Adam af Bremen: Rimbert som Erkebisp
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Adam af Bremens Kirkehistorie
Første Bog (788-936)
Rimbert som Erkebisp
(865—888)
oversat af
[ De såkaldte skolier ( her markeret med blåt ) er marginkommentarer, som er føjet til den oprindelige tekst.
Det kan ikke afgøres, om disse tilføjelser er skrevet af Adam selv eller blot af en afskriver. ]
Den hellige Rimbert hensad i 23 Aar. Dette Tal saavelsom Aarstallet for hans Formands død har jeg fundet i en Aarbog, der er bragt hertil fra Korvei. Hvad Mand han forresten var og hvad Liv han førte, derom giver hans Levnetsbeskrivelse, der fra Brødrene i samme Kloster er sendt hid til vore Brødre, kort og klar Besked. “Strax efter sit Valg” — hedder det deri — “blev han paa Keiserens Befaling ledsaget til Maints af Biskop Theoderik i Minden og Abbed Adelgar i Korvei. Her indviedes han af den hæderlige Erkebisp Liutbert, kom derpaa til Korvei og aflagde Munkeløftet samt iførte sig Munkekappen. Abbed Adelgar gav ham til Medhjælper sin Broder og Navne Adelgar.” Denne deeltog ogsaa i Ordets Forkyndelse, og gjorde sig værdig til at følge ham i Embedet. Erkebispekaaben modtog Rimbert af Pave Nikolaus, og Hyrdestaven af Keiser Ludvig. Dette fremgaaer af de paagjældende Gavebreve. Det Efterfølgende har vi derimod uddraget af hans Levnetsbeskrivelses 16de Afsnit.
“Ufortrøden røgtede han det Kald, der i Henseende til Guds Ords Forkyndelse for Hedninger oprindelig var overtaget af hans Forgjænger, men som nu tilfaldt ham som et lovligt Arvegods. Baade efterkom han selv denne Sendelse, saa ofte andre Forretninger tillod ham det, og altid havde han sine dertil beskikkede Præster, af hvem Hedningerne kunde faae Guds Ordet høre og christne Fanger blive trøstede. Og disse Præster havde deres visse Kirker, opførte langveis borte iblandt raae Hedninger, samt, hvad der var det Værste, ikkun tilgjængelige formedelst farefulde Søreiser. Disse farlige Veie prøvede han selv tiere end engang, ofte led han Skibbrud i Lighed med Apostlen, ofte udstod han ogsaa andre Farer, idet Haabet om den tilkommende Salighed lettede ham alle dette Livs Byrder, og hiint Apostel-Ord stadig randt ham i Hu: “denne Tids Lidelser kan ikke opveie den tilstundende Herlighed, der skal aabenbares paa os.”
Om de samtidige Dane-Konger findes Intet optegnet i hans Levnetsbeskrivelse. I Franke-Krøniken læser man, at det var en Sigfred, der regjerede i Forening med sin Broder Halvdan. Disse sendte Gaver til Keiser Ludvig: baade et Sværd, der lige til Hjaltet var af Guld, og andre Sager, og formedelst Mæglere, som fra begge Sider sendtes til Eideren, sluttede de paa folkelig Viis en fast Fred med Vaaben-Eed. Der var desuden andre Konger over Danskerne eller Normannerne, som paa den Tid plagede Gallien med deres Vikingtog. Saadanne Tyranner vare navnlig Horik, Orvig, Godefred, Rudolf og Ingvar. Grummest af dem Alle var Ingvar, en Søn af Lodbrog, som allevegne lod de Christne henrette. Saaledes staaer der skrevet i Franke-Krøniken.
I Hr. Rimberts 12te Aar døde den store Keiser Ludvig den Fromme. Han havde saaledes tæmmet Böhmerne, Sorberne, Suserne og de andre Slave-Folk, at de maatte svare ham Skat. Normannerne havde han med Vaabenmagt og Underhandlinger holdt i Skrankerne, saa at de gjorde hans Rige mindst Skade, hvorimod de hærgede hele Frankrig. Men efter denne Keisers død “herskede vildene Hær med tøilesløseste Grumhed.1) Og efterdi Danskere og Normanner paa Sjælehyrde-Embedets Vegne ere undergivne Hamborg Stift, saa kan jeg ikke forbigaae alle de Ulykker, som Herren dengang lod skee ved disse Hedninger, og hvorvidt de udstrakte deres Magt over de Christne. Alt dette skildres ynkeligt baade i Franke-Krøniken og andetsteds. Saxland blev ved den Leilighed ødelagt af Danskere eller Normanner. Hertug Brun faldt med 12 Grever; Biskopperne Diderik og Markvard nedsabledes. Frisland blev udplyndret, Staden Utrecht ødelagt. Biskoppen sammesteds, den hellige Rabbod, veg tilbage for Forfølgelsen og opslog sit Sæde i Deventer, hvorfra han svang Banstraalens hævnende Glavind over Hedningerne. Kölln og Trier stak Vikingerne i Brand; Slottet i Aachen gjorde de til Hestestald.
