Adam af Bremen: Om Saxernes Land og Folk
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Adam af Bremens Kirkehistorie
Første Bog (788-936)
Om Saxernes Land og Folk
oversat af
[ De såkaldte skolier ( her markeret med blåt ) er marginkommentarer, som er føjet til den oprindelige tekst.
Det kan ikke afgøres, om disse tilføjelser er skrevet af Adam selv eller blot af en afskriver. ]
Det er Hamborger-Stiftets Kirke-Krønike, vi her skulle beskrive. Og eftersom Hamborg tilforn var en høist anseelig Saxer-Stad, saa troe vi det ikke upassende eller overflødigt, angaaende Saxernes Folk og Land at forudskikke den høilærde Einars
[ Einar, en af Keiser Karls Hofpræster, har beskrevet dennes Levnet, samt Krigene med Saxerne. Skolie 1 ]
og andre ei uberømte Forfatteres skriftlige Meddelelser.
Saxland er, efter disse Mænds Sigende, en ikke ringe Deel af Tydskland. Det regnes for dobbelt saa bredt og omtrent ligesaa langt som den Strækning, Frankerne beboe. Nøie maalt, danner det en tydelig Trekant, hvis ene Hjørne naaer sydpaa lige til Rhin-Floden; det næste begynder da fra Hadelns Kystegn og udgjør et langt Strøg i østlig Retning langs med Elben henimod Saale-Floden, og der er det tredie Hjørne. Saaledes har man fra Hjørne til Hjørne en otte Dages Vei for sig, den Deel af Saxland fraregnet, der ligger hinsides Elben og er foroven beboet af Sorberne, men forneden af Nordalbingerne. Saxland er berømt for sine Mænd, Vaaben og Frugter. Men synderlig bakket er det ikke; i det Hele taget ligner det en skraa Slette, som forresten, med Undtagelse af den liflige Druesaft, frembringer alle Livets Fornødenheder. Allevegne er Jordbunden frugtbar, samt rig paa gode Græsgange og Skove; paa Grændsen af Thüringen eller ved Rhinens og Saalens Bredder er den endog ganske Yppig. Henimod Frisland viser den sig sumpet eller tør; i Nærheden af Elben mindre god. Yndig er den dog overalt, og det er intet Under, da den jo gjennemstrømmes af en deilig Mængde Floder.
De mærkeligste Floder i Saxland ere Elben, Saale og Weser eller Werra, som den ogsaa kaldes. Denne har, saavelsom Saale, sit Udspring i Thyringer-Skoven, løber dernæst tvers gjennem Midten af Saxland og naaer sin Munding i Frisernes Nabolaug. Hovedfloden er dog Elben, som under Navn af Albis endog er hædret ved Romernes Omtale. Den siges at udspringe hinsides Böhmen, bliver dernæst Grændseflod mellem Slaver og Saxer, optager Saale ved Magdeborg og falder under samme Navn ikke langt fra Hamborg i Havet. Den fjerde af Saxlands store Floder er Ems. Den skiller Vestfalerne fra Landets øvrige Folk. Sit Udspring har den i Paderborn Skov; den skyder igjennem Frisernes Landemærker og falder i det britiske Hav.
Spørges der nu om hvad det var for dødelige, der oprindelig bebyggede Saxland, eller hvad Kant de kom fra, saa har vi ved flittig Efterlæsning i de gamle Skrifter forvisset os om, at det ifølge Guds skjulte Raad er gaaet hiin Stamme omtrent som alle andre Folkefærd i denne Verden, idet ogsaa den tiere end engang har maattet skifte baade Herskab og Nabolaug, medens Landskaberne derhos har skiftet Navn efter Seierherrer. Tør man nemlig troe de Romerske Historieskrivere, saa har Sveverne været de første Indbyggere, saavel i Omegnen af Elben som i det øvrige Tydskland, samt havt til Grændsenaboer de saakaldte Driader, Bardar, Sicambrer, Hunner, Vandaler, Sarmater, Langbarder, Heruler, Dacer, Marcomanner, Gother, Normanner og Slaver.1) Hvad enten saa deres Føde-Egn var dem altfor tarvelig eller de ikke kunde forliges i Hjemmet, eller de vilde, som der ogsaa siges, skaffe Folkemængden Afløb, saa brød de nu op og oversvømmede hele Europa og Afrika lige med Eet. — Men om Saxernes ældste Færd melder Orosius, og med ham Gregor af Tours, Følgende.
