Troens Naade, at han ved kraftige Undergjerninger og grundig Formaning frelste Hedninger i Tusindviis. Saaledes skrives der i Ansgars Levnet.
I Bremer-Biskoppen Leuderiks tredie Aar døde Keiser Ludvig. Hans Herredømme forblev et Tvistens Æble mellem splidagtige Brødre, i hvis store indbyrdes Kamp, efter Krønikeskrivernes Beretning, Frankernes Kræfter fortæredes. Tvedragtens Brandfakkel var Ebbo, som tidligere havde væbnet Sønnerne imod Faderen og nu ophidset Brødrene til indbyrdes Oprør, hvorfor han da ogsaa, anklaget for Mytteri, blev afsat af Pave Gregor. Medens nu Somme dadle og Andre forsvare dette, ville vi lade Sagen staae ved sit Værd, især fordi Ebbo indtil Enden beholdt den Kjærlighed, hvormed vor hellige Fader Ansgar havde elsket ham fra Begyndelsen. Læs Ansgars Levnet, læs hvad Rhabanus skriver om Ebbos tvetydige Rygte! Ved Pave Sergius's Mægling kom det omsider til et Forlig mellem Brødrene samt til en Tredeling af Riget, hvorved den Ældste, Lothar, fik Rom og Italien, Lothringen og Burgund, Ludvig Rhinen og Tydskland, Karl Gallien, Pipin Akvitanien.3) Ved denne Deling mellem Brødrene gik Klosteret Turholt over til Karls Arvepart og blev saaledes unddraget sin rette Eiermand, den hellige Ansgar. Men i denne sin Fattigdom priste han den Gud, hvis Ærinde han røgtede, ved ufortrøden at udstrøe hans Ords Sæd, saavel hos sine Egne som hos Fremmede. Da skeete det, at han af en ærværdig gammel Frue, ved Navn Ikia, modtog et Landgods, som kaldtes Rameslo, beliggende i Bispedømmet Verden, tre Miil fra Hamborg. Her byggede den Guds hellige Mand et Kloster, og her gjemte han baade Levningerne af Sandhedsvidnerne Sixtus og Sinnicius, og de andre ærværdige Oldsager, som han paa Flugten fra Hamborg havde taget med sig. Her samlede han den flygtende Hjord, og i denne Havn bjergede han dem af sine Medhjælpere, der vare blevne fordrevne af Hedningerne. Her var Udgangen for hans Reiser gjennem Hamborg Stift, paa hvilke han styrkede de Nordalbinger i Troen, som Forfølgelsen havde forstyrret. Og for at ei heller Iveren for Hedningernes Beskikkelse ved nogen Forsømmelighed fra hans Side skulde kjølnes, sendte han Forkyndere til Danmark, og Eneboen Ardgar styrede han til Sverrig. Han skal ogsaa have besøgt Bremen, men være bleven bortviist af Biskoppen sammesteds, fordi denne saae skjævt til hans Lærdom og Dyder.
Derefter døde Bremer-Bispen Leuderik og blev begravet i Hellig Peders Kirke paa Altrets Sydside. Hans dødsdag er den 27de September. Og i lang Tid var Kirken som Enke.
Noter og Anmærkninger
1) Ved at fastholde denne Bestemmelse har A. gjort hvad han kunde, for her at ordne Tidsregningen. Han kan ikke gjøre ved, at man desuagtet, i Henseende til Leuderiks Død, kommer til at vakle mellem 845 og 849, eftersom Ludvig Tydskers Regjering enten regnes fra Faderens Død 840, eller fra Freden i Verdun 843.
2) Jvfr. Ansgars Levnet af Rimbert i Leys danske Oversættelse, S. 32 ff. — Tiden for disse Begivenheder er Aarene 836—840.
3) Texten er her aabenbar i Vilderede, idet der tales om en Tredeling mellem Fire. Pipin maa gaae ud, baade fordi han ikke er Broder, men Farbroder til de Andre, og fordi den her omtalte Deling, som foretoges Aar 842, er ham uvedkommende. Iligemaade er Pave Sergius's Mægling ved denne Leilighed tvivlsom; thi Sergius blev først Pave to Aar senere.