[ Slottet i Aachen, som Fyrst Ordvig havde nedbrudt, laae øde i 80 Aar derefter, indtil Ottos Dage. Skolie 8 ]
Maints begyndte man, af Frygt for Barbarerne, at opbygge paany. Kort sagt, Byer gik tilgrunde med deres Borgere, Biskopper med hele deres Hjord; herlige Kirkebygninger brændtes tilligemed de Troende deri. Vor Ludvig gik af med Seiren over Hedningerne, men døde kort derpaa; Frankrigs Ludvig faldt, seirende og dog overvundet. Dette, som i de keiserlige Aarbøger udmales under ynkelige Klagemaal, har vi, for at huske paa de Danske, kortelig berørt.
Men hvad har vi saa at fortælle om vor Erkebiskops Virksomhed under Alt dette? Læs derom i hans Levnetsbeskrivelses det 20de Afsnit: “paa at løskjøbe Fanger tilsatte han næsten Alt hvad han eiede; og ved at see den elendige Tilstand, hvori Mange endnu fastholdtes af Hedninger, tog han end ikke i Betænkning at bortgive Alter-Kar.” Han sagde med den salige Ambrosius: “det er bedre at bevare Sjæle for Herren, end Guld.” Kostbare ere altsaa de Kar, som løskjøbe Sjæle fra døden. I Anledning af den Forfølgelse, hvis Skjærsild i de Dage bredte sig vidt ud over Menighederne, er det heller ikke upassende at berøre et storartet Jærtegn, som ved den hellige Rimberts Fortjenstlighed vistes Friserne, men som Forfatteren til hans Levnetsbeskrivelse, jeg veed ikke hvorfor, har forbigaaet. Derimod har Bovo, Abbed i Korvei, ikke fortiet det; han fortæller i Skildringen af sin Tids Begivenheder Følgende: “I nyere Tid, da et haardt Indfald af Barbarerne var en grum Landeplage over næsten hele Frankernes Rige, da skeete det ved en guddommelig Tilskikkelse, at en Sværm væltede sig ind paa en Flekke i Frisland, som ligger afsides ved Kysten af det store Hav og hedder Nordvid. Den vilde de ødelægge. Der var dengang den ærværdige Biskop Rimbert tilstede; hans Opmuntring og Raad styrkede og veiledte de Christne, saa at de mødte Fjenden og nedlagde 10.377 Mand, foruden Adskillige, som vilde frelse sig ved at flye, men dræbtes, da de vilde gaae over Floderne.” Dette skriver nu han. For dette Vidunders Skyld er indtil denne Dag den hellige Rimberts Fortjenester i høi Anseelse hos Friserne, som med en sjelden Længsel ære hans Navn, idet den Høi, hvorpaa han under Slaget holdt Bøn, betegnes ved sit immergrønne Græstæppe. De Hug, Normannen fik i Frisland, vilde han nu lade gaae videre, hele Riget over. Gjennem Rhinen, Maas og Schelde trængte de, med Kongerne Sigfred og Godefred i Spidsen, ind i Gallien, anrettede et ynkeligt Nederlag paa de Christne, feidede paa selve Kong Karl og drev Spot med vore Ordensbrødre. Til England afsendte de En af Halfdans Trop, og da han faldt for Anglerne, indsatte Danskerne en Gudred i hans Sted. Denne Gudred undertvang Nordhumberland; og fra den Tid regnes Frisland og England for at høre Danskerne til. Dette er optegnet i Anglernes Krøniker.
Unyttigt er det, hos hellige Mænd at spørge om Tegn og Undergjerninger, som de Onde ligeledes kan være i Besiddelse af. Thi efter hellige Fædres Dom er det et større Mirakel at omvende en udødelig Sjæl fra Synden, end at opvække fra døde et Legeme, der atter skal døe. Dog bør man vide, at ei heller denne Naadegave fattedes den hellige Rimbert. Der fortælles, at han paa de gamle Helliges Viis udøvede visse Undergjerninger, idet han ofte, naar han var underveis til Sverrig, ved sin Bøn dæmpede Stormen paa Havet, og engang gjengav en Blind Synet, hvem han paa biskoppelig Viis bekræftede i hans Daabspagt. Ogsaa en Kongesøn, der var besat, skal han have helbredet. Mange Biskopper vare tilstede, mangt et Raab udstødte den urene Aand gjennem Stakkelens Mund, og Rimbert var den eneste, der med Værdighed fuldførte sin Gjerning, saa at den faldt ham selv til Besvær. See herom det 20de Afsnit i Bogen om hans Levnet. Vi formode, at den Paagjældende har været Kong Ludvigs Søn Karl, ham, der i Erkebispens sidste Dage afsattes fra Regjeringen og fik sin Brodersøn Arnulf til Eftermand. Franke-Krøniken bekræfter Sandheden af denne Begivenhed og forlægger den til Frankfurt, samt til Keiser Ludvigs 34de Aar.