“Saxerne,” hedder det, “denne vilde Stamme, frygtelig ved sin Manddom og Raskhed, boer ved Verdenshavets Bredder, imellem uveisomme Moser, hvor Ingen kan komme dem nær. Selv prøvede de imidlertid et Indfald i Romer-Riget, og det kunde blevet farligt, dersom de ikke vare blevne overmandede af Keiser Valentinian.”
“Da Saxerne dernæst besatte Galliens Egne, bleve de overvundne og deres Øer indtagne af Romernes Hærfører Syagrius.”
I Rhin-Egnene havde altsaa Saxerne først hjemme, og der kaldtes de Angler. Af dem gik en Deel til Britannien og fortrængte Romerne fra denne Ø. En anden Trop indtog Thyringen og blev siddende der. Herom skriver Einar kortelig i Indgangen til sin Krønike saaledes:
“Om Saxer-Folket” — siger han — “hedder det fra gammel Tid, at det kom fra Anglerne i Britannien, stak tvers gjennem Havet og over til de tydske Strande, hvor Lysten og Trangen til nye Bopæle drev dem iland paa det Sted, som kaldes Hadeln. Frankernes Konge, Thjodrik, laae just dengang i Krig med sin Svigersøn, Thyringer-Drotten Hirminfrid, hvis Land han hærgede grumt med Ild og Sværd. I to Træfninger havde de allerede prøvet Styrke med hinanden og tilsat en farlig Mængde Folk, dog uden at tilkjæmpe sig en afgjørende Seier paa nogen af Siderne. Da nu Thjodrik saaledes saae sig skuffet i sine Forventninger, sendte han Bud til Saxerne, hvis Høvding var Hadugat, og efterat have forhørt sig om Aarsagen til deres Komme, fik han dem, ved Løfte om Bopæle i Seiersløn, i Ledtog med sig. De stred da paa hans Side med en Tapperhed, som om det gjaldt deres egen Frihed og Fædrenehjemstavn. Saaledes blev Thjodrik Herre over sine Modstandere; de Indfødte gjorde han en Ulykke paa, saa de næsten bleve udryddede, og deres Land tilkjendte han, efter Aftale, Seierherrerne. Men ogsaa dem havde Krigen saaledes tæret paa, at da de nu ved Lodtrækning deelte Landet imellem sig, forslog deres Mandskab ikke til at befolke det hele, hvisaarsag de overlod den østligste Deel til Nybyggere, som maatte skatte til dem, hver i Forhold til sin Lod. De øvrige Egne beholdt de selv. Saa havde de da Frankerne boende sydfor sig, tilligemed en Flok Thyringer, hvem den nys omtalte Feide ikke havde naaet; Grændseskjellet var her Floden Unstrut. Mod Nord havde de Normannerne til Grændse-Naboer; det var vilde Folk. Mod List Obotriterne og mod Vest Friserne, som idelig nødtes til, enten at slutte Forbund eller at drages med dem om Grændsernes Sikkerhed. Thi yderst urolige Gjæster var de og saae skjævt til Nabolauget, skjøndt de hjemme hos dem selv holdt Fred indbyrdes og vaagede med godmodig Omhu over deres Medborgeres Velfærd. Hertil kommer den Forsynlighed, hvormed de holdt deres egen Slægt og Adelsbyrd i Hævd, saa at de vist næppe nogensinde har plettet samme ved at blande Blod med Fremmede eller Undergivne, men stræbt at forplante den reen og skjær paa en Afkom, der kun lignede dem selv. Derfor er ogsaa baade Holdning og Væxt og Haarfarve, saavidt den menneskelige Mangfoldighed tillader det, næsten eensdan hos dem Alle. Folket deler sig nemlig i fire forskjellige Stænder: Adelige, Fribaarne, Frigivne og Trælle. Og det er fastsat ved Lov, at den ene Stand ikke tør indgaae Giftermaal med den anden, men kun Adelsmand med Adelsfrøken, fri Mand med fribaaren Kvinde, den Frigivne med Frigiven, Træl med Trælkvinde. Hjemfører nogen Mand ringere eller fornemmere Hustru, han mister Livet. De havde ogsaa ypperlige Straffelove. Mange gavnlige og i naturlig Forstand hæderlige Egenskaber stræbte de i retskaffen Sædelighed at tilegne sig, og de kunde derved gjort sig værdige til sand Lyksalighed, dersom de ikke havde været aldeles uvidende om deres Skaber og fremmede for hans Dyrkelse i Sandhed.”
“Sagen er den, at de dyrkede Guder, som ei var det i Virkeligheden, og deriblandt Mercurius2), som de paa visse Høitidsdage endog pleiede at formilde ved Menneske-Offringer. Dog stred det mod deres Begreber om himmelske Væsners Høihed og Værdighed, at indeslutte deres Guder i Templer, eller at afbilde dem i menneskelig Lignelse. De indviede Lunde og Skove, opkaldte disse efter deres Guder, og kun saaledes var den skjulte Guddom Gjenstand for deres Andagt. Varsler og Lodkastning havde de megen Opmærksomhed for. Deres Fremgangsmaade ved Lodtrækningen var simpel. De huggede en Green af et Frugttræ, skar den i smaa Pinde, som de forsynede med forskjellige Mærker og strøede iflæng over et hvidt Klæde. Gjaldt det nu et folkeligt Anliggende, saa holdt Præsten, men i en hjemlig Sag selve Husbonden, en Bøn til Guderne, og idet han saae op til Himlen, opløftede han hver enkelt Pind tre Gange, samt forklarede dens Betydning efter de kort iforveien indgravne Mærker. Vare disse ugunstige, saa kom Sagen ikke mere under Forhandling den Dag; gik det an, gjaldt det endnu om at blive sikker paa Udfaldet. — Fugle-Skrig og Fugle-Flugt var den Stamme stærk i at udfritte; ja endog i at agte paa Hestene, naar de spidsede Øren, at udspeide deres Bevægelser, Vrinsken og Fnysen. Alt Sligt ansaaes for det meest Paalidelige, ikke blot af Almuen, men af de Store. Endnu en anden Iagttagelse af Varsler fandt Sted, hvorved man pleiede at forhøre sig om Udfaldet paa alvorlige Krige. En Mand af det Folk, man skulde i Krig med, opsnappedes paa hvad Maade det nu kunde skee, stilledes mod en af Landets egne Mænd, som dertil udvalgtes, og medens hver af dem kjæmpede med sine egne Vaaben, blev det af Vigtighed for Seiren, hvem af de to der vandt Overhaand. — Hvorledes de endvidere ansaae visse Dage, saasom ved Nymaane eller Fuldmaane, for heldigst at begynde Noget paa, dette, tilligemed utallige andre Arter af tom Overtro, som de vare hildede i, forbigaaer jeg. Men det her Anførte har jeg nævnt, for at den forstandige Læser kan skjønne, hvor stort et Vildfarelsens Mørke de formedelst Guds Naade og Barmhjertighed ere blevne udfriede fra, saasandt han har agtet dem værdige til, i Lyset af den sande Tro at overføres til hans Navns Erkjendelse.”
“Det var nemlig med dem som med næsten alle Tydsklands Indbyggere: af Naturen afgudiske, vilde og fjendtlig stemte mod den sande Guds Dyrkelse, undsaae de sig ikke ved at krænke eller overtræde, hvad Ret er baade for Gud og Mennesker. Om det saa var løvrige Træer, eller Kilder, saa tilbad de dem. Navnlig dyrkede de en Træ-Stamme af anseelig Høide, som kneisede under aaben Himmel, og som de paa deres Modersmaal kaldte Irminsul, det er paa Latin universalis columna, Verdens-Støtten, som den, der bærer Alt.” 3)
Disse Uddrag af Einars Optegnelser har vi medtaget til Oplysning om Saxernes Indvandring og Sæder, saavelsom om deres Overtro, den Slaverne og Svenskerne endnu synes at fastholde paa hedensk Viis.