Den hellige Rimbert var da, som Moses, en meget sagtmodig Mand, og som Apostlen led han med under Alles Svaghed. Især var han flittig til at give Fattigfolk Almisse og at løskjøbe Fanger. Engang kom han til den Egn i Danmark, hvor han ved Slesvig havde en Kirke, opbygget for den spæde Christenmenighed. Der seer han en heel Skare af Christne, der trækkes afsted i en Kjæde. Hvad mere? Han gjør to Mirakler for Eet. Kjæden bryder han med sin Bøn, Fangerne løskjøber han for sin Hest. See hans Levnetsbeskrivelses 18de Afsnit. Og efterdi Normannernes eller Danskernes grusomme Fremfærd overgaaer al Beskrivelse, maa det vel synes desmere underligt, at de hellige Guds Vidner, Ansgar og Rimbert, gjennem saamange Farer tillands og tilvands dristede sig til at gjæste de Folk og at prædike for dem, medens end ikke Frankernes Konger og Folk i fuld Rustning og med al deres Magt kunde staae for deres Angreb. Ja, nuomstunder, da “de Hellige ere svundne, de Trofaste blevne faa blandt Menneskenes Børn,” nu troe vi det næppe muligt, “vi, saa doven en Slægt, som frydes ved Taget og Skyggen,2) at i saa haard en Forfølgelses Tid, hos en saa grum, næppe menneskelig Folkestamme, i en Egn, saa langt borte fra vor Verden, at selv en Apostel skulde vovet sig hen. Vi betænke ikke, at ogsaa til os udgaaer daglig det Ord af Frelseren til Apostlerne: “Gaaer ud i al Verden, og see, jeg er med Eder alle Dage indtil Verdens Ende.”
Endnu mange andre Ting ere udførlig fortalte om vor Helgen i hans Levnetsbeskrivelse; deriblandt den Mærkværdighed, at han, efter i et Syn at være bleven bønfalden af en afdød Præsts Sjæl, fastede i 40 Dage, ved kun at nyde Vand og Brød, og befriede saa Sjælen fra dens Pine. — Fire Klostre havde hans Formand stiftet; selv tilføiede han et femte i det eensomme Bücken. Med al sin Omhu i enhver Retning sørgede han dog meest for Sædet i Hamborg, hvor han ydede baade Brødrene og de Fattige al betimelig Trøst. Herberget i Bremen, som af den hellige Ansgar var indrettet til de Fattiges Forpleining, udvidede han mærkeligt, og ikke blot i Stiftet, men hvor han saa var, udviste han al mulig Omhu for at bespise Fattige, idet han tillige medgav Efterslægten det herlige Formaningsord: “Vi bør ikke tøve med at komme alle Fattigfolk til Hjælp, fordi vi ei veed, hvem Christus er, eller naar han kommer til os.” Ordets Almisse var han uafladelig tilrede med for Alle, og i dette Øiemed sørgede han for Uddrag af den hellige Gregors Taler, som han ogsaa egenhændig afskrev. Forskjellige Breve har han skrevet til Flere; et fortrinligt Brev til Jomfruer, hvori han priser Legemets Kydskhed og viser, at mangen Jomfru bliver i sit Hjerte en Skjøge.
Omsider faldt han i Sygdoms og Alderdoms Svaghed, og overlod da til Adelgar, sin Medhjelper i Herren, at styrke hvem han selv ei kunde. Adelgar anbefalede han ogsaa til Kongens Varetægt. Han døde i Herrens Aar 888, i Rente-Terminens 6te Aar. Hans Begravelsesdag er den 11te Juni. Han ligger begravet udenfor Hellig Peders Kirken paa den østre Side. Denne Plads havde han selv bedt om.
Noter og Anmærkninger
1) Effera barbaries laxis regnabat habenis. Adams nyeste latinske Udgiver, den lærde Lappenberg, veed ikke, og jeg endnu mindre, hvor A. har dette Vers fra, som atter forekommer hos Helmold. (Pertz Archiv VI, S. 811).
2) Nos genus ignavum, quod tecto gaudet et umbra. Juvenal, VII, 105, hvor der dog staaer lecto (Sengen) istedetfor tecto. Juvenal er en romersk Satiriker fra Domitians Keiserdage, og Lappenberg anmærker, at A. blandt sin Tids Forfattere er saa godt som ene om at kjende Juvenal og Persius. (Pertz anf. St. S. 810).