Hvorledes derimod den haarde Saxer-Stamme kom til Erkjendelse af Guds Navn, eller ved hvilke Ordets Forkyndere den bragtes til at rette sig efter Christendommen, det er en Udvikling, der her er paa sit Sted. Dog maae vi i den Anledning først ihukomme den langvarige Krig, som Karl førte med Saxerne, samt Aarsagerne dertil.
Baade Thyringer og Saxer, saavelsom de øvrige Folkefærd i Omegnen af Rhinen, ansees fra gammel Tid for at være skatskyldige til Frankerne. Men omsider faldt de fra; hvisaarsag allerede Pipin, som var Fader til Karl, paaførte dem Krig. Denne Krig var dog Sønnen ulige heldigere til at gjennemføre; og derom har samme Einar i en kort Efterskrift optegnet Følgende.
“Det kom altsaa til Krig med Saxerne, og den førtes paa begge Sider med stor Forbittrelse, men med langt større Tab for Saxerne end for Frankerne, i samfulde 33 Aar. Den kunde jo nok før faaet Ende, hvis ikke Saxerne havde været saa troløse. — Da saa Kongen havde slaaet alle de haardnakkede Modstandere og faaet dem i sin Magt, opstillede han og indgik de den Betingelse, at de skulde forkaste Afgudsdyrkelsen, aflægge de dermed forbundne fædrene Skikke og tilegne sig den christne Troes hellige Vedtægter, samt slutte sig til Frankerne og udgjøre eet Folk med dem. — Dette var, som bekjendt, Udfaldet paa den Krig, der havde varet i saamange Aar.”
Hermed staae vi da rede til at skildre de aandelige Seiervindinger i Sjælenes Verden, idet vi saalunde begynde vor Omtale af de Vidner, der have veiledt Tydsklands vildeste Folkefærd til den guddommelige Lære.
Noter og Anmærkninger
1) “Driader” (eller rettere: Dryader, ɔ: Skovnympher, som høre hjemme i den græske og romerske Gudeverden) er her en Skrivfeil for Druider, som A. feilagtig anseer for et Folkefærd, skjøndt de kun var en særskilt Præstestamme hos de hedenske Celter i Gallien og Britannien paa Cæsars Tid og derefter. Derimod tør man ikke beskylde A. for en lignende Misforstaaelse med Hensyn til “Barderne”. Thi vistnok bruges dette Navn som oftest kun om de kymriske Skjalde, ligesom det vel heller næppe er meent anderledes i de Ord af Lukan (Phars. I, 447-51), som A. her nærmest har for Øie; men dog har der beviislig været en tydsk Folkestamme, som kaldtes Barder, og hvis Navn endnu spores i Bardewyk og Bardengau i det Lyneborgske, samt forekommer hos vor Forfatter i Tillæggene 28 og 34, S. 219 og 220.
2) Mercurius er, som man veed, en græsk-romersk Guddom, der altsaa ikke kan være bleven dyrket af Saxerne, i det mindste ikke under dette Navn. Men hvad A. her meddeler, er jo kun en Udskrift af Einar, som igjen har fulgt Romeren Tacitus. Og hvad nu Tacitus angaaer, der i sin Bog om Germanien eller Tydskland (Cap. 9) nævner Mercur som de tydske Svevers ypperste Guddom, da henpeger han dermed umiskjendeligt paa Wodan eller Odin. (See Grundtvigs Haandb. i Verdenshist. II, S. 66). Denne Sammenstilling af Wodan og Mercurius grunder sig vistnok især paa den Omstændighed, at vor Onsdag (d. e. Odins-Dag, sønderjydsk: Wonsdau, engelsk: Wednesday) er af Latinerne opkaldt efter Mercur. Men skjøndt A. ved denne Leilighed, som sagt, lader Einar, og med ham Tacitus, føre Ordet, vil han dog i sin Beskrivelse af Nørreleden (S. 195) ingenlunde lade Wodan gaae op i Mercur; thi der henfører han Wodan til Mars, og Thor (hvem Tacitus kalder Hercules) til Jupiter. skjøndt altsaa A. ligesaalidt som hans Forgjængere, Tacitus og Einar, i dette Stykke har formaaet eller viist sig tilbøielig til at løsrive sig fra den Fordom, at Folke-Guderne udenfor Grækenland og Rom kan eller skal henføres til en eller anden formeentlig tilsvarende græsk eller romersk Guddom; saa har han dog ikke blot i sin Tilslutning til den i saa Henseende herskende Tankegang lagt en vis Selvstændighed for Dagen, ved ikke at binde sig til Dagen, men at tage Hensyn til Forestillingen om disse Guders Væsen og Egenskaber, samt til den Maade, hvorpaa de dyrkedes og afbildedes; men, hvad mere er, han har gjort et virkeligt og fortjenstligt Fremskridt i denne Retning, ved at fastholde Gudernes folkelige Kjendingsnavne. Endnu bedre har dog vor Saxe opfattet denne Sag. Han yttrer sig herom paa følgende mærkelige Maade: “At der ikke er Noget om, at vore Fædres Guder skulde have været de samme som dem, de gamle Romere kaldte Jupiter og Mercurius, eller overhovedet som dem, Græker og Latiner viste en tilbunds overtroisk Dyrkelse, det seer man grandt endogsaa blot af Ugedagenes Navne. Onsdag, som hos os er kaldt op efter Odin, hedder nemlig hos dem Mercurs Dag, og den Dag, vi har tilegnet Thor, har de tilegnet Jupiter; men sæt nu, at vi, paa den Regning, vilde gjøre Thor til Jupiter og Odin til Mercurius, saa skulde Jupiter ogsaa være en Søn af Mercur; thi efter den almindelige Forestilling hos vort Lands Folk var Thor en Søn af Odin. Da nu derimod Latinerne, efter en ganske anden Forestillingsmaade, paastod, at Mercurius var Jupiters Søn, saa tør vi ikke trodse Folkenes bestemte Vidnesbyrd, men nødes til at ansee Thor og Odin for noget ganske Andet end Jupiter og Mercurius”. (Grundtvigs Overs., ny Udgave, S. 235 f.). — Her see vi altsaa i en høist betydningsfuld Sag Erkjendelsen gjennemgaae tre forskjellige Udviklingstrin. først den græsk-romerske, gjennem Latinen til Middelalderen forplantede Synsmaade, hvorefter Grækenlands og Roms Guder ansees for at være de samme, der dyrkedes af alle andre Hedninger; dernæst, i Forbindelse med denne Sammenblanding, en vis Anerkjendelse af Gude-Navnenes Betydning, som nu her hos Mester Adam, hvor han ikke netop kun afskriver Einar, men følger sit eget Hoved; og endelig, som hos Saxe — men vel ogsaa først hos ham, thi Fortalen til Edda, som endda er yngre, synes dog kun at nægte de nordiske Guders Udspring fra Grækenland og Rom, ikke at hævde deres folkelige Oprindelse og Eiendommelighed (see Grundtvigs Dansker, 1849 Nr. 22) — den klare Anskuelse af de forskjellige Folke-Guders selvstændige Eiendommelighed. Denne sidste Betragtning, der i Grunden falder sammen med den ebraiske eller rettere, bibelske Anskuelse, var det altsaa Nordboen forbeholdt at hæve sig til, medens Tydskeren kun gjorde et forberedende Skridt henimod dette Maal. Denne mærkelige og fornøielige Iagttagelse maa da tjene til Undskyldning for min Vidtløftighed i at omtale dette Æmne. - Hvad altsaa det her omhandlede Sted angaaer, saa skal denne saxiske Mercurius, i Henhold til Einar og Tacitus, forestille Wodan, skiøndt Wodan ellers af A. lignes ved Mars.
3) “At Saxerne dyrkede Nordens Guder, det er sikkert nok. Vel har i den nyere Tid endeel Tydskere gjort en saxisk Overgud af Blokken Irminsul (ret egenlig ex trunco Minervam); men naar man kan lidt Angelsaxisk, seer man strax, at Navnet virkelig, som Adam af Bremen melder, betyder “Verdens-Støtten” (universalis columna), og naar man er lidt hjemme i Edda, gjenkjender man snart det fælles Stamtræ, Asken Yggdrasil deri” Grundtvig, Haandb. i Verdenshist. 11, S. 226. — Paa Asken Yggdrasil saavelsom paa Urdas Kilde henpeger ligeledes Tillæg 134. See N. M. Petersen, Nordisk Mythologi S. 130 f.
